Modul 12 noter

Modul 12 – Noter
Noter Medicinsk Kompendium
Kap. 1 – Grundlag for kliniske beslutninger
Patient – læge: lyt interesseret, spørg ind bagefter, gentag problemet så det er forstået korrekt. Efter en
detaljeret anamnese foretages den objektive undersøgelse.
Stadier i den kliniske proces:
- Sygdomsprævalens
- Prognose
- Pålideligheden af kliniske informationer (blodrøver, måleapparatur, læge-læge. Interobeservatørvariation
for en anamnese foretaget af flere forskellige klinikere kan korrigere for overensstemmelse med en kappa
værdi. En værdi på 0,4 tyder på ringe overenstemmelse, 0,4-0,6 er mellem og over 0,6 er god
overensstemmelse. Rigtighed af diagnostiske test – cut-offværdi, specificitet, sensitivitet og prædiktive
værdier.)
- Diagnose (og differentialdiagnose)
- Behandling
- Forebyggelse
- Bivirkninger
Metoder til diagnosestilling:
- mønstergenkendelse
- heuristisk (tommelfingerregel)
- Algoritmemetoden (flow-diagram)
- Detektivmetoden (omfattende anamnese, undersøgelse osv.)
- Deduktiv metode (ætiologiske faktorer, patoanatomi & patofysiologi)
- Probalistisk metode (ud fra ovenstående udføres en diagnostisk test)
Kap. 6
Kontaktmønster: konsultationer 55%, telefon 44%, sygebesøg 2%. Relativ få men stigende er
emailkonsultationer. Omkring 10% af konsultationerne fører til henvisning.
Kontaktårsager: hyppigste klager er smerte i bevægeapparatet, hovedpine, træthed, forkølelse og
søvnbesvær. Forekomst højest hos kvinder. Andre faktorer er etnicitet, socialklasse, personlighed, religion,
alder og køn.
Sygdomsmønster:
- høj frekvens af akut selvbegrænsende sygdom
- høj frekvens af kronisk sygdom
- høj frekvens af nervøsitet og angst
- meget lav frekvens af ny cancer
- høj frekvens af adfærdsproblmer
1

I mange tilfælde (ca. 1/3) vil der ikke kunne gives en diagnose eller forklaring på patientens symptomer.
Sygdomsklassifikation: (bruges fx til LPR, cancerregistret, dødsårsagsregistret).
Anden klassifikation er ICD-10, kan bruges som udbygning.
ICD 10 (International Classification of Diseases)
- Er en “end-point” klassifikation
- 4 cifret kode, ca 20.000 diagnoser
- SKS mere end 100.000 koder
ICPC (International Classification of Primary Care)
- Er en “start-point” & episode klassifikation
- 3 cifret, ca 800 diagnoser
DRG
DiagnoseRelaterede Grupper
- Et afregningssystem
- Diagnoser / indgreb samles i grupper, hvor omkostningerne er nogenlunde ens
- Grupperingen baseres på SKS-koderne
- Bruges til administrative forhold
Sygdomsgraderinger
- NYHA klasse (hjertesvigt)
- Child-Pugh score (leversvigt)
- Los Angeles klassifikation (refluksøsofagit)
2

- ASA-score (risikovurdering)
- Performance status (almentilstand)
Kap. 14- Aldring
Mest behandlingskrævende aldringssygdomme = Cancer & hjerte-kar sygdomme.
Eksponentiel stigning af cancer fra 50-80års alderen.
Muskelstyrke halveres fra 50-90 års alderen
Gerontologi(Geriatri) = Læren om aldring
Fra 1950-2000 er mortalitetsraten for kvinder halveret. Skyldes ændret livsstil og samt gavn af
sundhedsvæsenet.
Hayflick-grænsen = antal celledelinger en enkel celle kan opnå (foretaget på fibroblaster).
- Børn = 60x
- Yngre = 50x
- Ældre = 20x
Efter cellerne ikke deler sig mere dør de ikke, men er fuldt funktionsdygtige. Telomerlængden er højest
sandsynlig årsag til cellernes antal delinger. Telomerase kan dog modvirke denne begrænsning ved at tilføje
TTAGGG til 3’ enden. Dette sker primært i kønsceller men desværre også i cancerceller.
3

Livslængde afhænger af genetiske faktorer (1/4) samt miljømæssige og stokastiske processer.
Slitageteori = Wear & tear teorien, molekylært slitage. Beskadigelse af immunforsvaret, DNAreparationssystemerne
og cellemembranerne. DNA-mutationer. Werners syndrom, mutation i DNA
Helicasen (adskiller strengene). Rate of living teori, afgørende faktor er metabolisme-biprodukter, især frie
radikaler.
Mutationsakkumulationsteorien = Mutation ophobet igennem evolutionen.
Afvejningsteori = trade-off teori. Et gen som gavner én i livet, kan skade én senere. (reproduktion). Løver vs.
Elefanter. Løver lever farligt og må reproducere sig hurtigt. Elefanter lever mindre farligt, har et bedre
reparationssystem, men mindre afkom.
Det kognitive funktionsniveau viser et fald omkring 30årsalderen, dog beskedent til omkring 70års alderen.
Fald af funktion efter 30årsalderen er 1%.
Kap. 16
Klinisk beslutning = diagnose, prognose, behandling.
80% igennem anamnese, 10% klinisk undersøgelse, 10% paraklinisk undersøgelse.
Kommunikation er vigtig, intet fagsprog! Respekt. Lyt, afbryd ikke. Hold øjenkontakt. Fortæl at man skriver
ned på computer inden samtalestart.
Journal:
- Indledning: alder, køn, henvisningsform, intro til problem.
- Anamnese: Dispositioner til sygdom, allergi, andre sygdomme, aktuel sygdom, øvrige organsystemer,
gynækologisk anamnese, medicin, tobak, alkohol, sociale forhold. Desuden tidligere operationer,
udlandsrejser, seksuelle kontakter, kost, motion, erhvervsmæssig eksposition. Endvidere mere specifik
udredning af symptomer (smerteintencitet osv.), periodicitet, debuttidspunkt, præsentationsmåden,
lokalisation, relation, udvikling siden debut, effekt af tidl. Behandling. Giv et resumé for patienten så det er
forstået korrekt.
se også lektion 1 slides fra klinisk biomekanik 4a.
- Objektiv undersøgelse: positive og negative fund. Vurdering af almentilstand (hvor præget er patienten af
sygdommen).
4

- Konklusion/Diagnose: På baggrund af subjektive symptomer, anamnese og objektiv undersøgelse.
- Parakliniske undersøgelse: på baggrund af ovenstående kan der tages stilling og dette. Skal begrundes
med behov for at stille en korrekt diagnose så en rigtig behandling kan foretages.
Diagnose, prognose, behandling: På baggrund af anamnese, OU, paraklinik kan der fremlægges en endelig
diagnose, sygdommens udbredelse, sværhedsgrad og forløb. Prognosen stilles efter behandling og efter et
observativt forløb.
- Patientinformation: kan i sig selv have terapeutisk værdi. Bekymringer og frygt kan behandles
herigennem. Der bør ventes fra lægens side med at uddybe info overfor patient indtil man ved mere.
Samtalen skal gentages ved alvorlige sygdomme pga. blokade. Nyttigt her med en med-person. Oplysninger
gives direkte til patienten, ikke til pårørende (medmindre det ønskes fra patientens side, umyndig eller
inkompetent).
- Klinisk analyseproces: Deduktiv vej – systematisk fremadskridende overvejelse. Induktiv vej – erfaren vs.
Uerfaren. Hypotesedannelser. Fejl opstår ved for tidlig hypoteseindstilling (for tidlig selvdannet diagnose).
- Patientautonomi! (medfølelse & professionalisme).
Akut koronart syndrom (AKS)
Er en fælles betegnelse for ustabilt angina pectoris (UAP) og AMI som inddeles i STEMI (ST elevations
myokardieinfarkt) og non-STEMI.
UAP karakteriseres ved: angina pectoris opstået under hvile eller ved minimal fysiske udfoldelse, eller
crescendo AP hos patienter med forud bestående kronisk stabil hjertesygdom med øget anfaldsfrekvens og
varighed.
Indlægges ca. 30.000 om året med mistanke om AKS. 50% afkræftes, af disse har 10.000 UAP. AMI hos
15.000 hvoraf 3000 dør inden minutter/timer. Sygdommes incidens og mortalitet stiger med alderen. #:1
M:K.
25-60% er påvist subokkluderende eller okkluderende tromber af patienter med UAP og non-STEMI, men
80-90% med STEMI.
Ingen blivende ændringer med okklusion i et par minutter varende okklusion. Længerevarende medfører
myokardienekrose. Ved langvarig >5-6timer ses udbredt transmural nekrose. PAtoanatomisk skelner man
imellem to infarkter:
- transmurale infarkter, med nekrose strækkende sig fra endocardium til væggens epicardium.
- subendokardiale infarkter, med nekrosen begrænset til ventrikelvæggens inderste lag.
Myokardieinfarkter er hyppigst lokaliseret til venstre ventrikels frie væg og interventrikulære septum.
Symptomdebut: pludselig og voldsom. Ellers op til er det træthed, åndenød, udstråling (venstre arm, hals,
kæbe, abdomen of ryg), smerter eller ubehag i brystet (kardinalsymptomer), angst, kvalme og
opkastninger. 15-20% ses symptomfrit, hyppigst hos kvinder og patienter med DM1.
Lavt BT100/min er dårlige prognostiske tegn. Hjertestetoskopi og lungestetoskopi
er ofte normal, mislyde indicerer akut ekkokardiografi. Feber forekommer. Andre objektive AMI fund er
hjertearytmi, hjerteinsufficiens, kardiogent shock, hjerteruptur, arteriel emboli, mitralinsufficiens,
ventrikelseptumdefekt.
5

Ekg ændringerne er ofte forbigående og svinder når smerten ophører.
Biomarkører – troponiner og kreatinkinase isoenzym MB, CK-MB. Disse frigives til blodbanen ved nekrose af
myokardiet. TnT bliver positiv indenfor 4-6timer efter symptomdebut og er forhøjet i op til flere dage. CK-
MB stiger til signifikante niveauer indenfor 4-6timer og når et maksimum efter 24timer. CRP er forhøjet
efter STEMI.
Differentialdiagnoser: aortadissektion, marfans syndrom, akut perikardit, lungeemboli. Pleuritis, pneumoni,
pneumothorax.
Behandling: reperfusion (PCI – ballon, fibrinolyse), revaskularisering og antitrombostisk behandling
(acetylsalicylsyre, ADP-receptorantagonister). Beta-receptorblokade anvendes akut, Nitroglycerin gives
sublingualt – nedsætter myokardiets iltforbrug og øger ilttilbuddet.
Blodtransfusion påvirker prognosen i negativ retning.
Risikofaktorer
- Arv (♂65), Køn
- Lipider (Total, LDL, HDL kolesterol & triglycerider)
- Blodtryk
- Tobak, Kost, Fysisk aktivitet
- Abdominal fedme (talje: ♂≥102 cm, ♀≥88 cm)
´- Anden sygdom
- Hjerne, hjerte, perifer vaskulær sygdom, diabetes mellitus type 2
- Organpåvirkning
- Hjerte (hypertrofi), nyrer (proteinuri, forhøjet kreatinin) og øjne (FH III-IV)
Total-kolesterol < 5,0
LDL < 3,0
Trigl < 2,0
HDL > 1,0
6

Atrieflimren
fibrillatio atriorum, atrieflimren, supraventrikulær takykardi, forkammerflimren: sitrende, ukoordinerede,
hurtige sammentrækninger af hjertets forkamre; kun nogle af impulserne fra forkamrene passerer
ledningssystemet til hjertekamrene der bliver uregelmæssige i rytme (·arrhythmia perpetua). Risiko for
dannelse af blodpropper, ·parietaltromber, i auriklerne (se ·auricula atrii).
Forekommer hos ca. 14.000 (både flimren og flagren i 2004).
Kan enten være symptomatisk eller asymptomatisk. De fleste oplever dyspnø, oppresion, brystsmerte,
palpitationer, svimmelhed, synkope (sjældent) eller træthed.
Ekg viser en smal QRS-takykardi med uregelmæssige QRS komplekser uden veldefinerede P-takker.
Atrieflimren inddeles i 4 undergrupper:
- førstegangstilfælde
- paroksystisk atrieflimren, 2 eller flere anfald som er selvterminerende inden for 7dg.
- persisterende atrieflimren, 2 eller flere anfald som har varet >7dg og ikke er selvterminerende.
- permanent atrieflimren
Komplikationer – takykardibetinget hjertesvigt, tromoemboli, 6 gange større risiko for apopleksi, 1/3 af alle
apopleksier optræder hos disse patienter, Embolisering sker ofte når der kommer systolisk funktion igen i
atrierne, atrieflimren skal have varet 48timer for at der kan dannes trombemateriale, hjerteinsufficiens.
Behandling:
DC-behandling = Stød
7

AK-behandling = farmakologisk (antikoagulant)
Atrieflagren
Makro re-entry takykarti med impulscirkel omkring tricuspidalklapperne og kontinuerlig atrial
impulsaktivitet på 200-400BPM. F-takker.
Langt sjældnere end atrieflimren. Hyppigst hos personer med en strukturel forskel, men ses også i
paroksystisk form. Ses ved stress og svær almen sygdom. Særlig hyppig ved incisioner i atrierne.
Symptomerne er som ved atrieflimren. Kirurgisk behandling af blokade for impulscirkel helbreder 85%,
ellers er der medikament og DC-konvertering.
Wolff-Parkinson-Whites syndrom, WPW-syndromet, hjertesygdom med rytmeforstyrrelse (anfaldsvis
takykardi, tachycardia paroxysmatica) der skyldes for tidlig stimulering af hjertekamrenes sammentrækning
i forhold til forkamrenes pga. hurtig ledning af den elektriske impuls via en medfødt ekstra ledningsvej
mellem for- og hjertekamre (·præexcitation). Elektrokardiogrammet viser kort PQ-interval, som efterfølges
af et breddeforøget QRS-kompleks (> 0,12 sek.) som indledes med en såkaldt d-tak. Hos 20-80 % ses anfald
af ·reentry-takykardi; herunder ledes impulsen via AV-knuden (nodus atrioventricularis) og det His'ske
bundt (truncus fasciculi atrioventricularis) til hjertekamrene, hvorfra den ledes tilbage til forkamrene via
den ekstra ledningsvej, så igen frem via AV-knuden, osv.
8

Lungeemboli
Aflukning af én eller flere lungearterier centralt eller perifert.
500-1000/million, mange tilfælde forløber udiagnosticeret.
Trombemasse i dybe vener i UE eller bækken/abdomen. Kan også være tumorvæv, luft, fedt eller
amnionvæske. Hyppigst hos immobile og nyopererede samt ved maligne lidelser. Tromben kan okkludere
lungekredsløbet. Ved større lungeembolier skal højre hjertehalvdel arbejde mod et betydeligt større
afterload, og kan udløse dilation og moderat trykforhøjelse i højre ventrikel samt halsvenestase.Massivt
tryk kan give hypertrofi af højre ventrikel og dilationen kan medføre hindret fyldning af venstre ventrikel og
evt. kredløbshock.
Symptomer kan være lette, men er typisk akut indsættende dyspnø eller trykken for brystet. Synkope,
hyperventilering, sinustakykardi, cyanose, halsvenestase.
D-dimer vil ofte være forhøjet. Ekkokardiografi kan påvise dialtion og trykbelastning af højre ventrikel. CT
med kontrast kan fremstille lungeembolier i større arterier til segmentarterier.
Differentialdiagnoser – AMI, ekssudativ pericarditis, vena cava superior-syndrom, pleurapneumoni, primær
pulmonær hypertension.
Behandling – Smertestillende. Straks AK behandling med lavmolekylært heparin samt K-vitaminantagonist.
Opretholdes i 3-6mdr. Trombolysebehandling ved hæmodynamisk påvirkede patienter. Vena cava filter +
livslang AK behandling. Operation.
Klinisk Patologi, Cancer & Non-neoplastiske vækstforstyrrelser.
Mamma
4167 nye tilfælde i 2006
Fibroadenomatose – non-neoplastisk. Benign tumor. Mammacancer, 3600 nye tilfælde/år. (25/år hos
mænd. Gynækomasti bilateralt)
Forandringer ved cancer: form, papil, indtrækning af hud over brysterne samt hudødem (peau d’orange).
Screening – mamografi (kvinder over 60.) Supplement kan ultralyd anvendes. Sensivitet 67 %, specificitet
98 %
Skleroserende adenose – palpabel tumor. Mikroforkalkninger.
Radialt ar – kan ses på mamografi, ikke forbundet med cancer.
Duktal epithelhyperplasi – palpabel tumor, svære tilfælde er forbundet med let øget cancer risiko.
Proliferation af epithelcellerne i ductus. Kan kun ses mikroskopisk.
Lobulær epithelhyperplasi – ses i alveolerne, men ikke særlig udpræget.
Duktektasi & cyster – non-neoplastisk.
Ikke invasive Invasive
Duktalt karcinom in situ (DCIS) Duktalt karcinom (70-75%)
Lobulært karcinom in situ (LCIS) Lobulært karcinom (10%)
Kolloidt karcinom (3%)
Medullært karcinom (2-10%)
Tubulært karcinom (1-7%)
9

