Fra Barnets Tarv til Ligestilling - Michael Nebeling Petersen

Fra Barnets Tarv til Ligestilling
- en analyse og vurdering af diskurserne
i Folketingets forhandlinger vedrørende
lesbiske og enlige kvinders adgang til
lægeassisteret kunstig befrugtning i
en queerteoretisk optik
”Det var alt, jeg kunne gøre” Mia Rosasco, 2003.

Michael Nebeling Petersen
Besvarelse af prisopgave og speciale
ved Københavns Universitet, Det Humanistiske Fakultet
Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Dansk/Kønsforskning
Vejleder: Bente Rosenbeck
Supplerende vejleder: Lian Malai Madsen
15. oktober 2007
- 2 -

INDHOLDSFORTEGNELSE
PROLOG 4
INDLEDNING 5
VIDENSKABSTEORETISK UDGANGSPUNKT 7
PROBLEM 8
AFGRÆNSNING 8
FORMULERING OG OPBYGNING 9
TEORI 11
DISKURSTEORI 12
ARTIKULATIONER OG DISKURS 14
ANTAGONISME 17
ÆKVIVALENS- OG DIFFERENSKÆDER 17
HEGEMONI 20
QUEERTEORI 21
BIOLOGISK KØN OG SOCIALT KØN 23
PERFORMATIVITET 24
SLÆGTSKABSRELATIONER 28
SUBVERSIVE MULIGHEDER 30
CYBORGS 31
REFLEKSIV OPSAMLING 33
ANALYSER 37
MATERIALETS HISTORIE 37
ET FORBUD BLIVER TIL - L5 (1996-97) 41
MODSTANDERDISKURSEN 42
PRODISKURSERNE 43
ANSVARLIGHEDSDISKURSEN 44
RETTIGHEDSDISKURSEN 45
DEN LIBERALISTISKE DISKURS 46
KAMPEN OM HEGEMONI 47
DEN UNATURLIGE NATUR 48
DET FADERLØSE BARN 50
RETTIGHEDSDISKURSENS NEDERLAG 51
ET FORBUD AFSKAFFES – L151 (2005-06) 52
MODSTANDERDISKURSEN – NÅR DE KONSERVATIVE BLIVER QUEER 52
DEN NYE OPDATEREDE MODSTRIDENDE PRODISKURS 55
INKLUDERING AF OG ANTAGONISME MED DEN LIBERALISTISKE DISKURS 57
DET SEKSUELLE MEDBORGERSKAB I 58
DEN NYE PRODISKURS SOM EN MEDBORGERSKABSDISKURS 61
ANSVARLIGE BEVIDSTE LESBISKE – INKLUSION OG EKSKLUSION I L151 64
DET ØDIPALE SLÆGTSKAB - SYMBOLSK HETEROSEKSUEL ORGANISERING 67
CYBORGS OG DE FORSVUNDNE MONSTRØSE KVINDER 71
DISKUSSION OG KONKLUSION 76
DET SEKSUELLE MEDBORGERSKAB II 76
LIGESTILLING OG MEDBORGERSKAB I FOLKETINGET 83
KAMP FOR LIGESTILLING ELLER ABER I ET BUR? 88
KONKLUSION 94
ABSTRACT 100
LITTERATURLISTE 102
MATERIALE 102
LITTERATUR 104
HJEMMESIDER UDEN FORFATTER OG ÅRSTAL 110
- 3 -

PROLOG
Dette dokument er både et speciale, som afslutter min
kandidatuddannelse i dansk ved Københavns Universitet og en
besvarelse af en prisopgave udskrevet af Institut for Nordiske Studier og
Sprogvidenskab. Prisopgaven lyder:
”Nordiske Studier og Sprogvidenskab G:
Der ønskes en redegørelse for begrebet ligestilling i kønsperspektiv ud fra en
analyse af et konkret, selvvalgt eksempelmateriale. Analysen kan ud over køn
inddrage andre faktorer såsom klasse, etnicitet og seksualitet og tage
udgangspunkt i såvel historiske som samfundsmæssige og kulturelle
fænomener.”
Jeg skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at jeg har modtaget
vejledning fra to vejledere fra hhv. Center for Kønsforskning og
Dansk/Nordisk på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på
Københavns Universitet.
Jf. studieordningen for den 2-årige kandidatuddannelse i Dansk, 1998-
ordningen side 34, skal jeg endvidere gøre opmærksom på, at dele af
specialet/besvarelsen af prisopgaven (herefter specialet) integrerer i
bearbejdet form en bedømt skriftlig hjemmeopgave på ¼ årsværk. Denne
skriftlige hjemmeopgave var en eksamen i faget Sprog og Magt på
kandidatuddannelsen på Dansk, forårssemestret 2007, ved Lian Malai
Madsen.
I forbindelse med udarbejdelsen af dette speciale har jeg fået to
dispensationer fra studienævnet. Disse er indsat på de sidste sider i
specialet.
- 4 -

INDLEDNING
I 1996 præsenterede den daværende sundhedsminister Yvonne Herløv
Andersen (CD) et lovforslag under titlen: ”Forslag til lov om kunstig
befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v.”
(L200, 1995-1996 1 ). Lovforslaget nåede aldrig til 2. behandling, men blev
genfremstillet i den næste folketingssamling som L5 (1996-97).
Forhandlingerne var kaotiske og medførte hele 41 ændringsforslag,
hvoraf nogle (L5, 2. beh. ÆF 3, 29, 47 og L5, 3. beh. ÆF 2) omhandlede
den assisterede kvindes familiemæssige omstændigheder. Disse
ændringsforslag blev til §3 i den vedtagne lov, som lyder: ”Kunstig
befrugtning må kun tilbydes kvinder, som er gift, eller som lever sammen med en
mand i et ægteskabslignende forhold” (§3, Lov 460 af 10/06/1997). Denne
paragraf medførte altså indirekte, at enlige og lesbiske ikke havde
mulighed for at modtage lægelig behandling mod barnløshed.
Før 1997, hvor loven (lov 460 af 10.6.97) trådte i kraft, var området stats-
reguleret af en række cirkulærer og vejledninger og en lov om
biomedicinske forskningsprojekter. Dermed var de praksisser, som
sygehusene fulgte, opstillet af amterne og praksisserne indebar, at
1 Der vil i dette speciale blive henvist til love, lovforslag, ændringsforslag, betænkninger
og folketingsforhandlinger. Alle tekster kan findes i Folketingstidende og fra
folketingssamlingen 1997-98 på www.folketinget.dk (se endvidere litteraturlisten).
Henvisninger er organiseret ud fra følgende system: Vedtaget lov/bekendtgørelse: (Lov
nr. / LBK nr. af vedtagne dato). Lovforslag: (Lovforslag, folketingssamling).
Ændringsforslag: (Lovforslag, ÆF nr., X. beh., folketingssamling).
Folketingsforhandlinger før 1997: (Taler, lovforslag, X. beh., folketingssamling:sidetal),
sidetallet henviser til Folketingstidende. Folketingsforhandlinger efter 1997: (Taler,
lovforslag, X. beh., folketingssamling:taletur), taletur henviser til www.folketinget.dk,
hvor forhandlingerne er organiseret efter taletur.
- 5 -

kunstig befrugtning 2 kun blev tilbudt kvinder i heteroseksuelle forhold
(Bryld og Lykke, 2000a:21). Kvinder, som ønskede kunstig befrugtning,
men som ikke var i et heteroseksuelt forhold, var derfor tvungne over i
privat regi. Lov 460 gjorde det ulovligt for alle læger – privat som
offentligt ansatte – at foretage kunstig befrugtning på kvinder, som ikke
var i et heteroseksuelt forhold.
Lov 460 blev efterfulgt af en lang række lovforslag, som ønskede at
indskærpe eller lempe bestemmelserne i loven. I 2006 afskaffedes §3
under klapsalver i folketingssalen, da L151 (2005-06) blev stemt igennem.
Disse love, lovforslag og folketingsforhandlingerne i forbindelse hermed
er interessante i forhold til sprog, magt og ligestilling. For det første
privilegeres en bestemt familieform, mens en anden gøres illegal.
Endvidere bliver den illegale familieform legal efter kun 10 år (L151,
2005-06). På en relativ kort periode er der altså sket en omvæltning i
forståelsen af lesbiske og deres adgang (rettighed) til kunstig befrugtning.
For det andet er hele området interessant. Det er ikke små størrelser,
debatterne cirkulerer omkring. Der er hele det kønnede perspektiv; hvad
er en mor og far, hvilke roller har de og hvilken nødvendighed har de?
Hvor gamle er de og hvad er deres baggrund? Og hvad med barnets
tarv? Der er seksualitet på spil; er heteroseksualitet en forudsætning for
forældreskab, familie og samfund? Er retten til kunstig befrugtning en
del af ligestillingen af seksuelle mindretal? Der er spørgsmålet omkring
teknologien, hvad er naturligt og hvad er ikke naturligt, hvad er god
teknologisk udvikling og hvad er ”monsterforskning” (Auken (SF), L5, 1.
beh., 1996-97:247)?
2 Kunstig befrugtning indeholder i sig selv en hierarkisering, da kunstig befrugtning må
differentieres ukunstig befrugtning, naturlig befrugtning. Degnbol og Glerup (2006)
bruger i stedet begrebet teknologisk assisteret befrugtning. Med dette begreb
understreges, at befrugtning i sig selv ikke kan siges at være hverken kunstig eller
naturligt. Jeg vil dog i dette speciale bruge begrebet kunstig befrugtning, da det er det
begreb, der bruges i mit materiale.
- 6 -

VIDENSKABSTEORETISK UDGANGSPUNKT
Hvor det første punkt konnoterer til magt i en mere klassisk forstand
med ord som legal og illegal, konnoterer det andet punkt i højere grad til
etiske overvejelser. Men måske kan det første punkt kun lade sig gøre
gennem en konstruktion af nogle bestemte etikker? Måske er
etableringen af etik rent faktisk et udtryk for magt? Hvis vi vender os
mod poststrukturalismen, vil vi se, at det netop er logikken i dens
ræsonnement. Poststrukturalismen bygger ifølge Stormhøj (2006:33) på
tre primære videnskabsteoretiske forudsætninger.
For det første er virkeligheden diskursivt konstitueret. Al betydning og
mening er sproglig, og der findes ikke nogen essentiel prædiskursiv
nødvendighed. Det, som er til, bliver repræsenteret gennem sproget,
hvorfor vi ikke har nogen ikke-diskursiv tilgang til det. Dermed bliver,
det der er til, 'diskursiveret' og en del af en kollektiv
virkelighedsopfattelse. For det andet er diskurserne kontingente og udgør
baggrunden for erkendelse. Dermed bliver al erkendelse kontingent og
kontekstuel. For det tredje er enhver repræsentation af virkeligheden og
enhver diskurs ekskluderende. For at kunne etablere en relativ entydig
og stabil mening, må andre muligheder for repræsentation udelukkes. På
den måde kan enhver etablering af mening (herunder etik) ses som en
magtanvendelse.
Denne magtopfattelse er udviklet af den franske filosof Michel Foucaults
magtanalytik, hvor magten opfattes som produktiv, relationel og hvis
oprindelse kan siges at komme alle steder fra. At magten er produktiv vil
sige, at den både gør subjektspositioner mulige samtidig med, at den
begrænser dem. At magten kommer alle steder fra vil sige, at den ikke
har (som i marxismen) et centrum, men snarere skal forstås som et
netværk, hvor magt optræder reversibelt og dynamisk i alle relationer.
Foucault interesserer sig for produktionen af viden, der skal forstås som
magtudøvelse, da denne sætter diskursive rammer for, hvad der er
- 7 -

tænkeligt og utænkeligt i en historisk periode. Produktionen af viden
bliver dermed kontingent og forbundet til magt og produktionen af
subjekter.
PROBLEM
Med disse forudsætninger in mente kan vi nu vende tilbage til mit
materiale. Jeg vil med afsæt i en poststrukturalistisk position undersøge
mit materiale ud fra hovedspørgsmålet: Hvordan kunne forbuddet (§3)
fra 1996 (vedtaget ved lov i 1997) fjernes i 2006? Meget firkantet kan man
sige, at der er to overdiskurser på spil i mit materiale. En
modstanderdiskurs, som fik etableret og vedtaget §3 i 1996-97 og en
prodiskurs, som fik afskaffet §3 i 2006. Der er selvfølgelig mange flere
prodiskurser og modstanderdiskurser til stede på samme tid, men for
overblikkets og arbejdsgangens skyld arbejder jeg i udgangspunktet med
en grov diskurs- og tempusopdeling: Før 2001 var der en
modstanderdiskurs over for tre prodiskurser, en liberalistisk, en
rettigheds- og en ”ansvarlig lesbisk”-diskurs. Efter 2001 er
prodiskurserne samlet i én rettighedsdiskurs, som står over for
modstanderdiskursen, som ikke har forandret sig. Jeg vil vende tilbage til
denne opdeling og uddybe den under Materialets historie i næste kapitel.
AFGRÆNSNING
Mit materiale indeholder 2 vedtagne love, 10 lovforslag og 18 folketings-
forhandlinger, hvorfor det har været nødvendigt at afgrænse mit
materiale, så mit problem kan besvares inden for det sidetal, jeg har til
rådighed. Første afgrænsning er af kvantitativ karakter: Jeg vil behandle
to perioder og udvælge to lovforslag og forhandlinger i forbindelse
hermed. Jeg vælger L5 (1996-97) for perioden indtil 2001, og for perioden
efter 2001 vælger jeg L151 (2005-06). Det er de to eneste lovforslag i mit
- 8 -

materiale, som bliver vedtaget, og begge lovforslag er igennem alle tre
behandlinger. Endvidere medfører begge lovforslag vigtige ændringer
for de mennesker, som er underlagt lovene.
Min anden begrænsning er af kvalitativ karakter: Flere forskere og
studerende (Bryld og Lykke, 2000a, 2000b, 2002, 2006, Gerhauge, 2002,
Barr, 2004, Knold, 2005 og Stormhøj 2006:kap. 4) har, ligesom jeg,
bemærket, at mit materiale indeholder interessante definitions- og
meningskampe. De er alle skrevet før 2006, og de fleste omhandler
lovforslagene og forhandlingerne før 2001, ligesom alle primært er
interesserede i modstanderdiskursen. Derfor er det oplagt at bruge deres
resultater, når jeg vil kategorisere modstanderdiskursen, og dermed vil
jeg lægge mit primære analytiske fokus på prodiskursen i behandlingen
af forhandlingerne omkring L5 (1996-97) og dens udvikling og
transformation i forhandlingerne omkring L151 (2005-06).
FORMULERING OG OPBYGNING
Jeg kan nu udforme en egentlig problemformulering: Jeg vil kategorisere
og undersøge diskurserne omkring L5 (1996-97): Hvordan er diskurserne
konstrueret og hvilke bredere diskurser er de en del af? Dernæst vil jeg
analysere diskurserne omkring L151 (2005-06). Er prodiskursen
standardiseret? Hvis ja, hvordan ”vinder” den ny prodiskurs over den
gamle modstanderdiskurs? Og med hvilke konsekvenser?
Som tidligere nævnt i indledningen er al erkendelse kontingent og
bygger på en eksklusion af andre muligheder. Dette udsagn kan
umiddelbart lyde som et argument imod vidensudvikling. Men dette
ville være en forkert tolkning. Derimod bør man understrege vigtigheden
af at synliggøre sine teoretiske og metodiske strategier og
forudsætninger. Derfor vægter jeg præsentationen af ”mine øjne” og
teorier højt. Teoriafsnittet omhandler først en præsentation af det
argentinsk/belgiske makkerpar inden for politisk teori og diskursteori,
- 9 -

Laclau og Mouffe. Her vil jeg redegøre for deres diskursteori (1985, 1990,
2002), der vil fungere som den primære metodiske tilgang til materialet i
dette speciale. Dernæst vil jeg præsentere Judith Butlers queerteori (1990,
1993, 2000, 2002). Butler er en amerikansk kønsteoretiker, hvis
hovedværk Gender Trouble (1990) af mange betragtes som det vigtigste
værk inden for queerteori. I Gender Trouble dekonstrueres feministiske og
psykoanalytiske tekster, og der argumenteres imod binariteten mellem
biologisk og socialt køn, som i stedet ses som en del af en heteronormativ
praksis. Butler foreslår i stedet, at kønnet og subjektet anskues som
performativt. En performativitetsteori, som Butler i sit senere
forfatterskab også udvider til en slægtskabsforståelse. Endeligt vil jeg
præsentere den amerikanske kulturteoretiker Donna Haraways
cyborgbegreb (1991).
Til sidst i specialet vil jeg diskutere seksualpolitiske strategier og
diskurser med udgangspunkt i erfaringerne fra kampen imod §3. Hvis
min tese er rigtig, at prodiskurserne standardiseres under en
identitetspolitisk rettigheds-/medborgerskabsdiskurs, vil jeg sætte den i
spil og teoretisk diskussion med en dekonstruktionspolitik.
- 10 -

TEORI
Som beskrevet i indledningen omhandler mit materiale mange spørgsmål
om køn, seksualitet, slægtskab og natur. Det er sedimenterede
hegemoniske diskurser i det vestlige samfund. Problematikken i
forbindelse med hegemoniske diskurser er, at de er så integrerede i vores
tænkning og videnskab, at de, med en formulering hentet fra queerteori,
danner blinde vinkler (Frederiksen, 2005:10). For at overkomme disse
blinde vinkler kan man benytte dekonstruktion, der kan afnaturalisere
diskurserne. Butler (1990, 1993) har dekonstrueret køn, seksualitet og
identitet og har udviklet en anden tilgang til begreberne, som kaldes
performativitetsteori. I hendes senere tekster dekonstruerer Butler også
slægtskab (2000, 2002) og foreslår, at man også ser det som en
performativitet. Haraway (1991) har dekonstrueret den vestlige
forestilling om natur over for teknologi, og skriver om cyborgs som
subversive og dekonstruerende elementer i den vestlige højteknologiske
verden.
Til trods for veludviklede argumentationer og dekonstruktioner opererer
hverken Butler eller Haraway med egentlig metodologi, man kan bruge
til en diskursanalyse. Blandt diskursteoretikere er der en vedvarende
diskussion om sprogets forhold til virkeligheden. Faircloughs (1992)
kritiske diskursanalyse ser fx forholdet mellem sprog og virkelighed som
dualistisk. Laclau og Mouffe (1985) har udviklet en diskursteori, som er
radikal antiessentielistisk, og som derfor stemmer fint overens med
tankengangen hos Butler og Haraway. Alle teorier er
poststrukturalistiske, radikalt antiessentielistiske, dekonstruktive og
diskursteoretiske.
Det er abstrakte teorier. De er udviklet for at kritisere og videreudvikle
samfundet og det sociale. For Laclau og Mouffe bliver det til teorien om
det radikale demokrati (1985:176) og for Butler bliver det en aktivistisk
teori om nedbrydning af patriarkalske og heteronormative strukturer
- 11 -

(Butler, 1993:kap. 8). Haraways politiske sigte kommer til udtryk allerede
i overskriften til det berømte essay A Cyborg Manifesto (1991). Jeg vil især
anvende Butlers politiske tilgang, og mere sekundært Haraways, mens
jeg vil bruge Laclau og Mouffe metodologisk, og dermed reducere Laclau
og Mouffe væsentligt.
Endvidere vil jeg inddrage de nyere medborgerskabsteorier, som blev
udviklet op i gennem 1990’erne. Medborgerskabet er blevet seksualiseret
(Evans, 1993 og Weeks, 1998), gentænkt (Richardson, 2000) og intimiseret
(Plummer, 1995, 1996, 2003). Seksuelt/intimt medborgerskab er en
politisk strategi for seksuelle minoriteters ligestilling og en forståelse af
det senmoderne samfund i forlængelse af bl.a. de britiske sociologer
Anthony Giddens (1991, 1992) og Ken Plummers (1995, 1996, 2003) tanker
om det private rum, det offentlige rum og intimiteten. Det seksuelle
medborgerskab kan ses som en feministisk og homoaktivistisk strategi
for ligestilling, en strategi som kan iagttages i de senere debatter i
Folketinget.
DISKURSTEORI
Laclau og Mouffe udgav i 1985 deres hovedværk Hegemony and the
Socialist Strategy, som er en radikalisering og videreudvikling af den
gramscianske marxisme. I forlængelse af den algerisk/franske
sprogfilosof Jacques Derridas erkendelse om, at der ”intet [er] uden for
teksten” (Derrida, 1976:158), skriver de: ”The incomplete character of every
totality necessarily leads us to abandon, as a terrain of analysis, the premise of
’society’ as a sutured and self-defined totality. ’Society’ is not a valid object of
discourse. There is no single underlying principle fixing – and hence
constituting – the whole field of differences” (Laclau og Mouffe, 1985:111,
fremhævelse i original). Her kan man også se inspirationen fra den
foucualdianske magtforståelse og bevægelsen væk fra den marxistiske
- 12 -

magtforståelse, da samfundet ikke kan ses som et gyldigt objekt for
analyse.
Laclau og Mouffes forfatterskab starter før hovedværket Hegemony and
the Socialist Strategy (1985), hvor de ”med inspiration fra Antonio Gramsci
forsøger at radikalisere de ikke-økonomiske elementer i Althusserskolen” (Jensen
og Hansen, 2002:15). Men det er først med førnævnte hovedværk, at
Laclau og Mouffe udvikler en egentlig sammenhængende teori. Denne
teoriudvikling er eksplicit postmarxistisk, da det er Laclau og Mouffes
hovedærinde at udvikle marxismen i dens teoretiske krise i midtfirserne,
primært ud fra Gramscis hegemonibegreb (Laclau og Mouffe 1985:1-5).
Men det er en yderst kritisk gentænkning af hegemonibegrebet. Ifølge
Laclau og Mouffe var Gramscis hegemonibegreb til syvende og sidst
bundet op på en determinisme, da hegemoni blev forbundet med den
historiske materialisme: ”Gramsci havde fastholdt, at kun de ’fundamentale
klasser’ kunne være subjekter for hegemoniske projekter” (Jensen og Hansen,
2002:19). En radikalisering af marxismen og hegemonibegrebet, der får
Laclau og Mouffe til at hente inspiration fra ikke determinerende
poststrukturalistiske teorier. Jeg vil vende tilbage til Laclau og Mouffes
hegemonibegreb til sidst i afsnittet, og først nærme mig diskursteorien
gennem en redegørelse af dens begreber og inspiration fra
poststrukturalismen.
Laclau og Mouffes afsæt i marxismen er nok mest tydelig i fokuseringen
på konflikter i deres teori. Modsat marxismens deterministiske
klassekamp, fokuserer Laclau og Mouffe på kampen om etablering af
mening, om det sociale og identitet. Men denne kamp opnår aldrig en
endelig objektiveret ende – samfundet bliver aldrig forenet med sig selv,
modsætninger er uundgåelige og der vil altid være en diskursiv
magtkamp. Modsat marxismens opdeling mellem overbygning og basis,
insisterer Laclau og Mouffe på politikkens primat. Dvs. at de ikke
opererer med et dialektisk forhold mellem basis og overbygning, diskurs
og materialitet, men derimod ophæver forskellen og mener, at alt er
- 13 -

medieret gennem diskurs, som herigennem kan få materielle udtryk. Når
alt er diskurs og alle diskurser er politiske, udvides det sociale og
politiske uendeligt og der er ingen steder, positioner eller sfærer som ikke
er diskursive og dermed politiske.
ARTIKULATIONER OG DISKURS
Det helt centrale for Laclau og Mouffes gentænkning af marxismen er
opløsningen af den strukturalisme og determinisme, der er fundamentet i
klassisk marxistisk tænkning. I marxismen er den primære drivkraft i
historien klassekampen, og udviklingen af samfundet sker nærmest af sig
selv gennem den strukturelle konflikt mellem klasserne. Strukturalisme i
vidt forskellige former præger meget af den moderne tænkning fra
Hegels logiske relationer (Laclau og Mouffe, 1985:95) til Saussures
strukturalisme.
For at kunne opløse denne marxistiske strukturalisme vender Laclau og
Mouffe sig mod poststrukturalismen og kritikken af Saussures
sprogforståelse. For Saussure var sproget et system af tegn, hvis mening
konstitueres gennem modsætningsforhold. Der skelnes mellem Langue
og Parole, hvor langue er selve sprogets system og struktur, mens parole
er det talte sprog, som altid organiserer sig i forhold til det strukturelle
langue. Poststrukturalismen kritiserer denne forståelse af sproget og
påpeger netop, at parole processuelt modificerer langue (Jensen og
Hansen, 2002:21), langue er ikke en lukket helhed, men en ”altid åben
struktur i konstant skred” (Barr, 2004:15).
Denne sprogforståelse kombineres hos Laclau og Mouffe med Foucaults
diskursbegreb: ”we will call articulation any practice establishing a relation
among elements such that their identity is modified as a result of the articulatory
practice. The structured totality resulting from the articulatory practice, we will
call discourse” (Laclau og Mouffe, 1985:105, fremhævelse i original). På
samme måde som Derrida forstår, at enhver brug af sproget ændrer dets
- 14 -

struktur, mener Laclau og Mouffe, at enhver artikulation organiserer
elementer i nye eller gamle relationer, som ændrer både projektet og
aktøren, altså virkeligheden. En artikulation vil altid forsøge at fiksere
sine elementer til en sammenhængende totalitet, som kaldes en diskurs.
Når elementer fikseres kalder Laclau og Mouffe dem for momenter. I mit
materiale er dette tilfældet, når Karen Klint (S) forsøger at få lesbiskes
adgang til kunstig befrugtning til at hænge sammen med ligestilling. På
den måde søger hun, at fiksere elementerne ’adgang til kunstig
befrugtning’ og ’ligestilling’ i en sammenhængende totalitet, hvor
ligestilling kun giver mening i sammenhæng med adgangen til kunstig
befrugtning.
Laclau og Mouffe bruger endvidere Foucaults erkendelse om, at enhver
diskurs er kontingent og derfor kun er en relativ stabilisering af viden.
Derfor udleder de, at fikseringen af momenter skubber en masse
betydning og mening ud – som i princippet kunne være blevet momenter
i den pågældende totalitet. Dette ”surplus of meaning” (Laclau og Mouffe,
1985:111), som Laclau og Mouffe kalder det diskursive felt (Laclau og
Mouffe, 1985:111), gør, at diskurserne aldrig fuldstændigt fikseres, men
altid er truede og per definition ustabile.
For at noget kan være ustabilt må der være en stabilitet, eller i det
mindste en forestilling om stabilitet – hvis noget kan undergraves, må
der være ”et noget”. For at beskrive dette forhold introducerer Laclau og
Mouffe begrebet knudepunkt 3 : ”Any discourse is constituted as an attempt to
dominate the field of discursivity, to arrest the flow of differences, to construct a
centre. We will call the privileged discursive points of this partial fixation, nodal
points” (Laclau og Mouffe, 1985:112, fremhævelse i original).
Knudepunkterne er privilegerede tegn, der er centeret for fikseringen af
3 Nodal points er overtaget fra Lacans point de capition (Andersen, 1999:91) og oversættes
til dansk både som nodalpunkter (Phillips og Jørgensen, 1999:55 og Hansen 2005:181),
knudepunkter (Jensen og Hansen, 2002:24) og forankringspunkter (Andersen, 1999:91).
- 15 -

mening – betydningstillæggelsens uendelighed bremses af konkrete
artikulationer, som foregiver at være totaliteter. Men det er kun inde i en
bestemt diskurs, at knudepunkterne er knudepunkter. Set i samspil med
andre diskurser har knudepunkterne mere karakter (som momenterne) af
elementer, som kan betydningstillægges på (vidt) forskellige måder.
Knudepunkterne er i sig selv helt tomme og hvis flere diskurser kæmper
om at betydningstillægge sådanne tomme tegn, vil man ifølge Laclau
benævne dem flydende betegnere (Laclau, 1990:28). Når prodiskurserne
– som nævnt i mit eksempel ovenfor – etablerer en sammenhæng mellem
begreberne ligestilling og lesbiskes adgang til kunstig befrugtning, svarer
Pia Christmas-Møller (K): ”Det er efter vores opfattelse helt galt, hvis man
diskuterer dette spørgsmål ud fra en ligestillings- eller diskriminationsvinkel, for
så diskuterer man alene på den præmis, at det først og fremmest handler om
hensynet til de voksne. Vi ser tingene fra barnets perspektiv og det gør vi
konsekvent. Hvad er i barnets interesse?” (L151, 1. behandling, 2005-06:53)
Hermed viser Christmas-Møller, at hun slet ikke accepterer den totalitet,
som prodiskursen søger at etablere. I stedet forsøger hun at gøre
elementet ’lesbiskes adgang til kunstig befrugtning’ til et moment i en
anden diskurs, en diskurs om ’barnets tarv’. Dermed bliver ligestilling til
knudepunktet i prodiskursen og ’barnets tarv’ til knudepunktet i
modstanderdiskursen. Når Klint så artikulerer en diskurs, hvor ’barnets
tarv’ også er knudepunkt, men sammenkædet med andre momenter, så
bliver knudepunktet ’barnets tarv’ en flydende betegner. Indholdet af
knudepunktet ’barnets tarv’ og de deraf følgende momenter er afhængigt
af hvem der artikulerer og ud fra hvilken diskurs.
I forlængelse af disse flydende betegnere skriver Laclau om myter
(Laclau, 1990:61). Det er tomme betegnere, der henviser til en helhed,
som findes uden for den aktuelle diskurs. Fx er der i diskussionen
omkring tørklæder i mange europæiske lande henvisninger fra både de
nationalkonservative og socialliberale stemmer til en tom betegner som
tørklædet, som begge diskurser kæmper om at betydningstillægge.
Samtidig henviser begge fronter til tomme betegnere som danskhed og
- 16 -

demokrati. Hvor tørklædet er en tom betegner, som fronterne søger at
gøre til knudepunkt, er danskhed og demokrati myter. Elementer som
nærmest trækkes ind fra oven og er ydre i forhold til de konkrete
diskurser. Disse myter har en central placering i forhandlingerne om
kunstig befrugtning, hvor myter som ’barnets tarv’ og ’lighed’ er centrum
for kampen om at betydningstillægge det konkrete aspekt; at lesbiske får
børn.
ANTAGONISME
Som tidligere nævnt bygger Laclau og Mouffes diskursteori på konflikter.
Og lidt firkantet kan man sige, at teorien kalder konflikter for
antagonismer. Når en diskurs opnår totalitet, hegemoni, opleves den som
objektiv og universel. Men den er ikke mere universel end, at den kan
dislokaliseres fra andre diskurser eller fra dens diskursive felt og dermed
bliver dens momenter til elementer igen. Når to diskurser eller to
elementer gensidigt udelukker hinanden, er der tale om antagonisme. I
mit materiale er der fx antagonisme mellem natur og kunstig befrugtning
– man kan ikke blive gravid på naturlig vis, hvis man får embryoet indsat
med en kanyle. For at forstå, hvordan dette kan forekomme, skriver
Laclau og Mouffe, at man er nødt til at forstå, hvordan elementer bliver
til momenter og dermed opnår hegemoni (Laclau og Mouffe, 1985:127).
Til dette formål skriver Laclau og Mouffe om ækvivalens- og
differenskæder.
ÆKVIVALENS- OG DIFFERENSKÆDER
Laclau og Mouffe bruger de brede begreber syntagme og paradigme fra
den poststrukturalistiske sprogforståelse. I forlængelse af Derridas
dekonstruktion af indhold/udtryk – at et tegn aldrig indeholder en
egentlig betydning, men er defineret gennem kæder af lighed og forskelle
– forstår Laclau og Mouffe diskurser som organiseret i kæder af lighed og
modsætning – ækvivalenskæder og differenskæder (Jensen og Hansen,
- 17 -

