Rapport jan'03 - Polis

Kapitel 12. Statsmodel
12.1. Indledning og sammenfatning
Kapitlet indeholder en beskrivelse af hovedelementerne i en model, hvor staten
har ansvaret for at tilbyde borgerne ydelser på sygehusområdet. Modellen beskrives
både med og uden et regionalt niveau.
Boks 12.1. Fordele og ulemper ved en statsmodel
Udvalget finder sammenfattende, at fordelene ved statsmodellen især
er:
• Effektiv implementering af nationale sundhedspolitiske målsætninger
og planer
• Bedre muligheder for at mindske uønskede regionale forskelle
• Et godt grundlag for at planlægge fagligt bæredygtige sygehusfunktioner
• Gode muligheder for tværgående prioriteringer
• Administrativ bæredygtighed
• Lavere administrationsudgifter
Det er udvalgets opfattelse, at ulemperne ved en statsmodel især er:
• Manglende politisk nærhed
• Manglende kendskab til lokale behov og ønsker
• Risiko for dårligere koordinering af patientforløb
• Risiko for enkeltsagspolitik på statsligt niveau med konsekvenser for
hele landet
• Risiko for kassetænkning i forhold til kommunale opgaver
• Risiko for langsommere beslutningsgange
Internationalt kendes statsmodellen fra bl.a. England og Norge.
I en statsmodel skal der grundlæggende tages stilling til følgende forhold:
• Om det er en model med eller uden regioner
• Afregningsmetode med sygehusene (og evt. regioner)
• Varetagelsen af sygesikringsopgaverne
Der kan opstilles en række forskellige statsmodeller. I det følgende gennemgås
en overordnet model, som i praksis kan udformes forskelligt f.eks. med hensyn
til beføjelser til fordeling af sygehusfunktioner, kapacitetsplanlægning mv.
12.2. Statsmodel uden et regionalt niveau
Modellen er grundlæggende karakteriseret ved, at det er staten, der har ansvaret
for at tilbyde borgerne ydelser på sygehusområdet, og at der ikke er et regionalt,
administrativt niveau, dvs. den overordnede styring af sygehusene foretages af
én national instans, en styrelse.
Praksissektoren kan enten overføres til staten eller til kommunerne.
Det statslige niveau består, som tilfældet er i dag, af Folketinget, regeringen og
af centrale sundhedsmyndigheder, der omfatter ministerium, styrelser, institutioner,
råd og nævn.
Den overordnede sygehusplanlægning forudsættes placeret i en statslig styrelse.
12.2.1. Ansvaret for at finansiere og tilbyde sygehusydelser
Folketinget fastlægger de lovgivningsmæssige rammer, herunder via finansloven
det samlede, årlige budget for sygehusvæsenets virksomhed. Folketinget fastsætter
desuden den overordnede fordeling af midlerne, som f.eks. fordelingen af
midler til psykiatriske og somatiske sygehusydelser.
Ministeren har ansvaret for, at borgerne tilbydes relevante ydelser på sygehusområdet.
Ministeren bestemmer således ydelsernes omfang, karakter, kvalitet og
servicemål, og ministeren prioriterer det af Folketinget fastlagte samlede budget
på tværs af behandlingsområder.
Det er derfor ministeren, borgerne skal henvende sig til, hvis de f.eks. er utilfredse
med serviceniveauet i sygehusvæsenet.
Udvalget forudsætter, at sygehusene finansieres ved en kombination af en fast
bevilling og aktivitetsbaseret afregning. Af hensyn til den overordnede kapacitetsstyring
finder udvalget, at taksten ikke bør indeholde bidrag til kapitaludgifter.
12.2.2. Overordnet sygehusplanlægning
Den statslige styrelse vil skulle varetage de opgaver, der i dag udføres i amterne.
Styrelsen har således det konkrete budget- og driftsansvar for sygehusene, ansvaret
for sygehusplanlægning, koordinering med de øvrige sundhedsområder mv.
150 151