Fibroadenom – benign. Hyppigst hos yngre kvinder. Frit bevægelig tumor op til et par cm. Bliver stortset
aldrig maligne.
Phyllodes tumor – variant af fibroadenom. Makroskopisk ingen forskel, bortset fra størrelsen. Mikroskopisk
mere cellerigt stroma ,som kan indeholde mitoser. (kan være malign).
Papillom – solitære tæt ved papillen, multiple perifert i mammae. Centrale papillomer sidder oftest
subareolært, og viser sig klinisk ved sekretion og blødning fra papillen.
DCIS – hyppigst. Comedo type mest udbredt. Palpabel tumor, ses ved mammografi som en mikrforkalkning.
Lokal excition eller mastektomi.
LCIS - ikke symptomgivende. Tilfældigt fund ved biopsi eller operation. Hyppigst hos perimenopausale
kvinder.
Pagets sygdom – særlig klinisk præsentation af DCIS. Rødme og eksematisering og evt. ulceration af papil og
areolaomraådet. Mikroskopisk ses karcinomceller spredt mellem keratinocytter.
Adenokarcinom
Forekomst: Sjælden hos kvinder under 30år, og stigende incidens herefter. Tumorvækst er hurtigts hos
yngre kvinder. Tumorfordoblingshastighed hos yngre er 80dage, hos ældre 150dage. 50% dør af
sygdommen. Sjældent forbundet med smerter.
Ætiologi: Familiær disposition. Påvist sammenhæng imellem høj social status, natarbejde, få og sene
børnefødsler, lang fertilitetsperiode, overvægt. Gener som BRCA 1 & 2 er ansvarlig for den arvelige form.
Overekspression af HER2 eller c-erbB-2 ses i DCIS og duktalt karcinom.
Patoanatomi: Makroskopisk, hård og uskarpt afgrænset med tynde udløbere til omgivende væv.
Mikroskopisk inddeles i to typer – duktal og lobulær karcinom. Duktal karcinom indeholder områder med
tubulære formationer. Kernerne kan have varierende grader af polymorfi samt mitoser. Lobulært karcinom
har relativt små og ensartede tumorceller, som vokser diffust infiltreret i bindevæv.
Hormonreceptorer: Østrogen og progesteron, høj affinitetsbinding. Disse kan ændre cellekernens DNA og
medføre øget produktion af vækstfaktorer. Østrogenpositive responderer på endokrin behandling.
Behandling: Metastaserer til regionale lymfeknuder i aksillen. Ca. 50% med palpabel tumor har også aksil
metastase. Kan optræde op til 20år efter fjernelse af tumor. Ses desuden metastaser i knogle, pleura,
lunge, lever. Mastektomi eller lumpektomi (brystbevarende). Fjerner lymfeknuder hvis sentinel lymfe
(første drænerende knude) indeholder metastaser.
Cytologisk – finnålsaspiration, histologisk biopsi – grovnålsbiopsi. Excisionsbiopsi – via francks nål og
røntgen, til ikke-palpabel tumor.
Malignitetsgradering af invasivt duktalt mammakarcinom.
Tubulusdannelse Point
Udtalt 1
Middel 2
Få eller ingen 3
Mitoser
Få eller ingen 1
Middel 2
Mange 3
Kernepolymofi
Ensartede kerner 1
10

Middel variation 2
Udtalt polymorfi 3
Malignitetsgrad: I = 3-5 point, II = 6-7 point, III = 8-9 point
Inddeles i højt differentieret (low grade), moderat (intermediate) og lav (high grade). Lavt differentierede er
oftest mest maligne.
TNM klassifikation af brystkræft
- Tx – primær tumor kan ikke vurderes. T0 – Intet bevis for tumor, Tis – CIS, intraduktalt.
- T1 – Tumor ≤2cm.
- T2 – Tumor 2cm - 5cm.
- T3 – Tumor >5cm.
- T4 – Tumor med udbredelse til brystvæggen eller hud.
- N0 – Ingen lymfe metastase
- N1 – Metastase til ”movable” ipsilateral axillær lymfeknude(r).
- N2 – Metastase til ipsilateral lymfeknude(r) bundet til hinanden eller anden struktur
- N3 – Metastase til ipsilateral interne lymfeknude(r).
- Mx – Tilstedeværelse af fjernmetastase kan ikke vurderes.
- M0 – Ingen fjernmetastase
- M1 - Fjernmetastase
TOP2A amplifikation eller deletion kan også medføre maligne vækstforstyrrelser.
Prognostiske faktorer for brystcancer
11

GI
Esophagus
Reflux esophagitis
Barrets esophagus – Længerevarende reflux. Nederste del af esophagus. Metaplasi fra pladeepitel til
intestinal epithel med bægerceller. Patienter med dette syndrom har 50 gange større risiko for udvikling af
dysplasi og adenokarcinom.
12

Benigne tumorer – er sjældne, men kan forekomme leiomyomer og fibrvaskulære polypper. Disse vil dog
sjældent give symptomer.
Planocellulært karcinom – ca. 200/år. Hyppigst hos mænd 65-75år. Multifaktoriel: cigaret rygning, stærk
spiritus, varme drikke. Hyppigst i midterste del. Makroskopisk viser det sig ved ulcerationer og infiltreret
tumor. Mikroskopisk kan det variere fra højt til lavt differentieret planocellulært karcinom. Metastase
typisk til halsens lymfeknuder.
Adenokarcinom – ca. 200/år. Langt de fleste opstår i Barrets esophagus. Få opstår i esophagus mukøse
kirtler.
Gaster
Gastritis – Inflammation i slimhinden. Hyppig. Akut er fra store mængder alkohol og NSAID, kronisk er ved
histologiske tegn på ødelagt slimhinde, og kan også skyldes NSAID, men desuden også helicobactor pylori.
Ulcus – ventrikel og duodenum. Kan skyldes flere ting. Helicobacter, NSAID, syresekretion. Der kan ses
blødning, perforation og penetration. Opstår hvor der er syre og pepsin.
Adenokarcinom – Sjælden før 40-årsalderen, gennemsnit 60års alderen. Infektion med H.pylori øger risiko
med 6-9 gange. 85% opstår med i ventrikler med kronisk gastritis. Saltede og røgede spiser er under
13

mistanke samt N-nitrosaminer (dannes af nitrater i fisk). Kan forekomme maligne lymfomer også.
Tyndtarm
Morbus Crohn - enterocolitis regionalis, enteritis regionalis (Burrill Bernard Crohn, 1884-1956, USA): en
kronisk betændelsestilstand i mave-tarm-kanalen, ofte kun i et afsnit af denne (segmentær udbredning),
ledsaget af granulomdannelse (enterocolitis granulomatosa), som regel medinddragende den afsluttende
del af tyndtarmen (ileum) og den første del af tyktarmen (caecum og colon ascendens). I modsætning til
colitis ulcerosa kan Crohns sygdom optræde overalt i mave-tarm-kanalen, fra mundhule til endetarm.
Årsagen ukendt; er muligvis en immunopati. Der er aldrig påvist noget infektiøst. Er blevet meget hyppigere
i løbet af de seneste årtier, hyppigst hos kvinder og hyppigst med debut i 20-30-års-alderen. Viser sig især
ved abdominalsmerter, diaré, tendens til tarmfistler og -abscesser, samt symptomer uden for mave-tarmkanalen,
især fra led, hud og øjne. Behandles primært medicinsk (kortikosteroider, azathioprin,
methotrexat, anti-TNF-antistoffer), men kirurgisk behandling anvendes ved tarmforsnævringer og
14

fisteldannelser. Der er en klar tendens til længerevarende symptomfri perioder, jo længere sygdommen har
varet.
Intestinal iskæmi – deles i akut og kronisk. Kronisk skyldes næsten altid arteriosklerose, typisk lokaliseret i
en eller alle tre hovedstammer. Kolikagtige smerter 15min efter fødeindtagelse. Akut står den ene halvdel
for okklusion af karrene, og den anden halvdel for hjerteinsufficiens og nedsat blodflow. Ses nekrose af
slimhinden.
Polypper
Colon & Rectum
Colitis ulcerosa - tyktarmsbetændelse med voldsomme, blødende slimhindedefekter (proctocolitis
haemorrhagica) fortrinsvis i den nederste del af tarmen (proctitis haemorrhagica og proctosigmoiditis
haemorrhagica), men hele tyktarmen kan være involveret (pancolitis). Alle sværhedsgrader fra ganske lette
til voldsomme tilfælde. Oftest angribes yngre mennesker, og det kliniske forløb er ofte kronisk, men
svingende. Foruden de direkte tarmrelaterede symptomer er sygdommen karakteriseret ved symptomer
fra hud, led og øjne. Kan i visse tilfælde være vanskelig at skelne fra Crohns sygdom (morbus Crohn), når
denne udelukkende er lokaliseret til tyktarmen (Crohns kolit(is)). Behandlingen er først og fremmest
medikamentel (kortikosteroider, aminosalicylsyre-præparater), men 10-20% vil kræve kirurgisk behandling,
i form af fjernelse af hele tyktarmen (colectomia totalis).
Juvenil polyp – Regnes for at være et hamartom (en afgrænset anomali i et organ eller væv bestående af
vævets normale strukturer anordnet i abnorm blanding). 1-3 cm store bestående af løst bindevæv med
spredte cystiske crypter. Ofte erosion af overflade som kan bløde, ved forbipasserende tarmindhold.
Kolorektal cancer (adenokarcinom)
Forekomst: hyppig i DK. Sjælden før 40års alderen, hyppigst i 60-80års alderen. 96% sker sporadisk og 4%
autosomal dominant, HNPCC.
Ætiologi: Antages at opstå når karcinogener i tarmlumen påvirker epithelet hos disponerede individer.
Mistanken er for stor indtagelse af animalsk fedt og kød, for få fibre, for lidt calcium, for høj pH i tarm.
Forbindes med overvægt, lav fysisk aktivitet, cigaretrygning og høj social status. Antages at begynde i en
15

enkelt epithelcelle med en mutation som inaktiverer APC-genet (aktiverer onkogener). Omkring 85% taber
hele eller dele af kromosomer. Findes en anden type end HPNCC nemlig familiær adenomatøs polypose,
hvor der årligt ses under 10 tilfælde i DK. Den er autosomal dominant med 100% penetrans.
Makroskopisk: tidlig stadie som polyp, senere som ulceration, annulær. Spredning sker først til lokale lymfe
og derefter til abdominal lymfe og inguinal lymfe. Venøst sker først til lever, senere lunge, knogle og CNS.
Mikroskopisk: invasion i submucose. I højt og moderat differentierede ligner epithelet det i adenomer med
svær dysplasi, lavt differentierede (afviger meget fra normalceller) er der næsten ingen tendens til
tubulusdannelse, og cellerne er ofte stærkt polymorfe.
Klinik: små tumorer giver sjældent symptomer. Større tumorer giver blødninger og passagehindring. Senere
forekommer træthed, vægttab og anæmi.
2741 nye tilfælde i 2006. Undersøgelse af fæces for blod. Sensitivitet 30 % (1. runde). Specificitet 97 %.
Hemikolektomi
Familiær adenomatøs polypose, FAP: arveligt betinget (autosomal dominant) sygdom karakteriseret ved
tilstedeværelsen af talrige (over hundrede) adenomer i tyktarmen, inkl. endetarmen, med senere udvikling
16

af tyktarms- og/el. endetarmskræft, kolorektal cancer. Der kan også forekomme polypper i den øvre del af
mave-tarm-kanalen, og der kan udvikles cancer uden for denne, fx i hjernen og skjoldbruskkirtlen.
Ascites (lat.; fra gr. askites; af askos lædersæk): ansamling af serøs væske i bughulen. Årsager: 1) hindret
afløb fra portåresystemet, fx pga. blodprop i vena portae, levercirrose eller Budd-Chiaris syndrom; 2) led i
alm. ødemtendens (hjertesvigt, se insufficientia cordis, evt. hypoproteinæmi ved nyre- og leverlidelser); 3)
kræft i bughulen, især ved carcinosis peritonei; 4) kronisk bughindebetændelse.
Lever, galdeveje & pancreas
Steatosis hepatis, hepar adiposum, fedtlever: akkumulation af fedtdråber i levercellerne. Fedtindholdet
(overvejende triglycerider) kan bestemmes kvantitativt kemisk og morfometrisk. Er indholdet over ca. 5
g/100 g kan steatosen påvises histologisk. Alm. årsager er alkoholmisbrug, fedme og alderssukkersyge.
Steatohepatitis: morfologisk forandring i leveren med degeneration og tab af leverceller, tilstedeværelse af
betændelsesceller og fibrose omkring enkelte leverceller. Kan udvikles til cirrose. Oftest forårsaget af
alkohol, men kan også ses uafhængigt heraf, fx efter indtagelse af visse medikamenter, efter
tarmforkortningsoperation (shuntoperation), fedme/sukkersyge og andet.
Cirrhosis hepatis, levercirrose, skrumpelever: diffuse forandringer i leveren bestående i ophævelse af den
normale, lobulære arkitektur med udvikling af uregelmæssige knuder (såkaldte regenerationsknuder eller
parenkymale knuder) omgivet af bindevæv. Kan inddeles på flere måder: efter formodet årsag, efter
morfologi, efter stadium og efter kliniske manifestationer. Ingen af klassifikationerne er fuldt
tilfredsstillende. En væsentlig del af cirrose-tilfældene i Danmark opstår hos personer med langvarigt, stort
alkoholforbrug, andre udvikles efter akut eller kronisk leverbetændelse, mens årsagen i en ikke ringe
procentdel er ukendt. Sjældnere former ses ved hæmokromatose (haemochromatosis), eller medfødte
stofskiftelidelser som fx a1-antitrypsin-mangel. Morfologisk kan cirroserne inddeles i 1) mikronodulære,
hvor noduli er mindre end eller på størrelse med normale lobuli (oftest tidlige cirroser), og 2)
makronodulære med noduli af stærkt varierende størrelse (oftest sene cirroser). De vigtigste symptomer
skyldes nedsat leverfunktion, forhøjet tryk i portåren (portal hypertension, hypertensio portalis) og evt.
ledsagesygdomme. Symptomerne kan variere fra at være ikke klinisk registrerbare til at være livstruende.
Galdesten: kan betegne dels 1) en sten (et konkrement) dannet i galdevejene, dels 2) forekomst af sten i
galdevejene. Calculus biliaris, calculus fellei (ældre bet.): galdesten; består især af kolesterol, kalk og
pigment. Kolecystit(is): betændelse i galdeblæren.
Hepatocellulært karcinom – ca. 200 tilfælde årligt, oftest over 60år. Øget risiko ved cirrose og hepatitis. Af
udseende kan det være massivt, multinodulært eller diffust. Oftest blødt og gullig-brun. Der kan ses
hepatomegali (forstørret lever), icterus, ascites, leverinsufficiens. Hos patienter med lever cirrose, er en
hastig forringet almen tilstand et typisk tegn. Generelt dårlig prognose.
Kolangiocellulært karcinom - meget sjældent. Fremtræder oftest fast og gråhvidt pga. fibrose.
17

Hepatoblastoma, hepatoblastom: en sjælden, ondartet svulst bestående af celler der ligner primitive
leverceller med eller uden mesenkymale elementer. Forekommer hos børn.
Pancreatitis (gr. pankreas bugspytkirtel), pankreatit(is): betændelse i bugspytkirtlen; den akutte form,
pancreatitis acuta er ofte ledsaget af vævsdestruktion pga. frigjorte fordøjelsesenzymer, samt af forhøjet
koncentration af enzymet amylase i blod og urin. Findes i non-infektiøs og infektiøs. En kronisk,
tilbagevendende form betegnes pancreatitis chronica.
Diabetes type I & II. Kun 8% af det samlede antal diabetes patienter er type I.
Nyre
Renes polycystici, polycystisk nyresygdom, cystenyrer: arveligt betinget fremadskridende udvikling af talrige
cyster i begge nyrer med tilgrundegåen af funktionsdygtigt nyrevæv til følge. Hyppigst er den sent
manifesterende, autosomal dominante form (eng. ADPKD, autosomal dominant polycystic kidney disease),
der er betinget af mutation i enten PKD1 på kromosom 16p, eller PKD2 på kromosom 4q. Genprodukterne,
laædet polycystiner, er store transmembrane proteiner. Både PKD1- og PKD2-sygdom medfører aftagende
nyrefunktion og ofte dialysekrævende nyresvigt (insufficientia renis) i 40-60-års-alderen. Langt sjældnere er
den autosomalt recessive polycystiske nyresygdom (ARPKD, autosomal recessive polycystic kidney disease),
der skyldes mutation i et gen på kromosom 6. Disse patienter har foruden nyresvigt også leverfibrose og
dør oftest i barndommen. Polycystiske nyrer kan også ses som led i andre sygdomme som tuberøs sklerose
(sclerosis tuberosa), von Hippel-Lindaus syndrom og Meckels syndrom.
Glomerulonephritis (lat. glomerulus lille (garn)nøgle; dim. af glomus klump, (garn)nøgle + nephritis
nyrebetændelse; fra gr. nephros nyre + -itis -betændelse), glomerulonefrit(is): nyresygdom der primært
rammer nyrelegemet, corpusculum renale. Skyldes ofte immunologiske forhold. Klassificeres 1) efter
årsagen: i primære og sekundære former (sidstnævnte ved bindevævssygdomme og infektion m.m.); 2)
efter histologien: i minimal change disease (ældre betegnelse: lipoidnefrose), fokal og segmentær
glomerulosklerose, og membranøs (epimembranøs), mesangioproliferativ (herunder IgA-nefropati =
morbus Berger), membranoproliferativ (mesangiokapillær), ekstrakapillær (·halvmånenefritis),
endokapillær og uklassificerbar glomerulonefritis; 3) efter det kliniske billede: i a. akut nefritisk syndrom, b.
hurtigt fremadskridende glomerulonefritis med nyrefunktionstab, c. nefrotisk syndrom, d. tilbagevendende
eller vedvarende monosymptomatisk hæmaturi (blod i urinen) og/el. proteinuri, og e. kronisk
glomerulonefritis med gradvist aftagende nyrefunktion.
Nyresten – ca. 5 pr 1000/år. Multifaktoriel årsag og idiopatisk. Sætter sig på et af fem typiske steder.
Nyrecalyces, ureteropelvine overgang, ureters krydsning af iliaca karrene, ureters krydsning af pelvine kar,
ureterovesikale overgang. Ved urin obstruktion kan der udvikles hydronephrose. En del nyresten svinder
spontant, ellers gives der trykbølgeterapi eller kirurgisk indgreb.
Benign tumor – adenom, hyppige, 10-20% af alle voksne.
Malign tumor – renalcellekarcinom, diagnosticeres 500/år, mest hyppig fra 55år og opefter. Ofte cystiske,
nekrotiserende områder med blødninger. Hyppige symptomer er hæmaturi, ellers trykkende smerter i
nyreregionen, feber, hypercalciæmi, hypertension. Metastase til lunge, lever, knogle, modsidig nyre,
18

thyroidea, cerebrum. Nefroblastom – wilms tumor. Sporadisk og få nedarves autosomalt dominant. Ses hos
børn mellem 1-6år. Første kliniske tegn er abdominal udfyldning. Behandling er operation & kemo med 90%
i 5års overlevelse. Hæmatogene metastaser til lever og knogle.
T1: < 7cm, begrænset til nyren
T2: > 7cm, begrænset til nyren
T3: Invasion i store vener, binyrer eller peirenalt væv, men ikke igennem Gerotas fascie (fascia renalis)
T4: Invasion igennem Gerotas fascie
N0: Ingen regionale lymfeknuder
N1: Metastase i enkel regional lymfeknude
N2: Metastaser i mere end én regional lymfeknude
M0: Ingen fjernmetastaser
M1: Fjernmetastaser
Blære
Cystitis – inflammation i blæren. Kan skyldes bakteriel (E.coli, klebsiella, enterobacter, klamydia), svamp
(C.albicans), kemisk (cytostatika), cystocele, prostatahyperplasi, tumor i blære eller naboorgan. Rød
slihinde, hæmoragisk cystitis.
Neoplasi – Tumor hyppigst hos mænd mellem 60-79år. Antal nye tilfælde pr. år (2000-2004) M: 1266 F:
472.
Eksponering af aminer tilhørende gruppen arylaminer kan forårsage tumordannelse. Disse bruges i
farveindustrien og til farvning af tekstiler. Tobaksrøg indeholder arylaminer og nitrosaminer og anses for at
være årsag til 40-70% af blæretumorerne.
Klassifikation sker efter form, dysplasigrad og invasivitet. Former er papillomatøs, solid og inverteret.
Gradering sker efter Bergkvist systemet.
19

