Læreruddannelsen i Aalborg 50 år Læreruddannelsen i Aalborg 50 år

egen, hvor alt kunne ske uden vedholdende mobiltelefonisk overvågning og uden
voksnes indblanding i konfliktløsningerne.
SilAS oG den SoRte hoPPe oG ind i 1970’eRne
I 1970’erne kom enhedsskolen, men inden da ”tog jeg realen med”. Nogle af mine
efterhånden 30 klassekammerater fra Horne Skoles syvende klasse gik ud af skolen
efter konfirmationen for (hvad der økonomisk set jo viste sig at være rigtig gode valg)
at blive minkavlere, køre mælk til mejeriet eller for at få en læreplads som håndværkere.
Vi andre fortsatte i skolens verden i endnu tre år (og for nogle af os i mange,
mange år endnu); men vi mødte fortsat ikke undervisningsministeriets danskfag i
særlig høj grad. Vores lærere gjorde som mange før (og efter) dem: De underviste i
det, de fandt fornuftigt og vedkommende. Så selvom danskfaget ændrede karakter
med det udvidede tekstbegreb, tegneseriernes indtog og klassekampstænkningen,
så gjorde det ikke nogen forskel, når dansklæreren Glønborg skulle vælge tekster til
faget. Vi læste Ekstemporaltekster for Realskolen, en tekstsamling, hvor der var gode
noveller af eksempelvis H. C. Branner, Hans Kirk og Jørgen Nielsen. Vi satte fortsat
kommaer, havde skrivning som selvstændig disciplin, og vi skrev stile om Vore jernbaner,
Ghandi – Indiens frihedskæmper og Ditte Menneskebarn.
Udviklingen i børnelitteraturen gik dog hurtigt fra Annelises forhutlede sind til en
frigørelse, der i børnelitteraturen har sit store skelsættende år i 1967. Det er året, hvor
Halfdans Rasmussens Halfdans ABC udgives første gang, (og ingen har vel siden
fået lært alfabetet uden at kunne versene om Ane, der lagde anemoner i kanonen på
Trekroner og om Benny, hvis bukser brændte?) Cykelmyggen Egon af Flemming Quist
Møller kørte ind i verden sammen med Snøvsen og Eigil og katten i sækken af Benny
Andersen, - og endelig udkom Cecil Bødkers første Silas-bog, Silas og den sorte hoppe.
Silas er en hovedperson af en helt anden støbning end 1950’ernes børnebøger kan
byde ind med. Silas kom sejlende ned ad floden, alene i en pram, der drev for vejr
og vind og med en fløjte, der kunne få heste og onde hesteejere til at makke ret. Han
klarer sig selv, han er kun bundet af sine egne etiske normer, han bygger et samfund
op på Sebastian-bjerget, han tager sig af de udstødte, de forhutlede og de forældreløse.
Silas er en ener, der ikke lader sig sætte i bås.
Det er Thomas Ziehe og det postmoderne samfunds beskrivelse af ungdomskulturen,
som Silas skriver sig ind i. Han er dog ikke normløs, han har blot sine
egne værdier og lader sig ikke sætte i bås. Frisættelsen fra autoriteterne har han selv
klaret, han vælger ikke at indordne sig, han gør oprør, men tager også konsekvensen
af sine valg.
kAtAmARAnen oG ind i 1980’eRne
Mens kampen mod autoriteterne og oprøret mod alt i 1970’erne havde holdt sit
indtog i børnelitteraturen og på universitetets fakulteter, så begyndte jeg i 1977 på
læreruddannelsen i Nørre Nissum (hvad der også den gang var langt ude på landet)
– helt upåvirket af klassekampen. Vi læste børnebøger i grunduddannelsens
danskfag. Ti børnebøger skulle læses og analyseres, og Silas og den sorte hoppe var på
listen, foruden naturligvis en række klassikere som Jan- og Flemmingbøgerne og Det
lille hus i den store Skov. Det helt nutidige var, at vi også læste Ole Lund Kirkegaard og
tegneseriehæfter med Rasmus Klump og Anders And.
For børnelitteraturens vedkommende blev det Bent Hallers Katamaranen fra
1976, der kan være eksemplet på datidens børnelitterære milepæl. I Katamaranen er
Peters forældre skilt, han flytter fra landet og ind i ”grønlænderblokkerne”, der fortsat
79