Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

»alle de samme Privilegier, Herligheder og Benaadninger som Kongens egne
Betjente og Andre af Adel«. Deres indbyrdes Rang skulde bestemmes ved
Tjenestealderen. I Kongebrevets Bevæggrunde anføres, at »Ære og Værdighed
bør saa uadskillige Dyden at følge som Skyggen Legemet«. Imidlertid var
Sagen ikke hermed i Orden. Der opstod det interessante Spørgsmaal, hvem
der skulde have Forrangen, naar en Professor i et af de højere Fakulteter —
det teologiske stod højest — havde været kortere Tid i Tjeneste end en af et
lavere Fakultets Professorer. Ogsaa dette blev ordnet ved Reskript. Det kan da
ikke undre, at man under Christian den Sjette for Rangskatten kunde opbygge
Frue Kirkes Taarn, stifte Videnskabernes Akademi o.s.v. I en Indberetning fra
den franske Gesandt, de Chamilly, til hans Regering fra Aaret 1728 hedder det
— utvivlsomt uden al Ironi —: »Kongen af Danmark har været heldig i et
Foretagende, som ikke er lykkedes nogen anden Fyrste i Europa, nemlig at faa
alle sine Undersaatters Rang fastsat.«.
Hvor let tager ikke Holberg paa dette vigtige! Han skrev Den honnette
Ambition derom; han spøger dermed rundt om i sine Skrifter (se f. Eks. Ep.
383).
Naar man fremdeles føler sig hensat i en munter Stemning ved Holbergs
Billeder af Studenteruvæsenet, saa glemmer man let over de burleske Figurers
Pudsighed den triste Virkelighed, som laa bagved, det sørgelige
Opdragelsesvæsen, der afstedkom saadanne Resultater.
Man tænke imidlertid paa den Skoleopdragelse, de Stakler fik! Vi ler af
Skolemesterens Uvidenhed i Julestuen, af Per Degns i Montanus; men man
forstaar den, naar man har set Prøver af Tidens Skolebøger. Man læse denne
Mundsmag paa Begrebsbestemmelserne i en lille, af en Universitetsprofessor til
Skolebrug udarbejdet Logica fra det syttende Aarhundrede, som efter al
Sandsynlighed endnu i hele den første Tredjedel af det attende var i Brug:
»Substantia, et Væsen, er en værendes Ting, som haver Understændighed ved
sig selv, og ikke lider, at »det siges mere eller mindre at være til; men
opholder Tilfald, udi hvilket adskillige Slavg 95 siges at være disparater —
adskillige at ligne — og ikke contrarier — tvertimod hverandre.«
»Prædicamenter er den Befattelse paa Notioner (Kiendelser), som ere adskilte
hver for sig; men, at de Unge, som lære, kunde fatte den des rettere, sjuntes
det godt at hedndrage 96 de øverste Genera og Arter for de andre Ting til de
logiske Elementers og Begyndelsens Selskab, hvilke der kaldes Prædicamenta
d. e. synderlige Fremsagn, hos Ciceronem Attributiones d. e. Tillæggelser.«
»Et Væsen, som tyndest forekommer, kaldes Aand, hvor heden der høre Engle
og Sjæle. Og det, som er tættere, et Legom.«
Det var endda en Skolebog paa Dansk. Og for at lære sligt maa i mange Skoler
Drengene staa op om Sommeren Kl. 4, om Vinteren Kl. 5. Kl. 7 Formiddag og
Kl. 3 Eftermiddag drives de saa alle i Kirke. De er underkastede et fuldstændigt
95 »Slavg« er hvad der står (også i Uglebogsudgaven).
96 »hedndrage« er hvad der står (også i Uglebogsudgaven), formentlig menes: 'henføre'.
Nedenfor bruges et tilsvarende udtryk: 'hvor heden der høre', formentlig i betydningen: 'hvor
til hører'.
104