2002:22). Mening gives ved at etablere en forskel fx mellem mand og
kvinde. Hvad det ene tegn besidder, kan det andet tegn ikke besidde –
dermed tømmes det ene tegn for mening og det første tegn er afhængigt
af det andet tegn for at få mening. Dette fungerer dobbelt, hvorfor
meningen altid skal findes i relationen mellem tegnene. Endvidere
organiseres tegnene også i ækvivalenskæder eller i paradigmatiske
relationer, hvor et tegn knytter sin betydning til en række af ligheder.
Ved at knytte momenterne i en diskurs sammen, både understøtter og
undergraver momenterne hinanden, og de vil igen opnå karakter af
elementer: ”Thus, equivalence creates a second meaning which, though
parasitic on the first, subverts it: the differences cancel one other out insofar as
they are used to express something identical underlying them all” (Laclau og
Mouffe, 1985:127).
I eksemplet mand knyttes der fx begreber som aktiv og rationel, men
denne sammenknytning af elementer giver kun mening, hvis den
modsættes af noget, her kvinde, passiv og irrationel. En ækvivalenskæde
er derfor et forsøg på en sedimentering af en diskurs ved at organisere en
række elementer ud fra deres ligheder (paradigmatiske relationer) og
deres forskelle (syntagmatiske relationer). Dette er også fundamentet i
Laclau og Mouffes subjektsopfattelse. Gennem en række kohærente
momenter etableres en identitet, som står i modsætning til andre
kohærente momenter i en anden identitet (fx identitet som mand eller
kvinde). Der er ingen indre essens, men derimod en række diskursive
subjektspositioner, som individer kan subjektiveres ved at indtage. Det er
nogle af de samme overvejelser, Butler gør sig i sine bestræbelser på at
forstå subjektet og dets tilblivelse. Men hvor Laclau og Mouffe er
interesserede i, hvordan forskellige politiske subjektspositioner
konstrueres og med hvilke konsekvenser, så er Butlers hovedærinde at
forstå konstruktionen og reproduktionen af kønnede identiteter. Mit
materiale indeholder mange referencer til tomme betegnere og myter
med kønnede momenter og elementer som mor og far, mandligt og
kvindeligt, maskulint og feminint – og referencer til kønnede strukturer
- 18 -

som familie, slægtskab og barndom. Butlers subjektsopfattelse og arbejde
med kønnede strukturer og diskurser er derfor særdeles relevant for mit
speciale. Jeg vil vende tilbage til de kønnede identiteter og strukturer i
næste kapitel, hvor jeg også vil redegøre for Butlers subjektsopfattelse
(performativitet).
Mens den paradigmatiske logik er udtryk for en simplificering af det
diskursive rum, er den syntagmatiske logik udtryk for en stigende
kompleksitet og ekspansion af det diskursive rum (Laclau og Mouffe,
1985:130). Det bliver derfor nødvendigt at teoretisere et diskursivt rum,
eller mere korrekt et politisk rum, da alle områder er diskursive og
politiske. De rum, der er interessante, er de diskurser, som fordrer
antagonismer, og som derfor bliver direkte politiske rum – rum hvor
diskurserne kæmper om definitionsmagten og hvor ækvivalenskæderne
både bliver til en reduktion af muligheder og en ekspansion af
antagonismer.
Politiske rum hænger sammen med individerne. For marxismen var
politiske modsætninger sociale grupper, der havde modstridende
objektive økonomiske interesser. For Laclau og Mouffe findes sådan
objektive interesser ikke – alligevel er gruppedannelse kendetegnende for
den sociale organisering. Det hænger sammen med subjektsopfattelsen,
som jeg uddyber i afsnittet om Butler. Individet bliver til subjekt og
opnår en identitet gennem processuelle diskursive relationer, dvs.
subjektet bliver til ved at kunne indtage en subjektsposition, som stilles
til rådighed af diskurserne. Et enkelt individ kan derfor i forskellige
sammenhænge indtage forskellige subjektspositioner, som sat sammen
kan synes eller opleves modstridende, antagonistiske. Subjektet er
overdetermineret, det kan altid sammensættes på andre måder, og finder
derfor aldrig ”sig selv”.
Idet vi søger en kohærens i fortællingen om os selv, organiserer vi os i
grupper, der reducerer andre fortællinger om os selv. Denne søgen efter
kohærens henter både Laclau og Mouffe og Butler fra Lacans begreb om
- 19 -

melankoli (Phillips og Jørgensen, 1999:54), et begreb som jeg vil vende
tilbage til i næste kapitel. Gruppedannelserne er en reduktion af
diskursive muligheder, som gør det muligt for fx en mand at identificere
sig med kategorien mænd modsat kvinder, i en tegnstrukturering hvis
virkning er dobbelttydet. Dobbeltheden er inspireret fra Foucaults
subjektsopfattelse. Hos Foucault gør diskurserne både identiteter mulige,
ved at lade individer repræsentere sig i kohærente fortællinger, samtidigt
med at de selv samme fortællinger reducerer mulighederne og dermed
underkaster individet bestemte subjektspositioner.
Politiske rum er brudflader mellem diskurser eller i diskurser, hvor
bestemte logikker og ækvivalenskæder skaber antagonismer mellem
forskellige repræsentationer af identiteter og deraf følgende interesser.
Ved hjælp af ækvivalenskæder og logikker stiller diskurserne bestemte
subjektspositioner til rådighed, men kræver samtidig, at andre udelukkes
gennem antagonismer: ”The production of this framework, the constitution of
the very identities which will have to confront one another antagonistically,
becomes now the first of political problems” (Laclau og Mouffe, 1985:134,
fremhævelse i original). Denne brudflade mellem diskurser ophæves
gennem hegemoni.
HEGEMONI
En diskurs søger altid at sedimentere sig selv som en totalitet, men er
grundlæggende sårbar for dislokalition både indefra (ækvivalenskædens
indre dekonstruktion) og udefra (fra andre diskurser og det diskursive
felt eller overdetermination) og vil derfor aldrig kunne opnå dette.
Alligevel er der en række diskurser, som vi oplever som objektive eller
naturlige. Forklaringen på dette finder vi ved hjælp af begrebet
hegemoni, som Laclau hævder ”er den centrale kategori for en teoretisering af
politik” (Laclau, 1996:147).
- 20 -

Når to diskurser støder sammen oplever man antagonismer – her
kæmper aktører om at få definitionsmagten over knudepunktet. Så længe
de to diskurser kæmper, vil der være en forskellig udfyldning af mening
af knudepunktet og ækvivalenskæderne, men gennem en hegemonisk
intervention opløses den ene diskurs – eller rettere, den undergraves fra
sit diskursive ydre – og den anden diskurs opnår hegemoni. Dette
hegemoni er en sedimentering, dvs. en fastlåsning af elementerne til
momenter. Hermed opløses antagonismen – diskursen er hegemonisk.
Når en diskurs er hegemonisk, opleves den som naturlig eller universel:
”The hegemonic articulation gradually loses its appearance as one alternative
among many, and begins to operate as the rule which establishes an ahistorical
and apolitical distinction between intelligibility and unintelligibility” (Laclau,
1990:61).
Eftersom en diskurs ikke har nogen nødvendighed eller essens, vil den
altid kunne trues af dens diskursive felt eller af dekonstruktion, som kan
åbenbare de hegemoniske diskurser og vise deres kontingens og dermed
åbne for nye antagonismer og kampe om meningsudfyldelse og nye
hegemonier (Laclau, 1996:162). Dermed bliver dekonstruktion af
hegemoniske strukturer nødvendige forudsætninger for en
diskursanalyse. Jeg vil bruge dekonstruktioner af betydelig
sedimenterede og hegemoniske diskurser i den vestlige verden fra Butler
og Haraway.
QUEERTEORI
Som modstand mod AIDS-epidemien og den amerikanske
højreorienterede regerings antihomoseksuelle politik i 1980erne, og fra
en baggrund af større diversitet og konflikter i det homoseksuelle miljø,
opstod der i 1990erne en ny måde at tænke seksualitet på inden for de
humanistiske fakulteter, primært i USA: Queerteori. Homo- og AIDS-
- 21 -

aktivisterne organiserede sig i ACT-UP, som bl.a. protesterede ved at
udføre performances mod den rigide AIDS-politik. Til Pride-paraden i
New York i 1990 uddelte en ny gruppe, som kaldte sig Queer Nation,
flyveblade med teksten: ”Queers read this: I hate straights” (1990, her
citeret fra RFSL: Queers read this, u.å.). Denne aktivistiske mobilisering
og indskærpelse af retorikken sås også på universiteterne, hvor en
række teoretikere udviklede nye måder at forstå køn og seksualitet på
(Butler 1990, Sedgwick, 1990, Halperin, 1990 m.fl.). På forskellige måder
anvendte de alle begrebet heteronormativitet om favoriseringen af
heteroseksualitet. Fælles for de nye tanker er, opgøret med den
psykoanalytiske og essentielistiske fundering, der dominerede den
tidligere kvinde- og kønsforskning.
Jeg vil i dette kapitel uddybe Butlers teorier. Butler er nærmest blevet
ikonet på queerteori. Jeg vil i specialet også inddrage Sedgwick (1990) og
Halperin (1990), men jeg vil primært benytte Butlers teorier. Hendes
dekonstruktioner af køn og seksualitet har præget hele den feministiske
tænkning og hendes performativitetsbegreb er et glimrende og relevant
supplement til Laclau og Mouffes diskursteori.
Butler ser hegemoniske praksisser stærkt forbundet med
identitetsdannelsen. Hun er optaget af det fantasmatiske aspekt, et
begreb hun henter fra den slovenske sociolog Slavoj Zizek 4 . Ifølge Butler
konstrueres identiteten gennem en række diskursive citeringer i
regulative rammer, der er heteronormative. Denne heteronormativitet
kan sammenlignes med Laclau og Mouffes hegemonibegreb. Endvidere
mener Butler ikke, at der findes et køn uden for diskursen, ligesom et
4 For en yderligere diskussion mellem Laclau, Butler og Zizek, se Butler m.fl. 2000. Her
diskuterer Laclau og Butler flere stridspunkter, som kan samles i 3 hovedpunkter: 1:
Lacans ’Det Reelle’, 2: Politisk strid og identitet, hvor Butler ikke mener, at politiske
kampe konstrueres gennem politiske identiteter (Butler m.fl. 2000a:168) og 3:
Spørgsmålet om parodi, hvor Laclau mener, at Butler underspiller den politiske
feministiske kamps konfrontatoriske potentialer. Disse konfliktpunkter vil jeg ikke gå
ind i, men i stedet søge at findes en fælles teoretisk platform.
- 22 -

socialt køn heller ikke kan betragtes som det biologiske køns
overbygning eller kulturelle fortolkning. Tværtimod opløser hun gennem
en dekonstruktion den (feministiske) opdeling mellem socialt og
biologisk køn (sex/gender): ”It would make no sense, then, to define gender as
the cultural interpretation of sex, if sex itself is a gendered category” (Butler,
1990:11).
BIOLOGISK KØN OG SOCIALT KØN
Reproduktionen af den hegemoniske binaritet mellem biologisk køn og
socialt køn er for Butler en del af en heteronormativ praksis, som er
ufrugtbar for et feministisk projekt. Fokus skal i stedet flyttes til selve
konstruktionen af det biologiske køn. Butler ligger sig derved i
forlængelse af Laclau og Mouffes radikale socialkonstruktionisme og
anerkender ikke nogen position uden for sproget, diskursen. Det oplagte
sted at lede efter konstruktionen af biologisk køn/socialt køn er derfor i
diskurserne. Dette er det primære projekt i Gender Trouble (1990), hvor
hun når frem til den heteroseksuelle matrice, som mao. kan siges at være
den primære strukturerende diskurs i vesten.
Den heteroseksuelle matrice er forventning om kohærens mellem
elementerne biologisk køn, socialt køn og begærsretning. Dette kan i
forlængelse af Laclau og Mouffe siges at være et hegemoni, hvor køn er
knudepunkt i en ækvivalenskæde. Det at være fx kvinde står i
modsætning til det at være mand, og det forudsætter at kvinden erobrer
feminine kompetencer og attributter modsat mandens maskulinitet. Det
indebærer desuden, at kvinden begærer en mand, som igen kan
modstilles mandens begær efter kvinden. Dette skal forstås som en
kontingent konstruktion, som er mulig, men ikke nødvendig. Denne
konstruktion opleves som naturlig og eviggyldig, da den har opnået en
hegemonisk position. Dermed bliver den heteroseksuelle matrice den
regulative ramme for, hvad der kan siges og hvad der kan gøres. Dermed
er det ikke muligt at komme uden for den heteronormative diskurs og
- 23 -

forblive genkendelig: ””Intelligible” genders are those which in some sense
institute and maintain relations of coherence and continuity among sex, gender,
sexual practice and desire” (Butler 1990:23).
Dette kan synes determinerende; hvis den hegemoniske konstruktion
definerer og konstruerer de individer, som får identitet gennem den, så er
en forandring umulig. Det er i denne forbindelse, at Butlers
subjektsopfattelse bliver interessant.
PERFORMATIVITET
Kønnet og identitetsdannelsen bør ifølge Butler betragtes som en
performativ citering: ”Gender ought not to be construed as a stable identity or
locus of agency from which various acts follow; rather, gender is an identity
tonuously constituted in time, instituted in a exterior space through a stylized
repetition of acts” (Butler, 1990:179, fremhævelse i original). Det vil sige,
at kønnet bliver til relationelt og processuelt, gennem en citering af
eksisterende kønsnormer. Butler afviser, at kønnet er determineret,
eftersom kønnet på en gang er illusionen om et indre køn og samtidig
aldrig kan internaliseres, når kønnet hele tiden konstitueres gennem
handling – det fantasmatiske aspekt.
Performativitet skal ikke forveksles med performans, da performans 5
kræver en aktiv handlende agent, som ikke er diskursivt konstrueret. At
identitet konstrueres performativt skal forstås i forlængelse af Austins
(1962) talehandlingsteori og Derridas (1972) kritik af samme. Austin viste,
hvordan tale enten er performativ eller konstativ. Konstativ tale er et
medium for en virkelighed, som den repræsenterer, hvorimod
performativ tale konstituerer virkeligheden. Skoleeksemplet er, når man
5 Jeg skelner mellem performans og performance. Performans refererer en bevidst
sprogudøvelse, en bevidst identitetspositionering. Performance refererer til en
happening eller en anden kunstnerisk/politisk aktivistisk udøvelse.
- 24 -

siger ’Ja’ foran præsten i kirken. Denne ytring er ikke en repræsentation
af en ikke-sproglig virkelighed, men skaber en virkelighed og ændrer de
subjekter, som deltager i den. Austin konkluderer, at alle ytringer i sidste
instans er potentielt performative. Når det er svært at skelne
performative ytringer fra ikke-performative ytringer, operer Austin med
vellykkethedsbetingelser. For at en tale kan være en vellykket
performativitet, skal tre kriterier opfyldes: At talehandlingen er udført af
de rette personer, under de rette omstændigheder og i den rette kontekst.
Det radikale i Austins konklusion er: ”… at sprogets udtryk ikke længere kan
anses som en effekt af subjektet og dets intention. Subjektet og dets intention må
i stedet anses som en effekt af sprogets ytring” (Barr, 2004:28).
På samme måde skal man forstå Butlers opfattelse af performativitet. Den
begynder ved ultralydsscanningen eller fødslen, hvor lægen erklærer
”Det er en dreng/pige!” Fra dette øjeblik interpelleres subjektet ind i den
heteroseksuelle matrice og bliver netop i sproget konstitueret dreng eller
pige. Denne ”boying” og ”girling” fortsætter livet igennem, hvor
subjektet kan interpelleres på mere Althussersk 6 vis ved at integrere de
diskursive formationer som en del af et eget selvbillede og samtidigt
etableres en norm: ”Consider the medical interpellation which (the recent
emergence of the sonogram notwithstanding) shifts an infant from an ”it” to a
”she” or a ”he,” and in that naming, the girl is ”girled,” brought into the
domain of language and kinship through the interpellation of gender. But that
”girling” of the girl does not end there; on the contrary, that founding
interpellation is reiterated by various authorities and throughout various
intervals of time to reenforce or contest this naturalized effect. The naming is at
once the setting of a boundary, and also the repeated inculcation of a norm”
6 Louis Althusser (1918-1990) var en algerisk/fransk marxistisk filosof, hvis teori om
interpellering er vigtig for både Laclau og Mouffe og Butler. Ved interpellering forstås
en ideologis materielle praksis, at et individ subjektiveres gennem en italesættelse.
Skoleeksemplet er politibetjenten, der anråber et individ, som ved denne anråbelse
interpelleres til borger.
- 25 -

(Butler, 1993:7-8). Butler anvender her Althussers interpelleringsbegreb,
men bruger også Foucaults produktive magtbegreb, som hun sætter
sammen med dekonstruktioner og komplekse genlæsninger af
psykoanalytiske tekster. Her skal det kort nævnes, at Butler approprierer
begrebet melankoli fra Freud og Lacan og omformer det til heteroseksuel
melankoli. Af dette kan man udlede, at den heteroseksuelle kultur
besidder en grundlæggende længsel efter monoseksuelle
begærsrelationer, som kommer til udtryk ved identifikation mellem
subjekter af samme køn.
Performativitetsbegrebet har mere til fælles med Foucaults magtbegreb
end Althussers interpelleringsbegreb, da performativiteten ikke har et
magtmæssigt eller ideologisk center. Derimod ses magten som
allestedsnærværende og immanent i alle sociale relationer og identiteter.
Foucault (1976:II) argumenterer for, at seksualitet ikke blev undertrykt
under victorianismen, men derimod ”opfundet” og netop gjort mulig via
victorianismens italesættelse gennem forbud. Det er med den samme
produktive magt, at Butler forstår performativ identitetsdannelse. På den
ene side underkaster diskurserne individerne i heteronormative
forståelsesrammer, mens underkastelse samtidig er nødvendigt for
overhovedet at opnå identitet. Dermed bliver køn og seksualitet ikke
naturlige essenser, men ”regulatory fictions” (Butler, 1990:180), dvs.
normative konstruerede forestillinger i en heteronormativ
forståelsesramme.
Derudover skal performativitetsbegrebet forstås i forlængelse af
dekonstruktionen af binariteten biologisk køn og socialt køn: ”There is no
gender identity behind the expressions of gender; that identity is performatively
constituted by the very ”expressions” that are said to be its results” (Butler,
1990:33). Og i forlængelse her af skal også de fysiske kroppe forstås som
performative konstruktioner, ikke dermed sagt, at kroppene ikke findes,
men at de kun opnår mening gennem sproget, at sproget så at sige
materialiserer dem. Det er også, hvad titlen Bodies that Matter (Butler,
- 26 -

1993) refererer til. Men der er en dobbelthed på spil, som jeg vil vende
tilbage til under næste afsnit om slægtskabsrelationer.
Austins vellykkethedsbetingelser er ifølge Derrida reducerende: For
Derrida er skelnen mellem alvorlig og useriøs tale umulig, da ”enhver
form for sprogbrug […] er kendetegnet ved, at de kan gentages i det uendelige i
stadigt nye kontekster, hvoraf nogle måske netop stiller spørgsmålstegn ved det
seriøse eller det alvorlige i en bestemt talehandling” (Diderichsen, 2005:134).
Ytringer kan ikke ses som indeholdende en transcendental signifié, og
dermed eksisterer ytringer kun i kraft af gentagelsen, som ifølge Derrida
er forudsætningen for sprog jf. hans dekonstruktion af nærvær. Det
betyder, at en ytring aldrig har en forbindelse til det refererede, men
derimod til uendeligheden af citeringer og fejlciteringer.
Dette citeringsbegreb adopterer Butler. Der er ingen forbindelse mellem
det performative og en transcendental identitet, derimod er den
performative identitet en citering af eksisterende forestillinger om en i
sidste ende ikke eksisterende original. Laclau og Mouffe benytter Derrida
til at vise, hvordan det sociale og subjekter er åbne kategorier, som kan
sedimenteres gennem hegemoniske interventioner. Dermed kommer
hegemoni til at bremse betydningsdannelsens evige skred, men når der
aldrig er en forbindelse til en essens, en nødvendighed, forbliver
diskurserne altid truede af dislokation udefra, og indeholder altid kimen
til deres egen dekonstruktion. Butlers forståelse af heteronormativitetens
konstruktion af køn og seksualitet ”er på samme måde vis et argument om, at
identitet er en performativ citering, men en citering som altid åbner for en
mulighed for en recitering og ny mening” (Barr, 2004:32) Det er netop pga.
denne citering og aldrig mulige fiksering, at Butlers performativitetsteori
ikke bliver deterministisk og derved rummer muligheden for en uendelig
forandring og forhandling af køn: ”The possibilities of gender transformation
are to be found precisely in the arbitrary relation between such acts, in the
possibility of a failure to repeat, a de-formity, or a parodic repetition that exposes
the phantasmatic effect of abiding identity as a politically tenuous construction”
- 27 -

(Butler, 1990:179). Jeg vil vende tilbage til disse subversive muligheder,
men først kort redegøre for Butlers opfattelse af slægtskabsrelationer.
SLÆGTSKABSRELATIONER
Som allerede nævnt spiller titlen Bodies That Matter på en
dobbeltbetydning. På engelsk betyder matter (a) materie og (b) være af
betydning. Herved synliggøres en anden af Butlers pointer omkring den
performative identitetsdannelse; identitet er kun en mulighed ved
udelukkelse af noget andet, et konstitutivt udenfor, det abjekte. Nogle
kan forstås, mens andre ikke kan – og det er på dette punkt, at
genkendelighed bliver et nøglebegreb. Begrebet om det abjekte henter
hun fra Lacan og Kristeva og bruger det til at beskrive, hvordan
heteronormativiteten konstruerer en norm, som gør bestemte identiteter
genkendelige og andre ugenkendelige – man kan sammenligne det
abjekte med Laclau og Mouffes diskursive felt omkring en hegemonisk
diskurs. Mens det diskursive felt omkring en hegemonisk diskurs er ikke
eksisterende, ellers ville diskursen ikke være hegemonisk, så er det
abjekte en konstant tilstedeværelse, som muliggør de normative
identiteter.
I forlængelse af det abjekte undersøger Butler slægtskabsrelationer
(Butler, 2000, 2002). Med udgangspunkt i debatten om homoseksuelle
ægteskaber i USA og i Frankrig, og inspireret af postslægtskabsstudier
indenfor antropologien 7 , undersøger Butler, hvordan man kan forstå
slægtskab på andre måder end som fundamentale ødipale strukturer. I
Antigone’s Claim (Butler, 2000) søger Butler, at udvikle en ny teori, en ”ny
psykoanalytisk modus” (Barr, 2004:40), som er kritisk over for
7 Butlers eget begreb (Butler, 2002:38), som henviser sig til antropologiske studier, som
har udviklet andre forståelser af slægtskab, end dem som stammer fra Levi Strauss’
patriarkalske forståelse af slægtskab, som bygger på ødipale strukturer og udveksling af
kvinder. Butler henviser bl.a. til Stack, Hartman og Weston (Butler, 2002:15).
- 28 -

universeliseringen af ødipuskomplekset og –strukturen. Denne kritik
danner grundlaget for, at Butler kan se slægtskab, ikke som en ødipal
tvangsheteroseksuel struktur, men som et felt inden for det sociale, som
konstitueres performativt: ”... kinship is a kind of doing, one that does not
reflect a prior structure but which can only be understood as an enacted
practice” (Butler, 2002:34, fremhævelse i original). Ved at destabilisere
slægtskabet og se det som en kontingent praksis bliver det muligt at se,
hvordan slægtskabsrelationer er konstrueret og dermed dekonstruere
dem.
I forlængelse af det abjekte ser Butler, hvordan debatten mellem for eller
imod en legalisering af ikke-heteroseksuelle relationer tvinger deltageren
til at positionere sig i to lejre, som begge er problematiske.
Argumentationen imod er homofobisk og trækker på en række andre
fobier som fx teknofobi, feminiseringen af samfundet osv. (Butler,
2002:21). Konsekvensen af ikke-anerkendelse er i forlængelse af Butlers
diskursive materialitet meget alvorlig: Det vil føre til ikke-anerkendte
grupper og identiteters ugenkendelighed og deraf følgende social og
kulturel død.
Argumentationen for legalisering bygger derimod på et forsøg på statslig
anerkendelse, men en anerkendelse, som accepterer normens grænser.
Dermed assimileres ikke-homoseksuelle relationer ind i heteronormative
systemer, som konstituerer et nyt udenfor, altså ekskluderer de former
for relationer, der ikke er genkendelige i den hegemoniske struktur: ”To
demand and receive recognition according to norms that legitimate marriage and
delegitimate forms of sexual alliance outside of marriage, [...] is to displace the
site of delegitimation from one part of the queer community to another or, rather,
to transform a collective delegitimation into a selective one” (Butler, 2002:27).
En inklusion af visse former for relationer ekskluderer andre former, som
samtidig understøtter normens ret til normativitet og den deraf følgende
naturalisering.
- 29 -

