Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Indfandt der sig Farsot, kom der f. Eks. Pest, da forfremmedes alle Barbererne
til Læger og ethvert Forbud mod deres Virksomhed faldt bort. Det var saa
meget nødvendigere, som Lægerne i hine Tider ikke ansaa sig for moralsk
forpligtede til at blive i en af smitsomme Sygdomme angrebet By. Endogsaa
Loven fritog dem derfor. I en ikke senere ophævet Forordning af 1619 siges
det med rene Ord, og endnu 1666 siger Thomas Bartholin i en latinsk Bog om
de Danskes Huslægevæsen udtrykkelig: »Da Lægerne, naar Pest eller andre
smitsomme Sygdomme grasserer, ikke er forpligtede til at besøge de Syge . . .
foreskriver de en vis Kur og visse Lægemidler, saa at Almuen ogsaa uden
Læge kan hjælpe sig selv.« Da i 1710 den ene af Universitetets to medicinske
Professorer, Frankenau, flygtede fra Byen ved Pestens Komme, fulgte han kun
det Eksempel, der var givet ham af hans Formænd ved lignende Lejligheder
(som af Morsianus 1546, af Peter Capitanus 1553, af Ole Worm 1619 og 1637,
af Thomas Bartholin 1654). Der fandtes paa Pestens Tid i Kjøbenhavn i alt kun
16 Læger, og deraf blev kun de 5 paa deres Post. De 21 Amtsbarberere gjorde
da Tjeneste som »Pestmestre«.
Hvorledes de Syges Selvbehandling, som Bartholin i sin Bog taler om,
overhovedet og særlig under disse fortvivlede Forhold kunde være, bliver
dobbelt indlysende, naar man betænker, at de trykte Anvisninger, de skulde
følge, var givne af Læger, der aldrig selv havde iagttaget, mindre behandlet
nogen Pestsyg. Og man var paa dette Tidspunkt, altsaa i Holbergs Ungdom,
ikke videre i Indsigt, end at man, af Angst for, at Peststoffet ved Luftskilte
skulde indføres i Husene, fordrede, at Vinduerne stedse skulde være lukte i de
smalle Gader, i taaget og regnfuldt Vejr og om Natten. Ja en af Datidens
flinkeste og modigste Læger, som under Farsoten efter Evne gjorde Nytte, I.
G. Bøtticher, henviser, hvor han taler om Pestens Aarsager, til de af Biskop
Brochmann angivne seks: Foragt for Guds Ord, Forsømmelighed i Retsplejen,
Misbrug af Nadveren o.s.v.
De medicinske Universitetsstudier dreves ved at høre Forelæsninger, disputere
og deklamere; Studier ved Sygesengen var ukendte, saa Kundskaben hos
dem, der vidste mest, kunde ikke være dyb. Desuden var der en evig
Kappestrid mellem Lægerne og Barbererne og atter mellem disse to Klasser i
Forening og den Sværm af Kvaksalvere, Landstrygere, omflakkende
Markskrigere, kloge Koner og Piger, der oversvømmede Landet, skadede
Lægernes Praksis og bragte den hele Stand i Vanry. Skarpretterne havde, paa
Grund af deres Færdighed i Menneske-Tranchering, stort Ry som Kirurger og
stærkt Tilløb som Læger. Endnu i 1736 anfører Bødlen i Kjøbenhavn Frants
Mühlhausen i sin Ansøgning om at maatte praktisere i Lægekunsten, at det
»paa alle andre Steder er Skarprettere tilladt«. Intet Under at en samtidig
Læge klager: »Mordere er kun forskellige fra disse Medicastri et Empirici
cujuscunque generis derved, at Morderne dræber Mennesker udenfor Murene
violente modo, Kvaksalverne indenfor Murene paa en hemmelig Maade.«
Bartholin siger i sin nysnævnte Bog: »Jeg kender intet Sted i Europa, hvor
sande Læger i den Grad ringeagtes og Kvaksalvere i den Grad skattes som i
Kjøbenhavn«, og Bøtticher skriver 1736 (i en Klage til Magistraten over
Kvaksalverne): »Man maa blues ved den Tilstaaelse, at Lægevidenskaben her
106