Rapport jan'03 - Polis

Det betyder ifølge udvalget, at en decentral opgaveløsning på sygehusområdet
fortsat må antages at muliggøre en realisering af målet om, at man via et decentraliseret
system skaber den bedst mulige overensstemmelse mellem lokalbefolkningens
ønsker og behov og de ydelser, som det offentlige tilbyder.
Udvalget mener på denne baggrund, at det ved vurderingen af alternative modeller
for organiseringen af sygehusvæsenet er relevant at inddrage et princip om
decentralisering/politisk nærhed, dvs. at det er ønskeligt, at myndigheder, der
har ansvaret for at tilbyde borgerne ydelser på sygehusområdet, er placeret på et
politisk niveau, der er så tæt på de berørte borgere som muligt under hensyntagen
til bæredygtighed.
Ved kommunalreformen i 1970 var det opfattelsen, at der kunne skabes et bæredygtigt
sygehusvæsen på udvidet basisniveau – svarende til at kunne behandle
85-90 pct. af alle sygdomstilfælde på amtets sygehuse – med et minimums
befolkningsgrundlag på 200-250.000 indbyggere. Spørgsmålet er, om disse
forudsætninger fortsat er til stede.
• Udvalgets overvejelser peger på, at dette tal på grund af den lægelige
specialisering nu ligger på 400-700.000 indbyggere med en tendens
til fortsat stigning. Udvalget finder imidlertid, at det præcise indbyggertal
ikke lader sig afgøre uden skelen til bl.a. geografi og urbaniseringsgrad.
I hovedstadsområdet, hvor det især er vigtigt at sammentænke H:S og Købehavns
Amt, finder udvalget at befolkningsgrundlaget af mange årsager kan
være betydeligt større, når der tages hensyn til urbanisering og geografi. Således
dækker H:S og Københavns Amt 624 km 2 , hvilket ikke er meget større end
Bornholms Amt, men kun 10 pct. af Nordjyllands Amts areal. Befolkningstallet
er imidlertid sammenlagt omkring 1,2 mill. indbyggere mod knap 1⁄2 mill.
indbyggere i Nordjyllands Amt.
Ovenstående betragtninger om bæredygtighed drejer sig om det somatiske
sygehusvæsen. Udvalget har ikke eksplicit forholdt sig til spørgsmålet om
bæredygtighed for det psykiatriske sygehusvæsen, men udvalget finder, at det
nødvendige befolkningsgrundlag vil være mindre end for det somatiske. Hertil
kommer, at samarbejdet med kommunerne og praksissektoren om sammenhængende
patientforløb er særligt vigtigt på det psykiatriske område.
Denne afgrænsning af bæredygtighed skal ses i sammenhæng med tanken om
decentralisering og politisk nærhed. Med udgangspunkt i det udvidede basisniveau
som kriterium for størrelsen af en region, er der fortsat mulighed for
at have et decentraliseret sygehusvæsen i ovenstående betydning, om end med
færre enheder i dag.
Tager man i stedet udgangspunkt i f.eks. et ønske om, at regionsstørrelsen skal
baseres på en højere grad af selvforsyning, dvs. også omfatte landsdelsfunktioner,
som normalt er placeret på universitetssygehusene, kan man argumentere
for ganske få regioner. Det finder udvalget imidlertid næppe kan forenes med
tanken om direkte valgte politiske råd og egen skatteudskrivning. Udvalget finder,
at der er stor sandsynlighed for, at man i givet fald de facto ender med et
statsligt styret sygehusvæsen, dvs. at man forlader decentraliseringsprincippet.
• Udvalget finder det derfor vigtigt med en politisk stillingtagen til
ønskværdigheden af fortsat decentralisering og graden af decentralisering,
fordi det er afgørende for vurderingen af forskellige politiskadministrative
rammer for sygehusvæsenet, herunder hvordan finansieringen
af sygehusvæsenet skal finde sted
1.6.6. Speciale- og sygehusplanlægning (kapitel 8)
Udvalget noterer et stigende politisk ønske om større national ensartethed mht.
kvalitet, fælles IT-strategi, afstemt indførelse af nye behandlinger, fordeling af
mere specialiserede funktioner mv.
• Udvalget anbefaler i lyset heraf stærkere, herunder muligvis også
øgede lovgivningsmæssige beføjelser til den landsdækkende planlægningsmyndighed,
hvilket ifølge udvalget bør følges op af en øget og
bredere kompetence hos den centrale myndighed til at kunne bestride
disse udvidede beføjelser.
1.6.7. Modeller for organiseringen af sundhedsvæsenet (kapitel 9)
Udvalget introducerer 3 hovedmodeller for den politisk-administrative organisering
af sundhedsvæsenet.
Der er en række forhold, som er fælles for de tre modeller. Disse forhold, som
udvalget har gennemgået i kapitlerne 4-8, udgør en grundstamme, der går igen
i de tre hovedmodeller.
Sammenfattende lægger udvalget til grund, at alle tre modeller vil have følgende
fælles forudsætninger:
• Større adskillelse mellem producentenhed og den politisk ansvarlige
myndighed
• Selvstyrende og/eller selvejende og private sygehuse, dvs. en mangfoldighedsmodel
• Den praktiserende læge er fortsat ”gate-keeper”
• Øget aktivitetsbaseret afregning
• Frit sygehusvalg til offentlige sygehuse samt til private eller udenlandske
sygehuse, som det er aftalt med
18 19