Troværdighed. Tal godt for dig! - Anne Katrine Lund

TROVÆRDIGHED
TAL GODT FOR DIG!

TROVÆRDIGHED
Pernille Steensbech Lemée & Anne Katrine Lund

Troværdighed. Tal godt for dig!
© Frydenlund grafisk, Pernille Steensbech Lemée og Anne Katrine Lund. 1999, 1. udgave
Layout: Jan Gralle. Tryk: formprint, Randers
Forlagsredaktion: Flemming Olsen
Frydenlund grafisk, Hyskenstræde 10, 1207 København K.
Tlf. 3393 2212 Fax 3393 2412
frydenlund@forlagene.dk • www.forlagene.dk/frydenlund
ISBN 87-7887-340-1
Fotografer:
Heine Pedersen s. 15
Jørgen Sperling/POLFOTO s. 25 & s. 91
Finn Frandsen/POLFOTO s. 35
Les Kaner s. 49
Søren Svendsen s. 95
Mads Madsen/POLFOTO s. 97

Indhold
INDLEDNING ................................................................................ 9
FORSTÅ SITUATIONENS KRAV ............................................. 13
Kend dine modtagere ............................................................... 14
Indlevelse i konteksten nødvendig ........................................ 18
Fysiske rammer ................................................................................. 18
Psykiske rammer................................................................................ 20
En troværdig afsender er til stede ......................................... 23
Kompetence en forudsætning ............................................................. 23
Engagement smitter............................................................................ 24
Ærlighed er enklest – og så varer det længst ...................................... 27
Det nærværende menneske................................................................ 27
Troværdighedsdyderne ...................................................................... 30
Troværdighed er ikke statisk ............................................................. 31
Formålet er ikke kun dit .......................................................... 34
Stil skarpt og liv op .................................................................... 38
Det skal være til at forstå.................................................................... 38
Zoom ind, og fokusér skarpt ............................................................. 38
Gør det abstrakte konkret .................................................................. 39
Giv informationerne liv og sjæl........................................................... 40
Argumentér overbevisende ................................................................. 42
Mediet begrænser og styrer din kommunikation ............. 45
Kommunikation ansigt til ansigt.......................................................... 45
Medierne som filter for din kommunikation ...................................... 46
INDHOLD

Kend kravene til din kommunikationsform ....................... 52
Forløb – et spørgsmål om psykologisk fornemmelse ..... 55
Dispositions–spørgsmål .................................................................... 57
Sproget skal fænge og forstås ................................................. 58
Klar kommunikation .......................................................................... 58
Brug sproget korrekt.......................................................................... 59
Giv sproget liv..................................................................................... 60
FRA IDÉ TIL APPLAUS ................................................................ 63
At finde det rette indhold – inventio ..................................... 64
Undersøg din talesituation.................................................................. 64
At få ideer........................................................................................... 65
Brainstorming .................................................................................... 65
Mindmaps .......................................................................................... 65
Hurtigskrivning .................................................................................. 66
Stil hv-spørgsmål til emnet ................................................................. 66
Tal om det .......................................................................................... 67
Notesbogen ........................................................................................ 67
Find dit fokus ..................................................................................... 67
Tænk over din argumentation ............................................................ 68
Få styr på strukturen – dispositio ......................................... 71
Disponeringsmetoder......................................................................... 71
Find den rette sproglige form – elocutio ............................ 73
Sproget skal passe til situationen........................................................ 73
Skriv til øret ....................................................................................... 75
Brug høreprøven................................................................................ 76
Sådan sikres klarhed i sproget ........................................................... 76
Levende sprog der er værd at lytte til.................................................. 78

Forbered fremførelsen – memoria ....................................... 81
Fuldt manuskript................................................................................ 82
Gode råd til fuldt manuskript ............................................................. 83
Skema-manuskript ............................................................................. 84
Stikordsmanuskript............................................................................ 85
Hør mig skrive! .................................................................................. 86
At stille sig op og formidle – actio ........................................ 88
Stemmen ............................................................................................ 88
Artikulation ........................................................................................ 89
Afveksling........................................................................................... 89
Kropssprog......................................................................................... 92
Ansigtsmimik...................................................................................... 94
Øjenkontakt ....................................................................................... 96
Pas på ryggen ..................................................................................... 98
Forberedelse af talesituationen........................................................... 98
Få kontrol over din nervøsitet............................................................. 99
Indøvelse af din tale ......................................................................... 101
Finpudsning af manuskriptet ............................................................ 102
Selve talesituationen ........................................................................ 103
Kort sagt ....................................................................................... 106
Stikordsregister ......................................................................... 110
INDHOLD

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

Indledning
»Troværdighed – tal godt for dig!« er ikke tænkt som en opskrift på, hvordan
du i al fremtid bliver så overbevisende, at det er slut med at tage opvasken.
Bogen er heller ikke en anvisning på, hvordan du med ét bliver fantastisk
troværdig. Man kan ikke på godt 100 sider ændre en person – og det er
langt fra formålet. Troværdighed handler i virkeligheden mest om at være
sig selv og gøre det bedste med det, man har. Det er netop denne bogs fokus:
Hvordan udnytter du dine ressourcer optimalt, så du får dine budskaber
formidlet klart og troværdigt?
Mange tror, at god mundtlig formidling enten kommer af sig selv, når blot
man har noget på hjerte – eller måske kun er noget, der mestres af store
talenter. Men ingen af delene er rigtige, vi kan alle sammen blive bedre.
Forudsætningen er et solidt forarbejde og et kendskab til både kvaliteterne
ved god mundtlig formidling og teknikkerne til at opnå dem.
Det er det, denne bog tager op – første del indkredser kvaliteter og idealer
for troværdig mundtlig formidling, mens anden del gennemløber hele
arbejdsgangen fra idé til applaus. Til slut findes en kort opskriftsversion
af idealer og teknikker, som du kan følge næste gang, du skal forberede
troværdig, mundtlig formidling.
Tankerne stammer fra retorikken, det klassiske dannelsesfag, der i dag
også er et moderne kommunikationsfag på Københavns Universitet, hvor
vi begge er ansat som forskere.
Men vi har ikke nøjedes med at lade teori og praktiske anvisninger tale,
vi har også givet ordet til en lang række danskerne, der forbindes med
god mundtlig formidling. Hvad forbinder fødevare- og landbrugsminister
Henrik Dam Kristensen med god mundtlig formidling? Hvordan planlægger
IBM’s direktør Henrik Nyegaard en tale? Hvordan forbereder Folketingets
Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen sig på et tv-interview – og
hvordan ser det ud fra studieværterne Cecilie Frøkjær og Eva Jørgensens
side af skærmen? Hvad er studieværtstræner Jørgen Torps mening om god
formidling, og hvad mener generalsekretæren for Verdensnaturfonden Kim
Carstensen? Hvad er reklamemanden Jørn Duus’ holdning til troværdighed,
INDLEDNING

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
hvad overvejer erhvervsmanden Asger Aamund, og hvordan forbereder
reporter på TV 2 Nyhederne Annette Juhler Kjær sig på at fremtræde troværdigt?
Vi har stillet dem alle spørgsmålene, og svarene kan du finde rundt
om på bogens sider.
Når man tænker på troværdighed, tænker man ofte også på evnen til at
overbevise andre mennesker – kort sagt at få dem til at tro på det, man
siger. Troværdighed er langt fra et moderne begreb skabt af mediesamfundet.
Tværtimod har troværdighed og overbevisning været centrale begreber for
retorikken, lige siden den blev grundlagt af blandt andre Aristoteles (384-
322 f. Kr.) for mere end 2000 år siden.
Retorikken går ud fra, at der er tre grundlæggende måder at overbevise
andre mennesker og få dem til at tro på, hvad man siger. Disse tre måder
kaldes de tre appelformer, fordi de hver især appellerer til bestemte behov i
modtagerens bevidsthed. I hverdagens kommunikation bruger vi ofte de tre
former sammen i en blanding afvejet efter, hvad situationen kræver af os.
Den ene appelform kaldes logosappel. Den appellerer til modtagerens
behov for at få saglige informationer, fx informationer om statistiske forhold,
videnskabelige undersøgelser, forskningsresultater – kort sagt facts,
der understøtter afsenderens påstand og får modtager til at tro på ham.
Logosappellen kaldes også den intellektuelle appelform, fordi den tager
udgangspunkt i, at vi som mennesker har brug for rationelle argumenter
– vi vil gerne have fornuftige beviser for afsenderens påstand, og vi vil gerne
overbevises gennem vores hjerner.
Imidlertid handler overbevisning og troværdighed ikke kun om den
intellektuelle appel. I hverdagen ser man ofte, at overbevisning og troværdighed
også beror på en følelsesmæssig appel, pathosappel. Denne
appelform henvender sig til modtager, fx i form af at vække engagement og
begejstring for en idé, utilfredshed med en tilstand osv. Pathosappellen er
ofte nødvendig, fordi det ikke er nok kun at give sin modtager intellektuelle
facts at forholde sig til. Hvis man vil engagere modtageren, må man vække
hans følelser for sagen. Tænk bare på, hvordan det føles at brænde for en
sag. Når man virkelig er optaget af en god idé, er det som regel, fordi man

åde er overbevist af gode, rationelle argumenter, og fordi man er blevet
engageret personligt.
Ethosappel er den tredje appelform. Ethos er den overbevisende kraft, der
knytter sig til afsenderens personlighed. De færreste er til daglig bevidst om
ethosappellens betydning, men når vi møder et menneske – eller ser ham
eller hende i medierne – er vi sjældent i tvivl: Nogle udstråler personlige
egenskaber, der gør dem troværdige i vores øjne, andre gør ikke. Det er
langt fra let at sætte ord på, hvad det er, der gør nogle mennesker troværdige,
men vi forsøger i afsnittet om afsender i bogens første del.
Foruden din ethos som afsender er der mange andre faktorer, som du
bør have forholdt dig til, når du skal kommunikere. Derfor introduceres det
retoriske kompas, som er omdrejningspunktet for hele første del af denne
bog, der søger at indkredse den gode, troværdige mundtlige formidling.
God formidlingslyst!
Pernille Steensbech Lemée & Anne Katrine Lund
INDLEDNING

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

Forstå situationens krav
Hvordan sikrer man, at man rammer situationen – lever op til kravene?
Retorikken er netop læren om den hensigtsmæssige formidling, der passer til
situationen, og vi har på baggrund af de klassiske modeller udviklet et moderne
værktøj, der kan hjælpe til at organisere de mange krav, man skal leve op til.
Det hedder det retoriske kompas, og ser i al sin enkelhed således ud:
Forløb
Fremstillingsform
Genre
Kontekst
Medium
Afsender
Emne
Formål

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
Kend dine modtagere
»Teoretisk set er der jo ingen tvivl om, at det mest centrale vil være at minimere
udledningen af følgende grundstoffer...« Selvom tilhørerne er optagede
af miljøsagen og helt frivilligt er dukket op for at høre dette foredrag om,
hvordan vi kan gøre vores omgivelser renere og bedre, så går der ikke
lang tid, før de drømmer sig langt væk eller blot taber koncentrationen
om indholdet – »hvor skal næste ferie gå hen?« I stedet begynder de at
lægge mærke til, at miljøeksperten egentlig er klædt på, som om det var et
hippiegræsrodsmøde ... Den slags situationer oplever man igen og igen i
fritiden, til familiefester, til et utal af møder på arbejdspladsen, i fjernsynet
osv. Alt for ofte er kommunikationen ikke målrettet, så det er relevant og
vedkommende for modtagerne.
At kende sine modtagere er et fundamentalt udgangspunkt for målrettet og
troværdig kommunikation. Alligevel er der mange, der forsømmer at sætte
sig ordentligt ind i, hvem målgruppen er. De glemmer, at de taler til nogle,
der ikke tænker præcis på samme måde, ikke bruger samme fagord osv.
Når man forbereder noget, man skal sige, står man jo ikke over for
tilhørerne, men skal forestille sig, hvad de vil interessere sig for, hvad der
motiverer dem, hvad de ved, og hvad de ikke ved. Det er i meget høj grad et
spørgsmål om at udvælge det rette indhold, strukturere det overbevisende
og finde en passende form, hvilket du kan læse mere om i anden del af
denne bog.
»God formidling kræver, at man analyserer sin målgruppe. God
formidling er et spørgsmål om indlevelse og fantasi. Man kan
udvikle sin evne til at ramme plet, det handler om hele tiden at
være opmærksom på, hvordan folk reagerer på én. Som professionel
formidler må man lære at læse modtagernes signaler. Mange
formidlere siger: »Modtagerne må tage mig, som jeg er.« Men man
skal have antennerne ude og målrette sine signaler for at få budskabet
igennem.«
Det kræver omtanke og indsigt i målgruppen at målrette kommunikationen
til dem og motivere dem til at lytte koncentreret. Stop derfor altid op, og
definér din målgruppe så klart som muligt. Det er forskelligt, hvad der er

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
relevant at vide om sine modtagere. Men de helt grundlæggende ting skal
altid afklares:
1. Hvem er modtagerne?
Er det fx fagkolleger, en gymnasieklasse eller måske TV-avisens seere? Det
kan virke banalt at sætte ord på dette, men alt for megen kommunikation
rammer ved siden af, fordi taleren ikke har gjort sig helt klart, hvem han
egentlig taler til. Derfor bør man altid indkredse, præcis hvem det drejer
sig om, og hvad det betyder for valg af indhold, sprogstil etc.
2. Er modtagerne på forhånd interesserede i emnet?
Hver eneste gang man begynder at sige noget, skal det igennem modtagernes
interessefilter for at blive opfattet. Hvis modtagerne tror, at det ikke
interesserer dem, lukker de ofte ørerne, uanset hvor relevant det i virkeligheden
måtte være. Derfor er det en væsentlig overvejelse på forhånd, hvad
modtagerne måtte have af positive eller negative forventninger til emnet.
Og er man blot lidt i tvivl om, hvorvidt deres interesse er til stede, gælder
det om at motivere dem straks fra begyndelsen. Modtagerne havde fx nok
koncentreret sig mere om at lytte, hvis miljøforedraget i stedet var begyndt:
»Flere og flere får astma og andre luftvejssygdomme, mænds sædkvalitet er
dalende, og flere og flere af os får allergi. Fakta, vi ikke kan komme udenom,
er en del af hverdagen i Danmark nu. Men vi ved også en hel del om, hvad
årsagerne er, og der er faktisk meget, vi kan gøre hver især...«
3. Hvad ved modtagerne om emnet? Og hvad ved de ikke?
Modtagernes forudsætningsniveau skal ligeledes altid indkredses – det er
akkurat lige så slemt at tale ned til folk som henover hovedet på dem. De
fleste af os stejler, hvis der tales for pædagogisk og belærende til os, især
hvis det er noget, vi udmærket godt ved.
4. Hvad skal modtagerne i hvert fald vide bagefter?
»Hvad var det egentlig, det handlede om?« Ofte er man så overlæsset med
informationer efter et oplæg, at det hele flyder sammen og hverken huskes
eller motiverer til at handle på en bestemt måde. Det er tit, fordi taleren har
forsømt at fokusere sit budskab og vælge det mest centrale ud for modtagerne.
Måske har taleren selv overblikket, men det får modtagerne ikke ved
at lytte til en lang oversigt. Det får de kun ved, at taleren har koncentreret
sig om at formidle det mest centrale budskab på en klar måde og holdt
sig fra 117 detaljer, der forvirrer mere, end de oplyser. For at undgå selv

at falde i den grøft, er det en god idé at formulere helt præcist, hvad man
ønsker, at modtagerne skal få ud af indlægget. Læs mere om at formulere
sit fokus på side 38 og 67.
»Jeg holder ca. 50 foredrag rundt om i landet hvert år. Når jeg siger
ja, sørger jeg altid for at spørge udførligt til deres forventninger og
ønsker. Vil de fx høre bredt om forholdet mellem borger og forvaltning
eller ganske konkret om ombudsmandsinstitutionen? Jeg
spørger også om, hvem de regner med kommer, så jeg kan danne
mig et billede af modtagerne.«
5. Er modtagerne positivt eller negativt indstillet på forhånd
til dig som afsender, eller den organisation du evt.
repræsenterer?
Det er også en central overvejelse at gøre sig forventningerne og evt. modstand
klart, før man begynder at tilrettelægge en mundtlig fremtræden.
Det er et spørgsmål om at forholde sig meget konkret til målgruppen og
drøfte modtagernes holdninger med en eller flere fra målgruppen, mens
man forbereder sig. Fem minutter i telefonen med en repræsentant for
målgruppen er ofte godt givet ud. Spørg både til deres forventninger og
interesse for emnet, til deres holdninger over for dig og din organisation
og ikke mindst til deres behov for information. Så får du også et konkret
billede på nethinden af en modtager, hvilket gør det langt lettere at målrette
alt fra indhold til sprogstil.
Du kan læse mere om, hvordan man bør overveje sin egen rolle som afsender
i kommunikationen på side 23.
»Man skylder folk, der har forladt hjemmet, som var der ild i
hytten for at komme ud og høre dig tale om et eller andet, at du
har forberedt dig godt, kender dit emne og har lyst til at være der
den aften. Når man har sagt ja til at komme, så skylder man også
sine modtagere at vise dem den respekt at holde et oplæg, der er
relevant for dem. Der skal komme nogle klare pointer frem, som
handler om det, de interesserer sig for.«
KEND DINE MODTAGERE

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
Indlevelse i konteksten nødvendig
Når vi forbereder os på noget, vi skal sige, er hele kunsten at forestille sig den
situation, det skal virke i. Faren er altid, at man får skrevet et manuskript,
der mere er udtryk for den situation, man selv sidder i, når man skriver,
end den modtagerne er i, når de lytter til én. Det er helt elementært et
spørgsmål om at forsøge at forestille sig, præcis hvordan modtagerne har
det, når de skal lytte til dig.
Hvordan er de fysiske rammer? Det lyder måske banalt, men det er slet
ikke uvæsentligt at have overvejet de fysiske rammer for tilhørerne. Tænk
på, hvor meget det betyder for dig selv, når du lytter til nogen. Ser du et
tv-interview, kan telefonen ringe eller hunden gø, så din koncentration glipper,
og lytter du til bilradio, kan trafikken styre dit nærvær. Sidder du til et
formiddagsmøde efter den nødvendige portion kaffe, kan koncentrationen
ofte være i top, mens et sent eftermiddagsmøde stiller store krav til formidlerne,
hvis man skal have fat på det hele som tilhører.
Fysiske rammer
Sted
Sidder modtageren i sin egen stue, i en foredragssal eller ved et mødebord
på arbejdspladsen? Stedet har stor betydning for koncentrationsevnen og
motivationen.
Tidspunkt
Hvordan er timingen af dit oplæg? Tænk over, hvordan dine modtagere
har det på det tidspunkt, hvor du skal tale. Er du den sidste i rækken af
oplægsholdere, så det kræver en ekstra indsats at fastholde folks interesse
efter en lang dag?
Er du den første taler, så du skal sørge for at få slået de grundlæggende
pointer fast? Eller er du på lige efter frokost, hvor så meget blod er løbet
fra hovedet til maven, at tilhørerne skal aktiveres for ikke at blive døsige,
fx med direkte spørgsmål til salen?
Ro
Risikerer du at blive afbrudt undervejs? Kan du regne med ro, eller ønsker
du afbrydelser undervejs for at skabe dialog? Overvej dine ønsker og mulighederne
i situationen.

INDLEVELSE I KONTEKSTEN NØDVENDIG
»Når jeg skal formidle noget mundtligt, overvejer jeg, hvordan
situationen vil være – kommer der ti mennesker eller 200 og hører
på mig? Det gør en kæmpe forskel. Er der kun ti mennesker i salen,
skal mit oplæg lægge mere op til samtale, fordi stemningen er mere
intim. Det kan ikke lade sig gøre, når der er 200. Så må man som
formidler prøve at knytte kontakten på en anden måde, fx ved at
huske at have øjenkontakt med tilhørerne og være lydhør over for
spørgsmål fra salen. I tilrettelæggelsen af, hvordan man vil præsentere
tingene for modtagerne, skal man sørge for at være åben over
for spørgsmål. Jeg kan godt lide at blive afbrudt, det viser deres
interesse og giver mig et realitetstjek – jeg får viden om, hvordan
folk tænker ved at høre spørgsmål.«
Tempo
Er du tvunget til et bestemt tempo pga. mediet? Et interview til tv kræver
eksempelvis en hel anden slags knaphed i udtrykket end et mødeoplæg.
Overvej, hvad konteksten dikterer, og hvis du selv kan styre det, hvad du
egentlig ønsker.
»Når du ikke lige netop taler til en flok intellektuelle, skal du lade
være med at tale, som om du gjorde det. Når man er på tv, skal man
være parat til at tilrettelægge formidlingen til den brede målgruppe.
Nogle kalder nedladende den holdning for at tale til »Børge i hovedgaden«.
Jeg kalder det klar formidling. Man skal regne med, at
folk ikke sidder med spidsede ører hele tiden, derfor kan man ikke
komme igennem med et meget kompliceret sprog. Når man taler i
tv, har man måske endda kun 30-40% af opmærksomheden, resten
er fordelt på alt det andet i dagligstuen. Det gælder om at have
nogle korte, velunderbyggede præmisser og en enkel konklusion.
Forfatteren Stefan Zweig har sagt, at han aldrig er lykkeligere, end
når han kan skære 300 ord ud af et afsnit på 600 ord – så er det
kun essensen tilbage.«
Begrænsninger og muligheder ved rammerne i øvrigt
Overvej, om den specielle kontekst, du skal tale i, stiller særlige krav til din
formidling. Skal dine tilhørere fx stå op, skal du overveje nøje, hvor længe
du vil byde dem det osv.

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
»Jeg tænker over, hvordan jeg kan illustrere budskabet – hvad er
det for nogle billeder eller punkter, jeg ledsager det talte budskab
med. Hvor levende ønsker jeg at tale og hvor langt? Da jeg var ung,
sagde man, at ingen kan koncentrere sig i mere end 45 minutter.
Ikke desto mindre ser man jo det ene møde efter det andet, hvor
nogle taler i 2 timer (selvom alle ved, at ingen kan koncentrere sig
så længe). Man kan i længere oplæg i hvert fald altid sørge for,
at det er mere dialog end enetaler. Det bliver mere interessant for
både mig og medarbejderne, hvis vi har en slags dialog, så det gør
jeg altid noget for at etablere.«
Psykiske rammer
De psykiske rammer for formidlingen er heller ikke uvæsentlige. De har
stor betydning for opfattelsen af dit budskab. Er målgruppen stor, kan den
slags overvejelser ikke blive særlig specifikke. Det kan være svært at vide,
hvordan den enkelte har det, og hvilke barrierer det kan give for forståelsen,
men man bør altid forholde sig til det, så grundigt situationen nu tillader
det og i det mindste helt overordnet. De følgende parametre kan hjælpe til
at indkredse nogle af de centrale elementer:
Motivation
Er modtageren motiveret på forhånd? Overvej nøje, om du skal gøre noget
ekstraordinært for at fange folk ind, eller om du kan regne med stor motivation
på forhånd, så du blot skal varme lidt op.
Indstilling
Er det frivilligt, at tilhørerne er til stede, eller er det noget, de er tvunget til?
Overvej, om det har nogle konsekvenser for indstillingen til det, du siger
– og hvad du kan gøre for at kompensere for evt. skepsis.
Stemning
Ved du evt. noget om modtagernes følelser i situationen, og kræver det
særlige hensyn?

