Rapport jan'03 - Polis

Spørgsmålet om planlægning eller ej vil ligeledes gå på hensynet til kapacitetsudnyttelsen.
Hensynet til kapacitetsudnyttelsen begrunder, at planlægningsmyndigheden
involveres i investeringsbeslutninger mv. En sådan involvering vil
især være nødvendig, hvor der potentielt er store risici ved at overlade kapacitetsudnyttelsen
til andre på de ovenfor nævnte områder.
Et helt afgørende spørgsmål er, hvad sådanne planlægningsorganers styringsredskaber
skal være, dvs. om planlægningen skal ledsages af økonomiske styringsmidler
og et økonomisk ansvar, eller om styringen alene skal have karakter af
forbud og tilladelser. Dette spørgsmål vedrører således grundlæggende, hvordan
en kommunalt forankret model hhv. statsmodellen udformes i praksis.
I det nuværende system er der en principiel sammenhæng mellem beslutningskompetence
og finansieringsansvar, idet amternes planbeslutninger følges op i
deres budgetlægning og økonomiske styring.
Hvis regionerne i den kommunalt og statsligt forankrede model, jf. kapitel 11-
12, skal forestå planlægningen uden et økonomisk ansvar for gennemførelsen,
vil deres planlægning få en ”negativ” karakter, hvor opgaven vil være at godkende
eller afslå de selvstyrende sygehuses udbygningsønsker.
Udvalget finder derfor, at evt. planlægnings-/sygehusregioner bør udstyres med
økonomiske styringsmidler.
Ligeledes skal der politisk tages stilling til, hvad der skal være regionernes politiske
legitimering (lokale statsregioner, direkte valgte råd, råd af kommunale
repræsentanter) m.m.
Der er således en række vanskelige spørgsmål, der skal tages stilling til i forhold
til organisering af planlægningsmyndigheden. Den konkrete sammensætning
og organisering vil altovervejende afhænge af, hvilken model der er tale om, jf.
kapitlerne 10-12.
8.5. Øvrige opgaver for de centrale sundhedsmyndigheder
Det er udvalgets opfattelse, at de nationale sundhedsmyndigheder skal understøtte
bestillermyndighederne og evt. regionerne på en række områder ud over
den traditionelle planlægningsfunktion, som den er beskrevet ovenfor.
Udvalget finder desuden, at modeller, hvor sygehusene får større dispositionsfrihed,
og hvor en større andel af sygehusenes budgetter takstfinansieres, bør
suppleres med øget central overvågning af kvalitet, registreringspraksis, omkostningsstudier
mv.
Hvad angår den faglige kvalitet på sygehusene, er det udvalgets opfattelse, at det
faglige indhold og den faglige kvalitet af behandlingen på et dansk sygehus ikke
bør afhænge af, hvilken del af landet patienten bor i. Det må være et krav, at der
på alle sygehuse tilstræbes samme høje faglige kvalitet, som det er tilfældet i dag,
hvilket bl.a. søges sikret gennem personalets uddannelse og Sundhedsstyrelsens
retningslinjer. Udvalget finder, at denne opgave bør styrkes i fremtiden, og at
det kræver en højere grad af central koordinering og styring.
Det vil således være væsentligt at sikre et højt og ensartet kvalitetsniveau på alle
sygehuse vha. regler om akkreditering, landsdækkende kvalitetsindikatorer og
retningslinier for behandlingsmetoder. Udvalget anbefaler således, at sygehusene
– uanset status – fremover skal godkendes enten i form af en akkreditering
eller anden for form for kvalitetsgodkendelse. Dette forudsættes at ske fra en
landsdækkende institution.
Ligeledes bliver det afgørende at sikre, at alle sygehuse følger nationalt fastsatte
retningslinier for elektroniske patientjournaler, bookingsystemer mv., jf. nedenfor.
Følgende opgaver skal varetages af de centrale sundhedsmyndigheder.
• Retningsliner for behandlingsmetoder/referenceprogrammer
• Landsdækkende kvalitetsindikatorer
• Regler om akkreditering
• Overordnet planlægning og styring af uddannelse og forskning
• Forsikrings- og klagesystem
• IT-strategi, EPJ-standard mv.
• Omkostningsstatistik som basis for forhandlinger mellem bestiller og
udfører samt beregning af fritvalgstakster
Retningsliner for behandlingsmetoder/referenceprogrammer
Udvalget finder, at det bør være en betydelig opgave for de centrale sundhedsmyndigheder
at indsamle informationer om behandlingsresultater og sikre erfaringsudveksling
af forskellige behandlingsmetoder samt udsende og opdatere
referenceprogrammer og følge, om de efterleves i praksis.
De overordnede retningslinjer for behandlinger, som de centrale myndigheder
opstiller, vil stille krav til dokumentation, videnskabelige undersøgelser og medicinsk
teknologivurdering af nyindførte behandlinger på tilsvarende måde som
ved introduktion af nye lægemidler. Såvel gode som mindre gode erfaringer med
nye behandlingstiltag skal evalueres og videreformidles.
Kvalitetsindikatorer
Øgede frihedsgrader til sygehusene vil forstærke behovet for sammenlignelige
kvalitetsindikatorer med henblik på ekstern kvalitetsvurdering og patientinformation.
Der er allerede et arbejde i gang med kliniske databaser og med at sikre
landsdækkende indikatorer for behandling, jf. boks 8.2.
126 127