Schibye & Klausen

Bente Schibye og Klaus Klausen
MENNESKETS
FYSIOLOGI
Hvile og arbejde
2. udgave
FADL’s Forlag

1 Cellen
17 Fra celle til menneske
19 Cellen
24 Sammenbinding af celler
24 Transport af stoffer
33 Proteinsyntesen
Fra celle til menneske
Den enkleste levende organisme består kun af én celle. Amøben er et eksempel
på dette. Den består af en celle, der indeholder alle de elementer, som er
nødvendige for at opretholde livet dér, hvor den lever.
For at holde sig i live skal den kunne skaffe sig energi. Det kan den gøre ved
at optage og nedbryde/forbrænde næringsstoffer. Til forbrændingen bruger
cellen ilt (O2), og den danner kuldioxid (CO2). Cellen skal også kunne formere
sig, og det kræver, at den kan danne specielle proteiner. Endvidere er det uhyre
vigtigt, at cellen kan bevare en ganske bestemt sammensætning af cellevæsken.
Det kræver, at den kan komme af med affaldsstoffer, og at cellevæggen
(cellemembranen) kan hindre nogle stoffer i at komme ind i cellen og tillade
andre stoffer at komme igennem. Amøbens ydre miljø er det vand, den bevæger
sig rundt i. Det er herfra, den får O2 og næring gennem sin cellemembran,
og det er hertil, den afgiver CO2 og affaldsstoffer. For at den skal kunne overleve,
skal vandet, den lever i, have en sammensætning, så amøben kan bevare
det indre miljø konstant (homeostase).
Mennesket har de samme elementære behov som amøben. Men da vi
består af trillioner af celler, har de enkelte celler ikke længere kontakt med
omverdenen, men kontakt med den væske, som ligger lige uden for dem, dér
hvor de er placeret i mennesket. Endvidere er cellerne i mennesket specialiserede,
så de kan varetage forskellige funktioner. I fostertilstanden differentieres
cellerne i fire hovedtyper 1) muskelceller, 2) nerveceller, 3) epitelceller og 4)
bindevævsceller. Det karakteristiske for disse celletyper er, at muskelceller kan
skabe bevægelse eller spænding, nerveceller kan danne elektriske impulser og
videresende dem, epitelceller kan danne eller opsuge mange forskellige slags
kemiske stoffer, og bindevævsceller kan, som navnet siger, bl.a. binde forskellige
strukturer i kroppen sammen.
Når mange celler af samme type ligger sammen, danner de væv, fx muskelvæv,
nervevæv, epitelvæv og bindevæv. Epitelvæv dækker alle indre og ydre
17

2 Nervesystemet
41 Nervevævet
63 Sanser
84 Opbygningen af centralnervesystemet
112 Reflekser der påvirker muskeltonus
126 Neuromuskulær kontrol
132 Det autonome nervesystem
Mennesket er i stand til at opfatte og reagere på mange forskellige former for
påvirkninger. Vi kan gå hen til noget, vi har set, flytte os fra noget, som er for
varmt, tænke over noget, der bliver sagt osv.
Det er forskellige typer af sanseceller, som er i stand til at opfange de mange
forskellige påvirkninger. Sansecellerne er placeret alle steder i kroppen, og
informationerne sendes ind til centralnervesystemet ved hjælp af nerveceller,
der er udformet, så de kan sende meddelelser over lange afstande. Nervecellernes
sprog er elektriske signaler, som hurtigt kan sendes fra ét sted til et
andet. Centralnervesystemet modtager hele tiden en enorm mængde informationer
fra kroppen og fra de nære omgivelser. Nogle af informationerne
reagerer vi på, mens andre lagres til senere brug. En stor del af meddelelserne
gemmes i lavere dele af nervesystemet (den ubevidste del), mens det kun er
en lille del, der når helt op til bevidstheden. Mange af informationerne sorteres
sandsynligvis væk på et meget tidligt tidspunkt (i rygmarven), så centralnervesystemet
kan »koncentrere« sig om de vigtigste. Når mennesket reagerer
på informationer fra sansecellerne, sker dette ved, at centralnervesystemet
kontakter de relevante muskler (eller evt. kirtler). Beskeden sendes fra centralnervesystemet
ud til musklerne via lange nervetråde, nervefibre.
Det centrale og det perifere nervesystem
Nervesystemet kan opdeles i centralnervesystemet (CNS), som består af hjernen
og rygmarven og det perifere nervesystem (PNS). PNS indeholder dels de
nervetråde, der bruges til at sende besked fra sansecellerne ind til CNS, de
afferente fibre eller de sensoriske fibre, og dels de nervetråde, som CNS benytter
sig af for at sende en besked ud til kroppen, de efferente fibre (Fig. 2.1 og
Fig. 2.2). De nerveceller, der sender besked fra CNS til skeletmusklerne, kaldes
somatiske nerveceller, mens nervecellerne der sender besked til glat
muskulatur og kirtler, hører til det autonome nervesystem (der også hedder
det vegetative nervesystem) (Fig. 2.2).
39

Hvilemembranpotentialet
46
NERVESYSTEMET
sensorisk nervecelle
aktionspotentiale
synapse
motorisk nervecelle
aktionspotentiale
sansecelle
generatorpotentiale
muskel
Figur 2.6. En simpel refleksbue. Når sansecellen irriteres, fører det til at musklen aktiveres (se i øvrigt
teksten).
I cellerne (intracellulært) og uden for cellerne (ekstracellulært) er ioner
opløst i væske. Intracellulært i cellens cytosol er der primært K + og store negativt
ladede proteiner (A – , anioner), mens der ekstracellulært er Na + og Cl – (se
Tabel 2.I).
Cellemembranen er impermeabel for A – , lidt permeabel for Na + og mest
permeabel for K + og Cl – .
Cellemembranen er som beskrevet i Kap. 1 selektiv permeabel. Når der er
forskellig koncentration af ladede partikler på hver side af membranen, vil der
kunne opstå en spændingsforskel mellem de to sider af membranen (spændingsforskellen
kan måles med et voltmeter). Alle celler har en spændingsforskel
over membranen – et membranpotentiale. Nerveceller har, når de er i
hvile, et membranpotentiale på ca. 70 mV (1 mV = 0,001 V). Potentialet er
negativt, fordi indersiden er negativ i forhold til ydersiden, altså –70 mV.
Hvad er forklaringen nu på dette membranpotentiale? Lad os først gennemgå
et par simple eksempler som viser, hvad der sker, når man har en
selektiv permeabel membran og forskellig koncentration af ladede partikler
på membranens to sider.
Tabel 2.I. Fra en typisk nervecelle
Ekstracellulært
mmol × l –1
Intracellulært
mmol × l –1
Na + 145 15
K + 5 150
Cl – 110 10
A –

A membran
B
I II
Na +
Cl –
K +
Na +
Cl –
+
+
+
+
+
–
–
–
–
–
K +
Cl –
K +
Cl –
kemisk kraft elektrisk kraft
Figur 2.7. A. To opløsninger: I Na + og Cl – og II K + og Cl – er adskilt af en selektiv permeabel membran,
der kun er permeabel for K + .
B. På grund af K + -diffusion fra II til I dannes en spændingsforskel over membranen (som
bremser K + -bevægelsen fra II til I).
Hvis man har to vandige opløsninger, hvor den ene (I) (Fig. 2.7) indeholder
NaCl (Na + og Cl – -ioner) og den anden (II) KCl (K + og Cl – -ioner), og disse
adskilles af en membran, der kun er permeabel for K + , vil
A. K + diffundere fra II til I pga. koncentrationsforskellen (gradienten), en
kemisk kraft. Da K + er positivt ladet, vil denne diffusion bevirke, at der
bliver en uens fordeling af ladninger på membranens to sider (der bliver
»overskud« af + i I), der dannes et membranpotentiale. Denne spændingsforskel
vil skabe en
NERVECELLENS FUNKTION 47

48
NERVESYSTEMET
A membran
B
I II
Na +
Cl –
–
–
–
–
–
+
Na + Na +
Cl –
+
+
+
+
K +
Cl –
K +
Cl –
kemisk kraft elektrisk kraft
Figur 2.8. A. Som Fig. 2.7, men membranen er nu kun permeabel for Na + .
B. På grund af Na + -diffusion fra I til II dannes en spændingsforskel over membranen (som
bremser Na + -bevægelsen fra I til II).
B. K + -vandring fra I til II, idet K + bevæges fra + til −, en elektrisk kraft. Når
diffusionen pga. den kemiske kraft og vandringen pga. den elektriske
kraft er lige store (og modsat rettede), er nettobevægelsen af K + over
membranen lig nul, og man siger, at der er elektrokemisk ligevægt. Spændingsforskellen
på dette tidspunkt kaldes for ligevægtspotentialet for den
pågældende ion (her K + ).
Hvis membranen på den anden side kun er permeabel for Na + (og ikke for K +
og Cl – ) (Fig. 2.8) vil

A. Na + diffundere fra I til II pga. den kemiske kraft, og dette vil medføre en
ladningsforskydning, så II bliver positiv i forhold til I. Denne spændingsforskel
vil skabe en
B. Na + -vandring fra II til I, og når nettobevægelsen af Na + er nul over
membranen, svarer membranpotentialet til ligevægtspotentialet for
Na + .
Størrelsen af ligevægtspotentialet for en bestemt ion er primært bestemt af
forholdet mellem koncentrationerne af ionen på de to sider af membranen.
Ligevægtspotentialet er større, jo større forskel der er mellem koncentrationerne.
Nervecellen indeholder som nævnt meget K + , og der er lidt K + uden for
cellen, hvorimod Na + primært er uden for cellen (Tabel 2.I). Hvis membranen
kun var permeabel for K + , ville membranpotentialet svare til K + ’s ligevægtspotentiale,
som kan udregnes til at være –90 mV. Hvis membranen på
den anden side kun var permeabel for Na + , ville potentialet svare til Na + ’s
ligevægtspotentiale, der er +60 mV.
Nervecellen har som omtalt i hvile et potentiale på –70 mV. Dette hvilemembranpotentiale
er altså ikke lig nogen af de to ioners ligevægtspotentiale,
men tæt på K + -ligevægtspotentiale. Forklaringen på dette er, at cellemembranen
er meget permeabel over for K + , og kun lidt permeabel over for Na + . I den
hvilende celle er permeabiliteten 50-100 gange større for K + end for Na + . Man
må derfor forestille sig, at potentialet dannes pga. en hurtig K + -diffusion ud
af cellen samtidig med en meget langsom Na + -diffusion ind i cellen. Efterhånden
som potentialet opbygges, bremses K + -strømmen ud af cellen, og Na + -
strømmen ind i cellen øges. Når potenialet er på –70 mV, øges det ikke yderligere.
Men hvordan er det muligt at bevare et konstant hvilemembranpotentiale
på –70 mV, når hverken Na + eller K + er i elektrokemisk ligevægt? Diffusionen
af ioner ville på længere sigt føre til en koncentrationsligevægt for de
to ioner, og membranpotentialet ville forsvinde. Det kan kun lade sig gøre,
fordi en aktiv pumpe, Na + /K + -pumpen, transporterer Na + ud af cellen og K +
ind i cellen, svarende til den passive diffusion. Situationen i den hvilende nervecelle
er som beskrevet i Fig. 2.9. Pumpen pumper oftest 3Na + ud samtidig
med 2K + ind for at ophæve den passive diffusion i den hvilende nervecelle. Da
pumpen på denne måde transporterer flere + ud end ind, vil pumpen påvirke
ladningsfordelingen, polariseringen af membranen, og man siger, at den er
elektrogen. Udvekslingsforholdet mellem Na + og K + ændres i situationer,
hvor koncentrationen af ionerne er ændret i forhold til hvilesituationen.
Membranpotentialet dannes altså af den hurtige K + -diffusion ud af cellen, og
Na + -/K + -pumpen vedligeholder potentialet. Forgiftes cellen, så pumpen ikke
kan arbejde, forsvinder membranpotentialet efter et stykke tid.
Da membranpotentialet som nævnt primært dannes pga. den forskellige
[K + ] inden i og uden for cellen, vil hvilemembranpotentialet påvirkes meget
af ændringer i [K + ], hvorimod ændret [Na + ] ikke har stor betydning.
NERVECELLENS FUNKTION 49

