Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

forklarer den selv af, at »der forefalder Intet uden jævn Snak, som ingen
Meditation behøver«; des større Anerkendelse fortjener Holbergs Standpunkt,
des mere hensynsløs Beundring aftvinger hans Geniblik. Ikke som en Elsker af
Kvindekønnet, ikke heller fordi han havde en enkelt Kvinde meget at takke for,
ikke ad en kritikløs Begejstrings Vej; med Blik for det menneskelige, ikke for
det kvindeligste i Kvinden, har Holberg, fordi hans Væsen var en genial
Forstand, forudset og forfægtet den største og skæbnesvangreste
Samfundsomvæltning, som den fjærne Fremtid har i sit Skød.
Hvor stort dette er, det føler man ret, naar man betænker, at hans
Grundanskuelse har ligget halvandethundrede Aar hen i dansk Literatur, inden
den for Alvor genoptoges.
Heiberg taler 1830 om de Tilfælde, hvor Holberg »satiriserer over
Menneskehedens store Interesser uden at have fattet disse i deres Idé« og
henregner hertil »hans Paradokser om Fruentimmernes Rettigheder«.
Dietrichson skriver 1860, at Zille Hansdotters Indlæg bør opfattes som »en
Satire paa Kvindelærdom og en Parodi paa Forsvarsskrifterne derfor«. Dette er
allerede højst betegnende (om end næsten utroligt) som Bevis paa, hvorledes
man i den Aarrække, der gaar umiddelbart forud for vor Tid, i Danmark og
Norge læste sine indskrænkede Yndlingsmeninger ud af alle de store, klassiske
Forfattere, selv af dem, der med rene Ord havde haanet netop disse
Yndlingsmeninger. Men endnu morsommere i deres Uskyld er dog C. W.
Smith's Udtalelser. Han skriver: »At Holberg hører til de Forfattere, der vil
have Kvindekønnet emanciperet, er en egen Kuriositet .... Da han som lærd
Pebersvend aldrig havde havt Lejlighed til selv at erfare, i hvilken Kres og i
hvilke Forhold Kvindens aandelige Rigdom udfolder sig allerskønnest, saa var
han kommen paa den Idé, at Piger, naar de havde Hoveder, burde sættes til
Studeringer ganske paa samme Maade som Drenge, og at Fruentimmer burde
have lige Adgang til de offenlige Embeder med Mandfolk«. Ja man kan, tilføjer
Smith, der var stolt af at kaldes Holbergianer og indbildte sig at være det, i
Holbergs videnskabelige Skrifter finde Beviser for »at det virkelig var hans
alvorlige Mening«. Man behøver ikke at gaa til hans videnskabelige Skrifter for
at se det. Alene Zille Hans Dotters Forsvarsskrift indeholder ethvert Forsvar og
Angreb, som Stuart Mill i vort Aarhundrede har fremført, og indtager ganske
det Mill'ske Standpunkt.
Er det da end ikke muligt, nøjagtigt at erfare, hvad Selviagttagelse har lært
Holberg om Forholdet mellem Mand og Kvinde, saa er det dog ikke vanskeligt
at se, hvorledes hans personlige Iagttagelse i Forening med hans Studier har
lagt Grunden til hans høje Værdsættelse af det andet Køn, og hvorledes hans
aandelige Beskaffenhed og Holdning bringer ham til netop at behandle Kvinden
som han gør det.
Allerede naar man agter paa hans Skildring af de unge Borgerdøtre i Bergen,
der med deres »særdeles Modestie i Omgængelse med Mænd,« ikke gav
Mændene det ringeste efter i Dygtighed og Forstand, skimter man Leonora-
Skikkelsen. Disse unge Kvinder satte ingen Pris paa Galanteri. Holberg lider
dette Træk hos dem; thi heller ikke han sætter Pris derpaa. Intet kunde ligge
ham med hans uromantiske Naturel fjernere end Ridderlighedsforholdet til
101