Rapport jan'03 - Polis

I en kommunemodel skal der grundlæggende tages stilling til følgende forhold:
• Kommunens finansiering af egne borgeres sygehusbehandling
• Driften og planlægningen af sygehusene, herunder også universitetssygehusene
• Afregningsmetode med sygehusene
Der kan tænkes en række forskellige modeller for et kommunalt forankret sundhedsvæsen
bl.a. afhængig af, hvordan finansiering og driften af sygehusene organiseres.
Gennemgangen her er relativt generel og således ikke udtømmende.
11.2. Den kommunalt forankrede model
11.2.1. Ansvaret for at finansiere og tilbyde sygehusydelser
Udgangspunktet er, at kommunerne overtager amternes nuværende opgaver på
sundhedsområdet, herunder sygesikringsområdet.
Kommunerne har således ansvaret for at tilbyde borgerne et relevant sundhedstilbud.
Kommunen vil dermed være patientens indgang til sundhedsvæsenet.
Som hovedmodel forestiller udvalget sig, at kommunerne finansierer sygehus-
og sundhedsudgifterne. Det betyder isoleret, at skatteprocenten i kommunerne
må øges mod et tilsvarende bortfald på amtsniveauet. Alternativt – med mindre
økonomisk ansvar på kommuneniveauet – kan man øge statsskatten og tilføre
kommunerne midler i form af højere bloktilskud.
På denne måde fastholdes ideen om sammenfald mellem politisk og økonomisk
ansvar og dermed et væsentligt element i decentraliseringstænkningen, om end
udvalget finder, at det i praksis vil gælde i mindre grad i en model med øget
statsskat. Udvalgets hovedmodel er derfor modellen med øget kommunal skatteudskrivning.
I forhold til sygehusene vil kommunerne hovedsageligt være ’bestillere’ af sygehusydelserne
og vil indgå kontrakter med sygehusene/sygehusregionerne.
Indretningen af finansieringsmodeller bør imidlertid tage højde for at en række
mindre kommuner vil kunne have vanskeligt ved at finansiere al sygehusbehandling,
fordi der med mellemrum vil være meget dyre patienter, som kan
presse de mindre kommuners økonomi.
Udvalget ser to løsninger herpå:
• At der opbygges en kommunal udligningsordning for at løse problemet,
f.eks. som i Finland, men det er noget, der skaber vedvarende
debat om ’retfærdighed’ i ordningen
• At der dannes kommuner med et større befolkningsunderlag. Finske
beregninger viser f.eks., at der skal være tale om en kommunestørrelse
– ud fra sygehusøkonomiske hensyn – på minimum i størrelsesordenen
15-20.000 indbyggere, for at sikre en bæredygtig finansiering.
Men det er usikkert, om disse beregninger umiddelbart kan overføres
til danske forhold pga. forskelle i sygehusenes struktur, udgiftsniveau,
befolkningssammensætning osv. En nærmere angivelse på
danske forhold vil forudsætte nærmere beregninger af de kommunaløkonomiske
konsekvenser på den konkrete finansieringsmodel.
11.2.2. Sygehusenes ejerskab og driftsform
Kommunerne vil være for små til selv at drive sygehusene i en integreret model.
Sygehusene vil generelt have øgede frihedsgrader, jf. kapitel 5. De offentligt
ejede sygehuse, herunder universitetssygehusene, skal styres inden for rammerne
af de sygehusregioner, der omtales i næste afsnit.
Det er udvalgets vurdering, at en evt. statslig overtagelse af universitetssygehusene
vil medføre uhensigtsmæssige snitflader og skabe problemer med kassetænkning
i forhold til det øvrige sundhedsvæsen.
11.2.3. Sygehusregioner
Med kommunerne som ansvarlige for sygehustilbuddet er der behov for en
myndighed, der er ansvarlig for den overordnede drift, planlægningen af regionens
sygehuskapacitet, sikring af kvalitetsstandarder mv., men med respekt
for den øgede dispositionsfrihed, som sygehusene også har i en kommunalt
forankret model.
Udvalget finder det afgørende, at de centrale myndigheder får større kompetence
og beføjelser i forbindelse med bl.a. sygehusplanlægningen mv., jf. kapitel
8. Det skal sikre implementering af nationale politiske prioriteringer på tværs
af regionerne.
Nedenfor er der nogle yderligere overvejelser omkring sygehusregionens opgaver,
samt overvejelser omkring regionernes størrelse samt sammensætning.
Sygehusregionens opgaver
De planlægnings- og driftsopgaver der p.t. varetages af amterne, herunder det
psykiatriske område, overdrages til sygehusregionerne, der ligeledes ejer de selvstyrende
sygehuse.
142 143