Aktionspotentialet
50
NERVESYSTEMET
ekstracellulært intracellulært
Na +
K +
Na +
Na +
Na +
kemisk kraft
+ –
+ –
+ –
+ –
+ –
+ –
K +
Na +
K +
K +
elektrisk kraft
Figur 2.9. Hvilemembranpotentialet på –70mV. I den hvilende nervecelle diffunderer der hele tiden
lidt K + ud af cellen og lidt Na + ind i cellen. Na + /K + -pumpen pumper Na + ud og K + ind i
forholdet 3:2 – svarende til den passive diffusion af disse ioner.
Ved dannelse af membranpotentialet er der kun omtalt K + - og Na + -ioner,
men membranen er også meget gennemtrængelig for Cl – , og da denne ion
primært findes ekstracellulært, vil den kemiske kraft skabe diffusion af Cl – ind
i cellen, men denne diffusion modvirkes af den elektriske kraft (– inde i cellen).
Ligevægtspotentialet for Cl – ligger tæt på cellens hvilemembranpotentiale,
hvorfor nettostrømmen af Cl – er nær nul. Der er ikke enighed om, hvorvidt
Cl – evt. påvirkes af en aktiv pumpe. Dette vil være nødvendigt for at
bevare [Cl – ] konstant, hvis Cl – ’s ligevægtspotentiale ikke er fuldstændig lig
cellens hvilemembranpotentiale.
At hvilemembranpotentialet har en størrelse på –70 mV, skyldes som
beskrevet, at membranens permeabilitet er meget større for K + end for Na + .
Ved at ændre på dette permeabilitetsforhold kan membranpotentialet
ændres. I nervecellen passerer Na + - og K + -membranen gennem kanaler. Permeabiliteten
over for ionerne er derfor bestemt af antallet af kanaler, og om
kanalerne er åbne eller lukkede (evt. inaktiverede, se senere). Hvis permeabiliteten
øges for K + (eller mindskes for Na + ), vil membranpotentialet blive
mere negativt. Dette kaldes en hyperpolarisering (Fig. 2.10). Hvis permeabiliteten
på den anden side øges for Na + (eller mindskes for K + ), vil membranpotentialet
blive mindre negativt eller evt. positivt. Dette kaldes en depolarisering.
Har membranen været depolariseret eller hyperpolariseret og vender
tilbage til hvilemembranpotentialet igen, benævnes dette en repolarisering.
Nerveceller og muskelceller siges at være irritable. Med dette menes, at membranpotentialet
ændres, når cellen irriteres. Ændringen i potentialet kaldes

membranpotentiale (mV)
aktionspotentialet (AP) (Fig. 2.11). Membranpotentialet ændres fra at være
negativt på indersiden til at blive positivt, hvorefter det hurtigt vender tilbage
(repolariseres) til det normale hvilemembranpotentiale. Disse potentialeæn-
membranpotentiale (mV)
+60
+60
+30
0
–70
–90
0
–70
–90
depolarisering
hyperpolarisering
aktionspotentiale
efter-hyperpolarisering
hvilemembranpotentiale
0 1 2 3
tid (ms)
4 5 6
Figur 2.11. Aktionspotentiale i en nervecelle. Bemærk at potentialet kun varer få ms.
repolarisering
tid
Na + ’s ligevægtspotentiale
hvilemembranpotentiale
K + ’s ligevægtspotentiale
Figur 2.10. Depolarisering, hyperpolarisering og repolarisering af membranen. Når membranen depolariseres,
nærmer membranpotentialet sig Na + ’s ligevægtspotentiale, og ved en hyperpolarisering
nærmer potentialet sig K + ’s ligevægtspotentiale.
NERVECELLENS FUNKTION 51

52
NERVESYSTEMET
membranpotentiale (mV)
stimulationsstyrke
+30
0
–55
–70
tærskelværdi
aktionspotentiale
hvilemembranpotentiale
tærskelirritament
tid
Figur 2.12. Ændringer i membranpotentialet med stigende stimulusstyrke. Er irritamentet mindre end
tærskelirritamentet, depolariseres membranen, men der dannes intet aktionspotentiale.
Ved tærskelirritamentet depolariseres membranen til tærskelværdien, og der dannes et AP
på nervecellemembranen. Øges irritamentstyrken over tærskelirritamentet, bevarer AP sin
størrelse – bliver altså ikke større. Nerveceller reagerer efter »alt eller intet«-loven.
dringer skyldes ændret permeabilitet over for Na + og K + . Irritamentet skaber
en depolarisering af membranen. (I refleksen Fig. 2.6 er det sansecellen, der
skaber irritamentet på den sensoriske nervecelle). Denne depolarisering medfører
nu, at der åbnes flere Na + -kanaler (spændingsafhængige Na + -kanaler),
hvorved Na + -permeabiliteten bliver større. Dette fører til, at Na + diffunderer
hurtigere ind i cellen, og cellen depolariseres yderligere. Herved øges Na + -permeabiliteten
endnu mere (positiv feedback). Den øgede depolarisering vil på
den anden side også øge K + -diffusionen ud af cellen, idet K + -ioner nu bremses
mindre af de elektriske kræfter. Er irritamentet lille, og depolariseringen forårsaget
af dette lille, vil Na + -permeabiliteten ikke øges tilstrækkeligt til, at Na + -
diffusionen ind i cellen overstiger diffusionen af K + ud af cellen, og der vil ikke
opstå et AP (Fig. 2.12). Cellemembranen skal depolariseres til en tærskelværdi
(ca. –55 mV), for at dette sker. Det mindste irritament, som kan depolarisere
membranpotentialet til tærskelværdien, kaldes for tærskelirritamentet. Er irritamentet
mindre, vil membranen som beskrevet depolariseres, men der opstår
intet AP. Overstiger irritamentet tærskelirritamentets styrke, vil der dannes et
AP, men det viser sig, at AP’s størrelse (AP’s amplitude) ikke påvirkes af irritamentets
størrelse (større irritament betyder derimod større frekvens af AP,
se side 54). Man siger at nervecellen reagerer efter alt-eller-intet loven.

membranpotentiale (mV)
+30
0
–70
aktionspotentiale
P Na +
P K +
0 1 2 3
tid (ms)
4 5 6
Figur 2.13. Ændringer i natriumpermeabiliteten (PNa + ) og kaliumpermeabiliteten (PK + ) knyttet til
dannelsen af aktionspotentialet. Permeabiliteten er angivet relativt ved at sætte Na-permeabiliteten
i hvile til 1 (højre y-akse). Depolariseringsfasen af AP skyldes, at PNa + øges fra 1
til 600, og repolariseringen at PNa + igen falder til 1, og PK + øges fra 50 til 300. Øget PK + er
også forklaringen på efter-hyperpolariseringen.
Når membranen depolariseres til tærskelværdien, øges Na + -permeabiliteten
meget (på Fig. 2.13 ca. 600 gange), og Na + vil hurtigt diffundere ind i cellen,
idet såvel den kemiske som den elektriske kraft er stor og indadrettet (jf.
side 50). Herved depolariseres membranen mod Na + -ligevægtspotentialet
(+60 mV), da Na + -diffusionen ind i cellen overstiger K + -diffusionen ud af
cellen. Aktionspotentialet »når ikke op« på +60 mV, men kun på ca. +30 mV.
Årsagen til dette er at:
1. K + -permeabiliteten øges noget (seks gange på Fig. 2.13) ca. 1 ms efter
Na + -permeabilitetsøgningen, idet der også åbnes flere K + -kanaler, når
membranen depolariseres (også spændingsafhængige).
2. Na + -permeabiliteten mindskes hurtigt igen, idet de åbne Na + -kanaler
inaktiveres.
Disse to forhold betyder, at membranen repolariseres, og ofte ses en hyperpolarisering
efter selve aktionspotentialet. Denne hyperpolarisering skyldes, at
K + -permeabiliteten er øget, og denne øgning holder sig længere end den
øgede permeabilitet for Na + . I denne periode nærmer membranpotentialet
sig mere til K + -ligevægtspotentialet på –90 mV. På Fig. 2.13 er vist et AP samt
permeabilitetsændringerne for Na + og K + .
I en periode efter AP er det ikke muligt at irritere nervecellen til at danne
et nyt AP, ligegyldigt hvor meget membranen depolariseres; nervecellen er
absolut refraktær. Dette skyldes, at de Na + -kanaler der blev åbnet under AP,
600
300
50
1
relativ membranpermeabilitet
NERVECELLENS FUNKTION 53

54
NERVESYSTEMET
ikke blot lukkes men inaktiveres efter den øgede Na + -permeabilitet. Når
membranen depolariseres, åbnes de inaktive Na + -kanaler ikke. De er altså
ikke spændingsafhængige, og Na + -permeabiliteten kan derfor ikke øges ved
at depolarisere membranen. Efter den absolutte refraktærperiode følger en
relativ refraktærperiode, hvor det er muligt at danne et nyt AP, men hvor det
kræver et kraftigere irritament. Tærskelirritamentet er større, jo tidligere i
den relative refraktærperiode, der skal irriteres til tærskelværdien. AP bliver
mindre end i den »friske nerve«, da nogle af Na + -kanalerne stadig er inaktiverede,
hvilket betyder, at Na + -permeabiliteten ikke kan øges helt så meget.
Længden af den relative refraktærperiode er kortest i tynde nervetråde og
længere jo tykkere nervetråden er. Den kan variere fra få ms op til omkring
100 ms.
Størrelsen af AP er som nævnt ikke afhængig af irritamentets størrelse, men
kan ændres, hvis:
a. Nogle af Na + -kanalerne er inaktiverede, eller hvis
b. Na + -ligevægtspotentialet ændres, når koncentrationsforholdet for Na +
ændres over membranen, og hvis
c. Hvilemembranpotentialet er ændret pga. ændret koncentrationsforhold
for K + .
Under depolariseringsfasen af AP strømmer Na + hurtigere ind i cellen, og i
repolariserings- og i hyperpolariseringsfasen strømmer K + hurtigere ud af
cellen end i hvile. Mængden af Na + og K + , der strømmer over membranen, er
dog så lille, at der skal flere tusinde AP til, for at det medfører en ændring i
[Na + ] og [K + ]. Årsagen til dette er, at membranpotentialet (og hermed AP) er
knyttet til selve membranen, og det kræver en meget lille ændring i ladningsfordelingen
lokalt over membranen for at ændre potentialet fra –70 mV til
+30 mV. Na + /K + -pumpen behøver derfor ikke at øge sin aktivitet efter et
enkelt AP, men efter dannelse af mange AP vil miljøet være ændret (øget ekstracellulært
[K + ] og øget intracellulært [Na + ]), og det er nødvendigt med en
øget pumpeaktivitet for at genskabe det normale miljø.
Frekvens af AP Hvorledes ændres nervecellens aktivitet, når den irriteres kraftigere?
AP’s størrelse ændres som omtalt ikke, når irritamentet øges ud over
tærskelirritamentet. Det der derimod sker er, at frekvensen af AP øges. Så et
kraftigere irritament resulterer i højere frekvens (Fig. 2.14).
Forklaringen på dette skal nok søges i den relative refraktærperiode, hvor
nervecellen som nævnt er i stand til at danne et nyt AP, men hvor tærskelirritamentet
er øget. Jo kraftigere irritamentet er, desto tidligere vil det være i
stand til at »bryde« den relative refraktærperiode, og dermed øge frekvensen
af AP. Den relative refraktærperiode er forskellig for de forskellige nerveceller
og er for de motoriske neuroner på 100-200 ms, og frekvensen af AP varierer
fra 5-30 Hz (eller endnu højere).

aktionspotentialer
irritamentstyrke
Figur 2.14. Øget irritamentstyrke resulterer i øget frekvens af AP i nervetråden.
Den maksimale frekvens af AP i et neuron er bestemt af længden af den
absolutte refraktærperiode. Er denne fx 10 ms, vil den maksimale frekvens af
AP være 100 Hz (1000 ms/10 ms = 100).
Ledning af AP Normalt dannes AP i enden af en nervecelle, fx i den del af den sensoriske
nervecelle, som har kontakt med sansecellen (se Fig. 2.6). Ved målinger har
man konstateret, at det AP der kan registreres i nervecellen langt væk fra
dette sted, har nøjagtig samme størrelse, som det har ved starten. Forklaringen
på, at signalet ikke mister energi (bliver mindre) er, at det hele tiden gendannes.
På Fig. 2.15.A er det vist, hvordan dannelsen af et AP fører til ladningsforskydninger
(»strømsløjfer«), så naboområdet bliver depolariseret til tærskelværdien,
og der opstår et nyt AP. Dette gentager sig, indtil AP når til en
synapse (se senere). Normalt vil AP kun ledes i én retning i en nervecelle, idet
området hvor AP lige har været dannet, er refraktært, og det kan derfor ikke
irriteres af strømsløjfen.
Ledningshastigheden kan variere fra få m × s –1 i tynde nervefibre til omkring
120 m × s –1 i tykke udløbere med marvskede. Marvskeden virker isolerende
(jf. side 42), og AP »springer« fra den ene ranvierske indsnøring til den
næste (Fig. 2. 15.B). I disse indsnøringer er der en høj koncentration af spændingsafhængige
Na + og K + kanaler. Selve tykkelsen af axonet har også betydning
for ledningshastigheden, idet der er mindre modstand mod ionbevægelse
i de tykkeste axoner, hvorfor hastigheden er større i disse.
Tynde sensoriske neuroner, der formidler smerte og temperatur, samt dele
af det autonome nervesystem er langsomme til at lede AP. Eksempler på hurtigt
ledende neuroner er tykke myeliniserede sensoriske neuroner fra en del
sanseceller i muskler og sener (se Boks: Inddeling af afferente neuroner) samt
de store motoriske neuroner, der går ud til muskelcellerne.
Ledningshastigheden er nedsat (evt. ophævet) ved lave temperaturer (kuldeblokade),
og øget ved højere temperaturer. Tryk på en nerve kan også
ophæve ledningsevnen. Det er det, der kan ske ved en hjerneblødning, når
blodudtrædningen trykker på en nervebane. Er det en motorisk nervebane,
vil der kunne optræde lammelser. Ledningen af AP er næsten ikke energikrævende
og derfor kun lidt følsom over for O2-mangel.
NERVECELLENS FUNKTION 55

