Læreruddannelsen i Aalborg 50 år Læreruddannelsen i Aalborg 50 år

Af
Bodil Christensen,
Master i Børnelitteratur
og lektor i dansk på
Læreruddannelsen
i Aalborg
78
Annelise, Silas,
Peter, Filip og Sofie
Horne Skole lå (og ligger endnu i en renoveret udgave) i den vestlige udkant af
Horne by. Skolen havde, da den var i brug, det obligatoriske stråtag, kakkelovne,
småsprossede vinduer og såvel første- som andenlærerbolig foruden de to klasselokaler.
Danskfaget bestod af to fag: læsning og skrivning. Lærer Andersen havde
dansk med ”den store klasse”, og andenlæreren oplærte de små i at læse og skrive.
Litteraturanalyse og fortolkning var ikke på skemaet, når de knap hundrede skoleelever
fra Horne havde dansk; men til gengæld lærte man salmevers og forklaringerne i
Luthers lille Katekismus udenad. Sådan så det ud mange, mange steder i det danske
skolesystem i 1960, da Aalborg Seminarium tog imod det første hold lærerstuderende;
men de nye tider var på vej. Centralskolernes tid kom sidst i 1950’erne og
først i 1960’erne, og Horne-Asdal Centralskole stod i 1962 klar med syv klasselokaler,
en gymnastiksal, lærerværelse, aula og en skolegård med drikkefontæne og plads til
elevernes opstilling klassevis og på rækker, når frikvarteret var slut, og timen skulle
begynde.
AnneliSe 13 åR oG ind i 1960’eRne
På den nye Horne-Asdal Centralskole begyndte jeg i 1963 som femårig i første klasse
sammen med fireogtyve andre børn fra lokalområdet. Førstelæreren A. A. Andersen
fulgte med fra ”den gamle skole”, så der blev ikke ændret i undervisningskonceptet
eller danskfagets indhold, men vi kunne have læst børnebøger som en del af danskfagets
tekster. Det gjorde vi nu ikke. Det stod ellers i Den blå betænkning fra 1960, at
børne- og ungdomslitteratur kunne være en del af danskfagets indhold:
“Efterhånden findes der en meget omfattende børne- og ungdomslitteratur af en
sådan kvalitet, at det vil være naturligt i begrænset omfang at bringe egnede afsnit
eller uddrag fra dette righoldige tekstområde”; – sådan skrives der i Undervisningsvejledningen
for Folkeskolen, betænkning nr. 253 fra 1960.
Tove Ditlevsens Annelise 13 år fra 1958 er en af de bøger, der kan karakterisere
tiden omkring Aalborg Seminariums første år. Det er en realistisk roman, der giver et
fint billede af, hvor indelukket og klassebestemt det kunne være at være 13 år, pige og
fra et arbejderhjem. Annelises mor er indlagt på et hospital i en længere periode, og
imens må Annelise og lillebroderen bo hos deres faster (og den drikfældige onkel)
på Vesterbro. Tilværelsen er fyldt med ansvar, pligter og (dårlig) samvittighed. Der er
ikke meget overskud til andet end dagen og vejen. Sproget er knapt og kortfattet og
rammer fint det Ditlevsenske Vesterbro. Problemløsningen ligger udenfor Annelises
rækkevidde. Hun kan ikke selv få tingene til at ændre sig.
Annelise 13 år kunne vi således have læst i dansktimerne, men det gjorde vi så
ikke. Vi lærte fortsat salmevers. Udenad.
Pædagogikken var klar, omend uudtalt: Læreren ved bedst, autoriteterne skal
følges, forhold dig ikke kritisk, og opfør dig ordentligt. Den positive tillægsgevinst i
tiden var, at børn havde et stort frirum uden for skolen, hvor der på ingen måde var
kontrol og opsyn med aktiviteterne. Det var her, man kunne afprøve grænser, afprøve
sig selv og her kunne man kvalificere sine sociale kompetencer. Skolen var den samfundsbevarende
og samfundsopretholdende institution, men fritiden var børnenes