Rapport jan'03 - Polis

Den grundlæggende politiske målsætning om fri adgang til sundhedsydelser
modificeres i praksis af brugerbetalingen på området. Der henvises til kapitel 4,
hvor spørgsmålet om brugerbetalingens relevans på sygehusområdet behandles.
Den frie adgang til sygehusvæsenet skal desuden forstås som en visiteret adgang,
idet sygehusbehandling typisk kræver visitation via den praktiserende læge.
Målsætningen om fri og lige adgang har også et geografisk aspekt, hvor hensigten
er at sikre et nogenlunde ensartet kvalitets- og serviceniveau i landet som
helhed. Den geografiske lighed tilgodeses bl.a. via de amtskommunale udligningsordninger,
som tager sigte på at kompensere for forskelle i indkomster og
udgiftsbehov, herunder de udgiftsmæssige konsekvenser af forskelle i geografiske
forhold.
Målsætningen om fri og lige adgang kan som i det nuværende system sikres ved,
at sygehusvæsenet primært skattefinansieres.
Det er ikke en forudsætning for fri og lige adgang, at produktionen af sygehusydelser
sker på offentligt drevne og ejede sygehuse. Sygehusydelser kan være
finansieret solidarisk, men samtidig produceret på grundlag af forskellige drifts-
og ejerskabsformer, f.eks. på selvejende sygehuse, foreningsejede sygehuse eller
privat ejede og drevne sygehuse, hvilket allerede i et vist omfang er tilfældet i
dag.
3.3. Frit sygehusvalg
Udvalget mener, at det bør være en selvstændig målsætning, at den overordnede
organisering af sygehusvæsenet understøtter det frie sygehusvalg.
Det frie sygehusvalg blev lovfæstet i 1993, og er derefter gradvist blevet udvidet
og styrket 1 .
Fritvalgs-ordningen indebærer, at amterne er forpligtede til at finansiere patienters
sygehusbehandling i andre amter. De enkelte amters incitamenter til henholdsvis
at tiltrække patienter og støtte patienter i at søge udenamtslige sygehuse
afhænger derfor af niveauet for fritvalgstaksterne.
For så vidt angår alternative modeller for organiseringen af sygehusvæsenet, kan
det konstateres, at jo færre og større de politisk-administrative enheder er, desto
færre patienter vil i sagens natur søge sygehusbehandling i andre enheder.
3.4. Høj kvalitet
Høj kvalitet i patientbehandlingen er den centrale målsætning i sygehusvæsenet.
1 Se endvidere kapitel 7.4.
Personalet skal have mulighed for at udvikle den nødvendige viden, rutine og
erfaring i den daglige praksis. Det indebærer bl.a., at de enkelte sygehusfunktioner
skal have det fornødne patientunderlag. Med andre ord skal de enkelte
sygehusfunktioner have en befolkningsmæssig bæredygtig størrelse i forhold til
opgaveløsningen 2 .
Den faglige kvalitet er endvidere betinget af sygehusvæsenets overordnede organisation.
Myndigheden, der varetager den overordnede planlægning af kapaciteten
og arbejdsdelingen m.v. i sygehusvæsenet, skal således have en størrelse,
der sikrer muligheden for planlægning af enheder, der understøtter de enkelte
funktioners faglige bæredygtighed. Samtidig skal de centrale myndigheder have
den fornødne kompetence og beføjelser til at planlægge de højt specialiserede
funktioner.
Udvalget peger desuden på, at der ved organisering af sygehusvæsenet skal tages
højde for udviklingen i personaleressourcerne, som bl.a. indebærer, at der i de
kommende år forventes en stigende mangel på speciallæger inden for en række
specialer. Det stiller krav til optimalt tilrettelagte uddannelsesforløb, hvor tilstedeværelse
af stærke faglige miljøer både skal sikre den faglige opkvalificering og
den bedst mulige anvendelse af de personalemæssige ressourcer.
Endvidere finder udvalget, at den demografiske udvikling med flere ældre øger
behovet for velorganiserede medicinske afdelinger, der kræver et mindre patientunderlag,
hvor nærhed og sammenhæng til bl.a. den kommunale plejesektor er
væsentlige aspekter.
Endelig mener udvalget, at patienters oplevelse af kvaliteten er væsentlig. Det
indebærer bl.a., at patienterne skal have god og hurtig information om deres
sygdom og behandling. Det indebærer desuden en god service i form af korte
ventetider mv.
3.5. Sammenhængende patientforløb
Udvalget finder, at høj kvalitet også forudsætter sammenhæng i hele behandlingsforløbet
fra undersøgelse i primærsektor, behandling på sygehuset, til pleje
og genoptræning efter udskrivning. Organiseringen af sygehusvæsenet skal med
andre ord fremme sammenhængen i patientforløb, således at behandling og plejetilbud
er koordineret mellem sygehus-, praksis- og plejesektorerne.
Det indebærer, at der skal være gode organisatoriske forudsætninger for, dels at
samarbejde om hensigtsmæssige patientforløb, dels at opnå en hensigtsmæssig
arbejdsdeling, således at patienten behandles det rigtige sted. Jo flere sammenhængende
områder, en myndighed har ansvaret for, des bedre forudsætninger
har myndigheden alt andet lige for at sikre en god koordinering og arbejdsdeling
mellem sektorerne. Samtidig minimeres tilskyndelsen til kassetænkning.
2 Se endvidere kapitel 7.3.
54 55