Synapsen – overførsel af signal fra nervecelle til nervecelle
56
NERVESYSTEMET
A. umyeliniseret axon
– – + + + + + + + + + + + + +
+ + – – – – – – – – – – – – –
+ + – – – – – – – – – – – – –
– – + + + + + + + + + + + + +
+ – – + + + + + + + + + + + +
– + + – – – – – – – – – – – –
– + + – – – – – – – – – – – –
+ – – + + + + + + + + + + + +
+ + – – + + + + + + + + + + +
– – + + – – – – – – – – – – –
– – + + – – – – – – – – – – –
+ + – – + + + + + + + + + + +
B. myeliniseret axon
myelin
– + + +
+ – – –
+ – – –
–
trin 1
+ + +
+ – + +
– + – –
– + – –
+
trin 2
– + +
+ + – +
– – + –
– – + –
+
trin 3
+ – +
Figur 2.15. Ledning af aktionspotentialet i umyeliniseret axon (A) og myeliniseret axon (B). Trin 1: AP
fører til ladningsforskydning inde i axonet og uden for axonet (»strømsløjfer«), hvorved
naboområdet depolariseres til tærskelværdier. Trin 2: AP er nydannet i området til højre
for (foran) det tidligere AP (området til venstre er refraktært). Trin 3: AP gendannes atter.
Bemærk at AP »springer« fra den ene ranvierske indsnøring til den næste i den myeliniserede
nervecelle (B). Herved øges ledningshastigheden i de tykke myeliniserede nervetråde.
AP som er dannet i den sensoriske nervecelle, er nu via strømsløjfer nået til
den anden ende, hvor det skal afgives til en ny nervecelle (jf. Fig. 2.6, side 46).
Nervecellerne har ikke direkte kontakt med hinanden, idet membranerne på
de to celler er adskilt af en »kløft« på 20-30 nm (Fig. 2.16). På Fig. 2.6 danner
den sensoriske nervecelle synapse med en multipolær motorisk nervecelle.
Den sensoriske nervecelles membran er her den præsynaptiske membran,
mens modtagermembranen (her den motoriske) hedder den postsynaptiske
membran. Mellemrummet hedder synapsekløften. I »enden«, terminalen, på
det sensoriske neuron er der vesikler, der indeholder et kemisk stof, en transmittersubstans.
Signaloverførslen er langt de fleste steder kemisk, og det tager
ca. 0,5 ms at passere en synapse.
Når AP når den præsynaptiske membran, bliver denne gennemtrængelig
for Ca ++ , da depolariseringen åbner spændingsafhængige Ca ++ -kanaler. Der
diffunderer nu Ca ++ ind i nervecellen, idet Ca ++ næsten ikke er i nervecellen,
men kun ekstracellullært. Den øgede [Ca ++ ] inde i cellen resulterer i, at nogle

92
NERVESYSTEMET
er forbindelse til de hulrum, der ligger mellem hjernehinderne uden på hele
hjernen og rygmarven. Herfra løber væsken over i venesystemet.
Cerebrospinalvæskens funktioner er dels at danne en »indre mekanisk stødpude«,
dels at være med til at sikre et konstant miljø omkring nervecellerne,
idet der er »fri passage« for alle stoffer fra hjernevævet til cerebrospinalvæsken.
Det betyder fx, at overskud af visse stoffer hurtigt kan forsvinde fra
vævet (fx K + efter kraftig nerveaktivitet).
Miljøet i nervevævet er naturligvis også bestemt af blodtilførslen til hjernen.
Kort kan siges, at kapillærerne i hjernen er mindre gennemtrængelige over for
mange stoffer end kapillærer andre steder i kroppen. Det betyder, at disse stoffer
holdes væk fra nervecellerne i hjernen (blod-hjerne-barrieren).
Sensoriske baner og centre i CNS
I dette afsnit beskrives kort hvordan de sensoriske informationer, der kommer
fra kroppen, ledes op gennem CNS, og hvordan de opfattes.
Efter at de sensoriske nervetråde er trådt ind i baghornet, ledes signalerne
via sensoriske baner højere op i CNS, hvor »endestationen« er lillehjernen
eller barken på storhjernen. De signaler, der ender i lillehjernen, er meget vigtige
for den ubevidste motoriske kontrol (mere om dette side 129).
De tykke afferente fibre, der leder signaler fra bl.a. proprioceptorer i muskler,
sener og led samt fra tryk- og berøringssansen i huden, bøjer af lige efter, de er
kommet ind i baghornet og har et ukrydset forløb opad i bagstrengen i medulla
spinalis. Under hele forløbet op gennem medulla spinalis afgives kollateraler, som
løber ind i den grå substans og dennes synapser. I medulla oblongata afbrydes de
i bagstrengskernerne. Det »nye« neuron krydser nu over i den anden side og forløber
til thalamus, hvor der atter er en synapse. Det sidste neuron når til storhjernebarken
til den sensoriske cortex, der er placeret på gyrus postcentralis (Fig. 2.41).
Informationerne er vigtige for at opnå præcis information fra hud og led.
De tynde afferente fibre, der leder informationen om smerte, kulde, varme
og berøring, danner synapse med en ny nervecelle allerede i baghornet. Den
»nye« nervecelle krydser midterlinjen med det samme og leder signalerne op
i for- og sidestrengen i den modsatte side. Banen afbrydes atter i thalamus,
hvorfra den største del af informationerne fortsætter til den sensoriske cortex
på storhjernen (Fig. 2.42).
Den sensoriske cortex er organiseret således, at sanseinformationer, som
kommer fra foden, »lander« medialt, mens information fra hovedet lander
lateralt. Dette er vist på Fig. 2.43, hvor man endvidere kan se, at de forskellige
dele af legemet ikke er ligeligt repræsenteret på den sensoriske cortex. Kroppen
dækker fx en meget lille del, mens hoved og hænder optager en meget stor
del. Da de sensoriske baner krydser over på den anden side af kroppen på
vejen fra medulla spinalis til storhjernen, vil informationer fra kroppens venstre
side »lande« på højre storhjernehalvdel.

eceptorer i hud
thalamus
tryk og berøring
bagstrengskerner
1*
1*
proprioceptive impulser
2*
pons
medulla spinalis
mesencephalon
medulla oblongata
3*
gyrus postcentralis
Figur 2.41. De sensoriske bagstrengsbaner til storhjernen. 1 * , 2 * og 3 * angiver neuronnummer i banen.
De sensoriske neuroner (1 * ) er tykke, myeliniserede og leder impulser fra mekanoreceptorer
med lav tærskel. Disse er placeret i muskler, sener, led og huden.
SENSORISKE BANER OG CENTRE I CNS 93

94
thalamus
berøring
NERVESYSTEMET
smerte og
temperatur
1*
1*
2*
2*
pons
medulla spinalis
3*
mesencephalon
medulla oblongata
gyrus postcentralis
Figur 2.42. Sensoriske for- og sidestrengsbaner til storhjernen. 1 * , 2 * og 3 * angiver neuronnummer i
banen. De sensoriske neuroner er tynde og leder impulser fra temperatur- og smertereceptorer
samt berøringsreceptorer i huden.

Inddeling af afferente nervefibre
De afferente nervefibre kan inddeles i grupper ud
fra deres diameter og deres ledningshastighed
samt hvilke receptorer, de har kontakt til. Der findes
forskellige inddelinger, og i nedenstående
oversigt er anført to navngivningsmåder:
Gruppe I og II kaldes for de tykke afferente fibre,
mens gruppe III og IV kaldes for de tynde afferente.
Gruppe I, II og III er myeliniserede, mens gruppe
IV er umyeliniseret.
Klassifikation af nervefibre Diameter og ledningshastighed Eksempler på receptororganer
Gruppe Ia
(A-alfa(α))
Gruppe Ib
(A-alfa(α))
Gruppe II
(A-beta(β)) og A-gamma (γ)
Gruppe III
(A-delta(δ))
Gruppe IV
(C-fibre)
læber
hage
tunge
strube
øje
næse
ansigt
overlæbe
tænder, kæbe
abdomen
12-20 µm
70-120 m × s –1
12-20 µm
70-120 m × s –1
2-5 µm
30-70 m × s –1
2-5 µm
12-30 m × s –1
0,5-1 µm
0,5-2 m × s –1
ringfinger
langefinger
pegefinger
tommelfinger
hånd
lillefinger
håndled
underarm
albue
skulder
overarm
hoved
krop
hals
hofte
ben
fod
muskelten
primær afferent
seneten
muskelten
sekundær afferent
trykreceptorer
smertereceptorer
varme/kulde
tæer
genitalia
smertereceptorer
Figur 2.43. Frontalsnit (set forfra) gennem hjerne, hvor der er illustreret repræsentationen af de forskellige
dele af kroppen (en homonkulus person) på den primære sensoriske cortex på
højre side.
SENSORISKE BANER OG CENTRE I CNS 95

96
NERVESYSTEMET
pons
bagstrengskerner
medulla oblongata
medulla spinalis
2*
1*
1*
proprioceptive impulser
cerebellum
tryk og berøring
muskelten
seneten
Figur 2.44. Sensoriske baner til lillehjernen. 1 * og 2 * angiver neuronnummer i banen. De sensoriske
neuroner (1 * ) er tykke, myeliniserede og leder impulser fra muskler, sener, led og hud (bl.a.
fra muskelten og seneten).
Informationer fra visse proprioceptorer, bl.a. fra muskelten og seneten,
ledes til lillehjernen. Den sensoriske nervecelle danner synapser med et nyt
neuron i baghornet, og dette neuron sender impulser i sidestrengen til samme
sides lillehjernehalvdel. Signaler fra få hudsanser (fx fra fodsålens hud) ender
også i lillehjernen efter at have fulgt bagstrengsbanerne til bagstrengskernerne,
hvor de afbrydes, og signalerne ledes videre til lillehjernen af et nyt
neuron. Signaler fra venstre side af kroppen løber til venstre lillehjernehalvdel
(Fig. 2.44), og fra højre side af kroppen til højre lillehjernehalvdel, da de sensoriske
baner ikke krydser over til den anden side (som det var tilfældet med de
sensoriske signaler, der ledes til storhjernen). Informationerne er vigtige for
den grove opfattelse af bevægelser og hudstimuli.

Opfattelse af sensoriske informationer
Smerte
De sensoriske informationer skal sendes op til storhjernen, for at de kan blive
bevidste. Man ved ikke med sikkerhed, hvorfor aktionspotentialer fra en
bestemt type sansereceptorer altid opfattes som en bestemt type sansepåvirkning,
men det har som nævnt tidligere noget at gøre med, at de sensoriske
neuroner og baner fra de forskellige typer af sansereceptorer ender på hver sit
afgrænsede område i storhjernen.
Evnen til at opfange de enkelte sensoriske signaler og adskille dem fra hinanden
er bl.a. bestemt af legemsdelens repræsentation på den sensoriske cortex
og af tætheden af sanseceller i de forskellige kropsdele. Menneskets evne
til at føle enkeltheder med hænderne er fx meget mere udviklet, end evnen til
at adskille sensoriske signaler, der kommer fra ryggen. Følsomheden kan øges
ved øvelse (træning). Fx kan en musiker i forhold til almindelige mennesker
skelne mange flere toner i et kompleks af toner (en toneklang). En vinkyper
kan skelne mange flere duft- og smagskvaliteter, og massører og behandlere
har som regel en meget veludviklet berøringssans. Personer, som er vant til at
bruge kroppen, er også bedre i stand til at fornemme de forskellige legemsdeles
placering og bevægelse. De har en god proprioception, også kaldet en god
kinestetisk sans. Det vides ikke med sikkerhed, hvori denne træningseffekt
består; men det er sandsynligt, at den primært er lokaliseret til de sensoriske
centre og til associationscentrene.
Evnen til at opfatte enkelte sensoriske signaler er imidlertid også meget
betinget af evnen til at fjerne uvedkommende informationer. Menneskets sanser
giver nemlig hele tiden CNS et utal af informationer, og hvis de alle nåede
bevidstheden, ville det ende i kaos og ikke i brugbar viden. Man ved meget lidt
om, hvad der sætter hjernen i stand til at udvælge hvilke informationer, som
er nyttige at bruge på et bestemt tidspunkt, og hvilke, der skal »smides væk«,
eller hvad der afgør hvilke sanseindtryk, der når op til bevidstheden og hvilke,
der »kun« når den ubevidste del af hjernen. Som beskrevet tidligere er der
baner fra højere dele af CNS, der danner præsynaptisk inhibering med de
afferente neuroner i medulla spinalis. Ved brug af dette system er det muligt
af »fjerne« nogle af de sensoriske informationer, men hvilke der fjernes (og
hvornår), er stadig meget uklart.
Fysiologien bag følelsen af smerte er et eksempel på, hvor kompliceret sensorisk
opfattelse af sansepåvirkninger kan være. Alle kender det at føle smerte. Men
hvad er smerte? Hvilke stimuli resulterer i, at en person oplever smerte? Og
hvad er afgørende for, om noget føles meget eller lidt smertefuldt? Disse spørgsmål
(og mange andre) er vigtige at få besvaret, da smerte oftest er en ubehagelig
oplevelse, som man gerne vil undgå eller være i stand til at fjerne eller lindre.
SMERTE 97

