Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Dog kun ved Stoffet og den respektstridige Stilling til homeriske Helte og
Heltinder svarer Ulysses til Troilus. Dybere set er Ulysses i Holbergs Livs værk
hvad Sommernatsdrømmen er i den store engelske Digters. Det er
tilsyneladende her kun Forstanden, der driver Gæk med Folkepoesiens gamle
Fantasier (denne Penelope, der aldrig bliver ældre, der er ung og dejlig til 60
Aar) som med det samtidige Teaters Lohenstein'ske Unatur og Svulst; men
denne Forstand er selv bleven helt fantastisk i sin Overstadighed. Ulysses er
Holbergs virkelige, eneste Lyrik, en Komikers Lyrik, en Højsang af den vildeste
Overgivenhed til sund Fornufts Ære.
Dette er den forkerte Verden, ikke den hverdags, og gennem den forkerte
skimtes den virkelige, set ovenfra, i Fugleperspektiv; og vi ser ovenfra ikke
blot det smaa, Kjøbenhavn med dets Gader, (der altid er rene i Juli Maaned,
ellers drukner man i Skarn; dog det er kun de elleve Maaneder af Aaret, og de
gaar snart), men det store, Menneskelivet. Er det ikke vort Liv, dette, hvor vi
pludselig besinder os, at et Tidsrum er gaaet som en Dag, at vi er blevne ti Aar
ældre, ser, at vort Haar og Skæg er blevet hvidt, og hvor dette er os som en
Forklædning, en Maskering af vort Væsen? Humorens lette Spil minder os her
om selve Livets Hast.
Og saa svinger vi os da op til hin Kunstens Skemt med sig selv, sit eget
Væsen, i denne evige Leg med Illusionen, der sættes og brydes, som Tieck tog
op igen paa Romantikens Tid for at bygge en hel Lære om Digter-Ironi
derover, og som over ham vendte tilbage til os igen i Ungdomsværker af
Heiberg og andre. Andensteds ler Holberg; her jubler han. Andensteds slaar
han Gækken løs; her ser vi i et Mummespil Slægtens hele Latterlighed, Krig for
ingenting, Forelskelsens Indbildninger, Overtroens Hokuspokus, den
menneskelige Naragtighed i højeste Vælde.
Til Ulysses von Ithacia lader efter Sagens Natur kun literære Kilder sig
eftervise. Vi maa søge et Stykke, hvor saavel den indre Iagttagelse, som
Studiet af Omverdenen og Benyttelsen af ældre Literatur har sat sig
paaviselige Spor.
Et saadant Stykke er Erasmus Montanus, det dybeste af alle Holbergs Skuespil
og det, hvori han er aller oprindeligst.
Han har i ubestemte Omrids den ungdommelige Paradoksforfægter fra sin
Optræden i Christianssand som stødende det kvindelige Køn ud af
Menneskeheden. Han har den komiske Ordstrid i et fremmed Sprog, talt slet af
begge Parter for et uvidende Dommerpublikum. Han har Minderne om den
skrækkelige Opdragelse under Søren Lintrup 102 , Virkelighedsiagttagelserne af
Studenterlivet i Kjøbenhavn og af Disputereøvelserne paa Borchs Kollegium og
Universitetet, Per Iversen o.s.v.
Hermed krystalliserer sig saa Bestanddele fra de forskelligste Landes poetiske
Literaturer.
Fra Aristofanes' Skyerne, det Stykke, i hvilket den unge Mand lærer at
disputere hos Sokrates, tog han Indfaldet med hvorledes det hævner sig paa
102 Se biografisk artikel s. 221.
115