INDLEVELSE I KONTEKSTEN NØDVENDIG

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
»Det gælder om at have tænkt grundigt over, hvordan de folk, man
skal tale til, har det. Gå-hjem-møder, hvor man skal fungere som
ekstern input-giver, er en helt anden sag end fx oplæg for egne kolleger.
Det kan let blive fremmedgørende, så folk står af, hvis man
ikke nøje har overvejet den slags.«
Forventning
Ved du noget om modtagernes forventninger til kommunikationen? For-ventningerne
har stor betydning for, hvad der rent faktisk opfattes i situationen,
så tænk over, om dine modtagere sidder og forventer noget bestemt.
Alle disse faktorer kan med fordel overvejes, mens du forbereder og øver
dig på din mundtlige formidling; du skal simpelthen visualisere situationen,
så du kan se det hele for dig og forberede dig optimalt. Men det er også parametre,
du skal være opmærksom på, mens du formidler, så du hele tiden
kan justere ind. Ser tilhørerne ud til at kede sig gevaldigt, kan det være på
tide med et muntert eksempel, læner de sig fremad med rynket pande, kan
det være, at du skal sætte tempoet ned og argumentere lidt dybere for din
påstand osv. Det kan ligeledes ofte være relevant at se på konteksten mere
generelt, fx den historiske og kulturelle kontekst. En del af grunden til, at
den amerikanske præsident Clintons tale på Nytorv i København i 1997 blev
opfattet så positivt, var sikkert, at han – eller måske rettere hans taleskrivere
– havde sat sig grundigt ind i, hvad vi er for nogle her i Danmark, og hvilke
fælles historiske erfaringer han kunne referere til.

En troværdig afsender er til stede
EN TROVÆRDIG AFSENDER ER TIL STEDE
Troværdighed er omdrejningspunktet for mundtlig formidling. Vi holder
hurtigt op med at lytte, hvis vi mister tilliden til den, der taler. Troværdighed
dækker over mange elementer, navnlig helt konkret over hvordan afsender
fremstår, hvilket dette kapitel handler om. Alt for ofte glemmer man at
overveje, hvordan man gerne vil fremstå, eller rettere hvilket indtryk man
gerne vil efterlade. Man tænker måske nok over de udvendige ting, tager
slips på eller sætter håret op for at sende de rette signaler, men det er jo
langt fra kun den ydre fremtoning, der spiller ind. Hvad er det, der gør en
person troværdig i andres øjne?
Kompetence en forudsætning
Troværdig fremtræden forudsætter solid kompetence på det område, man
taler om. Vi kender alle eksempler på mennesker, der har snydt sig til
meget. Men grundlæggende er det en forudsætning, at man ved, hvad man
taler om – og det fornemmes hurtigt, hvis man bevæger sig ud på tynd is.
Tilhørerne har antennerne ude, og opdager de blot en mindre fejl, kan
det skade opfattelsen af alt det øvrige, der siges, for gad vide, om dét så er
rigtigt? Det er med andre ord også vigtigt at fremtræde sikkert, usikkerhed
forplanter sig til hele salen. Sikkerhed og kompetence hænger også sammen
med konsekvens: mener man det samme hele vejen igennem oplægget
– eller kommer man til at modsige sig selv? De fleste modtagere er meget
opmærksomme på den slags skred, der typisk kan ske i en spørge-runde
efter et oplæg.
»Det lader sig faktisk gøre at formidle selv komplicerede sammenhænge
i løbet af en halv times tid. Det er et spørgsmål om at skære
ind til benet. Det kræver blot klarhed i tanken, stringens og ingen
sniksnak. Og før man lader sig overmande af lysten til at brede
sig over mere end 45 minutter, er det en god idé at tjekke sine
modtagere – mange af dem har måske allerede forlængst sluppet
koncentrationen.«
En kompetent taler evner at udtrykke sig klart og velfokuseret. »Man
begriber ikke tingene ret, førend man kan sige, hvad man tænker, således
at andre kunne forstå det.«( J.S. Sneedorff) Alt kan udtrykkes klart, hvis

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
blot man evner at skære det overflødige sniksnak væk og kan koncentrere
budskabet og eksemplificere og underbygge det, så det bliver tydeligt, forståeligt
og dermed troværdigt.
»Under tamilsagen var jeg under heftig mediebevågenhed og blev
jævnligt beskudt med alle mulige fejlvurderinger. En gang imellem
gik jeg ud og prøvede at berigtige noget. Der fandt jeg ud af, hvor
ekstraordinær vigtig klarhed, enkelhed og korthed er, plus princippet
om kun et budskab, for ellers forplumrer det. Jeg fandt nu
efterhånden ud af, at næsten ligegyldigt hvordan jeg fik formuleret
det, pillede en journalist eller en læserbrevsskribent en halv sætning
ud og fortsatte med den. Men der er nu for mig ingen tvivl om,
at klarhed og koncentration er fantastisk vigtig i al troværdig-hedsformidling.«
Engagement smitter
Gode mundtlige formidlere er ikke blot sikre og kompetente, men også
engagerede i det, de taler om.
»Hos troværdige formidlere fornemmer man en ægthed og en
brændende lyst til at få fortalt det, man nu engang snakker om. Dvs.
formidleren bruger sin energi på at formidle og ikke på at tænke på
sit image eller tage sig ud på en bestemt måde.«
Et ægte engagement betyder meget for, hvor overbevisende et oplæg bliver.
Men engagementet forplanter sig kun til tilhørerne, hvis taleren virker
ægte. Det skal ikke virke som skuespil eller et forkrampet forsøg på at
virke dynamisk. Vi stoler mere på mennesker, der virker naturligt til stede

EN TROVÆRDIG AFSENDER ER TIL STEDE

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
i kommunikationen.
»Jeg er ude og tale ved forskellige arrangementer 80-85 gange om
året. Og jeg elsker det stadig væk! Jeg mener egentlig kun, at der er
to ting, der er nødvendige for at kunne formidle godt. Punkt 1: Du
skal selv tro på det og være engageret i dit emne. Punkt 2: Du skal
have respekt for dem, du formidler til. Når de to punkter er opfyldt,
så kan det næsten ikke gå galt. Så kunne jeg selvfølgelig også sige,
at man skal huske at rette på slipset og alt det der ... men det er
jo fuldstændig uden betydning i forhold til det med at brænde for
sagen og have respekt for folk.«
»Engagementet er meget afslørende. Det skal ikke være iscenesat,
men en naturlig person – det gælder om at have så meget selvtillid,
at man kan være sig selv. Vi spiller jo alle sammen forskellige roller
i forskellige relationer hjemme, på arbejdspladsen osv. Men egentlig
tror jeg, at troværdighed også har noget at gøre med, at de roller
ikke er særlig forskellige, at man optræder nogenlunde ens – at
man er lige så venlig over for kassedamen i supermarkedet som
over for chefen på arbejdspladsen og derhjemme over for børnene.
Det er i hvert fald noget, der gør et stort indtryk på mig, hvis folk
hviler så meget i sig selv, at de er ens i de situationer man oplever
dem i.«
Nærvær er med andre ord et andet nøgleord for troværdig fremtræden. At
virke nærværende har at gøre med selve fremførelsen, først og fremmest
med hvor levende du kan få udtrykt dit budskab, og hvor meget du selv er
til stede i din kommunikation.
»Jeg siger kun ja til at holde et foredrag, hvis jeg kan mærke, at jeg
vil glæde mig til det. Det er nødvendigt at være engageret i det, man
taler om, for det skal bære budskabet ud.«
»Troværdighed hænger tæt sammen med, at man rent psykologisk
er sig selv og ikke iscenesætter sig som en anden. Naturligvis spiller
man altid en eller anden form for rolle, men den skal være så tæt
på én selv som muligt.«

EN TROVÆRDIG AFSENDER ER TIL STEDE
Ærlighed er enklest – og så varer det længst
At være åben og ærlig er en oplagt forudsætning for troværdig fremtræden,
men ikke desto mindre ofte forsømt. Åbenheden over for andres synspunkter
og ikke kun sit eget syn på verden er fx en væsentlig ingrediens. Virker vi for
stejle eller bedrevidende, står modtagere let af, og gør en taler sig munter
på andres bekostning uden at vise dem en vis respekt, kan det let ende med
at blive et større problem for ham selv.
At ærlighed er en dyd, er de fleste enige om. Man kan måske ikke i alle
tilfælde sige hele sandheden, men det, man siger, bør være sandt. Det gælder
her om ikke at undervurdere folks hukommelse og være ærlig om, hvis man
skifter standpunkt og simpelthen er blevet klogere. Det kan alle respektere,
hvis blot det ikke skjules. (Tænk blot på Clinton-sagen).
»Troværdighed er et meget væsentligt begreb for mig både i forhold
til mine medarbejdere og til kunderne. Man skal kunne stole på
hinanden. I bund og grund er det jo et spørgsmål om at være ærlig.
Hvis man diskuterer det, siger alle, jo selvfølgelig skal man være
ærlig i sin måde at kommunikere på, men der er mange, der ikke
er det. Når man er ung, kan man spekulere i, om man ikke kan
skære nogle hjørner ved måske ikke at holde sig helt tæt til sandheden,
men det bliver altid opdaget. Folk har en meget skarp sans,
når det gælder det at være ærlig. Men når man så bliver lidt ældre
og får grå hår og den slags, finder man ud af, at det også er klart det
nemmeste, fordi det er det, du altid kan huske. I enhver henseende
er det nemmere at kommunikere det, der er i overensstemmelse
med sandheden. Det eneste problem er, at man nogle gange kan
spekulere over, om man nu også kender sandheden. Man kan fx få
et spørgsmål fra medarbejderne, man endnu ikke har dannet sig sin
mening om. Man forsøger at svare alligevel og risikerer derfor, at
svaret ikke bliver præcist nok, sandt nok eller ærligt nok.«
Det nærværende menneske
At virke som et helt menneske er ikke uvæsentligt for en troværdig formidler.
Tilhørerne vil hellere lytte til og evt. overbevises af et menneske, de har tillid
til og fatter sympati for, hvad allerede Holberg satte en præcis finger på i
fabel nr. 139, Storkens og Høgens Moralske Taler:

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
»Paafuglen satte engang en Priis, som skulde gives den, der holdt den fyndigste
Tale udi en Moralsk Materie. Adskillige Fugle lode sig da høre; men
ingen signaliserede sig saa meget, som Storken og Høgen, thi deres Taler
vare saa sterk udarbeydede, at de fleste Tilhørere ikke kunde giette sig til,
hvilken af dem Priisen vilde tilfalde. Efterat Prøverne var giorte, blev Priisen
tildømt Storken. Over dette besværgede Høgen sig heftigen, foregivende,
at hans Tale for upartiske Dommere altiid kunde veye op mod Storkens.
Men ham blev svaret, at, endskiønt begge Moraler vare lige gode i sig selv,
kunde de dog ikke dømmes at være lige gode, saasom den eene var holden
af en uskyldig Stork, men den anden af en Rov-Fugl.
Fabelen lærer, at naar to giør et og det samme, er det derfore ikke eet
og det samme: Dens Prædiken haver best Virkning, hvis Levnet svarer til
Lærdommen.«
Sympati har at gøre med udstråling og er oplagt noget, der smitter. Hvis
taleren virker venligt stemt over for forsamlingen, smitter det let. Velvillighed
over for modtagerne er med andre ord en dyd, ligesom vi sætter den højt,
der ikke virker for fanatisk.
»Tilhørerne skal betyde noget for en, når man taler, ellers betyder
man sikkert heller ikke noget for dem.«
Hvad enten man er enig i Sandemoses karakteristik af danskerne som underlagt
janteloven eller ej, er der næppe nogen tvivl om, at vi sætter mere
pris på beskedenhed end fremfusen og måske oven i købet fanatisme eller
selvovervurdering.
»Hvis jeg skulle sige, hvad der kan give troværdighed, så tror jeg
faktisk, at det betyder noget, at man kan lægge en vis distance til sin
egen person, en portion selvironi er vigtig.«
Vi sætter pris på et glimt i øjet og evne til selvkritik – humor er vigtig, uden
at der dermed menes en vittighed hvert femte minut, så publikum hulker
af grin.

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
»Asger Aamund er fx udadtil en kliche på en erhvervsmand, men
når han åbner munden, kommer overraskelsen: Han er en flab. Han
er ikke oprører, men han har en splint i øjet. Den lille galskab skal
med, den er svær at definere, men alle troværdige mennesker har
den: Den lille ting, der bryder med klicheen, overrasker og giver os
indtryk af et menneske, der har lidt ekstra.«
Medmenneskelig er ligeledes en dyd, vi sætter højt, det at man ikke kun
tænker på sig selv, men viser et oprigtigt engagement i det fælles bedste.
Forbundet med det medmenneskelige er det menneskelige. Det er positivt
i mundtlig formidling, at man kan mærke mennesket i formidlingen – det
hele menneske, der består af både fornuft og følelser. Det gør ikke noget,
at der sker småfejl, det er jo menneskeligt at fejle.
»Det er vigtigt at tillade sig selv at sige noget sludder og være villig
til at grine af det bagefter. Det er ikke verdens undergang, at man
har sagt noget forkert, heller ikke på landsdækkende tv. Det er heller
ikke en ulykke at måtte sige til folk, der spørger om noget: »Det
ved jeg ikke«. Man skal selvfølgelig ikke virke som et måbende får,
men man skal turde indrømme, at man ikke ved alt. Det indtryk vil
jeg personligt også hellere efterlade end indtrykket: »Hold kæft, han
havde tjek på det hele, ham der!«
Troværdighedsdyderne
Hvordan man fremtræder troværdigt, er der ingen entydig opskrift på, men
lever man op til de skitserede dyder, er man i hvert fald godt hjulpen. I
kort form lyder de:
Kompetent
• Sikker
• Konsekvent
• Velfokuseret
Engageret
• Ægte
• Nærværende
• Levende
Åben
• Ærlig
• Velvillig over for tilhørerne
• Beskeden
• Humoristisk
• Medmenneskelig

ä
–ä
–ä
EN TROVÆRDIG AFSENDER ER TIL STEDE
»Det, der kendetegner stort set alle troværdige formidlere, er, at de
viser, at de er mennesker med deres helt egen personlighed – og
ikke er kedelige klicheer på en forretningsmand, en politiker, eller
hvad de ellers er. Vi kan godt lide, når vi kan mærke, at der er et
menneske bag, der bare er sig selv midt i al postyret.«
Troværdighed er ikke statisk
Den personlige troværdighed kaldes samlet for ethos i retorikken. Det er en
af de tre appelformer, der er nødvendige for at fremtræde overbevisende.
De to andre er henholdsvis appel til følelserne (pathos) og til fornuften
(logos). Ethosappel er dynamisk forstået på den måde, at den hele tiden
kan forandre sig. En person, der bliver opfattet som troværdig i dag, kan
risikere at bliver opfattet som utroværdig i morgen, hvis han i mellemtiden
forbryder sig mod en eller flere af dyderne ovenfor. Det kan være, hvis han
(i medierne, i virksomheden eller i en anden sammenhæng) fx bliver taget
i en løgn eller handler på en måde, der kraftigt drager kompetencen i tvivl.
Omvendt kan man som person også øge sin troværdighed ved at optræde
på en måde, der lever op til de nævnte punkter. Grafisk udtrykt ser trovær-
dighedens dynamik sådan ud:
Den ethos man har til at begynde med
Den ethos man taber eller vinder undervejs
Den ethos man har efter kommunikationen
Et eksempel på dynamikken kan være, hvis man som ny og ukendt taler
skal holde et oplæg for en gruppe mennesker om et emne inden for ens
arbejds- eller interesseområde. Talerens indledningsvise ethos er forholdsvis
neutralt. Måske har der i programmet stået nogle informationer om taleren,
fx hans baggrund, og måske er det al den viden, modtagerne har om ham.
Han bliver formodentlig hverken opfattet som specielt troværdig eller
utroværdig på forhånd. Når han begynder sit oplæg, vil hans ethos hele
tiden være til revision i modtagernes øjne. Virker han rolig? Kompetent?
Medmenneskelig? Ærlig? Osv. På et ubevidst plan dannes et billede af talerens

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
troværdighed, som fører til, at modtagerne – når oplægget er slut – har
dannet sig et afslutningsvist billede af hans troværdighed. Dette billede er
dog ikke mere fast, end at det kommer til revision næste gang, modtageren
oplever taleren i en eller anden sammenhæng.
»Der er meget stor forskel på at tale for en ukendt forsamling og
lede en virksomhed, hvor medarbejderne kender én gennem et
langt forløb. Troværdighed er vigtigt i begge relationer, man kan
slet ikke klare sig uden, og i længere relationer skal man leve op
til det hver eneste gang. Jeg har selv siddet i ledelsen i IBM i tyve år,
så selvfølgelig kan jeg bygge videre på noget, men man skal være
troværdig hver eneste gang.«
Netop fordi troværdighed er dynamisk og kan forandre sig over tid, er det
aldrig for sent at arbejde med sin troværdighed. De centrale spørgsmål,
man som afsender bør stille sig selv, når man planlægger kommunikationen,
er: Hvordan vil jeg gerne fremstå – og hvordan opnår jeg det? Hvad skal
jeg passe på ikke at komme til at fremstå som? Og er der noget, jeg skal
sørge for at distancere mig fra eller vaccinere imod? Mange af de nævnte
dyder kan man selv sikre sig ved at være godt forberedt mht. indholdet,
dispositionen, sproget og fremførelsen. Anden del af bogen beskriver nogle
af de metoder, man som afsender kan benytte sig af for at sikre en god og
troværdig mundtlig formidling.
Ens ærlighed og åbenhed kan blive udfordret, når man offentligt konfronteres
med en ugunstig hændelse. Også i disse situationer bør man
være klar over ærlighedens og åbenhedens betydning. Som hovedregel
bør ærlighed være et nøgleord for håndtering af enhver situation. I langt
de fleste tilfælde vil det styrke ens troværdighed at indrømme fodfejlen med
det samme. Det kan få langt alvorligere konsekvenser, hvis man i stedet
forsøger at tale uden om. Der er i og for sig ikke stor forskel på privat og
offentligt i denne sammenhæng. Man slap heller ikke godt fra at søge at
smyge sig uden om i barndommens småkagetyverier. Det er menneskeligt
at begå en fejl og blive klogere, men svigagtigt at lyve.
»Hvis man stiller op og tror, at man kan tale uden om, tror man
galt. Der er tv et meget stærkt medie, det afslører straks uærlighed.
Selv en lille bitte flikken ved øjet, en lille usikkerhed, det bliver
afsløret med et fingerknips.«

EN TROVÆRDIG AFSENDER ER TIL STEDE
Åbenheden og ærligheden er også vigtig, hvis man i en sammenhæng er
blevet citeret for et forkert udsagn – enten fordi man simpelthen har sagt
noget forkert, eller fordi man er blevet fejlciteret. Hvis fejltagelsen er af en
vis betydning, så tænk ikke: »Nå, det er der sikkert ingen, der opdager.«
Ret hellere fejlen, på den måde undgår du, at din troværdighed senere
drages i tvivl.
»Jeg har også gjort nogle forkerte ting, som jeg har lært meget af.
Jeg blev på et tidspunkt interviewet til tv, fordi vi i kriseperioden
i begyndelsen af 90’erne havde besluttet at sætte et par hundrede
medarbejdere ned i løn. Det var en nyhed, fordi det jo ikke er noget,
man ofte hører om, selvom det også sker i andre virksomheder.
Vi havde en gruppe medarbejdere, der bl.a. pga. dårlig management
sad med nogle for høje lønninger. Da jeg blev interviewet til fjernsynet,
sagde jeg, »de fleste af dem vi sætter ned i løn har en årsløn
på over 500.000.« I fjernsynet blev det imidlertid citeret som om,
at alle, der gik ned i løn, havde den høje årsløn. Det var næsten et
fejlcitat – og jeg lagde naturligvis mærke til det, men valgte ikke at
gøre noget ved det, for jeg syntes, at det var så oplagt, at det kunne
jeg ikke have sagt.
Men der begik jeg en stor fejl. Jeg skulle for at bevare troværdigheden
have sendt en meddelelse ud internt om, at jeg var blevet fejlciteret,
og at det forholdt sig sådan og sådan. Man skal ikke lade et fejlcitat
om medarbejderne i pressen stå uimodsagt. Det er vigtigt altid at være
præcis, hvis man vil værne om sin integritet som topchef. Det lyder
måske som en lille ting, men det blev det på ingen måde opfattet som!
Det var en undladelsessynd.«

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
Formålet er ikke kun dit
Hvad har du på hjerte – og hvorfor? Forbløffende mange glemmer den overvejelse,
og meget tid ville vindes, hvis talere tog denne overvejelse seriøst.
Det er vigtigt at gøre sig klart, hvorfor der overhovedet skal kommunikeres,
og hvordan man bedst når sit mål.
Men det ikke kun et spørgsmål om at grave ind i sine egne ambitioner
for kommunikationen, det er også vigtigt at forholde sig til de andre formål,
der kan være til stede i situationen.
Der kan være tale om et bestemt motiv, der allerede ligger i situationen.
Hvis det fx er første møde efter en stor begivenhed i organisationen, vil folk
vente, at du forholder dig til den. Hvis det er et politisk møde i et parti,
medierne lige har været efter i samlet flok, vil man forvente, at du om ikke
andet indirekte forholder dig til det. Kort sagt er der meget ofte nogle krav
fra situationen, som du er nødt til at forholde dig til og gerne tage op, hvis
du ikke vil risikere, at det eneste, folk husker fra dit indlæg, er, at du ikke
kom ind på det.
Men der kan også ligge et motiv hos modtagerne, som du er nødt til
forholde dig til. Tænk over, hvorfor de kommer for at høre dit indlæg, hvad
forventer de mon, og hvad kan deres personlige mission være? Sådanne
overvejelser kan gøre dit indlæg langt mere overbevisende. Oplagt i forbindelse
med medieoptræden, hvor man ofte kan forudsige, hvad journalisten
ønsker, at indslaget eller interviewet skal signalere. Er det ikke det samme,
som man selv ønsker, er det vigtigt at overveje, hvordan man kan søge at
dreje interviewet eller omdefinere situationen, måske endda helt direkte:
»Du bliver ved at kredse om vores rationaliseringer, som var de brutale, men
faktisk har vi igennem mange år haft en meget åben og fremsynet ledelsesstil
og personalepolitik, så medarbejderne var for det første forberedt og for
det andet vældig godt rustet. Det, vi gør nu, er, at vi hjælper ...« Men også
i andre mundtlige sammenhænge er det vigtigt at overveje modtagernes
formål. Regner de fx med at blive underholdt en times tid, eller er de mødt
op for at få en konkret og applicérbar viden, de savner?