Receptorer
98
NERVESYSTEMET
Trods intens forskning ved man stadig kun lidt om smertens fysiologi.
Specielt er viden om årsager til de kroniske smerter meget mangelfuld. I det
følgende ses en opsummering af nogle af de fysiologiske fund, der vedrører
receptorer, afferente neuroner og forløbet af »smertebanerne« i centralnervesystemet.
Endvidere bliver Gate control-teorien gennemgået.
Når en person oplever et tryk, har stimulus også været det fysiske fænomen
tryk, som har påvirket en tryksans. Jo hårdere der trykkes, jo kraftigere mærker
personen trykket. Når en person oplever smerte, er det ikke så simpelt,
idet der ikke er et fysisk (eller kemisk) fænomen, der hedder smerte, der
påvirker en receptor. Man har længe diskuteret, om det er specielle receptorer,
der skal påvirkes, for at det fører til smerte, eller om smerten opstår, når
de »almindelige« receptorer stimuleres meget kraftigt.
Når en kraftig mekanisk påvirkning, fx et spark på skinnebenet, gør ondt,
skyldes det så en overordentlig stor aktivitet fra trykreceptorer, eller er det specielle
receptorer, som aktiveres i denne situation? Der er stadig ikke helt enighed
om svaret, men flertallet mener, at specielle (specifikke) receptorer skal aktiveres,
for at der opstår følelse af smerte. Disse receptorer kaldes nociceptorer (nocere,
latin = skade). Receptorerne har en høj tærskel og aktiveres kun, når noget er
unormalt (når der er vævsskader eller risiko for det). Man ved ikke meget om
opbygningen af nociceptorerne, og de beskrives ofte som frie nerveender.
Nociceptorerne er placeret i interstitielvæsken uden for cellerne og rundt
om store blodkar (perivaskulært). Der findes mange i huden, hvor de ligger i
dermis og epidermis (jf. Fig. 2.25 side 68) og i led (jf. Fig. 2.61 side 124), hvor
de er placeret i ledkapsel, ligamenter samt under ledbrusken, men ikke i selve
ledhulen. I muskler ligger de knyttet til bindevævet, og der findes specielt
mange på overgangen mellem muskel og sene. Derimod findes der ingen
nociceptorer interstitielt mellem de enkelte muskelceller. Der findes heller
ingen i menisken, nucleus pulposus i discus intervertebralis eller i nervevævet
i centralnervesystemet.
Nogle nociceptorer er følsomme over for kraftige mekaniske påvirkninger.
Store stræk eller kompressioner fører til, at disse frie nerveceller depolariseres.
Andre aktiveres, når temperaturen er højere end 45°C. De fleste er »polymodale
nociceptorer«, som er følsomme over for såvel mekaniske, termiske som kemiske
påvirkninger. Disse frie nerveender er følsomme over for mange kemiske
stoffer, der dannes i forbindelse med vævsødelæggelse, fx prostaglandiner (der
dannes ud fra fosfolipiderne i cellemembranen), serotonin, bradykinin og
histamin. Stoffer som mælkesyre og K + , hvis koncentration øges ekstracellulært
under hårdt arbejde, kan også påvirke disse receptorer. Ved moderate
vævsbeskadigelser er koncentrationen af de smertefremkaldende stoffer (de
algesiske stoffer) ikke høj nok til at aktivere nociceptorerne, men deres følsomhed
er i disse situationer øget (sensitivering) over for andre stimuli, mekaniske
eller termiske. Fx er et blåt mærke ømt, når man trykker let på det.

Afferente neuroner og det sensoriske forløb i CNS
Aktiviteten, der opstår i de frie nerveender, ledes til CNS i tynde afferente nervetråde
A delta (Aδ), som er tynde myeliniserede, og C-fibre, som er tynde umyeliniserede
(jf. Boks: Inddeling af afferente nervefibre side 95). Ledningshastigheden er størst
i Aδ-fibrene, og aktiviteten i disse nervetråde informerer om den korte, umiddelbare
skarpe og lokaliserede smerte. Den mere dumpe, diffuse smerte, som følger
efter, skyldes aktivitet i C-fibrene (der er de fylogenetisk ældste).
I medulla spinalis træder fibrene ind i dorsalroden og afbrydes i de yderste
lag i dorsalhornet (Fig. 2.45). Det næste neuron krydser over i den modsatte
Aδ
C
mesencephalon
substantia
gelatinosa
medulla spinalis
thalamus
Figur 2.45. Centrale sensoriske nervebaner. Smerteimpulsen ledes til CNS i tynde Aδ- og C-fibre, som
afbrydes i en synapse i baghornet i substantia gelatinosa. Herefter ledes signalerne i baner i
side- og forstrenge til thalamus, hvor der atter er en afbrydelse, inden banerne ender på
sensorisk cortex på storhjernebarken. Banerne fra C-fibrene afbrydes flere steder inden
afbrydelsen i thalamus.
SMERTE 99

Gate control-teorien
100
NERVESYSTEMET
side i medulla spinalis og forløber i sidestrengene til thalamus, hvor alle baner
afbrydes. Banerne fra C-fibrene afbrydes mange gange op gennem medulla
spinalis, bl.a. i formatio reticularis, før de når op til thalamus, mens banerne
fra Aδ-fibrene forløber ubrudt op til thalamus. Fra thalamus er der forbindelse
til forskellige områder i storhjernen, hvor fornemmelsen af smerte
opstår, og hvor smerten »huskes«.
Hvorfor fornemmes smerte så forskelligt? Hvordan kan det forklares, at nogle
synes at noget gør meget ondt, mens andre føler meget mindre smerte, selv
om de udsættes for det samme. Og hvorfor mærker fodboldspilleren ikke den
forstuvede fod før efter kampens ophør?
Psykologen Melzack og fysiologen Wall fremsatte i 1965 Gate control-teorien,
der beskæftiger sig med smertemodulation. Kort fortalt består teorien i,
at det som er afgørende for smertens mulighed for at nå bevidstheden (altså
for at aktiviteten, som er startet i nociceptorerne, når op til storhjernen) er,
hvor åben »smerteporten« (gaten) i medulla spinalis er.
Som omtalt afbrydes smertebanerne i baghornet, og her overføres signalerne
til den næste nervecelle via en synapse. Signaloverførslen kan hæmmes/
blokeres her (porten lukkes) ved præsynaptisk eller postsynaptisk inhibering.
Mængden af inhibering er bestemt af:
1. Aktiviteten i tykke afferente neuroner
og
2. Aktiviteten i inhiberende tråde, der kommer fra højere dele af CNS
(hjernestammen).
På Fig. 2.46 er vist en lidt forenklet fremstilling af teorien. Impulserne i de
tynde afferente smertebaner overføres til det nye neuron ved hjælp af en
transmittersubstans, der hedder substans P. I et af de yderste lag i baghornet,
substantia gelatinosa (Fig. 2.45), ligger der interneuroner, der laver præsynaptisk
inhibering på smerteneuronet, hvorved udtømningen af substans P kan
mindskes eller blokeres (Fig. 2.46 og Fig. 2.47). Disse interneuroner faciliteres
af de tykke afferente nervefibre (Aβ) fra mekanoreceptorer, så når der er høj
aktivitet i disse baner, øges aktiviteten i det hæmmende interneuron, og
smerten dæmpes. De tykke afferente fibre (Aα, Aβ og Aδ) leder signaler fra
mekanoreceptorer i hud, muskler, sener og led. Det er altså efter denne teori
muligt at mindske fornemmelsen af smerte ved at påvirke mekanoreceptorer.
(Det er måske derfor, det hjælper at gnide og »nulre« på noget, der gør ondt).
Øget aktivitet i termoreceptorer synes endvidere også at dæmpe smerten,
trods det at informationerne ledes til CNS via tynde afferente fibre.
Inhiberingen fra højere dele af CNS starter i neuroner, der bl.a. ligger i
hypothalamus, den grå substans omkring aquaductus cerebri (i mesencephalon)
og i formatio reticularis. Herfra går nervefibrene ned til baghornene i
medulla spinalis. Øget aktivitet i disse områder vil også føre til lukning af

mekanoreceptor
Aβ
hud
nociceptor
Aδ, C
sympaticus
fra hypothalamus,
grå substans omkring
aquaductus cerebri,
samt formatio reticularis
α-motorisk
bagstrenge
til thalamus og
storhjernen
hæmmende neuron
Figur 2.46. Gate control-teorien. Impulser fra mekanoreceptoren ledes i tykke afferente fibre (Aβ) til
CNS, hvor de påvirker et hæmmende interneuron i substantia gelatinosa. Det hæmmende
interneuron laver præsynaptisk inhibering på Aδ- og C-fibrene, som leder impulser fra
nociceptorer. Øget aktivitet i Aβ-fibrene vil således hæmme smertesignalerne i at nå højere
op i CNS. Impulser fra områder i CNS, hvor transmittersubstansen er enkefalin, vil også
hæmme smertesignalerne i at blive overført til det næste neuron i medulla spinalis.
Aβ
Aδ, C
enkefalin
serotonin
enkefalin
substans-P
noradrenalin
hæmmende neuron
Figur 2.47. Forstørrelse af synapsen hvor smertesignalerne overføres til det nye neuron i baghornet i
medulla spinalis (jf. Fig. 2.46). Transmittersubstans i smertebanen er substans P, mens
enkefalin er transmittersubstans ved den præsynaptiske inhibering af smerteneuronet og i
de områder i CNS, der sender inhiberende signaler til det andet smerteneuron. Transmittersubstansen
i denne inhibering er serotonin og noradrenalin.
sidestrenge
SMERTE 101

Motorisk funktion
102
NERVESYSTEMET
smerteporten (via inhibering af smertebanen i medulla spinalis). (Fig. 2.46).
Hvad er bestemmende for aktiviteten i disse hjerneafsnit? Dette spørgsmål
kan på nuværende tidspunkt ikke besvares, men man ved, at neuronerne er
følsomme for transmittersubstanser, der har morfinkarakter, endorfiner
(endogene morfiner, kroppens egne morfiner). Transmittersubstansen hedder
enkefalin, og findes ud over de nævnte områder også i medulla spinalis i
det hæmmende interneuron, der laver præsynaptisk inhibering af smerteneuronet
(Fig. 2.46 og Fig. 2.47). Et noget større molekyle, β-endorfin, er transmittersubstans
i de smertedæmpende områder i hypothalamus. Meget tyder
på at endorfindannelsen øges ved visse former for sansepåvirkninger, ved
stress og ved monotont længerevarende fysisk aktivitet.
Det er vigtigt at huske, at når smerten mindskes pga. »lukning af porten«,
fjernes årsagen til smerte ikke umiddelbart. Da den akutte smerte ofte har en
beskyttende funktion, betyder en »lukning af porten« fjernelse af denne
beskyttelse. En »lukning af porten« vil kunne bruges til at lindre kroniske
smerter, hvor årsagen til smerten bl.a. ikke kan fjernes eller ikke kan findes,
eller til at bryde en »ond cirkel« skabt af smerten, hvor smerten bl.a. resulterer
i nedsat bevægelse, hvorved blodcirkulationen mindskes og helingsprocesserne
går langsomt.
De naturlige muskelkontraktioner kommer i stand gennem påvirkning fra
centralnervesystemet. De motoriske neuroner er som tidligere beskrevet multipolære
nerveceller (α-neuroner), der har cellelegeme og dendritter placeret
ventralt i den grå substans i rygmarven (forhornet). Neuritten, som er tyk og
myeliniseret, løber helt ud til muskelen, hvor den deler sig op og kontakter
mange muskelceller, muskelfibre. Det motoriske neuron samt de muskelfibre,
den innerverer, kaldes en motorisk enhed (Fig. 2.48). Den spænding,
som opstår i musklerne når de aktiveres af nervesystemet, kaldes muskeltonus.
Det der er bestemmende for en muskels aktivitet, er aktiviteten i α-neuronerne
ud til muskelen. Da alle motoriske neuroner fører til aktivering af
muskelen (ingen hæmmende α-neuroner), vil en øget α-aktivitet betyde øget
muskelaktivitet. På cellekrop og dendritter på et α-neuron er der som tidligere
nævnt flere tusinde synapser, hvoraf nogle er faciliterende og andre inhiberende,
og det er den samlede aktivitet i disse, der er afgørende for muskeltonus.
α-neuronerne påvirkes hele tiden fra mange områder i højere dele af CNS
(motoriske kerner), samt fra sensoriske neuroner fra forskellige sanseceller
(Fig. 2.48). I de følgende afsnit gennemgåes dels den centralnervøse motoriske
kontrol og dels en del af de reflekser, der påvirker muskeltonus.