Butler insisterer på, at man kan indtage en kritisk position i debatten og
kritisk forstå de konsekvenser denne inkludering har. Det fører tilbage til
dekonstruktionen af de ødipale strukturer og nødvendigheden for en
anden leksikalitet, som kan vise slægtskabet som performativ og dermed
kontingent. Dermed kan det være muligt at indtage positioner inden for
den ødipale diskurs og på samme tid undergrave den. Ved at arbejde sig
uden om rettighedsdiskurser forsøger Butler at trække det ekskluderede i
centrum, som qua dets modsætning til normen kan dekonstruere normen
selv og udstille dens kontingens. Dette skal forstås i forlængelse af de
subversive muligheder, som Butler argumenterer for i sit tidligere
forfatterskab.
SUBVERSIVE MULIGHEDER
Derridas nærværsdekonstruktion viser, at diskurser altid indeholder sine
egne dekonstruktioner. At spille på denne diskursernes immanente
tomhed og kontingens bliver derfor et spil eller en leg, som truer med at
undergrave diskursens hegemoni, hvis en sådan er opnået. Den
heteronormative diskurs har i høj grad opnået hegemoni, og eftersom det
er umuligt at undslippe diskursen, at finde en prædiskursiv position, er
det denne leg eller kamp, som indeholder muligheden for forandring.
Butler trækker drag’en frem, som hun betragter som den bedste eksempel
på forekomsten af det subversive: ”In imitating gender, drag implicitly
reveals the imitative structure of gender it self – as well as its contingency. […]
The notion of gender parody defended here does not assume that there is an
original which such parodic identities imitate. Indeed, the parody is of the very
notion of an origin; […] gender parody reveals that the original identity after
which gender fashions itself is an imitation without an origin” (Butler,
1990:175). Butler opfatter altså drag’en som en potentielt subversiv figur,
der ved at imitere kønnets stiliserede citeringer af handling kan vise,
hvordan identitet og køn konstrueres og der gøres samtidig opmærksom
- 30 -

på, at de ikke har nogen forbindelse til en original, naturlig eller egentlig
essens.
Men Butler understreger samtidig, at det subversive kommer frem, når
det tydeliggøres, at det er imitation, som imiterer en imitation af det
binære kønssystem samt patriarkalske og heterosexistiske normer. Eller
som Butler skriver tidligere i Gender Trouble: “The parodic repetition of “the
original”[…] reveals the original to be nothing other than a parody of the idea of
the natural and the original.” (Butler, 1990:41). Men Butler skriver også, at
det kan være meget svært at skelne mellem subversive performativer,
som undergraver de hegemoniske diskurser samt praksisser og
performativer, der understøtter og reproducerer den hegemoniske
diskurs’ naturlighed og universalitet: ”Heterosexuality can augment its
hegemony through its denaturalization, as when we see denaturalizing parodies
that reidealize heterosexuel norms without calling them into question” (Butler
1993:231, fremhævelse i original).
CYBORGS
Den amerikanske biolog og kulturforsker Donna Haraway har skrevet
det nu legendariske A Cyborg Manifesto (1991), hvor hun plæderer for, at
de vestlige postindustrielle samfund grundlæggende er cyborgificeret
samfund, hvor grænserne mellem natur og teknologi er flydende og hvor
der opstår helt nye rammer for forståelsen af natur/kultur,
menneske/maskine, krop/teknologi.
En cyborg er en menneske-maskine eller en dyre-maskine. Den
teknologiske udvikling har implementeret teknologi og computere
overalt, så det ikke længere er muligt at skelne mellem teknologi og krop.
Derimod smelter teknologien og kroppen sammen og bliver til en cyborg.
En figur, som vi kender fra sciencefiction, hvor bl.a. RoboCop og Rachael
- 31 -

fra Blade Runner er skoleeksempler. Men Haraway mener ikke, at
cyborgen er forbeholdt fiktionen og dystopiens verden, men er derimod
et vilkår i et teknokapitalistisk samfund, hvor vi alle er cyborger: Vi er
både teknologi og krop, vi er hverken teknologi eller krop. I denne
sammenhæng kan reagensglasbørn fremhæves som et glimrende
eksempel på cyborger. Andre eksempler kunne være den
pacemakeropererede eller mobiltelefonen, som en kommunikativ
udvidelse af kroppen.
Med udgangspunkt i en radikal konstruktivisme mener Haraway ikke, at
der er, nogensinde har været eller vil være en essens i begreberne
natur/unatur, menneske/maskine osv., omvendt er de konstrueret i en
vestlig filosofisk tradition, som gennem denne binære tænkning har
konstrueret og opretholdt en række hegemonier som heteronormativitet,
patriarkalisme, kolonialisme, racisme osv. Herunder er også
nedvurderingen af cyborgen et vigtigt element. Cyborgen indeholder et
subversivt potentiale, som kan true alle de nævnte hegemonier og gøre
op med en oprindelig essens og muligheden for at identificere sig med en
harmonisk natur.
Dermed bliver cyborgen til en teknologisk drag, som ingen i den
teknokapitalistiske verden kan sætte sig udover. Det bliver en
dekonstruktion af de sædvanlige biopolitiske grænser, som i sidste
instans hænger sammen med al binær tænkning og derfor er et nyt og
magtfuldt redskab til at nedbryde de traditionelle logikker, i sidste
instans forbindelsen mellem indhold og udtryk, som ifølge Butler er med
til at opretholde en heteronormativ forståelsesramme.
Cyborgerne er realiseringen af en ny diskurs, som truer og destabiliserer
den traditionelle vestlige diskurs ved at dekonstruere dens momenter, så
de igen bliver til elementer, dvs. åbne for nye betydningstilskrivninger.
Men som Laclau og Mouffe skriver, vil et sådan sammenstød mellem
diskurser føre til en række antagonismer, hvor diskurserne forsøger at
etablere en totalitet. Folketingsforhandlingernes mange referencer til
- 32 -

natur og biologi som essentielle kategorier, som teknologien i bedste fald
kun kan tilnærme sig, kan derfor ses i lyset af cyborgdekonstruktionen –
et decideret paradoks: At selve lovforslagenes udgangspunkt er
opløsningen mellem natur og unatur, mellem mand og kvinde, men
samtidigt handler debatterne (bl.a.) om grænserne mellem natur og
unatur, mellem mand og kvinde. Og måske netop derfor bliver
forhandlingerne centrum for en intens kamp om betydningstilskrivning
og reetablering af binariteter, idet de i udgangspunktet er sat fri.
REFLEKSIV OPSAMLING
Jeg vil i dette speciale benytte mig metodisk af Laclau og Mouffes
diskursteori og benytte dekonstruktioner og erkendelseshorisonter fra
poststrukturalistisk feministisk teori, herunder Bulter og Haraway.
Dermed er mit fokus en sproglig tilgang til det behandlede materiale. Jeg
kunne have valgt en mere historisk eller sociologisk tilgang, hvor jeg
fokuserede på en bredere kontekst, fx sociale og demografiske
forandringer i samfundet. Den sproglige tilgang har selv sagt sine
begrænsninger, da den er nødsaget til at kikke eksplicit på det sprog, som
er til stede i et udvalgt materiale og dermed frasorteres andre kontekster,
som kunne være interessante at inddrage. Den sproglige tilgangs force er,
at den er i stand til at identificere hvordan den sproglige virkelighed
forandres, snarere end hvorfor den forandres. Hvordan bliver derfor mit
modus i dette speciale, hvor jeg vil undersøge, hvordan et forbud kunne
etableres og afskaffes inden for en kort tidsperiode. Hermed gives et
grundlag for evt. videre forskning, som kan kontekstualisere mine
resultater med en række hvorfor. Dette kan opleves som ahistorisk, men
det mener jeg ville være en fejlslutning, da sproget i høj grad er med til at
skabe en kohærent historieopfattelse. Mine svar på ’hvordan’ skal altså
ikke ses som en udtømmende forklaring på forandringen fra 1996-2006,
men derimod som et indlæg i en større forhandling om historien.
- 33 -

I forhold til den sproglige tilgang vælger jeg også noget fra, ligesom jeg
også vælger noget til. Min interesse er, hvordan disse
meningssammenhænge kan lade sig gøre, og jeg beskæftiger mig derfor
med en mere abstrakt diskursteori, som man kan modstille Faircloughs
kritiske diskursanalyse (1992). Fairclough argumenterer for, at man skal
arbjede med diskurser i tre niveauer, hvor det nederste lag er en meget
tekstnær analyse, tekstniveauet. Gennem en undersøgelse af tekstens
mikroniveau mener Fairclough, at man kan opnå større forståelse for,
hvordan diskurserne konstrueres og etableres. Dette mikroniveau vil jeg
ikke arbejde med i dette speciale, idet jeg i højere grad og på et mere
abstrakt plan interesserer mig for konstruktionen og etableringen af
forskellige diskurser, et makroniveau om man vil. Dermed fravælger jeg
muligheden for at forstå den helt basale konstruktion af diskurser og
hvordan de underbygges systematisk gennem fx konjunktioner,
adjektiver og gentagelser. Derimod vinder jeg plads til en mere
overordnet diskursanalyse, hvor jeg kan identificere de overordnede
sproglige forskydninger og transformationer. Derfor arbejder jeg snarere
grundigt og systematisk i det niveau, som Fairclough kalder det
diskursive niveau. Dvs., jeg lægger mere vægt på diskursernes indhold
end deres form. Det sidste niveau Fairclough skriver om, er det sociale
niveau, hvor Fairclough ønsker at hvordan skal blive til hvorfor. Denne
kontekstualisering ser Fairclough bedst gjort ved inddragelse af
sociologiske analyser og teorier. Man kan sidestille dette sociale niveau
med min inddragelse af poststrukturalistisk feministisk teori. Men der er
en vigtig forskel.
Fairclough mener, at sproget virker og konstrueres i et dialektisk forhold
til en materiel virkelighed. Jeg har positioneret mig i en radikal
konstruktivistisme, hvorfor det ikke giver nogen mening at inddrage
observationer og undersøgelser af en materiel virkelighed. Men man kan
også læse Faircloughs sociale niveau som nødvendigheden af at inddrage
kontekstualiserende teori generelt. Min inddragelse af Butler og Haraway
skal også ses som et kontekstualiserende element, hvor mine
- 34 -

diskursteoretiske observationer og resultater kan sættes i en bredere
kontekst. I forlængelse af min sproglige tilgang bliver denne
kontekstualisering ikke til et hvorfor, men jeg bruger i højere grad den
poststrukturalistiske feminisme til at understøtte et hvordan.
Mit valg af teori er med til at klargøre min videnskabsteoretiske position
og mit ærinde med at skrive dette speciale. Mit ærinde er
venstreintellektuelt og queerfeministisk. Jeg vil undersøge, hvordan
meningssammenhængene konstrueres ud fra denne position og dermed
er jeg også med til at skabe en ny videnskonstruktion. Havde jeg lagt mit
fokus på politisk retorik eller undersøgt, hvordan velfærdssamfundet
konstrueres i en politisk diskurs, havde mine diskurskategoriseringer
højst sandsynligt været anderledes. Ved at lægge en queerfeministisk
optik på mit materiale, er jeg med til at konstruere et bestemt
kommunikationssystem, som jeg samtidig dekonstruerer. Mine
diskurskonstruktioner er konstrueret ud fra de poststrukturalistiske
feministiske teorier, og de organiseres derfor ud fra deres positionering i
forhold til størrelser som køn, seksualitet og familie.
Dette rejser et oplagt spørgsmål: Hvad er en diskurs? Hvad afgrænser en
diskurs? Jeg bruger, som nævnt ovenfor, Laclau og Mouffes
diskursbegreb: En diskurs er en struktureret totalitet af artikulationer,
som forbinder elementer. Derfor bliver min konstruktion af diskurser
understøttet af en analyse af forskellige artikulationer. Når disse
artikulationer, ud fra min videnskabsteoretiske optik danner en
struktureret totalitet, en logik og kohærens, vil jeg kendetegne dem som
en diskurs, som kan modsættes eller sidestilles andre diskurser,
konstrueret ud fra samme præmisser. Derfor vil mine
diskurskategoriseringer også afspejle mit udgangspunkt og mit ærinde.
Denne dobbelthed, at konstruere og samtidig afdække diskurserne, er i
forlængelse af mit poststrukturalistiske udgangspunkt uundgåelig. Al
erkendelse er kontingent og kontekstuel, har jeg skrevet ovenfor, og dette
- 35 -

gælder selvfølgelig også mine egne resultater og erkendelser. Derfor
fremlægger jeg mit udgangspunkt og min position så åbent som muligt.
Mit materiale indeholder også en række valg og fravalg. Først og
fremmest fravælges den bredere diskursive kontekst, hvilket er en
nødvendighed for at kunne besvare mit spørgsmål inden for det sidetal,
jeg har til rådighed. Diskurser om familie, køn og seksualitet konstrueres
selvfølgelig ikke alene i folketingsforhandlingerne, men konstrueres
gennem komplekse forhandlinger og forbindelser mellem diskurser og
sociale rum. Jeg har valgt ét rum ud, Folketinget, og jeg har udvalgt én
diskurskontekst, den queerfeministiske. Dette skal ikke ses som et udtryk
for, at Folketingets diskurser er mere vigtige end alle andre diskurser i
nationale og globale sociale rum. Folketingets debatter eksponeres og
vurderes på et niveau, som andre meningsforhandlinger ikke gør, hvilket
gør dem magtfulde og interessante i sig selv. Min afgrænsning til
Folketingets forhandlinger skal snarere ses som en nødvendighed pga.
sidetallet, jeg har til rådighed. Forcen ved dette lille udsnit af den
diskursive produktion og forhandling er, at jeg inden for et relativt lille
tekstmateriale kan se, hvordan diskurserne produceres, forhandles og
transformeres. Endelig bruger jeg poststrukturalistisk feministisk teori til
at forstå en abstrakt diskursiv kontekst, så som de vestlige hegemoniske
forestillinger om natur, køn, seksualitet, familie osv.
Mit speciale skal altså ses som et indlæg i en bred forhandling om at
betydningstillægge nogle historiske begivenheder. Dette speciale er mit
bud på, hvordan en gruppe menneskers samlivsform kan gøres illegal i
1996 og legaliseres i 2006 ud fra en bestemt videnskabsteoretisk kontekst.
Hvordan denne forandring er mulig og hvilke konsekvenser disse
bevægelser har på et abstrakt diskursivt niveau i et lille udsnit af den
diskursive virkelighed.
- 36 -

ANALYSER
Jeg vil lave en diskursanalyse af forhandlingerne vedrørende de to
udvalgte lovforslag L5 (1996-97) og L151 (2005-06). Disse analyser vil
søge at kategorisere og kortlægge hvilke diskurser, der tales ud fra i
forhandlingerne, hvordan de konstitueres, forhandles og hvilke der
vinder hegemoni og med hvilke konsekvenser. Derfor vil jeg først
analysere diskurserne og undersøge konsekvenserne. Bagefter vil jeg i
forlængelse af Butlers og Haraways tanker om subversive strategier
undersøge, om der kan findes destabiliserende og queer åbninger i
materialet. Dog vil jeg først genpræsentere og udvide materialets historie
i forlængelse af den korte præsentation i min indledning.
MATERIALETS HISTORIE
Den teknologiske udvikling inden for den medicinske behandling af
barnløshed er gået stærkt i løbet af de sidste 30 år og har åbnet for mange
spørgsmål, som ikke tidligere var relevante. I 1978 blev englænderen
Louise Brown født som det første barn, der var blevet til ved hjælp af
kunstig befrugtning (Bryld og Lykke, 2006:23). Kunstig befrugtning
betyder, at sæd og æg forenes uden for kvindens krop, og bagefter sættes
op i kvindens livmoder. I 1996 fødes det klonede får 6LL3, som bliver
kendt over hele verden som fåret Dolly, det første klonede pattedyr
(Wikipedia: Dolly the Sheep, u.å.) 8 . Sciencefictiongenren bliver også
8 At det netop er et får, der bliver klonet, konnoterer hen på sciencefictiongenren og
Philip K. Dicks roman “Do Androids Dream of Electric Sheep” (1968) (filmatiseret som
den bedre kendte Blade Runner (1982)).
- 37 -

inspireret af den teknologiske udvikling på området og leverer en række
dystopier 9 .
Der er bl.a. derfor en øget opmærksomhed og interesse i den offentlige
debat og blandt politikerne for at regulere området, hvor der indtil
sommeren 1997 ikke var nogen lovgivning, men derimod en række
vejledninger og bekendtgørelser, som gjorde området endnu mere
uigennemsigtigt og kompliceret. Folketingspolitikerne refererer
endvidere til et fjernsynsprogram, hvor en mor, som har fået
tvangsfjernet sine børn, er blevet gravid igen vha. kunstig befrugtning på
et offentligt sygehus. I folketingssamlingen 1995-96 fremsatte daværende
sundhedsminister Yvonne Herløv Andersen et lovforslag (L200, 1995-96),
der skulle ensrette og synliggøre praksissen på området. Dette forslag
resulterede i en voldsom debat under 1. behandlingen. Lovforslaget blev
derfor udskudt til næste folketingssamling, hvor det blev fremstillet
uændret (L5, 1996-97). Forhandlingerne omkring L5 udmundede i
kaotisk debat med 28 ændringsforslag til 2. behandlingen og 13
ændringsforslag til 3. behandlingen. Debatterne drejede sig både om
”monsterteknologien” 10 (kloninger og designerbabyer) og mere
’almindelige’ reguleringer, som bl.a. omhandlede den assisterede kvindes
alder, sociale og familiemæssige omstændigheder. Debatten var ikke
præget af diskussionen om lesbiske og enliges adgang til kunstig
befrugtning, og der blev heller ikke lagt op til nogen form for
reguleringer i det fremsatte lovforslag. Reguleringerne kom i de mange
ændringsforslag, og det syntes ikke at vække den store forundring eller
modstand, at man i flere forskellige ændringsforslag krævede, at den
9 Fx Logan’s Run (1976) og Children of Men (2006), hvor mennesker ikke længere kan
reproducere sig selv pga. økologiske katastrofer, Gattaca (1997), hvor der vha.
genteknologi er udviklet supermennesker, The Island (2005) og The Matrix (1999), hvor
mennesker bliver avlet på fabrikker.
10 Magrethe Aukens ordvalg (L5, 1. behandling, 1996-97:4).
- 38 -

assisterede kvinde skulle være i et fast forhold med en mand. Dette var
også almindelig praksis før lovgivningen (Barr, 2004:9).
Ændringsforslag nr. 29, som lyder ”Kunstig befrugtning må kun tilbydes
kvinder, som er gift, eller som lever sammen med en mand i et ægteskabslignende
forhold” (L5, ÆF 29, 2. behandling, 1996-97), blev vedtaget i 2.
behandlingen og L5 blev stemt igennem den 27. maj 1997. Det blev til lov
nr. 460 og det vedtagne ændringsforslag blev til §3. Allerede i 1998 blev
der fremsat et lovforslag om at afskaffe §3, som blev forkastet (L61, 1997-
98 I og L53 1997-98 II). I 2000 skulle loven revideres og den daværende
sundhedsminister Carsten Koch fremstillede et lovforslag (L183, 1999-00),
som kun foreslog ændringer vedrørende nedfrysningstiden på æg. Der
blev dog stillet et lempende ændringsforslag (L53, 2. behandling, ÆF 1,
1997-98 II) i forhold til lesbiske og enliges adgang til kunstig befrugtning,
men forslaget blev forkastet og loven forblev i sin form fra 1997.
Kendetegnende for lovforslagene op til 2001 var, at alle partier, på nær
Enhedslisten (EL) og Kristeligt Folkeparti (KRF) fritstillede sine
medlemmer, da det vurderedes, at emnet var af etisk karakter. Endvidere
var der blandt partierne Det Konservative Folkeparti (K), Venstre (V) og
Dansk Folkeparti (DF) enighed i folketingsgruppen om at stemme for §3,
mens der i Socialistisk Folkeparti (SF), Socialdemokratiet (S), Centrum
Demokraterne (CD), Det Radikale Venstre (RV) og Fremskridtspartiet
(FRP) var medlemmer, der talte og stemte både for og imod §3. Et flertal
imod indførelsen eller for afskaffelsen blev derfor aldrig mulig. I 2001
vinder V valget og folketinget blev sammensat med et borgerligt flertal
bestående af V, K og DF. Partierne til venstre for midtens nye
oppositionsrolle førte til nye diskurser i RV, S og SF.
Efter 2001 fritstillede V, K og DF stadigvæk sine medlemmer, mens EL og
KFR samt nu også SF, S og RV indførte partidisciplin i spørgsmålet.
Partierne til venstre fik endvidere en række nye ordførere, og
medlemmerne, som før 2001 var fortalere og stemte for §3, var nu helt
forstummet i folketingsforhandlingerne. Men folketingets mandattal var
- 39 -

nu også ændret til fordel for de borgerlige, så det lykkedes ikke at fjerne
§3 ved lovforslagene i 2002 (L118, 2002-03) og 2005 (L115, 2004-05 II). Ej
heller lykkedes det KRF at skærpe §18 11 i 2002 (B83, 2001-02 II).
Derimod lykkedes det i 2006, da lovforslag L151 (2005-06) blev fremstillet
af sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen. Dette lovforslag indeholder
ikke nogen ændringer i forhold til §3. Det gør et ændringsforlag (L151,
ÆF nr. 3, 2. beh. 2005-06) fra en samlet opposition derimod, og dette
ændringsforslag blev stemt igennem med et mindretal fra V, som senere
blev til lovbekendtgørelse nr. 923 af 4/9/2006.
Det var altså en langsom bearbejdning af mening, som gjorde det muligt
at ændre loven fra 1996 og praksissen fra tiden før. Umiddelbart startede
den ved EL, mens SF, S, RV, CD og FRP var internt uenige. Efter
folketingsvalget i 2001 var uenigheden flyttet til Vs folketingsgruppe,
mens oppositionen var blevet, hvis ikke internt enige, så enige om
partidisciplin på området.
Denne bevægelse understregedes ved DFs lovforslag L113 (2006-07), som
ville genindføre §3 et halvt år efter afskaffelsen. Her stemte EL, SF, S og
RV imod, mens et endnu større mindretal fra V og nu også et mindretal
fra K også stemte imod. Denne forøgelse af mindretallet fra de borgerlige
partier skal dog også ses i lyset af argumentationen om god lovgivning.
Der var flere medlemmer af Folketinget (MFere), der var af den holdning,
at uagtet hvad de stemte ved L151 (2005-06), så var det dårlig
lovgivningsskik at ændre loven fra 2006 med så kort interval. Så
modstanden mod L113 (2006-07) var ikke den samme som støtten til L151
(2005-06).
11 §18 er, at kun læger er underlagt loven. Det skabte et ”hul” i loven som muliggjorde,
at jordmoder Nina Stork kunne behandle lesbiske og enlige fra sin klinik på Islands
Brygge
- 40 -

ET FORBUD BLIVER TIL - L5 (1996-97)
Som nævnt i indledningen har interessen for L5 været stor inden for
kønsforskning og diskursteori. Jeg vil i dette afsnit tage udgangspunkt i
tre andre undersøgelser. Det drejer sig om kulturteoretikerne Nina Lykke
og Mette Brylds mange artikler om lovbehandlingerne (2000a, 2000b,
2002, 2006), specialet At lege far, mor og børn af danskstuderende Bonnie
Barr (2004) og Ph.D. afhandlingen Poststrukturalismer af Christel Stormhøj
(2006) 12 . Alle interesserer sig mest for modstanderdiskursen og hvordan
denne opnår hegemoni. Lykke og Bryld lægger et eksplicit fokus på den
teknologiske angst og bruger cyborgteori blandet med feministisk teori.
Barr kombinerer queerteori med diskursteori og udvikler en
queerteoretisk diskursanalyse, mens Stormhøj undersøger
lovforhandlingerne i en mere klassisk diskursteoretisk ramme. Ingen af
dem behandler prodiskurserne kritisk, og alle er skrevet før L151 (2005-
06), hvor modstanderdiskursens materielle udtryk ved forbuddet mod
lesbiske og enlige kvinders adgang til lægeassisteret kunstig befrugtning
ophæves. Som allerede skrevet vil jeg derfor tage udgangspunkt i og
kritisere deres behandling af modstanderdiskursen og lægge mit
analytiske fokus på prodiskurserne i L5 (1996-97) for at kunne arbejde
med prodiskursernes transformationer og nye meningskonstitueringer i
forhandlingerne omkring L151 (2005-06).
Stormhøj identificerer tre diskurser (2006:135) i forhandlingerne om L5
(1996-97). Disse diskurser placerer hun i to positioner, hvor den første er
en modstanderposition. Denne position indeholder en diskurs, som er
artikuleret ud fra knudepunktet ’barnets tarv’. Den anden position
indeholder to diskurser. En diskurs, som er artikuleret ud fra et
knudepunkt om lighed og retten til forskellighed, altså en
12 Af andre undersøgelser kan nævnes Gerhauge (2002), Knold (2005) og Degnbol og
Glerup (2006).
- 41 -

medborgerskabsdiskurs. Den anden diskurs er en liberalistisk diskurs,
som betoner borgernes ret til frihed uden statslig indblanding.
Knudepunktet i denne diskurs er den individuelle autonomi.
MODSTANDERDISKURSEN
Stormhøj interesserer sig mest for modstanderdiskursen, fordi det
antagonistiske forhold mellem de to positioner blev opløst, da det
lykkedes for modstanderdiskursen at ”etablere et om end kun skrøbeligt
hegemoni” (Stormhøj, 2006:138). Barr (2004, 83-86) interesserer sig også
primært for modstanderdiskursen, da prodiskursen accepterer
fundamentet i modstanderdiskursens konstruktion, ’barnets tarv’, ”uden
at problematisere de heteronormative forudsætninger, som indskriver sig i dette
begreb” (Barr, 2004:88). Dermed identificerer Barr kun én struktur, den
homofobiske. De heteronormative forudsætninger, Barr refererer til, er
etableringen af en hierarkisering af heteroseksualitet over
homoseksualitet i ’barnets tarv’-diskursen, der ækvivalerer ’barnets tarv’
med det at have en far. Denne konstruktion er mulig, fordi ”’Kunstig
befrugtning’ artikuleres som en erstatning for samleje, der repræsenteres som
’den naturlige frugt af kærlighed’ alternativt som ’den naturlige’ eller den
’normale’ måde at få børn” (Stormhøj 2006:138). Her af kan man udlede, at
det er ”’unaturligt’ for lesbiske at få børn” (Stormhøj 2006:139). At det er
’barnets tarv’ at vokse op i en heteroseksuel familie, understøttes
endvidere med henvisning til Det Danske Center for
Menneskerettigheder 13 . Tove L. Larsen (S) understøtter fx sin modstand
med det autoritative center og kan dermed undgå en argumentation for
sit standpunkt: ”Jeg mener også, at der skal være et krav om samliv mellem
13 Center for Menneskerettigheder refererer til FNs børnekonvention, der benævner
barnets ret til en mor og en far. Ifølge Lykke og Bryld (2000a:24) betvivler professor, dr.
jur. Eva Smith læsningen af denne ret, som en biologisk far, som måske kan være ”en
kvinde, hvis barnet vokser op i et lesbisk forhold” (Eva Smith, 2000, her citeret fra Lykke og
Bryld, 2000:24).
- 42 -

mænd og kvinder, da det må antages at være barnets tarv at have både en far og
en mor – en udtalelse, der kommer fra Centeret for Menneskerettigheder” (L5, 2.
beh., 1996-97:6351).
’Barnets tarv’-diskursen understøttes også med talrige henvisninger til
den ødipale slægtskabsstruktur, dvs. at det formodes at være i barnets
interesse at vokse op med en mand og kvinde som rollemodeller, fordi
det ellers ikke ville kunne udvikle sig som et helt menneske. Denne
forståelse af barnets udvikling abonnerer på Freuds ødipuskompleks,
hvor barnet udvikler sig som homoseksuelt eller værre 14 , hvis ikke det
gennemgår en seksualitets- og kønsdisciplinering i den ødipale fase.
Hans Peter Baadsgaard (S) siger fx: ”...når vi herindefra skal lave regler for en
virksomhed, skal vi nærme os det naturlige så langt som muligt. Det er nu en del
af vores familieliv, det er en del af vores menneskesyn, det er en del af barnets
hele opvækst, at barnet har en far og en mor” (L5, 2. beh., 1996-97:6376).
Denne artikulation ækvivalerer elementerne natur, heteroseksualitet og
barnets hele opvækst. Heteroseksualitet er altså både universelt og
nødvendigt, men samtidig fremstilles heteroseksualitet som vores
menneskesyn, altså en kontingent performativ norm. Det må understreges,
at artikulationen søger hegemoni ved at forbinde myten ’barnets tarv’
med heteroseksualitet og dette understøttes af en ødipal
slægtskabsforståelse.
PRODISKURSERNE
I kapitlet Indledning præsenterer jeg tre prodiskurser, en liberalistisk
diskurs, en rettighedsdiskurs og en ”den ansvarlige lesbiske”-diskurs. De
to første er identiske med Stormhøjs diskurskategoriseringer (2006:135).
Den tredje diskurs bliver af Stormhøj placeret i modstanderpositionen
14 Fiktionen har mange eksempler på denne freudianske logik. Værre end homoseksuelt
kan fx være Hitchcocks Psycho, hvor ødipuskomplekset medfører en psykopatisk
personlighed.
- 43 -

