Rapport jan'03 - Polis

Sygehusregionens opgaver og ansvar vil bl.a. være:
• Fordeling af grundbevilling til sygehusene, herunder prioritering af
særlige indsatsområder og prioritering mellem behandlingsområder
og disses placering på sygehusene
• Det samlede kapacitetsansvar for regionen
• Beslutninger om og godkendelse af større investeringer, samt helt
overordnede retningslinjer for sygehusdriften mv.
• Ansvar for regionens sygehusstruktur, herunder antal akutberedskaber
og specialefordeling
• Overordnede retningslinjer for indgåelse af kontrakter, herunder
fastlæggelse af afregningsprincipper inden for centralt udmeldte rammer
• Garant for kvalitet og serviceniveau, herunder sikring af patientunderlag
og den faglige kvalitet
• Ansvar for forskning og uddannelse i regionen
• Planlægning og koordinerende opgaver vedr. forebyggelse, rehabilitering
mv.
Endvidere skal den overordnede finansieringsramme aftales politisk, herunder
bidraget fra kommunerne (abonnement) til regionen og fastlæggelse af afregningsprincipper
for regionens sygehuse, jf. nedenfor.
Størrelsen af sygehusregioner
Udvalget finder, at følgende hensyn bør indgå i vurderingen af den hensigtsmæssige
størrelse for en sygehusregion:
• Faglig bæredygtighed, herunder opbygning af den nødvendige ekspertise
og specialiseringsfordele, jf. overvejelserne herom i kapitel 7
• Økonomisk ansvarlighed og beslutnings-/incitamentsstrukturer
• Decentralisering og politisk nærhed
Det vigtigste kriterium for sygehusregionens størrelse bør ifølge udvalget være
den faglige sammenhængskraft og bæredygtighed i forhold til specialefordelingen
og investeringsbeslutningerne.
Ud over det faglige hensyn bør det vurderes, hvordan der sikres de rette incitamentsstrukturer,
således at forudsætningerne regionalt er til stede for at træffe
ansvarlige beslutninger vedrørende kapacitetsstyring, specialeplanlægning mv.
Det vil i høj grad bero på sammensætningen og finansieringen af regionerne,
jf. nedenfor.
Udvalget finder endvidere, at hensynet til lokalt kendskab, samt muligheden for
at den enkelte kommune kan udøve indflydelse på – og dermed i højere grad
vil være ansvarlig for – beslutninger omkring sygehusstruktur- og kapacitet mv.
bør være et vægtigt hensyn.
Udvalget finder, at sygehusregionens størrelse må bero på en afvejning af disse
hensyn. Udvalget finder endvidere, at de ovenstående betragtninger er relevante
for de tilsvarende om regionernes størrelse i kapitel 10.
Bestyrelse for sygehusregionen
Udvalget finder, at en sygehusregion, der oprettes som et primærkommunalt
fællesskab, naturligt vil skulle ledes af en bestyrelse, der udpeges ved indirekte
valg.
Sygehusregionerne 1 kunne ledes af et repræsentantskab bestående af medlemskommunerne
og en af medlemskommunerne udpeget bestyrelse. Kommunerne
kan repræsenteres i bestyrelsen efter størrelse, men med en vis overgrænse for at
undgå for stor dominans af de største kommuner. Bestyrelsen består i givet fald
af politisk udpegede medlemmer, der udpeger en direktion.
Efter udvalgets opfattelse kunne der også overvejes en bestyrelsesmodel, hvor
man udpegede et mindre antal ikke-politikere, for at dels at sikre supplerende viden
om drift og investering, dels at undgå, at de enkelte kommuner i forbindelse
med ændringer af sygehusstrukturen i for høj grad forfølger lokale interesser.
11.2.4. Afregningsformer
Som skitseret ovenfor indgår der tre parter i kommunemodellen: Kommunerne,
sygehusregionen og sygehusene. Det rejser derfor spørgsmålet om afregning
med sygehusene for behandlede patienter. Spørgsmålet uddybes her uden på
nogen måde at være udtømmende, men for at sikre opmærksomhed omkring
en række komplicerede spørgsmål 2 .
Tilstedeværelsen af tre parter – kommunerne, sygehusregionerne og sygehusene
– indebærer, at der skal tages stilling til to spørgsmål.
For det første skal der tages stilling til, hvorledes den enkelte kommunes bidrag
til regionen skal udmåles.
For det andet skal der tages stilling til, hvorledes sygehusregionerne afregner
med sygehusene, herunder hvor stor en andel af kommunens betaling, der automatisk
videreføres til sygehuset.
Kommunernes bidrag til sygehusregionen kan f.eks. bygges op som en abonnementsordning,
hvor kommuner bidrager til regionen baseret på et per-ca-
1 Det tætteste vi i Danmark kommer kommunemodellen er H:S, hvori Frederiksberg og Københavns kommuner samt staten har et ’fællesskab’, der
ledes af en bestyrelse bestående af kommunalt udpegede politikere, statslige embedsmænd og eksterne medlemmer. På grund af de særlige omstændigheder
omkring oprettelsen af H:S, de betingelser, der er opstillet for H:S, og det forhold, at H:S alene vedrører de to hovedstadkommuner,
kan den ikke bruges som prototype for en kommunemodel, ligesom man også bør udvise betydelig forsigtighed med at generalisere erfaringerne til
en mere generel kommunemodel.
2 På mange måder ville den enkleste model være ikke at have en sygehusregion og lade kommunerne indgå aftale direkte med sygehusene baseret
på aktivitetsbaseret afregning, inkl. forrentning og afskrivning, således at sygehusene selv kan finansiere de nødvendige investeringer. Af årsager,
der er redegjort ovenfor, er det imidlertid næppe praktisabelt.
144 145