3 Hormoner
141 Kommunikationsformer
143 De endokrine kirtler
145 Kemisk opbygning og virkemåde af hormonerne
148 Forhold af betydning for hormonernes virkning
149 Regulering af hormonsekretionen
151 Hypofysen
153 Skjoldbruskkirtlen
155 Biskjoldbruskkirtlerne
155 De langerhanske øer i bugspytkirtlen
156 Binyrerne
158 Kønshormoner
Kommunikationsformer
Som omtalt flere gange er det vigtigt, at miljøet i og uden for cellerne holdes
nogenlunde konstant (fysiologen Claude Bernard beskrev dette som la fixité
du milieu intern). For at dette kan lade sig gøre, skal de forskellige organer
samarbejde, og på celleniveau er det nødvendigt at kunne påvirke bl.a. energideponering,
energifrigørelse, proteinsyntese og cellemembranens permeabilitet
over for forskellige molekyler og ioner.
Den enkleste måde celler kan kommunikere på er via gap junctions, hvor
der er direkte kontakt mellem cellernes cytosol. En anden måde at påvirke
celler på er, ved at cellen danner et stof, som rent lokalt påvirker cellen selv,
autokrin påvirkning eller nærliggende celler, parakrin påvirkning (Fig. 3.1). Et
eksempel på dette er histamin, som dannes i særlige bindevævsceller, bl.a. i
huden, når den irriteres. Histamin fremkalder lokal kardilatation, og huden
bliver rød og eventuelt væskefyldt (ødematøs). Et andet eksempel er kininer,
som også dannes i bindevæv, fx i musklerne, når de udsættes for mekanisk
overbelastning, og medfører muskelødemer og smertefornemmelse. Denne
type af stoffer, som virker, dér hvor de dannes, kaldes lokale hormoner (græsk:
hormo: jeg vækker eller jeg stimulerer).
Andre stoffer dannes i specielle væv, ofte specielle kirtler, de endokrine kirtler.
Det normale for kirtler er, at det stof, de danner, forlader kirtlen via en udførselsgang
(fx har kirtler, der danner fordøjelsesenzymer, en udførselsgang til fordøjelseskanalen),
hvilket imidlertid ikke er tilfældet for de endokrine kirtler, hvor
det dannede hormon afgives til blodbanen. Herefter føres det ud til alle områder
i kroppen, hvor det så påvirker celler ved at sætte sig på receptorer (Fig. 3.1). Den
141

142
HORMONER
AUTOKRIN
NEUROENDOKRIN
receptor
ENDOKRIN
endokrincelle
hormon
hormon
AUTONOME NERVESYSTEM
neuron
CELLE TIL CELLE
gap junction
hormon
transmittersubstans
receptor
kredsløb receptor
Figur 3.1. Forskellige typer af kommunikation mellem celler.
kredsløb
hormon
PARAKRIN
effektorcelle
effektorcelle
receptor
neurohormon
synapse
effektorcelle
slags stoffer kaldes hormoner, og det væv, hormonet dannes i, siges at have intern
sekretion. Enkelte steder er det nerveceller, der danner det kemiske stof. Stoffet,
der så kaldes et neurohormon, transporteres atter med blodbanen til det væv det
påvirker (Fig. 3.1). Da hormonerne transporteres i blodbanen, får de kontakt
med mange celler, men hormonet kan kun påvirke de celletyper, der har receptorer,
som er følsomme over for det specifikke hormon.
Endelig er det ved hjælp af det autonome nervesystem (se Kap. 2) muligt at
påvirke aktiviteten af mange kirtler, den glatte muskulatur, hjertemuskulatur
samt fedtvæv. Det, der her påvirker cellerne, er transmittersubstanser, som afgi

De endokrine kirtler
ves fra nervecellen og sætter sig på receptorerne på effektorcellen/organet (Fig.
3.1). Denne påvirkningsmåde er typisk betydelig hurtigere end den hormonelle
påvirkning, både hvad angår påvirkningens begyndelse og afslutning.
Hypothalamus er som nævnt tidligere overordnet reguleringsområde for
det autonome nervesystem og styrer også sekretionen af mange hormoner (se
senere). Herved skabes en koordinering af reguleringen via det autonome
nervesystem og via de hormonproducerende kirtler.
De processer, hvor hormoner indgår i reguleringen, kan placeres inden for
fem områder: 1) nedbrydning samt deponering eller forbrug at næringsstoffer,
2) vækst og udvikling, 3) vand- og saltforhold, 4) reproduktion og endelig
5) kredsløb og åndedræt.
I Fig. 3.2 vises placeringen af de vigtigste endokrine kirtler. Det drejer sig
om hypofysen (glandula pituitaria), som er placeret under hjernen, lige under
hypothalamus
hypofysen
skjoldbruskkirtlen
binyrene
(nyrerne)
Figur 3.2. Placering af endokrine kirtler (hermafrodit).
ovarierne
testiklerne
biskjoldbruskkirtlene
bugspytkirtlen –
de langerhanske øer
kønskirtlerne
DE ENDOKRINE KIRTLER 143

Tabel 3.I. Oversigt over de vigtigste endokrine kirtlers hormonproduktion, hormonernes virkning samt
reguleringen af deres sekretion (kun de vigtigste områder, for nærmere detaljer henvises til teksten)
Kirtel Hormon Virkning Regulering af hormonet
HYPOFYSEN
(peptider og
glykoproteiner)
144
HORMONER
FORLAP
BAGLAP
(hormonlager)
SKJOLDBRUSKKIRTLEN
(tyrosinderivat)
BISKJOLDBRUSKKIRTLEN
(peptider)
MARV
(tyrosinderivat)
BINYRERNE
BUGSPYTKIRTLEN
(peptider)
KØNSKIRTLER
(steroider)
BARK
steroider
Tyreotropt hormon (TSH) Stimulerer skjoldbruskkirtlen
Adrenokortikotropt hor- Stimulerer binyrebarken
mon (ACTH)
Gonadotrope hormoner Stimulerer kønskirtler
(LH, FSH)
Væksthormon (GH) Stimulerer bl.a. vækst og
proteinsyntesen
Hæmmer glukoseforbrug
Mobiliserer fedt
Prolaktin
β-lipotropin
β-endorfin
Anti-diuretisk hormon
(ADH)
Stimulerer mælkekirtler
Fedtmobiliserende
Indgår i smerteopfattelsen
Mindsker diuresens størrelse
Fra hypothalamus og
direkte feedback-virkning
Dannes i og reguleres
fra hypothalamus
Oxytocin Stimulerer glat muskulatur
i gravid livmoder og virker
veforstærkende
Stimulerer mælkeuddrivning
Thyroxin Stimulerer energistofskifte
og vækst
TSH (TRH)
Calcitonin (CT) Ca ++ -stofskiftet [Ca ++ ]-plasma
Parathormon (PTH) Ca ++ -stofskiftet [Ca ++ ]-plasma
Adrenalin (+ noradrenalin) Mange – jf. endvidere det
autonome nervesystem og
kredsløbet
Kortisol Mange – bl.a. øget nedbrydning
af protein og
påvirkning af næringsstoffers
omsætning og aflejring
Aldosteron Fremmer reabsorptionen af
Na + og udskillelsen af K + i
nyrerne
Binyreandrogen Anabol
Insulin Mindsker blodsukkeret og
påvirker næringsstoffers
omsætning og aflejring
Glukagon Øger blodsukkeret og
påvirker næringsstoffers
omsætning og aflejring
Østrogen, progesteron
(kvinder)
Testosteron (mænd)
Mange, jf. »kønshormoner«
Sympatiske nervesystem
ACTH (CRH)
[K + ]-plasma
Angiotensin
[Blodsukker]
[Blodsukker]
FSH og LH (GnRH)

hypothalamus, skjoldbruskkirtlen (glandula thyroidea) og biskjoldbruskkirtlerne
(glandulae parathyreoideae), som ligger på halsen på hver side af struben,
binyrerne (glandulae suprarenales), som ligger lige oven på nyrerne, dele
af bugspytkirtlen (de langerhanske øer) og celler i kønskirtlerne og moderkagen.
I oversigten, Tabel 3.I, er angivet navnene på de vigtigste hormoner, som kirtlerne
danner, hormonernes primære funktion og endelig, hvordan hormonsekretionen
primært reguleres.
Kemisk opbygning og virkemåde af hormonerne
Steroidhormoner
Peptidhormoner
Hormonerne kan deles op i tre undergrupper ud fra deres kemiske opbygning:
1) hormoner med fedtkarakter, steroide hormoner, 2) hormoner, der er
opbygget af kæder af aminosyrer, peptider og glykoproteiner, og endelig 3) hormoner,
der er opbygget ud fra aminosyren tyrosin.
Opbygningen afgør bl.a., hvorledes hormonet transporteres i blodet samt
dets mulighed for at passere cellemembraner. Alle hormonerne er så små, at
de kan trænge igennem de fine blodkar, kapillærerne.
Kønshormoner og binyrebarkhormoner hører til steroidhormonerne. Steroidhormonerne
er alle opbygget ud fra fedtstoffet kolesterol. Det færdige steroidhormon
findes ikke deponeret i de hormonproducerende celler, men disse
indeholder derimod store mængder af kolesterol og enzymer, samt forskellige
forstadier af hormonet. Når kirtlen får information om, at hormonet skal
afgives, dannes det hurtigt, inden for minutter. Det forlader den producerende
celle ved simpel diffusion, da det er meget fedtopløseligt, og transporteres
videre i blodet. Da hormonet kun er lidt vandopløseligt, transporteres
det meste (90-99%) bundet til vandopløselige plasmaproteiner, og kun lidt er
fysisk opløst. Når noget af det fysisk opløste hormon diffunderer fra blodbanen
over til vævet, frigives noget af det, som var kemisk bundet, og dette bliver
nu fysisk opløst. Steroiderne (det som er fysisk opløst) kan trænge igennem
cellemembranerne på de celler, de skal påvirke. Hormonerne påvirker derfor
mange celler i kroppen og har en meget udbredt effekt. Inde i cellerne vil de
ofte påvirke hastigheden af proteinsyntesen ved enten at sætte sig på receptorer,
der er i cellekernen, eller på receptorer, der bevæges hen til cellekernen, og
fremme eller hæmme dannelsen af mRNA, Fig. 3.3. Da hormonet virker via
ændring i proteinsyntesen, vil der typisk gå lang tid, fra timer til dage, inden
den fulde virkning ses.
Disse hormoner er opbygget af kortere eller længere kæder af aminosyrer, og
de kommer fra hypofysen, biskjoldbruskkirtlen og fra bugspytkirtlen. Dannelsen
er temmelig langsom og foregår i ribosomerne. Ofte vil hormonet findes
KEMISK OPBYGNING OG VIRKEMÅDE AF HORMONERNE 145

146
HORMONER
kapillær
effektorcelle
ændret
funktion
proteinsyntese
plasmaprotein
H
H
H
cellekerne
H
H
specifik
receptor
DNA
mRNA
H
steroid hormon
cellemembran
hormonreceptorkompleks
Figur 3.3. Fedtopløselige hormoners virkningsmåde. Efter at være diffunderet over cellemembranen
på de celler, de skal påvirke, bindes de til specifikke receptorer, der ligger i cytosolen, eller
som vist her i cellekernen. I cellekernen påvirker hormonreceptorkomplekset proteinsyntesen
ved at fremme eller hæmme dannelsen af mRNA.
deponeret i vesikler i de kirtler, hvor de dannes. De fleste peptider kan ikke
passere cellemembranerne. De frigives fra den endokrine celle til blodet ved
exocytose og transporteres derefter i blodet opløst i plasmaet (væksthormonet
og IGF-1 transporteres dog bundet til plasmaproteiner). De påvirker cellefunktionerne
ved at reagere med specifikke receptormolekyler i cellemembranen,
så disse hormoner kan kun påvirke de celletyper, der har receptormolekyler
til det pågældende hormon. Virkningen af denne type af hormoner er
derfor typisk mere afgrænset, end hvad der er tilfældet for steroidhormoner.
Receptormolekylet går hele vejen igennem membranen og kan have forskellige
funktionsmåder. Nogle indeholder ud over receptorstedet en ionkanal, og
når hormonet sætter sig på receptormolekylet, fører det direkte til ændrede
transportforhold over membranen og derved ofte til ændret ionfordeling over
membranen og eventuelt til ændret membranpotentiale. Andre receptormolekyler
indeholder et enzym, der vender ind mod cytosolen, og enzymets aktivitet
ændres, når hormonet sætter sig på receptoren. Dette fører derefter til
ændret hastighed af bestemte kemiske processer eller af proteinsyntesen. Den
mest almindelige type er dog mere kompliceret i funktionsmåde: Når hormonet
sætter sig på receptoren, ændrer denne form, hvorved små proteiner (Gproteiner)
i membranen påvirker et nyt stort protein i membranen, effektor-

hormon
receptor
Tyrosinhormoner
G-protein
inaktiv
cAMP-afhængig
proteinkinase
adenylcyclase
ATP cAMP
EKSTRACELLULÆR VÆSKE
aktiv
cAMP-afhængig
proteinkinase
protein + ATP protein-PO 4
CELLESVAR
CYTOSOL
+ ADP
Figur 3.4. Eksempel på hvordan peptidhormoner kan påvirke målcellen ved at sætte sig på receptor i
cellemembranen (se tekst for detaljeret forklaring).
proteinet, som kan være en ionkanal eller et enzym. Et eksempel på dette er
vist i Fig. 3.4: Når hormonet sætter sig på receptormolekylet, aktiverer G-proteinet
effektorproteinet, som her er enzymet adenylcyclase, der så katalyserer
processen ATP → cAMP (cyklisk AMP). cAMP aktiverer nu en proteinkinase,
der katalyserer en fosforylering af et protein, fx et enzym, hvorved dette enten
bliver aktiveret eller inhiberet. Hormonet, der sætter sig på receptormolekylet,
benævnes ofte »first messenger«, mens det stof, der bringer »beskeden«
videre (i eksemplet er det cAMP), benævnes »second messenger«. En anden
vigtig »second messenger« er Ca ++ . Ca ++ -koncentrationen er lav intracellulært
og kan derfor hurtigt øges, ved at permeabiliteten for Ca ++ øges i cellemembranen
og/eller i det endoplasmatiske reticulum, da Ca ++ -koncentrationen
er høj såvel ekstracellulært som inde i det endoplasmatiske reticulum.
Ca ++ binder sig nu til et protein, calmodium, i cytosolen, og Ca ++ -calmodiumkomplekset
påvirker cellen på samme måde som cAMP. Resultatet af
ændret cAMP (eller Ca ++ -calmodium) kan være meget forskelligt i forskellige
celletyper som vist på Fig. 3.5.
Hormonerne er opbygget ud fra aminosyren tyrosin, hvilket gælder hormoner
fra skjoldbruskkirtlen og fra binyremarven. Disse hormoner er meget små
og forlader, ligesom steroiderne, den producerende celle ved simpel diffusion.
CELLEMEMBRAN
KEMISK OPBYGNING OG VIRKEMÅDE AF HORMONERNE 147

