Rapport jan'03 - Polis

• Rammer for forskning
• Forsikrings- og klagesystem
• IT-standarder, EPJ-standarder mv.
Det forudsættes, at den nationale sundhedsfaglige myndighed styrkes mhp.
vejledning af og tilsyn med sygehusene, jf. kapitel 8.
9.1. Praksissektoren og primærkommunale tilbud
I de foregående kapitler har der været fokus på sygehusvæsenet. Det er imidlertid
vigtigt at understrege, at sygehusvæsenet er en del af et samlet sundhedsvæsen
inkl. praksissektoren og relevante primærkommunale tilbud, og at sygehusvæsenet
ikke kan forstås uafhængigt af disse to samarbejdspartnere.
Da praksissektoren ikke kræver samme befolkningsgrundlag som et sygehusvæsen,
kan den organisatoriske placering i højere grad tilpasses sygehusmodellerne,
uden at det samtidig formindsker praksissektorens centrale placering i det
danske sundhedsvæsen.
Udvalget finder det desuden vigtigt at fremhæve, at:
• Praksissektorens rolle ikke må mindskes i nogen af modellerne, og at
det taler til fordel for en model, hvis praksissektoren styrkes
• Den alment praktiserende læge fortsat er indgangen til sygehusvæsenet,
dvs. der er fortsat tale om et visiteret sygehusvæsen
• Samarbejde mellem almen praksis og sygehusvæsenet fortsat har som
bærende elementer forhold som udnyttelse af sygehusene laboratorier,
brugen af praksiskoordinatorer osv. I en situation med højere
grad af dispositionsfrihed til sygehusene må det sikres, at sådanne
forhold ikke svækkes
• Den samlede kapacitet i sygehusvæsenet – især den ambulante del
– skal sammentænkes med praksissektoren, og at dette er en vigtig
opgave for sygehus- og praksisplanlægningen
• Udvalget har ikke særskilt analyseret praksissektoren, men finder det
vigtigt med en fremtidsrettet analyse af sektorens forhold og muligheder,
herunder arbejdsdelingen mellem praksissektoren, sygehusvæsenet
og den kommunale sektor
• Samarbejdet om udskrivning af patienter og om genoptræningsplaner
m.m. skal styrkes
Patientunderlag for sygehusplanlæggende myndighed
Udvalget skønner, at i et decentraliseret sygehusvæsen vil grundlaget for varetagelsen
af de udvidede normalsygehusfunktioner være ca. 400-700.000 indbyggere,
og udvalget vurderer, at der vil være en tendens til, at det nødvendige befolkningsunderlag
fortsat vil stige, jf. kapitel 7. På enkelte behandlingsområder
bør befolkningsunderlaget allerede nu være endnu større. Der er dog også en
række områder, især medicinske, hvor befolkningsunderlaget kan være mindre.
Udvalget finder, at hensyn til geografiske og urbaniseringsmæssige forhold i
konkrete situationer kan begrunde regionsstørrelser tættere på 400.000 og for
hovedstadsområdets vedkommende større end 700.000. Udvalget finder det
vigtigt at understrege, at en evt. ændret model for varetagelse af sygehusopgaven
også omfatter hele hovedstadsområdet.
Det er udvalgets vurdering, at psykiatrien kan indpasses i de ovenstående krav
om faglig bæredygtighed, jf. kapitel 7.
Ud over hensynet til faglig bæredygtighed vil den hensigtsmæssige størrelse for
befolkningsunderlaget bl.a. også afhænge af, om der er direkte valg til den sygehusplanlæggende
myndighed, og om myndigheden varetager andre opgaver
end sygehusplanlægning.
Hvis kriteriet om decentralisering tillægges mindre vægt, og der i stedet lægges
vægt på et kriterium om en høj grad af selvforsyning, mener udvalget, at der kun
vil være tale om ret få regioner.
134 135