Fremtidens ældre - Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut

− Udgiften til den ældre er størst, hvis personen har gennemlevet et sygdomsforløb.
− Udgiften til ældre, der bor alene, er højere end til ældre, der bor sammen
med andre. Endnu større bliver udgiften, hvis den ældre bor alene og
samtidig har en lav indkomst.
− Hvis den ældre er fysisk aktiv (fx i form af gå- eller cykelture) er udgiften
faldende.
− Et godt socialt netværk, som fx omfatter god kontakt til naboer, påvirker
udgifterne i nedadgående retning.
Der er ikke fundet nogen sammenhæng mellem gennemsnitlige udgifter til
social- og sundhedsydelser og faktorer som køn, alder og social status, som
dækker over uddannelses- og indkomstniveauet og tidligere tilhørsforhold
på arbejdsmarkedet.
På baggrund af disse konstaterede historiske sammenhænge kommer
forfatterne med et forsigtigt skøn omkring den fremtidige udvikling i ældreudgifterne
til social- og sundhedsydelser med givne ændringer i befolkningens
sammensætning.
Udelukkende som følge af de fremtidige demografiske forhold (her
baseret på Danmarks Statistiks befolkningsprognose 2001) vil de offentlige
udgifter til social- og sundhedsydelser øges med 40 pct. til de 60-80-årige.
Betragtes til sammenligning figur 3.1, som viser udviklingen i ældrerelaterede
offentlige udgifter for personer i aldersgruppen 65-79 år, er resultatet
tilsvarende.
Med en forudsat 10 pct. ændring i de betydende faktorer for udgiftsniveauet,
som omfatter fx forbedret førlighed, fald i andelen, der bor alene og
en stigning i andelen, der er fysisk aktive i perioden frem til 2020, vil dette
ikke kunne opveje udgifterne til social- og sundhedsydelser, som følger
alene på grund af det voksende antal af ældre.
Forudsættes det derimod, at disse forudsatte ændringer i de centrale
faktorer for udgiftsniveauet sættes op, således at ændringen bliver 1 pct.
p.a. vil dette medføre et fald i udgifterne på ca. 16 pct. Set i et historisk lys
er dette forløb nok optimistisk, men ikke urealistisk (jf. tabel 2.6), og samlet
vil sådanne forbedringer i de ældres funktionsevne og levevilkår kunne
kompensere for ca. 40 pct. af den stigning, som demografien alene påfører
de offentlige udgifter til ældrerelaterede serviceydelser. På denne måde
45