Rapport jan'03 - Polis

Der skulle ifølge datidens vurdering være et befolkningsunderlag på 200-
250.000 indbyggere for at have grundlag for et sygehusvæsen med såkaldt
udvidede normalfunktioner, dvs. også specialer som kun skulle være på ét sygehus
i hvert amt. Dette blev da også minimumsstørrelsen for de nye amter med
undtagelse af Bornholm 1 .
Etableringen af de amtslige sygehusvæsener indebar bl.a., at der blev indført
hovedsygehuse, hvor de specialer, der kun skulle være ét sted i hvert amt, blev
samlet. Endvidere oprettede man flere steder fælles amtslige funktioner på tværs
af sygehusene, f.eks. fælles indkøbsordninger, edb-systemer eller medico-tekniske
afdelinger.
2.3. National styring, koordinering og planlægning
I et decentraliseret sundhedsvæsen er der behov for, at der også kan koordineres
og styres på nationalt niveau. Den nationale styring og koordinering foregår
bl.a. via økonomiaftaler ml. regeringen og de kommunale parter.
Planlægning: Sygehus- og sundhedsplaner
For sygehusvæsenet var der frem til 1985 krav om, at amterne udarbejdede sygehusplaner,
der skulle godkendes af indenrigsministeren 2 .
I dag kan der sondres mellem tre forskellige former for planlægning:
• Amternes egen sygehus- og sundhedsplanlægning, der kommenteres
af Sundhedsstyrelsen.
• I hver valgperiode skal der i et samarbejde mellem amtet og kommunerne
udarbejdes en sundhedsplan med særlig fokus på forebyggelse
og de fælles berøringsflader mellem amterne og kommunerne. Disse
planer indsendes til Sundhedsstyrelsen.
• Planlægningen af højtspecialiserede funktioner og lands- og landsdelsfunktioner.
Denne planlægning foretages af Sundhedsstyrelsen.
Derudover har der været andre former for detaljeret planlægning på enkeltområder,
jf. f.eks. hjerteplanen.
Økonomiaftaler
Amternes virksomhed, herunder sundhedsvæsenet finansieres helt overvejende
via amtsskatterne (ca. 85 pct.), og ubundne bloktilskud fra staten. Det kommende
års samlede økonomiske rammer for amterne aftales i årlige økonomiforhandlinger,
der afsluttes i juni måned, hvor der bl.a. aftales den gennemsnitlige
ændring i skatteudskrivningen. Disse rammer har været håndhævet med varierende
stringens, jf. kapitel 7.
1 Beslutningen om 14 amter var et kompromis efter der i 1968 blev fremsat fire forslag med forslag om henholdsvis 8, 12, 13 eller 16 amtskommu-
ner. Det skal også bemærkes, at hovedstadens problemer blev ikke taget op til nogen særskilt løsning i 1970.
2 Siden 1985 har Sundhedsstyrelsen alene planerne til udtalelse og skal ikke godkende sygehusplanerne.
Den i perioder stramme styring af de samlede danske sundhedsudgifter kan
i betydelig grad tilskrives disse aftaler, hvor man sammenholder de samfundsøkonomiske
muligheder og prioriteringer med udviklingen i krav og ønsker i
sundhedsvæsenet.
Op igennem 1990’erne udviklede økonomiaftalerne sig i retning af at blive
egentlig sundhedspolitiske aftaler mellem regering og amterne. De første aftaler
om ’ventetids-garantier’ var således en del af en økonomiaftale. Hjerte- og kræftplan
er to andre eksempler på aftaler, der strækker sig over flere år. På denne
måde er der gradvist sket en stigende national koordinering af den sundhedspolitiske
udvikling.
Diverse udvalgsarbejder og særaftaler
Der indgås løbende særaftaler mellem de centrale myndigheder og amterne.
Eksempelvis har Speciallægekommissionens betænkning ført til aftaler om betydelige
ændringer i uddannelsen af speciallæger. Der er gradvist kommet flere og
flere aftaler, hvor amterne forpligter sig til at følge nationalt aftalte initiativer.
Udviklingen fra 1970 til i dag har været præget af to modsatrettede tendenser:
På planlægningsområdet har amterne i realiteten fået friere hænder, mens styringen
på det økonomiske område strammedes op igennem 1980’erne. Selvom den
blev lettet igennem 1990’erne, var der hele tiden en klar tendens til, at staten
havde dirigentstokken.
Endelig koordinerer amterne og H:S nye behandlingstiltag mv. via møder mellem
hhv. de østdanske og vestdanske amter og via møder på landsplan. Dette
samarbejde er gradvist blevet mere formaliseret og forpligtende.
2.4. Vigtige ændringer i forhold til amternes dispositionsmuligheder
Frit sygehusvalg
I 1970’erne og først i 1980’erne dimensionerede og udbyggede hvert enkelt amt
deres sygehusvæsen efter at kunne betjene deres egne borgere. Det var underforstået,
at amterne havde ansvaret for, at egne borgere blev behandlet på amtets
egne sygehuse – bortset fra den mere specialiserede behandling på lands- og
landsdelssygehusene.
Til et godt stykke op i 1980’erne var det endda sådan i flere amter, at borgere
i geografisk afgrænsede områder, normalt kun blev indlagt på det pågældende
områdes sygehus.
Dette var delvis et levn fra tiden med uafhængige sygehuse, der af amterne og/
eller købstadskommunerne var bygget netop til at betjene nærområdets borgere.
Der var med andre ord ikke fri indlæggelsesret eller frit valg inden for amtet.
Hensynet til borgernes valgfrihed og -mulighed veg til fordel for hensynet til en
rationel udnyttelse af sygehusene. Derfor var der også mange steder betydelige
problemer med indlæggelse på tværs af amtsgrænserne.
28 29