Den almene boligsektors styring - DEAS

fordringer, uden at der gås på kompromis med de overordnede hensyn bag sektorens
styring. Samtidig må der ikke ske en unødig bureaukratisering.
En rendyrket mål- og rammestyringsmodel som skitseret i foranstående afsnit er
ikke umiddelbart svaret på, hvordan den almene boligsektor skal reguleres
fremover. Det skyldes for det første, at boligorganisationerne har en relativt
uafhængig status i forhold til det offentlige, herunder en uafhængig finansiering
af driften, beboerdemokrati mv. Der er derfor ikke behov for en så indgribende
styring som mål- og rammestyringen. For det andet ville en sådan styring vanskeliggøres
væsentligt af, at både staten og kommunerne hver især spiller – og
også fremover forventes at spille – en relativt vigtig rolle som ”udøvere” af
styring, Det vil derfor ikke være muligt at udpege entydigt, hvem der i givet
fald er boligorganisationernes ”modpart” i en mål- og rammestyring. Dertil
kommer en række andre vanskeligheder, herunder den afgørende problemstilling
om at begrænse den administrative belastning af parterne.
Med henblik på styringen af den almene boligsektor er der derfor udviklet en
mål- og aftalestyringsmodel, som er tilpasset den almene boligsektors særlige
forhold.
Mål- og aftalestyringsmodellen omfatter på et overordnet plan tre principper:
Målopstilling og målopfølgning (systematisk evaluering og dialog vedrørende
målopfyldelsen) til regulering af boligorganisationernes forhold.
Aftaler mellem kommune og boligorganisation til regulering af boligorganisationernes
forhold.
Størst muligt rum for fleksible løsninger og lokal tilpasning. Dette indebærer
afbureaukratisering, regelforenkling og decentralisering, såfremt
det ikke strider mod særlige hensyn. Der skal herved sikres den
bedst mulige balance mellem beslutningskompetence og (økonomisk)
ansvar.
Disse principper er udmøntet i en mere konkret styringsmodel, der omfatter 6
hovedelementer, jf. afsnit 3.6.
79
DEN ALMENE BOLIGSEKTORS STYRING 79