Rapport jan'03 - Polis

• Generel styrkelse af de centrale beføjelser på sundhedsområdet omkring
specialeplanlægning mv. for at sikre en højere grad af ensartethed
og høj kvalitet på tværs af amter samt undgå overkapacitet på
”højstatusområder”
Udvalget vurderer, at princippet om fri og lige adgang i alle modeller vil kunne
opretholdes som hidtil. I alle modeller forudsætter udvalget også, at private og
foreningsejede sygehuse på lige vilkår kan deltage i løsningen af sygehusopgaven.
Udvalget forudsætter endvidere, at en større del af finansieringen tilføres sygehusene
i form af aktivitetsbaserede bevillinger – uden at sygehusenes bevillinger dog
bliver tilnærmelsesvis 100 pct. takstfinansierede. De aktivitetsbaserede bevillinger
skal kombineres med et basisbudget, der ikke direkte afhænger af aktiviteten.
Praksissektoren, kommunerne og modellerne
Udvalget finder det vigtigt at understrege, at sygehusvæsenet er en del af et samlet
sundhedsvæsen, som også omfatter praksissektoren og relevante primærkommunale
tilbud.
Da praksissektoren ikke kræver samme befolkningsgrundlag som et sygehusvæsen,
kan den organisatoriske placering i højere grad tilpasses sygehusmodellerne,
uden at det samtidig formindsker praksissektorens centrale placering i det
danske sundhedsvæsen.
Udvalget finder det imidlertid vigtigt at fremhæve, at:
• Praksissektorens rolle ikke må mindskes i nogen af modellerne, og at
det taler til fordel for en model, hvis praksissektoren styrkes.
• Den alment praktiserende læge fortsat er indgangen til sygehusvæsenet,
dvs. der er fortsat tale om et visiteret sygehusvæsen
• Samarbejde mellem almen praksis og sygehusvæsenet fortsat har som
bærende elementer forhold som udnyttelse af sygehusene laboratorier,
brugen af praksiskoordinatorer osv. I en situation med højere
grad af dispositionsfrihed til sygehusene må det sikres, at sådanne
forhold ikke svækkes
• Den samlede kapacitet i sygehusvæsenet – især den ambulante del
– skal sammentænkes med praksissektoren, og at dette er en vigtig
opgave for sygehus- og praksisplanlægningen
• Udvalget har ikke særskilt analyseret praksissektoren, men finder det
vigtigt med en fremtidsrettet analyse af sektorens forhold og muligheder,
herunder arbejdsdelingen mellem praksissektoren, sygehusvæsenet
og den kommunale sektor
• Samarbejdet om udskrivning af patienter og om genoptræningsplaner
m.m. skal styrkes
På tilsvarende vis vil udvalget understrege, at modellerne heller ikke må svække
samarbejdet med kommunerne.
I en situation med øget takstfinansiering af sygehusaktiviteten kan der opstå
øgede tendenser til ’sygehus-kassetænkning’. Dette må medtænkes ved udformningen
af taksterne, således at takstfinansieringen ikke danner barrierer for samarbejdet
med kommunerne.
Nedenfor gennemgås kortfattet udvalgets opfattelse af de fordele og ulemper,
der kan være ved 3 forskellige modeller for organiseringen af sundhedsvæsenet,
hvor ansvaret for sygehusvæsenet er henholdsvis regionalt, kommunalt eller
statsligt forankret. Sammenligningsgrundlaget er den nuværende amtsstruktur.
Modellerne er beskrevet mere udførligt i kapitel 10-12.
1.6.8. Regionsmodel (kapitel 10)
Regionsmodellen er en model med færre amter, øgede planbeføjelser til de centrale
myndigheder og mere selvstyrende sygehuse.
Udvalget tager ikke stilling til antallet af fremtidige regioner, men har en række
overvejelser om det befolkningsmæssige grundlag i rapportens kapitel 7.
Udvalget vurderer, at fordelene ved en regionsmodel vil være:
• Et bedre grundlag for at koordinere og planlægge fagligt bæredygtige
sygehusfunktioner og specialefordeling og dermed sikre den faglige
kvalitet
• Et fortsat decentraliseret sundhedsvæsen med sammenfald mellem
politisk, økonomiske og driftsmæssigt ansvar
• Muligvis produktivitetsforbedring pga. forbedrede planlægningsmu-
ligheder
• Bedre mulighed for samarbejde mellem mere ligeværdige regioner
• Øgede muligheder for at sikre gennemførelse af nationale initiativer,
bl.a. på grund af øgede beføjelser til de centrale myndigheder
• Mindre budgetusikkerhed for regionen i forbindelse med frit valg
• Lavere administrationsomkostninger
Udvalget vurderer, at ulemperne ved en regionsmodel vil være:
• I nogle regioner større afstand mellem borgerne og det politiske niveau
• Fortsat mulighed for kassetænkning i forholdet region - kommune
• Muligheden for at prioritere mellem udgiftsområder begrænses af, at
sundhedsvæsenet udgør den største andel af regionens samlede udgifter
20 21