Læreruddannelsen i Aalborg 50 år Læreruddannelsen i Aalborg 50 år

Af
Birgitte Skovgaard
Brøchner-Mortensen,
lærerstuderende
på Læreruddannelsen
i Aalborg
100
Jeg glæder mig allerede
”Er det ikke skønt? glæd dig til at blive lærer, Birgitte!” – sådan lød beskeden i min
otte-årige datters kontaktbog, efter at jeg havde fortalt klasselærer Randi om de ni
tykke bøger, der (helt frivilligt) er blevet læst hjemme hos os i sommerferien. For som
den lille læsehest sagde ” Randi siger, at for at lære at læse, så skal man jo læse”.
Det er åbenlyst, hvilken idolstatus Randi har i 3.b. De små tillidsfulde poder ser et
stort lys i de voksne, der omgiver dem i hverdagen og skoledagen. Alt hvad der bliver
sagt og gjort, bliver vægtet meget alvorligt af børnene, de tillægger virkelig deres
lærere en så stor betydning, at man som lærerstuderende sagtens kan blive ramt af
både åndenød og præstationsangst. Jeg kan jo se, hvilken iver og motivation, min
datter propper i skoletasken, hver dag side om side med de nyspidsede blyanter og
rugbrødsmadderne. Hendes åbenlyse glæde ved at gå i skole er resultatet af virkelig
god undervisning af virkelig gode lærere.
Det får mig til at tænke på, hvilken betydning min egen klasselærer har haft for
mig. Fru T., der på egen hånd praktiserede undervisningsdifferentiering længe før
ordet blev opfundet, og som gjorde det på den fineste måde af alle – nemlig uden
at isolere de børn, der havde brug for den ekstra undervisning, og samtidig uden at
gøre resten af klassen opmærksom på dette. Samtidig med sin oprigtige interesse
for os, mistede hun aldrig det danskfaglige sigte.
For mig personligt gjorde hun et uudsletteligt indtryk ved at se mig og se min
interesse for bøger og ord, længe før jeg selv gjorde det, og hun bad mine forældre
om at melde mig ind i den nu hedengangne Alle børns bogklub for at mætte min litterære
sult. Jeg kan stadig huske den fornemmelse, det var en gang om måneden at
modtage bogpakken med endnu et ulæst, et uopdaget eventyr at fordybe sig i, jeg
kan huske den helt specielle følelse af at være noget særligt, en følelse som min lærer
havde plantet.
Vi har nu som førsteårsstuderende for nylig skulle vælge aldersspecialisering
inden for danskfaget. Valget har selvfølgelig afstedkommet hede diskussioner om,
hvad der er det rigtige valg. Udsagn som: ” … skulle jeg tørre snotnæser og binde
snørebånd frem for at have en god diskussion med de store elever? Nej, tak!” er hørt
mere end én gang.
Er der mere prestige i at undervise de ”store” elever? Er det ikke der, ens egen
dygtighed bliver altafgørende for missionen om at blive ”den gode lærer”, - uden
hensyntagen til sociale eller etniske forskelle, køn eller alder? Fagligheden skal vel
være det primære i hele skoletiden, også i de små klasser, hvor motivationen er helt i
top kontra skoletrætheden, der med sikkerhed har meldt sin ankomst samtidig med
teenageårene. Er der én lærer-rolle, som er vigtigere og mere rigtig end en anden?
Hvad er så den gode lærer? Jeg tror, at man skal være sig det sociale ansvar bevidst,
være klar til en plads i øretævernes centrum, være en del af det mest udskældte
”folkefærd”, skal være sig selv og være sig selv bekendt. At man skal kunne tage styringen
– ansvaret – at kunne navigere i et farvand fyldt med nye politiske krav om og
til undervisningen, samtidig med at kravet til os som lærerpersonligheder også skal
honoreres. Jeg tror, at man skal være og virkelig være nærværende, da børn lynhurtigt
afkoder vores oprigtighed eller mangel på samme.
Det har været meget tankevækkende at reflektere over min skoletid, og på vej
ned af ”mindernes boulevard” har det stået klart for mig, hvilken livsbetydning min