(Stormhøj, 2006:136), ligesom ved Lykke og Bryld (2000a:22) og Barr
(2004:83). Ansvarlighedsdiskursens primære fortaler er Magrethe Auken
(SF), og selv om det kan være svært at få øje på, så støtter hun lesbiskes
adgang til kunstig befrugtning (L5, 3. beh., 1996-97:7810). Hendes
argumentation er, som vist af Lykke og Bryld (2000a:23), Barr (2004:83)
og Stormhøj (2006:141), både heteronormativ og misogyn.
Konstruktionen af ækvivalens mellem ’barnets tarv’ og den biologiske far
minder mere om artikulationerne fra modstanderdiskursen end om de to
andre prodiskurser, hvorfor det giver god mening at placere denne tredje
diskurs i modstanderpositionen. Jeg vil i dette speciale undersøge,
hvordan modstanderdiskursen mister hegemoni og hvordan
prodiskurserne konstitueres i 2006, hvor de ’standardiseres’ til en fælles
rettighedsdiskurs. I 2006 deltager Auken ikke længere i forhandlingerne,
men jeg vil argumentere for, at ansvarlighedsdiskursen fra 1996 bliver en
del af den nye rettighedsdiskurs i 2006. Derfor vil jeg behandle den som
en prodiskurs allerede fra 1996.
ANSVARLIGHEDSDISKURSEN
Ansvarlighedsdiskursen skiller sig nemlig ud fra modstanderdiskursen
på det afgørende punkt, at repræsentanter for ansvarlighedsdiskursen
støtter lesbiskes ret til kunstig befrugtning under forudsætning af en
kendt biologisk far, hvilket får Auken til at stille følgende
ændringsforslag: ”Kvinder, som ikke er gift og som ikke lever sammen med en
mand i et ægteskabslignende forhold, kan dog tilbydes kunstig befrugtning med
sæd fra en donor, hvis identitet er kendt” (L5, ÆF 2, 3. beh., 1996-97). Auken
åbner hermed op for andre familieformer end den heteroseksuelle. Fx
ville en kunstig befrugtning kunne tilbydes et lesbisk par og en bøsse.
Diskursen artikuleres med knudepunktet ’barnets tarv’ og ækvivaleres
med ansvarlige lesbiske, som forstår vigtigheden af den symbolske
heteroseksuelle orden, som ikke nødvendigvis er naturlig (modsat
modstanderdiskursen). Derfor er diskursen eksplicit heteronormativ:
”Naturen siger, at mandens rolle i forhold til barnet er at avle, og så er det lige
- 44 -

meget med ham. [...] Med kvinden er det anderledes. Det er meget, meget vigtigt
ifølge naturen, at barnet har en mor [...]. Det er et sted, hvor vi i SF er ganske
uenige med naturen. Vi synes, at en far er vigtig” (Auken, L5, 2. beh., 1996-
97:6353). For ansvarlighedsdiskursen er naturen ikke argumentation i sig
selv, det er et normativt valg, hvem der kan og bør være forældre.
RETTIGHEDSDISKURSEN
Rettighedsdiskursens primære fortalere er Bruno Jerup (EL) og Anne
Baastrup (SF). Denne diskurs artikuleres ud fra knudepunktet lighed.
Diskursen ækvivalerer mangfoldighed med ’barnets tarv’: ”man derved
[ved indførelse af §3] forhindrer en mangfoldighed, som også kan tjene det barns
tarv, som måtte blive født” (Baastrup, L5, 3. beh., 1996-97:7807). Diskursen
forbinder endvidere adgangen til kunstig befrugtning med kampen for
fri abort, et moment i en sedimenteret diskurs, hvor knudepunktet er
ligestilling mellem kønnene. Denne ækvivalering sker ved et at bruge ord
fra diskursen om fri aborts domæne og sammenkæde dem med kampen
imod §3. I debatten omkring fri abort var det et væsentligt argument at
undgå kvaksalveri og køkkenbordsaborter: ”[man] går faktisk ud og
opfordrer til, at enlige eller andre, der gerne vil være gravide ved insemination,
henvises til de såkaldte køkkenbordsinseminationer” (Peschardt (RV), L5, 3.
beh., 1996-97:7812). Denne ækvivalering mellem fri abort og modstanden
mod §3 peger på, at rettighedsdiskursen er en del af
medborgerskabsdiskursen.
Ifølge den engelske sociolog Jeffrey Weeks er medborgerskabet udviklet i
flere bølger (1998:38), hvor af en dem har været kvindebevægelsen, som
først i løbet af det tyvende århundrede fik etableret politiske, juridiske og
sociale rettigheder på linje med mandlige medborgere. Denne
emancipatoriske kamp inkluderede kampen for fri abort og retten over
egen krop. Den feministiske kamp for juridisk, politisk og socialt
medborgerskab inkluderede altså også privatsfæren, hvor abort normalt
blev placeret under parolen ”det private er politisk”. I en dansk kontekst
- 45 -

er den frie abort ækvivaleret med ligestilling mellem kønnene, og denne
ligestillingsdiskurs har opnået hegemoni, således det ikke er muligt at
artikulere kønsdiskriminerende inden for de politiske diskurser – om en
ligestilling reelt er opnået og hvad ligestilling indeholder, vil jeg ikke
komme ind på her, blot konstatere, at der er en hegemonisk diskurs om
ligestilling mellem mænd og kvinder i dag, som er en del af samtlige
partiers politiske program. Ved at ækvivalere fri abort og fri adgang til
kunstig befrugtning forsøger rettighedsdiskursen at differentiere sig fra
diskrimination, et element som dermed tillægges modstanderdiskursen:
”staten [... bør ikke] gå ind via lovgivningen og sige, at der er nogle bestemte, der
ikke må, fordi de ikke svarer til de opfattelser, man selv har” (Frandsen (SF), L5,
3. beh., 1996-97:7820). Modsat den liberalistiske diskurs er
rettighedsdiskursen for en statslig regulering af området og den
teknologiske udvikling: ”vi mener, at det er udmærket, at man nu får en
lovmæssig ramme” (Jerup, L5, 2. beh., 1996-97:6353). Alle disse elementer
forankres til knudepunktet lighed, som skal forstås i en moralsk forstand.
Det er statens opgave at tilbyde alle par og familier adgang til
lægeassisteret kunstig befrugtning for at sikre mangfoldighed og lighed
(Stormhøj, 2006:136).
DEN LIBERALISTISKE DISKURS
Den liberalistiske diskurs deler sammen med rettighedsdiskursen pro-
positionen hos Stormhøj (2006:135). Begge diskurser er imod en
indførelse af §3 og forsøger at ækvivalere §3 med statens formynderi og
krænkelse af menneskers ”egen frie vilje” (Jerup, L5, 2. beh., 1996-97:6356).
Men den liberalistiske diskurs ækvivalerer ikke mangfoldighed og
ligestilling med lesbiske og enliges adgang til kunstig befrugtning.
Diskursen differentierer derimod den frie vilje mod statslig indblanding:
”Jeg mener, at vi som folketingspolitikere overhovedet ikke skal blande os i, hvem
der ønsker kunstig befrugtning og dermed graviditet” (Christensen (FRP), L5,
2. beh., 1996-97:6367). Diskursen artikulerer ikke ligestilling eller ’barnets
- 46 -

tarv’, men konstrueres derimod omkring knudepunktet den individuelle
autonomi (Stormhøj, 2006:136).
KAMPEN OM HEGEMONI
Antagonismer opstår når forskellige diskurser støder sammen, hvilket
sker på mange måder i behandlingerne af L5, som indeholder flere
antagonismer. En af hovedantagonismerne er kampen om
definitionsmagten over myten ’barnets tarv’. I denne kamp organiserer
diskurserne sig frontalt: Rettighedsdiskursen over for
modstanderdiskursen og ansvarlighedsdiskursen. Den liberalistiske
diskurs ekskluderes, da den ikke accepterer barnets tarv som præmis.
Dette blev kun yderligere understreget ved, at Christensen (FRP), som på
daværende tidspunkt var den primære fortaler for den liberalistiske
diskurs, efter sin ordførertale blev angrebet af repræsentanter fra alle
andre diskurspositioner (L5, 2. beh., 1996-97:6367-6369). I den forbindelse
ekskluderede Baastrup definitivt Christensen ved at stille det retoriske
spørgsmål: ”Hvorfor har hr. Jan Køpke Christensen egentlig stillet op til
Folketinget?” (Baastrup, L5, 2. beh., 1996-97:6369).
Antagonismen mellem rettighedsdiskursen på den ene side og
modstanderdiskursen og ansvarlighedsdiskursen på den anden side
kommer til at dreje sig om betydningstilskrivningen af myten ’barnets
tarv’. Det er en hel tom betegner, som har så stor symbolsk værdi, at hvis
man ikke accepterer den som præmis, ekskluderes man.
Rettighedsdiskursen accepterer præmissen, men taber dermed kampen
om hegemoni, da det lykkedes repræsentanterne for
modstanderdiskursen at ækvivalere ’barnets tarv’ til en heteroseksuel
familieform som både natur og norm. Stormhøj (2006) mener, som citeret
ovenfor, at modstanderdiskursen etablerer et hegemoni ved at opløse
antagonismen. Dette er ikke tilfældet, da der blev stillet lempende
lovforslag fem gange i perioden op til L151 (2005-06), hvorfor
antagonismen synes at fortsætte. Men diskursen materialiseres, hvilket er
- 47 -

typisk for hegemoniske diskurser, fordi den blev til en lov, domstolene
skulle rette sig efter (institutionalisering) og endvidere blev den til
konkret kropslig erfaring, da læger, som udførte kunstig befrugtning på
lesbiske eller enlige kvinder, kunne straffes. Der kan ikke herske tvivl
om, at myten ’barnets tarv’ har hegemonisk status og at det lykkedes
repræsentanter for modstanderdiskursen at ækvivalere denne myte med
heteronormative momenter. Modstanderdiskursen er altså ikke
hegemonisk i diskursteoretisk forstand, som fx idéen om ’barnets tarv’ er.
Jeg bruger Stormshøjs modificering af hegemoni med adjektivet
skrøbelig, da det understreger, at hegemonien ikke er total, men har
hegemoniske kendetegn. Endvidere er modstanderdiskursens hegemoni
skrøbelig (Stormhøj 2006:138), da modstanderdiskursen kan undergraves
ved at gøre §3 til element i en anden diskurs, hvor ’barnets tarv’ ikke er
knudepunkt. En hegemonisk diskurs er ofte skrøbelig i denne sidste
forstand, da den, for at opretholde sin hegemoniske position, inkluderer
elementer fra sit diskursive ydre (Halperin, 1995:34, Phillips og
Jørgensen, 2002:133, Stormhøj, 2006:131). Denne inkonsistens og
tvetydighed bliver dermed den hegemoniske diskurs styrke i stedet for
undergravning. I forhandlingerne omkring L5 er det paradokset mellem
natur og unatur, som på én gang bliver diskursens svageste led og største
styrke.
DEN UNATURLIGE NATUR
Som skrevet ovenfor lykkedes det repræsentanter af
modstanderdiskursen at artikulere en modstand med ’barnets tarv’ som
knudepunkt. Gennem en ækvivalenskæde med elementerne
heteroseksualitet, barnets hele opvækst og naturlighed. Lesbiske kan ikke
leve op til kravet: ”...da to lesbiske kvinder ikke har nogen som helst naturlig
mulighed for at få børn...” (Winter (V), L5, 3. beh., 1996-97:7809).
Naturlighed er forbeholdt heteroseksuelle, der kan få brug for at ”hjælpe
naturen lidt på vej” (Sundhedsministeren, L5, 2. beh., 1996-97:6377).
Løsningen på dette kommer fra ansvarlighedsdiskursen, hvor lesbiske
- 48 -

kan imitere en symbolsk heteroseksuel form og oprette naturligt
heteroseksuelt konstituerede homoseksuelle familier, fx et lesbisk par og
enlig bøsse, hvor der både er en mor og far og en ekstra papmor. Men
modstanderdiskursen er konstrueret tvetydig og heteroseksualitet er ikke
kun natur, men også norm. I Baadsgaards artikulation, der er citeret
ovenfor, kommer dette paradoks til syne. Baadsgaard artikulerer i samme
sætning begge dele, hvor heteroseksualitet forklares som det naturlige og
som vores menneskesyn, altså en kontingent norm. Dermed bliver ’barnets
tarv’ både norm og natur. Modstanderdiskursen inkluderer hermed sit
diskursive ydre: På den ene side er hele området et udtryk for unatur,
som Tove Fergo (V) artikulerer: ”Ved at foretage befrugtningen i et
laboratorium berøver man mennesket retten til at blive undfanget ad naturlig vej
som frugten af to menneskers kærlighed til hinanden” (L5, 2. beh., 1996-
97:6373). Dette undsiges af sundhedsminister Birte Weiss (S): ”Det, vi vil,
er, at vi vil godt være med til at hjælpe naturen lidt på vej” (L5, 2. beh., 1996-
97:6377). Hermed accepteres naturen som forudsætning for befrugtning,
den natur som lesbiske ikke kan levere. Ved at installere
reagensglasbørnene i heteroseksuelle familier naturaliseres børnene
samtidig med, at børnene er argumentet for det heteroseksuelle patent på
natur.
Ligeledes inkluderer modstanderdiskursen argumentet om, at
heteroseksualitet er en norm. Fx. artikulerer Tove L. Larsen (S): ”det er en
grundlæggende opfattelse” (L5, 3. beh., 1996-97:7808) og Peter Baadsgaard
(S): ”det er en del af vores menneskesyn” (L5, 2. beh., 1996-97:6376).
Ansvarlighedsdiskursens repræsentant pr excellence, Magrethe Auken,
argumenterer for, at naturen ikke foretrækker heteroseksuelle forældre,
men alene en mor: ”Naturen siger, at mandens rolle i forhold til barnet er
avlen, og så er det lige meget med ham” (L5, 2. beh., 1996-97:6353). Dermed
destabiliserer Auken modstanderdiskursens ækvivalering mellem natur
og heteroseksualitet. Men modstanderdiskursen er som skrevet tvetydig
og derfor bliver heteroseksualitet som norm en del af diskursens
artikulationer. Dette munder ud i en angst for, at barnet ikke vil få en far.
- 49 -

DET FADERLØSE BARN
Modstanderdiskursen og ansvarlighedsdiskursen er som beskrevet
tidligere forskellige på væsentlige områder, men smelter sammen i
angsten for det fædreløse samfund. ”At faderen kan glimre ved sit fravær,
ved vi godt, og det kan vi ikke lovgive os ud af, men vi kan i det mindste sikre, at
der er en der glimrer. Der skal være en at drømme om og længes efter, ellers er
det dog helt forfærdelig sørgeligt” (Auken, L5, 2. beh., 1996-97:6353). Som
nævnt i note 13 og i forlængelse af ny maskulinitetsforskning (fx
Halberstam, 1998) kan det biologiske køn på en far betvivles som
argument for en tilstedeværelse af en far. Dette undgår Auken ved at
give sædklatten både køn og identitet: ”Har enlige kvinder ret til at få børn,
uden at der et eller andet sted i den anden ende af sædklatten er et navn?” (L5, 1.
beh., 1996-97:248). Problemet ved det faderløse barn forklares altså
normativt understøttet af autoritative institutioner som Det Danske
Center for Menneskerettigheder (Larsen, L5, 2. beh., 1996-97:6351) og
gennem henvisning til ”den kvasi-psykoanalytiske ’sandhed’ om, at det er
afgørende for socialiseringsprocesserne, at der både er en fader- og en
moderskikkelse” (Stormhøj, 2006:137).
Barnets tarv er knudepunktet for alle de artikulationer og diskurser som
organiserer sig under modstanderdiskursen. Barnets tarv sikres gennem
heteroseksualitet, som både er naturlig og unaturlig. Dermed opnås en
cirkelslutning: Heteroseksualitet er nødvendigt for barnet, da det er
naturligt – hvorfor er det naturligt? – fordi det er nødvendigt for barnet.
Heteroseksualitet er også en forudsætning for barnets hele opvækst, både
fordi det ville være forfærdeligt for barnet ikke at kende sit genetiske
ophav, og den deraf følgende kønsliggørelse af sæden, og fordi det er
nødvendigt for barnet at have en moder- og faderfigur at spejle sig i for at
blive et helt (dvs. heteroseksuelt) menneske.
- 50 -

RETTIGHEDSDISKURSENS NEDERLAG
Det lykkedes, som gennemgået tidligere, modstanderdiskursen at opnå et
skrøbeligt hegemoni. Rettighedsdiskursen accepterer barnets tarv som
præmis for diskussionen og udnytter ikke de destabiliserende og
subversive muligheder, der ligger i modstanderdiskursens diskursive
ydre.
I stedet for at fastholde en antagonisme til barnets tarv, forsøger Baastrup
at skabe en ækvivalens mellem modstanderdiskursens knudepunkt og
rettighedsdiskursens elementer ved at sammenbinde mangfoldighed og
’barnets tarv’. Hermed accepterer hun ’barnets tarv’ som knudepunkt og
taber kampen. ’Barnets tarv’ er konstrueret ud fra heterosexistiske
logikker: Den naturlige heteroseksualitet, de ødipale
slægtskabsstrukturer og de heteronormative ønsker om en far.
Rettighedsdiskursen kunne, hvilket den kommer til at gøre, som vi skal
se senere, insistere på lighed som knudepunkt, og den kunne udnytte
inkonsistensen i den naturlige unaturlige heteroseksualitet og ækvivalere
den unaturlige heteroseksuelle infertilitet med unaturlig
homoseksualitet. For hvis det kunne lykkes rettighedsdiskursen at
dislokalisere ækvivalensen mellem ’barnets tarv’ og natur ville man
bryde den heteronormative cirkelslutning og ende med en antagonisme
mellem det heteronormative og lighed og mangfoldighed.
Rettighedsdiskursen kunne også udnytte de åbenlyse homofobiske
artikulationer i argumentet om barnets hele opvækst og i Pia Kjærsgaards
(DF) mangel på uddybning, når hun artikulerer, at ”det der med
mangfoldigheden vel egentlig også kan blive for mangfoldigt” (L5, 3. beh., 1996-
97:7817). Endeligt er prodiskursen ikke i stand til selv at inkludere sit
eget diskursive ydre og ekskluderer i stedet den liberalistiske diskurs.
- 51 -

ET FORBUD AFSKAFFES – L151 (2005-06)
På mange måder kan resultatet af forhandlingerne omkring lovforslag
L151 (2005-06) anskues som en feministisk, homoaktivitisk sejr. Det
åbenlyse homofobiske forbud i §3 blev afskaffet og lesbiske og enlige
kvinder fik adgang til lægeassisteret kunstig befrugtning på lige fod med
kvinder i heteroseksuelle forhold. Jeg vil i dette kapitel undersøge,
hvordan dette forbud kunne afskaffes efter kun 10 år. Først vil jeg
undersøge hvilke diskurser, der er på spil i forhandlingerne omkring
L151 og hvordan de forholder sig til diskurserne i forhandlingerne om L5
(1996-97). Dernæst vil jeg undersøge, hvordan den nye skrøbelige
hegemoni blev opnået, og til sidst vil jeg se på konsekvenserne af de nye
diskurser. Hvad er prisen for ligestilling?
MODSTANDERDISKURSEN – NÅR DE KONSERVATIVE BLIVER QUEER
Allerede inden forhandlingerne i Folketinget var det kendt i pressen, at et
flertal for afskaffelsen af §3 var mulig, hvorfor repræsentanterne af
modstanderdiskursen var væsentlig presset. EL, SF, S, RV og en fraktion
fra V støttede afskaffelsen, mens K, DF og en del af V fastholdte
nødvendigheden af §3. Grundet regeringssamarbejdet med K fremsatte
sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ikke et forslag til
revidering, som inkluderede afskaffelse af §3, idet K er imod en
afskaffelse af §3. L151 indeholder derimod revideringer ang.
nedfrysningstiden på æg, donoranonymitet og en lempelse af
ægdonationsbegrænsninger. Et forslag om afskaffelse af §3 blev derimod
fremstillet af oppositionen som et ændringsforslag i 2. behandling.
Argumentationen mod afskaffelsen af §3 er helt i tråd med
modstanderdiskursen, som den blev konstrueret i de tidligere
forhandlinger: ”Vi mener, at vi stadig væk har den frihed at kunne mene, at det
er den familiemæssige sammenhæng, der er fokus på for os, når vi snakker om, at
et barn skal vokse op i et forhold, hvor der er en far og en mor. Det er efterhånden
- 52 -

noget, vi har holdt ved i rigtig mange år, og den opfattelse har vi stadig væk”
(Birthe Skaarup (DF), L151, 1. beh., 2005-06:37). Men
modstanderdiskursen er presset. Det skrøbelige hegemoni, som var
opretholdt på en tvetydighed, er ikke længere mulig, da det diskursive
ydre bliver erobret af den nye prodiskurs. Som skrevet ovenfor i afsnittet
Ækvivalens og differenskæder bliver en diskurs reduceret syntagmatisk og
udvidet paradigmatisk. Hvor modstanderdiskursen i de tidligere
forhandlinger havde succes med at opretholde den tvetydige,
inkonsistente kompleksitet, er denne nu erobret af prodiskursen, hvorfor
modstanderdiskursen reduceres til primært at ækvivalere sig med
barnets tarv som norm: ”For os er det på nuværende tidspunkt primært et
spørgsmål om, hvad der skal være tilladt, hvad vi ønsker vort samfund skal
normsætte, hvilke regler der skal være for udnyttelsen af de teknologiske
muligheder, og endeligt hvad vi som lovgivningsmagt ønsker at signalere er det
ideelle, er det bedste for børn” (Christmas-Møller, L151, 1. beh., 2005-06:53).
Endvidere er det værd at bemærke, hvordan modstanderdiskursen stadig
indeholder en stærk heteronormativitet. I Skaarups artikulation ovenfor
forbindes en familiemæssig sammenhæng med en far og en mor, der er altså
et heteroseksuel monopol på familier. Men presset på
modstanderdiskursen kommer til udtryk ved, at heteronormativiteten er
noget, man kan mene, altså ikke en naturgiven sandhed, men en temporal
etik, som DF nok har haft i mange år og stadigvæk har, men som kan
ændres.
Tidligere var modstanderdiskursen kendetegnet ved ”at spille på flere
heste”, fx ved både at argumentere for heteroseksuelt forældreskab som
naturligt og som norm. I 2006 er det alene et spørgsmål om normer og
signaler. Modstanderdiskursen er altså betydeligt reduceret og mere
klemt, hvilket kommer til udtryk i artikulationer, som minder mere om
en queerteoretikers pointer end om nationalkonservative pointer. I
forlængelse af heteroseksualitetens forrang politiseres de lesbiske af
repræsentanterne af modstanderdiskursen: ”Jeg synes heller ikke, det er
staten, der skal bestemme livsformen. Jeg synes, det truer familier, og det truer
- 53 -

de lesbiske” (Skaarup, L151, 1. beh. 2005-06:43). Modstanderdiskursen
kommer hermed til at artikulere en forståelse af seksualitet og
familieform som kontingent. Ved at institutionalisere lesbisk
forældreskab mister heteroseksualitet sit konstituerende andet. Samtidig
mister den lesbiske subjektsposition sin betydning, da den ækvivaleres
med statsreguleret heteroseksualitet. Hvad Skaarup ikke opdager er, at
der konstrueres et andet konstitutivt udenfor, og assimilationen af en
lesbisk familieform styrker i sidste instans heteronormativiteten og kan
dermed ikke ses som en trussel for familier (underforstået, de
heteroseksuelle familier). Jeg vil vende tilbage til denne styrkelse af
heteronormativiteten nedenfor. Christmas-Møller kommer også til at gå
et kvasiqueerteoretisk ærinde, da hun bliver spurgt om lesbiske ikke kan
være lige så gode forældre: ”… hvis man finder frem til nogle undersøgelser,
hvor det næsten anses for at være bedre, at man vokser op i et miljø, hvor man
alene er knyttet til det ene køn, uanset om det er kvinder eller mænd, er det nok
ikke den slags undersøgelser, vi så skal lægge til grund for den generelle
udvikling i Danmark” (L151, 1. beh., 2005-06:61). Christmas-Møller
artikulerer en ækvivalens mellem homoseksualitet og en fare. Hvad
grunden er til, at man ikke skal lytte til den hypotetiske undersøgelse,
udtales ikke. Men det ligger implicit i artikulationen, at det ville true den
heteroseksuelle orden og enten føre til en dystopisk glidebane med fx
bøsseforældre eller til den brede 96-dystopi om det faderløse barn.
Herunder må det forstås som, at heteroseksualiteten ikke er mere
naturlig eller eviggyldig end, at den rummer en potentiel fare, hvis
heteroseksualitet mister sin forrang. En fare man ifølge
modstanderdiskursen bør lovgive sig ud af.
En hegemonisk diskurs konstrueres gennem en udvidelse af diskursen,
så den inkluderer sit diskursive ydre, som ellers kunne destabilisere
diskursens logik. Denne mekanisme kendetegnede modstanderdiskursen
i forhandlingerne om L5 (1996-97), hvorfor der var flere diskurser, som
artikulerede modstand mod §3, men som aldrig kunne forenes eller opnå
- 54 -