148
HORMONER
aktiv
transport
ADP
mikrotubuli
sekretion
Hormoner fra skjoldbruskkirtlen er fedtopløselige og transporteres, ligesom
steroiderne, bundet til plasmaproteiner og trænger gennem cellemembranerne
på de celler, de skal påvirke. Her virker de på samme måde som steroidhormonerne
ved at påvirke hastigheden af proteinsyntesen. Hormonerne
fra binyremarven er vandopløselige og transporteres i blodet opløst i plasmaet
og påvirker, ligesom peptidhormonerne, receptorer i cellemembranen.
Forhold af betydning for hormonernes virkning
ATP
cAMP-afhængig
proteinkinase
enzym 1 enzym 2 enzym 3
fedtnedbrydning
glykogennedbrydning
glykogendannelse
kanaler
endoplasmatisk reticulum
proteinsyntese
Ca ++ -transport
DNA-syntese
RNA-syntese
cellemembran
Figur 3.5. Resultatet af ændret cAMP (eller Ca ++ -calmodium) kan være meget forskelligt i forskellige
celletyper. Her er vist, hvordan ændret cAMP-afhængig proteinkinase påvirker: sekretion i
mikrotubuli, aktiv transport over cellemembranen, en ionkanal, proteinsyntese og Ca ++ -
transport i det endoplasmatiske reticulum, DNA- og RNA-syntese, og endelig aktiviteten
af tre forskellige enzymer.
Hvor kraftigt et hormon virker er bestemt af: a) koncentrationen af hormonet
i blodbanen (for de fedtopløseliges vedkommende er det kun mængden af det
fysisk opløste), b) antallet af receptorer og deres følsomhed over for hormonet,
og endelig c) blodstrømmens størrelse.
Koncentrationen i blodet er bestemt af, hvor meget der secerneres fra de producerende
kirtler til blodbanen og hvor meget, der fjernes fra blodbanen.
kerne

Hormonerne fjernes, udskilles eller nedbrydes af nyrer og lever, og nedbrydes
også i blodbanen eller det væv, hvor de virker. Nedbrydningen og fjernelsen
af de vandopløselige peptidhormoner og binyremarvhormoner sker hurtigst
og tager fra få minutter og op til en time, mens de proteinbundne fedtopløselige
hormoner først er fjernet/nedbrudt efter adskillige timer, op til dage.
Antallet af receptorer kan ændres af mange forskellige forhold og varierer
typisk fra dag til dag. Fx vil en høj koncentrationen af et hormon igennem
længere tid typisk føre til en mindskelse i antallet af den receptortype, der er
følsom over for det pågældende hormon (nedregulering).
Endelig er nogle hormoner afhængig af tilstedeværelsen af et andet hormon,
for at de i det hele taget har en virkning, eller også forstærkes deres virkning,
når det andet hormon også er til stede. Man siger, at det andet hormon
har en »permissive« (tilladende) virkning.
Der kan opstå sygdomme, hvis ét eller flere af leddene, som afgør hormonets
virkning, ikke er optimalt, fx at sekretionen af hormoner er for høj eller
for lav, eller at receptorfølsomheden er for lav eller for høj.
Regulering af hormonsekretionen
Der findes overordnet fire forskellige måder til regulering af hormonsekretionen:
1) feedback, 2) regulering fra det autonome nervesystem, 3) regulering
via overordnet hormon fra hypofysen og 4) styring fra hypothalamus.
Det mest almindelige er, at en kirtel påvirkes af flere af disse muligheder.
Ad 1. Regulering af Ca ++ er et eksempel på negativ feedback. Når Ca ++ -koncentrationen
i plasmaet falder, vil dette i sig selv bl.a. påvirke biskjoldbruskkirtlen
til øget udskillelse af parathormonet. Parathormonet vil øge afgivelsen
af Ca ++ fra knoglevævet til plasmaet. Ofte vil reguleringen skyde over målet,
så Ca ++ -koncentrationen stiger til værdier over det normale. Dette vil nu
hæmme dannelsen af parathormonet (negativ feedback).
Et andet tilsvarende eksempel er hormonerne insulin og glukagon fra bugspytkirtlen.
Hormonerne påvirker bl.a. blodsukkerkoncentrationen og reguleres
selv af blodsukkerkoncentrationen (se blodsukkerreguleringen side
225).
Ad 2. Det sympatiske nervesystem regulerer dannelsen af adrenalin (og noradrenalin)
fra binyremarven. (Binyremarven kan betragtes som udviklet fra
det sympatiske nervesystem, jf. side 133). Insulin- og glukagonsekretionen og
hormoner knyttet til fordøjelsen er andre eksempler på hormoner, der også
påvirkes af det autonome nervesystem.
Ad 3. Fra hypofysens forlap udskilles en række overordnede hormoner, der har
en regulerende virkning på andre endokrine kirtler (Fig. 3.7). Dette gælder
REGULERING AF HORMONSEKRETIONEN 149

150
HORMONER
for skjoldbruskkirtlen (thyroidstimulerende hormon, TSH), binyrebarken
(adrenokortikotrope hormoner, ACTH) og kønskirtlerne (gonadotrope hormoner,
FSH og LH), som alle danner hormoner, der kan passere cellemembraner,
og disse hormoner virker som omtalt mange steder i kroppen. Ud
over disse hormoner med en overordnet regulerende virkning, udskilles fra
hypofysens forlap bl.a. væksthormonet GH, som både har en regulerende
virkning på dannelsen af IGF-I (insulinlignende vækstfaktor I), samt har en
selvstændig direkte virkning på mange organer og væv.
Ad 4. Sekretionen fra hypofysens forlap styres af nerveceller, der ligger i hypothalamus.
Disse nerveceller danner stimulerende eller hæmmende hormoner,
som via et lokalt kredsløb føres direkte fra hypothalamus til hypofysens forlap
(Fig. 3.6). Aktiviteten i hypothalamus er bl.a. påvirket af informationer, den
modtager om miljøet i og uden for kroppen. Endvidere besidder hypothala-
A
B
hypothalamus
hypofysen
hypofysestilken
hypothalamushypofyse-portalblodkar
HYPOFYSEFORLAP
kapillærnet
endokrine celler
til vene
arterie
arterie
til vene
HYPOTHALAMUS
arterie
kapillærnet
HYPOFYSEBAGLAP
Figur 3.6. A. Placering af hypofysen.
B. Forbindelse mellem hypothalamus og hypofysens for- og baglap (se tekst for detaljeret
forklaring).

Hypofysen
mus en »døgnrytme«, og alle disse forhold vil således påvirke sekretionen af
de forskellige hormoner.
Hormonerne, der udskilles fra hypofysens baglap (oxitocin og ADH), dannes
af celler placeret i hypothalamus.
I det følgende gives en gennemgang af de forskellige endokrine kirtlers placering,
hvilke hormoner, de producerer, og hvilke forhold hormonet påvirker.
Virkningen af de fleste hormoner er desuden gennemgået mere detaljeret i de
afsnit, der beskriver de organer og væv, som hormonerne virker på. I Kap. 2,
Nervesystemet, afsnittet om det sympatiske nervesystem, og i Kap. 8, Kredsløbet,
gives således en gennemgang af virkningen af hormonerne, adrenalin
og noradrenalin, der dannes i binyremarven og i det sympatiske nervesystem.
I Kap. 5, Stofskifte og ernæring, ses på betydningen af thyroxin, og i afsnittet
om blodsukkerreguleringen beskrives virkningen af hormonerne insulin og
glukagon samt væksthormonet og i en vis udstrækning kortisol. Endelig bliver
virkningen af aldosteron fra binyrebarken, ADH fra hypofysens baglap
samt parathormonet fra biskjoldbruskkirtlen gennemgået i Kap. 9, Vand og
saltbalancen.
Hypofysen (glandula pituitaria) er på størrelse med en hasselnød og vejer ca.
½ g. Den er placeret lige under hypothalamus og er inddelt i to lapper (egentlig
i tre, men den midterste er meget lille hos mennesket). Den står via hypofysestilken
i tæt kontakt med hypothalamus. Hvad angår forlappen, som er dannet
af kirtelvæv, sker dette, ved at den modtager blod via et lokalt karsystem
fra hypothalamus, mens baglappen, som er opbygget af nervevæv (og ikke
hormonproducerende celler) har en tæt nervekontakt med hypothalamus
(Fig. 3.6). Hormonerne, der udskilles fra hypofysens baglap, dannes i neuroner
i hypothalamus og føres via nerver ned til baglappen, hvorfra de afgives
til blodet. Hypothalamus påvirker dannelsen af hormoner i hypofysens forlap
ved at danne overordnede regulerende hormoner, som er små peptider. Disse
afgives fra nerveceller i hypothalamus til den blodbane, der rent lokalt fører
direkte ned til hypofyseforlappen. Da mange af hormonerne, der dannes i
hypofyseforlappen, igen har en regulerende virkning på hormondannelsen i
nogle af de andre hormonproducerende kirtler i kroppen, er der således en
»dobbelt« overordnet regulering (hypothalamus regulerer hypofysen, som igen
regulerer de perifere kirtler) (Fig. 3.7). Det hormon, der reguleres af to overordnede
hormoner, virker typisk hæmmende tilbage på dannelsen af begge de
overordnede hormoner (negativ feedback).
HYPOFYSEN 151

Forlappen
152
GnRH
FSH
og
LH
KØNSKIRTLER
udvikling
af
kønsceller
hormonsekretion
kvinde mand
østrogen, testo-
progesteron steron
HORMONER
GHRH SS
TRH DA CRH
Væksthormon (GH)
LEVER
OG ANDRE
CELLER
sekretion
af IGF-1
HYPOTHALMUS
HYPOFYSEFORLAP
MANGE
ORGANER
OG VÆV
proteinsyntese,
kulhydrat og
lipidmetabolisme
TSH prolaktin ACTH
SKJOLD-
BRUSK-
KIRTEL
sekretion af
thyroxin og
triiodothyronin
Som beskrevet tidligere dannes der her en del overordnede hormoner (TSH,
ACTH, FSH, LH), der regulerer dannelsen af andre hormoner. Denne regulering
vil blive beskrevet i forbindelse med gennemgang af de relevante hormoner.
Endvidere dannes der væksthormon, GH og prolaktin, og endelig βlipotropin
og β-endorfin.
Væksthormon Væksthormonet (GH, growth hormone), som er et peptidhormon, cirkulerer
bundet til plasmaproteiner i plasmaet og nedbrydes ret hurtigt i lever og
nyrer. Hormonet påvirker de fleste væv i kroppen. Dets vigtigste funktion er,
som navnet antyder, at stimulere væksten, hvilket bl.a. sker ved at fremme
aminosyretransporten ind i cellerne og stimulere cellernes proteinsyntese.
Væksthormonet virker desuden på kulhydrat- og fedtstofskiftet ved at nedsætte
glukoseoptagelsen og forbruget i perifere væv, idet det nedsætter vævets insulinfølsomhed
og endvidere øger glukosedannelsen i leveren. Dette resulterer
i, at glukosekoncentrationen i blodet øges (antiinsulinære effekter) (mere om
dette side 228). Endvidere stimuleres lipolysen (spaltningen af fedt til fedtsyrer
og glycerol) i fedtvæv, og mængden af fedtsyrer stiger i blodbanen. På denne
måde øges fedtforbruget, og forbruget af kulhydrat mindskes.
Sekretionen af væksthormon har en døgnrytme med størst sekretion under
søvn. Derudover styres produktionen af to overordnede hormoner: GH-relea-
BRYST
vækst af
bryst og mælkeproduktion
BINYRE-
BARK
sekretion
af kortisol
Figur 3.7. Oversigt over forbindelsen mellem hypothalamus og hypofysens forlap og mellem hypofysens
forlap og endokrine kirtler og andet væv (se tekst for detaljeret forklaring).