Bergkvist et al.(1965) WHO 2003/ISUP
Grad Grad
0 Urotel med normal Papillom Papillære struktur
tykkelse og med
beklædt med
upåfaldende
normalt udseende
urotelceller
urotel
I Urotelet er let og PUNLMP (Papillary Fortykket urotel
uregelmæssigt Urothelial Neoplasm uden tab af polaritet.
fortykket. De
cellulære forandringer
adskiller sig
of Low Malignant
Potential)
Kernerne kan dog
være let forstørrede
og ligge tættere end
ikke sikkert fra det
normalt. Nucleoler
normale urotel.
mangler eller er
upåfaldende.
II Fortykkelse af Low Gra-de Let ændret arkitektur
urotelet med mo-
og cytologiske
derate cellulære
forandringer som
ændringer, som bla.
kan ses ved lav for-
omfatter variation i
størrelse.
størrel-sen af celler
Spredtliggende
og kerner. Tendens
hyperkroma-tiske
til tab af polaritet.
kerner og mitoser er
et karakteri-stisk
fund.
III Betydelige cellulære High
Svær grad med
forandrin-ger med Grade
udtalt
stor variation i
disorganisering af
størrelse og form af
urotelet med
celler og kerner.
polaritetstab, tab af
Fler-kernede
su-perficielle celler,
kæmpeceller kan
kernevariation, og
fore-komme.
ty-pisk mange
mitoser.
IV Svære og anaplastiske cellulære
forandringer med fuldstændigt tab af
uroteliale mønster.
For papillifære formationer er grad 0 mest sjælden og 2 hyppigst, for den solide varierer det imellem grad
2-4, for den inverterende er det højest grad 1 eller 2. CIS er en grad 3-4, en dysplasi er op til 2.
Tis: Fladt karcinom in situ
Ta: Non-invasiv tumor
T1: Invasion i suburothelialt bindevæv
T2: Invasion i muskulatur
T2a: Invasion i superficielle muskulatur
T2b: Invasion i dybere muskulatur
T3: Invasion i perivesikalt fedtvæv
T4: invasion i naboorganer
T4a: Invasion i prostata, uterus eller vagina
T4b: Invasion i bugvæg eller bækkenvæg
N1: Solitær lymfeknudemetastase

M0: Ingen fjernmetastaser
M1: Fjernmetastaser
Symptomerne er først og fremmest
hæmaturi uden smerter. Senere
optræder cystitissymptomer som
dysuri og pollakisuri (hyppig
vandladning). Diagnosen stilles ved
urografi, cystoskopi, histoligi,
urincytologi, ultralyd. Behandling er
kemo og stråling.
Prognosen er god for non-invasive
tumorer, ved invasive dør de fleste
indenfor tre år. Mortalitet ved kvinder
er størst, pga. fejltolkning af cystitis.
Prostata
Antal nye tilfælde pr. år (incidens 2002−2006) 2713
Antal dødsfald pr. år (2002−2006) 1124
Personer, der lever med diagnosen ved udgangen af 2006 (prævalens) 12839
Sjældent hos mænd under 50år hyppigst over 70år. 70% af tilfælde er lokaliseret i den perifere zone 20-
25% i transitionszonen. Makroskopisk er det grynet og gulligt eller hvidligt og hårdt. Mikroskopisk er
prostatakarcinomer næsten altid adenokarcinomer.
21

Gradering Stadieinddeling
Klinisk karcinom er symptomgivende tilfælde, hvor diagnosen stilles klinisk og bekræftes histologisk.
Tilfældigt opdaget karcinom er tilfælde, hvor det opdages ved en formodet hyperplasi.
Okkult karcinom, er hvor metastaser opdages før primær tumor.
Latent karcinom, er asymptomatiske og opdages først ved obduktion. Denne type kan påvises hos op til
70% af mænd over 80år.
Prostatacancer medfører dysuri, hæmaturi og evt. hydronefrose. Rektaleksploration vil af afsløre en
usymmetrisk og meget hård forandring i den bageste del af prostata, betydeligt forhøjet PSA støtter
diagnosen.
Hæmatogen spredning sker primært til knogler.
Prognose afhænger af patientens alder, tumorstadium, volumen og differentieringsgrad, men har som regel
god prognose.
22

Testis
Germinalcelletumor – 90% af samtlige tumorer og 95% maligne. 1-3% er bilateral. Ca. 300 nye tilfælde pr.
år. Incidens stiger i puberteten til maksimum hos 25-30årige, Efter 55års alderen er de sjældne.
Testisforstørrelse, diffust eller i form af en knude. Gynækomasti ses hos 10%. Undertiden stammer
debutsymptomer fra metastaser (lymfeknuder). Gode prognoser, ca. 90% overlever. Inddeles i:
- Seminom - ½delen af germinalcelletumor. Hyppigst i 30-40årsalderen. Forhøjede PLAP og LDH-1 og evt
HCG værdier.
- Embryonalt karcinom – næsthyppigst. Ses ofte involveret som en blandingstumor.
- Blommesækstumor – almindeligste tumor hos børn. Kan påvises AFP i serum.
- Teratom - Næsthyppigst hos børn. Malign. Optræder sjældent alene hos voksne.
- Koriokarcinom – forekommer som en tumorkomponent i 25% af blandede testikulære
germinalcelletumorer hos voksne. Producerer HCG. Kan forekomme gynækomasti.
Sertili-celle of leydig-celle tumor – Begge benigne og sjældne. Kan ses gynækomasti.
Metastaser til testis er sjældne men er typisk fra prostata.
pTis Intratubulær
pT1 Tumor begrænset til testis og epididymis og uden karinvasion
pT2 Tumor lokaliseret til testis og epididymis med invasion i kar eller i tunica vaginalis
pT3 Tumorinvasion i funiculus spermaticus
pT4 Tumorinvasion i scrotum
Metastaserende cancer
NX Regionale lymfeknuder ikke undersøgt
N0 Ingen regionale lymfeknudemetastaser
N1 Lymfeknudemetastaser 2 cm og 5 cm eller ekstranodal tumorvækst
MX Forekomst af fjernmetastaser ikke undersøgt
M0 Ingen fjernmetastaser
M1a Metastaser til ikke-regionale lymfeknuder eller lunger
M1b Lymfeknudemetastaser andetsteds end 1a
Uterus
Forekomst - 344 nye tilfælde i 2006. Accepteret test - Celleskrab fra cervix uteri. Sensitivitet 60 %,
specificitet 98 %. Keglesnit (hysterektomi).
Edocervikalpolyp – hyppig. Kan give blødning, forekommer som følge af kronisk irritation. Ofte 2-3cm og
mikroskopisk ses på overfladen metaplastisk flerlaget pladeepithel eller enlaget mucinproducerende
cylinderepithel.
Prækankrose i cervix uteri (CIN) – Hovedparten opstår i overgangszonen og er ikke invasive ændringer i
pladeepithelet. De prækankrøse forandringer graderes efter - let dysplasi: CIN I, moderat dysplasi CIN2,
svær dysplasi og CIS, CIN 3.
23

Invasivt cervixkarcinom – Forekommer 400 nye tilfælde pr. år, flest mellem 40-60år. 90% af tumorer er
planocellulære karcinomer. Disse inndeles i storcellede ikke-keratiniserende 65%, storcellede
kerateniserende 25%, småcellede ikke-kerateniserende 10%. De stadieindeles fra 0-IV. Stadie O er CIS,
Stadium I er tumor begrænset til cervix uteri. Stadium II udbredning udenfor cervix, men har ikke nået
bækkenvæggen. Stadium III er hvis tumor når bækkenvæggen eller forhindrer urinafløb fra nyrerne.
Stadium IV er der spredning til rectum, vesica eller uden for pelvis. Stadium I indeles derudover i Ia1 Ia2 og
Ib for dybden af invasionen.
Behandling med stråleterapi. Mortalitet er kun 2% for stadie Ia mens 90% for stadie IV.
HPV
HPV nødvendig for at der udvikles livmoderhalskræft
Over 40 typer i genitalia heraf mindst 13 høj-risiko typer
Type specifik immunitet (beskyttelse) – kan ikke måles
Livstidsrisikoen for genital HPV infektion er nær 100 %
Langt størstedelen af infektionerne forsvinder spontant
Livstidsrisikoen for livmoderhalskræft er 1 %
Typespecifik HPV infektion kan påvises i celleskrab og bruges i udredning af lette celleforandringer
Vaccine
Tilbydes alle 12 årige piger som led i børnevaccinationsprogrammet
hr-HPV typerne 16 og 18 (påvises i 70 % af livmoderhalskræft)
Kan anvendes til 9-26 årige piger og kvinder
Kan ikke bekæmpe igangværende HPV infektioner
Endometriosis (gr. endon inden i + metra livmoder), endometriose: forekomst af
livmoderslimhindelignende væv uden for livmoderhulen (cavitas uteri). Da det pågældende væv påvirkes af
de hormonelle svingninger i kvindens menstruationscyklus, giver det ofte anledning til præmenstruelle
smerter (dysmenoré). Efter nogen tid kommer der desuden kroniske smerter som følge af arvævsdannelse.
Vævet kan være lokaliseret i livmodermuskulaturen (endometriosis interna eller adenomyosis) eller uden
for livmoderen, hyppigst i æggestokkene med dannelse af såkaldte "chokoladecyster", i æggelederne og på
bughinden. I æggelederne kan det medføre ødelæggelse af disse og resultere i infertilitet. I sjældnere
tilfælde kan man finde endometriose i urinblæren, endetarmen, navlen og lungerne.
Endometriecancer – 600 nye tilfælde om året med aldersmaksimum på 60-70år. Dispositioner er: Høj social
status, tidlig menarche, sen menopause, fedme. 95% er adenokarcinomer, de sidste 5% er sarkom
(sjældent) og blandingstumor. Tumorerne kan være flade, polypøse eller ulcererende. Metastase sker først
24

til ovarier og ll.nn. lumbales. Tumorceller er polymorfe, hyperkromatiserende og har mange mitoser.
Gradering: Gad 1 – udbredt glandulært mønster og mindre end 5% solidt tumorvæv. Grad 2 – mellem 6-
50% solidt tumorvæv. Grad 3 – mere end 50% solidt tumorvæv.
Stadium I Tumor lokaliseret til corpus uteri, inklusive isthmus
Stadium IA Tumor begrænset til endometriet
Stadium IB Tumor invaderer =50% af myometriet
Stadium II Tumor involverer corpus og cervix
Stadium IIA Nedvækst i cervix kirtlerne
Stadium IIB Invasion i cervix stromaet
Stadium III Spredning uden for uterus, men ikke uden for det lille bækken
Stadium IIIA Tumor invaderer serosa og/eller adnexae og/eller positiv peritoneal cytologi
Stadium IIIB Direkte udbredning eller metastaser til vagina
Stadium IIIC Metastaser til pelvine og/eller paraaortiske lymfeknuder
Stadium IV Spredning uden for det lille bækken, eller indvækst i blære eller rectum
Stadium IVA Invasion i blære og/eller rectum
Stadium IVB Fjern metastaser inclusive intraabdominale og/eller ingvinale lymfeknuder
De vigtigste symptomer er blødning. Diagnosen stilles ved udskrab og derefter mikroskopi. Prognosen for
stadium et for 5årsoverlevelsen er 85% stadium II,III & IV er hhv. 60%, 35% og 5%.
Leiomyom – benign tumor i myometriet som er opbygget af glat muskelvæv. De fleste bliver 2-3cm men
kan blive meget større. De kan ligge submukøst, intramuralt og subserøst. De submukøse kan deformere
uteruscaviteten og danne polypper. Små leiomyomer er som regel asymptomatiske, store kan give
tyngdefornemmelser, blødninger og smerter evt. fertilitetsproblemer.
Leiomyosarkom – Hyppigst hos kvinder mellem50-60år. Ca. 60 tilfælde om året. Polymorfe tenformede
celler med høj mitoseaktivitet. Immunhistokemisk kan der påvises desmin og aktin. Metastaser til lunger,
lever og nyrer, dog sjældent. 30% overlever 5år.
25

Polycystisk ovarie-syndrom, PCO, PCOS, Stein-Leventhals syndrom, en tilstand der i de hyppigste tilfælde er
karakteriseret ved mange små cyster på æggestokkene, hormonforandringer, overvægt, ufrivillig
barnløshed og øget behåring af mandlig karakter. Der er ofte ·anovulatoriske blødninger. Der er fundet
koblingsevidens for et locus på kromosom 5q.
Ovarie
Årligt 3000 tilfælde hvor 600 er maligne og 400 kvinder dør årligt af det.
FIG. 8.27 KP
Overfladeepitheltumor:
- Serøs: cystiske og mellem 10-30cm. Cystevæske er vandagtig. Serøse cysteadenomer er ofte tyndvæggede
og få papillifere ekskrescenser. Serøs adenokarcinom er solid og har flere papillifere ekskrescenser.
- Mucinøs: 10-30cm, ikke helt sjældent er de benigne (mucinøs cysteadenom) enorme og vejer op til 10-
20kg. Mucinøse adenokarcinomer er i mindre grad cystiske og højere grad solide, flerkamrede. Tumoren
består af slimproducerende cylinderepithel.
- Endometroid: næsten alle er maligne og kaldes endometroide karcinomer. 40% har i begge ovarier. Ses
både solide og cystiske. 10-20cm.
- Brenner: en oftest solid svulst i æggestokken med rigeligt fibrøst væv, hvori der er øer af uroepitel med
eller uden små kirtelrum med slim. Oftest godartet og ensidig, danner ikke hormon.
Ovarietumorer giver sent kliniske symptomer. Symptomer er øget abdominalomfang, tryksymptomer fra
vesicae og rectum og blødningsforstyrrelser. Maligne tumorer spreder sig først til peritonealhulen og
modsidige ovarie, dernæst lymfogent og hæmatogent til lever og lunger.
26

5års overlevelse:
Stadium I: 65%
Stadium II: 45%
Stadium III: 10%
Stadium IV: 5%
Germinalcelletumor:
- Teratom: modent teratom – 97% af alle teratomer. Også kaldet dermoid cyste. Alle tre kimblade kan være
repræsenteret af vævsindhold. Ofte kun et kammer. Er typisk benigne. Umodent teratom – er maligne.
Indeholder små cyster og store solide områder. Indhold i cysten er typisk udviklet.
- Dysgerminom: malignt omdannede oocytter uden uddifferentiering. Pendant til seminom i testis. Solide
og delt i øer adskilt af bindevævssepta med lymfocytter.
- Embryonalt karcinom, blommesækstumor og koriokarcinom: Højmaligne men sjældne. 5års overlevelse er
85%.
- Sex cord-stroma: Secernerer ofte hormon. De fleste er benigne. Granulosacelletumor – hyppigst
postmenopausalt. 75% danner østrogen. Kan vokse diffust eller ligge i strenge og øer. Ses metastaser i
peritoneum. Tekom og fibrom – Tekom kan danne østrogen og give anledning til endometriehyperplasi og
karcinom. Ovariefibromer kan give ascites og hydrothorax, MEigs syndrom. Ses fedtvakuoler i cytoplasma i
tumor, og kollagene fibre imellem tumorcellerne. Tumor med sparsomt kollagen kaldes tekom, og modsat
fibrom. Leydigcelle tumor – ofte benign og udgår fra ovariestromaceller og kan være
androgenproducerende. Sertolicelle tumor – udvikles fra rester af seksualstrengene og er sædvanligvis
androgenproducerende men kan være østrogenproducerende.
Metastaser: fra GI, mammae og uterus. Bilateral, solide med nekrose.
27

