Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Lidenskabelig har imidlertid Følelsen næppe været og Betydning for Holbergs
Liv og Digtning har den ikke havt. Men det være som det vil — hvad enten
Holberg i sin Ungdom har ydet en enkelt Kvinde en varmere Hyldest eller ikke,
saa meget er vist, at han hele sit Liv igennem vedblev rent forstandsmæssigt,
som hans Væsen medførte det, at være en haardnakket og vidtgaaende
Talsmand for det kvindelige Køn.
Allerede i Peder Paars (Tredje Bogs første Sang) hævder han i spøgende Tone
Hyppigheden af Kvindens aandelige Overlegenhed over Manden og
Urimeligheden af hendes Udelukkelse fra Bestillinger og Sysselsættelser; i Zille
Hans Datters Forsvars-Skrift for Quinde-Kiønnet hæver han sig til et helt
moderne Standpunkt.
Hvo Vingerne paa Fuglen skiær,
Ubillig Fuglen laster,
Og, hvi han ikke flyver meer,
Forgiæves forekaster.
Et Træ tit har kun Grene, Bark,
Men vil ey frugtbar blive;
Hvis det var sat paa anden Mark,
Det vilde Frugter give.
Han fordrer Kvinden fuldt sideordnet med Manden, og det med en
Følgestrenghed ud fra Forudsætninger, han betragter som givne, der endog
gaar ud over Datidens Kvindefrigøreres, som i Almindelighed indrømmede en
Gradsforskel mellem Mandens og Kvindens aandelige Anlæg. Efter Holberg er
Kønnene af Naturen ens udstyrede, og Forskellen beror udelukkende paa
Opdragelsen og Samfundets hele Ordning, der har trængt Kvinden ud af den
Stilling, som tilkom hende.
Holberg var jo ingen Fysiolog, men en Rationalist, og man kan ikke vente hos
ham at finde nogen naturvidenskabelig Drøftelse af Kønsforskellens Betydning.
Men hans Anskuelse er utvivlsom. Hvor han i Natur- og Folkeret nødes til at
tage Hensyn til de teologiske Indvendinger, skriver han:
»Nu følger at efterse, hvoraf Manden haver bekommet Herredømmet over sin
Hustru, og hvorvidt det strækker sig. Saadant Herredømme kommer alene af
Guds Indstiftelse (1 Mos. 3.16), hvor Kvinden udtrykkelig befales at være sin
Mand underdanig .... hvorudover de fare meget vildt, som paastaae, at
saadant Herredømme kommer af Naturen«.
Med et dybt Buk gaar han saaledes de teologiske Bevisgrunde forbi og holder
sig til Kvindekønnets naturlige Ligeberettigelse. (Se iøvrigt hans Levned,
Epistlerne 199 og 518, i Heltindehistorierne Sammenligningen Zenobia og
Catharina Alexievna og Stederne i Niels Klim).
En Følelsessag er dette for Holberg ingenlunde. Det var visselig heller ikke
Indtrykket af danske Kvinders høje Aandsevner, som her ledede ham. Den
Morskab, han havde af Dameselskab, har intet at gøre med hans Agtelse for
Kvindens Aandsgaver; denne Morskab var ham kun en Adspredelse; thi han
100