Rapport jan'03 - Polis

I overensstemmelse med diskussionen i kapitel 7 om decentralisering, lægger
udvalget vægt på, at regionsmodellen er en decentraliseret model med de deraf
følgende muligheder for at tilpasse sig lokale ønsker og forhold med en styreform,
hvor der er direkte valgte politiske råd, der har det politiske, økonomiske
og driftsmæssige ansvar for sygehusvæsenet.
1.6.9. Kommunalt forankret sundhedsvæsen (kapitel 11).
Udvalgets anden hovedmodel er en såkaldt kommunalt forankret model, hvor
den enkelte kommune har ansvaret for at tilbyde og finansiere sygehusbehandlingen
af kommunens borgere, jf. kapitel 11.
Sygehusregioner varetager det overordnede ansvar for driften af de offentlige
sygehuse og ansvaret for specialeplanlægning og kapacitetsstyring. Sygehusregionen
har en bestyrelse bestående af politisk udpegede repræsentanter fra
kommunerne.
Amternes nuværende sygesikringsopgaver kan overføres til kommunerne. Det
er imidlertid et spørgsmål, om mange kommuner har den fornødne størrelse.
Derfor peger udvalget på, at sygesikringen alternativt kan placeres hos sygehusregionerne.
Finansieringsansvaret for ydelser til borgerne ligger hos kommunen. I den forbindelse
er det udvalgets opfattelse, at den nuværende kommunestørrelse enten
fordrer en udligningsordning eller alternativt større kommuner.
En af de største udfordringer i modellen er udformningen af en afregningsmodel
mellem kommune – sygehusregion og sygehuse. Udvalget skitserer flere modeller.
Modellen fordrer efter udvalgets opfattelse ubetinget en styrkelse af den centrale
planlægning og koordinering.
Fordelene ved en kommunalt forankret model baseret på decentralisering vil
ifølge udvalget være:
• På nogle områder større nærhed til den myndighed, der er ansvarlig
for borgernes sundhedstilbud
• Bedre forudsætninger for sammenhæng i patientforløb, der går på
tværs af nuværende myndighedsgrænser
• Samling af det økonomiske ansvar for sundheds- og relaterede velfærdsområder.
Det vil reducere tilskyndelsen til kassetænkning og
give en ”større samlet kasse” at prioritere fra
Ulemperne vil ifølge udvalget være:
• De fleste kommuner vil være for små til at løfte sundhedsopgaven
• Det kan være vanskeligt at finde den rette balance mellem incitamenter
og finansieringsbyrde for de enkelte kommuner
• Øgede administrationsomkostninger
• Manglende sammenfald mellem at den enkelte kommune som myndighed
betaler, men ikke (alene) træffer udgiftsbeslutning om sygehuskapacitet,
investeringer mv.
• Indirekte politisk valg til sygehusregioner
1.6.10. Statsmodel (kapitel 12)
I en statsmodel overdrages det finansielle og det indholdsmæssige ansvar til
staten.
Planlægningen og organiseringen af sygehusene kan eventuelt varetages i et
mindre antal regioner. I denne forbindelse rejser det spørgsmålet, om regionerne
skal have tildelt et budget fra Folketinget, som bruges til driften af regionens
sygehuse.
Praksissektoren kan i modellen enten overføres til staten eller til primærkommunalt
regi.
I en statsmodel er det vigtigt at overveje den politiske styringslogik (ministeransvarlighed,
samspillet mellem minister, Folketing og Folketingets sundhedsudvalg).
Udvalget vurderer, at der let kan opstå en overbelastning af de politiske
styringskanaler, hvorfor alternative modeller ifølge udvalget bør overvejes.
Udvalget finder sammenfattende, at fordelene ved statsmodellerne især er:
• Effektiv implementering af nationale sundhedspolitiske målsætninger
og planer
• Bedre muligheder for at mindske uønskede regionale forskelle
• Et godt grundlag for at planlægge fagligt bæredygtige sygehusfunktioner
• Gode muligheder for tværgående prioriteringer
• Administrativ bæredygtighed
• Lavere administrationsudgifter
Det er udvalgets opfattelse, at ulemperne ved de beskrevne statsmodeller især er:
• Manglende politisk nærhed
• Manglende kendskab til lokale behov og ønsker
• Risiko for dårligere koordinering af patientforløb
22 23