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
»Det gælder om at forberede sig på, hvad det er, folk er der for.
Så man ikke risikerer at dukke op med et langt, tørt foredrag til et
gå-hjem-møde, men tilpasser det til, at de er trætte efter en lang dag
og nok har brug for at få viden med hjem, men gerne på en måde,
så det glider ned – selv efter fyraften. Der må man tænke på de barrierer,
der er for ens budskab, hvis man ønsker, at det skal nå frem.
Her ville det for eksempel være vigtigt med breaks og gimmicks, så
det ikke bliver for tungt, men rummer både lettere og mere underholdende
dele.«
Hvis dit og modtagernes formål ikke er det samme, er det en meget væsentlig
overvejelse værd, i hvor høj grad du skal nærme dig dem. Skal du
gå direkte til dit eget formål og blot søge at motivere dem, eller er en anden
taktik bedre? Det kan fx være, at man først skal tage det op, de forventer,
og dernæst sige: »Men der er en helt anden problemstilling, som i virkeligheden
er mindst lige så vigtig. Det drejer sig om...« Derved har du sørget
for ikke at tabe dem med det samme, og alligevel fået drejet indlægget ind
på det, du gerne vil opnå.
Overvej altid dit eget og modtagernes formål og også det motiv, der
allerede ligger i situationen, så har du gjort dit for at vaccinere mod misforståelser
og malplaceret kommunikation.
»Vi har i dag at gøre med tredje generation af trænede tv-seere. De
er meget dygtige til at fortolke og forstå visuelle signaler, de kan fx
så let som ingenting afkode et ansigtsudtryk, en bevægelse, et tonefald.
Tv-seere i dag får det holistiske med, de danner sig et totalt billede
af personen på skærmen, og de skal nok opdage det, hvis der
er noget ved personen, der ikke hænger sammen eller som virker
falsk og påtaget. Det er fuldstændig ligesom mor, der er mester i at
afkode lille Peters signaler, når han kommer hjem fra købmanden
med tomme hænder og siger, at han har tabt de penge, han fik med
til mælk. Mor kan med det samme se på lille Peter, at han har købt
slik for pengene. På samme måde afslører tv-mediet det, hvis du
spiller komedie. Hvis man ikke kan stå for nærkontakten af tredje
grad på skærmen, er man død. Til gengæld klarer man sig, hvis
man bare er, som man er.«

»I TV-avisen er der grundlæggende to forskellige slags interviews.
Enten er formålet, at folk skal frem med et eller andet budskab,
eller også skal de forsvare noget, det kan fx være et synspunkt, en
hændelse eller lignende.
Hvis man skal forsvare noget, der er sket, eller som man står for, så
skal man i første omgang gøre op med sig selv, om man overhovedet
vil stille op. Vi oplever ind i mellem at få én i studiet, der faktisk ikke
vil sige noget om den sag, det drejer sig om. Det virker selvfølgelig
altid dårligt. Hvis man ikke vil tale om noget, fordi man måske ikke
ved nok om det, må man hellere sige nej til at være med. Det er under
alle omstændigheder en bedre disposition end at snakke uden om.
Hvis man stiller op, skal man være ærlig og tale åbent om det, der nu
engang er sagen. En person, der tør erkende en fejltagelse, har meget
mere format end en, der taler udenom. Det tager jeg hatten af for.
Og så er der den anden situation, hvor formålet fra afsenderens
synsvinkel er at komme ud med et budskab gennem tv. Jeg får hver
dag 10-30 henvendelser, pressemeddelelser og telefonopringninger
med det formål, og hver gang tænker jeg: Hvad er nyheden? Og hvad er
det egentlig, det drejer sig om? Folk, der gerne vil ud med et bestemt
budskab, skal gøre sig budskabets fokus klart, så de ikke kommer
med hele programerklæringen, for det er der ikke tid til.«
FORMÅLET ER IKKE KUN DIT

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
Stil skarpt og liv op
Prøv at tænke på en tv-avis eller en radioavis, du har set eller hørt for nylig.
Hvilke indslag kan du bedst huske? Sandsynligvis kan du lettest huske indslag,
der besad en eller flere af de indholdskvaliteter, som beskrives i dette
kapitel. Et godt formidlet emne er klart, levende og overbevisende.
Det skal være til at forstå
Indholdskvaliteten klarhed består af to niveauer. For det første emnets
overordnede klarhed: Hvad er det overhovedet, afsenderen vil sige, hvad
handler det om? Og for det andet informationernes klarhed: Hvad betyder
det, afsenderen siger?
Det vil sige, at man som afsender skal forholde sig til mindst to ting i
forbindelse med emnet.
• Hvordan sikrer jeg mig et klart fokus, så det er tydeligt, hvad formidlingen
handler om?
• Hvordan sikrer jeg mig, at informationerne er klare for modtagerne?
»Det er altid modtagerne, der er de endelige dommere, hvad troværdighed
angår. Til gengæld har afsender ansvaret for, at modtagerne
får det rigtige ud af kommunikationen – det vil sige, at man
som afsender er forpligtet til at gøre sig umage for at få budskabet
udtrykt så klart som muligt.«
Zoom ind, og fokusér skarpt
At en mundtlig formidling har et klart fokus vil sige, at pointen med formidlingen
tydeligt fremgår på et tidligt tidspunkt, og at man kun tager
informationer med, der er essentielle for denne pointe. At fokusere handler
derfor om at bestemme sig for de vigtigste informationer – og skære de
andre fra! Det kan være fristende som formidler at tage alt med, nu hvor
man har muligheden for at fortælle alt, hvad man ved om emnet. Det er
imidlertid en dårlig formidlingsstrategi, fordi fokus bliver mudret og uklart.
Og så er der stor risiko for, at modtagerne opgiver at følge med og begynder
at tænke på noget andet.

»Præcis hvilke budskaber eller signaler er det vigtigt, at jeg får
sendt afsted i aften? Det overvejer jeg altid, når jeg skal holde et
foredrag. Jeg kunne sende 20 forskellige signaler afsted i timen,
men det er vigtigt at udvælge nogle pointer efter, hvem man snakker
til, og hvad situationen kræver.«
Gør det abstrakte konkret
Jo vanskeligere et emne er fagligt, jo vigtigere er det at arbejde med
informationernes klarhed. Dels skal man undgå at forvirre eller irritere
modtagerne med fagudtryk og faglig jargon, de ikke kender. Dels skal man
gøre abstrakte informationer konkrete.
»Jeg skal meget ofte tale om ombudsmandsinstitutionen, og det er
ikke så frygteligt svært at holde foredrag om det, for der er altid
mulighed for en god blanding af historier og den slags til illustration
af principper. Men det er jo også ganske tit andre emner, folk beder
mig tale om, fx om forholdet mellem ret og moral eller kirke og
stat. Når det er den slags emner, er det lige så vigtigt, men langt
sværere at udtrykke sig klart. Det kræver ikke blot enkelhed, men
også en forenkling. Det er altid en svær balance ikke at forenkle og
selektere så meget, at det bliver mere vildledende end vejledende.«
Olof Palmes konkretisering af Sveriges budgetunderskud, oparbejdet
under den tidligere regering, er et eksempel på, hvordan noget abstrakt
kan gøres konkret og anskueligt for modtagerne. Underskuddet beløb sig
til 90 mia. svenske kroner. Den på det tidspunkt nyslåede statsminister i
Sverige forklarede:
»[...] det er så uhyggeligt mange penge, at det er svært at klargøre,
præcis hvor mange. Men hvis man nu tænker sig, at man delte de her 90
mia. op i hundredelapper. Tusind hundredelapper, det er cirka 10 centimeter.
En mia. hundredelapper, så er man en mil oppe i luften. Men 90
mia. i hundredelapper, det svarer cirka til en stabel, der rækker 9 mil op
i luften. Det var budgetunderskuddet. Jeg har tænkt på, at hvis man lagde
den stabel på jorden i stedet for at lade den række op i luften, så ville det
borgerlige budgetunderskud i hundredelapper ikke bare række til Klintehamn
og Burgsvik, det ville række til Hoburgen og et stykke ud i vandet.«
STIL SKARPT OG LIV OP

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
(Vores oversættelse).
Konkretiseringer skaber klarhed, fordi vi som modtagere kan danne os
et billede. Desuden bliver informationerne lettere at huske.
»Det står altid stærkere, når man kan udtrykke sig konkret og give
eksempler. Jeg interviewede engang én i »Godmorgen Danmark«,
som i stedet for at komme med en abstrakt udredning af sine
følelser var konkret og sagde: »Jeg var så ulykkelig den morgen, at
jeg var kommet til at tage to forskellige sko på uden at opdage det.«
Det gør indtryk – man husker en mand med en gummistøvle og en
træsko på langt bedre end en abstrakt redegørelse for en følelse.«
Konkretiseringer er vigtige, fordi de tjener to formål. Foruden at skabe
klarhed gør konkretiseringer også formidlingen langt mere levende og
fængende, som næste indholdskvalitet drejer sig om.
Giv informationerne liv og sjæl
Indholdskvaliteten levende er vigtig for at fange og fastholde modtagernes
interesse. At emnet formidles levende vil først og fremmest sige, at indholdet
er anskueligt for modtagerne – at det skaber billeder i modtagernes bevidsthed.
Det kan man opnå ved at anvende eksempler, som med udgangspunkt
i personer og/eller hændelser beskriver, hvad man mener. Når man
udvælger eksempler er det imidlertid også vigtigt, at eksemplerne ikke
danner de forkerte billeder, dvs. bliver fortolket forkert af modtagerne. Vælg
derfor eksempler med en tydelig og så vidt mulig entydig pointe.
Man kan også gøre emnet levende ved at anvende mange konkrete
detaljer. I et oplæg om sundere kostvaner er det mere interessant – og lærerigt
– at høre konkret om, hvad kosten betyder end fx blot at få at vide, at
man skal spise mindre fedt, flere komplekse kulhydrater og mere kalk. De
konkrete detaljer bruges ofte i vekselvirkning med udsagn af mere abstrakt
eller generel karakter, som fx her, hvor et generelt udsagn efterfølges og
uddybes af en forklaring, der rummer konkrete detaljer:
»Kalk er et mineral, som er vigtigt i en sund kost. Kalk er en slags byggemateriale,
faktisk er kalk den største bestanddel i de ca. 210 knogler,
der tilsammen udgør menneskets krop. Tænderne består også for en stor
del af kalk, og det er for at holde kroppen stærk, at man skal sikre sig
tilstrækkeligt med kalk i kosten. For små børns vedkommende er kalk
nødvendigt for at gøre knoglerne stive, hårde og i stand til at vokse. Men det

er ikke bare børn, der behøver kalk. Hvis en voksen ikke får kalk nok, kan
man bl.a. risikere at få skøre knogler, der nemt brækker. Der er altså god
grund til at spise mere kalk. Og så kan det sagtens smage godt. Kalk findes
i mælkeprodukter, som forresten også omfatter ost, i rejer, i sesamfrø og
i grøntsager som fx spinat og broccoli, der kan trylles til retter, som både
er lækre og sunde ...«
»Dagligdags eksempler og egne oplevelser er vigtige for et levende
foredrag. Når jeg selv bliver fanget af et foredrag, er det ofte pga.
konkrete eksempler eller oplevelser, taleren har haft. Det er også
dem, jeg husker bagefter.«
»Hvis der er et emne, der ikke er umiddelbart forståeligt, sørger jeg
for at finde ud af præcis, hvad det handler om. Lad os fx sige, der
er et indslag om, at renten er faldet et kvart procentpoint. Er det
interessant? Jeg er nødt til at finde ud af, hvordan det kan forklares
ved hjælp af noget konkret – for at fange interessen. Ja, siger
erhvervsjournalisten, det er fordi, at når Nationalbanken sænker
renten, så vil bankerne følge efter, og så bliver det billigere for mig
at låne penge, hvis jeg skal ud og låne 100.000 til et nyt hus. Det
er sgu da interessant. Så bliver det pludselig en anden historie end
»renterne sænkes fra Nationalbankens side«. At gøre informationerne
interessante er en bevægelse, hvor jeg tager det abstrakte og gør
det konkret. Tv–mediet er i det hele taget et meget konkret medie.
Du kan fx ikke filme en rentenedsættelse eller en fredsproces, det
er abstrakte historier. Men der er altid nogle mennesker, der agerer,
nogle hændelser. Det er de mennesker, man må formidle emnet ud
fra: Vi må have hoveder på – følelser.«
Tænk tilbage på et foredrag, du selv har overværet, og find frem til de
passager, du kan genfortælle. Ofte er det de levende, konkrete eksempler,
der tydeligst melder sig i hukommelsen, fordi de har gjort emnet relevant
og nærværende. Forskningsprojekter inden for retorik og argumentation
tyder på, at eksemplerne også virker overbevisende – måske netop fordi
de gør så stort indtryk på modtagerne. Overbevisende er den tredje indholdskvalitet.
STIL SKARPT OG LIV OP

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
Argumentér overbevisende
I retorikken opfattede man i klassisk tid mennesket som et legeme, der bevæger
sig stødt og roligt i en bane. Skal man nu have dette legeme til at flytte
sig, må der en påvirkning til i form af ord. Imidlertid ikke ligegyldig hvilke
ord, men de rette ord, sagt på den rette måde på det rette tidspunkt. Lykkes
det, har man fået legemet til at flytte sig fra sin vante bane til en ny.
»Når man skal formidle et emne troværdigt, er det ikke nok med fin
form, der skal også være overbevisende elementer. Troværdighed
er både et spørgsmål om hjertet og hjernen. Der skal være det rette
samspil mellem form og indhold.«
Fra erfaringer og forskning kan man udlede nogle regler om, hvilke former
for argumentation der virker bedst. Her er en oversigt over nogle af disse
vejledende regler:
• Lad ikke påstanden være mere vidtgående, end argumentet kan bære
• Lad argumentet indeholde konkrete oplysninger og eksempler
• Lad argumentet indeholde nye oplysninger
• Gå i dybden med ét eller nogle få af de stærkeste argumenter, og udelad
de mindre stærke
• Tag stilling til modpartens stærkeste argumenter, gerne før modparten
selv fører dem frem
• Tal både til fornuften og følelsen, ikke kun det ene
• Vis, at sagen berører modtagernes egne interesser
• Vær ærlig, sympatisk og moderat
• Vis forståelse og respekt for dine modparter, deres synspunkter og
følelser
• Vis, at du har personlig erfaring om sagen
• Vær omhyggelig med at tjekke informationernes rigtighed
(Bl.a. undersøgt i det forskningsprojekt, der danner baggrund for Kock,
Jørgensen & Rørbech: Retorik der flytter stemmer, Gyldendal 1995).
»Helheden ligger i detaljen. Det duer ikke, at det i store træk er
rigtigt, hvis detaljer er forkerte. Fx hvis du har en historie, hvor
det hele holder, men to af de medvirkende personer kommer du
til at kalde for Hansen i stedet for Jensen og Petersen i stedet for

STIL SKARPT OG LIV OP

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
Jørgensen. Så har man et problem, for nogle ved godt, at hende
der hedder sgu da Jensen. Det virker bare ikke overbevisende.
Tag fx Plejebo-sagen, det er ligegyldigt for helheden, om der var
22 eller 23 beboere, der døde. Det er bare ikke ligegyldigt for de
pårørende. Man skal tjekke og tjekke og tjekke. Det er både mit
fundament og min ballast, at det er rigtigt.«

Mediet begrænser og
styrer din kommunikation
MEDIET BEGRÆNSER OG STYRER DIN KOMMUNIKATION
Kommunikationsmedierne stiller hver sine krav til kommunikationen. Hvad
er vigtigt, når man skal holde et oplæg eller et foredrag foran en gruppe
mennesker i et mødelokale eller en foredragssal? Og hvad er vigtigt, når man
skal medvirke i tv og radio? Det kan du læse mere om i dette kapitel.
Kommunikation ansigt til ansigt
Den type mundtlig formidling, de fleste først stifter bekendtskab med, er
oplægget (tale, præsentation, foredrag, indlæg m.m.) Det kan være på
arbejdspladsen, ved møder, på andre arbejdspladser, i foreninger, i forhandlingssituationer,
ved festlige lejligheder osv.
Ved et oplæg er man på, allerede inden kommunikationen som sådan
er begyndt. Når man til sammenligning fx skal sige noget i tv, er man først
synlig for modtagerne, når kameraet stilles over på én – først da begynder
modtagerne at danne sig et indtryk af én som person. Ved oplægget er vejen
op til podiet eller talerstolen også en del af kommunikationen. Derfor
skal man være bevidst om de signaler, man sender, allerede inden man
åbner munden første gang. I kapitlet om fremførelsen følger en række råd
til, hvordan man også kan benytte tiden, inden man taler til at styrke sin
troværdighed.
Antallet af modtagere og lokalets størrelse har betydning for, hvordan
man bør kommunikere. Som hovedregel gælder det, at jo mindre lokalet
er, desto værre er det at være meget bundet af sit manuskript. En gang
skulle en dansk minister holde en tale for en forening. Hans taleskriver
havde misforstået invitationen og skrevet en tale, der var rettet til en stor
gruppe mennesker i en foredragssal. Imidlertid viste det sig, at rammerne
for talen var helt anderledes: Der var kun ca. 10 personer, som sad rundt
om et mødebord i et lille lokale, og taleren skulle også sidde ved bordet,
mens han holdt talen. Pludselig virkede det helt forkert, at taleren holdt talen
tæt bundet af manuskriptet, ligesom sprogstilen virkede alt for højtidelig
til den intime, afslappede atmosfære rundt om bordet. Ved mindre grupper
i mindre lokaler bør oplægget virke så naturligt og improviseret som
muligt, både med hensyn til sprogstilen og fremførelsen. Her er stikordsmanuskripter
ofte bedst, så man hele tiden ved præcis, hvor man er på vej
hen med oplægget, uden at man læser op ord for ord af manuskriptet. Ved

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
større grupper i større lokaler kan oplægget bære mere højtidelighed. Her
virker det ikke påfaldende at have et fuldt manuskript foran sig, blot man
ikke med øjnene naglet til papiret læser op uden at have øjenkontakt med
sit publikum. Læs mere om manuskriptteknik på side 81-87.
Medierne som filter for din kommunikation
Når mediet ikke længere er den direkte kommunikation mellem afsender
og modtagere, men derimod kommunikation via et massemedie, er der
andre hensyn at tage, når man vil kommunikere godt.
Et interview til en avis er for de fleste nok den mest afslappende form
for interview, fordi man ikke som i direkte tv eller radioudsendelser skal
formulere sit budskab knivskarpt i første forsøg. Alligevel bør man forberede
sig godt inden interviewet.
Forberedelserne bør som ved enhver mundtlig formidlingsform omhandle
overvejelser om alle kompassets hjørner: modtager, kontekst, afsender,
formål, emne, medium, genre, forløb og fremstillingsform. Ved interviews
til tv og radio er det ofte lige nu, budskabet skal formuleres, oven i købet
så klart og overbevisende som muligt.
Fælles for de tre medier er, at man som afsender skal tænke på journalistens
arbejdsform og prøve at kommunikere på journalistens præmisser.
Ikke alene for journalistens skyld, men også for ens egen skyld, fordi man
dermed øger sine muligheder for at få det ønskede budskab igennem.
»Sig tingene, som de er. Svar dog på, hvad du bliver spurgt om.
Troværdige mennesker har ikke standardsvar og alle paraderne
oppe. En grund til, at politikere rangerer lavt på mange troværdighedslister,
er, at de ikke svarer på, hvad de bliver spurgt om. De
svarer ikke med et ja eller et nej og så en forklaring – de starter et
helt andet sted, og det er irriterende. Troværdighed handler ikke
bare om, hvad man selv siger, men også om, at man lytter til, hvad
andre siger i interviewsituationen.«

MEDIET BEGRÆNSER OG STYRER DIN KOMMUNIKATION
»Steen Bostrup fra TV-avisen gav mig for mange år siden et råd, jeg
synes er klogt: »Enten siger du sandheden, eller også holder du din
kæft!« Det med at holde sin kæft gælder i flere situationer. Hvis man
bliver inviteret til at komme i tv, radio eller til en forsamling og sige
noget om et eller andet, skal man blive hjemme, hvis man ikke har
noget virkelig kvalificeret at sige. Hvis man vælger at medvirke i fx
et direkte tv-program, og man får et spørgsmål, man ikke kan svare
direkte på, er det bedre at sige »det ved jeg simpelthen ikke« end
at tale uden om. Som hovedregel gælder det, at man skal besvare
de spørgsmål, man får stillet, så ærligt og klart som muligt. Man
skal ikke sidde og tænke, at nu kan man bruge den airtime til at
fremme et helt andet synspunkt.«
Seks punkter kan opsummere, hvad man bør tænke på før og under et
interview.
1. Tænk på intervieweren som et andet menneske
Det er han eller hun jo vitterlig også! Lad dig med andre ord ikke distrahere
af ledninger og teknikere. Koncentrér dig i stedet om at føre en almindelig
samtale med det andet menneske med de høflighedsregler, du normalt lever
op til. Besvar spørgsmålene så klart du kan, og snak ikke uden om.
»Når man er på tv eller radio, er det utroligt vigtigt at tale til nogen.
Man skal ikke tale ud i det tomme rum eller til tv–skærmen, man
skal tale til et menneske, fx intervieweren. Tv og radio er bedst, når
det er direkte, for så kan man ikke blive klippet i. Og så er det en
motiverende situation, fordi man ved, det er nu, det gælder.«
2. Fat dig i korthed
Det gælder navnlig interviews til tv og radio, hvor tiden er knap. Der er ikke
plads til lange, abstrakte udredninger. Udtalelser i indslag er fx sjældent
længere end 20-30 sekunder.
»Tv-mediet er et vanskeligt medium, dels fordi man skal være
meget præcis i sine udtalelser, dels fordi i hvert fald jeg kun har

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
lidt øvelse. Derfor er det meget, meget vigtigt, at man er meget
omhyggelig i sin forberedelse, for ellers går det let for hurtigt, og
man kommer fx til at lave forenklingsfejl. Hvis man gør det til et
møde, kan man jo hurtigt korrigere sig selv. Men i fjernsynet er det
tabt, så snart det er sagt. Selvom jeg korrigerer senere i samtalen
i et båndet interview, ja så bliver det sikkert klippet fra. Jeg tror, at
det er meget vigtigt at øve sig. Hvis jeg skal på fjernsynet om et eller
andet kontroversielt emne om IBM, så beder jeg, straks jeg har sagt
ja, en gruppe medarbejdere skyde løs. Jeg får dem til at stille alle
de spørgsmål, de kan finde på – som djævlens advokater – for der
er slet ingen tvivl om, at så svarer man bedre, for man har nået at få
skærpet sine synspunkter og sine tanker om sagen.
»Jeg prøver altid at tænke sproglig set dobbelt, mens jeg udtaler
mig til medierne, fordi jeg prøver at forestille mig, hvordan de
vil klippe. Jeg bruger ikke Ritt Bjerregaards teknik med at hæve
intonationen, så det bliver meget svært at klippe i, men jeg prøver
at styre, så meget jeg kan. Jeg tænker på det som et holografisk
billede, hvor hvert eneste delelement vist nok rummer hele billedet
i sig selv, sådan skal udtalelser til tv faktisk også være. Men det er
naturligvis et uopnåeligt sigtepunkt.«
3. Tal ikke fagsprog
Tænk på den brede målgruppe, du skal nå ud til i interviewet. I strid med
hvad mange tror, opfattes fagsprog ikke som særlig troværdigt, snarere
tværtimod. At udtrykke sig ligefremt vinder mere tillid end at gemme sig
bag tekniske formuleringer.

