Rapport jan'03 - Polis

Det demokratiske princip forudsætter, at myndigheder, der træffer politiske
beslutninger, skal være underlagt kontrol af de borgere, som de politiske beslutninger
vedrører.
Princippet indebærer mere specifikt, at myndigheder, der har ansvaret for at
tilbyde borgerne ydelser på sygehusområdet samt ansvaret for at finansiere og
fastlægge serviceniveauet, er valgt ved direkte valg, eller underlagt et politisk
niveau, der er valgt ved direkte valg.
Graden og formen af det repræsentative demokrati kan variere. F.eks. vil den
demokratiske kontrol være mindre, jo flere led der er mellem vælgerne og de
valgte repræsentanter.
Omvendt vil den demokratiske kontrol være mere effektiv, jo større klarhed, der
er i ansvarsfordelingen på området.
Hensynet til demokratisk kontrol vedrører den type opgaver, der normalt betegnes
myndighedsopgaver, dvs. opgaver, der består i at træffe beslutninger om
karakteren, omfanget, kvaliteten, fordelingen og finansieringen af de offentlige
serviceydelser. Driftsopgaver er derimod ikke omfattet af hensynet. Driftsopgaver
vil f.eks. kunne løses i forskellige selskabsformer, uden at dette i sig selv
strider mod ønsket om demokratisk kontrol.
Det skal bemærkes, at det for en række sygehusopgaver vil gælde, at de indeholder
elementer af både myndighedsopgaver og planlægnings– og driftsopgaver,
og at disse elementer i praksis ikke altid fuldt ud kan adskilles.
Udvalget mener, at det ved vurderingen af alternative modeller for organiseringen
af sygehusvæsenet er vigtigt at inddrage et princip om politisk nærhed, dvs.
at det er ønskeligt, at myndigheden, der har ansvaret for at finansiere og tilbyde
borgerne ydelser på sygehusområdet, er placeret på et politisk niveau, der er så
tæt på de berørte borgere som muligt 3 .
Endelig finder udvalget det afgørende, at organiseringen af sygehusvæsenet tilgodeser
en effektiv realisering af nationale sundhedspolitiske målsætninger og
planer.
3 Der henvises til overvejelserne i kapitel 7.2.
Kapitel 4. Sundhedsområdet og
markedsmekanismer
4.1. Indledning
Det er udvalgets opfattelse, at konkurrence og markedsmekanismer også giver
mening på sundhedsområdet, men området afviger samtidig så meget fra et
traditionelt marked, at man kan risikere at drage forkerte konklusioner om muligheder
og begrænsninger.
I dette kapitel fokuserer udvalget på en række fælles forhold ved sundhedsvæsener
i den vestlige verden og i særdeleshed i Danmark. Formålet er at indkredse
områder, hvor markedslignende mekanismer med fordel kan tages i anvendelse.
I næste afsnit belyses en række af de særlige forhold der gør at sundhedssektoren,
hverken af effektivitets- eller lighedshensyn, kan organiseres efter rene markedsøkonomiske
principper.
Dernæst beskrives forskellige konkurrencebegreber, der har relevans for sundhedsområdet.
Fokus for kapitlet er primært på leverandørsiden, hvor udvalget finder, at der
kan være gevinster ved at anvende markedsinstrumenter ved eksempelvis at inddrage
eksterne leverandører eller skabe andre former for konkurrence mellem
leverandører.
Udvalget beskriver endvidere, hvilke betingelser der skal være opfyldt for at
opnå konkurrence. Konklusionen er, at forudsætningerne for konkurrence især
er opfyldt på områder som planlagt kirurgi, men at det på en række områder
(akut/medicinsk) formentlig vil være vanskeligt at opnå konkurrence mellem
forskellige leverandører.
Endelig har udvalget nogle overordnede overvejelser om, hvordan egenbetaling
i sygehusvæsenet vil kunne medvirke til at aflaste den offentlige finansiering af
sundhedsvæsenet.
4.2. Hovedtrækkene ved indretningen af sundhedsvæsenet
Behovet for sundhedsydelser er for den enkelte uforudsigeligt, og udgifterne til
behandling kan potentielt være af en størrelsesorden, som den enkelte ikke selv
har mulighed for at afholde. Denne usikkerhed for de enkelte borgere, samt
et generelt ønske om at omfordele den økonomiske byrde ved sygdom, er de
58 59