Rapport jan'03 - Polis

Amterne har haft ansvaret for sygehusvæsenet og sygesikringsområdet i ca. 30
år og udvalget finder, at amterne under de givne rammebetingelser har løst opgaven
tilfredsstillende. Det er udvalgets samlede vurdering, at det danske sundhedsvæsen
er velfungerende og ligger på niveau med andre lande, vi normalt
sammenligner os med.
Udvalget vurderer, at amterne i løbet af en årrække har skabt en række forbedringer
af sygehusvæsenet. Det gælder bl.a. mht. aktiviteten, produktiviteten,
valgmuligheder mv. Befolkningsundersøgelser tyder desuden på en høj tilfredshed
med sygehusvæsenet, selvom der bl.a. på ventetidsområdet også indikeres
muligheder for forbedringer. Præmisserne for at varetage sygehusopgaverne
har imidlertid ændret sig siden kommunalreformen, hvilket er baggrunden for
udvalgets overvejelser vedr. en ændring af sygehusvæsenets overordnede organisation.
2.2. Begrundelserne for amternes varetagelse af sundhedsopgaven
Ved kommunalreformen i 1970 blev de 14 nye amter og Frederiksberg og Københavns
kommuner overdraget ansvaret for sygehusvæsenet. Før reformen var
der 100 sygehuskommuner, svarende til de tidligere amter og købstadskommuner,
og hvert sygehus havde sin egen bestyrelse bestående af politikere.
Kommunalreformen var en inddelingsreform. I den parallelle byrde- og opgavereform,
herunder socialreformen, var formålet at lægge den størst mulige del
af ansvaret for de offentlige opgaver ud til de lokale myndigheder, der også selv
skulle være ansvarlige for finansieringen og prioriteringen mellem opgaverne.
Det førte til den nuværende opgavestruktur og dertil hørende finansiering på
sundhedsområdet. Således var det Socialreformkommissionen, der ud fra koordineringshensyn
med sygehusvæsenet foreslog, at sygekassernes funktion skulle
overtages af amtskommunerne.
I løbet af 1970’erne blev amternes sygehusopgaver udvidet ved, at stats- og statsfinansierede
hospitaler blev overført til amterne.
I 1976 overgik de statslige psykiatriske hospitaler ligeledes til amterne. I 1978
var Rigshospitalet det eneste tilbageværende statshospital. Rigshospitalet beholdt
denne status indtil 1995, hvor det blev en del af det nydannede Hovedstadens
Sygehusfællesskab, H:S, der også overtog sygehusopgaverne fra Frederiksberg og
Københavns Kommuner.
Hertil kommer, at sygekasserne i 1973 blev nedlagt og erstattet af Sygesikringen
i amterne. Sygesikringen finansierer bl.a. de alment praktiserende læger, praktiserende
speciallæger, tilskud til voksentandpleje og fysioterapi samt tilskud til
medicin.
Ved udgangen af 1970’erne havde amterne samt Frederiksberg og Købehavns
Kommuner i al væsentlighed fået overdraget ansvaret for sundhedsvæsenet. Der
var sammenfald mellem det politiske, finansieringsmæssige og driftsmæssige
ansvar. Primærkommunerne havde dog fortsat ansvaret for børnetandplejen,
sundhedsplejen og hjemmesygeplejen.
Endvidere blev de såkaldte H-plejehjem – psykiatriske plejehjem for fortrinsvis
ældre demente – i 1987 overført til den sociale sektor.
I dag er sundhedsvæsenet således decentralt, idet en betydelig del af ansvaret er
lagt ud til amter og kommuner, jf. figur 2.1.
Figur 2.1. Sundhedsvæsenets administrative og politiske organisering
Sygehusene
Frederiksberg og
Kbh. komm. samt
Rigshospital
Praksissektoren
(Sygesikringen)
Børnetandplejen
Sundhedsplejen
Hjemmesygeplejen
26 27
Amtsrådsforeningen
14 amter/
amtsråd
Sundhedsudvalget
Sygehus
Praksissektoren
(Sygesikringen)
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
H:S/
bestyrelse
Sundhedsstyrelsen
Frederiksberg og
Københavns komm.
KL
271 primærkommuner
Det afgørende ved kommunalreformen var, at færre amter fik ansvaret for sygehusvæsenet.
En væsentlig begrundelse var, at der forud for kommunalreformen
var for mange sygehuskommuner til at sikre en hensigtsmæssig udbygning af
sygehusvæsenet.
Hensynet til basissygehusopgaverne var ét af de væsentligste hensyn, da de nye
amtsgrænser blev udstukket. Det var afgørende, at amtskommunerne blev tilpas
store til at bære ansvaret for planlægning og drift af et sygehusvæsen.