Læreruddannelsen i Aalborg 50 år Læreruddannelsen i Aalborg 50 år

80
ligger nedenfor Aalborg Seminarium, han bor i beton, han er 12 år, og han er kammerat
med Thomas, hvis far er ude at sejle. Skolen er ikke deres yndlingsbeskæftigelse,
den er ikke relevant for deres fremtid. En typisk dialog fra bogen lyder således:
”Kan du lide at gå i skole.
Vorherrebevares, det møglort.
Jeg kan ikke fordrage det, sagde Peter, - der er for meget ballade.
- Sådan er det sku, sagde Thomas og drak af flasken, - den skolegang vi får er ikke
en skid værd. Vi skal kun være lønslaver ... jeg gider ikke.”
Samfundet er den skyldige, børnene er bærere af fremtiden, de skal kæmpe klassekampen
både i forhold til familien og i forhold til arbejdslivet. Katamaranen slutter
med følgende opsang: ”Man må organisere børnestrejker, kæmpe på pladsen, lære
noget om hvorfor samfundet svigter børnene. Ændre samfundet så de voksne kan få
tid til børnene, få tid til at være mennesker og ikke maskindele.”
I det tynde gule hæfte Dansk 76, der skulle være ledetråden for dansklærerne i
enhedsskolens danskfag, stod der blandt andet: “Dansk er hovedsagelig et færdighedsfag.
hvor det primære er de faglige aktiviteter, der arbejdes med i undervisningssituationerne.”
Dansk var også et værkstedsfag, det var det udvidede tekstbegreb og dansk var
kommunikation, reklameanalyse og kritisk stillingtagen til alt.
Pædagogikken var også præget af kritisk stillingtagen. Vi lærte på seminariet om
Summerhillskolen, vi læste Oprør fra Midten og Paulo Freires Kulturaktion for friheden.
Børnene skulle lære at læse gennem Ulrika Leimars Læsning på talens grund, og
vi lærte at duplikere, så vi kunne lave vores eget undervisningsmateriale. De første
år som nyuddannede lærere levede vi i en sand rus, når vi havde tilbragt sprittågede
timer i selskab med duplikatoren, stencils og kreative opgaver, der til tider var i flere
farver.