Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

selv fortæller om netop dette Ungdomsophold i Christianssand. Han havde
faaet fat i en lille Bog, hvori en unævnt Forfatter med 60 Beviser godtgjorde
den Paastand, at Kvinderne ikke er Mennesker. Det har enten været et af de
sædvanlige skolastiske Indlæg i Spørgsmaalet om Kvinderettighederne, eller,
som man har ment, et 1575 i Leipzig udkommet Skrift, hvis Hensigt var at
latterliggøre en vis Art Bibelfortolkning ved at vise, at man med de nye
Fortolkningsmetoder kunde godtgøre Alt. Dets Indhold var Bevisgrunde af den
Art, som vi genfinder i Hans Mikkelsens Epistel foran Holbergs femte Satire.
Dette Fjas morede Holberg, som var meget for alt Nyt: »Altsaa, som jeg kom
lige fra at have læst det, og jeg havde Alting i frisk Minde, udspredte jeg dette
Kætteri rundt om i Byen, først ganske sagtmodigt for at forslaa Tiden, siden
ikke ulidenskabeligt, alt eftersom Modsigernes Nidkærhed tog til.«
Det lader sig vel næppe nægte, at der i dette Rethaveri til Bedste for en i
Kaadhed udslynget og kun i Spøg forsvarlig Paastand er et Glimt af noget
Montanus'sk, især da dette selvfølgelig var lige saa langt fra at være Holbergs
virkelige Mening om Kvinderne som Montanus' Paastand, at man har Lov til at
slaa sine gamle Forældre, er fra at være hans. Og der er noget i Situationen,
som minder om Rasmus Bergs overfor Moderen og Degnen, da det tilsidst gik
saa vidt, at en Tjenestepige paa Gaden pegede paa Holberg og sagde: »Der
gaar han, som siger, at vi ikke kan komme i Paradis.«
Paa dette Punkt aabner sig imidlertid et nyt Spørgsmaal, berørende Holbergs
personlige Liv i Sammenhæng med hans Digtning, nemlig Spørgsmaalet om
hans Forhold til Kvinden. I Almindelighed udtrykkes det paa den Maade, at
man spørger, om han nogensinde har elsket eller dog været forelsket.
Udgangspunktet for Besvarelsen har i Reglen været den tørre og matte Farve,
der ligger over Kærlighedsscenerne i hans Skuespil, det Vedtægtsmæssige og
Upersonlige i det erotiske Forholds Behandling. Paafaldende er det først og
fremmest, at endog den Understrøm af frisk og ungdommelig Sanselighed,
som altid findes hos de gamle latinske Komediers Elskere og Elskerinder,
fuldstændig fattes. Paafaldende er dernæst den dogmatiske Maade, paa
hvilken Kærlighedsfølelsen er taget som noget ganske Usammensat og aldrig,
som hos Molière saa tit, parret med modstridende Lidenskaber. Paafaldende
har det endelig 90 været for enhver Iagttager, hvor ganske Holbergs unge
Kvindeskikkelser, endog naar de er vakrest, er blottede for Ynde. Selv en
Monrad, der næppe formaar at føre Pennen, giver, som vi saa', et mere
indtagende Billede end han. Det ser ud, som havde han aldeles ingen
personlige Erfaringer havt at tage til, som havde han aldrig selv følt det unge
Hjærtes overstrømmende Ømhed, den tidlige Ungdoms erotiske Begejstring og
erotiske Skuffelser, Angsten for at forsmaas, Henrykkelsen ved at tro eller vide
sig elsket. Hvor han efter Molières Mønster vil fremstille Skinsygens Kvaler,
gaar han rent mekanisk tilværks og bliver plump eller grotesk.
Det finere Kvindelige findes ikke hos hans Kvinder, end mindre det dæmonisk
Kvindelige, der havde kunnet give den Vægelsindede en Gratie og forklare
hendes Væsen. De blandt hans Kvinder, der er elskværdigst og betydeligst,
som den kønne, unge, vittigt forstandige Barselkone eller den fintfølende
90 'Endelig' betyder 'sluttelig', 'til sidst' eller tilsvarende.
97