Rapport jan'03 - Polis

Sundhedsstyrelsens specialplanlægning for lands-og landsdelsfunktioner er
uændret i modellen.
Styringsrelationen mellem ministeren og styrelsen er et afgørende element i
statsmodellen. En mulighed er at give ministeren det endelige ansvar og afgørelseskompetence
med mulighed for at delegere en del af beslutningskompetencen
til den statslige styrelse.
Alternativt kan traditionelt ministerstyre i forhold til de mere politiske planlægningsopgaver
kombineres med et begrænset ministerstyre i forhold til de
mere tekniske planlægningsopgaver. Dvs. at styrelsen har den endelige beslutningskompetence
i forhold til visse opgaver, eksempelvis speciale- og kapacitetsplanlægningen,
overordnede spørgsmål vedr. personale- og lønpolitik mv.,
mens ministeren har kompetencen i forhold til f.eks. beslutninger vedrørende
fordelingen af akutfunktioner, fastlæggelsen af afregningssystemet m.v. Denne
skelnen mellem politiske og tekniske planlægningsopgaver er imidlertid vanskelig,
idet der er et politisk element i en stor del af planlægningsopgaverne.
Omvendt kan der være risiko for at politisere nogle af de rent sundhedsfaglige
spørgsmål. For at minimere politisering af sundhedsfaglige problemer samt
enkeltsagspolitik på statsligt niveau kan der evt. stilles særlige formkrav til,
hvordan ministeren kan udøve sin kompetence i forhold til styrelsen. F.eks. kan
beslutningskompetencen begrænses til at blive udøvet gennem ændring af vedtægter
for sygehusvirksomhed, jf. boks 12.1 om Norge.
Det skal sikres, at opgaven med at føre tilsyn med sundhedspersonalets virksomhed
i sygehusvæsenet og øvrige tilsynsopgaver, som i dag varetages af
Sundhedsstyrelsen, i en statsmodel varetages med den fornødne uafhængighed
i forhold til den statslige varetagelse af den overordnede sygehusplanlægning og
sygehusdrift
12.2.3. Sygehusenes ejerskab og driftsform
Udgangspunktet er, at sygehusene skal være selvejende, selvstyrende eller private,
jf. anbefalinger i kapitel 5.
De selvstyrende sygehuse ejes af staten.
Aktivitet, kvalitet, service og afregningsform aftales via kontrakter mellem styrelsen
og sygehusene.
Ministeren udpeger medlemmer til bestyrelserne af de selvejende sygehuse. Det
kan som i Norge besluttes, at der ikke kan udpeges politikere til hverken sygehusbestyrelser
eller de regionale sundhedsregioner, jf. boks 12.1.
Boks 12.2. Organiseringen af sygehusvæsenet i Norge
Pr. 1. januar 2002 er helseforetaksloven trådt i kraft i Norge som det retlige
grundlag for en reform af det norske sygehusvæsen (specialisthelsetjenesten).
Reformens hovedelementer er dels, at staten har overtaget ansvaret
for at tilbyde borgene sygehusydelser fra landets 19 amter (fylker), herunder
overtaget ejerskabet til sygehusene. Dels er sygehusene blevet organiseret i
en selskabslignende konstruktion i form af såkaldte helseforetak, dvs. som
selvstændige retssubjekter, der ikke er integreret i den statslige forvaltning.
På denne måde er der etableret ’arm-længde’ mellem sygehusene og det
politiske niveau.
Der er etableret 5 regionale helseforetak (moderselskaber), som i deres respektive
helseregion skal planlægge og organisere sygehusenes virksomhed
i helseforetak (selskaber). De regionale helseforetak har til opgave at etablere
de enkelte helseforetak i regionen samt at fastlægge rammerne for de
enkelte helseforetak, som producerer de egentlige sygehusydelser.
Ledelsen af såvel de 5 regionale helseforetak som af de enkelte helseforetak
består af en bestyrelse og en daglig ledelse. Ministeriet (Helsedepartementet)
udøver ejermyndighed over de regionale helseforetak, som igen udøver
ejermyndighed over de enkelte helseforetak. Ejeren har ubegrænset ansvar
og kontrol, men organiseringen i foretak indebærer formkrav til, hvordan ejeren
kan udøve styringen. Styringen af de regionale helseforetak og af de
enkelte helseforetak kan kun ske gennem vedtægter og via beslutninger på
såkaldt foretaksmøder (generalforsamlinger). Ministeriet fastsætter endvidere
vilkår i forbindelse med tildelingen af bevillingerne til de regionale helseforetak.
Det er formålet med foretaks-organiseringen, at det norske Helsedepartement,
som ejer og overordnet ansvarlig, skal fastlægge de overordnede mål
og rammer for sygehusvæsenet, og at de 5 regionale helseforetak tilrettelægger,
hvordan de opstillede mål skal nås i landets 5 regioner.
Den præcise model for udmåling af regionernes budget fra Stortingsbevillingen
har været uafklaret i 2002, men afklares i en betænkning, der udkommer
ultimo 2002 eller primo 2003.
12.3. Statsmodel med et regionalt niveau
Det er fortsat staten, der har ansvaret for at tilbyde borgerne ydelser på sygehusområdet,
men i denne model indgår et regionalt, administrativt niveau i form af
et mindre antal regionale sygehusdirektorater.
Modellen er overordnet identisk med den beskrevne statslige model uden et
regionalt niveau, jf. afsnit 12.2. Den afgørende forskel er, at sygehusplanlægning
og principper for sygehusdrift varetages af regionale sygehusdirektorater.
12.3.1. Regioner og regionale sygehusdirektorater
Det er udvalgets opfattelse, at en regions størrelse bør afhænge af:
• at regionens patientunderlag – også på længere sigt – opfylder kravet
om faglig bæredygtighed.
152 153