Rapport jan'03 - Polis

8.3. Ændringer i de centrale sundhedsmyndigheders planlægningsbeføjelser
Hovedparten af de centrale planlægningsopgaver skal varetages, uanset om
modellen for organisering af sygehuse er den eksisterende, eller om der er tale
om modeller, hvor sygehusene får større frihedsgrader end nu, jf. kapitel 5, eller
inden for andre politisk-administrative strukturer.
Planlægningen for de højt specialiserede områder koordineres i dag af Sundhedsstyrelsen,
og uanset valg af model vil opgaven skulle varetages af en central
myndighed, idet højtspecialiserede opgaver kun varetages af ganske få enheder.
Udvalget finder, at de centrale myndigheders planlægningsbeføjelser under alle
omstændigheder bør styrkes. I denne forbindelse finder udvalget det vigtigt at
understrege behovet for en bredt sammensat medarbejdergruppe til at varetage
opgaven.
Udvalget finder, at der er behov for en større sundhedsfaglig styring af ydelserne
fra centralt hold for at undgå, at sygehusene varetager opgaver uden tilstrækkeligt
patientunderlag.
I det omfang sygehusene får øgede frihedsgrader, vil det yderligere stille krav
til godkendelse og planlægning af specialefordelingen mellem sygehuse og til
koordineringen af investeringsbeslutninger mv.
Kapitel 7 rummer nogle overvejelser om den faglige bæredygtighed. For en
række områder er der, ud over hensynet til personalets rutine, et organisatorisk
hensyn, der skal sikre den nødvendige sammenhæng med andre relevante specialer
og den lægelige videreuddannelse mv.
For de mere sjældne sygdomme og behandlingsformer – f.eks. lands- og landsdelsfunktionerne
– er det afgørende for at opbygge og bevare ekspertise og
rutine, at opgaverne ikke spredes på for mange enheder. I en situation med få
regioner finder udvalget en risiko for et mere uhensigtsmæssigt kapløb om at
kunne tilbyde de mere specialiserede funktioner, end det kendes i dag. Udvalget
lægger derfor vægt på, at sundhedsmyndighederne på centralt niveau skal kunne
matche regionerne og sikre en hensigtsmæssig fordeling af de højtspecialiserede
funktioner for at undgå unødig spredning af disse funktioner.
Endvidere finder udvalget det oplagt, at den centrale planlægningsmyndighed i
højere grad skal spille en rolle i planlægningen/samlingen af de akutte beredskaber,
end det er tilfældet i dag, også i lyset af kommende års speciallægemangel,
hvor kravet til hurtigere og mere effektiv uddannelse i dagarbejdstiden vil stige.
Det er desuden ressourcekrævende at opretholde døgndækkende funktioner, og
det er derfor vigtigt at sikre den rigtige balance mellem hensynet til behandlingskvaliteten
og den bedste anvendelse af personaleressourcerne.
8.4. Regional sygehusplanlægning – organisering af regional myndighed
Udvalget finder, at selvom der centralt bør ske en styrkelse af planlægningsbeføjelserne,
vil der fortsat være betydelige dele af sygehusplanlægningen, som
hensigtsmæssigt kan varetages regionalt.
I den integrerede model ligger ansvaret for sygehusplanlægning primært hos
samme myndighed (amterne), som har ansvaret for borgernes sygehustilbud, og
som finansierer virksomheden. I andre modeller kan planlægningen placeres hos
en regional myndighed, der også har ansvaret for driften, men ikke nødvendigvis
det overordnede ansvar for at tilbyde og finansiere sygehusydelser.
Regionerne kan både være amtslige, statslige eller organiseres som kommunale
fællesskaber, jf. modelbeskrivelserne i kapitel 10-12.
Udvalgets udgangspunkt i det følgende er, at den regionale myndighed forventes
at dække et betydeligt større område end kommunerne og også de nuværende
amter. Udvalget finder ud fra et planlægningssynspunkt, at organiseringen af
myndigheden skal have en faglig sammenhængskraft og ekspertise samt økonomiske
styringsredskaber.
Udvalget finder, at der i forbindelse med den regionale sygehusplanlægning skal
tages stilling til:
Placeringen af såvel det politiske som det administrative ansvar, jf. kapitel 9-12.
Karakteren (detaljeringsgrad) af planlægningen, der især vil afhænge af:
• hvilken grad af dispositionsfrihed, man giver de enkelte sygehuse til
f.eks. større anskaffelser og indførelse af nye behandlingstilbud
• muligheden for at implementere planlægning i de tilfælde, hvor sygehusene
ikke er offentligt ejede
• hvilken type speciale, der er tale om
Karakteren af planlægningen
Udvalget finder, at muligheden for at implementere sygehusplanlægning kan
svækkes i de situationer, hvor der ikke er offentligt ejerskab til sygehusene. Omvendt
finder udvalget, at der er afgrænsede områder, hvor planlægningsbehovet
er mindre.
De opgaver, som mest oplagt kan løses uden egentlig sygehusplanlægning, vil
være de elektive funktioner med et vist volumen. Det vil samtidig være de områder,
hvor det giver mest mening, at opgaven løses af aktører med store frihedsgrader,
herunder private sygehuse 1 .
1 Det kan til en vis udstrækning svare til ”reguleringen” af de private udbydere, der indgås kontrakter med i medfør af den gældende 2-månedersregel,
hvor der ikke foretages en eksplicit godkendelse af sygehusenes udbud af specialer eller investeringer. Med udviklingen af en dansk kvalitetsmodel,
vil der dog i højere grad blive stillet ensartede krav til offentlige og private sygehuse, jf. afsnit 5.
124 125