Læreruddannelsen i Aalborg 50 år Læreruddannelsen i Aalborg 50 år

ShAmRAn – den Som kommeR oG ind i 1990’eRne
Folkeskolen manglede ikke lærere, da jeg som nyuddannet forlod seminariet med en
læreruddannelse. Efterskolen havde med sin progressive pædagogik stor søgning,
og jeg blev dansklærer (og meget andet) i efterskolen. Efterskolelærere havde dengang
alle muligheder for at vælge de tekster, vi gerne ville have, at eleverne læste.
Så vi læste alt. Kim Larsens filmatiserede LP: Midt om natten var en del af pensum
for den første 10’ende klasse, jeg underviste. Vi læste Tøsedrengenes lyrik, Bjarne
Reuters nyeste bøger, Martha Christensens samfundskritiske romaner var altid et
vedkommende valg; og et år valgte eleverne at læse Herdis Møllehaves Le. Det har
jeg aldrig siden haft lyst til, men det var en glæde aldrig at vide, hvad året ville bringe
af udfordringer i danskfaget. Eleverne og deres interesseområder var altid en del af
beslutningsgrundlaget for tekstvalget.
Michael Ende og historien om tidsrøverne satte vi op som drama, vi så teaterforestillinger
i Aalborg, og mine elever skrev logbøger og arbejdede vældig receptionsorienteret
med alle tekster. Vi vidste bare ikke, at det var receptionsorienteret, det
vi gjorde, men det var med eleverne i centrum, der blev undervist.
Fra børnelitteraturen kan et af de markante værker være Bjarne Reuters: Shamran,
- den som kommer fra 1986. Genren er fantasy, vi kom væk fra halvfjerdsernes
socialrealistiske Ung-i-dag-serier om Peters baby og Conni og bolighajen. I Shamran,
- den som kommer er Filip syg, han ved, han skal dø, men inden det sker, forsvinder
han ind i et billede, ind til en anden verden i Tronn, hvor han spiller terning med Vandringsmanden,
og hvor han vinder kampen mellem det onde og det gode.
Det er magi, og det er den evige kamp mellem de gode og de onde kræfter.
Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte fra 1973 indvarslede fantasygenrens storhedstid,
og det er kendetegnende for alle disse bøger, at der er et moralsk og etisk
regnskab, der kan modsvare den øgede formløshed i hverdagen og den øgede værdinihilisme,
som man så i tiden. Som tidens filosof Niklas Luhmann (også - og blandt
andet ville sige) så må man, når alle muligheder står åbne, selv sætte de rammer,
man kan leve under og i. De rammer findes i fantasygenrens sort-hvide verden, hvor
reglerne er klare, og hvor det etiske kodeks er afgørende, hvis man vil vinde kampen.
Danskfaget havde åbnet sig, det var blevet et dannnelsesfag og et kulturbærende
fag, således som det også blev formuleret, da betonudgaven Dansk 76 blev revideret
i 1984.
“Vi vil gerne, at I skal arbejde med nogle vigtige områder i livet, mest af alt det,
der brænder for jer lige nu, men også noget af det, som I vil blive konfronteret med
senere i jeres liv.” Sådan lød det typisk for tiden i undervisningsmaterialet: Fri som
fuglen, Birte Sørensen og Marianne Dreyer fra 1988.
Dig selv, dig selv og dig selv – det var kodeordene for meget undervisningsmateriale
fra 1988 og de næste ti år. Klassekampen var stillet i bero, litteraturen blev
fyldt med lyrik, og Pia Tafdrups engle svævede over 80’ernes lyrik, der ellers kunne
være sort som hos Strunge eller formbevidst som hos Søren Ulrik Thomsen. Min
danskundervisning ændrede karakter – ikke fordi der kom en ny skolelov i 1993, men
fordi eleverne blev anderledes. Thomas Ziehes postmoderne, rodløse, zappende
ungdom længtes efter (eller også mente jeg, at de havde brug for ☺) kultur, viden og
sproglig spændvidde. Så nu kom klassikerne i højere grad ind i mit tekstvalg.
SoFieS veRden oG ind i åR 2000
Efterskolelærer var jeg også i 1990’erne, og friheden til at vælge tekster gjorde vi stadig
uhæmmet brug af. Vi læste Holberg, hvis Aalborg Teater havde en skoleforestil-
81