Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

»Jeg finder hos mig selv mange Feyl, og de Dyder, man tillegger mig, lidet
solide. Jeg lever indgetogent og regulier, fordi jeg kand ikke leve vellystig,
ligesom den, der aldrig spillede, fordi han aldrig havde Penge. Jeg drikker
ikkun Vand, fordi jeg taaler ikke at drikke Viin. Jeg philosopherer, naar jeg
haver liden Helbrede; er kied af Verden, naar hun er kied af mig: saa at min
Philosophie og mine Dyder ingensteds have hiemme. Jeg finder der imod hos
mig adskillige solide Feyl, som man kunde giøre smukke Comedier over.«
Det er Ord, som antyder, at hvor store Vanskeligheder end den betydelige
Tidsafstand og Tarveligheden af vor Kundskab til Holbergs Liv og Levned
lægger i Vejen for en Tilbageførelse af hans Aandsfrembringelser til hans
Personlighed — saa er denne Vej dog ikke spærret.
Enhver Kender af Holbergs Breve til en berømt Mand har bemærket, at
selvoplevede Smaatræk gaar igen i hans Skrifter. Naar i Peder Paars en af
Personerne fortæller, hvorledes han som uskyldig Vejfarende nær var bleven
sat fast af en Fændrik, blot fordi han gik tilfods i sit eget Fædreland uden Pas,
saa sigter dette til en Begivenhed, der var hændt Holberg selv; naar Troels i
Barselstuen i sin Spøgelseangst læser en Bordbøn istedenfor et Fadervor, saa
er dette en Erindring fra Holbergs Barndom o.s.v. Men ogsaa for hele
Karakterer i Lystspillene maa det humoristiske Udgangspunkt søges hos
Digteren selv.
Det Eksempel, der først frembyder sig, er naturligvis Philemons.
Da Shakespeare afsluttede sit Digterliv, fordi hans Fantasi længtes efter Hvile,
skrev han Stormen og afbildede sig selv og sin Genius i Skikkelse af Prospero
og Ariel, af den mægtige Magus, der er Elementernes og Aandernes Herre, og
den urolige, legende, lynsnare, altformaaende Luftaand, der higer og brænder
efter at blive udløst af sin Tjeneste, og som endnu paa Tjenestens sidste Dag
smægter efter Frihed og jubler imod den. Da Holberg havde naaet
Højdepunktet af sin Bane, saa' han sig tilbage og skrev Det lykkelige Skibbrud;
han gjorde, som man plejer at gøre, naar man bygger: han satte Kransen paa
Huset, førend Taget var færdigt og Arbejdet endt. Han optræder ikke som en
mægtig Aandebesværger, han nøjes med den sanddru Satirikers og Moralists
beskedne Rolle. Han selv vil ingen anden Hvile og Fred have end den: som
Skribent at kunne leve i Ro for Dumrianers og Kæltringers Plagerier; den
eneste Frihed, hans Genius forlanger, er Albufrihed. Philemon er ung og hed,
forøvrigt uegennyttig, opofrende, højtbegavet, Lastens Beskæmmer, Dydens
Mønster og Sandhedens Martyr. Det er næsten for meget af det gode. Rundt
omkring ham, for Skranken med ham, et Kor af Narre og Tosser af begge Køn,
der vil have ham dømt, fordi de paastaar, at han har sigtet til dem i sine
Skrifter, og som slutter, at han maa have sigtet, siden han har ramt.
Ligeoverfor ham Rosiflengius, det vil sige Kryberi, smudsig Begærlighed efter
Penge, lav Nederdrægtighed. Det er næsten for meget af det slette. Punkt for
Punkt, Træk for Træk, ved Hjælp af Gentagelser, af overflødige Eksempler, af
oplysende Scener som den med Oldfux og den med den fulde Mand den
omstændeligste, bredeste Udmalen af Modsætningen mellem Rosiflengius' og
Philemons Karakter og Færd, til Ære for den sidste. Det er som en Sang, der
synges helt ud gennem alle Versene, fordi Tilhøreren er dum og ude af Stand
94