Knoglemarv & blod
Anaemia aplastica, aplastisk anæmi: udtalt mangel på både blodlegemer og blodplader i blodet
(pancytopeni) pga. manglende udvikling af knoglemarven som følge af defekt stamcellefunktion. Kan
ramme en enkelt cellelinje, fx de røde blodlegemer (pure red cell aplasia). Årsagen ofte ukendt; kan være
infektion, fx med parvovirusset B19, eller påvirkning fra medicin, ioniserende stråling el. kemikalier. Ofte er
der måske tale om en ·autoimmun sygdom. Hos yngre patienter kan behandlingen være
knoglemarvstransplantation.
Anaemia perniciosa, perniciøs anæmi: makrocytær (megaloblastær) anæmi (anaemia macrocytaria) som
skyldes manglende udskillelse af proteinet intrinsic factor i mavesækken, med deraf følgende svigt i
optagelsen af vitamin B12 fra tarmen (B12-malabsorption). Forudgås ofte af en autoimmun gastrit med
manglende syreproduktion ledsaget af andre immunsygdomme, fx betændelse af skjoldbruskkirtlen
(thyroiditis) og ·morbus Addison (binyrebarkinsufficiens). Manglen på vitamin B12-vitamin kan medføre
neurologiske symptomer (såkaldt bagstrengsaffektion), psykiske symptomer, tungeforandringer (glossitis)
og malabsorption. Knoglemarvsundersøgelse viser ·megaloblastære forandringer som udtryk for defekt
DNA-syntese. Parenteral behandling med B12-vitamin normaliserer tilstanden.
Anaemia sideropenica (gr. sideros jern + penia fattigdom), sideropenisk anæmi, jernmangelanæmi: anæmi
som følge af enten øget jerntab, øget jernbehov (fx ved graviditet) og/eller mangelfuld optagelse af jern fra
tarmkanalen.
Anaemia haemolytica, hæmolytisk anæmi: anæmi pga. hæmolyse af de røde blodlegemer. Skyldes enten
defekte blodlegemer eller ydre faktorer. Defekterne kan være knyttet til cellemembranen, som det ses ved
sfærocytose (anaemia sphaerocytotica) eller der kan være tale om enzymdefekt (G-6-PD) og defekt
globinsyntese (thalassaemia). Ydre faktorer: 1) ·antistoffer mod ·antigener på celleoverfladen, fx ved
transfusion af uforligeligt blod; se også ·erythroblastosis foetalis, autoimmun hæmolytisk anæmi og
kuldeagglutininsyndrom; 2) forandringer i mikrokredsløbet som i en forstørret milt (plenomegali, anaemia
splenica) eller ved mikroangiopatisk hæmolytisk anæmi, og 3) infektioner.
Neutropenia, granulocytopeni(a), neutropeni: nedsat antal neutrofile granulocytter i blodet.
Leukaemia acuta, akut leukæmi: leukæmi (leukaemia) udviklet i løbet af en kort periode fra stamceller i
enten knoglemarv (akut myeloid leukæmi, AML) eller det lymfatiske system (akut lymfatisk leukæmi, ALL).
Ved akut myeloid leukæmi kan der forekomme træk fra knoglemarvscellernes forstadier (myeloblaster,
granulocytforstadier, monocytforstadier, megakaryocytforstadier og erytroblaster), mens akut lymfatisk
leukæmi kan have såvel B- som T-lymfocyt-egenskaber. Suppleres den mikroskopiske vurdering af
leukæmicellerne med bl.a. cytokemiske, immunologiske og cytogenetiske (kromosom) undersøgelser opnås
et mere detaljeret billede og større mulighed for at forudsige prognose og reaktionen på behandlingen.
Viser sig klinisk ved anæmi, blødninger (hæmoragisk diatese, diathesis haemorrhagica) og infektioner.
Langvarig remission eller helbredelse kan opnås hos en del patienter, afhængigt af alder og leukæmitype,
efter intensiv behandling med cytostatika og evt. knoglemarvstransplantation.
FAB klassifikationen
Morfologisk præsentation
• M0: Udifferentieret myeloblastleukæmi
• M1: Let differentieret myeloblastleukæmi
28

• M2: Myeloblastleukæmi med differentiering
• M3: Promyelocytleukæmi
• M4: Myelomonocytleukæmi
• M5: Monoblast-monocytleukæmi
• M6: Erytrocytleukæmi
• M7: Megakaryocytleukæmi
Leukaemia (gr. leukos hvid + haima blod), leukæmi: samlebetegnelse for en gruppe blodsygdomme med
vækst af en abnorm klon af stamceller fra enten knoglemarven (myeloid leukæmi) eller det lymfatiske
system, systema lymphaticum (lymfatisk leukæmi). Enkelte leukæmier med både myeloide og lymfatiske
træk har formentlig deres oprindelse i den multipotentielle stamcelle (stamcelleleukæmi, blastleukæmi,
blastcelleleukæmi). Kan optræde uden forudgående anden lidelse (de novo) eller udvikles sekundært til
kemoterapi (behandling med cytostatika) eller i forløbet af anden hæmatologisk lidelse, fx udvikling af akut
leukæmi i myelodysplastisk syndrom. Leukæmierne klassificeres efter kliniske kriterier (akutte eller
kroniske) og efter den celletype hvis uhæmmede vækst er årsag til sygdommen. De fire hovedtyper er akut
lymfoblastær el. lymfatisk leukæmi (ALL), akut myeloblastær el. myeloid leukæmi (AML), kronisk lymfatisk
leukæmi (CLL) og kronisk myeloid leukæmi (CML,).
Lymfeknuder
Hodgkins lymfom – forekomst af et blandet infiltrat bestående af neoplastiske Hodgkin- og Reed-Sternberg
celler (HRS) sammen med benigne betændelsesceller. I DK ca. 120 tilfælde pr. år. Makroskopisk ses
forstørrede knuder samt mere eller mindre fast pga. fibrose. Mikroskopisk ses HRS cellerne med en eller
flere cellekerner og rigeligt cytoplasma.
Histologisk inddeles det i:
1: Lymfocyte predominance (10%)
2: Klassisk Hodgkin
2a: Nodulær sklerose (60%)
2b: Mixed cellularity (20%)
2c: Lymfocyt-rig klassisk Hodgkin (

Hodgkins lymfon viser sig ved forstørrede lymfeknuder i én eller flere regioner. Hyppigst på hals og i
mediastinum. Ofte indfiltrater i milten. Sygdommen kan ledsages af almensymptomer som træthed, feber,
vægttab og svedtendens. 5års-overlevelsen for stadium 1 & 2 er ca. 80%, 3 og 4 er ringere.
Non-Hodgkins lymfom – 1500 nye tilfælde pr. år. Udgår fra B- eller T-celler. Man skelner imellem tre
hovedgrupper efter infiltraternes lokalisation.
1. Lymfocytær leukæmi (blod og marv)
2. Malignt lymfom, nodalt (lymfeknuder og andet lymfevæv)
3. Malignt lymfom, ekstranodalt (andre organer)
De hyppigste symptomer er anæmi, trombocytæmi og granulocytopeni. Ved den nodale ses forstørrede
lymfeknude og milt. Ekstranodalt kan ses hudtumor, gastrit og ulcussymptomer, respirationssymptomer og
almensymptomer. Skelnes mellem tre hovedgrupper: indolente, aggressive og meget aggressive. Indolent –
langvarigt forløb (år), mest hos ældre, sympromerne er tit beskedne, lav proliferationsrate, hos yngre
behandles med kemo. Aggressive – ubehandlet har det et hurtigt forløb (uger til måneder), alle aldre, store
lymfocytter, høj proliferationsrate, hurtige symptomer, behandling er kombinationskemo stråling og
marvtransplantation. Meget aggresive – hyperakut med øjeblikkelig kemo og CNS-profylakse. Histoligiske
klassifikationer er Kiel, Working formulation, REAL og WHO.
Stadieinddeling:
Stadium I: Affektion af en enkelt lymfeknude region eller organ (milt, thymus)
Stadium II: Affektion af to lymfeknuderegioner på samme side af diafragma
Stadium III: Affektion af lymfeknuderegioner på begge sider af diafragma
Stadium IV: Ekstranodal affektion
Knogler
Osteogenesis imperfecta, fragilitas ossium congenita: samlebetegnelse for et antal arvelige former for
abnorm knogleskørhed; kan være ledsaget af blålig farvning af øjnenes senehinder (blå sclerae) og døvhed.
De fleste tilfælde er autosomalt ·dominant arvelige med mutation i et af generne for collagen type I, locus
(COL1A1) på kromosom 17q eller locus (COL1A2) på kromosom 7q. Recessiv arvegang kan være
tilsyneladende, idet der kan foreligge kimbanemosaicisme hos en af forældrene, der i givet fald ofte også
udviser mosaicisme for den dominante mutation i de somatiske celler. Debutalder varierende; letal,
kongenit form kendes.
Osteoporosis, osteoporose, knogleskørhed: tilstand hvor knoglevævet er diffust reduceret ved lakunært
henfald, således at spongiosabjælkerne (substantia spongiosa) bliver meget tynde el. forsvinder, og
substantia compacta får et spongiosalignende udseende, idet de Haverske kanaler (canalis nutricius ossis)
udvides stærkt. Den reducerede knoglemasse medfører nedsat knoglestyrke og der opstår let brud, se
osteopsathyrosis. Knoglebruddene ses hyppigst i rygsøjlen samt i lårbens- og underarmsknogler.
Forekommer især efter overgangsalderens indtræden og ved en række andre tilstande såsom forstyrrelse i
kalkstofskiftet, forhøjet aktivitet af biskjoldbruskkirtlerne (hyperparathyroidismus), langvarig tyrotoksikose
30

(·thyrotoxicosis), C-vitamin-mangel, kastration, posttraumatisk dystrofi (dystrophia posttraumatica), kakeksi
(cachexia) og behandling med kortikosteroider. Hyppig tilstand, ca. 1/3 af alle kvinder vil få osteoporose.
Rhachitis (gr. rhachis rygrad), rachitis, morbus anglicus, rakit(is), engelsk syge: knoglelidelse pga. D-vitaminmangel
hos børn; karakteriseret ved forsinket forkalkning af knoglevæv (osteomalacia) og udvikling af
osteoidt væv, tydeligst i de knogledele, der er i stærk vækst; hos de yngste børn kraniet: pergamentagtige
knogler, craniotabes, firkantet hoved (caput quadratum). Senere opsvulmede epifysegrænser på ribbenene
(rosenkrans); langs mellemgulvet (·diaphragma) dannes Harrisons fure ved indtrækning af bløde ribben;
hønsebryst (pectus carinatum) dannes ved sammentrykning af brystkassen (thorax). Der ses epifysesvulst af
hånd- og fodled, evt. dobbeltmalleol, samt hjulben. Der kan udvikles et stærkt deformeret, såkaldt pseudoosteomalacisk
bækken. I svære tilfælde rakitisk tetani med spasmer og kramper. Diagnosen stilles på klinik,
typiske røntgenologiske forandringer ved knæ- og fodled samt lavt serumcalcium, ofte lavt serumfosfat og
høje basiske fosfataser. Behandles med D-vitamin.
Ostitis deformans (lat. deformans deformerende; af de fra + forma udseende), Pagets knoglesygdom
(James Paget, 1814-99, UK): autosomalt recessivt arvelig knoglesygdom karakteriseret ved udbredte både
nedbrydningsprocesser og nydannelser af knoglevæv, hvilket medfører en fuldstændig forandring i
knoglens arkitektur og deraf følgende udtalte knoglemisdannelser. Betydelig variation i sværhedsgrad.
Kraniet involveres i ca. 1/3 af tilfældene, og kæberne i ca. 15 %. Der ses karakteristisk volumenforøgelse af
kæberne med hypercementosis radicis dentis.
Osteosarkom – malign svulst i knoglevæv. Typisk i rørknoglernes metafyse. Codmanns trekant. Metastaser
til lunger. Få overlevende.
Knoglemetastaser – især lunge, mamma, prostata, nyre og thyroidea.
Haemangioma capillare (lat. capillaris hørende til hår, hårfin), angioma capillare, kapillært angiom, kapillært
hæmangiom: godartet karsvulst, opbygget af hårkar (kapillærer), oftest tæt lejrede. Forekommer ofte i
huden, og da hyppigt i ansigtet, på halsen eller i nakken (populært kaldet storkebid).
Haemangioma cavernosum (lat. caverna hulrum), kavernøst hæmangiom: højrød, godartet medfødt
karsvulst bestående af udvidede ·venoler; forekommer især i hovedet og på halsen. Vokser de første seks
levemåneder for derefter at svinde af sig selv, så næsten alle er forsvundet ved 6-års-alderen.
Hud
Verruca seborrhoica (lat. sebum talg; gr. rrheein flyde), verruca senilis, keratosis seborrhoica, papilloma
basocellulare, seboroisk keratose, gammelmandsvorte: godartet vortelignende dannelse på huden;
optræder med tiltagende hyppighed efter 40-års-alderen. Histologisk karakteriseret ved papillomatose,
hyperkeratose (keratosis) samt ·basalcellehyperplasi, ofte med øget pigmentering.
Papilloma planocellulare – benign tumor, findes overalt på huden. Vorter og kondylomer, forårsaget af
HPV.
Carcinoma basocellulare – hyppigste maligne tumor i huden. Ca. 12.000 pr år. Lyseksponering er en vigtig
ætiologisk faktor. Makroskopisk er overflade knudret og med central ulcer. Mikroskopisk består tumor af
basaloide celler med store kerner og sparsomt cytoplasma. Metastasere sjældent
31

Carcinoma planocellulare - næsthyppigste hudtumor. Som carsinoma basocellulare, dog mikroskopisk ses
celler der ligner dem i stratum spinosum, men er større og med store kerner. Højt differentieret.
Xanthoma (gr. xanthos gul, gr. -oma svulst), xantom: gullig svulst i huden, dannet ved lokal ophobning af
fedtstof i hudens celler. Der er beskrevet en række forskellige kliniske typer. Skyldes hyppigt forstyrrelser i
fedtstofskiftet,
Lipoma (gr. lipos fedt), lipom, fedtsvulst: godartet, rundagtig el. lappet svulst, opbygget af fedtvæv. Sidder
oftest i underhuden og kan da efterhånden pose huden frem og blive stilket (lipoma pendulum). Fedtvævet
kombineres ofte med andre arter væv til blandingssvulster, fx fibrolipoma og angiolipoma.
Lentigo (lat. lentigo fregne (lens linse); pl. lentigines): velafgrænset brun plet i huden der skyldes ophobning
af normale pigmentceller (melanocytter.); ofte på håndryg og underarm samt i ansigtet hos ældre (lentigo
senilis, "leverplet").
Malignt melanom – ca. 1000 tilfælde pr. år. Hyppigst hos 40-60årige. Solskoldninger øger risiko.
Uregelmæssig, uskarpt afgrænset, vekslende pigmenteret macula. Varieret nuancer af blå, brun, sort og
rød. Store tumorceller, polygonale eller spindelformede med store kerner med store nukleoler og
forekomst af mitoser.
32

