Rapport jan'03 - Polis

I afsnit 5.3 beskriver udvalget 3 mulige ”modeller” for at øge sygehusenes frihedsgrader
i forhold til den nuværende situation:
• ’Selvstyrende sygehuse’ – i en amtslig eller anden myndighedsstruktur,
men med udvidet dispositionsfrihed i forhold til den nuværende
situation
• Selvejende institutioner – dvs. selvstændige sygehuse, som dog er underlagt
overordnet regulering af speciale-udbygning m.m.
• En ”mangfoldighedsmodel”, hvor sygehusbetjeningen af befolkningen
løses af en blanding af selvstyrende sygehuse, selvejende sygehuse
og private sygehuse
Udvalget finder det hensigtsmæssigt, at øget dispositionsfrihed til sygehusene
understøttes af et bevillingssystem, hvor sygehuse får større mulighed for at
påvirke deres indtægter.
Kapitlet afsluttes derfor i afsnit 5.4 med en nærmere belysning af incitamentsstrukturer,
herunder især afregningssystemer, der kan understøtte frihedsgraderne
og samtidig sikre en så effektiv anvendelse af de ressourcer, der politisk
prioriteres til området, som muligt.
5.2. Sygehusenes nuværende grader af dispositionsfrihed og incitamenter
5.2.1. Sygehustyper i Danmark og i udvalgte lande
I hele den vestlige verden er sygehuse normalt offentligt ejede eller har status som
selvejende eller non-profit institutioner, der f.eks. ejes af kirkelige institutioner 1 .
I Danmark er sygehusene hovedsageligt offentligt ejede og drevne, men der findes
tre andre sygehustyper, der deltager i løsningen af sygehusopgaven, jf. boks 5.1.
Boks 5.1. Sygehustyper
a. De offentligt ejede og drevne sygehuse (amter og H:S), som dækker omkring
97-98 pct. af den samlede sengekapacitet.
b. Sygehusene i Åbenrå og Hørsholm hører til gruppen af offentlige sygehuse
med sær-status. Åbenrå Sygehus kaldes en ”selvejende” institution, idet den
har egen bestyrelse. Bestyrelsen består af politikere, personer med
særlig kendskab til sygehusdrift og personalerepræsentanter. Hørsholm
Sygehus er ikke selvejende, men har status som frisygehus med egen bestyrelse
svarende til Åbenrå Sygehus. Begge sygehuse indgår som en del af
de respektive amtslige sygehusvæsener og er således ikke at betragte som
juridisk udskilte enheder.
1 Det er en udbredt opfattelse, at mange eller hovedparten af sygehusene i USA er privat-ejede. Faktisk drives kun omkring 15 pct. af samtlige
sygehuse på privatøkonomiske betingelser – og disse sygehuse er i gennemsnit lidt mindre, mere niche-orienterede og ofte med stor andel af
elektiv behandling, ligesom deres forpligtelser i forhold til bestemte patientgrupper er langt mindre end hvad gælder for non-profit-sygehuse, hvoraf
ca. 25 pct. er offentligt ejede.
Hørsholm udfører primært planlagt kirurgi, mens Åbenrå også fungerer som
akut-sygehus. Begge sygehuse kan opsamle overskud/underskud og disponere
over det efter bestyrelsens valg, ligesom der har været større
frihedsgrader end for de øvrige amtslige sygehuse omkring forhandling af
løn- og ansættelsesbetingelser for de ansatte m.m.
b.1. Friklinikken på Brædstrup Sygehus indtager en mellemposition i forhold
til ovenstående og er et eksempel på, hvordan man inden for rammerne af et
offentligt sygehus forsøger at skabe driftsformer med større grader af
dispositionsfrihed. Klinikken tilbyder kun sammedagsoperationer og fungerer
på andre vilkår end, hvad der kendes fra andre sygehusafdelinger. Klinikken
skal være i stand til hurtigt at tilpasse kapaciteten til det behov, der bl.a.
opstår, når der er lang ventetid på andre afdelinger i amtet. Friklinikken har
ikke nogen stor stab af fast personale, men benytter personale, der ansættes
på aktivitetsafhængige vilkår. Klinikken tilbyder desuden behandling uden for
almindelig dagarbejdstid.
c. Foreningsejede specialsygehuse, f.eks. Gigtforeningens sygehus i Gråsten,
Scleroseforeningens hospitaler i Haslev og Ry eller Epilepsihospitalet
i Dianalund. Disse sygehuse har normalt egne bestyrelser. De er underlagt
tilsyn af hjemamtet og følger hovedparten af de retningslinjer, som gælder for
amtets egne sygehuse. Der er i princippet større frihedsgrader vedrørende
f.eks. lånoptagelse til kapacitetsudvidelse og løn- og ansættelsesforhold for
de ansatte.
d. Endelig er der de privatejede sygehuse som Hamlet, Mølholm, Skørping
eller Erichsens Klinik. Der er tale om sygehuse med få senge, sammenlagt
omkring 150. Disse sygehuse har ingen akut-aktiviteter, men udfører elektive
operationer – dog ikke inden for hele spektret af elektiv kirurgi. De drives på
privatøkonomiske betingelser med egne bestyrelser. Deres dispositionsfrihed
er kun begrænset af de økonomiske muligheder og helt overordnede retningslinjer
fra Sundhedsstyrelsen.
Spørgsmålet er, om de tre sidstnævnte sygehustyper er bedre drevne end de offentligt
ejede, og om det i givet fald kan tilskrives den højere grad af dispositionsfrihed
og autonomi.
Der foreligger ikke overbevisende dansk eller udenlandsk materiale, der gør det
muligt at drage holdbare konklusioner, om produktiviteten på privatsygehuse
– der som nævnt udelukkende udfører udvalgte former for elektiv kirurgi – er
højere end f.eks. på Hørsholm Sygehus eller Friklinikken på Brædstrup Sygehus.
Selv hvis der forelå sammenlignende undersøgelser, ville det ikke besvare, hvad
virkningerne ville være, hvis alle sygehusene fik den pågældende status eller frihedsgrader.
I de lande, hvor man har givet sygehusene øget autonomi – Norge og England
– har dette ikke været baseret på evidens om positive virkninger, men snarere
på formodninger om, at det ville blive bedre med en underforstået parallel til
private virksomheder.
Udvalget finder således ikke at kunne basere sine konklusioner på undersøgelser,
der definitivt afklarer spørgsmålet om fordele ved enten øget dispositionsfrihed
74 75