Rapport jan'03 - Polis

Inden for de beskrevne rammevilkår og målsætninger fremhæver udvalget følgende
udfordringer for sundhedsvæsenet i almindelighed og sygehusvæsenet i
særdeleshed:
• Differentierede patientønsker og behandlingsmuligheder øger kravene
til sygehusenes fleksibilitet og omstillingsparathed
• Nytænkning af incitamentsstrukturer mv. på sygehusene
• Bedre sammenhæng i patientforløb, herunder på tværs af nuværende
myndighedsgrænser, f.eks. på genoptræningsområdet
• Sammentænkning af indsatsen i og arbejdsdelingen mellem praksissektoren,
sygehusvæsenet og kommunerne
• Den faglig specialisering stiller på en række områder krav om stadig
større patientunderlag for at sikre faglig kvalitet
• Stigende krav til centrale sundhedsmyndigheders rolle og beføjelser
ved specialeplanlægning, registrering, dokumentation etc. for at centralt
vedtagne retningslinjer gennemføres og overholdes
• Begrænsede personaleressourcer som følge af rekrutteringsproblemer
stiller krav om at anvende ressourcerne bedst muligt, herunder krav
til en effektivisering af bl.a. lægernes videreuddannelsesforløb
• Vigende accept af regionale forskelle på nogle områder, bl.a. mht.
behandlingstilbud og ventetider.
• Øgede krav om nyudvikling af behandlinger samt implementering af
internationale forskningsresultater
Udvalget mener grundlæggende, at udfordringerne, som sundhedssektoren står
overfor, kræver en mangesidet indsats, og at løsningen ikke alene findes med en
ny eller ændret politisk-administrativ struktur.
Udvalget lægger derfor i denne rapport betydelig vægt på at belyse emner som
øgede incitamenter og frihedsgrader til sygehusene, der kan medvirke til at
skabe holdbare løsninger, uafhængigt af den konkrete politisk-administrative
struktur.
1.5. Rapportens afgrænsning
Det er uden for denne rapports ramme at anbefale en politisk-administrativ model,
hvor der tages stilling til antallet af skatteudskrivende niveauer eller antallet
af enhederne på hvert niveau.
Udvalget har valgt at tage afsæt i en analyse af sygehusvæsenets organisation,
men berører også samspillet med andre dele af sundhedsvæsenet. Udvalget finder
netop, at et velfungerende samspil er en forudsætning for, at patienterne får
sammenhængende og veltilrettelagte patientforløb.
Spørgsmålet om primærsektorens rolle og sammenhæng med relaterede ydelser
på bl.a. ældreområdet bliver inddraget i senere kapitler. Udvalget finder, at sam-
menhængende patientforløb er et vægtigt kriterium for en vurdering af forudsætningerne
for at kunne løfte den samlede sundhedsopgave.
Udvalget giver ikke detaljerede anbefalinger om fremtidens sygehusstruktur.
Udvalget fokuserer imidlertid i kapitel 8 på behovet for en styrkelse af de centrale
planlægningsbeføjelser for at sikre en mere effektiv implementering af centralt
vedtagne initiativer og målsætninger.
Udvalget finder, at der er behov for en større sundhedsfaglig styring af ydelserne
fra centralt hold for at undgå, at sygehusene indfører eller opretholder behandlinger
uden tilstrækkelig patientgrundlag. Det er dog vigtigt med en balanceret
rådgivning herom med repræsentanter fra såvel universitetssygehuse som hovedsygehuse.
Endvidere vil det indgå i udvalgets overvejelser, hvordan der bl.a. i modeller
med øgede frihedsgrader til sygehusene sikres mekanismer, der kan medvirke til
at sikre de nødvendige løbende tilpasninger af strukturen til de faktiske krav til
både økonomisk og faglig bæredygtighed.
Udvalget vurderer, at en række af de problemer, der findes i det danske og andre
landes sundhedsvæsener, i stor udstrækning er uafhængige af den konkrete politisk-administrative
struktur.
Udvalget er af den opfattelse, at ingen organisationsmodel kan sikre en maksimal
opfyldelse af alle de opstillede målsætninger for sundhedsvæsenet. Valget af
model vil derfor bero på en afvejning af de forskellige målsætninger, hvilket i
sidste instans vil være et politisk valg.
1.6. Udvalgets hovedkonklusioner
Nedenfor gennemgås udvalgets hovedkonklusioner. Fremstillingen følger i betydelig
grad rapportens kapitelopbygning.
1.6.1. Historisk baggrund og fakta om sundhedsområdet
(kapitel 2 og 3)
Det er udvalgets opfattelse, at amterne (og fra 1995 H:S) har udført hvervet
som sygehusmyndigheder tilfredsstillende med det udgangspunkt og de præmisser
– navnlig økonomiske – der har været gældende. I sagens natur kan det
vanskeligt afgøres, om det under de givne betingelser kunne have været gjort
bedre, herunder om andre politisk-administrative rammer kunne have ført til
et andet resultat.
Et særkende for de danske sygehusmyndigheder har ifølge udvalget været budgetstyring
og faglig udvikling i en snæver prioritering. Amterne har været rela-
12 13