MEDIET BEGRÆNSER OG STYRER DIN KOMMUNIKATION
»Tal dansk! Folk, der laver sproglig bodybuilding, er ikke til at
holde ud at høre på. Tal, som om du taler til din mormor. Det er
især et problem for folk, der taler i kraft af et job, fx en læge eller
en jurist eller andet – de er tilbøjelige til sprogligt kun at henvende
sig til deres kolleger og ikke til den brede seergruppe. Der er ikke
noget værre end at skulle interviewe en person, der befinder sig på
tiende abstraktionsniveau. Få det så tæt på dagligdagens sprog som
muligt.«

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
4. Gør dit budskab let at huske
Tænk på, at det, du siger, skal kunne huskes – jo mere konkret dit udsagn
er, desto bedre bliver det husket. Et abstrakt udsagn uden nogle levende
indholdskvaliteter vil i mange tilfælde ikke fæstne sig i modtagernes bevidsthed.
Find derfor et godt, utvetydigt eksempel eller nogle konkrete
detaljer, som du kan flette ind i din udtalelse. Det er langt fra forbudt at
bruge sig selv som eksempel, ordet »jeg« signalerer, at man har personligt
kendskab til det, man taler om.
»Sig gerne »jeg«! Brug dig selv, og vis, at du har den holdning, du
har, fordi det berører dig selv. Tænk bare på, da Nyrup havde været
til Mimi Jakobsens 50-års fødselsdag på Christiansborg og holdt en
festtale til hende, hvor han bl.a. sagde, at han misundte hende for
altid at virke så naturlig og personlig, når hun var i medierne. Nyrup
røg straks i aviserne med overskriften »Jeg er misundelig på Mimi«.
»Jeg« er det stærkeste ord i medierne, fordi det giver en fornemmelse
af nærvær og af, hvem personen er.«
5. Vær rolig og venlig
Tal roligt og eftertænksomt, særligt i tv og radio. Sænk tempoet, det har
tendens til at stige, når man bliver lidt nervøs. Giv dig tid til at tænke over
spørgsmålene. Og bevar en høflig attitude.
»Bliv aldrig sur, når du bliver interviewet! Hvis den, der bliver interviewet,
er sur og tvær, ender folk med at få ondt af studieværten. At
blive sur og krydse armene kan betyde, at sympatien tipper, og det
giver indtryk af, at man ikke kan tackle situationen. Det har meget
mere format at tackle situationen humoristisk eller i hvert fald
afslappet.«
»Interview til den skrevne presse forbereder jeg som regel selv

ved at gennemtænke emnet omhyggeligt, for ellers svarer man ofte
forkert eller kommer til at tale uden om. Jeg prøver også at forudsige
journalistens ærinde eller overskrift. De har jo som regel
en agenda, hvad man især opdager bagefter, hvor to tilsyneladende
identiske interviews kan blive til endog meget forskellige artikler.
Og det er uanset, om man har bedt om lov til at se artiklen igen, for
der kan man jo kun rette faktuelle ting – vinklen får man jo ikke
lov at lave om. Resultatet kommer i sidste ende an på jour-nalistens
dygtighed. Jeg har oplevet interviews til den skrevne presse, hvor
jeg egentlig selv syntes, at jeg var dårlig og upræcis, og hvor artiklen
alligevel er blevet glimrende – og det modsatte. Den troværdighed,
der kommer ud af et sådant interview, er delvis afhængig af, hvad de
gør ved det.«
6. Fremstå menneskeligt, åbent og ærligt
Vær ikke bange for at fremstå menneskeligt, åbent og ærligt.
MEDIET BEGRÆNSER OG STYRER DIN KOMMUNIKATION
»Hvis du lægger en alt for fast strategi inden et tv-interview, er du
næsten sikker på at tabe det! I forbindelse med at klare sig godt i
et tv-indslag er der to ting at sige. Punkt 1: Hvis du føler, at du har
overblik over sagen og kender den godt, så gå til den med fynd og
klem! Men hav aldrig mere end to budskaber, du vil formidle. Punkt
2: Vær ikke bleg for at indrømme tvivl. Selvfølgelig kan ministre
ikke gå rundt og være i tvivl hele tiden, men hvis det er en sag, som
eksperterne heller ikke kan give 100% klare svar på, så sig det
bare, hvis der ikke er et klart svar eller sikker viden på området.«

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
Kend kravene til din
kommunikationsform
Når vi begynder et privat brev til en ven eller et familiemedlem, skriver vi
næsten altid »Kære«. Vi har sandsynligvis bevidst valgt at skrive i stedet
for at ringe, enten fordi det er en særlig anledning, hvor et brev er mest
passende, eller fordi det er til en, der bor i udlandet, er svær at komme i
kontakt med eller noget helt tredje. Hvordan brevet skal bygges op efter
den første hilsen, har vi også en idé om på forhånd, for der er nogle ret
faste skabeloner for den slags. Når modtageren åbner brevet forventer han
også noget helt bestemt. Begynder det fx i stedet for »Kære« med »Til«, er
han straks klar over, at der er noget helt galt.
Kommunikationstyper eller genrer er med andre ord ikke bare noget,
vi har lært om i skolen, men noget der er med til at styre vores måde at
kommunikere på i det daglige. Faktisk er det meget afgørende for kommunikationens
succes, om man har valgt den rette genre til sit budskab,
og om man lever op til de forventninger, som modtageren har til netop den
genre. Når vi forstår noget, spiller forventningerne nemlig en stor rolle. Vi
forstår i et samspil mellem, hvad vi forventer, og hvad vi rent faktisk ser eller
hører. Så hvis vi tror, at teksten rummer noget bestemt, ja, så er det meget
ofte det, vi får ud af at lytte til den – også selvom det ikke er det, der bliver
sagt. Det opdager man som taler ikke altid, mens man står og taler, men
ofte ved senere lejligheder, hvor man hører situationen beskrevet som noget
helt andet, end det man selv troede og syntes, det gik ud på. Det betyder, at
det er meget centralt at se på forventningens betydning bl.a. i forbindelse
med genre og disposition.
»Der er stor forskel på kommunikationstyperne – hvis man skar
sine faglige oplæg over samme læst som talen til familiefesten, ville
tilhørerne begge steder bliver både overraskede og desorienterede.
Det er vigtigt at vælge genre med omhu.«
Det er vigtigt at forholde sig til, hvilke krav der automatisk stilles til kommunikationen,
når man vælger en helt bestemt kommunikationsform. Det er et
spørgsmål om at sætte sig ind i de rammer, der er for kommunikationen.
Der findes et hav af kommunikationsformer at vælge imellem, det gælder

KEND KRAVENE TIL DIN KOMMUNIKATIONSFORM
om at vælge en genre, der passer til det, man gerne vil opnå, så man blot
kan følge genrekonventionerne og dermed modtagernes forventninger. Du
kan tjekke genren ved at stille grundlæggende spørgsmål som disse:
1. Hvad er genrens typiske formål?
Er det en festtale, der typisk er underholdende, eller er det en kommunikationstype,
der som regel er informerende eller overbevisende?
2. Indgår denne genre som regel i en bestemt situation?
Et bryllup kræver en festtale, et nyhedsindslag kræver et kortfattet indlæg
med et markant budskab, et møde kræver en indledning – bestemte situationer
kræver brug af bestemte genrer. Vær sikker på, at du vælger én, der
passer til den situation, du skal kommunikere i.
3. Hvilken rolle skal afsenderen have i genren?
Hver enkelt kommunikationsform tilskriver afsender en bestemt rolle. I
indledningen til en konference skal værten byde velkommen og gerne træde
lidt i karakter, så man føler sig personligt budt velkommen. I tv-indslaget
skal journalisten som regel forholde sig nogenlunde neutralt, mens den
interviewede skal være meget direkte til stede som troværdig repræsentant
for et givent synspunkt. Overvej altid, hvilken rolle genren tilskriver dig.
Hvis du bryder ud af den, kan det let blive misforstået eller måske ligefrem
blive opfattet meget negativt.
4. Hvilken rolle giver genren modtagerne?
Kommunikationsformen låser også modtagerne. Når der fx holdes et informerende
foredrag, bliver modtagerne ofte låst i en lærer-elev-situation,
hvis ikke taleren gør sig store anstrengelser for at skabe en ligeværdig
kommunikation. Tænk med andre ord på, hvilken position genren sætter
din målgruppe i; og om det er passende.
5. Hvilken grundskabelon følger genren typisk?
Hver genre har en bestemt rækkefølge indbygget, som man som regel står
sig godt ved at benytte, da modtagerne jo forventer denne struktur og derfor
kan blive forvirrede og miste koncentrationen, hvis den ikke følges. Derfor
gælder det om at tænke over, hvordan den enkelte genre plejer at være
bygget op. Læs mere om disposition på side 55 og om dispositionsformer
på side 71.

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
6. Er der en særlig tone, der er typisk for genren?
Nogle kommunikationsformer har en typisk stil. Det kan være den meget
direkte og klart argumenterende politiske tale, hvor afsender gerne vil fremstå
meget personligt overbevisende, eller en rent formel sagsredegørelse,
hvor afsender nærmest ikke er til stede og næsten klinisk fremlægger fakta
i en lidt stiv form.
7. Er der nogle særlige karakteristika for netop denne genre?
»Der er stor forskel på de enkelte genrer. Det, man kunne kalde
folkelige foredrag i forsamlingshuse med efterfølgende kaffebord,
er ofte en blanding af oplysning, eksempler og dialog om emnet.
Hvis det skal være troværdigt, skal man være meget nærværende.
Og faktisk gælder præcis det samme også for de faglige foredrag,
det gælder i høj grad om at være sig selv, være så uiscenesat som
muligt. I de faglige foredrag er strukturen også meget vigtig. Det
forventes i særdeleshed blandt jurister, at strukturen er helt klar
– man vil kunne se et skema for sig, når man har hørt et sådant
foredrag. Men her behøver man dog ikke tænke så meget over det
faglige vocabularium. Når man har tid nok, har et fornuftigt og et
sandt anliggende, skal man være meget klodset eller uheldig, hvis
de sidder tilbage og tænker, at det var utroværdigt og forstilt. Det
er langt mere problematisk, når man overlader kontrollen til en
journalist fx i tv-indslag.«

FORLØB – ET SPØRGSMÅL OM PSYKOLOGISK FORNEMMELSE
Forløb – et spørgsmål
om psykologisk fornemmelse
Den måde, en mundtlig formidling forløber, er altafgørende – ikke kun for,
hvilket indtryk man efterlader, men for om tilhørerne overhovedet bliver
oplyst eller overbevist af det, der bliver sagt. Derfor er det meget centralt
at få styr på selve psykologien i et oplægs disposition.
ȯrstedsatellitten er opkaldt efter den danske videnskabsmand Hans Christian
Ørsted, der levede fra 1777 til 1851. Han var professor ved Københavns
Universitet, grundlagde Polyteknisk Læreanstalt og begyndte geomag-netiske
observationer i Danmark. Ørstedsatellitten er en dansk fremstillet mikrosatellit
på 61 kg, som skal opsendes med en Delta II raket i 1999. Ørsted
projektet gennemføres i et samarbejde mellem danske virksomheder og
forskningsinstitutioner ...«
Foredraget er i fuld gang, og medarbejderen fra DMI fortæller og fortæller.
Ret hurtigt begynder de mange fakta at køre i ring, og med mindre
tilhørerne er meget motiverede, bliver de hurtigt mere kaffe- end oplysningstrængende.
Foredragsholderen har ikke sorteret oplysningerne godt
nok og slet ikke tænkt over, hvad der skal til for at motivere tilhørerne. Og
det går meget ofte galt i mundtlig kommunikation, fordi man glemmer, at
det kun er én selv, der ved, hvor man er på vej hen. Tilhørerne aner måske
knapt, hvad man skal tale om, og i hvert fald ikke hvordan man har tænkt
sig at bygge det op.
Først og fremmest skal man have sine modtagere til ikke bare at lytte,
men koncentrere sig om det rigtige. I begyndelsen er modtageren særlig
opmærksom, forventningerne justeres, og han indstiller sig på, hvad oplægget
vil rumme. Vi kan jo ikke koncentrere os om det hele, så derfor
danner vi os ret hurtigt en mening om, hvad der er det mest centrale – og
det er meget ofte det, vi får ud af at lytte, også selvom oplægget kan have
handlet om noget helt andet. Vi koncentrerer vores energi om det, vi tror, er
centralt. Det er blandt andet det, der gør disponering vigtigt. Man skal hele
tiden holde styr på, at tilhørerne koncentrerer sig om det rigtige. Derfor
bør man på forhånd gøre sig klart ikke bare, præcis hvad formålet er (se
side 34),og hvordan emnet fokuseres klart (se side 38 og 67), men også i
hvilken rækkefølge indholdet skal præsenteres, og præcis hvad funktionen
af hver enkelt del er.

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
»Rækkefølgen i en tale er altid vigtig. Når jeg skal holde en tale,
skriver jeg næsten altid stikord ned på et hulkort. Ofte bruger jeg
det slet ikke, når jeg står der, men det, at jeg har gennemtænkt
strukturen og skrevet den ned, betyder meget. Det gør det både
nemmere for mig og giver en meget bedre struktur for tilhørerne.«
Taler meteorologen fx om Ørstedsatellitten til en kreds af vejrinteresserede,
der ikke er eksperter, men dog ved nok om meteorologi til at dukke op til
et foredrag om Ørstedsatelitten, skal begyndelsen motivere og interessere
dem. Samtidig skal begyndelsen slå fast, hvad foredraget egentlig går ud på,
og også gerne hvordan det er bygget op. Det er slet ikke det, afsenderen
opnår ved at begynde med navnet og Ørsteds fødeår. Han kunne fx i stedet
være begyndt således:
»Strømmen i jordens indre, jordens magnetiske kræfter, og temperaturen
ude i atmosfæren – det er store ubesvarede spørgsmål, som den danske
satellit Ørsted skal hjælpe os med at få svar på. Vi sendte den afsted i begyndelsen
af 1999, og i dag vil jeg prøve at gøre rede for først og fremmest,
hvad det er, vi håber at få ud af Ørstedsatellittens opsendelse, dernæst skal
vi komme lidt ind på, hvordan projektet er blevet til blandt andet med
hjælp fra en lang række danske virksomheder. Men først til formålet med
alt arbejdet....«
En sådan begyndelse havde i hvert fald givet tilhørerne en bedre idé
om, hvad den næste times tid ville rumme og ville formentlig også have
motiveret dem mere.
Meget ofte er det netop begyndelsens funktion: at skabe interesse for sagen
og også gerne vinde velvilje. Tilhørerne skal ikke alene blive optaget af at
lytte, men også fatte sympati for afsenderen eller i hvert fald finde ham/
hende så troværdig, at de får tillid til oplysningerne. Mange oplæg går allerede
skævt her, fordi taleren glemmer at fange folk ind, før han begynder
at overbevise os om, at et eller andet er rigtigt. Det kan være en god idé
at begynde med et lille indløb, før du begynder på selve din indledning.
Tilhørerne skal jo lige stille ind på dig, sætte sig ned etc., og det får de
tid til, hvis du varmer lidt op, før du begynder. Det kan være noget, der
udspringer af situationen eller måske noget vittigt, der får skabt en positiv
stemning. Tænk på den veloplagte småsnak, der tit indleder møder, det har
som regel præcis denne funktion. Det kan virke koldt og upersonligt at gå
direkte til dagsordenen.

FORLØB – ET SPØRGSMÅL OM PSYKOLOGISK FORNEMMELSE
Når først tilhørerne er fanget ind, gælder det om at præsentere oplysningerne
i den rækkefølge, de har brug for at få dem i. At disponere er
med andre ord et spørgsmål om at leve sig ind i tilhørernes tanker og
informationsbehov.
Slutningen er mindst lige så vigtig som begyndelsen. De fleste af os har
oplevet at overvære et af den slags foredrag, hvor man skal klappe til slut.
Tilhørerne sidder klar med hænderne spændte, lidt fra hinanden i klappeposition,
mens man skeler til hinanden – er foredraget slut? Det er ikke
alene ofte lidt småpinligt, det er også at spilde en væsentlig mulighed for
at sikre sig, at tilhørerne efterlades på den rigtige måde. Slutningen skal
ofte resumere det vigtigste, anbefale præcis, hvad der skal gøres eller på
anden måde sætte trumf på. En mundtlig formidling skal aldrig ebbe ud,
men altid slutte med en krølle på halen.
Dispositions–spørgsmål
Du kan tjekke din disposition ved at stille spørgsmål som disse:
• Hvad er begyndelsens funktion – at lokke modtagerne til at lytte, give
dem overblik over hele indholdet (et resumé), skabe velvilje, vise
imødekommenhed ... eller?
• Hvad har modtagerne brug for/lyst til at vide først? Begrund hvert
enkelt valg af afsnitsplacering.
• Hvad er slutningens funktion – at sætte tanker i gang, at konkludere,
at opfordre til handling, at efterlade modtagerne med en positiv
grundstemning ... eller?
»Jeg disponerer stoffet efter, hvad jeg går ud fra er forsamlingens
interesse og forventninger, og er også parat til at tilpasse det, når
jeg står der, når jeg fornemmer, hvad tilhørerne er interesserede i.
Når det er en grundtvigiansk forsamling, kan det fx være hensigtsmæssigt
at begynde med Odin og Thor, eller i hvert fald med urgermanerne.
Jeg tænker på forhånd over, hvad der mon interesserer
dem i særlig grad og disponerer og selekterer efter det.«

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
Sproget skal fænge og forstås
Sproglig kvalitet er et meget abstrakt begreb. Hvad er det præcis, der gør
nogle menneskers sprog så godt – og hvad er det, der savnes, når sproget
ikke fanger os, men måske tværtimod får os til at lade tankerne vandre i
helt andre retninger?
Dette kapitel handler om fire dyder, som det gode sprog lever op til. At
blive bedre til at tale et fængende og overbevisende sprog, er ofte blot et
spørgsmål om at blive sig disse dyder bevidst og lære, hvordan man kan
indarbejde dem i sproget på en naturlig måde.
Sproglig kvalitet kan skitseres som en balanceakt mellem følgende
kvaliteter:
Hensigtsmæssig
Klar/korrekt Levende
.
Godt sprog er klart og korrekt, så det er let at forstå og ikke skurrer i
ørerne med forskellige sproglige fejl. Men det er også vigtigt, at sproget
er levende, ellers bliver det let tørt og uinteressant. Balancen mellem på
den ene side klarheden/korrektheden og på den anden side sprogets levende
kvaliteter beror på, hvad der i det enkelte tilfælde vil være det mest
hensigtsmæssige. Hvilke krav stiller situationen til den måde, de to skal
afbalanceres i forhold til hinanden?
Klar kommunikation
Klarhed er meget afgørende for troværdig formidling. En hyppig fejltagelse
består i at tro, at jo mere videnskabeligt og abstrakt sproget er, desto mere
troværdig virker man som formidler. Imidlertid er det ofte stik modsat. Når
en taler puster sig op med komplicerede ord og snørklede sætninger, efterlader
det ofte et indtryk af en person, der gemmer sig bag sproget og ikke tør
melde klart ud. Tør man derimod sige tingene ligeud, gerne i samme sprog
som tilhørerne kunne have brugt, virker det troværdigt, fordi indholdet
træder tydeligt, utilsløret frem. Det er altså ikke alene afgørende for dine
modtageres forståelse, at du udtrykker dig klart. Det er også afgørende for
det indtryk af dig selv som person, du efterlader hos tilhørerne.

»Landbrugs- og fødevareminister Henrik Dam Kristensen er en dygtig
mand, der sætter sig ind i sagerne. Men hans største plus er, at
også når han taler om faglige emner, taler han som et landpostbud.
Der er fremmedord i hans sprog, for nu hedder det altså pesticider,
det er ikke hans skyld, men fremmedordene er strøet med meget
følsom hånd. Han taler ikke magtsprog eller politikersprog, han
taler, som om vi sad over en kaffekop ude på landet. Og så er det jo
ingen skade til at være jysk! Når man er tro mod sin dialekt, virker
man også tro på andre måder. Han har ikke lavet sig om.«
Sprogets klarhed kan sikres på flere niveauer:
1. Talens fokus skal være klart, tilhørerne skal vide, hvor du vil hen
med oplægget
2. Talens disposition skal være klar, den skal følge tilhørernes logik
3. Talens ord skal være forståelige for modtagergruppen
4. Talens ideer skal være anskuelige vha. bl.a. konkrete eksempler og
sammenligninger
På side 73 om formuleringsfasen elocutio vender vi tilbage til, hvordan man
kan opnå klarhed på disse fire niveauer.
Brug sproget korrekt
Sproglig korrekthed kan omtales ganske kort: Sørg for, at grammatik, ordvalg
og udtale grundlæggende er i orden, så du ikke støder nogle blandt
tilhørerne fra dig ved at bruge fremmedord forkert, sjuske med udtalen
eller lignende. Det kan imidlertid sjældent undgås, at der kommer småfejl
undervejs. Det er langt fra en ulykke, som modtagere tilgiver vi hellere end
gerne den taler, der i sit engagement snubler lidt over sproget.
»Det er fuldstændig ligegyldigt, om man siger »øh«. Hvis nogen
siger øh, bliver jeg måske ligefrem mere opmærksom: Hvad er det,
han/hun vil sige til mig? Øh kan jo være udtryk for, at man gør sig
umage for at finde den rigtige formulering.«
SPROGET SKAL FÆNGE OG FORSTÅS

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
Giv sproget liv
Sprogets levende kvaliteter er det, der får os til at spidse ørerne og blive
fanget ind af taleren. Levende sprog er ofte det personlige sprog. Det vil sige
sprog, som giver et glimt af den person, der er bag ved professionalismen.
Modsætningen til det levende sprog er det, der ofte kaldes det tørre, upersonlige
bureaukratsprog, som er abstrakt og upersonligt.
Levende sprog er konkret, det ligger nærmere ved dagligdagens talesprog
end arbejdslivets skriftsprog. En af de største trusler mod sprogets liv er, når
man prøver at tale, som man kender det fra mange tekster: lange sætninger
med mange indskud, abstrakte ord og generelle udsagn.
Sproget skal ikke være søgt, men udsøgt. Du skal aldrig lade det velformede
og udsmykkede trykke vippen i bund, så det klare og korrekte
forsvinder. Hold balancen!
»Sproget skal lyde godt, det skal ikke være uspændstigt, men
præget af sprøde formuleringer, der får tilhørerne til at spidse ører
og høre efter. Tit er det et spørgsmål om at vælge de dagligdags
formuleringer og så krydre lidt med billeder eller en ukendt ramme
til noget velkendt.«

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!

