Rapport jan'03 - Polis

for offentligt ejede sygehuse eller sammenligner mellem offentligt ejede vs. selvejende
og privatejede sygehuse 2 .
Udvalget mener dog, at der kan være er fordele forbundet med at give sygehusene
øgede frihedsgrader, jf. nedenfor.
5.2.2. Resultater fra en spørgeskemaundersøgelse
Med henblik på en vurdering af alternative modeller for organisering af sygehuse,
hvori bl.a. kan indgå varierende grader af øget dispositionsfrihed til
sygehusene, er det vigtigt at have et dækkende billede af, hvilken grad af dispositionsfrihed
og incitamenter sygehusene har i dag.
I det følgende beskrives sygehusenes frihedsgrader og incitamenter ud fra en
spørgeskemaundersøgelse foretaget i amterne og H:S, jf. boks 5.2.
Med dispositionsfrihed forstås karakter og omfang af dispositioner, som sygehusledelsen
i princippet kan træffe uden at indhente forudgående godkendelse
hos forvaltningen og/eller sundhedsudvalget.
Boks 5.2. Undersøgelse af sygehusenes dispositionsfrihed
Amterne/H:S er bl.a. blevet spurgt om sygehusenes dispositionsfrihed inden
for følgende områder:
Sygehusets budget
• Adgang til at overføre mellem løn og øvrig drift og mellem drift og
anlæg
• Ansættelse af personale, herunder ændring i sammensætning af personalegrupper
• Personaleforhold, løntillæg, overarbejde, arbejdstid osv.
Bygninger, investeringer mv.
• Rammer for investering i nybygning, større og mindre renoveringer
• Rammer for anskaffelse af medicoteknisk udstyr eller IT-udstyr/
programmer
Kapacitetstilpasning/specialeplanlægning
Muligheden for uden godkendelse, at:
• Lukke/åbne sengeafsnit
• Overflytte personale mellem afdelinger
• Udvide/indskrænke åbningstider
• Lukke/åbne afdelinger eller afsnit
• Introducere nye behandlinger, behandlingsmetoder
Andre forhold
• F.eks. aktiv forsøg på at hverve indtægtsgivende fritvalgspatienter
Kilde: Spørgeskemaundersøgelse af sygehusenes dispositionsfrihed gennemført i efteråret 2002 i amterne og H:S.
2 I USA er der i de senere år forsket i forskelle i produktivitet og kvalitet mellem de private og non-profitsygehuse. Problemet med denne forskning
er dels problemer med sammenlignelighed mellem sygehustyperne, dels at man har pillet enkel-områder ud, f.eks. ældre hjertepatienter under
Medicare (offentlig finansieret ordning for alle over 65 årige). Sådanne resultater er fundet i et sundhedsvæsen, der på alle væsentlige dimensioner
afviger så meget fra danske og europæiske forhold, at udvalget finder, at inddragelse af resultater fra sådanne undersøgelser vil være meget
vanskelige på danske forhold.
Overordnet konkluderer udvalget på baggrund af spørgeskemaundersøgelsen, at
sygehusene har en udstrakt grad af dispositionsfrihed inden for de rammer, der
udstikkes af amtsrådet/forvaltningen.
Besvarelserne viser dog, at der er betydelige forskelle mellem amterne med hensyn
til karakteren af dispositionsfrihed, hvorfor det er vanskeligt at drage meget
generelle konklusioner.
Sygehusene har en udstrakt grad af dispositionsfrihed inden for drifts- og lønmidlerne,
men ikke for så vidt angår større anlægsudgifter. Endvidere er der en
række steder brede rammer for, i hvilket omfang sygehusene egenhændigt kan
lukke et sengeafsnit midlertidigt, mens en permanent nedlukning ofte kræver
politisk godkendelse.
Omkring sygehusets budget viser besvarelserne, at kontrakter bruges i vid udstrækning.
Kontrakterne indeholder typisk beskrivelser af en række servicemål,
der skal opfyldes. Inden for budgetterne har sygehusene ligeledes mulighed for
at ændre på de valgte behandlingsmetoder, hvorimod nye behandlingstiltag typisk
skal forelægges amtsrådene.
Sygehusene kan typisk videreføre mindre overskud, mens videreførelse af større overskud
til kommende budgetår skal godkendes centralt. Hvad angår de afdelinger, der
ikke er i stand til at overholde budgettet, overvåges disse ekstra tæt i det efterfølgende
budgetår. Egentlige sanktioner og bonusordninger anvendes stort set ikke.
Inden for driftsrammerne har sygehusene fuld frihed til at gennemføre mindre
renoveringer af bygninger mv. Større renoveringer og nybygninger skal dog typisk
godkendes af amtsrådene. Det samme princip gælder for anskaffelse af IT
og medicoteknisk-udstyr.
Omkring fritvalgspatienter gælder der forskellig praksis på landets sygehuse. En
række sygehuse får 100 pct. af indtægterne fra fritvalgspatienter, mens der på andre
sygehuse gælder ordninger, hvor f.eks. 85 pct. eller 55 pct. af DRG-taksten
videreføres til sygehuset. På samme måde er der en række sygehuse, hvor den
enkelte afdeling straffes økonomisk for de patienter, der vælger behandling i et
andet amt. I forlængelse heraf accepteres det i stort set alle amter, at afdelingerne
aktivt forsøger at tiltrække fritvalgspatienter.
Amterne anfører i spørgeskemabesvarelserne, at øget dispositionsfrihed til sygehusene
forventes at føre til en situation, hvor sygehusene hurtigere tilpasser sig
ændrede behov og vilkår, men at det kan gøre det mere vanskeligt at overholde
budgetrammerne. Ligeledes påpeges det, at flere frihedsgrader kan give bedre
incitamenter og en højere grad af kreativitet i patientbehandlingen.
En række amter peger desuden på deponeringsreglerne i forbindelse med låneoptag,
som begrænsende for friheden til at iværksætte nye tiltag.
76 77