sing hormon, GHRH, der fremmer, og somatostatin, der hæmmer sekretionen
af GH. Sekretionen fremmes af fysisk og psykisk stress, lavt blodsukker, faste og
dyb søvn, mens den hæmmes af højt blodsukker, højt niveau af frie fedtsyrer og
overfladisk søvn. Endvidere påvirkes sekretionen af andre hormoner, hvor bl.a.
adrenalin, noradrenalin og thyroxin fremmer sekretionen af væksthormon.
GH stimulerer produktionen af hormonet IGF-1, insulin like growth factor,
der primært dannes i leveren. Dette hormon har en vækststimulerende virkning
og virker endvidere hæmmende på GH-sekretionen.
En overproduktion af væksthormon i barnealderen bevirker kæmpevækst.
En overproduktion på et senere tidspunkt fører til akromegali, hvor der er en
forøget vækst af de »yderste« knogleområder så som næse, øre, underkæbe,
hænder og fødder. Endvidere ses ændringer i stofskifte og kønshormoner.
En underproduktion i barnealderen resulterer i dværgvækst og bibeholdelse
af infantile træk (fx bevarelse af mælketænder), mens det hos den voksne
fører til afmagring og tidlig senilitet.
Prolaktin Prolaktin er et peptid, der cirkulerer ubundet i plasma og ret hurtigt nedbrydes
i lever og nyrer. Dets vigtigste funktion er, at det fremmer udvikling af kirtelvæv
i brysterne under graviditeten, samt mælkedannelse (mere om dette
side 161). Sekretionen af prolaktin hæmmes af dopamin fra hypothalamus og
fremmes reflektorisk af, at barnet suger på brystvorten.
β-lipotropin og
β-endorfin
Baglappen
Skjoldbruskkirtlen
β-lipotropin har en fedtmobiliserende virkning, men der vides ikke meget om
dens fysiologiske betydning i øvrigt. β-endorfin frigives sammen med ACTH
og har betydning for smerteopfattelse.
Baglappens hormoner oxytocin og det antidiuretiske hormon (ADH), også kaldet
vasopressin, dannes som omtalt i hypothalamus og frigives i baglappen til
blodet. De to hormoner er små peptider, der transporteres fysisk opløst i blodet
og hurtigt nedbrydes (inden for minutter).
Oxytocinet stimulerer muskulaturen i den gravide livmoder og virker således
vefremkaldende, og efter fødslen påvirker det mælkekirtlerne i brystet (side 161).
ADH indgår i reguleringen af diuresens størrelse, og frigørelsen påvirkes
primært af osmolariteten i ekstracellulærvæsken (fald i osmolariteten medfører
fald i ADH) og af størrelsen af det ekstracellulære væskevolumen (fald i
volumen medfører øgning i ADH) (uddybes nærmere i Kap 9, Vand og saltbalancen).
Mangel på ADH viser sig som diabetes insipidus, en sygdom med
meget kraftig diurese og konstant tørstfornemmelse.
Skjoldbruskkirtlen (glandula thyreoidea) består af to dele, som ligger på halsen
på hver sin side af struben og hos en voksen vejer ca. 20 g. Den danner thyre-
SKJOLDBRUSKKIRTLEN 153

154
HORMONER
oideahormonerne thyroxin (T4) og triiodothyronin (T3), som stimulerer stofskifte
og vækst, og forstærker virkningen af det sympatiske nervesystem. Begge
hormoner indeholder jod og aminosyren tyrosin og er fedtopløselige. I blodbanen
transporteres de primært bundet til proteiner, albuminer og globuliner,
og der findes uhyre lidt, som er fysisk opløst. Ca. 90% af sekretionen består af
thyroxin, T4, og 10% af trijodthyronin, T3. I mange væv omdannes T4 til T3,
som er det aktive hormon. Forskelle mellem T4 og T3 skal ikke beskrives yderligere,
og i det følgende vil de to hormoner ikke blive omtalt separat, men »thyroxin«
vil dække over såvel T4 somT3. Dannelses- og sekretionshastigheden styres
af det overordnede hormon tyroidstimulerende hormon, TSH, fra hypofysens
forlap. TSH-sekretionen har en døgnrytme med den højeste sekretion
sidst på aftenen og om natten. TSH fremmer thyroxinsekretionen, mens thyroxin
i blodbanen på den anden side hæmmer TSH-sekretionen (negativ feedback).
Endvidere stimuleres TSH-sekretionen af thyreotropin releasing hormone,
TRH, fra hypothalamus. Virkningen af en øgning i thyroxin ses først
efter 2-3 dage, men så holder virkningen sig også i adskillige døgn.
Thyroxin passerer cellemembranen og reagerer med intracellulære receptorer,
der er knyttet til cellekernen i langt de fleste celler. Thyroxin stimulerer
stofskifte og vækst ved at ændre på mængden af mRNA og dermed transkriptionen
af bestemte enzymer og strukturproteiner. Energistofskiftet stimuleres
i hvile af thyroxin (se Kap. 5, Stofskifte og ernæring og Kap. 6, Temperaturregulering).
Påvirkning af væksten sker, dels ved at thyroxin stimulerer til
væksthormondannelse, og dels ved en selvstændig påvirkning af vækst af bl.a.
skeletmuskulaturen, hjertet og leveren.
Andre virkninger af thyroxin er øgning af glukoseoptagelse fra tarmen,
nedsat kolesterol i blodbanen, øget hastighed af visse mentale processer, øget
impulsledningshastighed i nervesystemet, og endelig øger thyroxin virkningen
af adrenalin og noradrenalin.
Mangel på thyroxin hos børn resulterer i nedsat kropshøjde, mangelfuld
udvikling af intelligensen (kretinisme) samt hudforandringer (myxødem),
som består i slimholdige ødemer og en fortykket, tør og afskallende hud med
tilbøjelighed til håraffald. Hos voksne ses mindsket stofskifte og dermed øget
tendens til fedme samt myxødem. Hvis personen mangler jod i kosten, kan
det resultere i, at skjoldbruskkirtlen vokser og personen får opsvulmet hals,
struma. For stor produktion af thyroxin resulterer i forøget stofskifte, afmagring,
nervøsitet og ejendommeligt udstående øjne. Denne tilstand er kendt
som Basedows (eller Graves’) syge. Personen har endvidere ofte en forstørret
kirtel, struma.
Ud over thyroxin produceres calcitonin, CT, i skjoldbruskkirtlen. Dette
peptidhormon indgår i Ca ++ -stofskiftet ved at mindske koncentrationen af
Ca ++ i ekstracellulærvæsken, idet CT hæmmer nedbrydningen af knoglevæv
og øger Ca ++ -tabet gennem nyrerne. Sekretionen af CT øges, når Ca ++ øges.
CT spiller ikke så stor en betydning for Ca ++ -reguleringen som parathormonet
og calcitriol (se side 403).

Biskjoldbruskkirtlerne
Biskjoldbruskkirtlerne, glandulae parathyreoideae, er fire små legemer (0,2 g
tilsammen), som ligger indlejret bagtil i skjoldbruskkirtlen. De danner hormonet
parathormon, PTH, som virker regulerende på Ca ++ -stofskiftet. PTH er
et peptidhormon, der opløst i plasmaet transporteres i ioniseret form. Som
beskrevet reguleres det ved negativ feedback fra plasma [Ca ++ ]. PTH reagerer
med receptorer i cellemembranen og påvirker bl.a. permeabiliteten for Ca ++
i membranerne i knoglevæv og i nyrerne (mere om dette i Kap. 9, Vand og
saltbalancen). I Ca ++ -reguleringen indgår endvidere calcitriol, der dannes i
nyrerne, og calcitonin fra skjoldbruskkirtlen. Såvel PTH som calcitriol øger
koncentrationen af Ca ++ i ekstracellulærvæsken.
Ved fjernelse af biskjoldbruskkirtlerne ses forøget irritabilitet af nervemuskel-systemet,
der kan resultere i kramper, tetani, med døden til følge.
En overproduktion af PTH mindsker knoglers og tænders kalkindhold.
De langerhanske øer i bugspytkirtlen
I bugspytkirtlen (pancreas) produceres dels fordøjelsesenzymer i kirtler, som
har kontakt med tarmen via en udførselsgang (mere side 210), og dels hormoner,
der produceres i kirtler, de langerhanske øer, som ikke har en udførselsgang,
men som har en stor blodkarforsyning. Hormonet insulin produceres
i celler, der hedder B- eller β-celler, og hormonet glukagon produceres i Aeller
α-celler. Begge hormoner er vandopløselige, transporteres fysisk opløst i
blodet, reagerer med receptorer i cellemembranen og indgår i blodsukkerreguleringen.
Da blodet fra bugspytkirtlen passerer direkte videre til leveren
(inden det løber til hjertet), er koncentrationen, og dermed påvirkningen,
meget større af leveren end af det øvrige væv. Insulin påvirker lever-, muskelog
fedtceller, mens glukagon kun påvirker leverceller. Begge hormoner påvirker
enzymaktivitet via cAMP, og insulin fremmer transporten af glukose over
cellemembranen i fedt- og muskelceller. Insulin mindsker glukosekoncentrationen
i blodet, mens glukagon øger koncentrationen af glukose (se regulering
af blodsukkeret side 226). Begge hormoner påvirker såvel kulhydratsom
fedtdeponering og fedtforbrug samt proteinstofskiftet, og deres virkning
er typisk antagonistisk, således at insulin har en opbyggende (anabolisk) virkning,
mens glukagon har en nedbrydende (katabolisk) virkning.
Den vigtigste regulering af hormonsekretionen er koncentrationen af glukose
i blodet (negativ feedback: glukose fremmer insulin- og hæmmer glukagonsekretionen).
Endvidere påvirkes hormonsekretionen af aminosyrer og af
det autonome nervesystem, hvor øget sympaticusaktivitet hæmmer insulinsekretionen
og fremmer glukagonseketionen, mens øget vagusaktivitet har
den modsatte virkning. Endelig fremmes insulinsekretionen af hormoner,
der frigives fra tarmen i forbindelse med et måltid.
BISKJOLDBRUSKKIRTLERNE 155

Binyrerne
156
HORMONER
Sukkersyge, diabetes mellitus, er karakteriseret ved at koncentrationen af
glukose i blodet er forhøjet. Dette kan skyldes, at sekretionen af insulin er for
lav, diabetes I, eller at insulinfølsomheden er nedsat, diabetes II. Personen
med sukkersyge udskiller sukker i urinen og har en stor døgndiurese. Da glukosen
hos disse patienter ikke kan trænge ind i cellerne og forbrændes, øges
fedtnedbrydningen. Under disse forhold bliver fedtnedbrydningen ufuldstændig,
og der dannes produkter, som har syrekarakter, ketonstoffer. Dette
kan føre til en syreforgiftning, ketoacidose (personen lugter af acetone), som
kan føre til bevidstløshed og død (coma diabeticum). Sukkersyge kan
behandles med indsprøjtning af kunstigt fremstillet insulin. En overdosis af
insulin resulterer i en for lav blodsukkerkoncentration, hypoglykæmi, som er
karakteriseret ved forstyrrelse i nervesystemet, bevidsthedstab og eventuelt
kramper – insulinchock. Tilførsel af druesukker virker med det samme. Ved
at øge mængden af fysisk aktivitet er det endvidere muligt at øge insulinfølsomheden
samt at aktivere en ikke-insulinafhængig transport af glukose over
muskelmembranen.
Binyrerne (glandulae suprarenales) er to små organer, der ligger oven på
nyrerne og tilsammen vejer ca. 8 g. De består anatomisk af to dele, yderst en
bark, som udgør ca. 80% af binyrerne og som består af kirtelvæv, og inderst
en marv, som er opstået af samme væv som det, der danner de postganglionære
neuroner i det sympatiske nervesystem.
I marven dannes adrenalin (epinefrin, E) og noradrenalin (norepinefrin,
NE) i forholdet 4:1. Hormonerne, der under ét kaldes katekolaminer, er dannet
ud fra aminosyren tyrosin, er vandopløselige, transporteres i blodet opløst
i plasmaet, påvirker receptorer i cellemembranen (ligesom peptidhormonerne)
og nedbrydes meget hurtigt (inden for få minutter). Sekretionen
påvirkes primært af aktivitet i det sympatiske nervesystem via aktivitet i et
præganglionært neuron med transmittersubstansen acetylkolin. Overordnet
kan man sige, at sekretionen af E og NE stiger, når mennesket bliver fysisk
aktiv eller »stresset« (kampberedskabet øges). De fleste celler i kroppen har
receptorer for katekolaminer. Der findes forskellige typer af receptorer, α
(α1, α2) og β (β1, β2, β3), som alle er følsomme over for såvel E som NE, men
i forskellig grad. α-receptorerne er typisk mere følsomme over for NE, mens
β-receptorerne er lige følsomme over for E og NE (β2-receptorer er dog, hvis
der er en forskel, mest følsomme over for E). Når koncentrationen af E og
NE stiger, slår hjertet kraftigere og hurtigere via påvirkning af β1-receptorer,
som primært findes i hjertet. Endvidere påvirkes blodstrømmen via regulering
af blodkarrenes åbningsgrad, så den stiger til hjertemuskulatur og arbejdende
skeletmuskler. Dette skyldes, at karrene til disse områder åbnes mere,
fordi der her er overvægt af β2-receptorer, og E’s påvirkning af disse fører til