CNS
Neurofibromatosis type 1, neurofibromatosis Recklinghausen, morbus Recklinghausen, Recklinghausens
sygdom, neurofibromatose, perifer type, neurofibromatose type 1: arveligt betinget (autosomal dominant)
sygdom karakteriseret ved forekomst af pigmenterede hudområder (café au lait-pletter), samt af ofte
talrige ·neurofibromer; café au lait-pletter kan dog være eneste kliniske manifestation, og seks elementer
eller flere (hver >1,5 cm i diameter) anses for diagnostisk. De fleste neurofibromer giver ingen symptomer,
men forekomst af talrige svulster i huden kan være et stort kosmetisk problem. Ved lokalisation på
nerverødderne i rygmarvskanalen kan der optræde tryksymptomer fra nerven eller rygmarven. Locus (NF1)
på kromosom 17q.
Bakterielle infektioner:
- meningitis: S.Aureus, S.Pyogenes (Beta-hæm), S.Agalactiae (Beta-Hæm), S.Pneumoniae, M.Tuberculosis,
Listeria Monocytogenes, N.Meningococcea, H.Influenzae, E.Coli, Yersinia.
- Hjerneabsces: kan opstå sekundært til meningitis eller efter sepsis.
- Syfilis: Treponema pallidum fra sekundære stadium. Tertiær neurosyphilis. Gummata. Parenkymatøs
neurosyphilis. Tabes dorsalis, degeneration af posteriore spinale nerverødder.
- Borrelia: Skovflåt som vektor. Patoanatomisk ses meninges med lymfocytter og plasmaceller.
Virusinfektioner – Herpes simplex, viricella zoster virus, cytomegalovirus, Poliovirus, coxsackievirus, ECHO
virus, Rabies.
Svampeinfektioner – ofte sekundært til andre kroniske sygdomme. C.alibicans, C.neoformans, aspergillus,
nocardia. C. neoformans angriber cortex, de andre fører til hjerneabscesser.
Protozoinfektioner – Toxoplasma gondii, kan give encephalitis men præsenterer sig ofte som
lymfadenopati.
Amøbeinfektion – Entamoeba histolytica kan føre til hjerneabscesser.
Malaria kan give cerebralt ødem med spredte petekkiale blødninger i hjernen.
Prioner (prion er en fork. for proteinaceous infectious particle med endelsen on i stedet for particle):
proteinpartikler som er årsag til bl.a. Creutzfeldt-Jakobs sygdom, morbus Creutzfeldt-Jakob. Prioner er på
størrelse med de mindste virusarter. Alt tyder på at prioner, modsat alle andre infektiøse agenser vi kender,
ikke indeholder nukleinsyre. Det er proteinmolekyler som er konformationsvarianter af et normalt protein
(PrP) der forekommer i nerveceller, og som kan erhverve stabile, ukonventionelle tilpasningsformer der
formentlig er selve det infektiøse agens. Mennesker kan blive udsat for dette agens på to måder: 1)
gennem smitte, typisk gennem inficeret oksekød fra dyr med bovin spongiform encefalopati (BSE) og 2)
gennem arv (autosomal dominant).
Morbus Creutzfeldt-Jakob, subakut spongiform encefalopati, CJD, Creutzfeldt-Jakobs sygdom:
demenssygdom der skyldes ·prioner nogle særdeles resistente proteinstrukturer. Prioner trænger ind i
hjernen og ødelægger nervecellerne ved at beskadige cellemembranen. Forekommer sporadisk; kan være
arveligt betinget, men overføres typisk ved smitte gennem føden. Tidligere er set overførsel ved
33

hjernekirurgi og ved behandling med præparater af væksthormon udvundet fra hypofyser fra afdøde. Siden
1995 er der forekommet en ny type, den såkaldte variant Creutzfeldt Jakob disease (vCJD) som skyldes
smitte gennem oksekød fra kvæg med kogalskab, bovin spongiform encefalopati (BSE). Klinisk viser
sygdommen sig ved tiltagende ·kognitive og mentale forstyrrelser, depressive træk, tiltagende
gangforstyrrelser og tale-sprog-forstyrrelser. Der tilkommer myoklonier og karakteristiske EEGforandringer.
vCJD har især ramt yngre voksne, og frem til 2004 var der beskrevet ca. 150 tilfælde i
Storbritannien. I Danmark forekommer alene den klassiske form (CJD), og hyppigheden har været uændret i
mange år: 1 per 1 mio. indbyggere.
Hypertensio arterialis maligna, malign hypertension: sygdomstilstand karakteriseret ved udtalt
blodtryksforhøjelse (hypertensio arterialis) og hurtigt udviklet påvirkning af organerne: hovedpine, evt.
kramper (hypertensiv encefalopati, ·encephalopathia hypertensiva), vejrtrækningsproblemer i form af
hviledyspnø, evt. lungeødem (oedema pulmonum) og nyresvigt (insufficientia renis) pga. nefrosklerose
(nephrosclerosis hypertensiva).
Hæmoragi – spontane udgør 15% af apoplektiske tilfælde, 10% er intracerebrale blødninger og 5% er
intrakranielle aneurismebristninger. Ca. 1500 dør årligt af blødnigner.
Glioma (gr. glia lim), neuroglioma: fællesbet. for hjernesvulster udgående fra ·neuroektodermale
støtteceller, dvs. astrocytomer, oligodendrogliomer og ependymomer. Alle tre typer kan have forskellig
differentieringsgrad, fx astrocytom, anaplastisk astrocytom og glioblastoma multiforme, hvor astrocytom er
det højest differentierende.
Glioblastoma multiforme (gr. glia lim + blastos kim; lat. multiformis mangeformet), glioma multiforme,
spongioblastoma multiforme: hyppig hjernesvulst af gliomgruppen; det er den mest ondartede af alle
hjernesvulster; vokser infiltrerende og destruerende; forekommer især hos midaldrende.
Meningeoma, meningeom: en hyppig og godartet svulst i centralnervesystemet; udgår fra de bløde hinder
omkring hjerne og rygmarv (meninges). Den er som regel fast og hvidlig, med karakteristisk struktur,
langsom vækst. Forekommer overalt på kraniets indside, især langs de intrakraniale sinus, crista
sphenoidalis, i fossa posterior og i spinalkanalen. Størrelsen varierer fra få mm til 10 cm. Der findes flere
histologiske typer.
Metastaser – mest almindeligt fra lunge. Herefter mamma, GI, thyroidea, malignt melanom.
Hjerte & kar
Infektiøs endocarditis – 400 tilfælde årligt. Af svampe, rickettsiae, chlamydiae, S.aureus, S.pyogenes,
S.viridans.
Febris rheumatica, gigtfeber: betændelsesagtig ledsygdom hos særligt disponerede individer, sandsynligvis
forårsaget af allergisk reaktion på forudgående infektion med hæmolytiske streptokokker (Streptococcus).
Flere led, især store, angribes et efter et; hjertet medinddrages ofte, med risiko for senere
hjerteklaplidelser; sjældnere ses chorea minor.
cardiomyopathia, kardiomyopati: sygdom i hjertemuskulaturen. Forudsætter at fx iskæmi (manglende
34

lodforsyning) og sygdom vedrørende hjerteklapperne er udelukket. Inddeles i dilaterede (udvidede),
hypertrofiske og restriktive former; sidstnævnte har hæmmet afløb fra hjertet. Dilateret kardiomyopati kan
skyldes mutation i genet for lamin A, locus på kromosom 1q. Se i øvrigt ·dilatatio cordis, cardiomyopathia
hypertrophicans og hypertrophia cordis.
Pericarditis, perikardit(is): betændelse i perikardiet (hjertesækken, pericardium); betegnes efter
·ekssudatets art som tør (p. sicca, p. fibrinosa), serøs (p. serosa), serofibrinøs (p. serofibrinosa), blodig (p.
haemorrhagica) eller med pusdannelse (p. purulenta, pyopericarditis). Kan efterlade udbredt ardannelse i
form af kronisk konstriktiv perikarditis (·pericarditis constrictiva chronica).
Atherosclerosis (gr. athere hvedemelsgrød + sklerosis hårdhed), arteriosclerosis, arteriosklerose,
aterosklerose: langsomt fremadskridende karlidelse der kendetegnes ved aflejring af fedtstof i det inderste
lag af arterievæggen. Er den almindeligste karsygdom; begynder i tidlig barndom og er makroskopisk
påviselig ved praktisk talt alle ·autopsier på mennesker over 40 år. Kan nedsætte iltforsyningen til
forskellige organer samt forårsage blodpropdannelse (thrombosis) og udposning af arterievæggen
(aneurysma); ligger til grund for de fleste dødsfald. De grundlæggende årsager og udviklingsmekanismer er
ikke kendt, men en række faktorer spiller utvivlsomt en rolle: hyperkolesterolæmi, forhøjet blodtryk
(hypertension), ændringer i ·lipoproteiner og hormonforstyrrelser. Der er formentlig sammenhæng mellem
stort cigaretforbrug, fedtholdig ernæring og ateromatose af hjertets kransårer (arteriae coronariae).
Lunger
Emphysema pulmonum (lat. pulmo lunge), lungeemfysem, "for store lunger": permanent udvidelse af
luftrummene perifert for de terminale bronkioler, ofte med samtidig destruktion af alveolevægge og meget
lidt eller ingen bindevævsdannelse, tab af lungeelasticitet og nedsat respiratorisk kapacitet. Skyldes næsten
altid rygning og fører med årene til udvikling af kronisk obstruktiv lungesygdom. Med baggrund i det
patologiske billede og højopløsnings-CT-scanning (HRCT) skelner man mellem forskellige typer af
lungeemfysem; de hyppigste er 1) centrilobulært emfysem (emphysema pulmonum centrilobulare), 2)
panacinært emfysem (emphysema pulmonum panacinare) og 3) paraseptalt emfysem.
Kronisk obstruktiv lungesygdom, COLD, KOL, tobakslunger, rygerlunger: obstruktiv lungesygdom som ikke
er fuldt reversibel, men fremadskridende og forbundet med et abnormt ·inflammatorisk respons på
indånding af skadelige partikler og gasser; skyldes helt overvejende rygningens skadelige virkninger centralt
i bronkierne (bronchitis chronica) og perifert i alveolerne med alveoleektasi (ectasia alveoli) og
lungeemfysem til følge, se ·emphysema pulmonum.
Lungecancer – ca. 3600 tilfælde årligt (4064 nye tilfælde i 2006). 2:1 M:K. Efter 45års alderen. Vigtigste
ætiologiske faktor er tobaksrygning. Desuden passiv rygning, forurening, asbest og nikkelstøv. Deles i 4
grupper:
- Planocellulært karcinom: Udgør ca. 35% af lungekarcinomerne. Oftest centralt i hovedbrinchus. Sker
gradvis igennem en pladeepithelmetaplasi.
- Adenokarcinom – Udgør ca. 30%, oftest lokaliseret perifert i lungen. Hyppigste maligne tumor hos ikkerygere.
Typisk efter tuberkulose. Metastase til hjerne.
- Storcellet udifferentieret karcinom – Fælles betegnelse for bronkogene karcinomer der ikke kan rubriceres
35

som småcellet. Betydelige mængder flerkernede kæmpeceller.
- Småcellet karcinom – Udgør ca. 25%. Hyppigst centralt i relation til hovedbronkus med udbredt metastase
til mediastinale lymfeknuder. Mikroskopisk ses celler ensartet, fin granulær kromatintegning og små eller
ingen nukleoler og sparsomt cytoplasma. Viser neuroendokrin uddifferentiering, og immunhistokemisk kan
påvises ACTH og ADH.
Symptomer: hoste, hæmoptyse, træthed, pneumonier. Cushings hos småcellet karcinom. Hovedparten af
småcellet karcinom er inoperable. Metastasere primært lymfogent. Hæmatogent ses til lever, binyrer, nyre,
knogle og hjerne. Samlet 5års overlvelse er 5-10%.
Metastaser – fra mammae, ventrikelcolon, pancreas og nyrer.
Malignt mesotheliom – fra pleuramesothelet. Ca. 80 tilfælde årligt. Typisk fra asbest. Persisterende
brystsmerter og pleuraekssudation med blod. Patient dør typisk indenfor 2år.
Atelectasis, atelektase: lufttomhed i lungevævet; hos nyfødte pga. manglende udfoldelse af lungen,
apneumatosis; ellers pga. sammenfald af lungen.
Almen patologi
Immunhistokemiske metoder
Antigen påvisning in situ i vævssnit vha. antistoffer. Til mærkning bruges fluorescerende stoffer eller
enzymer.
36

Direkte metode Indirekte metode
Anvendes polyklonale antistoffer og monoklonale antistoffer (mest specifikke).
De vigtigste anvendelsesområder indenfor patologien:
- Klassifikation af tumorer og leukæmier
- Karakteristik af tumorer mhp. Prognose og behandling
- Påvisning af aflejringer af immunglobulin og komplement i basalmembraner ved
immunologiske hud- og nervesygdomme
- Påvisning af mikroorganismer
37

Cytokeratinpositive celler – intermediær filamenter i epithelceller af typen cytokeratin. Disse genfindes i
tumorceller. En anden undertype er vimentin som typisk findes i gl. thyroidea, endometriet of nyrerne.
Vimentinpositive celler – tumorer udgået fra mesodermalt væv (bindevæv, muskelvæv og kar),
hæmatolymfoide væv og CNS+PNS.
Muskelderiverede tumorer vil typisk være positiv overfor intermediærfilamentet desmin.
Visse tumortyper er afhængige af hormon og vækstfaktorer, som kan udnyttes terapeutisk.
Østrogen & progesteronreceptorer i mammakarcinomer (receptor for disse i kernen af tumoren).
Epidermal growth factor-receptor mammakarcinomer (østrogen-negative). Overekspression af
vækstfaktoren HER-2.
Tyrosinkinasereceptor – En del vækstfaktorer har biokemisk tyrosinkinaseaktivitet.
Immunhistokemisk metode til mikroorganismer som HPV, CMV, herpes og hepatitis B.
Immunologiske sygdomme som lupus og gomerulonefrit aflejrer immunogloboliner.
38

DNA Metoder
Flouresence – aktiverings celler sorter: Isolerer specielle celler ved at give dem en + eller – ladning, som
derefter bliver sorteret videre.
Restriktionsnuklease: Klipper et DNA i fragmenter med enzymklassen nukleaser. Enzymet som Hae III laver
en blunt end, enzymerne Nut I og Hind III laver 5’ og 3’ overhang.
Gelelektrophoresis: Apparat sombruger agarose til at visualisere DNA fragmenter. Fragmenterne søger mod
plus da de er negativt ladet. Jo større fragmenter er jo langsommere vandrer de.
Restriktionskort (Restriction map): Et kort som fortæller, hvor de forskellige DNA fragmenter er blevet
skåret, og derfor hvilken nuclease. Et sådan kort kan fås frem ved gelelec.
Sekventering: Dideoxy metode. En dideoxynukleotid mangler en OH gruppe på 3’ enden og er derfor en
terminator for en polymerase.
Annotation: Annotering betyder at den skal tolkes, altså sekvenserne. ORF (open reading frame) fra start
coden til stop codon.
Hybridisering: DNA som denaturerer ved høj temperature/pH og bliver adskilt. Renaturering sker ved at
sænke temperatur/pH igen.
DNA probe = enstrenget sekvens på 10-100bp
Southern blotting: Markere forskellige DNA prober ved hybridisering
Northern blotting: Markere forskellige RNA prober ved hybridisering
Western blotting: Markere proteiner.
Array analyse: Man kan følge genekspression ved at man ser hvor active de er, dette ses på et microarray.
Rekombinant DNA: at sætte to DNA fragmenter sammen.
Plasmid: Cirkulært DNA der findes udenfor det kromosomale DNA.
Kloning: plasmid med nyt fragment sættes ind i et bakterie. Dette dublikeres i in vitro. Efter x antal
fordoblinger fjernes plasmid fra bakteriet.
Genom bibliotek (+intron): DNA fragment som indsættes i et plasmid, som herefter indsættes i et bakterie,
som herefter danner et genom bibliotek.
cDNA bibliotek (-intron): Total mRNA taget fra væv og lavet reverse transkriptase, og derefter indsættes i
plasmid.
Annelering = Når to komplementære baser vil gå naturligt sammen.
PCR (Polymerase Chain Reaction): 1. Denaturering 2. Annelering af primer 3. Polymerase.
Shotgun DNA: Randomiseret fragmentation og samling herefter af gener.
Knockout: fjernelse af gen
39

FISH: Flouresense in situ hybridisation. Hybridisere et kromosom, tilføjer farvning, og renaturere
kromosomet. Kromosomet har nu en farve et givent sted. M-fish er hvor alle kromosomer farves så de kan
genkendes og man kan se efter abnormaliteter.
Cellebiologi, se desuden læringsmål modul 2+3
Kromosomer – 46 kromosomer, 23 homologe par (22 autosomer + XX/XY, skrives som i alt 46XX eller 46XY)
Normal kromosombesætning = euploid, unormal = aneuploid
Figur 3.9 + 10
Allele gener - er forskellige udgaver af samme gen. Således siges gener i et kromosompar, der koder for det
samme protein, men er en smule forskellige, at være allele. Polymorfi opstår hvis mere end 1% af
befolkningen udviser forskellighed i allelerne.
Zygot = totipotent (ophav til alle celler)
Multipotent (kimblade celler)
Pluripotent (embyonale stamceller)
Oligopotent (ophav til et begrænset antal celler)
Unipotent (kun én celle, fx epidermis)
Labile celler er celler der bliver udskiftet ofte (fx tarmepithel). Disse er det typiske sted til ophav for
tumorer.
Stabile celler deler sig sjældent (fx hepatocytter).
Permanente celler deler sig ikke, fx neuroner.
Mutation – sker i S-fasen, 1 ud af en million som ikke kan repareres.
Fig. 3.13
Genmutationer – missense: anden aminosyre, nonsense: codonstopcodon, frameshift: tilføjelse/fjernelse
af nukleotid.
Teratogene stoffer – påvirkning af embryogenesen – medfødte misdannelser.
Væsentligste forskelle på arvelig og sporadisk cancer
Arvelig cancer Sporadisk cancer
Primær mutationstype Germline Somatisk
Primære mutationer opstår i Kønsceller En kropscelle
Primær mutation findes i Alle legemets celler Alle tumors celler
Andel af alle cancere 3% 97%
Cancer i flere organer Ja, ofte Nej
Cancer opstår Ofte tidligt i livet Oftest sent i livet
40