Fra idé til applaus
Hvordan forbereder og gennemfører man en god mundtlig formidling?
Det spørgsmål søger anden del at indkredse svaret på.
Opskriften er enkel: man finder, disponerer, formulerer, indlærer og
fremfører sit stof.
De fem faser stammer fra den klassiske retorik og brugtes traditionelt
kronologisk, men der er intet til hinder for, at man kan arbejde mere
dynamisk med sin forberedelse og for eksempel prøve at fremføre et tidligt
udkast og dér finde ud af, at dispositionen burde være en anden osv.
I det følgende præsenteres de fem klassiske forarbejdningsfaser dog i
kronologisk rækkefølge for ikke at forvirre unødigt.

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
At finde det rette indhold – inventio
At undersøge sin talesituation og finde sit stof er emnet for inventio, den
første af retorikkens forarbejdningsfaser, dvs. det første stadium i tilrettelæggelsen
af en tale. Her skal man indkredse, hvad det er, man vil have med
i sin mundtlige formidling på baggrund af en omhyggelig analyse af kommunikationssituationen,
som vi allerede har været inde på i 1. del. Det
resumeres ganske kort i det følgende afsnit:
Undersøg din talesituation
En analyse af situationen er helt afgørende for, om din tale bliver en succes.
For rammer du ved siden af situationen, bliver din tale mislykket. Det
giver sig selv i almindelige talesituationer, vi tænker os lige om, før vi åbner
munden. Hvem står i nærheden, hvad er der lige blevet sagt, og hvad vil
det være en god idé at sige lige nu? Overvejelserne går lynhurtigt og næsten
automatisk, før man åbner munder. Glemmer man det, kan det let blive
pinligt. Udtrykket »malplacerede bemærkninger« beskriver netop det, at
den, der åbner munden, ikke tog højde for, hvilken situation bemærkningen
skulle høres i.
Fremstillingsform
Forløb
Genre
Kontekst
Medium
Afsender
Emne
Formål

Overvej derfor nøje alle det retoriske kompas’ faktorer.
AT FINDE DET RETTE INDHOLD – INVENTIO
At vurdere den situation, du skal tale i, er første skridt i planlæggelsen af
en god tale, men hvad med ideerne til indholdet?
At få ideer
Vi har hver vores måde at få ideer på, nogle går en tur, andre vasker op eller
begraver sig i fagbøger. Her er fem findemetoder, du kan bruge, enten til at
få ideer til emnet eller til at finde ud af mere om det emne, du har besluttet
dig for. Læs om dem, og prøv dem af. Som regel er der en, der passer bedst,
mens de andre kan bruges til at variere med, når opgaven kræver det.
Brainstorming
Tag et stykke papir og en blyant. Skriv dit emne på midten, og skriv alt, hvad
der falder dig ind hulter til bulter på papiret. Bliv ved, så længe du kan. Du
behøver ikke lave en brainstorming på én gang. Det kan være en god idé
at begynde lige så snart, du får emnet. Sæt fx en seddel på opslagstavlen
med dit emne, hav altid en særlig blok liggende til det formål eller brug
en side i kalenderen, og hver gang du kommer i tanke om noget, skriver
du det på. Så har du allerede ideer, den dag du for alvor går i gang med
forberedelserne til oplægget. Fordelen ved at lave en brainstorming er, at
du på en overskuelig måde får samlet alle dine ideer.
Det kan ofte betale sig at lave en brainstorming i flere omgange. Når man
har lavet en, stopper man op og kigger kritisk på den. Streger det ud, der
ikke er relevant, og skriver de gode ideer over på et nyt papir. Her begynder
man så forfra på en ny brainstorming. På den måde arbejder man sig tættere
og tættere på de bedste ideer ved at veksle mellem kreativitet og kritik.
Mindmaps
Brainstorming kan også laves i en mere systematisk form, der kaldes
mindmaps. Her struktureres ideerne lidt mere. Man forbinder de ting, der
hænger sammen. Det bliver derfor nærmest et kort eller et edderkoppespind
af sammenhængende ideer, der dukker op på siden. Mindmaps har den
fordel, at de er enkle at sortere i bagefter, fordi det fx ses meget tydeligt,
hvilke informationer der forudsætter hinanden. Ofte viser det sig oplagt at
fortsætte med enkelte sammenhængende områder. Det kan også tit være
en fordel først at lave en brainstorming og dernæst systematisere ideerne
i et mindmap.

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
Hurtigskrivning
Sæt dig ned foran skærmen eller ved bordet med masser af papir, en velspidset
blyant eller en pc og et ur. Beslut dig for et bestemt tidsrum, fx 15
minutter. Sæt dig godt til rette, og skriv så – hurtigt!
Det er forbudt at stoppe op og rette under hurtigskrivning, du skal skrive,
skrive og skrive. Hvis du ikke kan finde på noget, skriver du bare dit emneord
igen og igen, indtil en ny tanke melder sig. Når tiden udløber, læser
du din hurtigskrivning kritisk igennem. Måske er der noget, du kan bruge?
Ellers er der sikkert en sætning, der kommer lidt nærmere det, du vil. Den
skriver du så øverst på et nyt stykke papir og laver en ny hurtigskrivning
med den som udgangspunkt.
Fordelen ved hurtigskrivning er bl.a., at du kommer i gang med at skrive
allerede fra begyndelsen. Det at skrive genererer jo i sig selv ofte en mængde
ideer – og ofte får man skrevet så gode og naturligt dynamiske afsnit, at de
kan bruges i det endelige manuskript.
»Når jeg skal forberede et oplæg, sætter jeg mig ved computeren og
skriver løs. Først skal tankerne ud – derefter skal de organiseres.
Det er bedre at sætte sine tanker i system, når de ER tænkt – fremfor
at have system i sine tanker, mens man tænker dem. Kun på den
måde finder man frem til nye sammenhænge, som både kan overraske
en selv og ens kommende modtagere.«
Stil hv-spørgsmål til emnet
Hv-spørgsmål er en journalistisk arbejdsmetode. Når reporteren skal dække
en sag, skal han sørge for, at alle hv-spørgsmål bliver besvaret i artiklen, så
læserne får det at vide, de har brug for. Ved at stille spørgsmålene: hvem,
hvad, hvor, hvornår, hvorfor, hvordan og på hvilken måde sikrer reporteren,
at han kommer hele vejen rundt om fx bankrøveriet. Læserne får at
vide, hvem der mistænkes, hvad der er stjålet, hvor det er sket, hvornår på
dagen, hvordan bankrøverne begik det, og på hvilken måde de flygtede.
Den metode kan man også sagtens benytte til forberedelsen af mundtlig
formidling.
Kort sagt: Stil alle de spørgsmål, du kan finde på til dit emne, og besvar
dem. Du skal ikke bekymre dig om, hvordan du formulerer dig. Svar fx i
stikord eller i korte sætninger.

AT FINDE DET RETTE INDHOLD – INVENTIO
Fordelen ved at stille spørgsmål er, at du kommer rundt om mange sider
af dit emne og bliver tvunget til at se det fra flere vinkler, og på den måde
kan du finde flere aspekter ved dit emne.
Tal om det
Det er tit lettere at fortælle eller tale om et emne, end det er at skrive
stikord om det. Derfor kan det være en god idé at snakke med en anden
om emnet, før du går i gang. Du kan evt. optage samtalen på bånd eller
tage stikord, mens I taler sammen. Det er ofte en fordel at lade samtalepartneren
tage stikordene, for det giver dig mulighed for at koncentrere
dig om samtalen.
Fordelen ved at tale med andre om emnet er, at deres spørgsmål tit kan
sætte nye tanker i gang, og man får formuleret sine meninger. Hvis du ikke
har en samtalepartner, så sig det højt for dig selv, det hjælper også.
Notesbogen
Notesbog-metoden minder lidt om brainstorming. Pointen er: Vær altid
bevæbnet, dvs. hav altid en lille notesbog og noget at skrive med på dig.
Ideer kommer på de mærkeligste tidspunkter, når du venter på bussen,
står i kø i Netto etc., og det gælder om at fange dem med det samme. Skriv
stikord ned fuldstændig ukritisk, hver gang en idé melder sig. Til sidst vil
du have en hel bog fuld af gode og dårlige ideer, du kan sortere.
Find dit fokus
Nu har du ideerne, så gælder det om at få styr på dem. At fokusere et emne
er som at zoome ind med et kamera, man skal beslutte sig for et motiv og
holde fast ved det, ellers bliver resultatet rystet og uskarpt. Det er vigtigt at
afgrænse emnet. Det er langt mere spændende at høre en tale, der går i
dybden med nogle få ting, end én der behandler en bunke ting overfladisk.
Derfor må du beslutte dig for et bestemt fokus, altså hvad der skal være
det centrale i din tale, det du koncentrerer dig om. Tænk grundigt over dit
emne igen, og se på din undersøgelse af talesituationen. Hvad skal være
dit fokus? Skriv det så kort som muligt. Og se én gang til på kompasset, vil
det passe til alle hjørner? Ellers lav et nyt fokus, der passer.

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
»Fremfor alt spekulerer jeg over at gøre budskabet meget klart
– at skære alt det overflødige bort. Det dårligt forberedte budskab
bliver sjældent særlig klart. Somme tider opdager man jo også, når
man formulerer det, at det fra starten ikke har været særlig gennemtænkt.
Man skal ikke have for mange budskaber ad gangen,
men prioritere dem. Det kan godt være, at der er ti argumenter for
at gøre sådan, men find frem til de tre vigtigste. Hvad er det, der er
virkelig vigtigt?«
Tænk over din argumentation
Det er også i inventio, at du skal finde ud af, hvad du vil satse på i din
argumentation.
Men hvad er egentlig et argument? Inden for retorikken siger vi, at et argument
består af mindst tre ting:
En påstand – det man søger tilslutning til.
Et belæg – det man begrunder påstanden med.
En hjemmel – det der gør, at modtagerne kan acceptere, at belægget begrunder
påstanden.
En helt enkel argumentation mellem to kolleger:
Kollega 1: Skulle du ikke se at få lavet det mødereferat?
Kollega 2: Nej, det bliver ikke lige nu. Det skal først sendes ud i næste
uge
Belæg
Påstand
Det skal først sendes ud i næste uge Jeg vil ikke lave mødereferat i dag
Ser således ud i modellen:
(Hjemmel)
Hvis kollega 1 skal acceptere denne argumentation, skal han være enig i
denne hjemmel: Man behøver ikke gøre noget i dag, der først skal være

AT FINDE DET RETTE INDHOLD – INVENTIO
klar i næste uge.
Hvis han ikke er enig i dette, accepterer han ikke kollegaens argumentation,
og hun er nødt til at komme med flere gode belæg, hvis hun da ikke går i
gang med referatet.
Argumentmodellen er god at bruge, når du har fundet frem til, hvad det er,
du gerne vil overbevise dine modtagere om. Du kan bruge den til at tjekke,
at din argumentation hænger sammen.
Skriv din påstand og dine belæg op, og undersøg om de er acceptable, eller
om du skal uddybe dem.
Det vigtigste er, at du får indsnævret din argumentation. En påstand og
nogle få belæg, du går i dybden med, er langt mere overbevisende end et
hav af spredte argumenter.
Det er også vigtigt at tage højde for modpartens synspunkter. Du skal altså
stille spørgsmål til dine egne påstande. Hvad kunne man sige imod det, du
foreslår? Opstil gerne modargumenter i argumentmodellen. På den måde
kan du forberede dig på, hvad modparten mener, og du kan måske lade
det indgå i din tale. Det virker meget overbevisende, hvis man inddrager
modpartens argumenter i sin tale og argumenterer imod dem. Derved kommer
man modparten i forkøbet. Det kaldes at gendrive.
»Når jeg har valgt at medvirke i en tv-udsendelse eller en anden
sammenhæng, hvor jeg skal interviewes af en journalist, forbereder
jeg mig ved at tænke alle argumenterne igennem og gøre mig klart,
nøjagtig hvad jeg mener. Selv et meget kort interview forbereder jeg
grundigt. Jeg tænker også på, hvad en Rasmus Modsat-journalist
vil kunne finde på at spørge til eller indvende. Ved på forhånd at
forholde mig direkte til alle modargumenterne, er jeg forberedt på
at gendrive dem, når eller hvis journalisten bringer dem på bane.«
Kollega 2 kunne fx i argumentationen om mødereferatet være begyndt med
at sige: „Du har ret i, at jeg kunne gå i gang med mødereferatet i dag, men
jeg havde egentlig regnet med at gøre det på fredag, der kimer telefonerne

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
ikke helt så meget, og så får jeg mere koncentreret tid til at samle alle de
mange tråde fra mødet.« Derved har hun foregrebet kollega 1’s mulige
argument:
Belæg
Der er ingen grund til at vente til
sidste øjeblik, så har du ikke tid
til at gøre det ordentligt
Gå i gang allerede i dag,
så bliver det bedre
(Hjemmel)
(Jo tidligere man går i gang, des bedre kan det blive)
Påstand
Det er altid en fordel at have gennemtænkt de indsigelser, der kan være
mod dine påstande.
God argumentation skal gerne være konkret. Sørg for at give eksempler på
det, du argumenterer for, det virker langt mere overbevisende.

Få styr på strukturen – dispositio
Dispositionen er som omtalt i første del meget central for opfattelsen af
din mundtlige formidling. Så det er en god investering at bruge tid på at
organisere sit stof. En god disposition er ikke blot en fast opskrift, men en
dynamisk plan, du hele tiden kan udvikle og forbedre, mens du arbejder.
Det, at du har tænkt over og lagt en plan for dispositionen, frigiver også en
mængde energi, når du skal i gang med at formulere, for du ved allerede,
hvad der skal indgå – kender oven i købet omridset – og det at skrive bliver
blot at fylde rammerne ud.
Disponeringsmetoder
Der er mange forskellige måder at arbejde med at disponere på. Nogle kan
bedst lide at lave lister, mens andre eksperimenterer sig frem. Nogle laver
dem tidligt i skriveprocessen, mens andre venter til efter første udkast. Her
er tre mulige metoder:
Hollywood-metoden er opkaldt efter filmbyen, fordi det er ofte er den
metode, der bruges, når der laves tv-serier. Instruktøren skriver de dele,
han gerne vil have med i afsnittet, op på små kort. Dem sidder han så og
bytter rundt på. Ved at lægge kortene op foran sig i forskellige rækkefølger
får han et overblik over, hvordan dette afsnit ville blive med hver enkelt
dispositionstype.
»Hvis det er et foredrag om et område, jeg er meget inde i, er
det nogle gange nok at lave en god disposition. Jeg formulerer de
enkelte punkter og bytter lidt op og ned, til jeg finder en passende
rækkefølge«
FÅ STYR PÅ STRUKTUREN – DISPOSITIO
Skema-metoden kan også være god at benytte. Man laver disposition i
et skema, som på næste side. I første kolonne skriver du, hvilken funktion
den del af teksten skal have, mens du i anden kolonne skriver det, du forestiller
dig, den skal rumme. Du giver altså indholdet en etiket og skriver
et par stikord.
Skema-metoden kan bruges til at få overblik over både funktion og indhold
i dispositionen, samtidig med at du kan brainstorme i hver række og

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
Skema-metoden
FUNKTION INDHOLD
Indledning – skal fange dem Etiket og et par stikord om indholdet
Oversigt – skal give dem overblik Etiket og et par stikord om indholdet
Hoveddel – logisk rækkefølge for tilhørerne Etiket og et par stikord om indholdet
Afslutning – skal sætte trumf på og give et resumé Etiket og et par stikord om indholdet
nå frem til de bedste ideer.
Begrund-det-metoden kan du altid gøre brug af. Den går ud på, at du
begrunder, hvorfor det ville være godt at begynde med netop det eller
slutte præcis sådan. Hvis ikke det kan begrundes, skal det sandsynligvis
ændres.
»Jeg sidder ikke og formulerer en stikordsdisposition, men skriver
og ser, hvad der sker. Og når jeg så har noget tekst, finder jeg frem
til den optimale rækkefølge«.

FIND DEN RETTE SPROGLIGE FORM – ELOCUTIO
Find den rette sproglige form – elocutio
Elocutio er den tredje forarbejdningsfase, her gælder det om at give indholdet
den rette form. Når man skal formidle troværdigt, er det en vigtig
grundregel, at den rette form afhænger af den specifikke situation, man
befinder sig i. Sproget skal passe til situationen, så tilhørerne føler, at taleren
henvender sig til dem på netop den måde, som situationen kræver.
Som tidligere nævnt, kan sprogets tilpasning til situationen illustreres med
denne vippe:
Hensigtsmæssig
Klar/korrekt Levende
.
I dette kapitel gennemgås redskaber og teknikker til at opnå tekstkvaliteterne
hensigtsmæssig, klar, korrekt og levende.
Sproget skal passe til situationen
Hvis sproget er hensigtsmæssigt, opfylder det sin hensigt, dvs. det er præcis
det, der er passende i den situation, det bruges i. At finde det rette sprog er
altså et spørgsmål om at have sans for situationen. Når man skal formidle
et emne troværdigt og fængende til en gruppe modtagere, bør man altid
analysere situationen. Skemaet på næste side kan bruges som udgangspunkt
for analysen.
Overvejelser om alle situationens faktorer og tilpasningen af sproget hertil
er ikke en meget tidskrævende proces. Spørgsmålene kan umiddelbart
virke overvældende, men mange af overvejelserne gør man sig allerede
i dagligdagens mundtlige kommunikation, hvor vi lynhurtigt tager bestik
af, om talesituationen er en smalltalk i supermarkedet med en kollega,
man tilfældigt har mødt ved hylden med vaskepulver, eller om det er en
udviklingssamtale på arbejdspladsen – måske med den samme kollega.
De to talesituationer stiller forskellige krav til vores sprog, det siger vores
erfaring og sunde fornuft os, og tilpasningen til situationen sker hurtigt og
ubesværet.
Spørgsmålene, man her ubevidst tager stilling til, er grundlæggende
de samme som i skemaet. Fordelen ved at bruge skemaet, når man skal

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
KOMPASSET RUNDT MED FREMSTILLINGSFORMEN
è è modtager Hvilket sprogligt forudsætningsniveau har dine modtagere; skal du fx
passe på faglige udtryk, eller skal du netop bruge dem?
è
è èkontekst Stiller konteksten særlige krav til sproget? Indgår dit oplæg i en bestemt
situation, du skal referere direkte til? Er der bestemte følelser på
spil i konteksten?
è
è è afsender Hvilke krav er der til din sproglige stil på forhånd? Hvilke signaler om
dig som person vil du gerne sende gennem sproget?
è è formål Hvilken sproglig form kan fremme dit formål med oplægget, vil du fortrinsvis
informere, underholde eller overbevise tilhørerne?
è
è è emne Stiller emnet særlige krav, fx sværhedsgraden, abstraktionsniveauet, de
konkrete eksempler?
è
è è medium Hvilket overordnet krav stiller mediet? Skal du fx leve op til tv/radios
krav om korthed og punch lines, eller kan du nuancere dit synspunkt i
en længere tale?
è
è è genre Hvilke krav stiller genren til sprogformen? Hvilke forventninger har
dine modtagere?
è
è è forløb Hvordan kan du sikre dig en disposition, der passer til de forventninger
og behov, modtagerne har til denne tekst?
è
è
forberede en mundtlig formidling er, at man får hjælp til at systematisere
sine overvejelser, inden man står i selve talesituationen. Ved at analysere
situationens krav til sproget inden, kan man føle sig meget mere sikker på,
at man møder velforberedt op og kan formidle budskabet, så det rammer
plet. Det giver overskud at vide, at man har taget bestik af situationen, og
det kan være med til at dulme nervøsiteten.

FIND DEN RETTE SPROGLIGE FORM – ELOCUTIO
Skriv til øret
Klarhed er et helt grundlæggende krav til alt formidlingssprog, det gælder,
uanset om man taler eller skriver. Kravet om klarhed bliver dog på nogle
måder skærpet, når det gælder mundtlig formidling. Når man planlægger/
skriver en tale, skal man være meget opmærksom på, at det, man skriver,
skal høres og ikke læses. Der er nemlig meget stor forskel på, hvad ører
og øjne kan opfatte.
1. Øjet kan gennemgå teksten i
sit eget tempo, holde de nødvendige
pauser, så indholdet
kan fordøjes.
2. Øjet kan samle opmærksomheden
om bestemte ord i det
læste.
3. Øjet kan søge tilbage – se,
hvad der egentlig stod.
4. Øjet kan overskue omfanget
af teksten – véd, hvad det kan
forvente.
5. Øjet kan bl.a. af disse grunde
opfatte langt mere sammensatte
og nuancerede tekster
end øret, både mht. indhold
og sætningsstruktur.
1. Øret er prisgivet den talende.
Det kan ikke selv holde pauser
og fordøje indholdet.
2. Øret kan ikke spole tilbage
og genhøre. Har man ikke
hørt budskabet, er der ingen
chance for at indhente det
forsømte.
3. Øret må støtte sig til hukommelsen
for at forstå sammenhængen
i det hørte.
4. Mennesket har en korttidshukommelse
på ca. 8 sekunder,
så skal det hørte flyttes over i
langtidshukommelsen. Der er
altså klare grænser for, hvor
meget øret kan kapere ad
gangen.
5. Øret kan bl.a. af disse grunde
ikke opfatte nær så sammensatte
tekster som øjet.
De forskelle skal du huske at tænke på, når du forbereder din tale. Det er
en række ører, der skal forstå dig. Det kræver, at din tale er mundtlig. Det
betyder ikke, at talen skal være præcis, som man taler, men at man finder
den rette balance mellem skriftsprog og talesprog. Denne balance kan man
kalde talersprog. For at finde ud af, om man har ramt et godt talersprog,
bør man lave en meget enkel øvelse: Lyt til sproget. Eller med andre ord:
Brug høreprøven.

