Rapport jan'03 - Polis

8.2. Sygehus- og specialeplanlægning i dag
I det følgende bruges udtrykket sygehusplanlægning om den konkrete planlægning,
amterne varetager i dag vedrørende sygehusstruktur, fordelingen af specialer
mellem sygehuse, serviceniveau m.m. Udtrykket specialeplanlægning bruges
om den landsdækkende planlægning af fordelingen af specialfunktioner mellem
lands- og landsdelssygehuse. Specialeplanlægningen varetages i et samspil mellem
Sundhedsstyrelsen, amterne og de lægefaglige miljøer.
Formålet med specialeplanlægningen er, at patienter får adgang til behandling
af høj kvalitet under hensyn til den mest effektive ressourceudnyttelse. Der er
således både et fagligt og et ressourcemæssigt hensyn, herunder et hensyn til
personaleressourcerne.
Det grundlæggende princip for organiseringen er, at produktionen bør finde
sted på det mindst specialiserede, fagligt forsvarlige niveau. Patientens nærhed
til det relevante sygehus og hensynet til lige adgang er også væsentlige forudsætninger
for organiseringen, men hvor der er konflikt mellem hensynet til nærhed
og kvalitet/ressourceudnyttelsen, vægter Sundhedsstyrelsen hensynet til kvalitet
højest.
Der sondres mellem sygehusfunktioner på to hovedniveauer: Basisniveauet og
det højtspecialiserede niveau.
På basisniveauet varetages de hyppige og almindeligt forekommende opgaver,
mens det højt specialiserede niveau omfatter de mere komplicerede funktioner,
der behandler mere sjældne lidelser.
Inden for de fleste specialer findes begge niveauer. Det er især på det højt specialiserede
område, der dækker ca. 10 pct. af det samlede sengedagsforbrug, at
behandlingen af hensyn til kvalitet og kapacitetsudnyttelsen er samlet nogle få
steder i landet på lands- og landsdelssygehuse eller sygehuse, der på et afgrænset
område har landsdelsfunktioner. Enkelte behandlinger skal kun varetages ét sted
i landet. Hovedparten af lands- landsdelsspecialerne varetages, jf. Sundhedsstyrelsens
specialevejledning 5 steder i landet.
Sundhedsstyrelsen fastlægger grænsen mellem basisniveau og højtspecialiseret
niveau i sygehusvæsenet. Afgrænsningen afhænger af:
• Kravene til patientunderlagets størrelse
• Om der er tilstrækkeligt kvalificeret personale
• Om teknologien er kompliceret
• Om der er tale om et veldefineret behandlingsområde
• Om en samling er ressourcemæssigt hensigtsmæssigt
Der er ikke tale om en fast grænse, og der overføres løbende behandlingsformer
til varetagelse på basisniveau, når det er muligt og hensigtsmæssigt, at kompetencerne
udbredes på et større antal sygehuse.
I den nuværende integrerede model har amterne ansvaret for sygehusplanlægning
mv. under meget overordnede retningslinjer og vejledning fra Sundhedsstyrelsen.
Amterne udarbejder sygehusplaner, som skal indgå i amternes sundhedsplaner
efter planbestemmelserne i sygesikringsloven, men som i øvrigt kan revideres
efter behov. Sygehusplanerne bruges til at fastlægge rammerne for den flerårige
udvikling af et amts sygehusvæsen: De fysiske rammer, fordelingen af specialer,
udviklingsprojekter osv. Balancen mellem nærhed (lokalsygehuse), specialiserede
behandlingstilbud og kvalitet afvejes i sygehusplanen.
De fleste sygehusplaner udformes uden præcise økonomiske rammer eller økonomiske
konsekvensberegninger. Dette spørgsmål behandles i budgetterne, der
med undtagelse af investeringsbudgetterne i realiteten er ét-årige, om end der
også for driftsbudgetterne udarbejdes flerårige budgetoverslag.
Varetagelse af funktioner på basisniveau indebærer følgende forpligtelser for
sygehusene:
• at tilbyde funktionen til egne borgere samt i relation til frit valg
• at sikre behandlingskvaliteten
• at fastholde nødvendig ekspertise
• at viderevisitere relevante patienter
• at samarbejde med andre sygehuse, herunder samarbejde med landsdelssygehuse
om udbredelse af opgaver, der er blevet almindeligt
udbredte
• at samarbejde med praksissektoren og primærkommunerne
• at varetage uddannelsesfunktioner og evt. forskningsopgaver på området
Planlægningen af de højt specialiserede funktioner ledes af Sundhedsstyrelsen,
der efter konsultation med amterne samt lægelig ekspertise anbefaler samling af
funktioner ud fra en række kriterier – dvs. hvor sjælden, hvor kompliceret, eller
hvor dyr behandlingen er.
Som beskrevet i kapitel 2 er der aftaler om samarbejde mellem amterne om bl.a.
koordinering af specialeplanlægning, der skal sikre en hensigtsmæssig fordeling
efter de nævnte kriterier og sikre, at behandlinger ikke udbydes flere steder end
nødvendigt.
Koordineringen sker bl.a. gennem 3 regioner og et øst- og et vestdansk samarbejde.
Amterne har gennem de senere år intensiveret samarbejdet om specialeplanlægning.
122 123