Rapport jan'03 - Polis

Kapitel 10. Regionsmodel
10.1. Indledning
I dette kapitel beskrives og vurderes en model, som adskiller sig fra den nuværende
amtsstruktur ved dels at bestå af færre amter, dels at indebære større
centrale beføjelser.
Udvalget har valgt at kalde modellen for en regionsmodel for at understrege, at
det har afgørende betydning at reducere antallet af amter – i det følgende kaldet
regioner. Endvidere lægger udvalget i modellen vægt på de generelle anbefalinger
om centrale planlægningsbeføjelser og øget dispositionsfrihed til sygehusene.
Ansvarsfordelingen er uændret sammenlignet med den nuværende amtslige
struktur, dvs. regionerne har folkevalgte råd, der har ansvaret for sygehusdriften
og praksissektoren (sygesikringsområdet), ligesom regionerne ud fra princippet
om sammenfald mellem politisk, drifts- og finansieringsansvar også har skatteudskrivning.
Boks 10.1. Fordele og ulemper ved en regionsmodel.
Det Rådgivende Udvalg vurderer, at fordelene ved en regionsmodel vil
være:
• Et bedre grundlag for at koordinere og planlægge fagligt bæredygtige
sygehusfunktioner og specialefordeling og dermed sikre den faglige
kvalitet
• Et fortsat decentraliseret sundhedsvæsen med sammenfald mellem
politisk, økonomisk og driftsmæssigt ansvar
• Muligvis produktivitetsforbedring pga. forbedrede planlægningsmuligheder
• Bedre mulighed for samarbejde mellem mere ligeværdige regioner
• Mindre budgetusikkerhed for regionen i forbindelse med frit valg
• Lavere administrationsudgifter
Udvalget vurderer, at ulemperne ved en regionsmodel vil være:
• I nogle regioner større afstand mellem borgere og det politiske niveau,
samt større risiko for uoverskuelighed
• Fortsat mulighed for kassetænkning i forholdet region-kommune
• Muligheden for at prioritere mellem udgiftsområder begrænses af,
at sundhedsvæsenet udgør den største andel af regionens samlede
udgifter
Som det fremgår af kapitel 7, er det udvalgets opfattelse, at udviklingen i de
sidste 30 år peger på, at minimumsstørrelsen for en faglig bæredygtig enhed har
ændret sig i opadgående retning.
Kombineret med andre udviklingstendenser, herunder det frie sygehusvalg og
den tilsyneladende manglende accept på nogle områder af væsentlige regionale
forskelligheder, finder udvalget det naturligt at overveje en ændring af den nuværende
amtsmodel i retning af færre regionale enheder.
Udvalget har ikke set det som sin opgave at angive, hvor mange regioner der kan
komme på tale i en revideret model.
10.2. Regionsmodel
De overordnede karakteristika ved modellen tager udgangspunkt i den nuværende
amtslige model. Den afgørende forskel er, at der er færre enheder, øgede
statslige planlægningsbeføjelser og øget dispositionsfrihed til sygehusene.
Som beskrevet i kapitel 7, skønner udvalget, at i et decentraliseret sygehusvæsen
kræver faglig bæredygtighed, at grundlaget for varetagelsen af basisfunktioner
skal være ca. 400-700.000 indbyggere, med tendens til fortsat at stige.
På enkelte behandlingsområder bør befolkningsunderlaget allerede nu være
større end 700.000. Der er dog også en række områder, især medicinske og
psykiatriske, hvor befolkningsunderlaget kan være mindre.
Hensyn til geografiske og urbaniseringsmæssige forhold kan i konkrete situationer
begrunde regionsstørrelser tættere på 400.000 og for hovedstadsområdets
vedkommende større end 700.000.
Udvalget forudsætter, at H:S bringes ind i en regionsmodel, og udvalget finder
det vigtigt at sammentænke organiseringen af H:S og Københavns Amt.
10.3. Ansvaret for at tilbyde og finansiere sygehusydelser
Regionerne har ansvaret for at tilbyde og finansiere al sygehusbehandling og behandling
i praksissektoren, ligesom udvalget forudsætter, at regionerne fortsat vil
varetage forebyggelsesopgaver svarende til amternes nuværende ansvarsområder.
Udvalget forudsætter endvidere, at regionerne også har andre opgaver end sygehusopgaver,
svarende til amternes opgaver i dag.
136 137