Rapport jan'03 - Polis

En adskillelse, der vil gøre det lettere at fastholde kommunalpolitikerne på
det, der er og bør være deres fornemmeste pligt: At påtage sig myndighedsansvaret
overfor borgerne og det politiske ansvar for serviceniveauet i kommunen.
Kommunalbestyrelsens myndighedsansvar indebærer blandt andet
en forpligtelse til at skabe åbenhed om borgernes rettigheder og om de politiske
beslutninger i kommunen.
Udvalget finder, at denne adskillelse vil medvirke til en klarere rollefordeling
mellem den bevilgende myndighed og sygehusene, hvor det politiske niveau
kan fokusere på at stille krav til service, produktivitet mv., mens sygehusene får
større driftsmæssig autonomi til mere langsigtet og målrettet planlægning.
På baggrund af bl.a. spørgeskemaundersøgelsen er det udvalgets vurdering, at
sygehusene i dag ikke i fuldt omfang kan handle optimalt på grund af enten for
snævre styringsmæssige rammer eller uklarhed omkring, hvad der er traditionel
drift – noget som udvalget altovervejende finder, bør være en opgave for sygehusets
ledelse – og hvad der er en politisk opgave. Samtidig er der relativt store
forskelle i sygehusenes dispositionsfrihed på tværs af amterne, hvilket ifølge
udvalget kan begrunde en form for centralt initiativ.
En model for selvstyrende sygehuse kan ifølge udvalget være, at de øgede frihedsgrader
f.eks. udmøntes i retningslinjer fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet,
som skal følges af alle sundhedsmyndigheder, dog således at der lokalt
kan gives mere vidtgående frihedsgrader. På den måde finder udvalget, at det
politiske fokus bliver rettet mod at stille kvalitets-, service- og produktionskrav
til sygehusene på vegne af borgerne. Politikerne frigøres derved fra involvering i
sygehusdriften, men dog med fortsat politisk godkendelse af sygehusplaner.
I boks 5.4. vises eksempler på øget dispositionsfrihed, som udvalget finder,
kan iværksættes inden for en model for selvstyrende sygehuse. Det bemærkes,
at en række af udvalgets forslag allerede er iværksat i nogle amter.
Boks 5.4. Udvalgets forslag til større dispositionsfrihed til sygehusene
• Mulighed for opsamling af overskud og underskud i op til f.eks 5 år
inden for givne procent- eller beløbsgrænser. Ved underskud bør der
f.eks. betales renter til bevillingsgiveren, ligesom kapacitetstilpasning kan
komme på tale ved flerårige underskud
• Overskud skal i princippet kunne disponeres frit for så vidt, at det holder
sig inden for sygehusplanens retningslinjer og budgetforudsætningerne
• Mulighed for lånoptagning på op til 10-20 millioner kr. til anskaffelse af
f.eks. medico-teknisk udstyr og mindre renoveringer eller nybygninger.
Dog ikke lån til dækning af likviditetsunderskud på den løbende drift
• Frihed til at beslutte in- og outsourcing af aktiviteter
• Kapacitetstilpasninger vedrørende antal senge, ambulatorier m.m. inden
for rammerne af sygehusplanen
• Større frihedsgrader for sygehusene til at forhandle løn- og ansættelsesvilkår
for sygehusets ansatte, mens rammebetingelser for løn- og
ansættelsesvilkår fortsat forhandles for alle landets sygehuse under ét
• Inden for disse rammer foreslås indført virksomhedsoverenskomster, jf.
100-dages rapporten, som det enkelte sygehus selv udfylder
• Større pligt til at anvende aktivitetsafhængig afregning, således at sygehusene
får større muligheder for at påvirke deres indtægter
• En diskussion af muligheden for mere aktiv informationsformidling om
det enkelte sygehus (’informationsorienteret markedsføring’) for at understøtte
det frie sygehusvalg.
Afregningsform
I udvalgets model vil sygehuset fortsat modtage sine indtægter til dækning af
driften fra den offentlige myndighed, der ejer sygehuset. Som minimum skal
der være tale om en formel kontrakt, hvor bevillingsbetingelser i form af kvalitets-
og produktionsmål klargøres. Udvalget forudsætter endvidere en øget
anvendelse af aktivitetsbaseret afregning, hvor der som minimum vil være tale
om aktivitetsbaseret finansiering/fradrag, hvis de aftalte aktivitetsmål overstiges/
ikke holder, jf. også afsnit 5.4.
Såvel ved denne model som de efterfølgende vil en væsentlig begrænsning på
indtægtssiden altid være det politisk fastlagte bevillingsniveau, hvilket kan ændre
sig fra år til år og på denne måde skabe vanskeligere driftsforhold. Dette vil
imidlertid altid være betingelserne i et sundhedsvæsen, hvor lige og fri adgang
forudsætter én eller anden form for fællesskabsfinansiering og deraf følgende
styring af det samlede udgiftsniveau.
Planlægning, visitation mv.
Den ansvarlige sundhedsmyndighed varetager sygehusplanlægning ved at træffe
beslutning om sygehusenes arbejdsopgaver (specialer, arbejdsdeling mellem sygehusene
i amtet eller regionen m.m.). Disse overordnede planer er bindende
for sygehusene.
Myndigheden stiller ligeledes betingelser vedrørende faglig kvalitet og serviceniveau
i forbindelse med fastlæggelsen af de årlige samlede bevillingsrammer.
Principper og økonomiske konsekvenser for viderevisitering af patienter mellem
sygehuse med forskellig specialiseringsgrad, inkl. lands- og landsdelssygehuse,
fastlægges ligeledes i sygehusplanen.
De selvstyrende sygehuse samarbejder med praksissektoren og primærkommunerne
som hidtil, dvs. f.eks. brugen af praksiskoordinatorer, analyse af laboratorieprøver,
samarbejde omkring udskrivning af patienter med behov for
primærkommunal bistand, ligesom der fortsat er tale om, at sygehusbenyttelse
er baseret på en forudgående faglig visitation fra praksissektoren.
82 83