Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Prygleherredømme, der er sat i System i en Lovgivning, som bestaar af fire
Afdelinger, og hvis første Afdeling hedder Jus virgarum. Heri er den hele
Rettergangsorden for den umaadelige Banken og Pisken nøje fastsat og ikke
mindre Reglerne for Risningen paa de bare Skuldre hver Torsdag Morgen, naar
Synderne »staar Skoleret«.
l en Skolefundats fra Frederik den Fjerdes Tid hedder det: »Hvis Nogen in
Gymnasio findes forsømmelig eller uskikkelig eller og nogen Time forsømmer,
da maa den Professor, som hans Flid eller Udyd forfarer, lade sætte hannem
paa Vand og Brød . . . efter Forseelsens Beskaffenhed og Iteration.« (R.
Nyerup: De latinske Skoler i Danmark og Norge).
Naar man sætter sig ind i disse Forhold, stemmes man snarere til Medfølelse
med de arme Væsener, der var saadanne Undervisningsanstalters Ofre, end til
Kritik af deres Indskrænkethed og Pedanteri eller til Forargelse over deres
Taabelighed og indbildske Væsen. Og dog var det umuligt paa en mere
slaaende Maade, end Holberg har gjort det, gennem denne Undervisnings
Resultater at afsløre dens Beskaffenhed — og dog har han af dette
Menneskestof uddraget saa lystige og lattervækkende Skikkelser, som sin
Skolemester, sin Stygotius, sin Per, sin Rosiflengius, sine Jurister, Filosofer og
Læger.
Man dvæle et Øjeblik ved Lægerne. Det er allerede antydet, at Holbergs
Fremstilling af Lægestanden er til et vist Punkt Vedtægt: Det er tildels
Doktoren fra Maskekomedien og fra Molière, som gaar igen. Holberg selv
forsøger (af Forsigtighed) at gøre Skildringen til blot fri Fantasi. Han skriver:
»Alle Doctor-Comoedier ere urimelige her i Landet, hvor den Medicinske Nation
er et fornemme Folk, der aldeeles ikke er befænget med de Lyder, som findes
hos de smaa omløbende Medici paa endeel andre Steder«. (Fortaler til
Comoedier).
Han mente det ikke, og det er hævet over al Tvivl, at Lægevidenskaben paa
hans Tid i Danmark stod meget lavt; i Norge var der saa godt som ingen
Læger. I Danmark var den egenlig medicinske Praksis ved et Forbud (af 1672)
mod at give indvortes Medikamenter til andre end eksaminerede Læger dem
forbeholdt; derimod var den kirurgiske Praksis overladt Bartskærerne
(Barbererne), som udgjorde et Lav, dog saaledes, at større og vanskeligere
Operationer i Almindelighed besørgedes af omrejsende Operatører, der gjorde
Fyldest som »Oculister, Sten- og Bruch-Snidere«.
Hvor stor Uvidenheden var, viser Forordningen af 1672 der bestemmer, at
Bartskærerne maa give »Decocta, der af dem bruges mod franzøske Pokker«;
den i hin Tid saaledes benævnte Sygdom maa altsaa være bleven betragtet
som udvendig, siden dens Behandling overlodes Barbererne, skønt det antoges
for nødvendigt at bruge indvendige Midler imod den. Hvorledes Forholdene var
ved Hæren, der havde en øverste Feltmedicus, men hvis Læger forøvrigt var
Feltskærere, der toges af Bartskærernes Klasse, kan maaske sluttes af en
Beretning fra Slutningen af det 17de Aarhundrede om en saaret Anfører, der
maatte ride fire Mil, før han kunde komme i Kirurgens Hænder.
105