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
»God mundtlig formidling er klart talesprog. Talesprog er korte sætninger,
ligefremme ordstillinger, ord man kan forstå uden at sidde
med en fremmedordbog, og så drejer sig det sig også først og fremmest
om engagement – at den der formidler faktisk er til stede og
er optaget af det, hun/han vil fortælle. Hvis man ikke er det, kan alt
andet være lige meget. Det kræver, at man sætter sig godt ind i det,
man skal formidle, for at man kan være 100% til stede. Jeg kigger
på manuskripterne og tænker: Hvad handler det om? Det skal jeg
kunne fortælle enten mig selv, hende der sidder ved siden af eller
min mor. Når jeg kan det, ved jeg, at jeg forstår det. Det man forstår,
det bliver altid spændende.«
Brug høreprøven
Høreprøven består ganske enkelt i, at man sætter lyd på sproget og lytter
til dets rytme. Kan man fremføre sætningerne på en naturlig og flydende
måde, eller er rytmen nogle steder fx hakkende og tung? Det sprog, der
ligger godt i munden og er let at fremføre højt, vil som regel også være
klart og forståeligt.
»Sproget skal være mundret. Når stemmen bliver anstrengt, er det
ofte, fordi sproget har været for skriftligt og krævet uhensigtsmæssig
koncentration.«
Sådan sikres klarhed i sproget
Foruden at sproget skal være beregnet for øret, er der en række andre krav,
man som formidler skal leve op til at for sikre klarheden.
1. Talens fokus skal være klart, tilhørerne skal vide, hvor du
vil hen med oplægget
Først og fremmest skal du have et klart fokus i din tale/dit oplæg (om
fokus, se side 38 og 67). Du skal i én sætning kunne sige, hvad der er det
centrale i din tale.

FIND DEN RETTE SPROGLIGE FORM – ELOCUTIO
2. Talens disposition skal være klar, den skal følge
tilhørernes logik
Den rækkefølge, du præsenterer indholdet i, har stor betydning for, om
det er let at forstå. (Se side 55 og 71 om disponering). Du skal tage højde
for, hvad dine modtagere ved om emnet. Ofte er der behov for, at man først
vækker tilhørernes interesse og gør dem det klart, hvad de kan bruge dine
informationer til, før man går i gang med emnet. I fremstillingen af emnet
er det også vigtigt hele tiden at tænke på, hvilke informationer der vil være
logiske for tilhørerne, ikke for dig selv. Det gælder ikke kun selve talens
hoveddele, også i de mindre afsnit og nede i selve sætningerne skal du
tjekke, om dit indhold kommer i en logisk rækkefølge.
3. Talens ord skal være forståelige for modtagergruppen
Når man i kraft af sit arbejde, sin interesse eller sit studium får dyb indsigt i
et fagligt felt, bliver man også præget af fagets særlige sproglige terminologi.
Med tiden bliver terminologien en helt naturlig del af en – og så er det, at det
formidlingsmæssigt ofte kan gå galt. Alt for mange faglige ord og begreber
er ikke bare svære at forstå for folk uden for fagfællernes kreds – de kan
også være med til at give formidlingen et tungt og kedeligt præg.
»Min mor er en ganske almindelig dansker, så hende taler jeg til,
når jeg skal præsentere noget – eller en anden ganske almindelig
dansker, der heller ikke er dum, men som til gengæld heller ikke
er ekspert. Som minister har jeg alle landets ypperste eksperter
siddende ved mit runde bord og diskutere sagerne. Så når jeg rejser
mig fra det bord og skal ud og formidle det her til en gruppe modtagere,
så ser jeg lige mig selv i spejlet og tænker: »Hvad er det, der
er vigtigt i det her?« Jeg kunne selvfølgelig fylde modtagerne med
fremmedartede betegnelser, der knækker tungen. Men det skal man
ikke. Man skal hele tiden have i baghovedet, at emnet skal være
nærværende og interessant for modtagerne, og det bliver det kun,
hvis man fortæller det så dagligdags som muligt.«
Undgå derfor at bruge mange ord, der ikke er umiddelbart forståelige for
modtagergruppen. Hvis du er i tvivl, så bed et familiemedlem, en ven eller
en anden ikke-fagfælle om at vurdere, hvilke ord der bør skiftes ud eller i
hvert fald forklares. Hvis du ikke har mulighed for at spørge en anden til

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
råds inden, hvis du fx sidder midt i et direkte interview til tv eller radio – så
hav en konkret person i tankerne, som du forestiller dig, du taler til. Det
skal være en person, du kender godt og føler dig fortrolig med.
»Sprog er en vidunderlig størrelse. Hvis der er noget, man ikke helt
forstår, kan man altid skjule det sprogligt, pakke det ind i abstrakt
sprogbrug. Det ser jeg 100 gange hver dag, både fra politikere og
journalister. Man kan gøre det passivt, uden én der agerer. Jo mere
konkret man laver sproget, jo mere skal man vide, hvad det handler
om. Fx en historie, hvor der står »det fremsatte lovforslag«. Hvem
har fremsat det? Regeringen. Hvem i regeringen? Nyrup. Ok, så
handler det pludselig om statsministeren. Man kan pakke ting ind
ved hjælp af sproget, og man kan pakke det ud. For at være en god
formidler skal man lære at pakke tingene ud, så modtagerne hurtigt
er med på, hvad det handler om.«
4. Talens ideer skal være anskuelige ved hjælp af
konkrete eksempler og sammenligninger
Husk at give eksempler på det, du taler om. Det er langt lettere for tilhørerne
at forholde sig til noget, de hører et eksempel på. Et godt eksempel
er enkelt. Det skal ikke kunne misforstås og heller ikke være så langt, at
tilhørerne har glemt, hvad det er et eksempel på, før du kommer tilbage
til dit egentlige indhold.
Levende sprog der er værd at lytte til
Korrekt og klart sprog er vigtigt, men det er ikke nok. Vippens anden
side, det levende skal også med, ellers bliver det let en kedelig tale. Men
balancen er svær, talen skal heller ikke blive så levende, at tilhørerne slet
ikke opfatter dit budskab.
Vælg ikke kun abstrakt indhold, men sørg for at konkretisere, dvs. find
nogle konkrete detaljer eller situationer, der kan live din tale op. Beskriv
for dine modtagere, de skal ikke bare høre om din oplevelse, men selv
kunne se det for sig. Man får sjældent nogen til at leve sig ind i og føle
med emnet uden at beskrive det, så de kan se det for sig. Sørg derfor for at
have et forråd af konkrete eksempler at bruge af. Eksemplerne bør indarbejdes
i selve oplægget, så hver vigtig abstrakt pointe ledsages af et konkret
eksempel, der gør det levende og interessant for tilhørerne. Hvis du ikke
allerede har gode, brugbare eksempler klar i tankerne, kan du finde dem

FIND DEN RETTE SPROGLIGE FORM – ELOCUTIO
frem fra erindringen ved at lave en hurtigskrivning eller brainstorming ud
fra overskriften: »Konkrete eksempler der handler om mit emne«. Husk
også oplevelsen ved at være der, og nedskriv så mange detaljer som muligt,
også gerne replikskifter, stemninger osv.
Billedsprog kan også være en måde at vække sproget på. Allerede for mere
end totusind år siden arbejdede retorikerne med at bruge billedsprog i taler.
De udviklede et hav af forskellige måder at bruge sproget finurligt på, de
såkaldte troper og figurer, som bruges endnu. I det følgende kan du læse
om nogle få af dem, du med fordel kan bruge, når du skal arbejde med
en tale. Du kender sikkert de mest almindelige: metafor, personificering
etc., derfor kan du her læse om nogle af de lidt mere specielle, men meget
brugbare troper og figurer.
Tretrinsraket
En tretrinsraket består, som navnet antyder, af tre dele. Det kan være en
liste med tre elementer eller en opremsning af »for det første ..., for det
andet, for det tredje ...«. At det netop er tre er meget vigtigt, for tre føles
afrundet, man forventer nærmest altid tre. En engelsk forsker har undersøgt,
hvad der får folk til at klappe af politiske taler, og noget af det, der vakte
flest klapsalver, var tretrinsraketterne. De virkede nærmest, som når man
råber »på pladserne, færdige, løb« ved et atletikstævne – ved »løb« vidste
tilhørerne, at nu skulle de klappe. Men tretrinsraketter er gode i det hele
taget. Så husk det magiske tretal.
Antitese > <
En antitese er en modsætning, når du sætter to modsatte ting op overfor
hinanden. Jo større forskel der er på de to ting, des stærkere virker antitesen.
En antitese skal ligesom alle de øvrige virkemidler ikke bruges for
enhver pris, men når indholdet kræver det. Husk hele tiden, at form og
indhold skal følges ad. Ved en folketingsdebat om kunstig befrugtning blev
navnlig en udtalelse fra debatten citeret i medierne, både de skrevne og
de elektroniske: »Vi er i dag ved et spørgsmål, der handler om, hvorvidt
tilblivelsen af et menneskeliv skal ske i et koldt laboratorium eller i et kærligt
favntag.« Citatet rummer netop en antitese mellem det kærlige favntag
(naturlig befrugtning) og det kolde laboratorium (kunstig befrugtning).
Citatet blev husket af journalisterne pga. dets konkrethed og antitesens evne
til at sætte modsætningerne klart op over for hinanden.

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
Retorisk spørgsmål
Et retorisk spørgsmål er naturligvis et spørgsmål. Det kræver tilsyneladende
et svar, men det giver man ikke. Det kan ofte være en god idé at bruge
retoriske spørgsmål i en tale, fordi det tvinger tilhørerne til at tænke over
svaret og vækker dem måske lidt. Man skal dog passe på ikke at overdrive
eller stille for kryptiske spørgsmål, så kan det snarere virke forvirrende.
Et eksempel på brug af et retorisk spørgsmål er spørgsmålet: »Er der slet
ingen grænser for, hvad vi skal bruge teknologien til?« Spørgsmålet blev
stillet under et folketingsmedlems indlæg i salen i diskussionen om kunstig
befrugtning. Tilhørerne i salen forventedes naturligvis ikke at besvare
spørgsmålet nu og her, men det var heller ikke nødvendigt, for det lå i
spørgsmålets formulering og sammenhæng, at taleren mente, at svaret er:
Jo, der er grænser.
Retorisk samtale
Du kan også vælge at bruge spørgsmål, du derefter selv besvarer, det kan
have lidt af den samme effekt på tilhørerne, selvom de får svaret. Det kaldes
retorisk samtale. Et eksempel på en retorisk samtale er: »Kan den uheldige
udvikling fortsætte længe endnu? Ja, det kan det. Er der noget, vi kan gøre
for at forhindre udviklingen? Ja, det er der heldigvis også. Vi kan sørge for
aktivt at ...« Til forskel fra det retoriske spørgsmål gives svaret her direkte
af taleren selv. Effekten er i lighed med det retoriske spørgsmål at inddrage
tilhørerne, som – selvom de ikke forventes at svare – måske alligevel vil
tænke over spørgsmålene og dermed blive mere engageret i talens emne.
»Med hensyn til sprogvalg prøver jeg ikke blot at undgå fagord, jeg
prøver at betjene mig af det samme sprog, som hvis jeg sad i en
kreds af venner. Jeg har den forestilling som jurist, at der egentlig
ikke er nogen juridisk eller retsfilosofisk problemstilling, der
ikke bør kunne forklares for ikke-jurister. Engang imellem kan
det knibe, fx med en obligationsretslig problemstilling, der kan
blive meget indviklet, men jura handler altid om forholdet mellem
mennesker, ofte med en konflikt indbygget – og det bør derfor altid
kunne forklares for almindeligt tænkende mennesker. Og det kan
man, hvis man benytter et ikke fladt, men et ligetil sprog og krydrer
med eksempler og billeder.«

Forbered fremførelsen – memoria
FORBERED FREMFØRELSEN – MEMORIA
At forberede fremførelsen er emnet for memoria, retorikkens fjerde forarbejdningsfase.
Memoria betyder egentlig hukommelse, og hukommelsen
er også en vigtig faktor i forbindelse med en tale. Det er din hukommelse,
der afgør, hvor levende du kan fremføre talen, og det er dine modtageres
hukommelse, der afgør, hvor meget de forstår og husker. I antikken var
det særlig vigtigt, at taleren havde en god hukommelse, for det var bandlyst
at bruge manuskript, selv når man skulle holde meget lange taler. Derfor
udviklede de en mængde huskemetoder eller mnemoteknikker, som de
kaldes.
En barsk legende fortæller, at det var den græske digter Simonides, der
skabte »huskekunsten«: Ved en fest hos en rig adelsmand fremførte Simonides
et digt til dennes ære, men hyldede ikke kun adelsmanden, også to
guder, nemlig brødrene Kastor og Pollux. Adelsmanden blev vred over, at
det ikke kun handlede om ham og sagde vredt, at han kun ville betale halv
pris for digtet, resten måtte de guddommelige tvillinger betale. Kort efter
kom der et sendebud og sagde, at to unge mænd ville tale med Simonides
udenfor. Han gik ud, men der var ikke nogen. I det samme styrtede taget ned
bag ham og dræbte adelsmanden og alle hans gæster. Familie og venner til
de dræbte ville gerne begrave den rigtige, men de kunne ikke finde ud af,
hvem der var hvem. Til alles forundring kunne Simonides identificere alle
de døde, han kunne nemlig huske præcis, hvor alle sad ved bordet.
Synet er den stærkeste af vore sanser, og Simonides kunne netop huske,
hvem der var hvem ved at mindes, hvor han havde set hver enkelt sidde.
Simonides opdagelse af, hvor godt man husker synsindtryk, blev overført til
husketeknik. Når man havde forberedt sin tale, placerede man hver enkelt
del enten rundt om et bord, eller mere hyppigt i et hus man kendte godt.
Altså fx indledningen i entreen, sagsfremstillingen i køkkenet, argumentationen
i spisestuen og afslutningen i stuen. Når man så skulle holde talen,
forestillede man sig, at man gik gennem huset, og alle detaljerne huskede
man så via symboler i de enkelte rum. Det lyder måske indviklet, men det
er i hvert fald helt sikkert, at de fleste mennesker bedst husker noget, de
har set.
Nu er den slags mnemoteknikker nærmest helt afløst af manuskriptteknik,
og ved lange tv-taler er der fx som regel en maskine (en teleprompter),

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
der ruller teksten langsomt forbi foran kameraet, så taleren kan have øjenkontakt
samtidig med, at han/hun læser op.
Manuskriptteknikker er lige så personlige som idéteknikkerne, vi har hver
vores måde, der passer os bedst. Nogle kan bedst lide fuldt manuskript,
andre stikord eller en mellemting.
Generelt er det de færreste, der slipper godt af sted med kun at arbejde
med stikord. For langt de fleste løber sproget løbsk med dem, og de kommer
til at fremstille deres sag rodet. Kun meget garvede talere, der holder
tale nr. 117 om renæssancens skibe, slipper helskindet fra lutter stikord.
Men der er også mange, der bliver fastlåst af et manuskript. De bliver helt
stive i fremstillingen og læser højt, som var det et lovcirkulære, de intet
havde med at gøre.
Det er som regel en god idé at begynde med at arbejde med små taler
med fuldt manuskript, så du bliver god til at lave en gennemarbejdet tale.
Efterhånden kan du så eksperimentere og se, hvilken manuskriptform der
passer dig bedst. På de næste sider kan du læse om tre forskellige manuskripttyper:
fuldt manuskript, skema-manuskript og stikordsmanuskript.
Ligegyldigt hvilken manuskriptform du finder frem til, skal du sørge for at
have dit manuskript klar i god tid. Det vigtigste for en god tale-forberedelse
er nemlig, at man bliver fortrolig med sit manuskript, så man er helt tryg
ved det, når man skal holde sin tale. Og det bliver man kun ved at kende
det godt og have holdt talen med det færdige manuskript adskillige gange.
Derfor er du nødt til på et tidspunkt at beslutte dig for ikke at ændre mere
i din tale, skrive manuskriptet ind – og så øve dig.
Fuldt manuskript
At skrive et godt fuldt manuskript kræver, at du bliver god til at ramme det
sprog, vi har kaldt talersprog. Du skal skrive i et naturligt og mundtligt
sprog – i dit sprog! Fuldt manuskript er ofte en god idé som et arbejdsredskab
på vej mod den endelige tale. Det at have formuleret det præcist
og øvet sig med et manuskript, der har den rette længde osv. kan være en
meget stor fordel, når man skal fremføre et oplæg, men det bliver meget
ofte alt for stift, hvis man bruger fuldt manuskript. For nogle er det dog en
stor støtte, især mens det er nyt at holde oplæg. Man kan hurtigt få indøvet
dårlige vaner med alt for lange og alt for upræcise oplæg, der spilder
modtagernes tid. Det undgås, hvis man disciplinerer sig selv ved at træne
med fuldt manuskript.

Gode råd til fuldt manuskript
• Vælg en halvstor bogstavstørrelse, der er let at se, når du holder manuskriptet
i naturlig afstand. Er bogstaverne for små, kommer man let til
at ligne en muldvarp med sammenknebne øjne for at få øje på ordene.
• Lav en del afsnit, så du klart får markeret små skift i din tale.
• Skriv dit manuskript på lidt tykkere papir end almindeligt og helst på
manuskriptkort på max. en halv A4-side. Det er meget lettere at styre
end hele sider.
• Sørg for, at der står en helhed på hvert kort, du må ikke skulle
skifte kort midt i et afsnit.
FORBERED FREMFØRELSEN – MEMORIA
• Lær ikke hele talen udenad, så bruger du alt for megen tid på at
huske. Du har jo kortene at støtte dig til. Lær indledningen og afslutningen
udenad, så du kan have tæt øjenkontakt med dine modtagere
dér. Resten af talen skal du være fortrolig med. Du skal kende indholdet
på hvert eneste kort.
• Hav manuskriptet klar i god tid, så du kan nå at øve dig mange gange
med lige præcis det manuskript, du også står med på talerstolen.
Du kan vælge at fremhæve de mest centrale pointer med en overstregningstusch.
Det kan være en god idé, så du let kan orientere dig på
kortet, når du kigger ned. Du skal let kunne få øje på det centrale. Men
det er vigtigt, at du ikke overdriver brugen af overstregningstuschen, for så
mister det helt sin effekt. Hvis det hele er blevet skriggult, er det bedre at
lave et nyt sort-hvidt manuskript! Husk at nummerere dine manuskriptkort,
så du let kan holde styr på dem både før og under fremførelsen.
»Når folk er for bundne af manus, bliver det lige som, når nogle
tv-værter speaker: De taler ikke til nogen, det er kun en dialog med
teksten. Det kan bedres ved en enkel øvelse. Vælg et fysisk orienteringspunkt
ude i lokalet. I træningen af studieværter bruger jeg
at lade værten pege mod kameraet, så får stemmen øjeblikkeligt
adresse. Det samme kan bruges af folk, der træner i at tale i et stort
lokale og som gerne vil løfte sig ud over manuskriptet.«

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
Skema-manuskript
Skema-manuskriptet kan være en god hjælp i situationer, hvor det ikke er
passende eller er umuligt med fuldt manuskript, fx ved eksaminer, til møder
etc. Men det kan også være, at du bedre kan lide at bruge det i andre
situationer, også når du har skrevet hele talen ned. Et skema-manuskript
kan se meget forskelligt ud, men princippet er, at du opbygger et skema:
Den første kolonne skal rumme de hoveddele, din tale består af. Hvert afsnit
EMNE: HUSK I ØV-
RIGT
Indledning Vigtige pointe
Afsnitsoverskrift – „ –
– „ – – „ –
– „ – – „ –
Slutning – „ –
skal have en overskrift, der fortæller, hvad det skal rumme. Du skal ikke
finde på fikse overskrifter, som om det var en avisartikel. Overskrifterne
til skema-manuskriptet skal snarere være etiketter, der fortæller, hvad der
skal siges i det afsnit.
I den næste kolonne skriver du nogle centrale pointer fra det enkelte
afsnit. Måske har du fundet en særlig god formulering, du gerne vil kunne
huske eller et godt belæg, du er bange for at glemme.
Tredje kolonne er til ydre ting, du skal huske. Skal du fx vise et eksempel
på tavlen, uddele en kopi el.lign., kan du huske dig selv på det her.
Skema-manuskriptet skal ikke rumme for meget, kun det aller vigtigste skal
skrives ind. Skemaet skal være overskueligt. Pointen med den manu-skriptform
er så, at du, når du står i talesituationen, kan nøjes med at bruge den
første kolonne. Hvis du ikke kan komme i tanke om en pointe, ja så kigger
du bare i anden kolonne, og tredje kolonne hjælper dig til at huske de ydre
detaljer. På den måde kan du let overskue, at du husker det hele, samtidig
med at du kan tale frit uden at være bundet af et fuldt manuskript.
»Jeg skriver altid hvert eneste ord ned, og så bagefter laver jeg et

stikordsmanuskript, så jeg nærmest kun har dispositionen og et
par favorit-formuleringer stående. Men det, at jeg har skrevet det
hele ned først, gør at jeg kan huske de gode formuleringer samtidig
med, at stikordsmanuskriptet gør, at jeg ikke står og læser op.«
Stikordsmanuskript
Stikordsmanuskript er en god idé, når du er ved at være tryg ved at holde
tale og er blevet god til at vurdere, hvor meget du kan nå at sige på den tid,
du har. Stikordsmanuskript kræver, at du kan tale frit – og blot har brug
for at støtte dig til manuskriptet i ny og næ.
Når du skal udarbejde et stikordsmanuskript, minder det lidt om skemamanuskript.
Det skal ikke være tilfældige ord, men nøgleord du skriver ned.
Det er også en god idé med manuskriptkort til stikord, så du kan skifte kort,
når der er brug for en pause, fx når du skifter til et nyt område inden for dit
emne. På hvert kort skal der så stå, hvilke nøgleord eller nøglesætninger du
skal huske inden for netop den del af talen. Du må endelig ikke skrive for
meget, det skal være overskueligt. Hvis du skriver meget op, har du måske
alligevel brug for fuldt manuskript med overstregninger?
Nederst på hvert kort er det en god idé at skrive en sætning, der forbinder
kortet med det næste. Du skal altså formulere den overgang, du har tænkt
dig mellem kortene. Det gør din tale mere flydende, og der kommer ikke
mærkelige pauser, hvor du står og prøver at komme i tanke om, hvad forbindelsen
til næste kort er – eller hvad næste kort nu indeholder.
»Det er bedre at glemme et par småting og holde talen levende. Flowet
i sproget bliver bedre, og man fremstår langt mere direkte på
den måde. Det giver en større troværdighed, bl.a. fordi man virker
mere sikker.«
Husk også altid at nummerere kortene, så du ikke bliver forvirret undervejs.
Det sker, at man taber kortene på vej til talerstolen eller kommer til at rode
rundt i dem, mens man sidder og venter på at blive kaldt op.
»Jeg hader at læse et manuskript op, derfor har jeg altid talepunkter(stikord).
Talepunkter forudsætter dog, at man ved, hvad
FORBERED FREMFØRELSEN – MEMORIA

