Rapport jan'03 - Polis

På uddannelsesområdet, hvor selvejemodellen er udbredt varierer den konkrete
udformning af styringen på tværs af institutionstyper i forhold til, om der påhviler
et særligt ansvar for at sikre tilgængelighed i uddannelserne. På områder med
forsyningspligt er der centralt særlige forpligtelser over for skoler, der kommer
i økonomiske vanskeligheder. Pendanten på sygehusområdet kan f.eks. være
de akutte sygehuse og andre områder, hvor der politisk ønskes en geografisk
dækning af tilbud. Forudsætningerne herfor bør dog være meget klare. På det
praktiske niveau bør spørgsmålet håndteres i afregningsmodellen via størrelsen
af grundtilskuddet.
Rammerne for selvejende sygehuse – sammenhængen med de nationale sundhedspolitiske
interesser
Selvejende sygehuse vil skulle være en del af en større sundhedspolitisk helhed.
Udvalget finder det derfor relevant at rejse spørgsmålet om, hvordan helhedens
interesser tilgodeses i et system med selvejende sygehuse, der må formodes i høj
grad at ville forfølge ’sygehusegoistiske’ interesser.
Som minimum skal den overordnede myndighed varetage sygehusplanlægning,
hvori en række overordnede forhold fastlægges, især specialefordelingen og
dækning med skadestuer, kvalitetssikring, fælles krav til IT-systemer, krav om
samarbejde med almen praksis, krav om samarbejde med primærkommunerne
osv. Denne planlægning bør forestås via den politisk ansvarlige myndighed for
at sikre den overordnede politiske styring og legitimitet.
Pligten til at modtage alle patienter visiteret fra de alment praktiserende
læger skal gøres eksplicit for de selvejende sygehuse, idet praksissektoren i
denne og andre modeller fortsat fungerer som portvogtere og indgangen til
sundhedsvæsenet. På denne måde hindres, at sygehusene vil forsøge at skumme
fløden, dvs. forsøge tage de lette patienter og videresende de tungere patienter.
Et særskilt spørgsmål vedrører viderevisiteringen af patienter til lands- og landsdelssygehuse.
Udvalget finder det centralt, at man kan gøre det henvisende
sygehus økonomisk medansvarlig for at sikre på den ene side, at man ikke blot
viderevisiterer komplicerede patienter og på den anden side også forsøger at
efterleve LEON-princippet (lavest effektive omsorgs/behandlingsniveau).
5.3.3. Blandingsmodel, herunder private sygehuse
De to foregående modeller har været tænkt som grundmodel for de nuværende
offentligt ejede og drevne sygehuse. Udvalget kan forestille sig et sygehusvæsen
med en mangfoldighed af sygehuse, der varetager sygehusopgaven.
Nogle sygehuse kan være selvstyrende, nogle selvejende eller private, enten foreningsejede
eller drevet ud fra almindelige forretningsmæssige principper. Da
de to andre former er gennemgået ovenfor, er hovedvægten i dette afsnit på de
private sygehuse.
Private sygehuse deltager allerede i dag i løsningen af sygehusopgaven. Der er
dels en række foreningsejede eller selvejende sygehuse, hvortil der er frit valg
efter sygehusloven inden for lovfæstede økonomiske rammer (non-profit sygehuse).
Dels muliggør sygehusloven generelt anvendelsen af private leverandører
i opgaveløsningen, og en række amter benytter denne mulighed. Senest er der
indført 2 måneders reglen, hvor patienter efter 2 måneders ventetid kan søge
behandling på private sygehuse i ind- og udland, som Amtsrådsforeningen har
indgået kontrakt med.
Ud over den inddragelse af private sygehuse, der sker som følge af den nye 2
måneders regel, er der allerede en udstrakt grad af samarbejde med private sygehuse.
Typisk omkring behandlingen af hofte- og knæpatienter, høreapparater,
hjertebehandlinger og grå stær. Eksempelvis forventer amterne, at godt hver
tredje grå stær operation i 2002 udføres i privat regi.
Private profitsygehuse vil efter udvalgets opfattelse aldrig komme til udgøre en
betydende del af det danske sygehusvæsen, hvis der vurderes ud fra erfaringer
fra andre lande, inkl. Frankrig og USA. Det skyldes bl.a. en række sundhedspolitiske
mål, der genfindes i de fleste landes sundhedsvæsener. Samlet fører de til,
at der i givet fald ville blive en så gennemgribende regulering og styring, at nok
ville der være tale om privatejede sygehuse, men ikke i en traditionel markedsramme
og på markedsvilkår, og forskellen til f.eks. et system med selvstyrende
eller selvejende sygehuse ville blive udvisket i betydelig grad.
Det betyder imidlertid ikke, at privatejede sygehuse ikke kan tage del i løsningen
af sygehusopgaven. Den frie og lige adgang til sygehusbehandling har ikke
som forudsætning, at leverandøren af sygehusydelser er offentligt ejede og drevne
sygehuse, og hvis man har en model med selvejende sygehuse, ville det være
naturligt, at privatejede sygehuse deltager i opgaveløsningen, såfremt det i øvrigt
sker på lige vilkår i henseende til betaling, kvalitet og forpligtelser i øvrigt.
De private sygehuse vil i en sådan situation være forpligtede til at behandle
patienter, som har valgt et privat sygehus (forudsat at behandlingen tilbydes).
Herved forstås, at hvis de private sygehuse tilbyder sig på lige fod med offentlige
sygehuse, skal der gælde de samme betingelser til at behandle alle henviste behandlinger.
Der skal altså ikke være mulighed for at ”skumme fløden” ved alene
at behandle de mindst krævende eller mest indbringende patienter.
Både private og offentlige selvejende eller selvstyrende sygehuse skal opfylde de
samme krav for at få lov til at behandle patienter.
Det vil især på de mulige konkurrenceudsatte områder (planlagt kirurgi) være
oplagt at inddrage de private aktører i den offentlige opgaveløsning, jf. kapitel 4.
Inddragelse af forskellige leverandørtyper vil give grundlag for at sammenligne
og udvikle kvalitet og produktivitet på tværs af sygehusopgaver. Forskellen mellem
sygehustyperne vil eksempelvis spille ind på valg af afregningsform og i det
86 87