Rapport jan'03 - Polis

erfaring, der er afgørende. Lægen indgår i et større team, der samtidig er afhængig
af andre faciliteter på sygehuset.
I en norsk rapport fra 2001 konkluderes det, at der efterhånden er solid dokumentation
for en:
»volum-kvalitetsammenheng for pasienter med kreft eller hjerte- og karsykdommer behandlet
med kirurgi. Likedan er det dokumentert at kvaliteten ved organtransplantasjon og AIDSbehandling
er bedre ved sykehus med høyt volum. Derimot er det ved skadebehandling (traumer)
og ved ortopediske operasjoner ikke påvist noen konsistent sammenheng mellom volum
og dødelighet eller komplikasjoner. Ved andre sykdommer eller operasjoner som er studert er
det utilstrekkelig grunnlag for å trekke sikre konklusjoner«.
Sundhedsstyrelsens Hjertefølgegruppe har i september 2002 redegjort for den
eksisterende litteratur vedr. sammenhængen mellem volumen og kvalitet. Det
konkluderes, at både sygehusstørrelsen (patientunderlaget) og lægernes rutine
har afgørende betydning for risikoen for komplikationer og død i forbindelse
med ballonudvidelse af hjertets kranspulsåre. Oplysningerne indsamles som led
i overvejelser om den fremtidige organisation på hjerteområdet – herunder om
det er fagligt forsvarligt at decentralisere ballonbehandlingerne, der i dag primært
varetages på landets 5 hjertecentre.
I Sundhedsstyrelsens Kræftstyregruppe er der ligeledes fokus på sammenhængen
mellem volumen, organisation og kvalitet, bl.a. mht. kræftkirurgien og strålebehandling.
F.eks. konkluderede Evalueringscenter for Sygehuse på baggrund af en undersøgelse
foretaget i 2000, at den aktuelle spredning af opgaven med brystkræftbehandling
i Danmark er for stor. Undersøgelsen viste, at en stor del af brystkræftindgrebene
foregik på afdelinger, hvor patientunderlaget var for lille og
operatørrutinen for ringe. En opfølgning har vist, at der efterfølgende er sket en
betydelig samling af brystkræftbehandlingen. De fleste amter har valgt at samle
behandlingen på ét eller to steder, mens andre – for at sikre den fornødne rutine
– har oprettet tværgående behandlerteams. En del af denne debat vedrører således
i lige så høj grad samling af aktiviteter på færre sygehuse som spørgsmålet
om befolkningsunderlaget i det enkelte amt.
Der sker i disse år – bl.a. som følge af nye behandlingsteknikker – en stadig
større grad af specialisering inden for de lægelige specialer, som inden for en
overskuelig fremtid kan føre til væsentlige forskydninger i de enkelte sygehusfunktioners
nødvendige befolkningsunderlag.
Afhængigt af hvilke hensyn der skal tages, og hvilke specialer der tages med
i betragtning, er det udvalgets vurdering, at grundlaget for varetagelsen af
basisfunktioner har ændret sig til 400-700.000 indbyggere, og udvalget vurderer,
at det fortsat vil bevæge sig i opadgående retning. På enkelte områder er
befolkningsunderlaget dog endnu større, afhængig af behandlingens karakter,
mens det på en række – især medicinske områder – vil være væsentligt mindre.
Hertil kommer, at der kan være geografiske og befolkningstæthedsforhold der
gør, at man kan acceptere at være tættere på den nedre grænse – eller, for hovedstadsområdet
med en høj urbaniseringsgrad, kan begrunde et højere tal end
700.000.
Det bemærkes dog, at det ikke for alle behandlingsområder er nødvendigt med
et stort patientunderlag. På de områder, hvor hverken hensynet til ressourceudnyttelsen
eller den faglige kvalitet begrunder store patientunderlag vil enhedernes
størrelse alene kunne bestemmes af sædvanlige kvalitetskrav til relevant
uddannelse, herunder at lægen foretager et vist antal operationer eller lignende.
Spørgsmålet om, hvor mange sygehusenheder i regionen, der skal til for at sikre
såvel en kvalitetsmæssig god behandling som geografisk dækkende tilbud, dvs.
den regionale sygehusstruktur, er et særskilt spørgsmål. F.eks. kan der være akuttilbud
færre steder, end der er særskilte sygehusmatrikler, jf. tanken bag de funktionsbærende
enheder. Dette spørgsmål falder dog uden for denne redegørelses
rammer.
Sammenfattende vurderer udvalget, at der generelt er behov for at øge befolkningsunderlaget
for at sikre den faglige bæredygtighed, og udvalget skønner,
at varetagelse af basisfunktioner hovedregel kræver et befolkningsunderlag på
minimum 400-700.000.
7.5. Frit sygehusvalg
I dette afsnit behandles spørgsmålet om styringsmæssige konsekvenser af det frie
sygehusvalg.
Princippet om kommunal decentralisering indebærer sammenfald mellem skattemæssig
betalingsvillighed, serviceniveau og indhold og det geografiske rum.
Enhedens politiske råd dimensionerer institutionerne med henblik på at kunne
betjene områdets borgere. Det frie sygehusvalg bryder denne logik. Spørgsmålet
er, hvilke konsekvenser det har.
Det frie sygehusvalg blev lovfæstet i 1993, og er derefter gradvist blevet udvidet
og styrket, jf. kapitel 2.
Størstedelen af patienterne bliver behandlet på sygehuse i eget amt, men andelen
af patienter, der behandles uden for eget amt, er svagt stigende og udgjorde 11,5
pct. af samtlige patienter (inkl. akutte og lands- og landsdelspatienter) i 2001.
Frit valg finder primært sted på basisniveau. Samlet set er andelen af ikke-akutte
patienter på basisniveau, der behandles uden for eget amt, steget fra 6,8 pct. i
116 117