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
man taler om, men det gør man jo som regel også. Nogle gange har
jeg dog indledningen mere udbygget, fordi det er vigtigt, hvordan
man kommer i gang. Bortset fra indledningen, som jeg har mere
færdige manuskriptsætninger til, er det bedre kun at have ideerne i
stikordsmanuskriptet, ikke de færdige formuleringer. Hvis jeg også
bruger overheads, har jeg kopier af overheadene på almindeligt
hvidt papir som manuskript. Der står ikke mere end 8–10 ord, for
folk kan ikke samtidig læse og lytte. Nogle gange har jeg noteret den
forbindende tanke mellem overheadene. Bortset fra det har jeg ikke
andet manus.«
Hør mig skrive!
Overheads, præsentationsprogrammer, kopier, tavle og flipover er blot nogle
af de værktøjer man kan bruge til at supplere den flygtige talestrøm. Det
kan være en stor fordel, men er også forbundet med nogle farer.
Overheads, præsentationsprogrammer og uddelte kopier kan let få én
til at sætte tempoet op, det går jo stærkt at læse den slags punkter op, men
spørgsmålet er, om modtagerne får det hele med? Sjældent. Punktopstillinger
skal ledsages af eksempler og uddybning og skal have plads til at
bundfælde sig. Overheads og præsentationsprogrammer kræver helt korte
udsagn, fordi de skal stå med stor skrift (gerne 18 pkt.) for at kunne læses.
Det indbyder til punktopstillinger, der ikke giver så meget mening i sig selv.
Derfor kan det være en fordel at kombinere dem med at uddele kopier, så
slipper dine modtagere også for desperat at prøve at grifle det hele ned.
Lav gerne forskellige versioner, så kopien ikke blot er en print version af
det viste, men rummer lidt flere sætninger, der fortæller, hvad punktet rent
faktisk indeholdt.
Brug endelig ikke for mange overheads. Det virker meget forvirrende at
vise en overhead på lærredet for straks at skifte den ud med en anden, før
tilhørerne får lejlighed til at læse, hvad der stod på den første overhead.
For mange overheads kan også skabe en stemning af, at dette foredrag er
overplanlagt, så der slet ikke er plads til at lade modtagerne bestemme
tempoet og ikke mindst indholdet af det, der tales om.
»Embedsmændene i ministeriet er holdt op med at lave mange
overheads til mig, inden jeg skal ud og holde foredrag. Jeg bruger

FORBERED FREMFØRELSEN – MEMORIA
dem nemlig helst ikke, for de fjerner opmærksomheden fra det talte
ord. Man behøver ikke 25 overheads til at fortælle om sal-monellaproblemet.
Overheads gør formidlingen upersonlig, man skjuler sig
selv og sin holdning bag dem.«
Tavle og flipover er værktøjer, der kræver aktivitet af dig som oplægsholder,
og det tager tid. Men det er ofte en fordel, fordi det indbyder mere til dialog
og gør, at man lettere kan bryde ud af en lidt stiv talerrolle. Det er vigtigt
ikke at tale, mens man skriver, men give tilhørerne ro til at se, hvad der
dukker op i kridtrøgen. At det ikke bliver helt så smukke bogstaver som
på en overhead er inderligt ligegyldigt, blot det kan læses. Brug med andre
ord tavle og flipover som supplement til de andre værktøjer til at få tempoet
lidt ned og lade tilhørerne spille helt direkte med.
»Vi har i IBM det, vi kalder dialogmøder med medarbejderne
på ca. 11⁄2 time. Der holder jeg ofte et oplæg på ca. 1 time om fx
forretningsstrategier. Det oplæg forbereder vi længe. Først har vi i
ledelsen valgt budskaberne ud, og kommunikationsafdelingen har
lavet de visuelle hjælpemidler. Selv forbereder jeg mig også meget
omhyggeligt på, hvordan jeg vil sige det. Jeg tænker meget over det,
og jeg vil vædde på, at jeg bruger meget længere tid på at forberede
mig, end mine medarbejdere tror. Fortrolighed med indholdet er
forudsætningen for, at man kan tale frit og bruge de visuelle hjælpemidler
rigtigt. Jeg vil ikke stå og læse det op, de kan se, men gerne
tale, så teksten supplerer det, jeg vil fortælle. Under forberedelse
kan jeg godt finde på at sige dele højt for mig selv, så jeg har hørt,
hvordan det lyder.«

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
At stille sig op og formidle – actio
Så sker det! Actiofasen er retorikkens femte forarbejdningsfase, selve fremførelsen,
og som regel roden til al nervøsitet. Mange føler nok, at det er
lidt af en overvindelse, de første mange gange man skal træde frem foran
en større gruppe mennesker og formidle sit budskab. De tanker, der løber
gennem hovedet, mens man retter på håret og glatter på tøjet for syttende
gang, drejer sig ofte om, hvorvidt man nu kan klare opgaven perfekt. Men
god, troværdig fremførelse drejer sig ikke om at være perfekt. Det drejer
sig om at være menneskelig og tillidsvækkende, men ikke 100% korrekt i
alt fra til meninger. Det vigtigste er, at man i fremførelsen signalerer, at man
er velforberedt, har tænkt over emnet, tager opgaven alvorligt og virkelig
brænder for at formidle sit budskab til tilhørerne. Når man som tilhører
kan mærke denne indlevelse, vil man ikke tage det ilde op, hvis taleren af
nervøsitet eller entusiasme kommer til at slå knuder på tungen eller vælte
sit vandglas. Tværtimod vil tilhørerne måske ligefrem få endnu mere sympati
for taleren. Professionelle studieværter i tv er så bevidste om, at man ikke
skal være alt for perfekt, at nogle ligefrem indbygger småfejl i oplæsningen,
så de ikke kommer til at virke som maskiner, men som mennesker.
Der er altså ingen grund til at frygte fremførelsen. Brug hellere energien
på at optræne nogle grundlæggende formidlingsfærdigheder, inden du skal
på. Nedenfor nævnes nogle af de sider af fremførelsen, man som formidler
har glæde af at arbejde med som støtte for en god, troværdig fremførelse,
der er båret af engagementet i sagen.
I dette kapitel kan du læse om:
• Hvilke virkemidler du har, når du skal tale – nemlig stemmen og
kropssproget
• Hvordan du bedst forbereder dig på fremførelsen
• Hvad du kan gøre under fremførelsen
Men først til de virkemidler du har, når du skal fremføre. Dine virkemidler
i fremførelsessituationen er begrænset til din stemme og dit kropssprog.
Stemmen
Når du taler, er luften afgørende. Derfor er det vigtigt at trække vejret roligt
og dybt, så der er luft nok til at fuldføre sætningerne roligt og med en vis
volumen, uden at det lyder, som om du er ved at blive kvalt af iltnød. At

kunne trække vejret ordentligt kræver, at man står ordentligt. Solidt plantet
på begge fødder. Sørg for at stå frit, så du kan bevæge dig. Det hjælper dig
også til at få mere ro over din fremførelse, at du står godt og trækker vejret
dybt. Dybt vil sige med mavemusklerne og ikke helt oppe ved halsen. Det
er faktisk også den måde at trække vejret på, vi er skabt til.
Artikulation
Artikulation er selve udtalen af ordene. Det kræver mere af din artikulation
at holde en tale end at tale med en person, der sidder lige over for dig. Du
skal gøre dig umage for at tale tydeligt. Sørg især for ikke at afsnuppe endelser
og springe småordene over. Du skal helst bevæge ansigtet så meget,
at du selv føler, du overdriver (og skærer ansigt), det ser ikke unaturligt
ud for folk i salen – de kan bare høre, hvad du siger. Prøv at hviske, så kan
du mærke, hvor meget artikulationen betyder.
Afveksling
En god fremførelse er præget af afveksling. Man kan variere tre ting for
effektens skyld: tempo, toneleje og volumen.
»Når man får stillet et spørgsmål, tror jeg, at det er en fornuftig
ting, at man ikke snubler over sig selv for at besvare spørgsmålet,
næsten før det er stillet. Man skal ikke lægge skjul på, at man tænker
sig lidt om. Det skal ikke være som Jehovas Vidner ved døren,
der har lært alle svarene på forhånd og fyrer dem af næsten som
automater. Det skal selvfølgelig heller ikke være en krukket kunstpause,
men en pause der viser, at man lytter og reflekterer og efter
en kort overvejelse svarer som en troværdig formidler.«
Tempo
Generelt skal du tale lidt langsommere, end du plejer, og sørge for at holde
pauser!
»At være troværdig handler om at turde holde pauser, fordi man
derved giver udtryk for, at man gider tænke over, hvad man skal
sige.«
AT STILLE SIG OP OG FORMIDLE – ACTIO
Du skal ikke være bange for stilhed, men ligefrem sørge for at holde pau-

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
ser. Det giver dine modtagere mulighed for at sluge alt indholdet, og gør
det langt lettere at forstå din tale. Husk, at der er ørerne, der skal fange
dit budskab. Hold pauser for virkningens skyld ved afsnit, hvor det giver
mening. Det er som regel en god idé at markere pauserne i dit manuskript.
Find et tegn, du kan bruge til at markere, at her er brug for en lidt længere
pause, fx #. Du kan også vælge at skifte manuskriptkort de steder, hvor der
er brug for længere pauser.
»Jeg har efterhånden lært ikke at fise så meget rundt på stolen og
skramle med papirerne, og jeg har lært at trække vejret ordentligt,
så der er luft til at tale, så man kan forstå det. Men jeg er stadig en
af dem på TV-avisen, der taler hurtigst. Der bliver nogle gange lavet
målinger af, hvor mange ord de forskellige studieværter siger i minuttet
– jeg siger mange. Derfor har jeg skrevet SLOW i mit manuskript
for at minde mig selvom at tale lidt langsommere – specielt i
de passager, hvor det er tungt, sværtforståeligt stof, fx i indslagene
Kort Nyt fra Udland.«
Toneleje
Pas på ikke at lyde for skinger, begynd en anelse dybere, end du plejer at
tale. Det skruer sig nemlig ofte op. Men også her er det vigtigt at huske, at
naturlighed spiller en stor rolle for troværdighed. Lad derfor være med at
presse din stemme for langt ned i et stemmeleje, hvor det ikke føles – og
lyder – naturligt.
Volumen
Volumen eller lydstyrken skal altid afstemmes efter lokalet og de tilstedeværende.
Det kræver mere stemmekraft at tale i en sal til 100 mennesker
end til en lille gruppe mennesker omkring et mødebord. Pas på ikke at
spænde musklerne, når du gerne vil tale højt. Sørg for at trække vejret
dybt, så kan du få langt mere kraft bag stemmen.

AT STILLE SIG OP OG FORMIDLE – ACTIO

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
»Et af de almindeligste problemer ved fremførelsen er, at folk ikke
når ud over forreste række. Dels er det upraktisk for forståelsen,
dels kan det opfattes som om, man ikke er interesseret i tilhørerne.
Løsningen på problemet kan være, at man udvælger sig en person
på bageste række, som man så beslutter sig for at nå med sin
stemme. Stemmens volumen og retning er noget fysisk konkret,
som man må præcisere – fuldstændig som når man kaster en bold.
Vil man nå 8 meter ud med en bold, kræver det en ganske bestemt
mængde energi. Det samme gælder stemmen. Man kan lave en lille
øvelse: 2 eller flere personer bevæger sig rundt i et rum og kaster
en bold til hinanden – i første omgang i tavshed, men med øjenkontakt.
Efter et stykke tid kan de kaste bolden fuldstændig præcist,
lige i hænderne på hinanden. Sæt så stemme på, sig noget højt,
mens bolden kastes. Det sjove er, at nu bliver kastene for korte.
Bolden falder i gulvet et stykke foran modtageren, og øjenkontakten
glipper. Øvelsen går nu ud på at finde ud af, hvor meget stemme der
hører til et kast på 4 meter, 8 meter, 12 meter osv. Efter et stykke tid
bliver kastene igen præcise, med lyd på.
Deltagerne har lært at finde den rigtige styrke til stemmen – og
konstateret, at stemmen er 100% afhængig af kroppen. Hvis man
under foredraget har sin fysiske opmærksomhed rettet mod manus,
når stemmen ikke længere. Hvis man derimod stillet skarpt på bageste
række, rammer man dér. Det gælder om at være fysisk til stede i hele
salen og indstille sin krop og stemme på at nå ud til alle.«
Kropssprog
Dit kropssprog er en kombination af din holdning, dine fagter og din
ansigtsmimik.
»Studieværten Cecilie Frøkjær fra morgen-tv og programmet »Og
så på en torsdag« på TV 2 er et godt eksempel på en levende
formidler. Hun vover. Hun har det, jeg elsker på tv: hun nærmest
smadrer glasset på skærmen, hun vælter igennem. Hun slipper tit
forbindelsen mellem hjernen og talecenteret, og hendes kropssprog
er frit og engageret, uden at det nogensinde går for vidt. Man kan
mærke på hende, at ledninger, kameraer og det andet i tv-studiet
glemmer hun helt er der, for hun har en masse engagement, der
gør, at hun opfører sig helt naturligt.«

AT STILLE SIG OP OG FORMIDLE – ACTIO
Holdning
Holdningen har du allerede læst om i forbindelse med brug af stemmen.
Det er vigtigt, at du står solidt plantet på begge fødder. Ikke noget med at
lægge benene over kors eller stå på et ben. Hvis du står roligt på begge
fødder, har du det bedste udgangspunkt for en god vejrtrækning og for en
fri og naturlig bevægelse af hænderne.
Fagter
Det er svært generelt at give gode råd om kropssprog, for det er meget
forskelligt fra person til person. Men grundlæggende skal du lade være med
med at finde på fagter eller planlægge dem. De skal være ægte og spontane
og udspringe af et normalt, frit handlingsmønster. Man kan næsten altid se,
hvis det er planlagt, og det virker tit lidt latterligt.
Meningsfyldte fagter skal være under kontrol, men ikke unaturlige eller
militaristisk stive. Du skal ikke purre op i håret, gnide hænderne eller
glatte på tøjet. Sådanne bevægelser er meningsløse og febrilske og skyldes
manglende kontrol.
Prøv at blive bevidst om dine vaner og uvaner, fx ved hjælp af videobåndoptagelser
fra alle mulige forskellige situationer. De fleste af os har en eller
anden uvane, vi egentlig ikke selv lægger mærke til, men måske gør tilhørerne.
Retter du fx på brillerne 11 gange undervejs, begynder tilhørerne
sandsynligvis at tælle efter 7. gang.
»Jeg ser programmerne igennem bagefter på video for at kunne
evaluere. Det er godt at blive opmærksom på det, hvis man har
en uvane. I begyndelsen fandt jeg ud af, at jeg lavede en sur citronmund,
når jeg koncentrerede mig. Så prøvede jeg næste gang at
være opmærksom på det: Nu koncentrerer jeg mig, så har jeg nok
citronmund igen, prøv at slappe lidt af i ansigtet.«
Et gammelt råd er: Lad fagterne udspringe af tanken og ikke ordene. Altså
illustrér ikke dine ord, som var du en døvetolk, men understreg meningen
bag, når det falder dig naturligt.

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
»Tv elsker folk, der snakker dansk og slår ud med arme og ben. Alt
skal dog være med måde; hvis man sidder og ligner en spætte, der
hakker på en træstamme, er det distraherende.«
Ansigtsmimik
Ansigtsmimikken er også vigtig, når man holder en tale. Hvis der ikke er
overensstemmelse mellem det, du siger, og det, dit ansigt udstråler, så tror
de fleste mennesker på det, de kan se. Griner du under en alvorlig tale,
eller ser undskyldende ud, når du prøver at få dine modtagere til at ændre
mening – ja, så overbeviser du ikke nogen.
Men ansigtsmimikken skal på samme måde som resten af kroppen kontrolleres
under talen, så du ikke sender nogle forkerte signaler. Koncentrér
dig om budskabet, ikke om dig selv, så skal ansigtet nok spejle det, du
koncentrerer dig om.
»At holde en tale er lige som at spille golf: Det går galt, hvis du ikke
koncentrerer dig 100 procent om slaget. Det nytter ikke at lade sig
distrahere af en en fyldt vasketøjskurv derhjemme eller mobiltelefonen,
som du glemte at sætte i opladeren. Koncentrationen skal
kun dreje sig om budskabet og formidlingen af det.«
Mange kvinder kommer til at smile for meget. Det er vigtigt at prøve at
undertrykke, når du skal holde en tale, da det ofte kommer til at virke som
nervøs afvæbning, og din tale kan let komme til at virke mindre seriøs.
Naturligvis skal du ikke se ud som om, det er en begravelsestale, hvis du
holder foredrag om ozonlaget, men du skal kun smile, når det passer med
indholdet. I det hele taget er det centralt, at kropssproget ikke bliver så
iøjnefaldende, at det helt stjæler opmærksomheden fra det, man siger. Det
gælder også påklædning, frisure og makeup, som gerne må være personlig,
men helst ikke skal stjæle hele billedet.
»I god formidling er fokus rettet på det, der bliver formidlet, ikke

AT STILLE SIG OP OG FORMIDLE – ACTIO

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
på personen. Man skal ikke formidle sig selv via udseende, store
øreringe, små stumpetrøjer osv. Men man kan godt være sig selv. Jo
mere jeg slapper af og stoler på, at jeg har lavet de rigtige vurderinger,
desto mere kan jeg være mig selv på skærmen. Nu har folk
haft 10 år til at glo på mig og vænne sig til mig og til, at det jeg siger
i TV-avisen er rigtigt.«
Øjenkontakt
Øjenkontakten er meget vigtig. Den skal du bruge bevidst. Det betyder ikke,
at du hele tiden skal se på alle, så kommer du nemlig let til at ligne en tilskuer
til en tenniskamp, der sidder ud for nettet og prøver at følge bolden frem
og tilbage mellem spillerne. Øjenkontakt skal være rolig. Du skal se rundt
på alle tilhørerne, men ikke på én gang. Tag det bare roligt, og se skiftevis
ud over hele lokalet og rundt i de enkelte hjørner. Du skal ikke blot lade
øjnene strejfe den enkelte – fang deres øjne og hold lidt fast.
Vær ikke bange for at se op fra dit manuskript, og gør det roligt. Der er
ikke noget værre end en taler, der nikker så meget med hovedet, at man
nærmest bliver søsyg. Se hellere op i færre, længere og roligere stræk end
i mange, små febrilske. Det kræver, at du kender din tale godt, så du kan
frigøre dig fra manuskriptet.
Hvis du bliver nervøs over, at alle kigger på dig, så kan du – i stedet
for at se dine modtagere direkte i øjnene – se på deres pander. Det lyder
måske fjollet, men hvis du kigger lidt højere op end på øjnene, kan du
måske slappe mere af, og tilhørerne mærker det ikke. De føler blot, at du
kigger på dem.
»Hvis jeg kan slippe af sted med det, forlader jeg altid talerstolen og
går rundt blandt folk. På den måde synes jeg, at jeg bedre kan komme
i kontakt med dem. Jeg sørger for at have øjenkontakt – især
med dem, der ser venligtsindede ud! Hvis der er mange, tager jeg
for eksempel en trådløs mikrofon på, så alle kan høre mig, selvom
jeg ikke står på talerstolen. Talerstolen er en barriere, den signalerer
afstand og gør det sværere at have øjenkontakt med folk.«

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
Pas på ryggen
Bruger man overhead eller præsentationsprogrammer, skal man sørge for,
at man ikke kommer til at stå med ryggen til sit publikum for selv at læse
med på lærredet. Hvis du derfor ønsker at bruge punkterne til stikordsmanuskript,
så suppler punkterne med et stikords- eller et skemamanu-skript,
så du kan koncentrere dig om at kigge ud på dine modtagere.
Det var lidt om dine virkemidler, men hvordan forbereder du dig på selve
talesituationen?
Forberedelse af talesituationen
Forberedelsen af talen er grundlagt i idé- og tekstarbejdet fra inventio til
elocutio, som hele tiden har haft selve fremførelsen som mål. Men forberedelsen
af selve fremførelsessituationen mangler stadig. Først og fremmest
er det vigtigt at sætte sig ind i, hvilke omstændigheder du skal tale under.
Er det fx fra en talerstol, så du kan lægge manuskriptet ned foran dig? Eller
er det blot midt i et lokale, hvor du skal stå med manuskriptet i hånden?
I så fald er det ekstra vigtigt, at dine manuskriptkort er på lidt stift papir,
så du ikke skal stå og vifte med papirer, der hele tiden bøjer sammen, så
du ikke kan læse teksten. Hvis du ikke har nogen talerstol – eller ikke
vil bruge den, fordi du foretrækker en friere fremførelse – skal du holde
manuskriptet/kortene i en vis afstand fra kroppen og højere end taljen. Du
skal ikke skjule ansigtet med kortene, men de skal heller ikke være så langt
nede, at du skal bøje hele hovedet for at se, hvad der står. De skal holdes
akkurat så højt, at du kan nøjes med at sænke blikket.
Skal du bruge video, tavle el. lign. under din tale, så undersøg, om det er
i orden, før du skal bruge det. Ellers kan der let opstå irriterende pauser
pga. drillende teknik undervejs.
Når du kender rammerne for din tale, kan du langt bedre forberede dig
på den.

