Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Denne stærke Benyttelse af Literaturen er betegnende for det 17de og 18de
Aarhundredes digteriske Aandsfostre og blev fremmet ved den flyvende Fart,
med hvilken Holberg som Komediedigter arbejdede. Naar Støbningen foregik,
kastede han Elementer, hentede allestedsfra, i Formen for at faa den fyldt.
Men iøvrigt klinger de Angreb, der af den Grund er blevne rettede paa
Holbergs Digterværd og Oprindelighed, kun som et Ekko af dem, alle Verdens
største Digtere har været Genstand for, fra Oldtidens Komikere af til
Shakespeare, Corneille, Molière. Shakespeare blev jo af en bitter Forgænger
kaldt »en Krage, pyntet med vore Kjær«, Corneille blev med Hentydning til sit
Navn benævnet »Corneille déplumée«, den plukkede Allike, og opfordret til at
give hvert Ord af sin Cid 99 tilbage, og Molière beskyldtes for »en abeagtig
Efterligning, hvortil kun han var i Stand«. Hovedsagen er imidlertid, at det
bedste fremmede Indfald i en Stympers Hænder bliver til Ingenting, og at kun
den store Begavelse formaar at sammensmelte det med sine egne.
Ikke blot har Holberg som alle Digtere mange Gange taget Stoffet til sine
Komedier (og det næsten indtil alle Enkeltheder) fra Literaturen (som Jeppe og
Den pantsatte Bondedreng fra Bidermanns Utopia 100 , Kandestøberen fra
Addisons Den politiske Tapetmager). Men han har rundt omkring fra tilegnet
sig Figurer og Samtalevendinger. Han har fra den romerske Komedie, særlig
fra Plautus, taget en Mængde teatralske Ejendommeligheder, en enkelt Gang
næsten et helt Stykke (Abracadabra er en Bearbejdelse af Mostellaria, Diderich
Menschen-Skræk en Efterligning af Pseudolus og Curculio, Jacob von Tyboe
stærkt paavirket baade af Terentius' Eunuchus, af hans Heautontimorumenos
og af Plautus' Miles gloriosus, der ogsaa gaar igen i Den ellevte Junii); dog er
det dybest inde og mest i sin dramatiske Stil, at han stemmer overens med
Plautus; den djærve danske Professor var aandsbeslægtet med den geniale og
drøje romerske Poet. I Viddets Folkelighed ligner Holberg ham.
Fra Maskekomedien, særligt fra Gherardis Théàtre Italien har Holberg laant en
Vrimmel af vittige Enkeltheder, lattervækkende Teaterfif, Motiver til Prologer
og Indskud, Løjer, Sprogblandinger, symmetrisk Replikskifte og Fremhæven
ved Gentagelser, parodiske og urimelige Træk, Overdrivelser som Tyboes, at
han maa holde Folk til at laste sin Figur for at have Fred for Kvindernes
Efterstræbelser o.s.v.
Men ligesom det var Molière, der havde banet Holberg Vejen til Plautus, og
som han sikkert kun gennem Molière blev opmærksom paa Muligheden af at
benytte og fortsætte Romeren, saaledes var det Italienske Teater, Holberg
lærte at kende, allerede halvt forfransket og stærkt paavirket af Frankrigs
store Komiker, ligesom ogsaa han, som Holberg selv fremhæver (Ep. 506)
havde givet Eksemplet ved Benyttelsen af Italienerne. Det er da ogsaa Molière,
der trods alt, hvad man har sagt, (Rob. Prutz af national Uvilje mod Frankrig,
N. M. Petersen paa Grund af utilstrækkelig Indsigt) er Holbergs afgørende og
direkte Forbillede som Skuespildigter. Ja man kan uden Overdrivelse sige, at
Molière for Holberg er Digteren, det virkeliggjorte Ideal af en Digter. Han, som
99 »Le Cid«.
100 Bidermann, se: om Gunnar Sivertsen's disputats på: http://bjoerna.dk/Holberg/Gunnar-
Sivertsen-061206.pdf [foreløbig henvisning].
110