Non-Neoplasi
Adaptation
Principielt reversible forandringer
Karakteriseret ved at cellerne (organet) tilpasser sig ændrede forhold
Tre hovedtyper af strukturelle forandringer.
- øget cellulær aktivitet med reduktion i cellernes antal og/eller størrelse.
- reduceret cellulær aktivitet med reduktion i cellernes antal og/eller størrelse.
- ændringer i cellernes morfologi
Overskrider ændringerne grænsen for cellens mulighed for cellulær adaptation og kompensation, er der
tale om patologisk stimuli/forandringer, celleskade & celledød.
Celleskade:
B: Hypertrofi (større celler) – ekspression af protoonkogener.
Typisk for celler, der ikke deler sig.
Fx muskelceller, hjertemuskulatur. Glatte muskelceller i uterus under
graviditeten. (en nyre kan vokse hvis dan anden ikke virker)
C: Hyperplasi (flere celler)
Typisk for celler, der deler sig. Hormoner er typisk årsag. Struma ved
for meget thyroideahormon. Prostatahyperplasi. Ved øget krav kan
der ske hyperplase som fx ved bjergvandring frigives EPO til dannelse
af erytrocytter.
Fx epitelceller, mesenkymceller.
D: Hyperplasi og hypertrofi. Fx Mammae
E: Atrofi (mindre eller færre celler). Nedsat funktionskapacitet.
Fysiologisk betinget pga. faldende hormon (alder). Involution –
organatrofi (thymus). Patologisk atrofi – nedsat Blodflow, nedsat
ernæring, tumor.
F: Metaplasi (ændring til anden type), fra samme kimblad. Kommer af
langvarig inflammation, kemisk påvirkning (rygning). Hyppigst
cylinderplade. I bindevæv – fast bindevæv til knogle.
I EPITELVÆV
Cylinderepitel til pladeepitel bronkier, cervix uteri
Pladeepitel til cylinderepitel esophagus
Ventrikelepitel til intestinalt epitel ventrikel
Urotel til pladeepitel urinblære
I MESENKYMALT VÆV
Bindevæv til knoglevæv belastning, ar
G: Dysplasi (abnorme celler) – lette grader er reversible.
Forstadium til karcinom
Påvirkninger som cellen ikke kan kompensere for, of medfører at funktion/struktur ændres. Degenerative
ændringer (forandring til mindre specialiseret struktur eller mindre aktiv) er reversible. Hyppigste årsag til
celleskade er iskæmi, ellers mekanisk skade, ekscessiv kulde/varme, stråling osv.
Celler er i stand til at reagere på patologiske stimuli med et stressrespons, ved at danne stressproteinet
heat shock protein. Dette produceres ved fx hypoxi, virusinfektion, tungmetaller osv. Proteinet beskytter
nydannede proteiner og restituerer delvist denatureret protein.
Hydrope forandringer/intacellulære ødemer ses ved cellebeskadigelse. Mekanismerne som er ødelagt er
41

primært dem som regulerer koncentrationen af de forskellige ioner, først og fremmest Na+ pumpen.
Hermed øges Na+ indhold i cellen uden regulering af K+, og dermed trænger vand ind i cellen. Alle
organeller dilaterer til sidst og kan undergå apoptose. Disse skader ses ved iskæmi. Desuden i lever, ved
hepatitis.
Steatose – tilstedeværelse af fedt i parenkymatøse cellers cytoplasma, fx lever og nyrer. Ses hos
alkoholikere, ekscessiv fedme, dårligt reguleret diabetes, børn pga. for lidt protein og meget kulhydrat
(kwashiokor – afrika).
Hyalin forandringer – ophobning af protein i cytoplasma.
Dystrofi – ernæringsmæssig eller metabolisk forandring fx muskeldystrofi.
Celledød
Irreversibel skade.
Nekrose – patologisk.
Apoptose – ofte fysiologisk.
Koagulationsnekrose:
Mest almindelige form. Opstår ved anoksi, hypoksi, iskæmi, stærk vamre/kulde, syrer/baser, virus/bakterier
mv. Makroskopisk er det døde væv fast og lyst.
Ved nekrose skrumper kernerne og bliver stærkt basofile forårsaget kromatinsammenklumpning, pyknose.
Derefter nedbrydes kernemembranen og kromatinklumperne spredes ud i cytoplasmaet, karyorrhexis. Til
sidst forsvinder kernen helt pga. yderligere autolyse, karyolyse. Sikkert tegn på nekrose er inden for første
time en kraftig dilatation af mitokondrierne. Det samme for golgi-vesikler.
Patologisk proces ved iskæmi
Iskæmi
Membranfosolipid
nedbrydes hurtigere
end det opbygges
Membraner
disintegrerer
Mitokondrieelektrontransport
svigter
Mitokondrie-Ca2+ og
EC Ca2+ i cytosol
Faldende ATPsyntese
Svigtende
membranfunktion
42

Iltradikaler kan under særlige omstændigheder forårsage koagulationsnekrose.
Kollikvationsnekrose – Nekrose i CNS ved iskæmi eller arteriel okklusion. Der ses cystedannelse og
pusdannelse.
Fedtnekrose – pancreas og mammae. I pancreas er det en komplikation til akut pancreatitis pga. frigivelse
ag lipocytiske enzymer. Traumatisk fedrnekrose, læsion af fedtceller hvor triglycerider frigives og
betændelsesreaktion igangsættes, hvor omkringliggende fedtvæv også kan destrueres.
Kasseøs nekrose – cremet osteagtig konsistens. Karakteristisk ved tuberkulose.
Hæmoragisk Nekrose – blodfyldt nekrotisk væv
Fibrinoid nekrose – ophobning af forskellige plasmaproteiner som ses i arterievæggen.
Gangræn (koldbrand) – bakteriel betinget forrådnelse. Tørt gangræn ses typisk perifert på ekstremiteterne.
Vådt gangræn ses ved massiv tilstedeværelse af forrådnelsesbakterier, og er typisk ildelugtende.
Gasgangræn er en speciel form for vådt gangræn. Det fremkaldes af clostridium bakterien. Kan opstå efter
kirurgiske indgreb. Spredes langs fascier og sener tul muskelvæv. Ødelægger omkringliggende rask væv.
Serologisk måling af nekrose – større molekyler som er trængt igennem cellevæggen pga. nekrose og kan
måles i blodet. Laktatdehydrogenase findes i alle celler og vil være forhøjet i cellehenfald. Creatinkinase er
specifikt for muskelvæv, specifikt for hjertet kan måles CK-MB samt TnT og TnI (troponin) ved infarkt.
43

Alaninaminotransferase er specifikt for levervæv. Basisk fosfatase ses i forbindelse med galdesten.
Pancreatitis ses as-amylase forhøjet.
Apoptose
Dødreceptorerne til initiering af apoptose tilhører TNF familien. Disse er CD95 (Fas og Apo1) og TNFR1.
Apoptose Nekrose
Spredte enkeltceller Område med mange celler
Celler forberedte, programmeret celledød Celler uforberedte, accidentel celledød
Udløses ofte af specifik fysiologisk påvirkning Følge af uspecifik cellebeskadigelse
Mikroskopisk synlig efter få minutter Mikroskopisk synlig efter 18-24 timer
Celler skrumper Celler svulmer op
Cytoplasmatæthed øges Cytoplasmatætheden aftager
Membran intakt Membran brister
ER dilateres, tømmes ekstracellulært ER dilateres, autolyseres
De øvrige organeller intakte, fortættede Cytoplasma organeller dilateres, autolyseres
44

Kromatin spaltes, kondenseres perifert i kernen Kromatin spaltes, klumper sammen spredt i kernen:
pyknose
Ingen karyolyse Karyolyse (autolyse)
Celler fagocyteres efter 7-9 timer Celler med synlig koagulationsnekrose efter 18-24
timer
Ingen inflammation Akut inflammation
Heler uden arvæv i løbet af 7-9 timer Heler med arvæv på 3-4 uger for middelstort infarkt
Neoplasi
Neo – ny
plasi – dannelse.
Betegnelsen for vækstforstyrrelser eller tumorer (rumopfyldende proces).
Risiko for neoplasi stiger med aldreren.
I DK indberettes godt 32.000 tilfælde af cancer om året, hvor den gennemsnitlige 5-års overlevelsestid er
ca. 60%.
Definition: En celle er neoplastisk, når dens proliferation unddrager sig den normale vækstregulation.
En neoplasi består af neoplastiske celler og et stroma, som i samspil er ansvarlige for neoplasiens
egenskaber.
Kliniske betegnelser:
- Polypp: prominens på en slimhinne – oftest benign.
- Infiltrat: fortettning på et røntgenbilde – kan være mange ting.
- Tumor: romoppfyllende prosess – sannsynlig neoplastisk (malign)
- Utfyllning: romoppfyllende prosess – palpabel tumor.
45

Patoanatomiske betegnelser:
- Vekstforandring: endring av cellers veskt – neoplastisk eller non-neoplastisk.
- Neoplasi: nydannelse av endrede celler – benign eller malign.
- Cancer: alle maligne neoplasier – alle maligne neoplasier.
- Karcinom: malign epithelial neoplasi – malign epithelial neoplasi.
Metaplasi – en differentieret celle erstattes af en anden differentieret celle tilhørende samme kimblad.
Dysplasi - Præmalign (prækankrøs) forandring – kan blive til cancer
Fænotypisk forandring – mikro- og makroskopisk.
Genotypsisk forandring – DNA ændringer.
46

Den molekylære basis for cancer
• Selvforsynende med vækstsignaler
• Ufølsomhed for anti-vækstsignaler
• Undgåelse af apoptose
• Potentiale for ubegrænset replikation
• Evne til angiogenese (dannelse af nye kar)
• Evne til invasion og metastasering
Maligne neoplasier – vokser invasivt og destruktivt og kan sprede sig i form af metastaser (sekundære
tumorer) til andre organer. Ubehandlet vil de som regel medføre død. Makroskopisk: Uskarpt afgrænset,
Uregelmæssig, Infiltrativ vækst, Nekrose, blødning, ulceration, Ofte metastaser. Mikroskopi: Uskarpt
afgrænset, Ligner kun lidt, Polymorfi, hyperkromasi (større kerne), Ofte flere og store, Hyppige, evt.
abnorme, Desmoplastisk reaktion, Ofte i kar og nerver.
Benigne neoplasier – vokser ekspansivt og når som regel kun en begrænset størrelse. De kan volde
problemer, men sjældent død. Makroskopisk: Velafgrænset, Afrundet, symmetrisk, Ekspansiv vækst,
Bevaret væv, Aldrig metastaser. Mikroskopisk: Velafgrænset, Ligner normalt væv, Normale kerner, Normal
nukleole, Mitoser sjældne, Normalt omgivende væv, Ikke i kar og nerver.
Cystandenom – epithel på inderside af en cyste som danner slim eller serøs væske. Typisk i ovarier eller
pancreas.
Erhvervede egenskaber ved cancer: Selvforsynende med vækstsignaler, Ufølsomhed for anti-vækstsignaler,
Ungåelse af apoptose, Potentiale for ubegrænset replikation, Evne til angiogenese, Evne til invasion og
47

metastasering.
PREFIXER
Efter den celletype, neoplasien udgår fra (histogenese)
Adeno- fra kirtelepitel
Planocellulært fra pladeepitel
Lipo- fra fedtceller
SUFFIXER
Efter biologisk forløb (benign/malign)
-oma benign, epitel eller mesenkymal
-carcinoma malign epitelial
-sarcoma malign mesenkymal
Vævstype Celletype Benign neoplasi Malign neoplasi
Epitel Pladeepitel Papillom Planocellulært karcinom
Mesenky-malt
væv
Mesenky-malt
væv
Eksokrine og endokrine
kirtler
Adenom Adenokarcinom
Nyreepitel Adenom Renalcellekarcinom
Hepatocyt Hepatocellulært adenom Hepatocellulært karcinom
Neuroendokrin celle Karcinoid Karcinoid
Småcelllet karcinom
Neuroendokrint karcinom
Mesotel Benignt mesoteliom Malignt mesoteliom
Glat muskelcelle Leiomyom (hyp. Uterus) Leiomyosarkom
Tværstribet muskelcelle Rhabdomyom Rhabdomyosarkom
Fedtcelle Lipom Lipodarkom
Fibroblast Fibrom Fibrosarkom
Endotel i blodkar Hæmangiom Hæmangiosarkom
Endotel i lymfekar Lymfangiom Lymfangiosarkom
Bruskceller Kondrom Kondrosarkom
Osteocyt Osteom Osteosarkom
Melanocyt Nævus Malignt melanom
48

Germinalt
væv
Germinal celle
Nervevæv Gliacelle Benignt gliom Malignt gliom
Hæmatopoetisk
væv
Lymfatisk
væv
Schwansk celle Schwannom neurofibrom Malignt schwannom
Myeloid celle Leukæmi
Lymfoid celle (lymfom) Malignt lymfom
Alle Germinalcelle Teratom teratom
Usystemiske navne: Cellernes udseende - Småcellet karcinom, Pleomorft karcinom. Personnavne - Wilms’
tumor, Hodgkin’s lymfom, Burkitt’s lymfom, Warthin’s tumor.
Medullært Karcinom – Betegner en tumor, som er blød som marv pga. sparsomt bindevævsstroma.
Skirrøst Karcinom – Betegner tumor, som er hård pga. rigelig bindevævsstroma.
Blastom – umodne (precursor ) celler i organ hvor tumor udvokser fra. Nefro-, retino- medulloblastom.
Teratom – fra alle tre kimblade. Opstår oftest i ovarie. Kaldes også dermoidcyste (inderside beklædt med
hår og talgkirtler).
Hamartom – neoplasilignende forandring opbygget af celler og væv, som normalt forekommer i den
pågældende lokalisation. Lungehamartom kan bestå af en knude af bruskvæv og bronkievæv.
Heterotopt væv – normalt væv som forekommer i en usædvanlig lokalisation, og antages at være en fejl i
udviklingen.
Malign neoplasi opstår i 83% af tilfældene fra epithelceller, 14% mesenkymalceller og 3% fra
nervesystemet. Hos børn under 15år er det dog 40% fra nervesystemet, 35% fra knoglemarv og lymfatiske
celler, og 25% fra melanocytter m.m.
Påvisning af øget antal AgNOR’er kan støtte op omkring diagnosen malignitet, da maligne tumorer
indeholder flere AgNOR end beningne tumorer.
Invasion - Er det fænomen, at de neoplastiske celler vokser ind i det omliggende væv og destruerer dette.
Ledsages som regel af inflammation, og en desmoplastisk reaktion (nydannet kollagenvæv i rigelig
mængder i tumoren).
Metastasering - er det fænomen, at en malign tumor afgiver celler, som via lymfekar, blodkar eller serøse
hulheder når andre organer og der danner nye (sekundære) tumorer.
Disse 2 fænomener ses kun ved maligne tumorer.
49

Tumormarkører:
- Histologiske: I forbindelse med lysmikroskopisk diagnostik af tumorer (enaymer, proteiner mv.).
- Serologiske: Måling i serum, ved udskillelse af stoffer fra tumor (CA 124, PSA).
De fleste tumorer har et abnormt DNA indhold (aneuploidi). Bestemmes via flowcytometri hvor DNA- index
er forskelligt fra 1.
Atypi = Dysplasi.
Dysplasi deles i LOSIL (low grade
squamous intraepithelial lesion) som er
betegnet som let dysplasi. Moderat og
svær dysplasi er HISIL.
MAkroskopi: flade epitelforandringer
med kun svage ændringer i farve og
relief ift. den normale overflade kan
være små eller større, overfladiske
tumorer colon og rectum – adenomer
blæren - papillomer
Mikroskopisk dysplasi: Øget
celletæthed, kernestruktur med
pleomorfi, hyperkromasi, tydelige
nukleoler. Intakt basalmembran.
Lokalisation - forekommer samme
steder som karcinomer
Hyppigst: bronkier, mamma, colon,
rectum, cervix uteri og blære
Sjældnere: hud, prostata, pancreas,
ventrikel o.a.
50

METASTASE.
CIS (Carsinoma in situ) = ikke invasiv og ikke metatasering.
Metastase Primær tumor findes ofte i
Regionale lymfeknuder Samme region
Lever Hyppigst fordøjelseskanalen
Lunger Mange steder evt. lever
Pleura Lunge, mamma
Peritoneum Ventrikel pancreas, ovarier, tarm
Ovarier Ventrikel, colon, modsatte ovarie
Binyrer Lunge, pancreas, mamma
Knogler Mamma, prostata, lunge, nyre, gl. thyreoidea
Hjerne Lunge, mamma, nyre
Hud Hud (malignt melanom), mamma, lunge
Den metastatiske proces: Malign transformation angiogenese invasion emboli transport stop
i kapillærer adhærens til karvæg ekstravasation metastatisk tumorvækst angiogenese
metastase.
Lymfekar mangler basalmembran, og invasive tumorceller har lettere ved at trænge igennem disse end
blodkar.
Sentinel node – lymfedrænage fra et tumorområde føres tul en enkelt eller få lymfeknuder, og kan
lokaliseres ved at injicere farvet stof eller radioaktivt stof, til kirurgisk fjernelse.
Kanalikulær spredning – spredning via CSV, pleura eller peritonealvæske (anden end blod og lymfe).
51

Karcinomer – lymfen
Sarkomer – hæmatogent
Nefroblastom – Willms tumor
Endokrine neoplasier - Opstår fra endokrine epitelceller
Adenomer hypofyse, gld. thyreoidea (follikelepitel)
Adenokarcinomer gld. thyreoidea – papillært adenokarcinom
Opstår fra celler i det diffuse neuroendokrine system (DNES)
Karcinoid respirationsveje, gastrointestinalkanal
Småcellet karcinom hyppige i lungerne, men kan ses i alle organer
Makroskopi:
Benigne tumorer ekspansivt, symmetrisk, velafgrænsede, kapsel bredbaset, stilket,villøs
Maligne tumorer invasivt, asymmetrisk, uskarpt afgrænsede, blødning, nekrose, blomkålsagtig,
ulcereret
Mikroskopi
Cytologi: polymorfi, forstørrede kerner, øget kerne/cytoplasmaratio,
hyperkromasi, nukleoler, mitoser, mangelfuld differentiering
Histologi: abnorm arkitektur, uskarp afgrænsning, invasion, metastasering, nekroser, ulceration,
52

desmoplastisk reaktion, inflammation
Tumormarkører: immunhistokemi
TMN systemet – stadie inddeling af tumorer
• T (tumor)
• N (node)
• Tx Udbredning kan ikke vurderes
• T1 Tumor i submucosa
• T2 Tumor i tunica muscularis
• T3 Tumor I perikolisk/perirektalt væv
• T4 Tumor infiltrerer andre organer/peritoneum
• N0 Ingen regionale metastaser (over 12 lymfeknuder)
• N1 Metastaser i op til 3 lymfeknuder
• N2 Metastaser i 4 eller flere lymfeknuder
• N3 Langs kendt karstamme eller apikal
• M (metastase)
• M0 Ingen fjernmetastaser
• M1 Fjernmetastaser
Stadie fastlagt ved patoanatomisk undersøgelse bruges p ofran. Ved klinisk observationer anføres et c.
TNM beskriver en tumors udbredelse før behandling. Efter behandling kan et resttumor inddeles i tre. R0 –
ingen resttumor, R1 – mikroskopisk resttumor, R2 – makroskopisk resttumor.
Dukes system
Dukes system er inddelt i fire stadier A,B,C og D. Disse stadier er baseret på graden af gennemvækst af
tarmvæggen, og hvorvidt der er fjernmetastaser.
• Dukes A Tumor findes kun i tarmvæggen
• Dukes B Tumor er vokset gennem tarmvæggen
• Dukes C Tumor med lymfeknudemetastaser
• Dukes D Tumor med fjernmetastaser
Cancer er først diagnosticerbar ved 10 9 celler eller 1cm 3 .
Symptomer viser sig typisk ved metastaser og ikke primær tumor.
Feber som ikke skyldes infektion, kan være første tegn på cancer.
Kakeksi – tilstand med ekstrem vægtab, anæmi, kraftesløshed som ikke er betinget af reduceret fødeindtag.
53

