Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Selvfølgelig er det ikke altid danske Forhold, der har staaet Holberg for Øje;
han havde jo indtil sit 25de Aar neppe tilbragt mere end et Aarstid i Danmark
(en Maaned i 1702, en halv Snes Maaneder 1703—4 og en Maaned i 1708).
Det var først som Huslærer for Gehejmeraad Geddes Sønner og som Student
paa Borchs, Kollegium, at han kunde begynde at lære Kjøbenhavn og
Provinsialisterne der, Sjælland med dets Bondebefolkning, overhovedet dansk
Stadliv og Landliv grundigt at kende. Først fra 1709 kan det danske Familieliv,
der i hans Skuespil næsten bestandig er Skildringens Genstand, have aabnet
sig for ham. Der kan derfor ikke være Tvivl om at han, selv hvor Scenen
foregaar i Kjøbenhavn (endsige i Ebeltoft eller Thisted, hvor han aldrig havde
været) hyppigt har tæret paa Barndoms- og Ungdoms-Erindringer fra Norge.
Skavlan har med megen Skarpsindighed eftervist saadanne Minder hist og her,
endog i det fantastiske Melampe. At Holberg aldrig forlagde Scenen til sit
Fødeland, beroede øjensynligt paa Forholdet til den Tilskuerkres, for hvilken
han nødvendigvis stedligt maatte tillæmpe sine personlige Indtryk, ganske som
han tillæmpede Plautus og Molière for den; at han stundom henlægger Scener
til fremmede Lande (som Den politiske Kandestøber til Hamborg, Don Ranudo
til Spanien) strider ikke mod dette Princip; det skete i første Tilfælde dels for at
formindske Usandsynligheden, dels af Forsigtighed, for at Satiren ikke skulde
blive udlagt om indenbys Personer, der ikke var mente; i andet Tilfælde for at
Satiren ikke skulde kunne siges rettet mod den indenlandske Stand, der netop
var ment.
Men Holbergs Hovedkilde er dog, som enhver Prøvelse viser, danske, særlig
kjøbenhavnske Forhold, og her er hans Indsigt, hans Skarpblik forbavsende.
Hans Skuespil gengiver med et Camera obscura's Nøjagtighed Ydersiden af det
gamle Kjøbenhavn, og han synes at have kendt den hele Middelstand og Almue
saa godt, at man formelig undres ved ikke at finde en eneste Repræsentant for
de enkelte forbigaaede Klasser, ingen Præst, ikke én Matros fra Nyboder, ingen
Søofficer. Hans omfattende Kendskab imponerer, men hvad der især er
beundringsværdigt, det er, at han, trods en saa indtrængende Forstaaelse, har
formaaet at afvinde alle disse borgerlige og dagligdags Forhold deres komiske
Side. Der er i ham en Grundsum af frejdig Lystighed, som løfter alt det
narartige eller ulykkelige eller afskyelige ud af det hæsliges og over i det
latterliges Kres. Han mister ikke Humøret, hverken af Ærgrelse eller af
Medlidenhed; han ler.
For at begynde med det ringeste: det forstaar sig af sig selv, at han ikke blev
betagen af den Højtidelighed, hvormed der i Samfundet omkring ham fra de
højste Steder af og nedefter helt igennem toges paa det dumme. Ingen
Samfundsmagt var vel dummere end Rangvæsenet. Siden den danske Adels
Fald var Rangsygen kommen op og blev omhyggelig plejet fra oven af ved den
Alvor, med hvilken Rangen blev ordnet og omordnet, under Christian den
Femte og Frederik den Fjerde fire Gange i 40 Aar. Ved Rangforordningen af
1671 var der ikke taget Hensyn til Universitetsprofessorer; men da de ansete
Medicinere Thomas Bartholin og Wilhelm Worm et Par Aar efter ved et Bryllup
maatte vige Fordansen til et Par unge Mænd, der nylig havde hørt
Forelæsninger hos dem, indgav de en Ansøgning om Rang. Griffenfeld afslog
Ansøgningen. 1679 opnaaede imidlertid Professorerne med Hustruer og Børn
103