hegemoni. Dette lykkedes i 2006, hvor de forskellige prodiskurser blev
standardiseret og blev til én prodiskurs.
DEN NYE OPDATEREDE MODSTRIDENDE PRODISKURS
Prodiskursen dominerer forhandlingerne omkring L151 (2005-06).
Ansvarlighedsdiskursen bliver inkluderet i rettighedsdiskursen, der til
trods for enkelte antagonismer også inkluderer den liberalistiske diskurs.
Den gamle rettighedsdiskurs repræsenteres ved artikulationer som ”det
vil være diskrimination” (Fischer (RV), L151, 2. beh., 2005-06:10), ”dette ting
[bør] indføre lighed for alle kvinder” (Hansen (S), L151, 2. beh., 2005-06:21)
og ”det nuværende forbud er diskriminerende” (Rohde (V), L151, 2. beh.,
2005-06:36).
Ansvarlighedsdiskursens repræsentant pr. excellence, Margrethe Auken,
sidder ikke længere i Folketinget. Alligevel forbliver
ansvarlighedsdiskursen i artikulationerne i den nye prodiskurs. Aukens
artikulationer om vigtigheden af en far forsvinder, ligeledes forsvinder
hendes angreb på naturen. I stedet artikuleres det lesbiske forhold som et
forhold, der ikke bør adskilles fra det sunde heteroseksuelle forhold.
Kamel Qureshi er nu ordfører for SF på området, og han siger: ”Så har vi
alle sammen i vores omgivelser venner, hvor vi siger, at de aldrig nogen sinde
burde have fået børn, og andre, hvor vi siger, at det er ærgerligt, at de ikke kan få
børn. Sådan tror jeg at vi kan nævne hundredvis af eksempler. Altså, jeg har
nogle homoseksuelle venner, som jeg til enhver tid ville overlade mine børn til,
hvis der skulle ske noget med os forældre, og også omvendt kan man sagtens tage
eksempler ud” (L151, 2. beh., 2005-06:27). Gennem en elegant ækvivalering
af heteroseksuelle og lesbiske forhold ophæves forskellen mellem homo-
og heteroseksualitet. Winther (V), som har skiftet position siden
forhandlingerne om L5 (1996-97), siger: ”Familiebegrebet er ikke det, det var
engang. I dag er det mere et kærlighedsfællesskab, som lige så godt kan bestå af to
kvinder” (L151, 2. beh., 2005-06:3). Karen Klint (S) går så langt som at se
børn af lesbiske forældre som en samfundsressource, ”for det er jo meget
- 55 -

evidste forældre, som vil bringe nogle rigtig gode og velfungerende børn”
(L151, 1. beh., 2005-06:25). Disse artikulationer inden for prodiskursen er
med til at sidestille lesbiske forhold med heteroseksuelle forhold. Men
kun så længe de er i en symbolsk heteroseksuel form, kun under
forudsætning af, at de så at sige er genkendelige heteroseksuelle. Det er
kun én lesbisk subjektsposition, som optræder i diskursen, den
ansvarlige lesbiske, som er bevidst og monogam.
Den ny prodiskurs sammensmelter altså ansvarlighedsdiskursen og
rettighedsdiskursen inden for rammerne af en heteronormativ diskurs:
Det er den heteroseksuelle familieform, der er ønskelig, men ikke altid
opnåelig, hvilket Rohde artikulerer: ”Hvor gerne vi end ville, er der ingen,
der kan garantere børnene, at de kommer til at vokse op med en mor og en far”
(L151, 2. beh., 2005-06:36). At lesbiske og enlige får børn er altså kun det
næstbedste, og rettigheden kan kun tildeles, hvis de er ”lige så gode
forældre som heteroseksuelle forældre” (Fischer (RV), L151, 2. beh., 2005-
06:32). Ved at nægte at acceptere ’barnets tarv’ som knudepunkt, og i
stedet insistere på lighed som knudepunkt, bliver lesbiske forhold
ækvivaleret med den ideelle heteroseksuelle familieform, hvormed de
lesbiske bliver afpolitiseret og som Skaarup bemærker, medfører dette en
trussel mod de lesbiske subjektspositioner.
Inkluderingen af ansvarlighedsdiskursen i en opdateret rettighedsdiskurs
kan kun lade sig gøre ved at fornægte ’barnets tarv’, som i
forhandlingerne om L5 (1996-97) var det element, hvorom
ansvarlighedsdiskursens og rettighedsdiskursens primære antagonisme
opstod. I forhandlingerne om L151 differentierer den nye prodiskurs nu
primært diskrimination, som modstilles myten lighed, der er
prodiskursens knudepunkt, således at ansvarlighedsdiskursen og
prodiskursen kan stå sammen mod den diskrimination, som tillægges
modstanderdiskursen. Arbo-Bæhr (EL) siger, at diskussionerne har
afspejlet ”gammeldags holdninger, man kunne sige gamle religiøse holdninger,
man kunne også sige en form for fundamentalistiske holdninger til, hvad en
- 56 -

familie er” (L151, 1. beh., 2005-06:19). Dermed konstrueres prodiskursen
som moderne, hvilket også understreges mange gange, fx af Winther: ”et
moderne parti er også parat til at indrette sig efter, hvordan ændringerne er”
(L151, 2. beh., 2005-06:3). I forlængelse heraf ækvivaleres kampen mod §3
med den tidligere kamp for fri abort, som da Winther siger ”Tænk bare på
abortlovgivningen” (L151, 2. beh., 2005-06:8).
INKLUDERING AF OG ANTAGONISME MED DEN LIBERALISTISKE DISKURS
Hvor rettighedsdiskursen i forhandlingerne om L5 (1996-97)
ekskluderede den liberalistiske diskurs, søger repræsentanter for
rettighedsdiskursen i forhandlingerne om L151 (2005-06) at inkludere
den liberalistiske diskurs i den nye prodiskurs organiseret ud fra myten
lighed.
Den liberalistiske diskurs med knudepunktet individuel autonomi
inkluderes i prodiskursen, fx taler Qureshi, som repræsenterer
rettighedsdiskursen, til ”det liberale frisind” og spørger ”om det stadig væk
skal være staten, der skal bestemme, hvordan folk skal leve, for at de kan få
kunstig befrugtning” (L151, 2. beh., 2005-06:1). Rohde siger: ”skal der være
konsekvens i forældreansvaret som begreb, må der også være tale om et
forældrevalg” (L151, 2. beh., 2005-06:36). Af mange talere bliver den
økonomiske omkostningsberegning også artikuleret, fx af Qureshi: ”Så
det er ikke noget, der vælter nogen sygehusbudgetter eller nogen budgetter i det
offentlige” (L151, 2. beh., 2005-06:9). Hermed understreges det, at der ikke
er nogen dissonans mellem udgifterne til kunstig befrugtning til lesbiske
og en liberalistisk økonomi. Qureshi bygger således bro mellem de to
diskurser ved at flytte fokus til økonomien snarere end den ideologiske
antagonisme, som kommer til udtryk ved de forskellige knudepunkter
om statens forhold til det enkelte individ.
Rettighedsdiskursens inkludering af den liberalistiske diskurs er ikke
uden antagonismer, fx antagonismen mellem offentlig gratis behandling
og behandling i privat regi. Den liberalistiske diskurs forsøger at
- 57 -

ækvivalere retten til offentlig behandling med sygdom, hvorfor en
offentlig behandling af lesbiske ville gøre lesbiske til syge, ”… og det er
ikke nogen sygdom at være lesbisk” (Winther, L151, 1. beh., 2005-06:11).
Denne ækvivalens differentierer myten om lighed i rettighedsdiskursen,
som derimod ser myten lighed som et statsligt ansvar og ækvivalerer
derfor forbuddet i §3 med kvaksalveri og farlige sygdomme: ”… få
foretaget indgrebet af en af de kvaksalvere, som sådan et forbud altid får frem på
markedet” (Rohde, L151, 2.beh., 2005-06:36).
Det er tydeligt, hvordan den nye prodiskurs besidder den styrke, som
modstanderdiskursen besad i forhandlingerne omkring L5 (1996-97).
Nemlig styrken ved at inkludere sit eget diskursive ydre og dermed blive
inkonsistent og tvetydig. En mekanisme som muliggør, at den nye
prodiskurs kan ækvivalere myten lighed med både statslig regulering og
individuel frihed fra statslig indblanding.
DET SEKSUELLE MEDBORGERSKAB I
Som nævnt i kapitlet Indledning er rettighedsdiskursen en del af en større
diskurs, som kan sammenfattes som en medborgerskabsdiskurs. Jeg vil i
følgende afsnit redegøre for denne diskurs, som både er en strategi og en
samfundsforståelse. I første omgang vil jeg se på, hvordan
rettighedsdiskursen forholder sig til medborgerskabsdiskursen. Jeg vil
vende tilbage til medborgerskabet i afsnittet Det seksuelle medborgerskab II.
Medborgerskabet er blevet diskuteret meget i kønsteoretiske tekster
siden starten af 90erne. Med udgangspunkt i de engelske sociologer
Anthony Giddens (1991, 1992) og Kenneth Plummers (1995, 1996, 2003)
tanker om intimitet og offentlighed er medborgerskabet blevet tænkt som
en emancipatorisk strategi. Medborgerskabet stammer fra den engelske
sociolog Thomas Marshall (1950). For at et individ bliver medborger i et
samfund skal det, ifølge Marshall, opnå juridiske, politiske og sociale
rettigheder. I forlængelse af Plummers og Giddens’ tanker om, at
seksualitet og intimitet ikke længere er private sfærer, men derimod
- 58 -

identitetsbærende og offentlige narrativer, bliver medborgerskabet nu
også karakteriseret af, hvilken identitet medborgeren har. Når
medborgerskabet bliver sammentænkt med seksualitet og køn, taler man
om det intime eller seksuelle medborgerskab. Jeg vil i dette afsnit
præsentere det seksuelle medborgerskab, sådan som den engelske
sociolog Jeffrey Weeks (1998) fremstiller det. Jeg vil dermed ikke gå ind i
hverken medborgerskabets begrebshistorie og heller ikke i de
overordnede tidsdiagnoser om bredere samfundsforandringer, der
reorganiserer såvel det intime som det politiske, som Plummer og
Giddens præsenterer. Derimod vil jeg se på det seksuelle medborgerskab
som en kønspolitisk strategi og diskurs, som kan ses både som produkt
og som producent af en rettighedsdiskurs, der kommer til udtryk i
folketingsforhandlingerne. Mouffe har også skrevet om medborgerskabet
(1997), hvor hun skriver sig op imod essentielistiske feministiske tanker.
Jeg vil ikke inddrage Mouffes artikel, da jeg ikke vil gå ind i diskussionen
mellem essentialisme og konstruktivisme. I stedet vil jeg inddrage
kritiske socialkonstruktionistiske medborgerskabsteoretikere i kapitlet
Diskussion og konklusion (Evans, 1993, Cooper, 1995, Richardsson, 2000,
Bell og Binnie, 2000 og Phelan, 2001).
Ifølge Weeks indeholder den seksualpolitiske bevægelse både momenter
af transgression og momenter af medborgerskab. Det er nødvendig for
den seksualpolitiske bevægelse at udvide det normale eller det
genkendelige ved at opfinde og genopfinde ”new senses of the self, and new
challenges to the inherited institutions and traditions that hitherto had excluded
these new subjects...” (Weeks, 1998:36). Men immanent i denne subversive
kamp og nødvendighed ligger ”a claim to inclusion, to the acceptance of
diversity, and a recognition of and respect for alternative ways of being...”
(Weeks, 1998:37). Denne inklusion, accept, genkendelighed og respekt
opnås ifølge Weeks ved at kræve medborgerskabsrettigheder og lighed
for loven.
- 59 -

Medborgerskabet er siden det antikke Grækenland blevet udviklet i
bølger hen imod et mere inkluderende og moderne
medborgerskabsbegreb. Første bølge var den amerikanske og de franske
revolutioner, hvor den politiske borger blev inkluderet og slaveriet
afskaffet. En anden bølge var kvindebevægelsen fra det 19. århundrede
op til i dag, hvor kvinder har kæmpet og kæmper for lighed. En tredje
bølge er arbejderbevægelsen, hvor det sociale medborgerskab kom på
dagsordenen, i særdeleshed i de europæiske socialdemokratier. Det
seksuelle medborgerskab både kritiserer og udvider disse tidligere
medborgerskabskategorier. Det bliver udvidet, da det kræver flere
analytiske begreber: ”not only class, not even just gender and race, but also the
impact of the heterosexual/homosexual binarism (Sedgwick, 1990), the
institutionalization of heterosexuality (Richardson, 1996, 1998), and the
question of equity and justice for emergent ’sexual minorities’...” (Weeks,
1998:39). Der er tale om en udvidelse, da det samtidigt deler samme krav
som andre og tidligere bølger af medborgerskabsbevægelserne. Krav om
inklusion og tilhørsforhold, krav om lighed og retfærdighed og en
forståelse af gensidige pligter og ansvar. Men samtidig kritiseres det
klassiske medborgerskabsbegreb for at have været blind over for seksuel
undertrykkelse ved at fortie det og privatisere det.
Det seksuelle medborgerskab er altså både en karakteristik af det
senmoderne samfund og en ambition. Eller med andre ord: En diskurs
som er med til at organisere mening i de senmoderne samfund og
frembringe en seksualpolitisk strategi. Jeg vil, som skrevet ovenfor,
vende tilbage til strategierne og først se på, hvordan
medborgerskabsdiskursen kommer frem i prodiskursen i
forhandlingerne omkring L151 (2005-06).
- 60 -

DEN NYE PRODISKURS SOM EN MEDBORGERSKABSDISKURS
Den nye prodiskurs kan kendetegnes som en del af den bredere
medborgerskabsdiskurs på flere områder. For det første ækvivaleres der
med tidligere ’bølger’, i særdeleshed kvindekampen. Som skrevet
ovenfor bruges især sammenkædningen mellem kampen for fri abort og
kampen imod §3. Dette bruges også som forklaring på de mange
mandater, som i 1996 stemte §3 igennem, mens de i 2006 stemte den ud af
loven om kunstig befrugtning: ”Etiske holdninger kan ændres på baggrund af
en ny tidsånd – tænk bare på holdningen til fri abort, hvor hele Venstres gruppe
var imod i 1973. Jeg tror ikke, der er mange i Venstres gruppe, der er imod fri
abort i dag” (Winther, L151, 1. beh., 2005-06:1). I dette citat kan man se,
hvordan ækvivaleringen til kvindekampen bærer en del af
argumentationen i den nye prodiskurs. Ved at sammenkæde en
sedimenteret diskurs ’retfærdiggøres’ den nye mere dislokaliserede
diskurs. Samtidig kan man, ifølge Weeks, se et andet kendetegn ved
medborgerskabsdiskursen. Både kvindekampen og den seksualpolitiske
kamp har både momenter af transgression og medborgerskab, i denne
sammenhæng er det endda temporalt. Transgression gør nye subjekter og
krav mulige, som så efterfølges af en medborgerskabskamp, hvor de nye
subjektspositioner og krav er politisk genkendelige. I forlængelse af den
temporale logik ligger modernitetsdiskursen lige for, hvilket også
udnyttes af Winther: ”Venstre er nemlig et moderne parti [...]” (L151, 2.beh.,
1996-97:3). Her forstås både den temporale logik nævnt ovenfor, at etik
forandres, samtidig med at kampen mod §3 er en moderne kamp. Det
seksuelle medborgerskab opstår ifølge Weeks i 1960erne (1998:36, 39), og
på baggrund af og i forlængelse af de omorganiseringer som præger de
senmoderne vestlige samfund. Giddens (1991, 1992) og Plummer (1995,
1995, 2003) plæderer for, at disse omorganiseringer centrerer sig omkring
tendenser til aftraditionalisering, individualisering og demokratisering af
intimiteten og social og seksuel frisættelse.
- 61 -

Denne modernitetsdiskurs fører til antagonismer i prodiskursen mellem
den liberalistiske diskurs og den gamle (venstreorienterede)
rettighedsdiskurs, som skrevet ovenfor. I forlængelse af
medborgerskabsdiskursen kan man se, at antagonismen mellem de to
diskurser er ret stor. Hvor medborgerskabet for den liberalistiske diskurs
kun giver mening som en frihed fra staten, så trækker
rettighedsdiskursen på det sociale medborgerskab, sådan som Marshall
forstod det. At staten sikrer sine borgere, er ikke bare borgerrettigheder,
men også sociale rettigheder og sikkerhed. Antagonismen bliver dermed
den nye prodiskurs’ styrke og største svaghed, hvilket også kan ses i
debatten efter Winthers ordførertale. Klint (S) angriber Winther (V): ”Er
man kun et moderne parti hvis man støtter privathospitalerne?” (L151, 2. beh.,
2005-06:5). Antagonismen gribes ikke af repræsentanter fra
modstanderdiskursen, og prodiskursen får lov til at fastholde deres myte
om lighed uanfægtet.
Medborgerskabsdiskursen er en sedimenteret diskurs. At alle
medborgere skal være lige for loven og behandles retfærdigt af staten, er
både indskrevet i grundloven og i al genkendelig politisk tænkning.
Denne sedimenterede diskurs organiserer sig i en ækvivalenskæde med
momenterne lighed, retfærdighed, demokrati og borgerrettigheder.
Denne ækvivalenskæde differentierer diskrimination, uretfærdighed,
diktatur/fundamentalisme og undertrykkelse. Denne ækvivalenskæde
kan udvides med modsætningerne moderne/gammeldags og
dansk/udansk. At repræsentanter for modstanderdiskursen ligefrem
skulle støtte denne differenskæde, er nok at gå til yderlighederne, men
ikke desto mindre lykkedes det repræsentanter for den nye prodiskurs at
udnytte medborgerskabs-logikken og tillægge modstanderdiskursen
disse differenser. Dette skete bl.a. da Arbo-Bæhr, som skrevet ovenfor
kalder repræsentanter af modstanderdiskursen for fundamentalistiske.
Samme logik indlejres i artikulationen, når repræsentanter gang på gang i
forhandlingerne peger på diskrimination. Fx siger Fischer (RV): ”Enhver
anden model vil blive opfattet som diskrimination, og det vil være
- 62 -

diskrimination” (L151, 2. beh., 2005-06:10). Qureshi angriber DF for deres
modstand og siger: ”... her var en af de grundlæggende danske værdier, nemlig
ligebehandling af homoseksuelle i det danske samfund” (L151, 1.beh., 2005-
06:50). Her udnyttes sammenkædningen mellem danske værdier og
borgerrettigheder til at ækvivalere homoseksuel emancipation 15 .
Folketingsforhandlingerne viser også, at de politiske rettigheder kun kan
tildeles politisk genkendelige subjekter. Der er ikke nogen form for
transgression på færde. Skaarup (DF) argumenterer for, at
heteroseksuelle parforhold er naturlige og spørger retorisk: ”skal dansk
lovgivning bestemme naturens grænser?” (L151, 2. beh., 2005-06:14). I stedet
for at argumentere for en transgression af naturens grænser, som kunne
vise at Skaarups natur både er heteronormativ og teknofobisk,
argumenterer både Qureshi og Fischer imod naturen, men accepterer den
som en præmis for debatten. Fischer siger fx: ”[...] jeg [har egentlig] meget
forståelse for argumentet. Der er meget godt i naturen, men hvis det nu er, at der
ved at give enlige og lesbiske kvinder adgang til det her kommer glade børn ud af
det og der kommer glade forældre ud af det, så er det, jeg begynder at have svært
ved at synes, at naturen er det absolut højeste, man skal rette sig efter” (L151, 2.
beh., 2005-06:23). Fischer argumenterer ikke imod, at den heteroseksuelle
familie er det naturlige og udnytter heller ikke cyborgaspektet ved
teknologien til at destabilisere heteroseksuelle familiers brug af kunstig
befrugtning. Dermed forbliver diskussionen inden for en heteronormativ
ramme – heteronormativiteten transgresseres aldrig.
15 Sammenkædningen mellem myten danskhed, homoseksuel emancipation og
borgerrettigheder, som differentieres til udanskhed (arabiskhed?), undertrykkelse og
fundamentalisme viser dette speciales afgrænsning. For det kunne også være interessant
at undersøge, hvordan danskhed ækvivaleres med homoseksuel emancipation som
dermed differentieres ikke-danskere. En ækvivalens, som har kendetegnet debatten
omkring hate crimes og gay bashing (voldelige overfald på homoseksuelle) (Drud-
Jensen og Knudsen, 2005). En diskurs som i høj grad både inkluderer og ekskluderer
bestemte etniske og seksuelle subjektspositioner.
- 63 -

Hvis nogen skal tildeles rettigheder, er det nødvendigt at kunne
identificere disse ’nogen’. I forhandlingerne omkring L151 er disse nye
subjektspositioner de lesbiske mødre. Det er en hel bestemt ’lesbisk mor
stereotyp’ som bliver konstrueret i forhandlingerne omkring L151, som
ligger i en lige linje fra Aukens ’ansvarlige lesbiske’ i forhandlingerne
omkring L5 (1996-97).
ANSVARLIGE BEVIDSTE LESBISKE – INKLUSION OG EKSKLUSION I L151
Ansvarlighedselementet installeres i rettighedsdiskursen ved at
afpolitisere og ’heteroseksualisere’ det lesbiske forhold. En væsentlig
pointe ved queerteori er, at folk som ikke er heteroseksuelle bliver
ekskluderet fra den heteroseksuelle norm. Denne eksklusion er i sig selv
både skabelsen af heteroseksualitet og queer 16 seksualiteter (Foucault
1976:kap 2, Sedgwick, 1990:Introduction). Ved at undersøge denne
eksklusionsmekanisme (Butler, 1990, 1993) synliggøres seksualitet som en
performativ kønnet handling. Med andre ord: Heteronormativitetens
eksklusion af queer identiteter indeholder heteronormativitetens
potentielle dekonstruktion og destabilisering. Homoseksualitet ses derfor
af Butler (1990) som subversivt. Men som nævnt i teorikapitlet
understreger Butler allerede fra 1993, og i særdeleshed i 2000 og 2002, at
denne subversive position i mange tilfælde og i højere grad er
understøttende. Ved at afpolitisere seksualitet bliver det subversive
potentiale formindsket (Butler, 2002:19).
16 Queer som adjektiv kan oversættes med mærkværdig (Heede, 2003), pervers
(Frederiksen, 2005) eller skæv (Egeland, 2003 og Staunæs, 2003). Jeg vælger, at bruge det
engelske queer, da det er blevet integreret i almindeligt dansk og dermed bevares
forbindelsen til queerteori og de mange betydninger queer har. Med queer seksualiteter
forstås de former for seksualitet, som ikke kan inkluderes i heteronormativiteten, fx
trans- bi- eller homoseksualitet. Samtidig understreges det, at nogle seksuelle
subjektspositioner kan blive genkendelige og dermed assimileres, fx kan
homoseksualitet i nogle sammenhænge fungere helt fint i en heteroseksuel orden. TVserien
Will & Grace er et eksempel på en sådan heteroseksuel organiseret
homoseksualitet, som altså ikke er queer.
- 64 -

Det er netop denne understøttende form for homoseksualitet, som bliver
artikuleret i den nye prodiskurs. Det er, som skrevet ovenfor, en helt
bestemt lesbisk subjektsposition, der stilles til rådighed i diskursen, den
ansvarlige, bevidste, monogame lesbiske, som ønsker sig et barn og som
kan frembringe rigtigt gode og velfungerende børn. I stedet for at udnytte
homoseksualitetens dekonstruktive og subversive potentiale assimileres
homoseksualiteten ind i heteronormativiteten, mens andre former for
seksualitet eller samlivsformer ekskluderes: ”Men jeg har den holdning, at
to homoseksuelle mænd ikke skal have mulighed for at adoptere [...]. Det er
ufattelig vigtigt for mig, at der er en kvinde og kvindelig omsorg, for kvinder er
altså gode til børn” (Winther, L151, 1. beh., 2005-06:19).
Winther, som repræsenterer den nye prodiskurs, artikulerer altså her, at
det er kvinden, som er nødvendig for ’barnets tarv’ – i forlængelse af
Butlers begreb girling, kan Winthers artikulation ses som en
disciplinering af individer med kvindeligt kropstegn, snarere end et
udtryk for en naturgiven sandhed. Selv samme Winther argumenterede i
1996 for at §3 skulle indføres, da faderen (underforstået en biologisk
mand) var nødvendig for ’barnets tarv’. Dette kan lade sig gøre, så længe
det ikke er transgresserende lesbiske, der italesættes i debatten. Det er
derimod symbolsk heteroseksuelle lesbiske kvinder, der påtager sig
heteronormative pligter, som girles på samme måde som heteroseksuelle
kvinder. Barr (2004:49) identificerer en homofobisk diskurs i de tidligere
forhandlinger om kunstig befrugtning, hvor den heteroseksuelle familie
fantasmatisk fremstilles som det ideelle og det naturlige. De homofobiske
og heteronormative fremstillinger af familien er en præmis for debatten
omkring L151, men det er ikke længere en ekskluderende faktor.
Derimod bliver den heteroseksuelle familie en inkluderende faktor. Hvis
lesbiske vil have adgang til kunstig befrugtning, må de garantere, at de er
ligesom de heteroseksuelle. Dette gentages mange gange i
forhandlingerne med artikulationer som: ”Børn af enlige og lesbiske har vi
hørt i dag trives utrolig godt ligesom alle andre børn...” (Klint, L151, 1. beh.,
2005-06:25), ”...det er vigtigt at få slået fast, at der ikke er en eneste
- 65 -

videnskabelig undersøgelse, der viser, at børn, der vokser op hos homoseksuelle
forældre, har det ringere end andre børn” (Qureshi, L151, 2. beh., 2005-06:27)
og ”Hvor gerne vi end ville, er der ingen, der kan garantere børnene, at de
kommer til at vokse op med en far og en mor” (Rohde, L151, 2. beh., 2005-
06:36). Hvis de lesbiske vil have medborgerskabsrettigheder, må de
påtage sig medborgerskabspligter, og det vil sige, at de må imitere en
heteroseksuel form. Dette understreges af, at den heteroseksuelle
familieform ikke nævnes som en kategori for sig selv, men italesættes
som ”alle andre”.
Inklusionen af den symbolsk heteroseksuelle lesbiske familieform
medfører eksklusionen af en række andre subjekter. Helt eksplicit
ekskluderes bøssefamilien, da kvinden er blevet garant for den
heteroseksuelle symbolske form. Foucault (1976) argumenterer for, at
netop forbuddet er en del af den diskursive konstruktion, som muliggør
bestemte subjektspositioner. I forlængelse af dette kan man se forbuddet
fra 1996 som et forbud, der for alvor producerer modmagt og producerer
en masse subjekter (lesbiske familier). Man kan derfor også se Winthers
forbud mod bøsseforældre som et varsel på en ny række lovforslag. Men
en legalisering af lesbiske forældre medfører også en disciplinering og
underkastelse af heteronormative former, organiseringer og en
eksklusion af andre identiteter, der ikke kan artikulere sine krav i
heteronormative former som ægteskab og børn, eller som ikke ønsker at
producere gode og velfungerende børn. De queer identiteter, som
ekskluderes fra diskursen, producerer nok et felt med subversivt
potentiale, ”a site of pure resistance, a site uncoopted by normativity” (Butler,
2002:18), men eksklusionen medfører samtidig brutale konsekvenser for
de ikke-genkendelige grupper og identiteter. I forlængelse af den
samtidige produktion af diskurs og materialitet kan en eksklusion munde
ud i kulturel og social død.
Eksklusionen af andre subjektspositioner bliver tydelig, når man
sammenholder Bryld og Lykkes (2000a, 2000b, 2002, 2006) undersøgelse
- 66 -

af kvindestereotyper i forhandlingerne om L5 med forhandlingerne om
L151. Dette vil jeg vende tilbage til i afsnittet Cyborgs og de forsvundne
monstrøse kvinder, først vil jeg se på den psykoanalytiske og
strukturalistiske slægtskabsopfattelse i forhandlingerne.
DET ØDIPALE SLÆGTSKAB - SYMBOLSK HETEROSEKSUEL
ORGANISERING
Butler stiller spørgsmålet is kinship always already heterosexual i essayet af
samme navn (2002). Gennem analyser af den franske og amerikanske
debat om homoseksuelles adgang til ægteskab undersøger hun, hvad der
sker, når homoseksuelle ønsker adgang til heteroseksuelle institutioner.
Hun bemærker, hvordan den franske pendant til det danske registrerede
partnerskab, ’PACS’, og den tyske, ’eingetragene Lebenspartnerschaft’,
kun bliver stemt igennem ”on proscribing the rights of nonheterosexual
couples from adopting children and accessing reproductive technology” (Butler,
2002:22). Her mener Butler, at man kan se, hvordan heteroseksualitetens
patent på slægtskab trues af nye teknologier og demografi. Slægtskabet
er altså ikke i sig selv heteroseksuelt, men gøres heteroseksuelt gennem
handlinger, love og diskursive logikker. Hun bemærker endvidere,
hvordan debatten i Frankrig og Tyskland centrerer sig om kunstighed og
naturlighed samt om ”the child, the poor child, martyred figure of an
ostensibly selfish or dogged social progressivism” (Butler, 2002:21). Ligheden
til den danske debat er slående. Også her bliver det stakkels barn taget
frem under myten ’barnets tarv’, og naturligheden bliver både brugt som
grund og effekt. Men Butler er, som jeg, mere interesseret i
prodiskurserne. Hvad er effekten og konsekvensen ved at deltage i
prodiskurserne, rettighedsdiskurserne og medborgerskabsdiskurserne?
Butler opstiller som vanligt ikke en entydig position, men finder frem til
en dobbelt og refleksiv funderet position. Hun mener, at kampen for en
lovliggørelse af homoseksuelle ægteskaber er en nødvendig
antihomofobisk kamp, men kampen indeholder en masse fælder, som en
- 67 -

progressiv position må erkende og navigere efter. For det første er en
kamp for statslig anerkendelse en kamp for genkendelse og
kategorisering, således at de former for samliv, som kan transformeres til
genkendelige lovlige former, transformeres og kommer til at stå i et
hegemonisk forhold til de former, der ikke kan transformeres og som
derfor vil blive ekskluderet fra den politiske og offentlige diskurs. Ifølge
Butler vil disse ikke-genkendelige subjekter blive udelukket.
Lovliggørelsen skal ikke ses som en udvikling hen imod en stadig større
grad af inkludering, men som en transformation af de tidligere
udelukkede positioner. Butler skriver om disse positioner: ”This is an
illegitimacy whose temporal condition is to be foreclosed from any possible future
transformation. It is not only not yet legitimate, but it is, we might say, the
irrecoverable and irreversible past of legitimacy: The never will be, the never
was” (2002:18, fremhævelse i original). Butler konkluderer, at vi
nødvendigvis må vise, hvordan muligheder uden for ægteskabet bliver
udelukket som utænkelige, men samtidigt betone det utænkeliges
politiske potentiale. Jeg vil, som skrevet ovenfor, vende tilbage til det
utænkelige og eksklusionen af queer identiteter i afsnittet Cyborgs og de
forsvundne monstrøse kvinder.
Inklusionen af bestemte subjekter i lovgivningen er ifølge Butler altså
ikke bare en inklusion, men også, og måske i højere grad, en
transformation eller en disciplinering. Man bliver så at sige genkendelig
gennem en transformation fra en queer identitet til en genkendelig og
statsanerkendt homoseksuel. Den homoseksuelle approprierer
heteroseksuelle organiseringer og bliver dermed genkendelig i en
heteroseksuel ramme. I forhandlingerne omkring L151 bliver den ramme
kernefamilien. I stedet for at angribe den heteroseksuelle kernefamilie og
den samfundsorganisering, som i stadig større grad forfordeler og
privilegerer denne samlivsform, bliver lesbisk forældreskab en del af
denne struktur, som aldrig queeres, destabiliseres eller på nogen måde
anfægtes eller betvivles.
- 68 -

