Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

til Lands saa yderlig foragtes og har faaet et saa uopretteligt Stød, da den dog,
hvis den fremmes, beskyttes og vedbørligen agtes, bør regnes for en af de
sikreste Støtter for det offenlige Vel. Det fortjener i Sandhed den lydeligste
Paatale, og vidt er det kommet, naar enhver Apoteker, enhver Feltskær,
Bader, Skæggeskraber, ja hvad der er det besynderligste og græsseligste,
enhver Skarpretter giver sig, med den mest opblæste Stolthed, den taabeligste
Selvtillid og tykkeste Uvidenhed, Navn af Læge og paa en lige saa
uforskammet som fræk Maade bruger sin Segl paa Lægernes Ager [!], og
vandrer knejsende og opblæst over Dyngerne af de ved ham dræbte Lig«.
Repliken egner sig mærkværdigt til at anbringes i en Komedie, hvis den da
ikke vilde blive kritiseret som usandsynlig. Holberg har visselig ikke lagt nogen
Doctor medicinæ noget mere komisk i Munden. (Ingerslev: Danmarks Læger;
Mansa: Pesten 1710—11; Herholdt og Mansa: Samlinger.)
Imidlertid er de anførte Træk tilstrækkelige til at vise, hvorledes Holberg, som
selv havde den Respekt for Doktorerne, at han aldrig vilde have nogen Læge,
har løftet Forhold op i Latterhimlen, som har deres meget nedslaaende Side.
Omvendt har han paa dette Omraade, som nu og da paa andre, set Forhold og
Personligheder udelukkende fra den komiske Side, der havde fortjent en bedre
Medfart. Det beror paa, at skønt han som Personlighed af Grundsætning er al
aandløs Vanes ubønhørlige Fjende, kan han i sin Egenskab af Komiker ikke
lade være med nu og da at støtte den gamle Vane mod det berettigede nye. Til
alle Tider er den komiske Digter for at faa Latteren paa sin Side i høj Grad
fristet til at tage den i Øjeblikket raadende Anskuelses Parti; Fremtidssagen er
som saadan i Strid med alt vedtaget, urimelig, altsaa halvvejs komisk. De
Strenge, paa hvilke dens Talsmænd slaar, giver Fremtidsmusik. Allerede
Aristofanes tog derfor det Bestaaende i Forsvar; Holberg gør det til et vist
Punkt i Kandestøberen, i Jeppe o.s.v. Ved en enkelt Lejlighed gør han det
ogsaa i sin Skildring af Læger.
Datidens mest bekendte Læge, Johannes de Buchwald, havde fra simpel
Barbersvend ved Evner og Studier svunget sig op til Livlæge hos Frederik den
Fjerde, Doktor i Medicinen, øverste Feltmedikus og (ved Konkurrence) til
Professor ved Kjøbenhavns Universitet, i hvilken Stilling han indlagde sig store
Fortjenester af den danske Kirurgi. Det vakte Forargelse ved Universitetet, at
en tidligere Barbersvend uden videnskabelig Fordannelse skulde optages som
de fine Professorers Embedsbroder. Man saa' mindre paa hans Duelighed end
paa hans uslebne Væsen, og sikkert har Professorfruerne ikke mindre end
deres Mænd rynket paa Næsen af hele Familien Buchwald; thi den ny Professor
havde, medens han endnu var Barbersvend, giftet sig med en fattig Slægtning
og var med hende bleven Fader til 12 Børn. Der er ingen Tvivl om, at det er sin
Kollega Johannes de Buchwald, hvem Holberg latterliggør som Jens Blok i
Peder Paars (1ste Bogs femte, 2dens anden og tredje Sang). Man har her, i
den Holberg ikke ganske værdige Spot over Doktoren, der ikke kunde Latin, et
Udtryk for Universitetsprofessorernes Misstemning.
Til Gengæld har Holberg i Doktorscenerne i Barselstuen sat hin Tids hele
Lægevæsen et Mindesmærke af høj og uforgængelig Komik, og da Slagsmaalet
mellem Jens Blok og Gunild, der er bygget over en Anekdote om Johannes de
107