Hyppigst ved lungecancer og cancer i GI. Involveret i 80% af cancertilfælde og dødsårsag hos 25%.
Paraneoplastiske syndromer – uregulerbar hormonproduktion fra tumorer.
54

Flowcytometri kan bestemme indholdet af DNA i en celle og angive den procentuelle fordeling i hvert celle
stadie. Normalt skal G1-fasen have et konstant indhold, S-fasen skal være stigende, G2 og M-fasen er det
dobbelt så højt som G1 fasen.
Tumorceller stimulerer angiogenese ved frigivelse af parakrint virkende faktorer som virker på endothel
celler. Disse er VEGF (vascular endothelial growth factor), FGF (fibroblast growth factor) og angiopoietin.
Hæmmende faktorer er interferon-alpha, trombospondin-1 (TSP-1) som reguleres af p53.
Behandling af en tumor kan ske ved at rette stoffer mod den angiogene tumor, og dermed hæmme
udviklingen.
Ændringer i p53 genet, som er en bremseklods ved forhøjede værdier af abnormal DNA i overgangen fra
cellefaserne, er den hyppigste form for cancerudvikling. P53 fastholder cellen i G1-fasen indtil cellens DNA
er repareret (pga. øgede værdier af p53).
55

Cellcyklusregulation: Cykliner, cyklinafhængige kinaser (CDK) og CDK-inhibitorer (CKI) er tre faktorer med
betydning for den normale cellecyklus.
CDK`ene er udtrykt i alle faser af en cellesyklus, og er kun aktive kinaser når de danner kompleks med en
cyklinpartner. Cykliner og CDK har direkte stimulerende effekt på proliferationen. Cyklin-CDK-inhibitorer er
proteiner som ved binding til en CDK medfører inaktivering af cyklin-CDK-kompleksers kinaseaktivitet.
Bortfald af CKI resulterer derfor med stimulering av vekst. I nogle maligne noeplasier mener man derfor at
defekte eller inaktive CKI kan være årsagen.
Check-points: Overgangen mellom de forskellige stadier i cellecyklussen reguleres af såkaldte
kontrollpunkter, check-points. CDK og deres obligate cyklinpartnere er nøglefaktorer her. Betingelsen for at
et cyklin-CDK-kompleks aktiveres og driver cellen fra et trin til det næste, er en af begivenhederne fra et
check-point til det næste er korrekt udført. Den normale cellecyklus kan derfor beskrives som en
koordineret sekvens af check-points, og aktiveringen af det enkelte check-point sker når visse betingelser i
mikromiljøet er opfylt.
F.eks vil en DNA-skade, som kan opstå spontant eller som følge af ekstern påvirkning, aktivere p53, som så
aktiverer p21 (en type CKI) selvom at cellerne fastholdes i G1-fasen. Dermed replikeres ikke beskadiget
DNA. P21 fremmer også DNA-reparation ved at påvirke DNA-replikationsmaskineriet ved inhibering af
prolifererende celle nukleært antigen (PCNA) som er en subunit av DNA-polymerasen. Dermed hæmmes
DNA-syntesen og duplikationen af DNA-skader.
56

Restrikstionspunkt: Et check-point i midten/slutningen af G1-fase, kaldt restriction (R) point, er af særlig
betydning. Vækstsupressorproteiner som f.eks Rb og p53, samt genprodukter af protoonkogener som cmyc
(transkriptionsfaktor, som også er involvert i udvikling og vedligeholdelse af neoplasier) udøver deres
effekt på cellecyklussen svarende til dette punkt, og reagerer med de forskellige cykliner, CDK`er og CKI`er.
Et viktigt led i kontrolmekanismen her er fosforylering af Rb-proteinet som er bundet til
transkriptionsfaktorer (deriblandt E2F). Komplekser af cyklin og CDK fosforylerer Rb, og dermed aktiveres
transkriptionsfaktoren E2F. Efter translationen danner en speciel type cyklin et aktivt kompleks med CDK2
som kan både bidrage til fosforylering af Fb ved positiv feedback, og drive cellen over i S-fase. Prosessen er
balanceret ved at hæmme en type vækstsupressorproteiner (INK). En hypotese er at defekter i denne
pathway er et obligatorisk trin i udviklingen af alle tumorer.
Onkogener er gener, der menes at være af betydning for neoplasiers opståen eller udvikling. Onkogenerne
koder for vigtige regulatoriske polypeptider eller proteiner, som vækstfaktorer, vækstfaktorreceptorer, IC
signaltranduktionsfaktorer og DNA-bindende proteiner. Protoonkogener er med til at regulerer celledeling
og differentiering. Hvis et protoonkogen får en ændring i sin gensekvens kan det udvikles til et onkogen.
Disse kan ændres via punktmutation, amplifikation (øget antal kopier af et gen) eller translokation (en del
af et gen fra et kromosom flyttes til et andet). Kun et onkogen skal ændres for at skabe ubalance, hvor
begge tumor-supressor gener skal have en ændring for at skabe ubalance.
Retinoblastgenet: Rb er sandsynligvis inaktivt i alle retinoblastomer og i en række maligne tumorer, bl.a
lunge og brystkræft. Retinoblastom findes både som en arvelig og sporadisk sygdom selvom at man mener
sygdommen er et resultat af to gradvise ændringer i genet. Ved arvelig form fødes barnene med en
mutation på det ene kromosom, og udvikler cancer når det andet allel inaktiveres ved deletion. Ved den
sporadiske form skal det to gradvise forandringer til i det ekstrauterine liv for at udvikle sygdommen, og er
derfor vældig sjælden. Rb fosforyleres og aktiveres av cyklin/CDK-komplekset, og aktiverer
transkripsjonsfaktoren E2F. Rb er ”gatekeeper” ved G1/S-fasen og hindrer syntese ved skade på DNA.
p53-genet: Lokalisert på den korte arm av kromosom 17. Deletion eller mutation i p53-genet er den
57

vanligste genetiske forandringen til human cancer. Ved en skade på normale cellers DNA øges indholdet af
p53 i kernen og virker nedregulerende på celledelingen ved at fastholde cellene i G1-fase(arrest) via P21
(CKI). Dermed opstår der en forlenget tid til DNA-reparation. P53 stimulerer for øvrig DNA-repair
systemerne, aktiverer apoptose via BAX og virker anti-angiogenetisk via trombospondin. P53 er en
gatekeeper ved G2-M-fasen, selvom at celler med mutationer ikke deler sig videre. Muterede p53-protein
kan danne kompleks med normalt p53-protein og dermed også inaktivere det normale suppressorgens
funktion. Det er nok at en celle indeholder kun et muteret p53-allel for at suppressorfunktionen bortfalder,
og dermed giver cellen en vækstfordel.
Andre vækstsupressorgener gener med LOH (loss of heterozygosity – genmutasjon) er også identifiseret i
andre tumortyper. Ved nefroblastom findes LOH i et gen på kromosom 11. På kromosom 18 kan LOH findes
i et gen som kaldes DCC (deleted in colorectal cancer) og har betydning for udvikling af kolorektal cancer.
På kromosom 5 finnes MMC-genet (mutaded in colon cancer) koder for et G-protein, og en mutation her vil
dysregulere signaltransduktionen. APC-genet (adenomatøs polyposis coli) som også sidder på kormosom 5,
er muteret i de fleste tilfælde af kolorectal cancer. Mutation i dette gen menes også at være blant de første
i udviklingen fra adenom til karcinom. Genet hører til gruppen gatekeeper-gener som kan hæmme
cellevækst og fremme celledød ved apoptose, og tab af funktion i disse gener vil derfor føre til vækst af
tumorer.
3. DNA-repair:
Andre gener er identifiseret i hereditær non-polypøs colorectalcancer (HNPCC), bl.a hMSH2 og hMLH1, og
begge er involveret i den DNA-reparation som kaldes mismatch-reparation. Hos patienter med denne type
cancer udviser tumorcellene både LOH i disse mismatch-repair genene, genomisk instabilitet i repitative
sekvenser, kaldt mikrosatellitter, og defekt mismatch DNA-reparation. I normale celler findes disse defekter
ikke. Derfor menes det at inaktivering af begge alleller i mismatch DNA-reparationsgener kan være første
trin i karcinogenesen til denne sygdom.
Denne genetiske defekt kan også være årsag til andre genetiske forandringer som aktivering af onkogener
og cykliner. Denne inaktivering ses også hos 15% af de ikke-arvelige tilfælde af kolorectal cancer. Mismatch
repair-genene tilhører gruppen caretaker-gener.
Vækstfaktorer: styrer cellens regulatoriske mekanismer, herunder proliferation, differentiering, adhæsion
og interaktion med ECM. Disse faktorer er membranproteiner. Virkningsmekanismerne er kun parakrint,
juxtakrint (kun nabocelle), autokrint og intrakrint.
Apoptose: Øget Bcl-2 (antiapoptotisk) hæmmer frigivelsen af cytokrom c, så cellen ikke undergår apoptose.
Dette findes i ca. 50% af human cancer. Andre proteiner som heat-schock protein og survivin ses også i
øgede mængder i maligne tumorer. Det er de anti-apoptotiske steder som udnyttes terapeutisk.
bcl-2
• Grundlæggende medlem af bcl-2-familien
• Opreguleret i 85% af follikulære lymfomer
• Forårsaget af t(14;18)
• Beskytter mod apoptose
• Medfører akkumulation af lymfocytter
• Hæmmer bax’ proapoptotiske funktion
58

Non-letal genetisk skade på
• proto-onkogener
• tumorsuppressorgener (TSG)
• apoptoseregulerende gener
• DNA repair gener
• telomerase
Targeteret behandling
• Medikament med en fokuseret mekanisme
der specifikt virker på et veldefineret mål
eller en biologisk ’pathway’ som ved
inaktivering medfører regression eller
destruktion af den maligne proces.
• Immunterapi i form af antistoffer der
specifikt binder til og dræber kræftceller
der bærer antigenet
60

cMyc funktioner
61

Angiogenese
• Tumor max. 1-2 mm uden vaskularisering
• Hypoxi inducerer apoptosis (via p53)
• Neovaskularisation medfører:
– tilførsel af næring og ilt
– nydannede endotelceller producerer polypeptider (IGF, PDGF,
GM-CSF, IL-1) som stimulerer nærliggende tumorcellers vækst
• Karadgang nødvendig for metastasering
• Tumorceller bliver efterhånden angiogene: stimulerer til
karnydannelse i værtsvævet.
Karcinogenese:
- ætiologiske faktorer – ekstern miljø, arv, alder, fysiologiske forhold fx immunologisk status,
hormfølsomhed, genestik disposition.
Latenstiden kan varierer i en cancer fra 1-20 år eller mere. Forskel på latenstid ved stråle, viral og kemisk
induceret, dosis afhænger af tiden.
Den karcinogenetiske proces beskrives principielt i tre faser: initiering, promotion og progression.
- Initiering: Første irreversibel forandring i cellens DNA (mutation).
- Promotion: Reversible DNA-ændringer i initierede celler. Øger sandsynlighed for udvikling af malignitet.
- Progression: Udvikling af de maligne fænotypiske karakteristika, invasion og metastasering.
Er en celle først initieret, kan promotoren skabe cancer, selvom vævet først udsættes efter lang tid.
Promotoren kan dog ikke virke alene, initiator skal altid forelægge først.
Cancerceller behøver omgivende væv for at kunne overleve, vigtigst er blodforsyning.
Cancerceller er typisk svagt antigene, men nogle maligne tumorer som undergår spontan remission,
tilskrives et immunologisk respons.
Hormoner øger vækst af cancerceller (endometrie, mammae, prostata).
62

Den arvelige disposition til kræft kan inddeles i fire.
1. Dominant – 5% af alle kræftsygdomme. Det der arves er følsomhed for cancer og ikke selve
canceren. Herunder er HNPCC, mamma- og ovariecancer, retinoblastom.
2. Recessiv – mutationer i gener som er centrale i DNA- reparation. Herunder xeroderma
pigmentosum og ataxia teleangiectatica.
3. Familiær – ophobning af bestemte kræfttyper i familier, uden der kan påvises mendelsk arvegang.
4. Arvelig disposition uden klar familieophobning (??)
Generelt øges cancerincidens med alderen, men hver cancertype har sit eget incidensmønster.
Ventrikelcancer øges incidensen med alderen, hvor cervixcancer stiger fra 25-45års alderen, hvor den
derefter stagnerer. Cancer i tidlig voksen alder er sjælden men omfatter osteosarkom, Hodgkins (malign
lymfom), og testiscancer, disse pga. fysiologiske forhold (pubertet - hormoner & vækst). Hos børn ses
leukæmi, retinoblastom, nefroblastom og hjernetumor. Årsagen til børnetumor er ikke kendt.
63

EBV, HPV og Hepatitis virus kan inducere cancer hos mennesker. Af herpesvira er det kun EBV som med
sikkerhed er involveret i cancerudvikling hos mennesker. I tropiske områder ses EBV infektion i
sammenhæng med Burkitts lymfom (malignt lymfom), og i dele af Afrika og hos eskimoer ses også
nasopharyngeale karcinomer.
Utallige humane papillomvirus giver infektion af epithel i hud og slimhinder og fremkalder forskellige typer
af neoplasier. Nogle typer, hyppigst i vorter, mens andre inficerer i anogenitalområdet. Der skildes mellem
typer som giver dysplastiske forandringer og maligne forandringer. Det er i de tidlige (E-early) regioner i
genomet som spiller en vigtig rolle med den maligne transformation, og E6 og E7 nedbryder hhv p53 og Rb.
Hepatitis B-virus er årsag til akut og kronisk leverbetændelse, og en del patienter med kronisk hepatitis B
udvikler levercirrose, som disponerer til udviklingen af hepatocellulært karcinom (dette kan bekræftes ved
at det er 300x høyere frekvens af hepatocellulært karcinom hos HBV-positive enn hos HBV-negative
64

individer) Ethanol og aflejring af metabolske produkter disponerer også til leverkræft. HCV er RNA-virus,
men har samme incidens.
Onkogene virus Neoplasitype
Herpes type 8 HHV8 Kaposis sarkom (blålige svulster)
EBV Burkitts lymfom, nasofayngealt karcinom
HPV 6 & 11 Kondylomer (benigne) = kønsvorter
HPV 16, 18, 31, 33 45 Dysplasi og planocellulært karcinom på vulva, cervix
uteri, anus & mundhule. Adenokarcinom på cervix
uteri.
Hepatitis B Hepatocellulært karcinom
Hepatitis C Do
HTLV-1 (RNA virus) Akut T-celle leukæmi
Onkogene RNA-virus: Foruden HCV er retrovirus kendt for at kunne inducere cancer (og HIV–lentivirus).
Retrovirus kan deles i tre klasser efter tranformationaktiviteten; humant T-celle-leukemivirus (HTLV-1), akut
transformerende virus og langsomt transformerende virus.
HTLV-1 er assosieret med akut T-celle-leukemi/lymfom. Ses oftest i Japan og Karibien. Viruset indeholder
gener som aktiverer flere af cellens gener selvom at nogle vækstfaktorer øger, og fører til T-celletranformation
og proliferation.
De akut transformerende virus er meget effektive, da de inkorporerer virale onkogener i cellens DNA. Dette
er endnu ikke set hos mennesker.
De langsomt transformerende virus integrerer DNA-kopien af viralt RNA i cellens genom, selvom at det
bliver en defekt regulering af ekspressionen af de cellulære onkogener.
Onkogene bakterier:
Den eneste bakterie som vides at kunne forårsage cancer er Helicobacter pylori (Hp). Hp forårsager
mavesår, men kan også føre til kronisk atrofisk gastritis med intestinal metaplasi, som hos nogle utdvikles til
adenokarcinom. Få udvikler malignt lymfom.
Karcinogenicitetstest:
- Forsøgsdyrstest: Afprøvning af karcinogene stoffer (oralt, inhalation, intraperitonealt,
subkutant, i.v). det tager ca. 2år at gennemføre en karcinogenitetstest med en dyreart.
- Korttidstest: Mest kendte er Ames-testen. Sammenhæng mellem mutagenecitet og
karcinogenicitet. (Fig. 9.39)
- Virkningsmekanismer: når virkningsmekanismen er kendt sker det en interaktion med
DNA med dannelse af skader. Dette sker ved forskellige brud eller forflytninger af
baserne. Enten klarer cellen af reparere dette, eller så sker der en ufuldstændig
reparation som enten fører til celledød eller levedygtige mutanter som inneholder DNAforandringer
som anses for at indgå i den maligne transformation.
Kemisk karcinogenese deles i organisk og uorganisk:
65