Karen Klint (S) siger: ”50-100 ekstra børn om året er faktisk en ret god gave til
samfundet, for det er jo meget bevidste forældre, som vil bringe nogle rigtig gode
og velfungerende børn” (L151, 1.beh., 2005-06:25). Hermed understreges
det, hvilke lesbiske kvinder, der er ønskelige. Lidt senere i samme
forhandling siger hun: ”Nogle af dem [børn af lesbiske forældre] er endda så
heldige, at de også har kendt deres biologiske far” (L151, 1. beh., 2005-06:36).
Her tydeliggøres det, hvordan den ideelle familie er heteroseksuel.
Rettighederne som tildeles de lesbiske sker inden for en ramme, som er
defineret af den heteroseksuelle genkendelige familie. Det er gennem en
transformation fra ugenkendelige til genkendelige symbolske
heteroseksuelle, at de lesbiske i prodiskursen opnår mulighed for at få
rettigheden til den heteroseksuelle akt; at få børn. At det er den
heteroseksuelle familieform, der er målestok, understreges også af
Winthers retoriske spørgsmål: ”kan [et lesbisk par] give et barn lige så megen
tryghed, kærlighed og omsorg som et par, hvor der er en mor og far” (L151,
1.beh., 2005-06:40). Det bliver aldrig en kamp for ikke-genkendelige eller
queer identiteters rettigheder eller inklusion, men en kamp for en
udvidelse af heteroseksualiteten.
Butler beskriver i Antigone’s Claim (2000), hvordan den levi-straussianske
og psykoanalytiske slægtskabsopfattelse bunder i et symbolsk
heteroseksuelt begær. Nøglen til denne dekonstruktion er
ødipuskomplekset, som i levi-straussiansk tænkning ikke er en fase, men
et forbud som sikrer klanen mod indavl. Det skal forstås som et forbud,
der er til stede hele tiden og som gør det muligt for et individ at blive
subjektiveret gennem sproget. Intet subjekt bliver til uden først at komme
gennem denne konstituerende struktur. Psykoanalysen mener, at dette
kan foregå på et symbolsk plan. Moderen og Faderen kan være
symbolske positioner, men ikke desto mindre nødvendige for barnets
skabelse af køn og identitet. Drengebarnet bliver en dreng i det omfang
han erkender, at han ikke kan få sin mor, at han må finde en substitut for
hende. Pigebarnet bliver til en pige, når hun erkender, at hun ikke kan få
- 69 -

moderen og i stedet identificerer sig med hende. Hun må så erkende, at
hun ikke kan få faren og derefter finde en substitut for ham.
Disse to sammenfaldende diskurser, den levi-straussianske ødipale
struktur og det psykoanalytiske ødipuskompleks, er som vist ovenfor i
høj grad til stede i modstanderdiskursen og kan hjælpe med at forstå,
hvordan heteroseksualiteten på én og samme tid kan være et normativt
valg og en naturlig nødvendighed. Samtidig kan det forklare, hvorfor
prodiskursen ikke havde succes med at destabilisere den heteroseksuelle
familie i sin artikulatoriske kamp for en udvidelse af familiebegrebet. For
det er en nødvendighed for kulturens overlevelse, og det er en
nødvendighed for individet, hvis det skal blive til, at det indgår i denne
heteroseksuelle, ødipale orden, om end i symbolsk form. Butler skriver
om denne diskursive konstruktion: ”... those who enter kinship terms as
nonheterosexual will only make sense if they assume the position of Mother or
Father” (Butler, 2000:34). Det er uden for genkendelighedens grænser at
indtage ikke-heteroseksuelle subjektspositioner i heteroseksuelle
institutioner, som fx ægteskab eller forældreskab. Når repræsentanter for
prodiskursen, som vist flere gange tidligere, argumenterer ud fra en
heteroseksuel målestok, at lesbiske forældre kun kan opnå adgang til
kunstig befrugtning, hvis de er mindst ligeså gode som heteroseksuelle, så
er det fordi, at de lesbiske ikke kan genkendes i debattens diskursive
rammer uden at indtage heteroseksuelle positioner. Diskursen er
funderet i ødipal tænkning, og denne ødipale tænkning er
heteronormativ.
Judith Halberstam argumenterer i Female Masculinity (1998) for det
dekonstruktive og subversive potentiale, når biologiske kvinder erobrer
maskuline subjektspositioner og dermed destabiliserer den
heteroseksuelle mands diskursive patent på naturlighed og egentlighed. I
forlængelse af denne tænkning kan man se en lesbisk far som en
destabilisering af kernefamiliens patent på natur og kønnet normativitet.
Men i debatterne om kunstig befrugtning er dette transgresserende
- 70 -

element på mange måder underspillet eller helt talt væk. Ved at lave én
til én sammenligninger mellem lesbiske og heteroseksuelle familier
fjernes alle transgresserende elementer, fx når Winther taler om
kærlighedsfællesskab, når Klint snakker om bevidste forældre eller når
Qureshi taler om lesbiske forældre, som er fuldstændig ligesom hans
heteroseksuelle venner. Gennem en ækvivalering af heteroseksuelle
individer og homoseksuelle individer bliver antagonismen mellem den
heteroseksuelle familieform og den lesbiske familieform afpolitiseret og i
sidste instans opløst. I stedet for at udnytte de nye teknologiske og
demografiske muligheder til at destabilisere den heteroseksuelle
organisering, forstærkes denne ved at udvide sit diskursive område til at
inkludere flere former for heteroseksualitet.
Dermed bliver der aldrig sat spørgsmålstegn ved den heteroseksuelle
organisering i folketingsforhandlingerne, hvilket også giver sig til kende
ved, at de eneste subjektspositioner, der er tilgængelige i debatten, er
enlig, lesbisk eller heteroseksuel. Andre former for identitet bliver helt
ekskluderet og, som vi skal se nedenfor, tildeles de lesbiske statslig
anerkendelse på bekostning af en eksklusion af andre queer identiteter.
CYBORGS OG DE FORSVUNDNE MONSTRØSE KVINDER
Lykke og Bryld (2000a, 2000b, 2002, 2006) undersøger forhandlingerne
omkring L5 (1996-97) ud fra Haraways cyborgteori i en queerfeministisk
optik. De læser folketingsforhandlingerne om L5 som et udtryk for en
teknoforskrækkelse, der projiceres over på en misogyn og
heteronormativ kulturel billedflade. Lykke og Bryld skelner ikke mellem
de mange diskurser, som optræder i forhandlingerne, men undersøger
hvilke kvindestereotyper, der er til stede i alle diskurser.
Kvinderne, som optræder i forhandlingerne omkring L5, kan inddeles i
fem kategorier. Den første slags kvinder er dem, som ”på den ene eller den
anden måde er naturens misfostre og som der ikke ”kan” eller ”vil”. Det er hende
- 71 -

der er så ”ufattelig grim”, at hun ikke kan ”score en mand”” (Lykke og Bryld,
2000a:23, citeringerne i citatet er fra M. Auken, L5 (1996-97)). Den anden
type er karrierekvinden. ”Hende, der af rent egoistiske grunde udskyder et
barn, indtil at det er ved at være så sent, at hun måske ikke kan nå at finde en
fyr” (Lykke og Bryld, 2000a:23), for denne kvinde, ”hvis livsstil sikkert har
konsumtion som sit omdrejningspunkt, er barnet et rent forbrugsgode (jf. Anne-
Marie Hansen (S), 21. 1. 98, L61, 3191)” (Lykke og Bryld, 2000a:23). Den
tredje kvindetype er karrierekvindens modsætning. ”Hun er den svage
uselvstændige kvinde, som ”man skubber i ... behandling” (M. Auken, 29. 4. 97,
L5, 6353)” (Lykke og Bryld, 2000a:23). De to sidste kvindetyper er de
lesbiske, de ansvarlige og de uansvarlige. De ansvarlige lesbiske ”gør
deres bedste for at skabe noget, der kan ligne en naturlig far-mor-barn-familie”
(Lykke og Bryld, 2000a:23). ”Den anden slags lesbiske er selv sagt de
uansvarlige: dem, der lever i den vildfarelse, at de kan varetage deres barns
”tarv” uden et y-kromosoms fysiske eller symbolske tilstedeværelse
(fadernavnet)” (Lykke og Bryld, 2000a:23).
Modsat disse monstrøse kvindebilleder finder Lykke og Bryld, at der
fremstilles et forherligende mandebillede, som nyder godt af kulturens
traditionelle maskulinitetsbilleder. En far, ”hvis mandlige udstråling er så
stærk, at han end ikke behøver at være hjemme” (Lykke og Bryld, 2000a:23),
men alene kan ”glimre ved sit fravær” (Auken, L5, 2. beh., 1996-97:6353).
Det er ham, som Auken synes, det vil være ”helt forfærdelig sørgeligt” (L5,
2. beh., 1996-97:6353) at miste. Modsætningen til den idealiserede far er
den infertile og ”’defekte’ (kastrerede) mand [...]. Det er ham, hvis sædceller er
så ”vakkelvorne”, at de ”ikke engang kan gå selv”, men må ”køres frem i en
rullestol og skubbes ind” (M. Auken 16. 6. 98, L53, 2000)” (Lykke og Bryld,
2000a:23).
Det er Lykke og Brylds pointe, at angsten for cyborgsbabyerne, som – i
forlængelse af Haraways appropriering af cyborgfiguren – i sig selv
destabiliserer og dekonstruerer både mandens og heteroseksualitetens
forrang og patent på natur. Denne trussel er så stor for
- 72 -

heteronormativiteten, at der må skabes så stærke og følelsesladede
modbilleder, der skal virke som et værn mod den trussel, som den nye
cyborgverden skaber for heteroseksuelle par, der ikke på naturlig vis kan
opnå befrugtning. Ved at forbyde disse queer monstre behandlingen
sikres infertile heteroseksuelle så at sige naturligheden igen. Derfor
konkluderer Lykke og Bryld også, at ”the powers of demonization were
increased by the coupling of ”cyborg” and ”queer”” (Lykke og Bryld,
2000b:16).
Denne analyse underbygger mine analyser af modstanderdiskursen i L5
(1996-97). Men i forhandlingerne om L151 (2005-06) forsvinder de
monstrøse kvinder helt ud. I stedet for forherligelsen af den fertile
heteroseksuelle mand, forherliges nu kvinden og hendes evner med børn,
som Winther artikulerer, som er beskrevet tidligere: ”Det er ufattelig
vigtigt for mig, at der er en kvinde og kvindelig omsorg, for kvinder er altså gode
til børn” (L151, 1. beh., 2005-06:19). De uansvarlige lesbiske nævnes slet
ikke, offerkvinden er også væk, mens karrierekvinden kun nævnes én
gang. Denne ændring skal forklares i forlængelse af min queeranalyse
gennemgået i afsnittet Det ødipale slægtskab – symbolsk heteroseksuel
organisering. For at kunne tildeles rettigheder må individerne kunne
kategoriseres – således de bliver genkendelige i den politiske diskurs. De
lesbiske, som tidligere transgresserede den heteronormative ramme,
bliver i forhandlingerne om L151 transformeret ind i den
heteronormative diskurs, så de kan leve op til kravene i de ødipale og
heteronormative strukturer. En transformation fra transgresserende
queer til understøttende apolitisk symbolsk heteroseksuel. Derfor bliver
det muligt at forstå lesbisk forældreskab som en garant for ’barnets tarv’,
da de nu på samme måde som manden i forhandlingerne om L5, er en
garanti for den symbolske heteroseksuelle organisering.
Butler skriver om den seksualpolitiske bevægelses kamp for
ægteskabsrettigheder: ”To demand and receive recognition according to norms
that legitimate marriage and delegitimate forms of sexual alliance outside of
- 73 -

marriage, or to norms that are articulated in a critical relation to marriage, is to
displace the site of delegitimation from one part of the queer community to
another or, rather, to transform a collective delegitimation into a selective one”
(2000:27). Samme mekanisme er på spil her. For at kunne tillade lesbiske
og enlige kvinder at få adgang til lægeassisteret kunstig befrugtning, skal
de grupper, som ikke kan tilpasses de heteronormative krav, sorteres fra.
De første, der sorteres fra, er bøsseforældrene, som ikke kan varetage
barnets tarv, idet de mangler en ”kvindelig omsorg” (Winther L151, 1. beh.,
2005-06:19). Dette virker i bedste fald ironisk, eftersom det direkte
modsiger argumentationen i L5 (1996-97), men logikken er ikke ironisk.
Der er tale om en inkludering og transformation af lesbisk forældreskab
på bekostning af andre former for queer seksualiteter og identiteter.
Individer med et mandligt kropstegn, så som bøsser, kan selvfølgelig
ikke insemineres og derfor synes Winthers eksklusion af bøsseforældre
unødvendig, da eksklusionen er selvfølgelig. Men Winthers artikulation
understreger pointen, at eksklusionen af andre identiteter er nødvendig,
hvis en bestemt gruppe skal opnå rettigheden, om så eksklusionen kun er
et signalpolitisk udsagn.
Det, at bøsseforældre kategoriseres og italesættes, kan, som skrevet
ovenfor, varsle en række nye lovforslag og en ny kamp for en yderligere
udvidelse af det heteroseksuelle symbolske rum. Men det ville være en
forkert konklusion at forstå denne udvidelse som en stadig større
udvidelse af genkendelse og anerkendelse, da denne genkendelse og
anerkendelse transformerer de subjekter, som legaliseres. De former for
seksualitet og identitet, som ikke kan artikulere sine krav eller som ikke
kan genkendes i en heteronormativ ramme, bliver dermed til subjekter,
som nok virker destabiliserende og dekonstruktive på de
heteronormative diskurser, men de bliver altså til et politisk felt uden
repræsentation, ”the never will be, the never was” (Butler, 2002:18).
Og dette er prisen for lesbiskes adgang til kunstig befrugtning, en
diskursiv lukning og eksklusion af andre queer identiteter, seksualiteter
- 74 -

og grupper. Jeg mener ikke, at forhandlingerne omkring L5s misogyne
konstruktioner af kvindestereotyper er et retvisende og dækkende billede
af ikke-heteroseksuelle subjekter og grupper, men det er en diskursiv
mulighed og genkendelse af subjekter, som ikke organiserer sig i en
symbolsk heteroseksualitet. I forhandlingerne omkring L151 er denne
lukning tydelig, da de monstrøse identiteter helt udelukkes fra
diskussionen, så den ansvarlige, bevidste lesbiske kvinde kan opnå
rettighederne. Lykke og Bryld skriver, at cyborgsfiguren og den
monstrøse queer bliver brugt til at dæmonisere ikke-heteroseksuelle i
forhandlingerne om L5. Dette kan der ikke herske nogen tvivl om, men
denne dæmoniserede position er trods alt en position i den politiske
diskurs, hvor en kritik af heteronormativiteten kan artikuleres og
destabilisere kernefamilien.
Cyborgbabyerne havde også muligheden for at virke destabiliserende og
underminerende for forbindelsen mellem natur og den heteroseksuelle
kernefamilie – et potentiale, der aldrig udnyttes i L151. Weeks’ forståelse
af den seksualpolitiske bevægelses momenter af både transgression og
medborgerskab finder sted i den diskursive udvikling fra L5 til L151.
Men desværre bliver det til en udvidelse af den symbolske
heteronormativitet gennem en transformation af de tidligere
transgresserende subjekter. De kvindestereotyper, som tidligere var så
monstrøse for MFerne, er nu nærmest bedre heteroseksuelle end de
heteroseksuelle selv. Jeg vil vende tilbage til diskussionen mellem Weeks’
medborgerskab og tvangsheteroseksualitet i næste kapitel Diskussion og
konklusion.
Ifølge Butler og Haraway er det vigtigste for en subversiv position, at den
er politisk. Ved at afpolitisere en queer subjektsposition, som fx drag’en,
kan den i højere grad blive understøttende end subversiv. Den lesbiske
familieform afpolitiseres i høj grad i prodiskursen i Folketingets
forhandlinger, hvorfor heteronormativiteten aldrig destabiliseres.
- 75 -

DISKUSSION OG KONKLUSION
Som skrevet ovenfor er lighed og ligestilling en hegemonisk myte i de
danske politiske diskurser. Lighed mellem kønnene, mellem seksuelle
mindretal og heteroseksualitet, mellem etniske andre og etniske
danskere, mellem forskellige religioner osv. Men som debatterne om
ligestilling viser, er begrebet ligestilling mange forskellige ting. Jeg vil i
dette sidste kapitel perspektivere mit speciale og diskutere begrebet
ligestilling mellem seksuelle mindretal og heteroseksualitet ud fra et
teoretisk og praktisk udgangspunkt. Først vil jeg i forlængelse af mine
analyser og erfaringerne fra folketingsforhandlingerne diskutere det
seksuelle medborgerskab. Dernæst vil jeg perspektivere specialets
pointer til en anden seksualpolitisk diskussion: Diskussionen om den
homoseksuelle parade i København. I den netop afholdte parades
program kan man læse en leder, hvis overskrift er Er ligestilling lig med
normalisering? (Hougaard, 2007:5). I samme program tildeler paraden
spalteplads til modargumenter fra queerorienterede grupperinger.
Programmet er kulminationen på flere års debat i det homoseksuelle
miljø om paraden, en debat, som jeg vil redegøre for og sætte i spil med
de teoretiske overvejelser. Først vil jeg uddybe det seksuelle
medborgerskab, sådan som det er blevet diskuteret i kønsteoretiske og
feministiske tekster.
DET SEKSUELLE MEDBORGERSKAB II
Det seksuelle medborgerskab tillægges mange betydninger og bruges i
mange kontekster. Jeg vil redegøre for det seksuelle medborgerskab ud
fra en række markante og vigtige indlæg i diskussionen om det seksuelle
medborgerskab, - indlæg, som er udgivet siden 1993. Jeg bruger de
- 76 -

amerikanske kulturteoretikere David Bell og Jon Binnies
forskningsoversigt fra The Sexual Citizen (2000:1-34).
I 1993 udgav den britiske sociolog David T. Evans Sexual Citizenship, som
var ”the first book to approach sexuality from the perspective of citizenship”
(Evans, 1993:prolog). Evans undersøger, hvordan den seksuelle og
kønnede krop materialiseres i et samspil med staten og markedet. Evans
mener, at den seksuelle medborger opstår, når en gruppe, fx
homoseksuelle mænd, kræver et marked for deres behov og livsstil. Men
dette krav er tosidet og transformerer også de homoseksuelle mænd: ”As
gay men claimed their leisure and lifestyle market, the market claimed them,
colonised and exploited gay sexuality” (Evans, 1993:100). Modsat denne
markedsmedborger opstod der i 1980erne og 1990erne en række
medborgerskabskampe, hvor den seksuelle medborger krævede sociale,
juridiske og politiske rettigheder, fx kampen mod den britiske Section 28,
der forbød at promovere homoseksualitet i britiske skoler. Mest af alt
handler Evans’ seksuelle medborger om kommercialiseringen af
homoseksuel identitet som en livsstil og konsekvenserne af en sådan
kommercialisering.
Den engelske sociolog Davina Cooper undersøger det seksuelle
medborgerskab ud fra et andet udgangspunkt end Evans i Power in
Struggle (1995). Ud fra et feministisk focouldiansk perspektiv undersøger
Cooper, hvordan staten udøver magt. Modsat Evans’ mere statiske
statsopfattelse, som kun giver mening i forbindelse med markedet, er
Cooper interesseret i, hvordan en relationel magt opererer på mange
niveauer i komplekse systemer og ikke kun som en
undertrykker/undertrykket struktur. Hun undersøger diskurserne inden
for tre forskellige områder, hvor der er strategier for at ’seksualisere’
staten, men hvor vægten af transgression er forskellig. Tungest er den
strategi, der bruger sex som en radikal transgresserende praksis. Et
eksempel på denne strategi i en københavnsk kontekst er den
københavnske/berlinske kunstner-, performance- og festgruppering
- 77 -

Dunst, som via performances og fester forsøger at overskride
individuelle og sociale normer og producerer dermed queer rum, hvor
krop, seksualitet og køn er flydende og foranderlige. Cooper mener, at
denne strategi indeholder en klassemæssig og racial problematik, da
denne strategi oftest udøves af ”a narrow range of people, principally young,
middle-class, white lesbians and gay men within a limited range of sociopolitical
and cultural arenas” (Cooper, 1995:54). Deres sigte bliver aldrig, ifølge
Cooper, bredt ud til en bredere strategi mod den institutionaliserede
undertrykkelse af queer identiteter. Endvidere bliver det eksplicitte fokus
på seksuelle praksisser og relationer en regressiv bevægelse, der
privatiserer det seksuelle under den personlige frihed.
Flyer for Dunst arrangement fra 2002 (Dunst: Dunst Events, Fuck Around,
u.å.).
Det andet område Cooper undersøger, er debatten i England om kunstig
befrugtning af lesbiske kvinder, de såkaldte virgin births, i 1991. En debat,
der er meget lig debatten i Danmark, som dette speciale handler om.
Cooper viser, hvordan debatten resulterede i to forskellige
magtoperationer. På den ene side førte debatten til en moralsk panik,
forbundet med det politiske højres stramninger på området, som
medvirkede til at forstærke en diskurs om det heteroseksuelle samleje
som naturligt. På den anden side blev de lesbiske mødre og lesbiske
- 78 -

mødre in spe repræsenteret diskursivt og gik fra usynlighed til
eksponering i TV og andre mainstream medier.
Den tredje strategi som Cooper undersøger, for at finde frem til
diskurserne og magtproblematikkerne i et seksuelt medborgerskab, er
den mindst transgresserende og den mest oplagte seksuelle
medborgerskabsstrategi: At blive repræsenteret i den politiske
offentlighed, at blive valgt som parlamentariker eller byrådsmedlem eller
lignende, at bruge statens magt snarere end at modsætte sig den. Denne
strategi kalder Cooper kommunal aktivisme, ”municipal activism”, og hun
konkluderer, at denne strategi indeholder faren for at afseksualisere
homoseksualitet, netop ved at installere den i en social politisk kontekst.
Coopers hovedkonklusion er ikke én strategi frem for en anden, men en
strategisk pluralitet (Cooper, 1995:125). Nogle strategier virker bedst i
nogle tilfælde, mens andre fungerer bedre i andre sammenhænge. Dette
understøttes gennem hendes opfattelse af staten som ikke værende
statisk, men et dynamisk og kontingent apparat, der nogle gange har
interesse i at mobilisere seksuelle subjekter og andre gange har interesse i
at udelukke og forbyde (andre) seksuelle subjekter. En sådan dynamisk
stats magtoperationer – hvis væsen ikke er en hierarkisk top, men et
kompleks forgrenet fænomen – modarbejdes og udnyttes bedst gennem
lige så mangefacetterede og komplekse mod- og medoperationer.
De to mest toneangivende tekster om seksuelt medborgerskab er af hhv.
Weeks (1998), som jeg allerede har beskrevet i afsnittet Det seksuelle
medborgerskab I, og den britiske sociolog Diane Richardson (1998, 2000).
Bell og Binnie (2000:25) opsætter de to teoretikere som modpoler i
forhandlingen om begrebet den seksuelle medborger. Richardsons
tilgang er mere pessimistisk og kritisk end Weeks’ bredere og mere
optimistiske tilgang. Richardson mener, at medborgerskabet er en
diskurs og position, som ”are closely associated with the institutionalisation of
heterosexual as well as male privilege” (Richardson, 1998:88). Richardson
anerkender, at bøsser og lesbiske på mange områder er ekskluderet fra
- 79 -

civile rettigheder som fx kunstig befrugtning og gennem lovgivningens
favorisering af kernefamilien, og ekskluderet fra mange økonomiske og
juridiske rettigheder 17 . Hun anerkender, at mange af disse rettigheder
vindes ud fra en minoritetskamp inden for en medborgerskabsdiskurs.
Hendes aber dabei centrerer sig om samme inklusions- og
eksklusionsmekanismer, der bekymrer Butler, som Richardson også
lægger sig i forlængelse af (Richardson, 2000:5). Hun mener, at kampen
for rettigheder inden for medborgerskabets domæne skal betales med en
høj pris. Bell og Binnie opsummerer Richardsons position: ”sexual
citizenship is heavily circumscribed and simultaneously privatized, its limits set
by the coupling of tolerance with assimilation: ’[l]esbians and gay men are
granted the right to be tolerated as long as they stay within the boundaries of
that tolerance, whose boarders are maintained through a heterosexist
public/private divide’ – this means that lesbians and gay men can be citizens
only if they can be good citizens” (Bell og Binnie, 2000:26).
For Richardson er begrebet den gode medborger altså prisen for det
seksuelle medborgerskab. Hun citerer videre sociologen Bryan S. Turner
(1999): ”Homosexuality is only an indirect threat to the state because the real
issue has been the basis of reproductive citizenship entitlements. What is clear is
that we live in societies with powerful familial and reproductive ideologies that
encourage marriage and fertility. Such a society will be prepared to tolerate
homosexual and lesbian marriages, especially where they too may be legitimised
through a system of adoptions” (Turner, 1999:34, her citeret fra Richardson,
17 I Danmark blev de fleste af disse rettigheder på juridisk/politisk niveau givet i
forbindelse med det registrerede partnerskab i 1989, så som arverettigheder,
skattemæssige fordele og stedbarnsadoption. Partnerskabsloven indeholder dog ikke
ligestilling med det heteroseksuelle ægteskab i forbindelse med fremmedbarnsadoption
og adgang til reproduktionsteknologier. I en dansk kontekst er denne favorisering af
kernefamilien mest tydelig i fht. arbejdsmarkedets overenskomster og
barselslovgivningen, hvor den ikke biologiske lesbiske mor ikke har ret til ”farens”
barsel og barnets første sygedag, omsorgsdage osv. I en amerikansk kontekst er denne
mangel på inkludering i lovgivningen mere markant, da det medfører forringelser i
pesionsordninger, arverettigheder, adgang til sygesikringer osv. (Butler, 2002:21, Bell og
Binnie, 2000:25). Alle disse rettigheder, som ikkeheteroseksuelle udelukkes fra, er
konstrueret på basis af en heteroseksuel kernefamilie.
- 80 -

