Rapport jan'03 - Polis

der skal gælde for frit valg, og hvad principperne generelt skal være for takstfinansieringen
under et nyt system, jf. kapitel 5.
6.6. Udvalgets overvejelser
Køber-sælger modeller kan omfatte mange varianter. Den mest konsekvente
model er kendetegnet ved en skarp adskillelse mellem købere og sælgere, hvor
sælgerne konkurrer på pris og kvalitet om de af køberne udbudte opgaver.
I den anden ende af spektret indebærer modellen en vis organisatorisk adskillelse
mellem de enheder, der står for hospitalsdriften og de myndigheder, der varetager
patienternes interesser, og hvor der er en løbende tæt dialog og samarbejde
mellem de to instanser. Denne variant er her beskrevet som en større adskillelse
af bestiller- og leverandørfunktionen. Den afgørende forskel i forhold til købersælger
modellen er fraværet af konkurrence mellem leverandørerne.
Generelt er modellerne først og fremmest kendetegnet ved, at sygehusene får
større selvstændighed og dispositionsfrihed, ofte egne professionelle bestyrelser
eller som minimum frigøres fra direkte politisk styring, og at der findes en
afregningsmekanisme med indbyggede incitamenter til hensigtsmæssig hospitalsdrift.
Formuleret på denne måde, hvor konkurrence ikke indgår, bliver der ikke væsentlige
forskelle i forhold til modellen for selvejende sygehuse, jf. kapitel 5, og
kun mindre forskelle sammenlignet med modellen for selvstyrende sygehuse.
Det er udvalgets vurdering, at der generelt ikke er overbevisende argumenter til
fordel for køber-sælger-modellen sammenlignet med at give sygehusene større
frihedsgrader, hvis der samtidig skabes mulighed for, at private leverandører kan
deltage på lige vilkår med selvstyrende eller selvejende sygehuse.
Udvalget finder, at en opdeling i køber-sælger ikke generelt set medfører den
konkurrence, der skal være drivkraften bag de ønskede positive resultater, jf.
tidligere. Det gælder uanset, hvem køberen måtte være: Amter, regioner, kommuner
eller én eller flere statslige instanser.
Det er således udvalgets konklusion, at begrænsede muligheder for at skabe
konkurrence samt styringsmæssige vilkår i øvrigt begrænser bestillerens mulighed
for reelt at agere køber på de fleste behandlingsområder. Derimod kan
modellen være velegnet på særligt afgrænsede områder, hvor der er grundlag for
en effektiv konkurrence på sælgersiden, dvs. for visse planlagte operationer, jf.
kapitel 4. Det vil samtidig være de områder, hvor der er det bedste grundlag for
at inddrage private og selvejende sygehuse.
Kapitel 7. Ændrede forudsætninger for et
decentralt sygehusvæsen?
7.1. Indledning
I de to foregående kapitler har der været fokuseret på den konkrete organisering
af sygehusene. Nærværende kapitel fokuserer på den overordnede placering af
sygehusvæsenet og beskriver fordele og ulemper ved varierende grader af en decentraliseret
struktur.
Det danske sundhedsvæsen er præget af en høj grad af decentralisering, idet
det løbende politiske, økonomiske og driftsmæssige ansvar er placeret i amtsligt
regi. Blandt sammenlignelige lande er det kun Finland, der har et endnu mere
decentraliseret sundhedsvæsen end det danske.
Den nuværende politiske og administrative struktur blev etableret i løbet af
1970’erne. Spørgsmålet er, om der i de forløbne 30 år er sket ændringer, der
betyder, at princippet om decentralisering ikke længere er relevant.
Det Rådgivende udvalgs konklusioner og anbefalinger
Sammenfattende vurderer udvalget:
• Der er fortsat et lokalt råderum for at fastlægge det lokale serviceniveau
og den lokale sygehusstruktur, om end det er blevet mindre i takt
med et stigende antal koordinerede amtslige initiativer samt indførelsen
af det frie sygehusvalg.
• Princippet om politisk nærhed og decentralisering er fortsat relevant,
og det bør derfor inddrages ved vurderingen af nye modeller for organisering
af sygehusvæsenet.
• Udviklingen på sygehusområdet betyder, at der er behov for et større
befolkningsunderlag for at sikre den faglige bæredygtighed.
• Som hovedregel bør der være minimum 400-700.000 indbyggere som
grundlag for at varetage basisfunktionerne i sygehusvæsenet og tendensen
fortsat vil være opadgående. Det præcise befolkningstal
afhænger af geografiske forhold og urbaniseringsgrad og vil utvivlsomt
være højere end 700.000 i hovedstadsområdet.
I afsnit 7.2. beskriver udvalget, i hvilket omfang centrale initiativer har resulteret
i, at amternes autonomi i opgavevaretagelsen på sygehusområdet er reduceret.
I afsnit 7.3. vurderer udvalget, hvorvidt udviklingen i amternes autonomi har
svækket hensigtsmæssigheden og relevansen af decentral opgavevaretagelse på
106 107