afslapning af den glatte muskulatur i karrene. På den anden side mindskes
blodstrømmen til indvolde og ikke-arbejdende muskulatur, idet NE-påvirkning
af α-receptorer her er dominerende, og påvirkning af α-receptorerne
fører til øget aktivitet af den glatte muskulatur og dermed afklemning af
blodkarrene (se Kap. 8, Kredsløbet, side 354). Hvad angår stofskiftet øges
dette, og såvel kulhydrat som fedt frigives fra depoterne via påvirkning af β2receptorer
og »tilbydes« muskelcellerne (se Kap. 5, Stofskifte og ernæring,
side 227).
I barken dannes kortikoiderne, kortisol (og en meget lille mængde kortikosteron),
aldosteron samt et mandligt kønshormon (et testosteronlignende
hormon, androgen) (se side 159). Alle er steroidhormoner, der transporteres i
blodbanen bundet til plasmaproteiner, og de påvirker cellerne ved at reagere
med intracellulære receptorer. Hormonerne findes ikke deponeret i barken,
men dannes i takt med sekretionen. Når de er afgivet til blodet, udskilles og
nedbrydes de langsomt og virker i op til flere timer; kortisol virker betydelig
længere end aldosteron.
Aldosteron kaldes et mineralokortikoid, fordi det indgår i kroppens regulering
af mineraler ved at øge resorptionen af Na + i nyrerne (side 398). Dannelsen
styres primært af angiotensin, der som et forstadie er dannet i leveren, og
af koncentrationen af K + i ekstracellulærvæsken (se side 400).
Dannelsen af kortisol, der kaldes et glukokortikoid, fordi det bl.a. indgår i
reguleringen af glukosemetabolismen, reguleres udelukkende af det overordnede
hormon fra hypofyseforlappen, ACTH, som igen styres af CRH
(corticotropin releasing hormone) dannet i hypothalamus. Kortisol virker
hæmmende på begge de to overordnede hormoner ved negativ feedback.
ACTH-sekretionen har en pulserende døgnrytme, hvor sekretionshastigheden
er størst tidligt om morgenen inden opvågnen og falder i løbet af dagen.
Denne døgnrytme følger langsomt ændringer i søvnmønstret, fx forårsaget
af skifteholdsarbejde eller hurtigt skift til andre tidszoner, »jet lag«. ACTHsekretionen
øges ved mange typer af »stress«, såsom fysisk aktivitet, mentale
belastninger og fald i blodsukker i forbindelse med fx faste. Kortisolsekretionen
vil stige 15-30 min efter ACTH-stigningen. Ved langvarigt mentalt
eller fysisk stress vil kortisolniveauerne typisk falde, og variationerne skabt
pga. døgnrytme og ændringer i stressniveauet vil være mindre. Kortisol
påvirker alle kroppens celler og har mange forskellige virkninger. En af de
vigtige funktioner er at virke fremmende (»permissive«) på andre hormoners
virkning, bl.a. på virkningen af adrenalin og glukagon. Uden kortisol ville
disse to hormoners virkning være stærkt nedsat. Kortisol er også nødvendig
for blodtryksregulering, idet noradrenalin ikke kan påvirke blodkarrene til
at trække sig sammen uden tilstedeværelsen af kortisol. I denne situation vil
der kunne ske det, at blodtrykket falder. Kortisol har endvidere en antiinsulinær
virkning ved bl.a. at mindske følsomheden for insulin i muskel- og
fedtvæv, og ved at fremme nedbrydningen af proteiner og fedt, samt ved
dannelse af glukose i leveren. Herved øges koncentrationen af glukose og
BINYRERNE 157

Kønshormoner
Kønsorganernes funktion
158
HORMONER
fedtsyrer i blodet (se side 228). Endelig hæmmer kortisol i høje koncentrationer
mange inflammationstilstande, hvilket anvendes i behandling af bl.a.
forskellige allergisygdomme.
Forhøjet kortisolsekretion resulterer i mindskelse i muskelmassen og en
nedbrydning af knoglevæv, bindevæv og hud, idet kortisol øger proteinnedbrydningen.
Personer med Cushings syndrom har således en vedvarende forhøjet
koncentration af kortisol, der resulterer i fedme lokaliseret til ansigt og
krop, knogle- og bindevævsskørhed og let forhøjet blodtryk.
En mindskelse i kortisol- og aldosteronproduktionen resulterer i bl.a. træthed,
muskelsvækkelse og lavt blodtryk, og et eksempel på dette er Addisons
syge.
Hos begge køn anlægges kønskirtlerne i fosterlivet. Kønskirtlerne (gonaderne)
udvikles til testikler hos manden og til æggestokke, ovarier, hos kvinden. Ved
puberteten modnes kønskirtlerne, og deres produktion af kønsceller (gameter)
og kønshormoner begynder. Kønshormonerne er steroidhormoner, der bundet
til plasmaproteiner transporteres i blodet og påvirker cellernes proteinsyntese.
Det mandlige kønshormon hedder testosteron, og de kvindelige
kønshormoner hedder østrogen og progesteron. Dannelsen af kønshormoner
og af kønsceller styres af det overordnede hormon gonadotropin releasing
hormone, GnRH, fra hypofysen, der igen påvirker frigivelsen af gonadotropiner,
FSH (follikelstimulerende hormon) og LH (luteiserende hormon) fra
hypofysens forlap.
Manden Mandens sædcelleproduktion, spermatogenese, og dannelsen af testosteron i
testiklerne begynder i puberteten og foregår hele livet igennem. GnRH
udskilles konstant, men øges i »salver« hver 2. time, og koncentrationen af
FSH og LH udviser tilsvarende rytmiske ændringer. FSH virker stimulerende
på spermatogenesen, og LH stimulerer testosteronproduktionen.
Testosteron stimulerer spermatogenesen og har afgørende betydning for
udviklingen af de primære (penis, testikler og bitestikler) og sekundære
mandlige karaktertræk, såsom hårvækst på de kønskarakteristiske steder på
kroppen, det dybe stemmeleje og den mandlige fordeling af fedt. Kønsdriften
og adfærdsmønstret menes også at blive påvirket. Endvidere stimulerer
testosteron knogle- og muskelvækst, hvorved mænd typisk har større
knogle- og muskelmasse end kvinder. Endelig stimuleres dannelsen af
erytropoietin i nyrerne, hvorved dannelsen af de røde blodlegemer øges,
hvilket resulterer i, at mænd typisk har en højere koncentration af røde
blodlegemer end kvinder. Testosteron siges derfor at have en anabol,
opbyggende, virkning.

Der dannes endvidere lidt mandligt kønshormon andre steder end i testiklerne,
fx i binyrerne. Samlet kaldes disse mandlige hormoner for androgener.
Endelig danner manden også en lille smule kvindeligt kønshormon.
Kvinden Kvinden fødes med et stort antal forstadier til æg (ca. 4 mio.) i ovarierne og
danner ikke nye efter fødslen. Kun ca. 400 af disse æg modnes og frigives ved
ægløsning, ovulation, som stopper ved menopausen, der indtræder ved ca. 50års
alderen. Efter menopausen falder koncentrationen af de kvindelige
kønshormoner. Ægløsningen finder sted én gang hver 3.-5. uge. ca. midtvejs
mellem to menstruationsblødninger. I Fig. 3.8 ses de væsentligste begivenheder
i en menstruationscyklus og de hormoner, som er involveret i den. Ægcellen
er i modningsfasen omgivet af nogle celler, follikelceller, og hele struktu-
hormonsekretion
i ægestokkene follikeludvikling gonadotropinsekretion
livmoderslimhinde
dage
dage
FSH
1
østrogen
follikel
7
LH
FSH LH
14
1 3 5 7 9 11 13 15 17 19 21 23 25 27 1
menstruation proliferationsfase sekretionsfase menstruation
21
gult legeme
follikelfase ovulation lutealfase
østrogen
progesteron
progesteron
Figur 3.8. Oversigt over variation i hormonkoncentrationen, follikeludviklingen og livmoderslimhinden
gennem en menstruationscyklus.
28
KØNSHORMONER 159

160
HORMONER
ren kaldes en follikel. I follikelfasen deler follikelcellerne sig, og de producerer
mere og mere østrogen. En forudsætning for dette er tilstedeværelsen af en vis
mængde FSH. De stigende mængder østrogen stimulerer hypothalamushypofyse-komplekset
til at afgive LH i store mængder (»positiv feedback«).
Herved fremkommer ægløsning, hvor ægget forlader follikelcellerne, og disse
omdannes nu til et gult legeme, corpus luteum, der producerer stigende mængder
af progesteron samt noget østrogen i lutealfasen. Østrogen vil bevirke
vækst af livmoderslimhinden i proliferationsfasen (som er sammenfaldende
med follikelfasen), og i sekretionsfasen (som er sammenfaldende med lutealfasen)
vil progesteron stimulere slimsekretion af slimhinden. Det gule legeme
er afhængigt af LH og har en begrænset levetid, medmindre der indtræder en
graviditet. Når det går til grunde, sker der et fald i progesteron og østrogen.
Derved udløses afstødning af en del af livmoderslimhinden med deraf følgende
menstruationsblødning. Østrogen og progesteron vil i lutealfasen have
en tendens til at hæmme afgivelsen af LH og FSH fra hypofyseforlappen
(negativ feedback). Når det gule legeme dør, vil afgivelsen af FSH (og LH)
derfor stige lidt, og en ny follikelmodning kan begynde.
Ud over de lige omtalte effekter af østrogen og progesteron stimulerer
østrogen udviklingen af kønsorganerne og de sekundære kvindelige karakterer
såsom vækst af brystvæv, kropsbygning med smalle skuldre og brede hofter,
fedtdeponering på hofter, lår og bryster, og endelig den kønskarakteristiske
hårvækst på kroppen. Endvidere stimulerer østrogen knoglevæksten
(men ikke muskelvæksten som fx testosteron), og det mindsker derved risikoen
for at få osteoporose (knogleskørhed), og via sænkning i kolesterolniveauet
i blodet mindskes risikoen for aterosklerose (åreforkalkning).
Progesteron, der kun er på et vedvarende højt niveau under graviditeten,
øger brystvæksten og øger kropstemperaturen.
Graviditet Hvis kvinden bliver gravid, vil koncentrationen af LH vedblive med at være
høj, det gule legeme vil fortsætte dannelsen af progesteron og østrogen, og
også slimhinden vil fortsætte sin vækst. Befrugtningen sker, når ægget fra ovarierne
opfanges af æggelederen og på vejen ned til livmoderen bliver befrugtet
af en sædcelle, hvilket skal ske 12-24 timer efter ægløsningen. Indeholder
sædcellen et Y-kromosom, bliver fosteret en dreng, mens det bliver en pige,
hvis sædcellen indeholder et X-kromosom. I livmoderen vil ægget vokse ind i
livmoderens slimhinde ca. en uge efter befrugtningen, og her fortsætter celledelingerne.
På dette tidspunkt, hvor LH falder, begynder dannelsen af et nyt
hormon, der sikrer væksten af det gule legeme, hCG, human chorion gonadotropin,
der i struktur minder meget om LH. Dette hormon dannes ikke af
moderen, men af mikrofostret, og det er tilstedeværelsen af dette hormon, der
bruges i en graviditetstest. Efter ca. tre måneder falder koncentrationen af
hCG ned til et lavt niveau, hvor det vedbliver at være resten af graviditeten.
Koncentrationen af såvel østrogen som progesteron bliver ved med at stige
under hele graviditeten. Når fostrets organsystemer er så udviklede, at fostret

Test dig selv
Korte spørgsmål
Essayopgaver
kan overleve uden for livmoderen, sættes fødslen i gang ved hjælp af signaler
af hormonkarakter fra fostret. Det nyfødte barn får efter fødslen næring fra
modermælken. Barnets sutterefleks stimulerer moderens brystvorter, således
at mælken fra mælkekirtlerne strømmer til brystvorterne og ud i barnets
mund. Både fødsel og mælkeudstrømning stimuleres af hormonet oxytocin
fra hypofysens baglap. Mælkeproduktionens størrelse reguleres af hormonet
prolaktin fra hypofysens forlap. Begge hormoners afgivelse sker på refleksagtig
vis. Jo mere sansestimulering, jo større afgivelse.
1. Hvad er en endokrin kirtel?
2. Beskriv hvad der menes med »lokale hormoner« og giv eksempel på
dette.
3. Nævn de vigtigste endokrine kirtler og deres placering i kroppen.
4. Beskriv kort den kemiske opbygning af steroid-, peptid- og
thyroxinhormoner.
5. Hvad vil det sige, at et hormon har en »permissiv« virkning?
6. Nævn hypofysens hormoner.
7. Hvor i pancreas dannes hormonerne insulin og glukagon, og hvilke
virkninger har de?
8. Hvilke hormoner dannes i 1) binyremarven og 2) binyrebarken?
9. Hvad er symptomerne ved henholdsvis Cushings og Addisons syge?
10. Hvilke hormoner indgår i reguleringen af blodsukkeret?
11. Beskriv de vigtigste virkninger af testosteron.
12. Hvor dannes hormonet hCG, og hvilken betydning har det?
1. Forklar de væsentligste forskelle i virkemåden af de tre undergrupper af
hormoner (dannelse, transport, påvirkningsmåde og fjernelse).
2. Beskriv ved eksempler fire forskellige måder at regulere hormonsekretion
på.
3. Gør rede for væksthormonets forskellige virkninger og beskriv herunder
effekten af overproduktion og underproduktion i barnealderen og i
voksenalderen.
4. Gør rede for forhold der påvirker kortisoldannelsen, og beskriv kortisols
forskellige virkninger i kroppen.
5. Giv en detaljeret beskrivelse af hvor adrenalin og noradrenalin »kommer
fra«. Gennemgå endvidere deres virkninger.
6. Giv en detaljeret gennemgang af menstruationscyklus og de hormoner,
der er involveret.
TEST DIG SELV 161