AT STILLE SIG OP OG FORMIDLE – ACTIO
»Jeg elsker flipovers og tavler, at gå rundt med et stykke kridt og blive
hvid på fingrene og være lidt kikset engang imellem. Til gengæld
hader jeg power point og andre computerpræsentationssystemer
– det er flot, men det er fremmedgørende. For mig at se er en god
fremførelse en, hvor taleren virker helt menneskelig og nærværende
og ikke er gemt bag alle mulige smarte programmer.«
Få kontrol over din nervøsitet
Desværre er der ikke nogen let vej til at lære at få styr på sine nerver. Og
du skal heller ikke være ked af, hvis du er nervøs. Det er tit en fordel at
være lidt nervøs, fordi du så er mere opsat på at gøre det godt. Hvis du slet
ikke er spor nervøs, er du sikkert heller ikke særlig inspirerende at lytte
til, for så er der slet ikke noget på spil. Men dermed ikke sagt, at du ikke
skal arbejde for at få styr på dine nerver.
»Man skal være lidt nervøs for at være rigtig til stede. Nervøsiteten
er en slags drivkraft, bare man kan kontrollere den.«
Et solidt forarbejde med selve stoffet, så du er helt tryg ved det, er den bedste
forudsætning. Øv dig, øv dig, øv dig – så meget du kan nå – også selvom
du kommer til at hade dine egne ord.
Det er en god idé at arbejde med visualisering, hvis du er nervøs. Gennemtænk
og forestil dig hele situationen. Det er en slags psykologisk
opvarmning. Prøv at forestille dig, præcis hvordan det bliver, hvordan
tilhørerne sidder, hvordan du selv vil have det, lige før du går i gang osv.
Hvis det er muligt, så prøv at gå ind i det lokale, hvor du skal tale, og forestil
dig det hele. Tænk også over, at det jo aldrig kan gå særlig galt, måske en
pause, men hvad så?
Alle er nervøse før en fremlæggelse – eller spændte, som man lidt mere
positivt kunne kalde det. Det hører med. Det skal bare ikke tage overhånd.
Prøv at vende den negative nervøsitet til noget positivt. Spild ikke tiden på
bekymring. Prøv at vende tankerne. Kan du ikke det, så lav en aftale med
tankerne senere, og lav noget andet. Det lyder måske tosset, men beslut
fx, at du først vil tænke på det kl.17.30. På den måde kan du udskyde

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
bekymringen lidt, og det kan være rart at få det lidt på afstand til næste
omgang øvelse.
Du bliver kun bedre til at kontrollere din nervøsitet ved at udfordre dig
selv. Bliv ved at melde dig til at holde oplæg, hold taler til familiefesterne,
og øv til møderne ved at gennemarbejde dine indlæg. På den måde bliver
det mere og mere naturligt for dig at stille dig op foran andre og sige noget
sammenhængende. Det har man brug for hele tiden. Du kan læse mere
om at kontrollere nerverne, mens du står der, i afsnittet om selve talesituationen.
I denne oversigt kan du læse om nogle af de hyppigste nervesymptomer og
et par modgifte til dem. Er der nogen, du kender fra dig selv? Nej? Så kig
på en videoptagelse med dig selv, du har garanteret en uvane, der er værd
at få udryddet.
SYMPTOM
Rokke frem og tilbage, svaje fra side til side,
skifte vægt fra fod til fod
Tempo som en Formel 1-kørers for at få det
overstået
Røre ved ansigtet, fingerere ved håret eller
halskæden, dække munden med fingrene
Lege med en kuglepen, et smykke, manuskriptet
og lignende
Stirre på loftet, vinduet osv. for at undgå
øjenkontakt
Grimasser ved egne fejl eller ved ubehag
Tydelige øh-lyde, smasken (meget udbredt!)
MODGIFT
Stå solidt på begge fødder. Rør dig ikke uden
grund
Skriv i dit manuskript, hvornår du ca. skal
være på bestemte steder, så du bliver klar
over det, hvis tempoet er for højt
Forbyd dig selv at bruge hænderne til andet
end meningsfuld gestik – hold øje med dem
Hav kun nødvendige redskaber foran dig
– helst lidt væk til de skal bruges, så du
ikke kommer til at pille ved dem
Tegn evt. øjensymboler i dit manuskript og
gør det til en pointe at kigge på forskellige
hele tiden
Pin ikke dig selv, men improvisér videre, du
overlever!
Øv dig i at holde pauser uden lyd. Tag dig
selv i lydene også til daglig. Smask er langt
værre end øh

»I al mundtlig formidling er det utrolig vigtigt at være der, at være
100% til stede. Og der er nervøsitet en gave, fordi nervøsiteten gør,
at man kan geare sig selv op. Man bliver simpelthen bedre, hvis man
er lidt nervøs og føler sig lidt udfordret af situationen, ellers kan det
komme til at virke uengageret. Man kan selv hjælpe med til at skabe
den der lille usikkerhed, der gør det bedre og sjovere ved at lade
nogle løse ender stå i sine talepunkter, ikke at være overforberedt.
Man skal selvfølgelig være velforberedt, men man bliver bedre af at
lade en lille smule stå åbent for improvisation undervejs.«
Indøvelse af din tale
Som skrevet er det vigtigt at øve sig grundigt på fremførelsen. En stor taler
som fx Churchill har fortalt, at han altid prøvede at holde talen otte gange,
før han skulle i ilden. Det lyder måske af meget, men det var det åbenbart
ikke selv for en så garvet taler.
Her er nogle råd til, hvordan du skal øve dig:
AT STILLE SIG OP OG FORMIDLE – ACTIO
• Øv dig gerne seks gange på talen, hvor du står op, taler højt og tager
tid. Bliv ved at øve dig, indtil du har det godt med hele talen, indtil du
er blevet fortrolig med alle kortene, og indtil du kan den idémæssige
(men ikke sproglige) rækkefølge udenad. Du skal altså ikke kunne
talen helt udenad, for så kommer du bare til at koncentrere dig om at
huske den i stedet for at formidle indholdet til dine modtagere. Du har
jo også manuskriptet at støtte dig til.
• Indøv hele talen, hver gang du holder prøve. Lad være med at stoppe,
hvis du laver en fejl. Det kan du jo heller ikke gøre i selve tale-situationen.
Ret derimod fejlen, og fortsæt. Derved får du også forberedt
dig på at håndtere en situation, hvor du laver en fejl.
• Øv dig med en båndoptager eller måske et videokamera, så du kan
tjekke både din stemme, dit tempo, din artikulation og din volumen.
• Hvis du skal bruge rekvisitter af en eller anden art, så brug dem hver
gang, du øver dig.
• Tag tid på prøverne, så du bliver god til at time din tale.

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
• Der er delte meninger om, hvorvidt det er en god idé at holde sit
oplæg for andre, før man skal på. Nogle finder det meget beroligende
at have prøvet med publikum, hørt deres vurdering og forbedret talen.
Mens andre synes, at det kan forstyrre, fordi man så i selve situationen
kan komme til at stå og vente på nogle reaktioner, som ikke kommer,
men som var der sidst.
»Jeg øver mig altid meget på fremførelsen. Før TV-avisen eller Nyhedsmagasinet
gik jeg ofte rundt og talte højt for mig selv i studiet til
stor moro for kamerafolkene. Men jeg afprøver aldrig mine tekster
eller oplæg over for andre for at få deres kommentarer – det tager
lidt af magien væk.«
Finpudsning af manuskriptet
Når du har øvet talen igennem nogle gange, kan det være en god idé at
markere nogle anvisninger til dig selv i teksten. Hvornår er det fx vigtigt at
kigge op? Hvornår skal du tale lidt hurtigere eller højere?
Lav tegn, der hjælper dig på vej. Skriv det ikke med ord, det kan virke
forvirrende i talesituationen.
Find nogle tegn, der tydeligt markerer, hvad du skal gøre og som ikke
er for komplicerede. Manuskriptet skal ikke ligne en tegneserie, men være
let at overskue, og det må endelig ikke kunne forvirre dig, når du holder
talen.
Her er nogle forslag til manuskripttegn:

AT STILLE SIG OP OG FORMIDLE – ACTIO
Selve talesituationen
Men hvordan håndterer man det så, når man står der foran sine modtagere?
Grundlæggende skal du prøve at tage det så roligt, du kan. Her kan du læse
nogle vink til, hvordan du kan styre selve situationen:
• Husk, at du er »på«, før du begynder at tale. Tilhørerne har allerede
dannet sig et indtryk af dig, når de ser dig, dvs. endnu før du åbner
munden. Derfor skal du ikke sidde og se meget bekymret ud, mens
du venter på, at det bliver din tur. Tag det helt roligt. Hvis du har svært
ved at skjule din nervøsitet, så prøv at koncentrere dig om at spænde
dine tæer. På den måde kan du aflede din egen opmærksomhed. Brug
ikke tid eller plads på tanker, der er foruroligende. Husk, at du skal
føle dig lidt nervøs, det gør talen bedre.
• Du er på! Tiden er inde til at gøre det så godt du kan, med det du
har. Gå roligt op til talerstolen, bordet eller hvor du nu skal tale fra.
Pas på ikke at nærme dig din plads, som var det en guillotine.
• Tag dig tid, før du begynder. Anbring dine kort bekvemt, find en stilling,
der passer dig. Lad arme og hænder falde ned langs siden, eller
lad dem hvile let på talerstolen.
• Se roligt ud over forsamlingen, mens du indvendigt tæller til seks (eller
indtil tilhørerne falder til ro), og forvis dig om, at de lytter. Det kan
godt være, at det for dig føles som lang tid, men det gør det ikke for
modtagerne – de skal jo lige nå at indstille sig på, at det nu er dig, der
skal til at sige noget. Tag den bare med ro, og gå i gang, når både du
og de er klar.
»Et godt råd til folk, der skal holde tale for et mindre publikum, er
at starte med at sidde ned. Skab kontakt i øjenhøjde. Efter et par
minutter kan du rejse dig op og fastholde kontakten. I al vores usikkerhed
har vi tilbøjelighed til at overspille rollen og stå og føre os
frem. Rigtig gode formidlere er opmærksomme på, hvordan de skal
tale for ikke at signalere, at de befinder sig på et højere niveau end
tilhørerne – de er jævnbyrdige og ønsker at kommunikere. Også
selvom de måske ret beset er landets største kapaciteter på deres
område.«

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
• Begynd i et lavt toneleje med tilstrækkelig volumen. Dit ansigt skal
udtrykke gode nyheder og interesse, og din krop skal være stabil og i
kontrol ... eller det skal i hvert fald virke sådan! Du kan skjule meget
mere, end du tror. Det vil du også selv kunne se, hvis du optager det
på video. Husk at krumme tæer, hvis du har behov for det.
• Ret ryggen, se udover dine modtagere, tal højt, og vær ægte. Det at
virke ægte kan betyde, at man må ofre det perfekte til fordel for det
naturlige. Hvis du respekterer dine modtagere, interesserer dig for
emnet og prøver at slappe lidt af, skal det nok gå godt. Tilhørerne
ønsker jo også at få mest muligt ud af det, du siger.
»Lad være at spille en rolle – vær dig selv. Det gælder også for erhvervsledere,
som i dag i meget højere grad end tidligere hviler i sig
selv. Tiden er slet ikke til de der overdrevne manerer. I gamle dage
kom en direktør ikke om morgenen – han »gjorde sin entré«, og
en underordnet stod klar ved døren til at tage hans hat og mappe.
Den holdning dur ikke i dag, det ser man ikke hos en moderne
erhvervsleder. Det samme gælder holdningen til folk, man skal
formidle noget til. I dag kommunikerer man med et konstruktivt
kritisk publikum, der ikke gider høre på en Karl Smart. Faktisk er
levetiden for en Karl Smart i dag en brøkdel af, hvad den var før i
tiden. Man behøver ikke være et gudsbenådet kommunikationsgeni
for at være troværdig i dag – man skal bare være sig selv.«
• Vær ikke bange for stilhed. Hvis du kludrer i det, så hold mund, indtil
du er kommet dig. Det er bedre at holde pause og tie stille end at
plapre nervøst videre. Tal i et roligt tempo.
• Afslutning. Dit kropssprog såvel som dine ord skal fortælle dine modtagere,
at du er færdig. Stemmen er det bedste redskab til at signalere,
at talen er slut. Sænk tempoet mere og mere i de sidste sætninger, og
slut med at gå ned i tonefaldet, så man kan høre, at du afslutter din
tale nu. Hvis du er i tvivl om, hvordan det lyder, så prøv at sige den
samme sætning som en konstatering og et spørgsmål, fx sætningen:
»Jeg er kommet for sent«. I spørgsmålet stiger tonen, i konstateringen
falder tonen. Brug samme faldende tone i afslutningen af talen.
Når du så er færdig, er der muligvis spørgsmål fra salen. Hvis du har tid, så

AT STILLE SIG OP OG FORMIDLE – ACTIO
besvar så mange spørgsmål som muligt – og nyd, at du nu har overvundet
sceneskrækken endnu engang og kan forlade salen med ro som en god
formidler.
Med fare for at lyde som en reklamekampagne så: Prøv det! Man bliver
bedre hele tiden, hvis man kaster sig ud i det og med eftertanke lærer af
sine erfaringer.

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
Fremstillingsform
Lev op til sprogets fire dyder;
• Hensigtsmæssigt – kræver, at sproget lever op
til situationens krav og dermed er tilpasset alle
kompassets faktorer
• Klar – kræver fokus, klar disposition,
forståeligt sprog og konkrete eksempler
• Korrekt – kræver, at grammatik, ordvalg
og udtale grundlæggende er i orden
• Levende – kræver eksempler, mundtlighed
og små overraskende glimt
Forløb
• Tænk på dispositionens psykologi og funktionen af hvert
eneste af dine afsnit
• Hvad er begyndelsens funktion – at lokke modtagerne til at
lytte, give dem overblik over hele indholdet (et resumé),
skabe velvilje, vise imødekommenhed ... eller?
• Hvad har modtagerne brug for/lyst til at vide først?
Begrund hvert enkelt valg af afsnitsplacering
• Hvad er slutningens funktion – at sætte tanker i gang, at
konkludere, at opfordre til handling, at efterlade
modtagerne med en positiv grundstemning ... eller?
Genre
• Hvad er genrens typiske formål?
• Indgår denne genre som regel i en bestemt situation?
• Hvilken rolle skal afsenderen have i genren?
• Hvilken rolle giver genren modtagerne?
• Hvilken grundskabelon følger genren typisk?
• Er der en særlig tone, der er typisk for denne genre?

Kontekst
Fysiske rammer
• Sted
• Tidspunkt
• Ro
• Tempo
Psykiske rammer
• Motivation
• Indstilling
• Stemning
• Forventning
Modtagerne
• Hvem er de?
• Er de på forhånd interesserede i emnet?
• Hvad ved de, og hvad ved de ikke?
• Hvad skal de i hvert fald vide bagefter?
• Er de positivt indstillet over for dig/din
organisation?
Mediet
• Lever du op til mediets krav?
• Ved interview: husk at tale til et menneske,
fat dig i korthed, tal enkelt uden
fagsprog, tal konkret og huskbart,
tal roligt, og vær ikke bange for at fremstå
menneskeligt, åbent og ærligt
Afsender
Kompetent
• Sikker
• Konsekvent
• Velfokuseret
Engageret
• Ægte
• Nærværende
• Levende
Åben
• Ærlig
• Velvillig over for tilhørerne
• Beskeden
• Humoristisk
• Medmenneskelig
KORT SAGT
Formål
• Dit formål?
• Motivet i situationen?
• Modtagernes formål?
Emne
Er indholdet:
• Klart – velfokuseret, konkret?
• Levende – anskueligt, med eksempler?
• Overbevisende – troværdigt med appel
til både fornuft, følelse og personlig
troværdighed?

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
Find det rette indhold – inventio
• Undersøg din talesituation, brug kompasset
• Få ideer ved hjælp af én af findemetoderne. Vent med at være kritisk,
til du har fundet på en masse. Brug fx brainstorming, mindmaps, hurtigskrivning,
stil hv-spørgsmål til emnet, tal om det, notesbogen
• Find dit fokus, sig det i én sætning
• Tænk over din argumentation, sørg for, at den hænger sammen og går
nok i dybden
Få styr på strukturen – dispositio
• Brug en af disponeringsmetoderne til at finde en god disposition. Prøv
dig frem med enten Hollywood-metoden eller skema-metoden, og tjek
med begrund-det-metoden
Find den rette sproglige form – elocutio
• Sørg for, at sproget passer til situationen, brug kompasset
• Brug sproget klart og korrekt
• Brug høreprøven
• Brug et levende sprog, der er værd at lytte til

Forbered fremførelsen – memoria
Udarbejd et godt manuskript, vælg mellem:
• Fuldt manuskript
• Skema-manuskript eller
• Stikordsmanuskript
Stil dig op og formidl – actio
• Sørg for, at din stemme når ud, også til bagerste række
• Artikulér tydeligt, ingen mumlen!
• Varier din stemmeføring, det skal ikke være monotont at lytte til dig
• Sørg for en rank holdning uden at blive en tinsoldat
• Brug dit kropssprog naturligt, men udryd uvaner
• Lad ansigtet spejle indholdet i budskabet, ikke din nervøsitet
• Kig roligt rundt på folk, eller hold dig til deres pander, det opdager de
ikke
• Vend ikke tilhørerne ryggen for selv at læse med på av-midler
• Kontrollér din nervøsitet – og kom den i forkøbet, krum fx tæer
• Øv dig, øv dig og øv dig!
• Sæt få og enkle mærker i dit manuskript
• Husk, at du er på, fra du træder ind i lokalet
KORT SAGT

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
A
Aamund, Asger 19, 30, 36,
38, 47, 69, 104
abstraktionsniveau 49, 74
actio 88
afsender 17, 23, 32, 38,
46, 53, 54
afslutning 72, 104
afveksling 89
anskueligt 39, 40
antitese 79
argumentation 41, 42, 68, 70
artikulation 89, 101
avis 46, 51
B
bedrevidende 27
begyndelse 56, 57
belæg 68, 69, 84
beskedenhed 28
billedsprog 79
bogstavstørrelse 83
brainstorming 65, 67, 79
bureaukratsprog 60
C
Carstensen, Kim 19, 28, 30,
41, 86, 99, 101
Churchill 101
Clinton 22
D
det retoriske kompas 13
disponeringsmetoder 71
dispositio 71
disposition 37, 52, 53, 55,
57, 59, 71, 77
Duus, Jørn 30, 31, 42, 43, 59, 92
E
elocutio 73, 75, 77, 79
emnet 16, 17, 38, 41, 64, 65,
66, 67, 77, 78, 81, 88, 104
engagement 24, 30, 59, 92
ethos 11, 31
F
fagter 92, 93
fagudtryk 39
fejlciteret 33
figurer 79
findemetoder 65
finpudsning 102
flipover 86, 87
fokus 17, 37, 38, 59, 67, 76, 96
forarbejdningsfase 73, 88
forløb 32, 46, 55
formål 34, 36, 37, 46, 53, 55
fornuft 30, 73
forudsætningsniveau 16, 74
forventning 22
fremførelse 88, 89, 98, 99
fremstillingsform 46
frisure 94
Frøkjær, Cecilie 24, 40, 46, 49, 50,
89, 93, 94
fysiske rammer 18
fængende 40, 58, 73
følelser 30, 31, 41, 42
G
Gammeltoft-Hansen, Hans 17, 24, 26, 39, 48,
54, 57, 71, 80, 89
gendrive 69
genre 46
grundskabelon 53
H
hensigtsmæssig 58, 73
hjemmel 68
Holberg 27
holdning 92, 93
Hollywood-metoden 71
hoveddel 72
hukommelse 27, 81
hukommelsen 41
humor 28
hurtigskrivning 66, 79
huskemetoder 81
hv-spørgsmål 66
høreprøven 75, 76

I
ideer 59, 65, 66, 67,
71, 78, 86
indholdskvaliteter 38, 50
indledning 53, 56, 72
indløb 56
indstilling 20
indøvelse 101
informationsbehov 57
inventio 64, 65, 67, 68,
69, 98
J
Jakobsen, Mimi 50
journalist 24, 34, 53, 54, 69
Jørgensen, Eva 32, 37, 41, 44, 76,
78, 90, 91, 96
K
Kastor 81
Kjær, Annette Juhler 22, 23, 26, 36, 52, 60,
66,
72, 85, 94, 95, 99, 102
klarhed 23, 24, 38, 39, 40, 58, 59, 75, 76
kompetence 23, 31
koncentration 14, 18, 20, 23,
24, 53, 76, 94
konkret 17, 23, 34, 39, 40, 41,
50, 60, 70, 78, 92
konsekvens 23
kontekst 18, 19, 22, 46
kopier 86
korrekt sprogbrug 58, 59, 73, 78,
kreativitet 65
Kristensen, Henrik Dam 17 26, 39,
59, 77, 87, 96, 97
kritik 65
kropssprog 88, 92, 93, 104
L
levende 20, 26, 30, 38, 40,
41, 50, 58, 60, 73, 78, 81, 85, 92
logos 10, 31
lokale 45, 83, 96, 98, 99
lydstyrke 90
M
makeup 94
manuskript 18, 45, 66, 81, 82,
83, 84, 86, 90, 96
manuskriptkort 83, 85, 90, 98
mediebevågenhed 24
mediet 19, 45, 46
medmenneskelig 30
memoria 81, 83, 85, 87
mimik 92
mindmap 65
mnemoteknikker 81
modargumenter 69
modgift 100
modtager 14, 18, 17, 22, 46
motiv 34, 36, 67
motivation 20
mundret 76
STIKORDSREGISTER
N
nervøsitet 88, 99, 103
notesbogen 67
Nyegaard, Henrik 20, 21, 26, 27, 28, 32, 33,
48, 51, 56, 68, 85, 87
Nyrup 50, 78
O
overbevisende 14, 24, 31, 53, 54, 58,
69, 70
overhead 86, 98
oversigt 16, 42, 72, 100
P
Palme, Olof 39
pathos 10, 31
pause 75, 85, 89, 90, 98, 99, 104
Plejebo-sagen 44
Pollux 81
præsentationsprogrammer 86
psykiske rammer 20
psykologien 55
påklædning 94
påstand 22, 68, 69
R
radioavis 38

TROVÆRDIGHED: TAL GODT FOR DIG!
retorisk spørgsmål 80
S
Sandemose 28
sikkert 23
Simonides 81
skema-manuskript 82, 84, 85
skema-metoden 71
skriftsprog 60
slutningen 57
smasken 100
Sneedorff, J.S. 23
stemme 88, 90, 92, 101
stemning 20, 56, 86
stemningen 19
stikordsmanuskript 45, 82, 85, 98
struktur 53, 56
sur 50, 93
sværhedsgraden 74
symptom 100
T
talersprog 75, 82
talesprog 60, 76
tamilsagen 24
tavle 86, 87, 98
teleprompter 81
tempo 19, 89, 101, 104
tone 54, 105
toneleje 89, 90, 104
Torp, Jørgen 14, 15, 59, 76,
83, 92, 104
tretrinsraket 79
troper 79
troværdighedens dynamik 31
troværdighedsdyderne 30
TV-avisen 37, 47, 96, 102
U
uvaner 93
V
vaner 82, 93
velfokuseret 23, 30
velvillighed 28
vinklen 51
visualisere 22
volumen 89, 90, 101, 104
Æ
ægte 24, 30, 93, 104
ærlig 27
Ø
øh 59, 100
øjenkontakt 19, 46, 82, 83, 92, 96
Ørsted, Hans Christian 55
Å
åben 19, 27, 30, 34