2000:11). Dette understreger Richardsons pointe og kritik af
medborgerskabet. Det seksuelle medborgerskab er en udvidelse af den
heteronormative strukturering af samfundet, som både privatiserer
homoseksualitet og installerer den i en heteroseksuel ramme, det jeg
tidligere har kaldt en symbolsk heteroseksuel organisering.
Richardsons tilgang og analyse af det seksuelle medborgerskab er altså
en kritisk vurdering af det seksuelle medborgerskab som en
emancipatorisk strategi, hvis pris er konstruktioner af gode medborgere
og dårlige queer identiteter. Inklusionen af de gode medborgere i den
symbolske heteroseksuelle organisering medfører eksklusionen af queer
identiteter.
Weeks’ (1998) tilgang til det seksuelle medborgerskab er mere sociologisk
orienteret end Richardsons mere strategiske og diskursteoretiske tilgang,
hvorfor en direkte sammenligning medfører en konstruktion af
modsætninger, som ikke er helt fair. Jeg tillader mig alligevel at
viderebygge på denne konstruktion, som Bell og Binnie (2000:25), som
skrevet ovenfor, præsenterer. Weeks sociologiske tilgang bygger på
Plummers Telling Sexual Stories (1995) og Intimate Citizenship (2003) og
Giddens’ Modernitet og Selvidentitet (1991) og Intimitetens Forandring
(1992). Plummers og Giddens’ tidsdiagnoser er optimistiske, modsat fx
sociologen Nick Ellisons mere pessimistiske tanker om senmodernitetens
inklusions- og eksklusionsmekanismer (Bell og Binnie, 2000:9). Idéen om
den intime medborger hos Plummer og den demokratiserede kærlighed
hos Giddens er begge udsagn om en senmodernitet, hvor adskillelsen
mellem det offentlige og det private nedbrydes og kroppen og
seksualiteten får en tungere og meningsbærende plads i denne
offentlighed, som ikke længere kan modstilles det private. Artikulationer,
som tidligere blev opfattet som private, er altså i senmoderniteten
legitime og genkendelige offentlige diskurser, så som spring-ud-historier
og kvinders kropslige og seksuelle erfaringer. Disse artikulationer og
subjektspositioner medfører anden social virkelighed for
- 81 -

senmodernitetens individer, som altså kan betegnes som seksuelle
medborgere.
Det er med afsæt i ovennævnte forestillinger om det senmoderne
samfund, at man skal læse Weeks, som skriver: ”The sexual citizen, I want
to argue, could be male or female, young or old, black or white, rich or poor,
straight or gay: could be anyone, in fact, but for one key characteristic. The
sexual citizen exists – or, perhaps better, wants to come into being – because of
the new primacy given to sexual subjectivity in the contemporary world”
(1998:35). Weeks’ ærinde bliver derfor i højere grad et hvorfor end et
hvordan. Et spor, jeg ikke har plads til at forfølge i dette speciale, men et
spor og en bagvedliggende forståelse, som vil være frugtbar i forbindelse
med en bredere sociologisk forståelse for, hvordan seksualitet, krop og
offentlighed struktureres anderledes og mere dynamisk i
senmoderniteten. Jeg vil i stedet reducere Weeks til en strategi eller
rettere, til en logik bag en strategi. Denne optimistiske tilgang til
senmoderniteten indeholder nyttige erkendelser og analyser, men
fremstår samtidig blind over for de konsekvenser, som følger de
strategier, der udledes af erkendelserne.
Weeks’ skelner mellem ”moments of transgression” og ”moments of
citizenship” (1998:36), mellem strategier, som søger accept og subversive
strategier. Weeks mener, at den ene strategi ikke bør udelukke den
anden, men skal i stedet fungere og forstås i et gensidigt
afhængighedsforhold. De subversive strategier transgresserer normer og
sproglige begrænsninger og skaber nye rum og nye subjektspositioner:
”Transgression appears necessary to face the status quo with its inadequacies, to
hold a mirror up to its prejudices and fears” (Weeks, 1998:37). Men Weeks
nedvurderer disse subversive strategier: ”Yet within these [transgressive]
movements is also a claim to inclusion, to the acceptance of diversity, and a
recognition of and respect for alternative ways of being, to a broadening of the
definition of belonging. [...] without the claim to full citizenship, difference can
never find a prober home” (Weeks, 1998:37). Og netop i Weeks’ forsøg på at
- 82 -

sammenkæde trangression og medborgerskab findes problemet ved
medborgerskab, som Richardson pointerer. Hvad sker der med dem, som
ikke vil høre til et prober home? Og hvem definerer, hvad et prober home er?
LIGESTILLING OG MEDBORGERSKAB I FOLKETINGET
Som jeg skitserede i afsnittet Refleksiv opsamling er folketingets
forhandlinger og diskurser blot en brik i et stort puslespil af diskurser og
betydningsstrukturer. Dette understreges af de mange strategier, som jeg
har præsenteret i afsnittet ovenfor. Medborgerskabsstrategier sigter ikke
kun på lovgivningen, men også arbejdsmarkedet, repræsentation i
kultur- og medieprodukter osv. Subversive strategier sigter måske slet
ikke på lovgivende forsamlinger og det politiske system som sådan, men
finder veje parallelt og helt uden for den politiske sfære. Afgrænsningen
til en lokal politisk diskurs tilbyder derimod en mulighed for at kunne
vurdere homoaktivistiske strategier og deres konsekvenser i et temporalt,
rumligt og diskursivt overskueligt system. Som allerede påvist er den nye
prodiskurs i forhandlingerne omkring L151 et klart udtryk for en
medborgerskabsdiskurs. Weeks’ artikel (1998) kan underbygge
udviklingen fra 1996-2006 gennem sine tidsdiagnoser, men det er ikke
mit ærinde her. Jeg vil i stedet undersøge, hvordan de forskellige
strategier, skitseret i afsnittet ovenfor, kommer i spil i forhandlingerne
omkring kunstig befrugtning og hvad vi kan udlede deraf.
Kampen for adgang til lægeassisteret kunstig befrugtning for lesbiske og
enlige kvinder bliver af den nye prodiskurs konstrueret som en kamp for
ligestilling. En diskursiv repræsentation, som artikuleres som moderne
og inkluderende. Det er derfor helt oplagt at sammenstille denne strategi
med Weeks’ moment af medborgerskab. De lesbiske familier har
transgresseret den heteronormative forestilling om familie, alene ved at
organisere sig anderledes i en konstellation, som hedder mor, mor og
- 83 -

arn. Denne nye subjektsposition kan først finde en fuld berettigelse og et
tilhørsforhold i det borgerlige demokrati gennem opnåelse af civile
rettigheder, genkendelse og anerkendelse. Det er denne form for
medborgerskabskamp, der, som i en Weeks-optik, udspiller sig i
forhandlingerne om L151 (2005-06). Hvis man følger Weeks’ og Giddens’
logik længere, vil denne opnåelse af medborgerskab i sig selv
revolutionere og ændre samfundet. Disse nye genkendelige og
anerkendte familieformer er med til at udvide og åbne måder, hvorpå
slægtskab, kærlighed og familier kan konstrueres og opretholdes.
Men den diskursive konstruktion forudsætter en bestemt præmis, nemlig
at homoseksuelle er lige så gode som heteroseksuelle. Den heteroseksuelle
organisering af samfundet gennem kernefamilien sættes aldrig til debat,
men forbliver det domæne, som alle identiteter skal organiseres efter.
Bøssefamilier ekskluderes helt eksplicit i ligestillingsdiskursen, mens de
monstrøse queer identiteter, som modstanderdiskursens repræsentanter
artikulerede i forhandlingerne om L5 (1996-97), forsvinder. De nævnes
ganske enkelt ikke. Den nye prodiskurs konstruerer dermed en god
medborger, som er ansvarlig, monogam og bevidst og ekskluderer de
grupper, som ikke lever op til eller slet ikke kan måles på disse
heteronormative og borgerlige målestokke. Hermed bliver Richardsons
kritik og skepsis over for medborgerskabsstrategien særdeles relevant.
For det er netop gennem hendes begreb om den gode medborger, at den
seksuelle medborger konstrueres i forhandlingerne om kunstig
befrugtning i Folketinget. Det er en afpolitisering af de lesbiske mødre,
som er ligesom alle ”os andre” (det umarkerede, det heteroseksuelle),
som flytter seksualiteten tilbage i den private sfære i samme bevægelse,
som seksualiteten offentliggøres. Staten, eller mere korrekt lovgivningen,
tillader lesbiske familier, som assimileres ind i den heteroseksuelle
strukturering af slægtskab og som opretholder en skelnen mellem privat
og offentlig.
- 84 -

Den diskursive repræsentation af de gode medborgere, de ansvarlige
lesbiske, falder også inden for et forbrugersegment, som foreslået af
Evans. Det er ”bevidste forældre, som vil bringe nogle rigtig gode og
velfungerende børn” (Klint, L151, 1. beh., 2005-06:25). I en Evans-optik vil
det sige, at det er familier, der vil organisere sig i samspil med markedet
og velfærdssystemet. De gode velfungerende børn, må man antage, vil
passe deres skole, tage en uddannelse, få sig et job og købe et hus, en bil
og leve op til andre normer om at leve velfungerende. Det er altså en
familieform, som finder deres plads som forbrugere både i forhold til
velfærdsstaten, som i en moderne europæisk kontekst konstruerer sine
borgere som forbrugere (Fairclough, 1992) og i forhold til markedet, som
bliver udvidet med nye forbrugersegmenter, regnbuefamilier. Disse
markedsudvidelser åbner for nye markeder så som gay famlily day i
Disneyland.
I forlængelse af Coopers foucauldianske diskursanalyse af strategier, som
søger at seksualisere det offentlige, og i forlængelse af Butlers forståelse
af den samtidige produktion af materialitet og diskurs, ville det være en
forenkling blot at afvise medborgerskabsstrategien, sådan som den
udspiller sig i mit materiale, som værende regressiv og ekskluderende.
Resultatet af strategien og kampen i Folketinget er eksklusion af queer
identiteter og en afpolitisering, privatisering og ’heteroseksualisering’ af
lesbiske familieformer, men samtidig opnår medborgerskabsstrategien
nogle progressive mål, ligesom der opnås nogle progressive bivirkninger.
For det første blev §3 afskaffet. Dette åbenlyse homofobiske og
heteronormative forbud blev ophævet, og lesbiske og enlige
familieformer fik retten til at bruge hospitalsvæsenet på samme
betingelser som heteroseksuelle par. De fik muligheden for at kunne
stedbarnsadoptere uden at lave dokumentfalsk og dét, at de blev
anerkendt som en legal familieform, gjorde, at de nu kan kæmpe for
yderligere rettigheder som bl.a. barselsordninger osv. Mere som en
bivirkning er muligheden for at konstruere andre familieformer opnået,
- 85 -

selv om lovgivningen ikke lægger op til det. Familieformer, der insisterer
på at organisere sig i andre former end den symbolsk heteroseksuelle
og/eller fx insisterer på at producere børn, der bliver homoseksuelle,
transseksuelle, stenkastende autonome eller andre ’ikke velfungerende’
subjekter. Endeligt medførte afskaffelsen af §3 et politisk
repræsentationsrum. Det er nu muligt for lesbiske og enlige
familieformer at organisere sig politisk og stille ikke-heteroseksuelle krav
til lovgivningen og samfundet. Det var der selvfølgeligt også før
forbuddet blev afskaffet, men i forlængelse af Coopers analyser om virgin
births i England og Butlers teori om manglende diskursiv repræsentation
som en mulig kulturel og social død, medfører en politisk
repræsentation, om det enten er gennem forbud eller anerkendelse,
subjektspositioner, hvorfra der kan arbejdes subversivt og
transgresserende. Faren er, hvis disse subjektspositioner indtages uden
kritisk analyse af deres opståen og konsekvenser.
Hvis man alene ser på Folketingets forhandlinger må man konkludere, at
subjektspositionerne stilles til rådighed uden nogen form for subversive
strategier og kampe. I dette udsnit af den diskursive virkelighed bliver
Richardsons værste forestillinger realiseret: De subjektspositioner, som
opnår rettigheder, privatiseres og ’heteroseksualiseres’ og medvirker til
en massiv diskursiv ekskludering af andre queer identiteter, som end
ikke nævnes.
Som Cooper foreslår skal staten ikke ses som en statisk størrelse og dens
magt ikke som en undertrykker/undertrykket-struktur, men derimod
som et kompleks netværk af producerende og reducerende relationer.
Hendes forslag om at satse på en strategisk pluralisme er derfor
anvendelig i denne sammenhæng, men kræver en kontekstualisering af
hele det diskursive domæne omhandlende lesbisk forældreskab. En
kontekstualisering, som dette speciale ikke kan rumme. Men denne
mangefacetterede homoaktivistiske kamp, der både inkluderer
medborgerskabsstrategier og subversive strategier, peger på, at det
- 86 -

interessante begreb, som kræver diskussion og opmærksomhed, måske
slet ikke er ligestilling, men derimod forudsætningerne for en sådan
diskussion om ligestilling. Hvad er det for nogle hegemoniske strukturer
og diskurser, der privilegerer visse former for samliv og slægtskab?
Muligvis er kampen mod disse strukturer og diskurser en nødvendighed,
hvis ligestilling på nogen måde skal opnås som andet end assimilation og
forskydning af undertrykkelse og eksklusion.
I forhandlingerne om L151 blev ingen af de subversive muligheder, som
Butler og Haraway foreslår, udnyttet. Transgressionen af heteroseksuel
organiserede familieformer blev slet ikke nævnt og i stedet blev der lagt
vægt på en ligestillingspolitik, som alene privilegerede de gode
medborgere, de ansvarlige lesbiske. Måske skal de subversive
transgresserende udnyttelser af de opnåede heteronormative rettigheder
findes andre steder end i mit afgrænsede materiale? Måske de lesbiske
familier organiserer sig anderledes end politikerne forestillede sig, da de
gav dem rettigheden til at organisere familie? Måske destabiliserer de
nye legale, lesbiske familieformer de heteroseksuelle familieformer
indefra med deres ødipalt fejlopdragne cyborgbabyer? Det får vi at se i de
kommende år, hvor der hvert år vil blive produceret masser af nye
lesbiske familier. Afskaffelsen af forbuddet trådte i kraft den 1. januar
2007 og har, i skrivende stund, fungeret i mindre end et år, så det er
endnu for tidligt at se resultaterne af den nye lovgivning.
Det er generelt en sjældenhed, at homoaktivistiske strategier diskuteres
og konfronteres i mainstreammedier. Den årligt tilbagevendende
københavnske homoparade er dog i de seneste år også blevet en
tilbagevendende debat om homoseksuel emancipation og
homoaktivistiske strategier og mål. Jeg vil i det næste afsnit perspektivere
mine resultater og konklusioner med den debat, der kan kendetegnes
som en debat mellem identitetspolitik og dekonstruktionspolitik –
mellem ”moments of citizenship” og ”moments of transgression” (Weeks,
1998:36).
- 87 -

KAMP FOR LIGESTILLING ELLER ABER I ET BUR?
I årene efter Stonewall i New York i 1969, hvor homoseksuelle mænd
efter flere års politichikane og razziaer endte i deciderede gadekampe
med politiet på Christopher Street, begyndte der at blomstre
homoseksuelle parader op i storbyer verden over, de såkaldte
Christopher Street Day parader, CSD parader. Disse parader handlede i
høj grad om synlighed, repræsentation i det offentlige rum og kampen
mod juridisk og politisk undertrykkelse. CSD paraderne indskriver sig
derfor i en medborgerskabsdiskurs. Men det var også til en CSD parade i
New York i 1990, at folkene bag ACT-UP sendte flyveblade ud fra en ny
bevægelse, de kaldte Queer Nation. I disse flyveblade kritiserede Queer
Nation paraden og de homoseksuelle for ikke at være militante nok, de
argumenterede for, at homoseksuelle levede i en krigszone, hvor gay
bashing var hverdagskost og hvor HIV/AIDS epidemien slog tusindsvis
af homoseksuelle mænd ihjel hvert år. De så disse fænomener, og det
heteroseksuelle samfunds fortielse af dem, som institutionaliseret
homofobi. CSD paraderne har på denne måde virket som et politisk
terræn, hvor homo-, trans- og biseksuelle har kunnet sætte en
seksualpolitisk dagsorden, både internt i miljøet og eksternt i en bredere
politisk kontekst. Det har været et forum for politisk diskussion og
mobilisering.
Men den københavnske parade har ingen forbindelse til CSD traditionen,
men er en ny tradition, som efterligner festlighederne fra andre storbyer.
Denne historieløshed kan være med til at forklare den københavnske
parades ikke-politiske historie, hvilket også giver sig til udtryk i de
navne, den københavnske parade har haft. Den blev døbt Mermaid Pride,
som skulle associere til H. C. Andersens eventyr Den Lille Havfrue og til
Københavns turistmærke, statuen Den Lille Havfrue på Langelinie.
Dermed blev den københavnske parade i højere grad en del af
turistindustrien, hvilket understøttes af, at Københavns turistkontor,
Wonderful Copenhagen, støtter paraden økonomisk og PR-mæssigt.
- 88 -

Senere skiftede paraden navn til Danish Pride, hvilket associerede en
højreorienteret nationalsocialistisk bevægelse og efter massiv kritik
skiftede den året efter navn til Copenhagen Pride. Navnene på paraden
synliggør forbindelsen mellem den københavnske parade og
turistindustriens interesse i et homoseksuelt forbrugersegment, ligesom
det synliggør en politisk agenda, der handler om et nationalt sammenhold
på tværs af seksuelle præferencer.
I de seneste år er der vokset et stadig større queermiljø op i København 18 ,
som har formuleret en modstand mod den københavnske parade (Drud-
Jensen og Knudsen, 2005, Jensen, 2005 Fabrin, 2007). Hovedpåstanden fra
de queerorienterede bevægelser har været, at den københavnske parade
ikke er apolitisk, selvom folkene bag den københavnske parade påstår, at
den er apolitisk. I 2001 kastede en gruppe unge med
indvandrerbaggrund sten og tomater imod paraden på Nørrebro. Det fik
det københavnske homoseksuelle byrådsmedlem Klaus Bondam til at
holde en tale på Rådhuspladsen, hvor paraden sluttede: ”Vi vil ikke finde
os i stenkasteri fra indvandrere. De må lære, at sådan spiller klaveret altså ikke i
Danmark” (2001, her citeret fra Drud-Jensen og Knudsen, 2005:88).
Samme år uddelte paraden den såkaldte homofobipris til ’de muslimske
lande’, som havde vist modvilje mod homoseksuelle i forbindelse med
FNs HIV/AIDS arbejde. I 2003 droppede paraden sin homofobipris, for
at understrege paradens apolitiske position, i stedet gav paraden en
ærespris til Københavns Politi for at passe godt på paraden på Nørrebro.
Samme år blev der uddelt en pris for ’årets udspring’. Denne pris gik til
en ung bøsse med indvandrerbaggrund. I 2004 tildelte paraden ’årets
laks’, en pris som gives til en person, der ’svømmer imod strømmen’, til
18 Enhedslisten etablerede i 2002 et queerudvalg, som skulle supplere partiets
seksualpolitiske diskussioner med ny feministisk erkendelse og være med til at
opdatere og videreudvikle partiets seksualpolitiske linie. Grupperinger som Dunst,
SKAM, KLAM, KRAN osv. har også etableret forum for aktiviteter og diskussioner med
en eksplicit queer agenda. Endelig har miljøet omkring Ungdomshuset taget queer til
sig og holder fester og møder om queer.
- 89 -

Anders Fogh Rasmussen, Danmarks statsminister. Prisen blev tildelt
statsministeren, ikke for lovforslag eller ny politik, men for
statsministerens private udtalelser om hans forståelse for sammenhængen
mellem folkekirken og homoseksuelle. I et interview med
Weekendavisen gav statsministeren udtryk for, at han ikke så nogen
dissonans mellem den danske folkekirke og homoseksuelle kirkelige
vielser, men mente ikke, det var et politisk spørgsmål, men et spørgsmål
for folkekirken.
Det kræver ikke mange diskursanalyser eller politiske analyser at se,
hvilken politisk diskurs paraden indskriver sig i. Politisk, i en
partipolitisk forstand, indskriver paraden sig i det nationalistiske og
højredrejede projekt, som har kendetegnet Europa siden midten af
90erne. Bondams tale på Rådhuspladsen og homofobiprisen til ’de
muslimske lande’ var et udtryk for en skelnen mellem dansk
(homoseksuel emancipatorisk) identitet og fremmed (muslimsk)
identitet. Tildelingen af prisen for årets udspring var ligeledes en del af
denne diskurs, som Drud-Jensen og Knudsen her parodierer: ”Vores
udspring er altså ikke så problematisk som deres udspring fordi vores kultur er
mere altfavnende end deres. Kom ind i vores kultur og bliv homoseksuel på vores
måde” (2005:90).
Denne sammensmeltning mellem homoseksuel emancipatorisk kamp og
det nationale projekt får Ph. D. studerende ved Københavns Universitet,
Mette Buchardt, til at skrive i et læsebrev i Panbladet: ”Var det, hvad der
var på spil, da homofobiprisen i år blev uddelt til noget, der blev kaldt ”de
muslimske lande”: at finde sit rum indenfor nationalismens rammer? At slå fast,
at man dårligt kan opnå højere frihedsgrad end i Danmark, at kampen er forbi, og
at man intet har at brokke sig over, fordi det er meget værre andre steder i
verden, hvor ”de” er mindre udviklede end ”os”. Og samtidigt at vise, at vi
homoer nu er så integrerede en del i det danske samfund, at vi også deler
danskhedens og resten af den vestlige verdens fjendebillede nummer et: den
muslimske trussel mod civilisationen” (Panbladet, september, 2001, her
- 90 -

citeret fra Drud-Jensen og Knudsen, 2005:88). I forlængelse af
Richardsons gode medborger kan Buchardts analyse af
sammensmeltningen mellem den homoseksuelle emancipatoriske diskurs
og den nationalistiske diskurs altså ses som et kompromis. At de
homoseksuelle, ved at indskrive sig i det (forestillede) nationale
fællesskab, vinder rettigheder mod at bakke op om de ideologiske og
nationalistiske fundamenter. Dermed skjules den institutionaliserede og
strukturelle homofobi i det danske samfund, et eksempel på en
institutionaliseret homofobi har jeg afdækket i dette speciale, og den
nationale ramme understreges som en naturlig og gunstig
forklaringsmodel.
De queerorienterede bevægelser har endvidere kritiseret paraden for en
stigende kommercialisering, at paraden kan ses som en reklamesøjle for
de københavnske kommercielle bøssebarer og -klubber. Paraden
sponsoreres da også af store firmaer som SAS og Absolut Vodka. Denne
kritik var centrum for en queer happening i H. C. Ørstedsparken, en park
som er kendt for at blive brugt til homoseksuel cruising 19 , i København,
hvor foreningen SKAM lavede et ”anti pride arrangement”. På flyeren for
arrangementet kunne man læse: ”Drop det danske, drop det pæne, drop det
dyre, drop det kommercielle, drop tilpasningen, drop heteropøblen, fuck danish
pride” og nederst på flyeren lovede arrangørerne ”tarvelig billig bar”
(Drud-Jensen og Knudsen, 2005:95). I denne flyer kommer også den
sidste hovedkritik fra queerbevægelserne mod den københavnske parade
til udtryk, kritikken af ’heteroseksualiseringen’ af queer identiteter.
Denne sidste kritik er den mest interessante i forbindelse med mit
speciale, selvom de andre kritikpunkter åbner op for yderligere
perspektiveringer af prodiskursen, som allerede skrevet i note 15 og i
19 Cruising, et amerikansk begreb som bruges i det homoseksuelle miljø, kendetegner
det fænomen, at mænd mødes på anonyme steder, som rastepladser, parker eller
lignende for at indgå anonyme seksuelle relationer.
- 91 -

forbindelse med gennemgangen af Evans. Kritikken af
’heteroseksualiseringen’ af queer identiteter foregår på to planer. Det ene
plan er mediebilledet, hvor homoseksuel identitet afpolitiseres og bliver
til festlige indslag på avisernes bagsider og lørdag formiddags
underholdning for den heteroseksuelle familie, der kan beskue de
homoseksuelle fra fortovene langs Nørrebrogade. Hvormed
homoseksuelle bliver til objekt for en heteroseksuel reception. At gøre
homoseksuel bliver til en måde, som er accepteret og genkendelig i den
heteroseksuelle offentlighed. Eller som dramaturgen Allan Jensen skriver
i en kronik i Politiken om den københavnske parade: ”Det er ikke længere
muligt at genkende sig selv som homoseksuel i Danmark, i det billedet af
homoseksuelle er så stereotypt, at det ikke stemmer overens med virkeligheden. I
sær mediebilledet medvirker til den problematik. Det amerikanske koncept ’Queer
Eye for the Straight Guy’ blev på dansk til ’De Fantastiske Fem’. Uge efter uge
skulle de fantastiske fem på mission: En heteroseksuel fyr skulle lære
homoseksuelle værdier og dyder, såsom boligindretning, mode, madlavning, hår
og opførsel. Det flytter ikke ligefrem grænser for forståelsen af homoseksualitet.
Det ville se anderledes ud, hvis fyren skulle prøve at kæmpe for retten til
adoption, frygte at få tæsk af heteroseksuelle, kæmpe med fordomme og antagelser
eller simpelthen bolles i røven” (Jensen, 2005).
Positionerne i den danske debat om homoaktivisme i forbindelse med
den københavnske parade skulle være klar. På den ene side har vi selve
paraden, som kæmper for homoseksuel emancipation gennem
repræsentation og indskrivning i en national politisk diskurs, om end i
politisk neutral forklædning. På den anden side har vi flere forskellige
queerorienterede bevægelser, som kritiserer det nationale projekt,
repræsentationens form og kommercialiseringen. Denne konflikt kan
bedst kendetegnes som en debat mellem en identitetspolitik og en
dekonstruktionspolitik.
Identitetspolitikken ligger i forlængelse af Weeks’ forståelse af det
seksuelle medborgerskab. Der er nogle subjekter derude, om de er blevet
- 92 -

