Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

VI • Teatret aabnes • Fordomme • Pengeløshed • Kampen for Livet • Komediens Ligbegængelse •
Præsternes Indflydelse • Kongehusets Sæder • Fader og Søn • Dans og Skuespil. Synd • Forbud mod
Skuespil • Psalmedigtning • Tyveaarig Pause i Skuespildigtning • Ingen egenlig Udvikling • Holbergs ringe
Anseelse • Ringe Anseelse • Kold Respekt • Tragisk Skæbne • Samtidens Holdning • Nervøsitet og
Pessimisme • Død og Ligfærd • Fire Reaktioner • Udødelighed
Til en saadan Højde svang i sine rigeste og mest frigjorte poetiske Stemninger
en Mand sig op, hvis Liv som dramatisk Digter bestod af Opofrelser, Halvsejre
og Nederlag. Faa store Mænd har havt saa meget at overvinde som han.
Mangeartet Modstand mødte ham; men værre end Modstanden var den
Ligegyldighed for hans bedste Stræben, der fulgte af Folkets lave
Dannelsestrin, da han var ung, af dets snerpede og slette Smag, da han var
gammel.
Hans Digterliv som Dramatiker er en Kæde af Genvordigheder.
Den 23. September 1722 var det danske Teater i Lille Grønnegade blevet
aabnet. Dets Forhistorie er den, at da Hoffet i Aaret 1721 indkaldte et tysk
Operaselskab under en vis Kaysers Ledelse fra Hamborg og samtidigt gav den
franske »Hof-Komedie« Afsked, blev adskillige af dennes Medlemmer boende
her i Landet, deriblandt Étienne Capion 105 , der foruden at være Skuespiller
tillige som »Hoff- og Stabs-Traiteur« havde fulgt Hæren i den svenske Krig.
Lige fra Aaret 1718 havde han, som fra først af ledede et Marionetteater,
ansøgt om Skuespilprivilegier, der kunde hindre fremmede Komedianter,
Liniedansere etc. i at konkurrere med ham; han opnaaede ikke strax en
saadan Eneret, indførte ligefuldt tyske Skuespillere og Skuespillerinder og gav
tysk Komedie, men med saa ringe Vinding, at han sank i Gæld og i 1721 paany
anraabte om Regeringens Beskyttelse, da han »imod ald forhaabning« fandt,
at andre Selskaber fik samme Ret som han »saavelsom ogsaa den saakaldte
Stercke mand at præsentere sin Force med viidere, hvilket haver foraarsaget
icke liden, men temmelig stor skade og forlis«. Saa fik han da i Maj 1721
Privilegiet, som tillod ham alene og hvem han meddelte Tilladelse, at give
»Comoedier og Spil« af hvadsomhelst Art. For det Teater, han straks begyndte
at bygge, tilstodes der ham dernæst Frihed for Grundskat og Indkvartering i
femten Aar. Men han byggede uden Kapital, og da Teatret stod færdigt, var
han endnu langt dybere i Gæld end før.
I Sommeren 1722 søgte saa en Landsmand af ham, en anden i Kjøbenhavn
efterladt fransk Skuespiller, der viser sig som en smidig, elskværdig Pariser
med det store Aarhundredes hele Belevenhed og Velopdragenhed, om end
uden synderlig boglig Dannelse, ogsaa han fattig som en Kirkerotte, om
Tilladelse til at oprette en Skueplads i det danske Sprog. Montaigu 106 havde
øjensynlig truffet Aftale med Capion 107 og var med sine Erfaringer andensteds
fra falden paa den Idé, om muligt ved Oprettelsen af et nationalt Teater at
komme ud af sin Næringssorg. At han skulde have havt nogen dansk
Nationalfølelse, er det urimeligt at antage, han formaaede end ikke at skrive
105 Se biografisk artikel s. 273.
106 Se biografisk artikel s. 279.
107 Se biografisk artikel s. 273.
119