Rapport jan'03 - Polis

Der var ikke de samme restriktioner på sygesikringsområdet. En borger i et
amt kunne uden problemer have sin praktiserende læge i et andet amt. Men
borgernes valgmulighed var dog begrænset af den såkaldte 10-kilometers regel,
dvs. at den valgte praktiserende læge normalt ikke måtte være mere end 10 km
fra borgerens bopæl.
Sidst i 1980’erne kom der større fokus på frit sygehusvalg på tværs af amtsgrænserne,
samtidig med at borgernes valgmulighed og -frihed generelt fik større
vægt end tidligere. Derfor indgik en række amter sidst i 1980’erne og først i
1990’erne frivillige aftaler om frit sygehusvalg på tværs af amtsgrænserne.
I 1992 kom loven om det frie sygehusvalg, der fra den 1. januar 1993 sikrede
borgerne mulighed for frit at kunne vælge sygehus i hele landet. Dog havde
patienter henvist til behandling på basisniveau ikke uden kaution mulighed for
at vælge behandling på et højtspecialiseret sygehus.
Hjemamtet havde således fortsat det økonomiske ansvar for behandlingen, mens
borgerne selv kunne vælge behandlingsstedet. Det økonomiske mellemværende
mellem behandlingsamtet og hjemamtet var i de første år baseret på en relativt
lav takst per sengedag, der ikke gav ret mange incitamenter for sygehusene til
at forsøge at tiltrække fritvalgspatienter, bl.a. fordi amterne helst ville undgå for
mange fritvalgspatienter af hensyn til budgetsikkerheden. Patienter på lands- og
landsdelsniveau blev som hidtil afregnet efter omkostningsdækkende takster.
I 2000 blev sengedagstaksterne afløst af de såkaldte DRG-takster, som giver
langt højere betaling og dermed større incitamenter til at tiltrække patienter fra
andre amter.
Senest er der per 1. juli 2002 indført en ordning, hvorefter patienter, som har
ventet mere end to måneder, kan blive behandlet på private eller udenlandske
hospitaler og klinikker, som amterne har indgået aftale med. Patienten skal selv
betale for befordring.
Andelen af patienter, der blev behandlet uden for eget amt, udgjorde i 2001 11,5 pct
af samtlige patienter (inkl. akutte patienter samt lands- og landsdelspatienter).
Det frie sygehusvalg har ført til, at amterne indbyrdes forsøger at koordinere
indførelsen af nye behandlinger. Konsekvensen er, at forskelle i behandlingstilbud
udlignes mellem amterne. En anden konsekvens af det frie sygehusvalg er,
at den interne budgetsikkerhed svækkes, jf. kapitel 7.
Øget anvendelse af takststyring
Det frie sygehusvalg har medført, at der nu i højere grad end tidligere bruges
aktivitetsbaseret finansiering.
Der har altid været aktivitetsbaseret finansiering på lands- og landsdelssygehusene.
Den traditionelle rammestyring af sygehusene har primært været udtryk for
ønsket om udbudsstyring og budgetsikkerhed. Udvalget vurderer imidlertid, at
rammestyringen ikke i sig selv giver sygehusene tilstrækkelige incitamenter til
optimal drift, jf. kapitel 5.
Derfor har der været en stigende anvendelse af alternativer til rammestyringen.
Der har været to tendenser:
• Kontrakter mellem amtet og de enkelte sygehuse
• Eksperimenter med forskellige varianter af aktivitetsbaseret
finansiering
Fyns Amt begyndte i 1992-1993 at arbejde med kontrakter frem for de almindelige
rammebudgetter. Kontrakterne indeholdt dels klare produktions-, service-
og kvalitetsmål, dels aftaler om økonomien, herunder også mulighed for
aktivitetsfinansiering, hvis sygehusene nåede over de fastsatte produktionsmål.
Endvidere fik sygehusene friere hænder i den daglige drift. I dag bruger flertallet
af danske amter en form for for kontrakter.
I finanslovaftalen for 1999 indgik, at der skulle arbejdes med en såkaldt 90-10model
for sygehusene, dvs. at 10 pct. af indtægterne skulle komme fra aktivitetsbaseret
DRG- finansiering og 90 pct. fra et ’ramme-basis-budget’. Det blev
senere ændret til, at amterne selv skulle eksperimentere med forskellige former
for aktivitetsbaseret finansiering.
Den stigende grad af aktivitetsfinansiering påvirker amternes budgetsikkerhed,
og i det omfang det er de samme takster, der anvendes på landsplan, fjerner det
i et vist omfang amternes mulighed for selvstændig prioritering afstemt efter
lokale forhold.
2.5. Tilfredshed med sygehusene
Der er i de senere år gennemført en række undersøgelser af både patienternes og
befolkningens tilfredshed med sygehusvæsenet.
Til sådanne undersøgelser knytter sig flere metodiske problemer og overvejelser,
hvad angår sammenlignelighed mellem lande og perioder, og hvad angår selve
undersøgelsernes holdbarhed. Tilfredshedsundersøgelser på sundhedsområdet
vil ofte være underlagt respondenternes manglende information og kendskab til
eksempelvis behandlingskvaliteten. Undersøgelser af en sådan karakter og deres
resultater skal derfor tolkes med varsomhed.
De gennemførte undersøgelser viser gennemgående, at tilfredsheden med sygehusvæsenet
– både blandt patienter og i befolkningen – er forholdsvis stor.
30 31