subjektiveret diskursivt eller født som sådan er i denne sammenhæng
lige meget, da deres identitet opleves som stabil og deres interesser
forbindes til denne identitet. Det er gennem kategorisering af disse
subjekter, at man kan samle en gruppe med samme identitet og dermed
samme politiske ønske om et proper home. På den anden side har vi
dekonstruktionspolitikken, der søger at dekonstruere de
betydningsstrukturer, som disse identiteter indskriver sig i og dermed
åbenbares deres ideologiske ophav og konsekvenser. Ifølge
dekonstruktionspolitikken er subjekterne ikke derude, men individer kan
indtage subjektspositioner, som diskurserne stiller til rådighed. Det er
derfor nødvendigt for en progressiv position at forstå disse diskursers
magtstrukturer. Dekonstruktionspolitikken ligger i forlængelse af
Richardsons kritik af medborgerskabsbegrebets indlejrede
heteroseksualitet og af Butlers kritiske dekonstruktioner af køn og
seksualitet.
For identitetspolitikken er paraden et rum, hvor identiteterne kan vises,
repræsenteres i det offentlige rum og dermed udvide offentligheden til
også at inkludere seksuelle medborgere. For dekonstruktionspolitikken
er paraden et rum, hvor de homoseksuelle stilles visse
heteroseksualiserede subjektspositioner til rådighed inden for et
heteroseksuelt organiseret rum, det offentlige rum. Hvis det offentlige
rum skal approprieres kræver det, at man først dekonstruerer dets
heteronormative forudsætninger og derefter indtager det på en radikal
anden måde, som KLAM skriver i deres flyer fra 2007: ”Kom og vær fattig,
grim, ond, udansk og pervers” (Her citeret fra Fabrin, 2007).
De to positioneringer i debatten om den københavnske parade kan
sidestilles med min kritik af medborgerskabsstrategien i forhandlingerne
om lesbiske og enlige kvinders adgang til lægeassisteret kunstig
befrugtning. Medborgerskabsstrategien konstruerer i mit materiale en
kategorisering af lesbiske familier som ansvarlige og gode medborgere,
og det understøtter dermed den institutionaliserede heteroseksualitet og
- 93 -

ekskluderer de queer identiteter, som ikke kan formulere sine krav inden
for denne. På samme måde som paraden favoriserer og forherliger en
bestemt slags homoseksuel: En købedygtig og symbolsk heteroseksuel
samt national accepteret mand, der indtager det offentlige rum på en
genkendelig og lovlig måde.
KONKLUSION
Kampen om at betydningstillægge myten ligestilling er altså også en
kamp om at betydningstillægge offentligt og privat rum.
Medborgerskabsteorierne peger på, at det offentlige rum allerede er
seksualiseret og dermed bliver opdelingen mellem privat og offentligt
rum, i hvert fald i denne sammenhæng, overflødig. Richardsons kritik af
medborgerskabet og Butlers dekonstruktioner af den heteroseksuelle
matrice peger imidlertid på noget andet. Det offentlige rum, herunder
politiske diskurser og medborgerskabet som sådan, er
heteroseksualiseret, og det kræver en kritisk analyse af dets
magtstrukturer at kunne appropriere offentligheden uden at miste sin
subversive position og assimileres ind i de heteroseksuelle strukturer.
Lykke og Bryld skriver, at feministisk kamp altid må være en kamp imod
essentialisering og idéen om oprindelige eller naturlige seksuelle og
kønnede subjektspositioner (Lykke og Bryld, 2000b). I en noget firkantet,
men i denne sammenhæng frugtbar, gennemgang af feministisk teori,
skriver Lykke og Bryld, at feministisk kritik siden Simone de Beauvoirs
opdeling mellem biologisk og socialt køn (Det Andet Køn, 1949) har
centreret sig om at angribe ”The monocausal and deterministic linking of
biological sex and gendered subjectivity” (Lykke og Bryld, 2000b:2).
Det er en hårfin balance at insistere på bestemte identiteters rettigheder
uden at essentielisere disse identiteter, ligesom det er en hårfin balance at
- 94 -

appropriere offentlige rum og heteroseksuelle diskurser uden at
assimileres og forskyde eksklusionen til andre subjektspositioner. En
balance, som medborgerskabsstrategien ikke har kunnet holde i
Folketingets forhandlinger om kunstig befrugtning og ikke har kunnet
holde i den københavnske parade ifølge den queer kritik, som jeg har
redegjort for ovenfor. Jeg vil understrege, at jeg hermed ikke mener, at
kampe som kan kendetegnes som medborgerskabs- eller
rettighedskampe ikke er nødvendige eller per definition regressive. I
forlængelse af Coopers foucauldianske forståelse af staten vil jeg
argumentere for en mangefacetteret og pluralistisk homoaktivistisk
kamp. Men strategierne må altid akkompagneres af kritiske analyser og
dekonstruktioner af både systemet og modstanden. Kritiske analyser, der
ikke fandt vej til Folketingets ordførere, som i stedet for at destabilisere
heteronormative logikker kom til at arbejde for deres understøttelse og
hegemoni. Det samme er tilfældet med homoparaden, som Knudsen
konkluderer i et læserbrev i Panbladet i 2001: ”Den såkaldte danske kultur
og de såkaldte danske værdier er de boomeranger, der kan ramme os selv hårdere i
nakken end en byge af brosten på Nørrebrogade” (her citeret fra Drud-Jensen
og Knudsen, 2005:86).
En medborgerskabsstrategi kan komme til at reproducere
heteronormative strukturer og bliver dermed selv blind over for den
institutionaliserede homofobi og heteronormativitet, som den i
udgangspunktet forsøger at bekæmpe. En queering af medborgerskabet
som akademisk og aktivistisk begreb er derfor nødvendig, hvis man vil
spille på alle strategiske heste. Dvs. en indlejring af de subversive
strategier i begrebet og en indlejring af de dekonstruktive analyser af
magt og hegemoni. På mange måder er det det, som Richardson gør, men
resultatet bliver i højere grad en queer kritik af medborgerskabet.
Coopers foucauldianske analyser af seksualiseringer af staten og det
offentlige rum forbliver reproduktioner af de kendte positioner, om end i
nye sammenhænge, hvormed der kan spilles på alle heste.
- 95 -

I mine analyser har jeg påvist, hvordan den politiske diskurs og
diskurserne, som hhv. organiserede sig om knudepunktet ’barnets tarv’
og knudepunktet ligestilling, alle blev konstrueret på heteronormative
forudsætninger og magtstrukturer, som fx de ødipale
slægtskabsstrukturer og heteroseksualitetens naturlighed.
Medborgerskabets største fælde er at imitere disse strukturer og i
ligestillingens navn reversere dem. Dette er tilfældet, når
homoseksualitet erklæres som medfødt eller naturlig for at imødekomme
det heteroseksuelle patent på natur og oprindelighed. Eller når lesbiske
familieorganiseringer assimileres ind i heteronormativiteten for at
imødekomme det heteroseksuelle patent på familie og reproduktion.
Langt hen ad vejen er det også logikken i Weeks’ prober home, hvor queer
identiteter assimileres ind i den verden, som ekskluderede dem og
eksklusionen forskydes til andre queer identiteter.
Det seksuelle medborgerskab som akademisk og aktivistisk begreb kan
kun forblive subversivt og progressivt, hvis det ledsages af
transgresserende aktiviteter, analyser og subjektspositioner. Men alt for
ofte bliver medborgerskabet og dekonstruktionspolitikken opfattet,
konstrueret og reproduceret som modsætninger, hvilket jeg også har
gjort i dette speciale. Den amerikanske sociolog og kønsteoretiker Shane
Phelan søger at bygge bro mellem de to positioner med sit begreb
seksuelle fremmede i Sexual Strangers (2001). Phelan approprierer
Zygmunt Baumanns (1991) begreb ’fremmede’, som han bruger om
europæiske jøder. Fremmede er ”neither us nor clearly them, not friend and
not enemy, but a figure of ambivalence who troubles the border between us and
them. The enemy is the clear opposite of the citizen, but the stranger is more
fraught with anxiety” (Phelan, 2001:4). Phelan bruger begrebet til at
kendetegne den position, hun mener homo-, trans- og biseksuelle
befinder sig i i samtiden. De er ikke medborgere, da deres rettigheder
hviler på en assimilation og de er ikke fjender, da de ofte er medspillere i
heteronormative systemer, som vi har set i dette speciale.
- 96 -

Kategorien fremmed synliggør, at den fremmede ikke hører til i det
system, som hun entrerer på mange måder. Der er ikke noget prober home
for den fremmede, hun søger sine hjem i marginaliserede og
decentrerede positioner. Positioner, som mere synliggør det system, for
hvilket hun er fremmed, end det synliggør hende selv. At lesbiske
kvinder søger at få adgang til kunstig befrugtning, gør dem ikke til
heteroseksuelle. Men i forhandlingerne om kunstig befrugtning bruges al
energien på at underspille de lesbiskes fremmedhed for de
heteronormative strukturer og assimilere dem ind i heteroseksuelle
familieorganiseringer. Kategorien fremmed kan hjælpe med at finde en
mere subversiv position, hvor de lesbiske ikke finder hjem, men
konstruerer nye tilholdssteder, som både fungerer parallelt og i samspil
med det heteroseksuelle centrum. Kategorien fremmed synliggør
samtidig, hvordan ”strategies of equality (crucial as they are) must always be
attuned to the difference between equality and sameness” (Phelan, 2001:8).
Jeg foreslår, at man forlader begrebet seksuel medborger til fordel for
begrebet seksuel fremmed. På denne måde inkluderer man både
nødvendigheden for en forskellighed, rum for forskellige måder at
organisere slægtskab, køn og seksualitet på, og man understreger en
solidaritet mellem alle de queer identiteter, som ikke hører til eller
ekskluderes fra offentlige rum. Endvidere har begrebet den fremmede
den styrke, at det forbinder seksuelle fremmede med etniske, religiøse og
andre fremmede, som ikke inkluderes i den heteronormative
nationalkultur. Det er en vanskelig position at insistere på ikke at høre til,
men at leve og forstå parallelt og i samspil med et centrum, med
normativiteten, men det er en postmoderne omfortolkning af
medborgerskabet, som ikke ekskluderer og assimilerer.
Samtidig bliver den fremmede position ikke en understøttelse af
homoseksualitet/heteroseksualitet binariteten, men den forholder sig
ambivalent til sådanne symbolske organiseringer. Dermed bliver
Sedgwicks (1985, 1990) analyser af konstruktionen af
- 97 -

homoseksualitet/heteroseksualitet binariteten i de vestlige moderne
samfund og Butlers heteroseksuelle melankoli en del af den fremmedes
projekt. Den fremmede er i sig selv med til at destabilisere de binære
modsætninger, som er vigtige fundamenter i de heteronormative
logikker. Det er en position, som ikke frasiger sig kampen for juridiske,
politiske og sociale rettigheder og repræsentation i det offentlige rum,
men som samtidig erkender, at sådanne rettigheder og repræsentationer
aldrig vil kunne erobres én til én, men kræver en omfortolkning,
dekonstruktion eller forskydning af betydning.
Radikale transgressende aktiviteter, som fx Dunsts ”Fuck Around”,
indeholder bestemt progressive potentialer, men som vist af Cooper,
indeholder disse happenings også eksklusioner og begrænsninger. Og
som vist i debatten om den københavnske homoparade bliver
positionerne mellem en medborgerskabsstrategi og queer strategi alt for
ofte fanget i en enten/eller debat, hvor en strategisk pluralisme negeres.
Begrebet fremmed inkluderer begge strategiske bevægelser. Gennem
både subversive og medborgerskabsstrategier må den fremmede
undersøge, hvordan begreber som medborger, familie og seksualitet
konstrueres og vedligeholdes i det samfund, som den fremmede er
fremmed overfor.
Jeg har i dette speciale argumenteret for og vist, hvordan lovgivningen
om lesbiske og enlige kvinders adgang til lægeassisteret kunstig
befrugtning kunne ændres fra en illegalisering til en legalisering på kun ti
år. Det kunne lade sig gøre ved at erobre det diskursive ydre og
konstruere en ambivalent og inkonsistent diskurs, der blev konstrueret
omkring et knudepunkt, som var af mytisk karakter, således at det kunne
rumme flere forskellige betydninger og meningssammenhænge. Men
’valget’ af myten ligestilling havde nogle alvorlige konsekvenser. Ved at
indskrive sig i en medborgerskabsdiskurs blev repræsentanter for
prodiskursen blinde over for den assimilation af lesbisk forældreskab og
eksklusion af andre queer identiteter. I stedet for at sætte kritiske
- 98 -

spørgsmål til staten og samfundets produktion og reproduktion af
familie-, køns- og seksualitetsnormer og til den gode medborgers
egenskaber, blev de lesbiske i Folketingets forhandlinger transformeret til
bevidste gode medborgere, der lige så vel som heteroseksuelle
medborgere kan producere og reproducere stivnede forestillinger om
familie, køn og seksualitet. Hvis man i stedet havde insisteret på et
knudepunkt som fremmed, ville spørgsmålet omkring fundamentale
anderledes organiseringer og produktioner af køn, seksualitet og familie
måske have været til stede? Og måske ville spørgsmålet om eksklusion af
andre fremmede have været synlig? Dermed kan begrebet den fremmede
hjælpe med til at erobre en dobbelt og refleksiv funderet position, som
Butler plæderer for (2002). Denne position skal modvirke transformation
og eksklusion af queer identiteter.
Det har vist sig i mit materiale, at medborgerskabsdiskursen har
medvirket til at annullere de subversive muligheder, som lesbisk
familieorganisering har i forhold til heteronormative forestillinger om
køn, seksualitet og familie. Ligeledes har den været med til at annullere
de nye reproduktionsteknologiers cyborgpotentiale. Men samtidig har
medborgerskabsstrategien vist, at den homofobiske modstanderdiskurs
fra 1996-forhandlingerne kunne modarbejdes og det skrøbelige
hegemoni, som modstanderdiskursen vandt, kunne destabiliseres og
konstrueres anderledes, således at det homofobiske forbud i §3 blev
afskaffet. Dermed er der nu skabt en ny platform for
familieorganiseringer og seksualpolitiske strategier. Hvordan denne
platform udnyttes får vi at se i de år, der kommer.
- 99 -

ABSTRACT
The thesis presents an examination of the proceedings in the Danish
Parliament regarding lesbian and single women’s right to medically
assisted artificial insemination.
In 1996-1997 the Danish Parliament passed legislation banning doctors in
Denmark to inseminate women who were not married or in relationship
resembling a marriage. This limitation was abrogated by the Parliament
in 2005-2006. Through discourse analyses inspired by queer theory I shall
examine how such a limitation could be imposed in 1996 and then be
abrogated a decade later.
I shall show how in 1996 the opposing discourse was able to win by
uniting several different discourses in the nodal point: What is best for
the child. In drawing on heteronormative logics such as oedipal
structures, heterosexuality’s link to nature, as well as heterosexuality’s
ethical pre-eminence, the opposing discourse was able to establish a
fragile hegemony.
In 2006 the pro-discourse used a discursive strategy that equated lesbian
parenting with heterosexual parenting, hereby dissolving the
destabilizing and queer potential of the lesbian family. The pro-discourse
succeeded in uniting several different discourses in the nodal point Equal
Rights. However, as my queer and cyborg analyses will show, the equal
rights do not come for free.
First of all, the queer identities that cannot exist within heterosexual
institutions such as marriage and parenthood are excluded. Secondly, the
discursive representation of lesbian parenting is transformed into a
symbolic heterosexual formation that supports heteronormative
structures.
- 100 -

In the last part of the thesis I will discuss different strategies on how to
achieve (true) equal rights. Through a presentation of the most recent
theoretical development concerning sexual citizenship I shall conclude that
in the academic and activist concept of sexual citizenship lies an opposition
to subversive strategies, and that use of this concept all too often will
result in assimilating strategies.
Instead I shall propose use of Phelan’s term sexual stranger. It is my belief
that this concept can include strategies of equality as well as subversive
strategies and will be useful when trying to obtain a position that insists
on equality without assimilation and exclusion of any queer
communities.
- 101 -

LITTERATURLISTE
MATERIALE
L5 (1996-97):
Lovforslag som fremsat: Folketingstidende 1996-97, tillæg A, side 29.
1. behandling, 8/10/96: Folketingstidende 1996-97, FF, side 244-257.
Betænkning, 2. behandling, 16/4/97: Folketingstidende 1996-97, tillæg B,
side 673-682.
Ændringsforslag uden for betænkning, 2. behandling: Folketingstidende 1996-
97, tillæg B, side 722-737.
2. behandling, 29/4/97: Folketingstidende 1996-97, FF, side 6350-6386.
Tillægsbetænkning, 3. behandling, 21/5/97: Folketingstidende 1996-97, tillæg
B, side 1071-1080.
Ændringsforslag uden for tillægsbetænkningen, 3. behandling:
Folketingstidende 1996-97, tillæg B, side 1117-1121.
3. behandling, 27/5/97: Folketingstidende 1996-97, FF, side 7804-7825.
Lov 460 af 10/6/97:
http://147.29.40.90/_GETDOCI_/ACCN/A19970046030-REGL
L61 (1997-98 I):
Alle dokumenter i oversigt med links:
http://folketinget.dk/Samling/19971/lovforslag_oversigtsformat/L61.h
tm
L53 (1997-98 II):
Alle dokumenter i oversigt med links:
http://folketinget.dk/Samling/19972/lovforslag_oversigtsformat/L53.h
tm
- 102 -

L183 (1999-00):
Alle dokumenter i oversigt med links:
http://folketinget.dk/Samling/19991/lovforslag_oversigtsformat/L183.
htm
B81 (2001-02 II):
Alle dokumenter i oversigt med links:
http://folketinget.dk/Samling/20012/beslutningsforslag_oversigtsform
at/B81.htm
L118 (2002-03):
Alle dokumenter i oversigt med links:
http://folketinget.dk/Samling/20021/lovforslag_oversigtsformat/L118.
htm
L115 (2004-05 II):
Alle dokumenter i oversigt med links:
http://folketinget.dk/?/Samling/20042/lovforslag/L115/index.htm
L151 (2005-06):
Alle dokumenter i oversigt med links:
http://folketinget.dk/?/samling/20051/lovforslag/l151/index.htm
LBK nr 923 af 04/09/2006:
http://147.29.40.91/_GETDOCI_/ACCN/A20060092329-REGL
L113 (2006-07):
Alle dokumenter i oversigt med links:
http://folketinget.dk/?/samling/20061/lovforslag/l113/index.htm
- 103 -

LITTERATUR
Andersen, Niels Åkerstrøm (1999): ”Ernesto Laclaus diskursteori” I
Diskursive Analysestrategier. Nyt fra Samfundsvidenskaberne, København.
Anderson, Benedict (1991): Imagined Communities. Verso, London.
Austin, John L. (1962): Ord der Virker. Gyldendal, København.
Balling, Gert (2002): ”Når mennesket formes i teknologiens spejl” I:
Balling, Gert (red.): Homo Sapiens 2.0. Gads Forlag, København.
Barr, Bonnie (2004): At Lege Far, Mor og Børn – Køn, Seksualitet og Slægtskab
i Folketingets Debat om Homoseksuelle, adoption og Kunstig Befrugtning.
Speciale, Center for Nordisk, Syddansk Universitet. Vejledere:
Sigurdardottir, Aldis og Heede, Dag.
Bauman, Zygmunt (1991): Modernity and Ambivalence. Cornell University
Press, Ithaca, New York.
Bell, David og Binnie, Jon (2000): The Sexual Citizen – Queer Politics and
Beyond. Polity Press, Oxford.
Beauvoir, Simone de (1949): Det Andet Køn. Tiderne Skifter, København.
Bryld, Mette og Lykke, Nina (2000a): ”Mellem kunstig befrugtning og
naturlig intelligens – Om skiftende betydninger af køn og kvalitet” I:
Kvinder, Køn og Forskning. Nr. 02/2000, København.
Bryld, Mette og Lykke, Nina (2000b): Are Cyborgs Queer? Paper til
konference i Bologne, 2000. Hentet den 20. august 2007 fra:
http://www.women.it/quarta/workshops/epistemological4/ninalykke.
htm
- 104 -

Bryld, Mette og Lykke, Nina (2002): ” Cyborgbabyer og den politiske
debat om ”det naturlige”” I: Balling, Gert (red.): Homo Sapiens 2.0. Gads
Forlag, København.
Bryld, Mette og Lykke, Nina (2006): ”Nye forplantningsteknologier og
post-naturlig etik” I: Balling, Gert og Lippert-Rasmussen, Kasper: Det
Menneskelige Eksperiment. Museum Tusculanums Forlag, København.
Butler, Judith (1990 [1999]): Gender Trouble – Feminism and the Subversion of
Identity. Routledge, London/New York.
Butler, Judith (1993): Bodies That Matter – On the Discursive Limits of ”Sex”.
Routledge, London/New York
Butler, Judith (2000): Antigone’s Claim – Kinship Between Life and Death.
Columbia University Press, New York.
Butler, Judith (2002): ”Is Kinship Always Already Heterosexual?” I:
Differences – A Journal of Feminist Culture Studies. 13,1 2000. Hentet den 12.
maj 2007 fra: http://www.hartza.com/butler2.pdf
Butler, Judith m.fl. (2000): Contingency, Hegemony, Universality. Verso,
London/New York.
Cooper, Davina (1995): Power in Struggle: Feminism, sexuality and the state.
Open University Presss, Buckingham
Degnbol, Marie C. og Glerup Cecilie (2006): ”Der er jo en grund til, at der er
skabt en mand og en kvinde” – Om Teknologi og Nye Familieformer. OB
semesterrapport, socialvidenskab, Roskilde Universitetscenter. Vejleder:
Smidt, Jeff.
Derrida, Jacques (1972): Differance. Det Lille Forlag, Frederiksberg.
- 105 -

Derrida, Jacques (1976): Of Grammatology. John Hopkins Unvisersity
Press, Baltimore/London.
Diderichsen, Adam (2005): ”Dekonstruktion – anticentrisme og politisk
polyfoni hos Derrida” ” I: Esmark m.fl. (red.): Poststrukturalistiske
Analysestrategier. Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg.
Drud-Jensen, Mads og Frank, Lars Erik (2005): Gay Prides: Und Tanz dem
Populismus. Hentet den 28. september, 2005 fra:
http://www.modkraft.dk/magasiner.php?op=vis&artid=332&mid=2&h
ilight=populismus
Drud-Jensen, Mads og Knudsen, Sune Prahl (2005): Ondt i Røven – Folk
der har ondt i røven over bøsser Bøsser der har ondt i røven over folk. Høst &
Søn, København.
Dyrberg, Torben B. m.fl. (red.) (2000): Diskursteorien på Arbejde. Roskilde
Universitetsforlag, Frederiksberg.
Evans, David T. (1993): Sexual Citizenship – The Material Construction of
Sexualities. Routledge, London/New York.
Fabrin, Liv (2007): ’Se mor! Bøsse-piger!’ I: Information, 31. august 2007.
Hentet den 10. september 2007 fra: http://information.dk/145297
Fairclough, Norman (1992): Discourse and Social Change. Polity Press,
Cambridge.
Foucault, Michel (1976): Viljen til Viden – Seksualitetens Historie 1. Det Lille
Forlag, Frederiksberg.
Frederiksen, Maja Bissenbakker (2005): Begreb om Begær. Syddansk
Universitetsforlag, Odense.
- 106 -

Giddens, Anthony (1991): Modernitet og Selvidentitet. Hans Reitzel Forlag,
København.
Giddens, Anthony (1992): Intimitetens Forandring. Hans Reitzel Forlag,
København.
Gerhauge, Charlotte (2002): ”En rigtig mor er ung og heteroseksuel” I: De
Røde Sko – Feminisme Nu. Tiderne Skifter, Århus.
Giddens, Anthony (1992): The Transformation of Intimacy: Sexuality, Love
and Eroticism in Modern Societies. Polity, Cambridge.
Halberstam, Judith (1998): Female Masculinity. Duke University Press,
Durham.
Halperin, David (1990): One Hundred Years of Homosexuality and Other
Essays on Greek Love. Routledge, London/New York.
Halperin, David (1995): Saint Foucault – Towards a Gay Hagiography.
Oxford University Press, New York/London.
Hansen, Allan D. (2005): ”Diskursteori – postmarxistisk hegemonianalyse
hos Laclau” I: Esmark m.fl. (red.): Poststrukturalistiske Analysestrategier.
Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg.
Haraway, Donna J. (1991): Simians, Cyborgs, and Women – The Reinvention
of Nature. Free Association Books, London.
Heede, Dag (2003): Herman Bang: Mærkværdige Læsninger. Syddansk
Universitetsforlag, Odense.
Hougaard, Morten (2007): Er ligestilling lig med normalisering? I: Program
for Copenhagen Pride, 2007.
- 107 -

Jagose, Annamarie (1996): Queer Theory – An Introduction. New York
University Press, New York.
Jensen, Allan R. (2005): Den Normaliserede Homokultur. Kronik i Politiken,
august 2005. Hentet den 28. september, 2005 fra:
http://politiken.dk/VisArtikel.sasp?PageID=390454
Jensen, Carsten og Hansen, Allan D. (2002): ”Del 1: Indledning” I: Laclau,
Ernesto og Mouffe, Chantelle: Det Radikale Demokrati – Diskursteoriens
Politiske Perspektiv. Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg.
Knold, Lotte (2005): Mellem Skæve Familier og ”Naturlig” Heteroseksualitet.
Fri skriftlig hjemmeopgave, Seksualitet, Køn og Kultur, Kønsforskning,
Københavns Universitet. Vejleder: Rosenbeck, Bente.
Laclau, Ernesto (1990): New Reflections on the Revolution of our Time. Verso,
London/New York.
Laclau, Ernesto og Mouffe, Chantalle (1985 [2001]): Hegemony and the
Socialist Strategy. Verso, London/New York.
Laclau, Ernesto og Mouffe, Chantalle (2002): Det Radikale Demokrati –
Diskursteoriens Politiske Perspektiv. Roskilde Universitetsforlag,
Frederiksberg.
Marshall, Thomas (1950): Citizenship and Social Class. Pluto, London.
Phelan, Shane (2001): Sexual Strangers – Gays, Lesbians, and Dilemmas of
Citizenship. Temple University Press, Philadelphia.
Phillips, Louise og Jørgensen, Marianne W. (1999): Diskursanalyse som
teori og metode. Samfundslitteratur Roskilde Universitetsforlag,
Frederiksberg.
- 108 -

Plummer, Ken (1995): Telling Sexual Stories – Power, Change and Social
Worlds. Routledge, London/New York.
Plummer, Ken (1996): Intimate Citizenship and the Culture of Sexual Story
Telling. I: Weeks, Jeffrey og Holland, Janet (red.): Sexual Cultures –
Communities, Values and Intimacy. British Sociological Association,
London.
Plummer, Ken (2003): Intimate Citizenship – Private Decisions and Public
Dialogues. University of Washington Press, Seattle/London.
Richardson, Diane (1998): Sexuality and Citizenship. I Sociology. Vol. 32, nr.
1/1998.
Richardson, Diane (2000): Rethinking Sexuality. Sage Publications,
London/Thousand Oaks/New Delhi.
Rosenbeck, Bente (1996): Kroppens Politik – Om Køn, Kultur og Videnskab.
Museum Tusculanums Forlag, Frederiksberg.
Roseneil, Sasha (2003): “Queer Frameworks and Queer Tendencies -
Towards an understanding of Postmodern Transformations of Sexuality”
I: Kvinder, Køn og Forskning. Nr. 01/2003, København.
Salih, Sara (2002): Judith Butler. Routledge, London/New York.
Sedgwick, Eve Kosofsky (1985): Between Men – English Literature and Male
Homosocial Desire. Columbia University Press, New York.
Sedgwick, Eve Kosofsky (1990): Epistemology of the Closet. University of
California Press, Los Angeles.
Stormhøj, Christel (2006): Poststrukturalismer – Videnskabsteori,
Analysestrategi og Kritik. Forlaget Samfunslitteratur, Frederiksberg.
- 109 -

Warner, Michael (red.) (1993): Fear of a Queer Planet – Queer Politics and
Social Theory. University of Minnesota Press, Minneapolis/London.
Weeks, Jeffrey (1986 [2003]): Sexuality. Routledge, London/New York.
Weeks, Jeffrey (1998): ”The Sexual Citizen” I: Theory, Culture & Society.
Vol. 15, 3-4.
HJEMMESIDER UDEN FORFATTER OG ÅRSTAL
Dunst: Dunst Events, Fuck Around. Hentet den 30. august fra:
http://www.dunst.dk
RFSL: Queers Read This. Hentet den 20.juli 2007 fra:
http://web.archive.org/web/19970606011427/http://www.rfsl.se/texte
r/queersreadthis.html
Wikipedia: Dolly the Sheep. Hentet den 19. maj 2007 fra:
http://en.wikipedia.org/wiki/Dolly_the_sheep
- 110 -