Organisk:
- Polynukleære aromatiske karbonatomer: (hudkræft) kræver metabolsk aktivering, via bl.a p450, og
de aktive metabolitter virker ved at binde sig til DNA.
- Aromatiske aminer: (urinblærekræft) fungerer som de polynuklære aromatiske karbonatomer.
- Azofargestof
- Alkylerende stoffer: påvirker DNA og baseparringen. Sennepsgas, anticancerkemoterapautika,
vinylklorid (PVC), aflatoksin osv.
Uorganisk:
- Metaller: arsen (insektmidler), beryllium, krom og nikkel er kente karcinogene, mens cadmium og
kobolt er mistænkt for at være det. Alle er involvert i lungecancer, hud- og levercancer.
- Mineralfibre: asbest, bestående af silikater i forbindelse med jern og magnesium. De mindste af
fibrene medfører malignt mesothelium i pleura, mens de noget længere medfører fibrose.
Stråleinduceret cancer: diagnostisk stråling – røntgen, angiografi (dog under kontrol nu. Terapeutisk
stråling – mod acne, forstørret lymfeknuder og skjoldbruskkirtel. Ikke-medicinsk stråling –
uranminearbejdere (knoglesarkomer). Ultraviolet lys – solpåvirkning, malignt melanom er mere betinget af
sværhedsgraden og antallet af tidlige solforbrændinger.
66

Cancerepidemiologi.
Antallet af kræfttilfælde har i Norden steget de sidste år, og dette forklares hovedsagelig ved at vi bliver
ældre i dag, og at de fleste cancerformer opptræder i ældre aldersgrupper. Alle cancerinformastion er
samlet i Cancerregisteret og Dødsregisteret siden 1942. I Danmark rapporteres der årlig 32000 nye tilfælde
af maligne neoplastiske sygdomme (alle basocelluære karcinomer i huden rapporteres ikke, mens alle
intrakranielle tumor indrapporteres, enten om de er benigne eller maligne). For kvinder er brystkræft mest
almindelig, tæt fulgt af hudkræft, lungekræft, kolonkræft, ovariekræft, melanomkræft, cervix uteri-kræft,
CNS og rectumkræft. Hos mænd er hudkræft almindeligst, fulgt af lungekræft, prostatakræft,
urinblærekræft, kolonkræft, rectum og anuskræft, CNS, non Hodgkin lymfom, nyrekræft og melanom.
For alle cancertyper ses en topp omkring 70-80 årene.
• 35.579 nye tilfælde af cancer i 2004
• 15.735 dødsfald af cancer i 2006
• 256.203 lever med kræftdiagnose ved udgangen af 2004
Screening for cancer.
Screening er undersøgelse af personer med henblik på at udskille de raske fra de syge, eller de som har
risiko for at få sygdommen. Screening medfører både en økonomisk og psykologisk udgift, selvom at WHO
har lavet en række forudsætninger for at indføre en screeningsundersøgelse:
I. Sygdommen skal udgøre et vigtigt sundhedsproblem
II. Der skal være en accepteret behandling for patienter med erkendt sygdom
III. Diagnose- og behandlingsfaciliteter skal være tilgængelige
IV. Sygdommen skal kunne påvises i et latent eller i et tidligt symptomgivende stadium
V. Der skal være en egnet test eller undersøgelsesmetode
VI. Testen/undersøgelsesmetoden skal være acceptabel for befolkningen
VII. Sygdommens forløb i ubehandlede tilfælde – herunder udvikling fra latent til manifest fase – skal
være tilstrækkeligt belyst
VIII. Behandlingsindikationerne skal være klart defineret
IX. Omkostningerne ved tidlig sygdomsopsporing skal stå i rimeligt forhold til sundhedsvæsenets
samlede udgifter
X. Screeningsindsatsen skal være en fortløbende proces og ikke en éngangsforteelse
I Danmark er det almindeligt at screene for cancer cervix uteri og mammacancer. Der planlægges
undersøgelse for kolorektalcancer.
67

Onkologi (fra holdtime)
Performance status:
- Man er fuldt aktiv som før man blev syg
- Man kan ikke udføre tungt fysisk arbejde, men alt andet
- Man er oppegående mindre end halvdelen af dagen og kan klare sig selv, men er ikke i stand til at arbejde
- Man er i seng eller sidder i stol mere end halvdelen af dagen, og har brug for hjælp til at klare sig selv
- Man er bundet til seng eller stol og har brug for hjælp til alt
Denne type skalaer og kriterier bruges til at vurdere:
- om en patients sygdom udvikler sig
- hvordan sygdommen påvirker, hvad patienten kan klare i hverdagen
- hvilken behandling, der er bedst egnet
- om dosis skal justeres
- om patienten har brug for mere hjælp
- om patienten har brug for mere lindrende behandling
Stråleterapi
• Ekstern
• Intracavitær
• Implantation
• Radio-jod
• Stereotaktisk
• Partikelterapi
• Kurativ
– Brystkræft
– Hoved-halskræft
– Livmoderhalskræft
– Livmoderkræft
– Blærekræft
– Hudkræft (anden)
– Lymfekirtelsygdomme
• Palliativ (symptomsnedsættende)
Medicinsk kræftbehandling:
• Cytostatika (kemoterapi)
• Hormoner og antihormoner (endokrin)
• Cytokiner og immunmodulende behandling
• Targeteret behandling
INDDELING AF CYTOSTATIKA
Alkylerende
• Danner bindinger i DNA evt. sammenbinding af DNA.
Antimetabolitter
• Blokerer indbygning af puriner eller pyrimidiner i DNA / RNA.
Antimitotika
• Binding til mikrotubuli
Topoisomerasehæmmere
• Binding til topoisomeraseenzymer, der medfører DNA skade.
Andre
68

TIMING AF KEMOTERAPI
Adjuverende
• efter en anden behandling (kirurgi, strålebehandling)
Neo-adjuverende
• før en anden behandling (kirurgi, strålebehandling)
Konkomitant
• samtidig med en anden behandling (strålebehandling)
Symptoms of advanced cancer
• Pain 84%
• Easy fatique 69%
• Weakness 66%
• Anorexia 66%
• Lack of energy 61%
• Dry mouth 57%
• Constipation 52%
• Early satiety 51%
• Dyspnea 50%
• > 10% weight loss 50%
Bivirkninger ved kemo: Hårtab, kvalme, opkast, træthed, øget urinering, tør hud.
Palliativ strålebehandling
• Få behandlinger (enkelt - 1-2 ugers serier)
• Store enkeltdoser
• Lave - moderate totaldose
69

Overvågning
Registre:
Fordele: Store populationer (hele Danmark), billigt?
Ulemper: datavaliditet?, komplethed?, ikke alle oplysninger tilgængelige
Landspatientregistret – Indeholder administrative og medicinske oplysninger om alle indlæggelser siden
1978, både offentligt og privat. Siden 1995 indgår oplysninger om ambulant eller skadestuekontakt. For
hver skadestuekontakt angives om det fx skyldes sygdom, ulykke eller vold. LPR kan bruges som
kontaktmønster, og dermed til forebyggelsesinitiativer.
Sygesikringsregistret – Oplysninger om alle ydelser i lægepraksis, fysioterapeuter, kiropraktorer osv., som
er støttet af sygesikringen siden 1990. Registreret specifikation af den enkelte ydelse fx vaccination.
Oplysningerne belyser borgernes brug af sundhedsydelser og ikke forekomsten af sygdomme.
Diagnose relateret gruppering (DRG) – oplysning om de omkostninger der er i forbindelse med patienternes
behandling fra 2004. Indberetning af omkostningsdata fra regioner til LPR mv.
Lægemiddelstatistikregistret – oplysning om samlet salg af lægemidler. Indberettes af apoteker,
sygehusapotek, Statens serum institut og statens veterinære serumlaboratorium. Data er kun opgjort på
amts/regionsniveau. Dækker fra 1995.
Det psykiatriske centralregister – alle psykiatriske indlæggelser fra 1969. Fra 1995 er ydermere data om
ambulante kontakter og skadestuebesøg. Data er knyttet til behandlingssteder, ikke patientens bopæl.
Dødsårsagsregistret – Alle dødsfald siden 1973 blandt personer med fast bopæl. Læge udsteder dødsattest
og om det skyldes sygdom, ulykke eller vold (lægers kvalitetsansvar!!). Desuden er der oplysninger om den
umiddelbare dødsårsag fx infektion og den tilgrundliggende årsag.
Cancerregistret – nydiagnosticerede cancertilfælde siden 1943. Oplysninger om alle sygehusbehandlede
kræfttilfælde og dødsfald.
Hjerteregistret – baseret på oplysninger fra LPR og dødsårsagsregistret. Omfatter personer der har været
indlagt med eller er døde af en hjertekarsygdom siden 1978. Siden 1995 er personer som har haft kontakt
med ambulatoriet eller skadestue også medregnet.
70

Diabetesregistret – Oplysninger fra LPR og sygesikringsregistret. Registreres efter sygehuskontakt eller med
en ydelse som er diabetesrelateret. Ultimo 2005 havde 206.000 diabetes hvor 8% kun havde type I.
Register over stofmisbrugere i behandling – siden 1996, kun kommunale tilbud indgår og ikke private.
Suppleres med oplysninger fra LPR. Suppleres med oplysninger om narkorelateret dødsfald fra
dødsårsagsregistret.
Ulykkesregistret – Statens institut for folkesundhed (SIF) driver et ulykkesregister, som registrere alle
ulykkesrelaterede skadestuekontakter til fem forskellige sygehuse. Ulykkes analyse gruppen UAG i Odense.
Data om trafik-, fritids-, og hjemmeulykker.
Danmarks statistik registre – vedligeholder en lang række registre, der rummer oplysninger om demografi,
boligforhold, sociale forhold mv. i kommunerne.
Abortregister, Fødselsregister, Misdannelsesregister - Tidligere selvstændige registre opdateret via
lovpligtige blanketanmeldelser fra læger til Sundhedsstyrelsen. Dannes nu ud fra data i LPR + indberetning
om hjemmefødsler.
Befolkningsundersøgelser:
Fordele: Individorienterede, sociale og psykologiske følger lettere at måle?
Ulemper: recallbias, selectionsbias (NB svarprocent), validitet /måles det intenderede? og reliabilitet /
reproducerbarhed? (validering/pilotstudie)?
Sundheds- og sygelighedsundersøgelser (SUSY) - SIF har gennemført disse undersøgelser i 1987, 1994, 2000
& 2005, som er repræsentativ for befolkningens sundhed og sygdom. Omfatter samme kerneelementer om
sociale og demografiske faktorer, sundhedsadfærd, ydre heldbredsrisici, helbred, sygelighed,
sygdomsadfærd og sygdomskonsekvenser.
Monitorering af unges livsstil og dagligdag (MULD) – Tværsnitsundersøgelse af 16-20åriges sundhedsvaner,
livsstil og dagligdag med særlig fokus på rygning, brug af alkohol og stoffer, fysisk aktivitet, trivsel mm.
Gennemført hvert år i 200-2004 og fremover hvert andet år.
Nationale skolebørnsundersøgelser – Landsdækkende skolebørnsundersøgelse om sundhedsvaner og
sundhedsadfærd, samt sociale, miljømæssige og kulturelle faktorer. Der foretages forskellige undersøgelser
i forskellige aldersgrupper. En undersøgelse er blandt 11-15årige, 5.-10.klasse. En anden er fra 7.-9.klasse,
Unges hverdag, som fokuserer på børnenes alkoholvaner. WHO foretager også undersøgelser, i Danmark
står institut for folkesundhedsvidenskab ved KU for den.
Andre befolkningsundersøgelser – Inter99, Helbred2006, Copenhagen city heart study, Danskernes
kostvaner, den nationale arbejdsmiljøkohorte, KRAM.
SF-36. spørgeskema om sundhedsrelateret livskvalitet med 36 spørgsmål, som dækker 8
helbredsfænomener (35 spørgsmål og 1 vedrørende helbredsændringer): fysisk funktion, begrænsninger –
fysisk betinget, fysisk smerte, alment helbred, energi, social funktion, begrænsninger – psykisk betinget,
psykisk velbefindende. (Andre er Nottingham health profile og EQ-5D).
Andet:
Registre og datakvalitet - Validiteten af registerdata er afhængige af dataregistreringen – dvs. langt
overvejende af den ansvarlige læge. Fuldstændighed! Pålidelighed! Korrekt anvendelse af klassifikation af
sygdom/læsioner: ICD10. Kendskab til regler for registrering; Fællesindhold for registreringer af kontakter
til sygehuse.
71

Krav til registerdata: En balanceakt
Balance mellem informationsbehov og begrænsning af data-specificitet:
• Hellere registrere korrekt på overordnet niveau end usikkert på detaljeret niveau
Hvem har ansvaret for korrekt registrering:
• Administrerende overlæge, den enkelte læge, sekretærer
Forskningsbehov: Detaljerede, specifikke og korrekte data;
Forskning ofte en forudsætning for forbedring af registerdata – men kræver samarbejde med
registermyndigheder
Formål med overvågning
• Beskrive befolkningens helbredsforhold
• Også for særlige risikogrupper
• Danne grundlag for forebyggelse/intervention
• Evaluering af interventioner
• Planlægning af sundhedsvæsenet baseret på fremskrivning (demografi, sygdomsbyrde,
risikofaktorer)
Selvrapporterede data kan føre til informationsbias
Surveys kan være påvirket af selektionsbias, hvis det er særlige personer der ikke deltager
Begge bias kan over- og underestimere prævalensen
Eksempel: 10% af selvrapporterede slidgigt tilfælde kan genfindes i LPR (indlagt og opereret for slidgigt)
10% af LPR-identificerede slidgigttilfælde er ikke rapporteret i surveys
Sociale og psykologiske konsekvenser af sygdom:
• Sociale: Arbejdsmarkedsdeltagelse, uddannelsestilpasning, overførselsindkomster, skilsmisse
72

• Psykologiske: psykiatrisk comorbiditet (depression, angst), selvmord / selvmordsforsøg
• Sexualitet: nedsat libido
Forebyggelse, sundhedsøkonomi & risikobegrebet
diagnosis (gr. dia imellem + gnosis viden, erkendelse), diagnose: 1. bestemmelse af en sygdoms art, se
eksempler nedenfor; 2. betegnelse for en sygdom, fx ·scarlatina (skarlagensfeber).
Natarbejde i mere end 20 år…
• Baseline risiko: 11%
• Risiko ved natarbejde: 15%
• Absolut risikoforøgelse
15% - 11% = 4%
• Relativ risikoforøgelse
4/11= 0,36 ~ 40%
73

Observation
Deductive reasoning
Hypothesis
Confirming Observations
Diagnosis
• Sensitivitet: sandsynlighed for test-pos. blandt de syge (=andel test+ blandt de syge)
• Specificitet: sandsynlighed for test-neg. blandt de raske (=andel test-neg. blandt de raske)
• Prevalence: sandsynlighed for sygdommen i populationen (=andel syge i populationen)
• Positiv prediktiv verdi: sandsynlighed for sygdom blandt test-pos.
• Negativ prediktiv verdi: sandsynlighed for ikke-sygdom blandt de test-neg
Høy prevalens (10%)
Test
result Syg Rask Total
2.700
Positiv 900
(SP)
Negativ 100
(FN)
1.800
(FP)
7.200
(SN)
7.300
1.000 9.000 10.000
Sensitivitet = 90%, Spesifisitet = 80%
PPV: 900/2700=33%, NPV: 7200/7300=98,6%
Lav prevalens (1%)
Test
result Syg Rask Total
2.070
Positiv 90
(SP)
Negativ 10
(FN)
1.980
(FP)
7.920
(SN)
7.930
100 9.900 10.000
Sensitivitet = 90%, Spesifisitet = 80%
PPV: 90/2070=4,3%, NPV: 7920/7930=99.9%
74

Hvad husker I fra forelæsningen?
Survival
1,0
0,9
0,8
0,7
0,6
0,5
0,4
0,3
0,2
0,1
0,0
D k
~50%
D b
~40%
Placebo
Trandolapril
ændring i median overlevelse ~14 mdr.
0 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12
Year
• Behandlingseffekt kan udtrykkes på forskellige måder:
– Vertikalt
• Udgangspunkt: Andelen af døde, med (Db) eller uden (Dk) behandling, på et givet
tidspunkt
• Absolut RisikoReduktion, ARR: Dk – Db
Eksempel: 50% - 40% = 10%
• Relativ RisikoReduktion, RRR: (Dk – Db) / Dk
Eksempel: 50% - 40% / 50% = 20%
• Number Needed to Treat, NNT: 1 / ARR (Antal som skal behandles for at få et
ønsket udfald).
Eksempel: 1 / 0,1 = 10
– Horisontalt
Eksempel:
• Udgangspunkt: Tidspunkt, hvor halvdelen af patienter i gruppen er døde
• Ændring i median overlevelse
75

Halvdelen af kontrolgruppe er døde efter ca. 4 år + 10 mdr. Halvdelen af behandlingsgruppe
er døde efter ca. 6 år.
– Før 2004
Ændring i median overlevelse = 14 måneder
– Kombineret effektmål
• Ændring i middellevetid
• For den enkelte patient = gennemsnitlige forøgelse i middellevetid ~
”levetidsforlængelse”
• Kombinerer både vertikale og horisontale effekter
• Arealet mellem 2 overlevelseskurver (beregnes matematisk)
– Alle kvinder over 35 år tilbydes fostervandsprøve
– Downs syndrom (DS) forekommer med en hyppighed på ca.108 fostre ud af 60.000 mulige
– Odds for, at en kvinde får et barn med DS er 1:600 eller knapt 0,2%, men risikoen stiger med
kvindens alder
76