Den almene boligsektors styring - DEAS

lige reguleringsområder kan i vidt omfang gennemføres uafhængigt af hinanden,
mens elementerne i den foreslåede overordnede styringsmodel i større udstrækning
forudsætter hinanden. Dertil kommer, at det vil være centralt for styringsreformens
implementering, at der sker en strukturtilpasning i den almene
boligsektor.
2.2. Model for mål- og aftalestyring af den almene sektor
2.2.1. De almene boligorganisationer – statistisk belyst
Den almene boligsektor består (primo 2007) af 764 boligorganisationer, fordelt
på 7.745 afdelinger med i alt 548.397 boliger. Familieboligen er den mest dominerende
boligtype og udgør 88 pct. af den almene boligbestand. Geografisk
set er der almene boliger i alle kommuner, men der er stor variation i såvel andelen
som antallet af almene boliger i de enkelte kommuner.
Antallet af boligorganisationer er siden 1978 steget med 30 pct. Det gennemsnitlige
antal boliger pr. boligorganisation er i løbet af de sidste 29 år steget fra
under 500 til over 700 boliger pr. organisation. Den gennemsnitlige afdelingsstørrelse
er i samme periode faldet fra 80 til 71 boliger pr. afdeling.
Størrelsesmæssigt er der stor spredning imellem boligorganisationerne. Således
repræsenterer 1 /5 af boligorganisationerne over 4.000 boligafdelinger og 70 pct.
af boligerne, mens en anden 1 /5 af boligorganisationerne repræsenterer knap 200
afdelinger med i alt 3.700 boliger.
Godt halvdelen af boligorganisationerne har opført almene boliger siden år
2000, mens godt 1 /5 af organisationerne ikke har opført boliger i løbet af de sidste
25 år.
Boligorganisationerne har en stærk lokal tilknytning. Over 9 af 10 boligorganisationer
har kun boligafdelinger i én kommune – repræsenterende 3 /4 af den
samlede almene boligsektor.
Geografisk set er der pr. kommune i gennemsnit 79 boligafdelinger fordelt på 9
boligorganisationer og 7 administrationer.
17
DEN ALMENE BOLIGSEKTORS STYRING 17