Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Kvinden med dets hele Følge af galante Sæder og Talemaader. Han finder i
Galanteriet en Fornærmelse mod Kvinden, forsaavidt det i sit Tegnsprog
erklærer hende for et skrøbeligt og betydningsløst Væsen; ja han dadler en
Mand, der, da han i Selskab havde listet sig til at kysse en Dame og faaet et
Ørefigen til Svar, trykkede den Haand, der havde slaaet ham, til sine Læber.
Holberg bekender rent ud, at hvis saadant var hændet ham, han da »havde
saluteret den gode Jomfrue paa samme Maade igien«, det vil sige, havde
gengældt Ørefignet, og ikke af Hævngerrighed, men for at vise sin Respekt for
Kvinden som Ligemand. Man ser, han ikke skyr nogen Konsekvens. Hans
Anskuelse er nøgtern, men urokkelig og følgerigtig: Kvinden er af Naturen lige
saa vel begavet som Manden. Han har set ligesaa kloge Kvinder som Mænd,
set Kvinder, der var langt klogere end deres Mænd eller Fædre, og har forarget
sig saa dybt over deres Afhængighed og nødtvungne Uvidenhed, at han atter
og atter kommer tilbage til den Uretfærdighed, som begaas imod dem. I
Mønsterstaten Potu (Niels Klim) har Kvinderne Adgang til alle de samme
Embeder og Stillinger som Mændene; en ung Jomfru har Forsædet i Retten og
er berømt for sine vise Domme. Klim studser i første Øjeblik derved, men
finder det hurtigt mindre forunderligt i Kraft af en Overvejelse, der øjensynlig
er Holbergs eget Udgangspunkt: »Jeg tænkte: Hvad om Byfogdens Kone i
Bergen sad i Retten istedenfor hendes Mand? . . . Vor Lovkyndighed vilde vinde
derved, og Retfærdigheden maaske ikke saa ofte blive slaaet i Ansigtet.« Dog
det er saa langt fra, at Holberg ved denne Kvindens Frigørelse vil have hende
løsrevet fra hendes naturlige Kald, at han lige omvendt — mer end 20 Aar før
Rousseau — optræder som Naturens Talsmand overfor den unaturlige Mode
eller Vane, der skilte det spæde Barn fra Moderen. Rahagna beklæder i Potu en
Storskatmesters høje Stilling, men ammer ikke desmindre selv sit Barn og
afviser en Indsigelse med Ordene: »Tror Du da, at Naturen har givet Kvinderne
Bryster alene til Prydelse og ikke til Børnenes Næring?«
Fra dette Holbergs særegne Stade i Opfattelsen baade af Kvindens naturlige
Kald og hendes aandige Ret, et Stade, der ligger saa højt over hans Samtids i
Norden, falder et nyt og skønnere Lys hen over et Værk som hans Adskillige
Heltinders og navnkundige Damers sammenlignede Historier. Det er en mandig
Fordomsfriheds og en ren Beundrings Værk. Og det er interessant, at Holberg
her i sit Følelsesliv og i sit Øjemed har et Berøringspunkt med det syttende
Aarhundredes største Kvinde i Danmark, Leonora Christina, der har efterladt et
betydeligt Brudstykke af et lignende Arbejde: Heltinders Pryd.
Redegørelsen for Holbergs Forhold til Kvinden førte med Nødvendighed fra
Undersøgelsen af Holbergs Selviagttagelse som Grundlag for hans
Frembringelser over til Spørgsmaalet, om hvorledes disse bygger paa
Iagttagelse af Omverdenen.
For en Snes Aar siden var den Paastand endnu mulig i dansk Bladstil, at
Holbergs Komedier var mente som Vittighedsspil, ikke som
Virkelighedsskildring. Nutildags er der neppe mere nogen, som tror det.
Komedierne ere Virkelighedsbilleder i saa høj Grad, som det var deres Digter
muligt at gøre dem til det.
102