Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

ikke ødsler med Ordet stor, kalder ham stadigt »den store Comicus«, »den
store Comoedie-Skriver«, »denne store Mand«. Vil han bestyrke sin Mening om
Teatersager, tilføjer han: »Anderledes vilde Molière ikke dømme herom«; han
»præfererer Molières Kiendelse for det heele Parisiske Universitets
Betænkning«; han for sin Del vilde »betro ham baade geistlige og verdslige
Embeder«; »et helt Seculum kand neppe bringe til Veye saadan Geist som
Molière«; i de 2000 Aar, der er gaaede hen mellem Plautus og ham, er intet
værdifuldt Lystspil frembragt; han har »bragt for Lyset det begravne
Artificium« og skrevet Komedier efter de Gamles Plan, men har overgaaet
dem, saa han kan regnes »iblandt de sidste Tiders store Philosophos«. Holberg
kalder ham sin Vejviser og siger om sine egne »Originaler«, at de er
»forfattede efter hans Plan«; hans højeste Stolthed er, at han af fremmede
Kendere er bleven sat ved Siden af Molière. (Epistlerne rundtom, Indledning til
Moralske Tanker.)
Der var et aandeligt Slægtskab imellem dem. Vel var Afstanden stor fra
Madeleine Béjarts og de Bries og mange andres Elsker til ham, der aldrig synes
at have havt en Kærlighedshistorie og aldrig at være bleven elsket, fra den
ulykkelige og skinsyge Ægtemand til den lidenskabsløse Pebersvend, fra
Komedianten og Teaterdirektøren til den stille Poet og Lærde, fra Kongens
Kammertjener, den oversete Hofmand, til Studereværelsets Mand — men de
var frifødte Aander begge, frit opdragne Aander begge, Molière havde studeret
Gassendi og oversat Lucretius, som Holberg havde studeret Bayle og
bearbejdet Thomasius, de var begge de vittigste Mænd og mest dramatisk
begavede Personligheder i deres Land, begge en ny Tids Talsmænd, begge
Ligevægts-Naturer, Fjender af al Overskriden af Maalet som af al i Stilstand
forraadnende Vane.
Som Molière, men mere udelukkende end han, skildrer Holberg Familielivet; i
Stykkernes Plan og Figurernes Gruppering følger han ham i Regelen som
Lærlingen sin Mester. Tag eksempelvis Den Stundesløse. Skuespillet er formet
over Le malade imaginaire, Pernille svarer paa det nøjeste til Toinette; ja saa
ligefrem har Molières Lystspil her været Forbillede, at Holberg i
Originaludgaven er kommen til at lade Leanders Farbroder Corfitz tale om sin
Brodersøn Thomas (Diafoirus), istedenfor om Peder (Erichsen Bogholder).
Fra alle de Literaturer, med hvilken Holberg var bekendt, har han laant,
saaledes fra den spanske. Moreto's Den pæne Hr. Diego synes det nærmeste
Forbillede for Jean de France, der desuden minder om Træk hos den plattyske
Digter Lauremberg og Englænderen Wycherley. En Roman af Quevedo, en
anden af Jeronimo de Alcalá, en tredie, der er anonym, Lazarillo de Tarmes har
afgivet Træk til Don Ranudo som desuden for Enkeltheders Vedkommende har
et dansk Forbillede i Wilhelm Helts Irus. En Novelle af Cervantes har paavirket
Henrik og Pernille, et Mellemspil af samme Digter maaske Gert Westphaler.
(Emil Gigas: Literatur og Historie).
Naar man ser bort fra hvad Holberg fremdeles skylder den Molièreske Skole i
Frankrig: Dancourt, Boursault, Dufresny (med Hensyn til Julestuen,
Barselstuen, Pernilles korte Frøikenstand), eller sin danske Forgænger Skeel i
hele Formningen, saa iagttager vi tre mægtige Strømme med deres Bifloder,
111